Forslagskassen er åben for bidrag

Nå, men så fik jeg den råt for usødet fra min kontaktperson. Den, jeg godt vidste ville komme og som var totalt uundgåelig. Og som egentlig skulle være kommet for længe siden. Den, der sved, selvom jeg godt vidste den kom.

"Vi er nok nødt til at indse, at du sgu ikke får noget job."

Pokkers. Hvad skal jeg så finde på?
Lad os se en gang på mulighederne og de værktøjer, jeg har med at gøre.

Min alder? Mmmmnej! 28 år betyder jo børn, så der er ingen i denne mandeverden, der tør ansætte mig, for de er sådan set ligeglade med at jeg ikke skal have små børn de næste 30 år. Det siger min alder jo, at jeg skal have lige NU.
Man skulle være min sygeplejerskesøster. Sygehuset betalte en hundedyr videreuddannelse, så hun kunne blive sej på et helt nyt område, hvorefter hun skynder sig at gå på barsel. No hard feelings. Oh, hvilken drøm!

SU? Næh. Det har jeg nemlig brugt, ned til sidste øre. I øjeblikket har jeg frygtelig travlt med at forklare Lillebror at han skal tænke sig frygtelig godt om inden han tager en uddannelse, så han ikke ender som mig.

Min uddannelse. Well, måske et traineeophold var sagen. Nå nej, for de få steder man kan blive det i øjeblikket, forlanges både kandidatgrader og topkarakterer, studierelevant arbejde og hvad ved jeg. Der kan jeg heller ikke rigtig være med. På nogen af punkterne faktisk.
Jamen, så en kandidatgrad da. Tjoh, det har jeg spekuleret lidt over, hvilket bringer mig tilbage til punktet om SU. Jeg skal finde mig et job, der kan finansiere to års studier og som samtidig efterlader tid til at lave lektier *som om jeg nogensinde har lavet lektier*. Enter Søster: "Jamen, det er da ikke noget problem! Nu skal Journalisten jo snart tjene rigtige penge og så kan han da forsørge dig!"
Not gonna happen. I disse krisetider er det et lidt løst grundlag at tage en uddannelse på, hvis man spørger mig. Og desuden bryder jeg mig ikke rigtig om at være 100 % økonomisk afhængig af en person, der principielt kunne skride når det skulle være. Måske jeg skulle bedøve ham, så vi kunne blive gift i en fart? Narh, det er nok heller ikke den bedste idé.

En ny uddannelse så? Jo tak, men hvad? Der er ingen pointe i at tage en anden uddannelse udelukkende for at få et job. Så går der tre minutter og så keder jeg mig. Der skal helst være et gran interesse blandet ind i det. Og det er lidt et problem.
Og igen, for at få råd til at tage en anden uddannelse, skal det være som faglært. Og da jeg næppe ville egne mig som hverken tømrer eller smed er vi nok ude i en eller anden kontoruddannelse. Har faktisk tænkt lidt på lægesekretær, men er ikke helt med på den med alle de syge mennesker. Lidt ligesom da Kragen syntes, jeg skulle gå i hendes fodspor og blive folkeskolelærer. Og det kunne faktisk være blevet godt. Jeg kan godt li' at undervise og har hørt, jeg er god til det. Bare der ikke var alle de børn.
Helt almindelig kontoruddannet så? Den er ærlig talt lidt svær. Hvor langt skal man drives ud, før man stikker en tændstik til sin uddannelse?

"Men du har da dit gode helbred" kunne man sikkert høre fra et ældre medlem af befolkningen, hvis jeg ellers omgik den slags mennesker. Well, hvis man ser bort fra sagen om lyskenbetændelsen og så det faktum, at jeg også har fået en kronisk irritation i mit venstre håndled*hvilket er upraktisk, da jeg er venstrehåndet og derfor kan droppe tanken om at blive professionel bowlingstjerne*, og at min krop således er færd med betænde sig selv og sikkert ikke helmer før der går ild i mig, så jo, jeg har jo mit gode helbred. Men det får jeg sgu da ikke nogen indtægt af.
Jeg modtager derfor kreative forslag til min videre færd. Kom glad med de gode ideer! Intet er for fjollet.

Ellers må jeg nok erkende, at min eneste mulighed efterhånden er, at forsøge at fremtvinge endnu et anfald af TH syndromet og så sælge min krop til medicinsk forskning.


Update: Jeg har efterfølgende forkortet navnet på sygdommen til TH. Sygdommen er så sjælden, at den fratog mig min anonymitet ved googlesøgninger.