You've got to ask yourself one question: Do I feel lucky? Well, do ya, punk?

Nå, men det nye år er egentlig ikke videre anderledes end det gamle. Jeg har allerede fået mit første jobafslag og det er stadig hundekoldt.
Og der sker stadig den slags ting, som er lidt mærkelige. Eksempelvis sad jeg i venteværelset ved tandlægen igår og fik øje på Jyllandsposten. Af en eller anden grund læser jeg altid blade og aviser bagfra uden at tænke over det. Så jeg åbnede op på bagerste side og blev straks overfaldet af dødsannoncerne. Da jeg jo er en gammel kone, tænkte jeg at jeg lige kunne se om der var nogle afdøde, som jeg kendte. Og fandme jo! Eller dvs. jeg kendte ikke vedkomne døde person, men jeg gik i gymnasiet med hans storebror. Efter lidt undersøgelser hos min sladderpusher fandt jeg ud af, at han havde fået kræft for 3 måneder siden. Det er skræmmende, hvor hurtigt man nogen gange kan komme herfra, selvom man umiddelbart virker sund og rask.

Any who, Journalisten og jeg havde lidt behov for materiel tilfredsstillelse *har det lige været jul? Hvorfor sagde I ikke det før?* så vi plyndrede et efterhånden ufatteligt dryssende juletræ og erstattede det med grotesk fladskærm. Der er nu bifstemning og jeg føler trang til at flytte lænestolen ud i køkkenet for bedre at kunne overskue at se TV.
I samme øjeblik vælger vores antenneforening at lægge samtlige kanaler ud digitalt. Temmelig god timing. Men vi skulle jo ha' et eller andet at bruge det TV til, så vi købte en Wii.
Og jeg købte en ny telefon. Men den gamle var altså dårlig og lå og gispede, hver gang den forsøgte at sende en sms. Det kunne ikke gå mellem os længere.

Men som om mit liv ikke var fucked nok i forvejen og som om jeg ikke havde problemer nok, så har jeg nu fået serveret et særdeles ubehageligt valg på et sølvfad. Et af den slags valg man ikke kan ignorere, men som skal tages, uanset om man vil eller ej. Og det er med tidsbegrænsning på.
Det er et af den slags valg som giver mulighed for at opnå noget, man har ønsket lidt on and off. Men når man står lige foran det, virker det pludselig ikke længere så attraktivt. Konsekvenserne af valget er umulige at spå om og de er aldeles uoverskuelige. Det kan blive det bedste jeg nogen sinde har gjort, det kan blive den største fejltagelse i mit liv. Det kan føre stor glæde og velbehag med sig, det kan forårsage stor sorg og miserabilitet.
Det er komplet umuligt at vælge. Og ikke nok med det! Jeg er ikke den eneste om at foretage dette valg og jeg kan hvert øjeblik blive overruled, fordi valget er blevet truffet i den retning, hvor det ikke kan gøres om og hvor jeg ikke kan noget ved det, selvom jeg måske ville synes det var det forkerte valg.

Det er, på godt jysk, noget bæ.

Trafikalt

I dag har jeg oplevet én til sejrslisten og én til at skamme sig lidt over.

Medierne berettede tidligere på dagen at panserne har fanget John Knudsen i Spanien.
Jeg vil derfor skyde på at det samlede danske pressekorps har lavet folkevandring mod Spanien. Hvem vil ikke også gerne derned med det vejr vi har i øjeblikket?
Nå, men Journalisten er ingen undtagelse. Han har egentlig ferie, men blev spurgt om han kunne hasterejse og det kunne han selvfølgelig godt. Jeg var taget til Odense i formiddags for at besøge psykologen og i mellemtiden havde han så lagt en besked om, at jeg hellere lige måtte ringe ham op når jeg kom ud.
Jeg kunne forstå på en noget forvirret Journalist, at det hastede lidt med at komme tilbage til Kolding, for hans fly afgik fra Billund kl. 15 og kl. var 12.15 OMT *Odense Mean Time*.
Til mine medmennesker i Foreningen for Folk Uden Geografisk Indsigt *I ved selv hvem I er :D * kan jeg oplyse at det tager sjus 50 mins i bil fra Odense til Kolding og omtrent det samme fra Kolding til Billund.
Normalt er jeg en rimelig fornuftig billist. Dels fordi jeg er sikker på at jeg dør i trafikken en dag og så skal det i hvert fald ikke være min egen skyld. Dels fordi der er så mange idioter derude, at nogen jo må give lidt modvægt, da det ellers ender med, at det bliver reglen mere end undtagelsen at være et komplet fjols.
Efter en lille smule matematik valgte jeg så at glemme samtlige af mine trafikprincipper. Jeg stillede mig op på min speeder og så fik den ellers noget pedal. Ud igennem Odense tog jeg samtlige sving på to hjul og den fik 110 i timen på Middelfartvej mod Motorvejen, selv om jeg før har set panserne stoppe fartsyndere på den strækning *hvor man må køre 70*.
Jeg drønede henover Vestfyn mens jeg bandede og svovlede, og næsten koblede mig selv fast på kofangeren hos alle de kællinger, der insisterede på at køre 115 i en 130 zone, mens de nægter at trække ind til siden, fordi der jo liiiige er den der lastbil halvanden km længere henne ad vejen *Der er for fanden da højrekørsel i Danmark.. ARGH!*.
Jeg blæsede henover broen og fløj resten af vejen hjem med mit kørekort temmelig meget på spil bare for at finde ud af, at de allerede var kørt mod Billund, og hvis jeg ville sige farvel til Journalisten måtte jeg halse efter dem - hvilket jeg i øvrigt heller ikke ville nå inden han skulle checke ind.
Så jeg lod Journalist være Journalist, og efter at have konstateret at han naturligvis har glemt sin tandbørste, susede jeg ned og hentede den frokost han skulle have hentet til mig, mens jeg var i Odense.

Jeg har aldrig været særlig god til impulsive tiltag, jeg ikke selv har fundet på. Det er bare ikke særlig praktisk, når man er sammen med en ung og eventyrlysten journalist. Derfor har jeg været i utallige situationer, hvor han har skyndt sig ud af døren for at dække et eller andet og jeg har siddet tilbage med en følelse af skuffelse, irritation og tristhed over, at tingene ikke gik sådan som jeg havde forestillet mig.
For ikke så længe siden ville jeg være gået helt i panik ved tanken om, at han tog til Spanien uden at jeg fik sagt farvel, og uden at jeg havde haft tid til at vænne mig til tanken.
Men ikke idag.
I dag tænke jeg blot, at jeg håber han får en god tur, og så købte jeg hvidløgsbrød til aftensmaden, mens jeg tænkte lidt over hvem jeg skal skrive ansøgninger til i morgen.

Det var fandme også på tide at jeg kom dertil. Til gengæld tror jeg min bil er sur og giver mig dårlig samvittighed med vilje.

En søndag

Jeg har haft en af mine smådepressive dage, hvor alting er uoverskueligt og hvor udsigten til måske at blive sendt til Berlin i fire måneder ikke længere er en fed mulighed, men i stedet noget jeg frygter fordi jeg er bange for der ikke er noget at komme hjem til. En dag, hvor jeg ikke kan overskue at slæbe mig på arbejde i morgen og hvor jeg ikke har den fjerneste tiltro til at jeg nogensinde får mig et fornuftigt job. En dag, hvor jeg bare har ligget på sofaen og småslumret på trods af at jeg har sovet otte timer i nat.
Disse dage kommer snigende ud af det blå engang i mellem og jeg burde nok snart få trykt en t-shirt med et billede af Æsel fra Peter Plys. Så kan jeg tage den på, når alting er træls.

Journalisten kender disse dage og lader mig derfor i høj grad være. Han uddeler blot nogle velplacerede krammere engang i mellem og overlader derudover alt småtuderiet til mig selv.
Hen på eftermiddagen syntes han dog at vi trængte til lidt frisk luft. I bedste pensioniststil elsker vi at hoppe ind i bilen og bare køre ud i det blå for at kigge lidt på naturen og på alle de huse vi godt kunne tænke os at købe. Og vi ender altid med at komme nye steder hen.
Så afsted det gik, men pludselig udspillede der sig en ganske dramatisk scene idet en fugl kom flyvende meget lavt tværs over vejen:

Jounalisten: "Ups"
Mig: "Tror du?"
Journalisten: "Jep"
Mig: "Tror du den er død?"
Journalisten: "Ja"
Mig: "okay"

Men Journalisten kender mig alt for godt. Så han vendte bilen så vi kunne køre tilbage og se om den rent faktisk VAR død. I den anden ende af vejen vender vi så bilen igen i en indkørsel og sniger os afsted på vejen. Og bedst som vi kommer hen mod den lille fugl ruller jeg vinduet ned for at kigge ud. Journalisten havde dog regnet lidt forkert og i stedet for at trille forbi, så jeg kunne kigge ned fra vinduet, kører han direkte henover den lille fugl, hvilket vi så fik den tvivlsomme fornøjelse af at høre ret tydeligt:

Mig og Jounalisten på en gang: "AAAAADDDDDD hahahahaha"

Længere henne af vejen:

Mig: "Tror du den er død nu?"
Journalisten: "Ja!"
Mig: "okay"

Jounalisten vendte bilen igen og da vi nok engang vendte i førnævnte indkørsel i den anden ende af vejen begyndte vi at spekulere på, hvornår de ville ringe efter panserne.
Denne gang kunne jeg få et godt kig på den lille fugl:
Journalisten: "Du ved jo nok at almindelige mennesker faktisk kun må erklære nogen død, når hovedet er adskilt fra kroppen. Var det det?"
Mig: "Njaaaa...det ved jeg ikke..den var så udsplattet at jeg ikke kunne se hovedet?"
Journalisten: "Så er den nok død"
Mig: "Ja, det er den nok"
Og så lod vi det ligge ved det.

Senere på dagen satte jeg mig ind i bilen for at køre på 7/11 og hente cola (det går ikke så godt med afvænningen i øjeblikket). Ud af noget budskads for enden af vores mur kom der pludselig en mand gående. Han var omkring de 60 år og iklædt en hudfarvet t-shirt, hvide tangatrusser og et par lammeskindstøfler - og intet andet. (??)

Vores bil er i øvrigt holdt op med at skvulpe. Et pænt stykke tid kom der en lyd af vand omme fra bagsædet når vi kørte over bump og lignende og vi gik egentlig begge ud fra at der lå en vandflaske deromme. Vi bruger aldrig bagsædet, så derfor var der ingen af os der gad tjekke efter og eftersom vi roder pænt meget i bilen, var det en ret plausibel forklaring, at en eller anden (læs: mig) havde kastet en flaske om på gulvet eller noget.
Lige indtil jeg i sidste weekend rent faktisk skulle bruge bagsædet til noget. Lillebror og De Gamle havde været nede hos Journalistens og min yndlingsvinbrygger ved Mosel og havde hjembragt 24 flasker i en stor papkasse. Denne kasse måtte jeg så smide ind på bagsædet, da den skulle køres på genbrug, da vores baggagerum i øjeblikket fungerer som opbevaring efter vores rotteangreb i vinters (Vi nægter at stille ting ned i den kælder igen).
Da jeg så åbnede bagdøren kunne jeg konstatere at det rent faktisk var bagdøren, der skvulpede...
Journalisten var naturligvis temmelig skeptisk, da jeg meddelte at vores bildør var fuld af vand. Men ganske rigtigt, da han fik den brækket op og renset nogle huller for glasskår (der havde været indbrud i bilen før vi købte den) fossede vandet ud og nu skvulper den ikke længere. Og man kan næsten ikke se at Journalisten har haft døren skilt ad.

Han havde dog den obligatoriske ene møtrik tilovers, da han havde samlet døren igen.

Det alvorlige hjørne

Så blev Lillebror student og fejret på behørig vis.

På vej hjem i bilen blev jeg overmandet af en tilstand jeg tror de fleste mennesker kender. Den, hvor man tænker en tanke som leder til den næste etc. etc indtil det man befinder sig et helt andet sted end i begyndelsen.
Således hørte vi Nova.fm i radioen, der spillede Celina Ree med Når Du Rør Ved Mig. Når jeg hører den sang kommer jeg til at tænke på 18-årige poptøser. Dont ask why. Derfor var det næste naturlige skridt i tankerækken selvfølgelig denne unge kvinde, der døde en tragisk død. Og så var det at rædslen slog ned i mig. Tænk, hvis det var min lillebror. Han har dristet sig til at få et kørekort og det hjælper absolut ikke. Inde under solbrillerne begyndte tårerne at trille ned.

Jeg tror de fleste er bange for at miste nogen tæt på, eksempelvis forældre eller søskende, og børn for dem der har den slags.
Jeg synes naturligvis også det *trods alt* ville være en katastrofe, hvis mine forældre, Journalisten, min søster eller hendes børn pludselig døde utidigt eller skulle få en uhelbredelig sygdom. Men min største skræk i livet er at miste min bror. En langt stærkere følelse end hvis jeg skulle miste nogle andre familiemedlemmer. Hvorfor det forholder sig sådan ved jeg ikke.

Måske er det fordi han er min lillebror i allerbogstaveligste forstand. Jeg er 7½ år ældre end ham. Mine forældre har ikke haft det store held med at få børn efter planen, så derfor er der 6 år mellem min søster og jeg, og således 13 år mellem min søster og bror. Min søster flyttede derfor hjemmefra da min lillebror kun var 5 år og så hang vi jo på hinanden. Som storesøsteren, der jo snildt lige kunne aflaste min mor, brugte jeg mangt en eftermiddag på at hente ham først i børnehaven og senere i fritidsordningen.
Det var mig, der hjalp ham til at lære at læse, da min mor havde mistet tålmodigheden og nægtede at acceptere at han havde lidt svært ved det. Jeg har automatisk kæmpet en kamp for at han ikke skulle døje med de samme forventninger og krav fra vores mor, som min søster og jeg kæmpede med.
Eksempelvis fik jeg gennemtrumfet at knægten selv måtte bestemme om han ville på gymnasiet eller ej. Det valg fik vi andre ikke, sådan var det jo bare.
Jeg elsker at tilbringe tid med min lillebror og gør alt hvad jeg kan for at få ham til at komme herned på ferie når han har tid. Så tager vi ud og fisker, laver mad sammen og ser plathumorfilm eller spiller Trivial Persuit.
Engang i mellem bliver jeg ringet op og får følgende besked:
"AAAAARRRRGH mor driver mig til vanvid!!"
Og så får jeg alle historierne og så sladrer vi lidt om det.

Vores yndlingsdiciplin er at tage stygt pis på vores mor.

Når virkeligheden lurer i periferien

For nylig blev en ung kvinde dræbt nord for Århus af en dødsbilist, der tidligere har slået en kvinde ihjel med sin kørsel.

Igår gik det op for mig (hurra for facebook) at denne kvinde kommer fra den by jeg voksede op i og jeg ved udemærket, hvem hun og hendes bror er.

Jeg synes, det er en mærkelig situation, når en person man ikke har direkte kontakt til, men som til en vis grad alligevel har været en del af ens barndom, dør.

Jeg har ikke set hende i over ti år og husker hende kun som en dum unge, der ikke kunne andet end drille andre børn. Men det er jo mange år siden og som i alle andre tilfælde er det sørgeligt når en person skal dø så tidligt og på den måde.


Min lillebror pandede hende engang én i hovedet med en spade.