onsdag den 3. juni 2009

En begivenhedsrig pinse og andre ligegyldige ting

Så er det lykkedes at finde 5 mins til at skrive lidt. Benene er smækket op på en puf, Journalisten er borte på job og Simpsons kører i baggrunden. Perfekt.

Jeg har jo fået kradset et midlertidigt job op under neglene og begyndte i fredags. Det er faktisk rigtig rart at have noget fornuftigt at lave, selvom lønnen er styg, jeg skal op kl 5 om morgenen og et job som bagerekspedient ikke ligefrem udvikler mig rent fagligt.
Jeg har tidligere været i detailhandlen og synes egentlig ikke det er så forfærdeligt, som nogen mennesker giver udtryk for. Under alle omstændigheder er det bedre end at blive sendt i aktivering. Spøjst nok er jeg blevet ansat i den bager, hvor denne episode udspillede sig.

Any who, lørdag var jeg så oppe kl. øv for at tage på arbejde og ud på eftermiddagen, da jeg var blevet sluppet løs, begav Journalisten og jeg os 2½ time nordpå i en svedende varm bil. I Nordjylland var der socialt samvær med mine forældre og svigergamlerne, en tilbagevendende tradition, der lykkeligvis kun er årlig.
Søndag var der, efter yderligere 2½ times ristning i bilen og to færgeture, Niecens to-års fødselsdag på Fur, hvor Søster og familie var taget på camping. Den type campingture plejer at ende i gul gajol og derfor havde Journalisten og jeg lejet en ferielejlighed, der var større og federe end den lejlighed, jeg boede i, da jeg studerede. Resten af dagen bød bl.a. på masser af myggestik, drageflyvning, grillmad, en tur i et elhegn og en lille, bitte brandert.
Efter lidt sightseeing på Fur gik turen mandag atter mod Sydjylland et par timer i en rædselsfuld varm bil *Kære julemand. I år ønsker jeg mig en bil med klimaanlæg*, efterfulgt af take-away på terassen derhjemme.

Hvorfor mit venstre håndled gør mega nas har jeg absolut ingen anelse om.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar