A moment of peace

Jeg har spekuleret lidt over noget. *Altså udover, hvorfor der er shellak i mine vitaminpiller..Da jeg arbejde i Bilka stod shellakken nede i malerafdelingen*.
Det er ikke første gang jeg er ude for det. At når jeg synes det hele er lige ved at blive slemt, så sker der et eller andet, der giver mig et skub fremad.
Sidst jeg syntes det hele virkelig var noget bras *mere end det ellers er til hverdag* ringede min søster og sagde hun var gravid. Og selvom jeg ikke ligefrem er en børneperson lige i øjeblikket, glæder jeg mig alligevel helt vildt til den lille ny kommer - om to måneder. Det gav mig energi til at klare det hele lidt igen.
De sidste par måneder har været strenge synes jeg. Og med et nyt år, der fortsætter med arbejdsløshed, krydret med min fødselsdag i lørdags, der kun gjorde mig ældre, synes jeg det er ved at være lidt svært igen.
Men så skete det igen. Noget. En række begivenheder, der tilsammen har givet mig det der skub.

Jeg har fået en oplysning, der har givet mig et mentalt spark bagi. Det har hjulpet mig til at vågne op og lugte kaffen og få styr på et par prioriteringer - noget, der ellers burde være på plads, men hvor jeg inden for det sidste stykke tid har tabt grebet om situationen. Og tabt grebet om mig selv. Denne oplysning har hjulpet mig tilbage på rette spor.

Jeg har oplevet et lille glimt af noget, der var engang. Noget jeg inderligt håber jeg kan få til at ske igen. Noget jeg har valgt at tolke som et vink med en vognstang om, hvordan tingenes rette tilstand skal være.

Og sidst, men bestemt ikke mindst, har jeg genopdaget en kilde til velbehag, som hele tiden har været der. Men jeg havde glemt den. Den har hjulpet mig gennem alle de trængsler som livet indtil videre har budt på. Men nu har jeg grebet den og i min egen lille verden lader jeg den give mig kuldegysninger, lader den gøre mig grådlabil på den gode måde og give mig en god grund til, hvorfor jeg skal tage kampen op igen.

Disse oplevelser har tilsammen givet mig overskud til rent faktisk at føle mig godt tilpas. Jeg har den der fornemmelse af glæde ved livet, som de fleste tager for givet og ikke bemærker, fordi de langt hen ad vejen er glade og lykkelige. Men når man befinder sig i en tilstand af dyb frustration og af og til synes, det var nemmere at kaste sig ud fra en høj bygning, så er denne fornemmelse nærmest som at møde en gammel, kær ven man virkelig har savnet dybt. Det skyller ind over kroppen og giver varme, og giver den der fornemmelse af, at man flyver på den lyserøde sky. Lidt ligesom at være teenageforelsket igen faktisk.

Virkeligheden og de sorte skyer vil sikkert komme tilbage igen. Men lige nu forsøger jeg at gribe fat i dette lille strå af livsglæde, og gør alt hvad jeg kan for at det ikke skal visne for mig.
For en stund har jeg fred.