I dag har jeg oplevet én til sejrslisten og én til at skamme sig lidt over.
Medierne berettede tidligere på dagen at panserne har fanget John Knudsen i Spanien.
Jeg vil derfor skyde på at det samlede danske pressekorps har lavet folkevandring mod Spanien. Hvem vil ikke også gerne derned med det vejr vi har i øjeblikket?
Nå, men Journalisten er ingen undtagelse. Han har egentlig ferie, men blev spurgt om han kunne hasterejse og det kunne han selvfølgelig godt. Jeg var taget til Odense i formiddags for at besøge psykologen og i mellemtiden havde han så lagt en besked om, at jeg hellere lige måtte ringe ham op når jeg kom ud.
Jeg kunne forstå på en noget forvirret Journalist, at det hastede lidt med at komme tilbage til Kolding, for hans fly afgik fra Billund kl. 15 og kl. var 12.15 OMT *Odense Mean Time*.
Til mine medmennesker i Foreningen for Folk Uden Geografisk Indsigt *I ved selv hvem I er :D * kan jeg oplyse at det tager sjus 50 mins i bil fra Odense til Kolding og omtrent det samme fra Kolding til Billund.
Normalt er jeg en rimelig fornuftig billist. Dels fordi jeg er sikker på at jeg dør i trafikken en dag og så skal det i hvert fald ikke være min egen skyld. Dels fordi der er så mange idioter derude, at nogen jo må give lidt modvægt, da det ellers ender med, at det bliver reglen mere end undtagelsen at være et komplet fjols.
Efter en lille smule matematik valgte jeg så at glemme samtlige af mine trafikprincipper. Jeg stillede mig op på min speeder og så fik den ellers noget pedal. Ud igennem Odense tog jeg samtlige sving på to hjul og den fik 110 i timen på Middelfartvej mod Motorvejen, selv om jeg før har set panserne stoppe fartsyndere på den strækning *hvor man må køre 70*.
Jeg drønede henover Vestfyn mens jeg bandede og svovlede, og næsten koblede mig selv fast på kofangeren hos alle de kællinger, der insisterede på at køre 115 i en 130 zone, mens de nægter at trække ind til siden, fordi der jo liiiige er den der lastbil halvanden km længere henne ad vejen *Der er for fanden da højrekørsel i Danmark.. ARGH!*.
Jeg blæsede henover broen og fløj resten af vejen hjem med mit kørekort temmelig meget på spil bare for at finde ud af, at de allerede var kørt mod Billund, og hvis jeg ville sige farvel til Journalisten måtte jeg halse efter dem - hvilket jeg i øvrigt heller ikke ville nå inden han skulle checke ind.
Så jeg lod Journalist være Journalist, og efter at have konstateret at han naturligvis har glemt sin tandbørste, susede jeg ned og hentede den frokost han skulle have hentet til mig, mens jeg var i Odense.
Jeg har aldrig været særlig god til impulsive tiltag, jeg ikke selv har fundet på. Det er bare ikke særlig praktisk, når man er sammen med en ung og eventyrlysten journalist. Derfor har jeg været i utallige situationer, hvor han har skyndt sig ud af døren for at dække et eller andet og jeg har siddet tilbage med en følelse af skuffelse, irritation og tristhed over, at tingene ikke gik sådan som jeg havde forestillet mig.
For ikke så længe siden ville jeg være gået helt i panik ved tanken om, at han tog til Spanien uden at jeg fik sagt farvel, og uden at jeg havde haft tid til at vænne mig til tanken.
Men ikke idag.
I dag tænke jeg blot, at jeg håber han får en god tur, og så købte jeg hvidløgsbrød til aftensmaden, mens jeg tænkte lidt over hvem jeg skal skrive ansøgninger til i morgen.
Det var fandme også på tide at jeg kom dertil. Til gengæld tror jeg min bil er sur og giver mig dårlig samvittighed med vilje.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar