Forslagskassen er åben for bidrag

Nå, men så fik jeg den råt for usødet fra min kontaktperson. Den, jeg godt vidste ville komme og som var totalt uundgåelig. Og som egentlig skulle være kommet for længe siden. Den, der sved, selvom jeg godt vidste den kom.

"Vi er nok nødt til at indse, at du sgu ikke får noget job."

Pokkers. Hvad skal jeg så finde på?
Lad os se en gang på mulighederne og de værktøjer, jeg har med at gøre.

Min alder? Mmmmnej! 28 år betyder jo børn, så der er ingen i denne mandeverden, der tør ansætte mig, for de er sådan set ligeglade med at jeg ikke skal have små børn de næste 30 år. Det siger min alder jo, at jeg skal have lige NU.
Man skulle være min sygeplejerskesøster. Sygehuset betalte en hundedyr videreuddannelse, så hun kunne blive sej på et helt nyt område, hvorefter hun skynder sig at gå på barsel. No hard feelings. Oh, hvilken drøm!

SU? Næh. Det har jeg nemlig brugt, ned til sidste øre. I øjeblikket har jeg frygtelig travlt med at forklare Lillebror at han skal tænke sig frygtelig godt om inden han tager en uddannelse, så han ikke ender som mig.

Min uddannelse. Well, måske et traineeophold var sagen. Nå nej, for de få steder man kan blive det i øjeblikket, forlanges både kandidatgrader og topkarakterer, studierelevant arbejde og hvad ved jeg. Der kan jeg heller ikke rigtig være med. På nogen af punkterne faktisk.
Jamen, så en kandidatgrad da. Tjoh, det har jeg spekuleret lidt over, hvilket bringer mig tilbage til punktet om SU. Jeg skal finde mig et job, der kan finansiere to års studier og som samtidig efterlader tid til at lave lektier *som om jeg nogensinde har lavet lektier*. Enter Søster: "Jamen, det er da ikke noget problem! Nu skal Journalisten jo snart tjene rigtige penge og så kan han da forsørge dig!"
Not gonna happen. I disse krisetider er det et lidt løst grundlag at tage en uddannelse på, hvis man spørger mig. Og desuden bryder jeg mig ikke rigtig om at være 100 % økonomisk afhængig af en person, der principielt kunne skride når det skulle være. Måske jeg skulle bedøve ham, så vi kunne blive gift i en fart? Narh, det er nok heller ikke den bedste idé.

En ny uddannelse så? Jo tak, men hvad? Der er ingen pointe i at tage en anden uddannelse udelukkende for at få et job. Så går der tre minutter og så keder jeg mig. Der skal helst være et gran interesse blandet ind i det. Og det er lidt et problem.
Og igen, for at få råd til at tage en anden uddannelse, skal det være som faglært. Og da jeg næppe ville egne mig som hverken tømrer eller smed er vi nok ude i en eller anden kontoruddannelse. Har faktisk tænkt lidt på lægesekretær, men er ikke helt med på den med alle de syge mennesker. Lidt ligesom da Kragen syntes, jeg skulle gå i hendes fodspor og blive folkeskolelærer. Og det kunne faktisk være blevet godt. Jeg kan godt li' at undervise og har hørt, jeg er god til det. Bare der ikke var alle de børn.
Helt almindelig kontoruddannet så? Den er ærlig talt lidt svær. Hvor langt skal man drives ud, før man stikker en tændstik til sin uddannelse?

"Men du har da dit gode helbred" kunne man sikkert høre fra et ældre medlem af befolkningen, hvis jeg ellers omgik den slags mennesker. Well, hvis man ser bort fra sagen om lyskenbetændelsen og så det faktum, at jeg også har fået en kronisk irritation i mit venstre håndled*hvilket er upraktisk, da jeg er venstrehåndet og derfor kan droppe tanken om at blive professionel bowlingstjerne*, og at min krop således er færd med betænde sig selv og sikkert ikke helmer før der går ild i mig, så jo, jeg har jo mit gode helbred. Men det får jeg sgu da ikke nogen indtægt af.
Jeg modtager derfor kreative forslag til min videre færd. Kom glad med de gode ideer! Intet er for fjollet.

Ellers må jeg nok erkende, at min eneste mulighed efterhånden er, at forsøge at fremtvinge endnu et anfald af TH syndromet og så sælge min krop til medicinsk forskning.


Update: Jeg har efterfølgende forkortet navnet på sygdommen til TH. Sygdommen er så sjælden, at den fratog mig min anonymitet ved googlesøgninger.

Dilemma 2

Jeg har fået mig et vaskeægte, ubehageligt og irriterende dilemma i dag.

Der er blevet slået et rigtig fedt job op....i Hjørring! Af alle steder!


Billedet, og ikke mindst pilen, er egentlig mest for dramatic emphasis.

Skal jeg søge det?
Jeg har brug det meste af dagen på at overveje pros and cons samt søgt råd hos gud og hver mand. Journalisten, som er på kursus og derfor slet ikke har tid til mine problemer var naturligvis ikke til nogen hjælp, på trods af at det har temmelig meget med ham at gøre. Jeg får næppe noget fornuftigt ud af ham før på mandag. Og der er jo lang tid til. Det gennemgående råd jeg har fået fra de andre er, at skrive ansøgningen og så diskutere det med Journalisten når han kommer hjem. Jeg kan altid slette ansøgningen.
Nu er jeg jo i den situation at jeg ikke rigtig kan være kræsen.
Det ville selvsagt være dybt ubehageligt at skulle bryde mit og Journalistens hjem op for at jeg kan flytte tre timer væk. I sin tid flyttede vi sammen fordi jeg ikke længere kunne magte langdistanceforhold og ofrede mig for forholdet ved at flytte ubetinget med.
Journalisten har erklæret at han er helt på det rene med at det kan blive nødvendigt at han ofrer sig, men jeg ved at han vil få svært ved at få job deroppe og jeg vil have det skidt med at være skyld i at han ikke kan få de sjove jobs han gerne vil *han hader når jeg siger sådan*.
Omvendt så ville det være en storslået chance for at få noget værdifuld erfaring inden for et bestemt område af min branche, og som på sigt vil åbne mange døre til den type jobs, jeg gerne vil have en dag.

Der er i øvrigt det ved det, at dette firma rent faktisk har forsøgt at få fingrene i mig før jeg blev færdiguddannet. Min afgangsprojektmakker og jeg havde hevet en dag ud af kalenderen for at tage på karrieremesse og valget faldt på Aalborg, da der var en overhængende chance for at Journalisten skulle flytte derop. Jeg fik en snak med firmaet og de fik mit CV. En uges penge senere fik jeg en mail fra en person fra firmaet, der gerne ville snakke nærmere.
Men Journalisten skulle til Syddanmark og jeg fulgte ukritisk med. Og meddelte derfor firmaet at det kunne desværre ikke lade sig gøre. Jeg kan ikke hitte ud af om det er en fordel eller en ulempe.

Det rent logistiske er ikke noget problem, for mine svigerforældre bor lige om hjørnet, så jeg kunne nok nasse et værelse indtil jeg ville få mit eget hummer. Selvom det nok ville blive den største udfordring af dem alle - at bo sammen med svigergamlerne.

Og så er der den værste af dem alle. Min hjerne, der skal overbevises om at Journalisten ikke danser på bordene lige så snart jeg flytter. Det er frygtelig svært for mig at overbevise mig selv om at han ikke vil dumpe mig fordi jeg er så langt væk og at han ikke vil bruge sin nyvundne alenetid på at finde en anden pige at være sammen med. Jeg hader mig selv for det.

Der er selvfølgelig ingen der siger, at jeg får jobbet.

Dilemma

Jeg har fået ros for min blog.

Det kan måske undre, men det varmede utroligt meget at få at vide at der er nogen, der læser min blog og synes om den. Den blotte tilkendegivelse af, at mine skriblerier ikke blot behager mig selv, men at der også findes nogen derude, der har lyst til at læse dem, betyder en del for mig.

At det er muligt at skrive en fornuftig blog selvom man ikke har nogle særlige forudsætninger for det (har bemærket at forholdsvis mange bloggere er journalister eller journaliststuderende, der skal udfordre sig selv) synes jeg er rart at vide.

Jeg blev så glad og fik lyst til at fortælle alle og enhver om det.


Hvilket så frembragte en mindre problemstilling.


Nu har jeg snart været blogejer in disguise i 3 måneder og en af de ting der har ligget mig lidt på sinde har været, om jeg skal fortælle nogen jeg kender om min blog. Jeg følger med i forskellige godt etablerede blogs rundt omkring og kan se, at der er folk der er åbne omkring deres blog og har venner og bekendte der kommenterer og ved den eksisterer. Andre er "hemmelige" lige som mig og endnu andre er semihemmelige. Dvs. der er nogle i deres omgangskreds, der kender til bloggens eksistens og andre der ikke gør. Jeg kender ikke til nogen i min omgangskreds der blogger og har således ikke rigtig nogen at diskutere det med. Jeg har spekuleret lidt over, om jeg skal fortsætte med at være ultra secret blogger eller om jeg skal løfte sløret for venner og bekendte - og Journalisten, som heller ikke ved jeg skriver blog.

Eller måske kun udvalgte? Som alligevel på et eller andet tidspunkt udvikler sig, fordi folk sladrer.

Som i de fleste andre aspekter af livet er der pros and cons ved den her situation.

På fidus-siden kan nævnes:

-Jeg kan få klemt ting ud gennem sidebenene, som jeg er for stor en kujon til at få sagt i virkeligheden

-Var det det?


På ulempesiden kan nævnes:

-Jeg kunne forestille mig at folk bliver slemt utilfredse, hvis de føler sig føler sig nævnt på utiltalende vis i et blogindlæg.

-Mit frirum til at udtale mig præcis som jeg vil bliver indskrænket. Hvis jeg har behov for at skrive om noget, jeg ikke ønsker andre, som kender mig, skal vide/høre/dømme, så kan det ikke længere være i dette forum.

-Jeg vil måske blive frygtelig præstationsangst og få skriveblokering (ikke at jeg er nogen stor forfatter, men alligevel)

-Nogle mennesker vil måske til deres rædsel opdage, hvilket forskruet menneske jeg i virkeligheden er ;)

De fleste af ulempeargumenterne handler jo bare om at jeg skal bestemme mig for, om jeg synes at folk skal acceptere mig som den jeg er, eller om jeg vil spille fordækt over for folk omkring mig for at opretholde ro og orden.

Jeg har stor respekt for Linda fra Blogsbjerg fordi hun bekender kulør og ikke holder sig tilbage og, så vidt jeg husker, i et tidligere blogindlæg rent faktisk har skældt ud over at folk fra virkeligheden har hylet op og forlangt censur fordi de kunne kende sig selv i blogindlæg de ikke brød sig om.
Mit problem er nok, at jeg ikke er sikker på jeg har tilstrækkelig selvtillid til at skære igennem og kræve min ret til ytringfrihed selv om folk jeg kender læser med.
Langt fra alle mine blogindlæg vil dog være skydeskiver. De fleste er bare ævl og kævl, hvor jeg nogle gange selv betvivler min blogs eksistensberettigelse når jeg sammenligner med andre folks meget seriøse blogs. Jeg bliver dog ved med at skrive blot fordi jeg synes det er sjovt og fordi jeg trods alt endnu ikke har læst de regler der siger at man ikke må smide ligegyldige ting på sin blog engang i mellem.

Men nogle indlæg handler jo også om, hvordan jeg har det inde i hovedet og hvordan jeg føler og tænker. Er jeg egentlig indstillet på at dele dette med folk tæt på mig og indstillet på konsekvenserne dette kan have?
Jeg ved der er nogle få mennesker, der læser min blog. Derfor håber jeg der er nogen, der læser dette indlæg og måske vil bistå mig med lidt klogskab og almindelige menneskelige meninger. Ikke fordi jeg er hjælpeløs og vil have andre til at fikse mit mentale problem, men fordi det altid er godt og konstruktivt at høre andres meninger.
Så derfor vil jeg kaste et spørgsmål ud i plenum og så håbe på svar - også fra dem som ikke har givet sig til kende endnu (skulle der findes nogen).

Hvad skal jeg gøre gøre?