Life sucks

Lykken vil ingen ende tage omkring mig.
Min lillebror bliver student om et par uger.
Min svigerinde er efter tre forsøg endelig kommet ind på hendes drømmestudie (Journalist i Århus.. som om én i familien ikke var nok ;) ). Og Journalisten vader i jobtilbud selvom han først er færdiguddannet til februar. Virksomhederne har intet imod at vente på ham og står i kø for at tilbyde ham den fede tjans.
Det er jo så skønt for dem og det er dejligt at se dem trives og beskæftige sig med noget de virkelig gerne vil og som de elsker at lave.

Men..

Det er alligevel forbandet svært.
Jeg sidder selv med en uddannelse, jeg langt hen af vejen ikke bryder mig om og som derfor giver begrænsede muligheder for at få et fagligt relevant job, som jeg har lyst til at bestride.
Hvorfor, hører jeg folk sige.
Fordi jeg ikke ved, hvad jeg ellers skal gøre.
Jeg har ikke noget jeg brænder for. Det er dybt frustrerende nogen gange at se omkring sig og opleve, hvordan folk elsker deres job eller uddannelse. Og jeg kan ikke forstå, hvorfor der ikke er noget i mig, der trækker en særlig vej.
Da jeg gik i folkeskolen ville jeg gerne være dyrlæge, men da jeg kom i gymnasiet var jeg ganske vist rigelig begavet, men jeg var også ung og umoden og gik derfor i panik, da jeg fandt ud af at man skulle have visse egenskaber inden for kemi for at blive dyrlæge. På det tidspunkt var jeg lidt bange for kemi og fik først en åbenbaring på kemiområdet flere år senere. Så det lagde jeg på hylden.
Istedet ville jeg gerne være zoolog og arbejde i en zoologisk have, så direkte efter gymnasiet gav jeg mig til at læse biologi. Efter et par år var jeg ved at kaste op over det og kom pludselig til at indse at der ikke rigtig var jobs at få bagefter. Så jeg droppede ud og var i vildrede. For hvad skulle jeg nu finde på?
Desværre dukkede der ingenting op inde i min hjerne.
Jeg arbejdede i detailhandlen i lidt over et år og fik ledererfaring og var faktisk rimelig god til det og trivedes rimelig godt. Men det var ikke noget jeg følte, jeg ville lave til evig tid og så måtte jeg jo videre. Desuden blev der også presset pænt på hjemmefra. Man kan jo ikke sådan gå og spilde sin tid på den måde *dette var før jeg tog mig sammen til at skide min mor et langt stykke*. Kragen forsøgte endda at få mig til at melde mig på seminariet, hun er selv skolelærer, og blev efterfølgende voldsomt mopset, da jeg erklærede mig uegnet til lærergerningen.
Så jeg fandt mig en håndværksmæssig uddannelse, som virkede ganske spændende, men som så mange andre blev jeg bremset af manglen på lærepladser. Undervejs i forløbet, mens jeg igen var på herrens mark over, hvad jeg så skulle gøre ved mig selv, blev jeg gjort opmærksom på den uddannelse, som jeg så efterfølgende gennemførte.
Jeg gik ind i det med entusiasme og var ægte begejstret for det. Men havde voldsomme problemer til de første eksaminer. Jeg lader mig dog ikke slå ud af startproblemer, men jo længere hen i forløbet jeg kom, jo mindre tilpas var jeg. Jeg lå altid nederst på resultatlisten og når jeg en sjælden gang glimrede igennem, fik jeg undrende kommentarer fra medstuderende og lærere, som ikke fattede, hvordan jeg havde båret mig ad med at få en god karakter.
På et tidspunkt var jeg kommet så langt hen i uddannelsen, at jeg sad og tænkte, at jeg sgu lige så godt kunne gennemføre på trods af at det hang mig langt ud af halsen. Så det gjorde jeg, men jeg føler ingen glæde over det.
Jeg har så store problemer med at finde et arbejde jeg gerne vil lave, og hver gang jeg har været tæt på, er jeg blevet vraget fordi jeg ingen erfaring har.
Hvor andre med en ny uddannelse forventningsfulde vimser ud på jobmarkedet med stor iver og kaster sig over jobs med enorm entusiasme, sidder jeg og bliver en lille smule angst og stresset, hver gang jeg skriver en jobansøgning. Fordi jeg ikke har nok faglig selvtillid til at tro på at jeg vil kunne udføre det pågældende job tilfredsstillende. Og fordi jeg i bund og grund ikke rigtig har lyst. Men jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal lave.
Jeg sidder i et dødvande, hvor jeg ikke befinder mig godt i den nuværende situation, men omvendt ikke har et alternativ jeg kan læne mig over i.

Jeg forsøger ihærdigt på ikke at lade mig gå på af det og at få det bedste ud af den situation jeg er i. At tage en dag af gangen og sige til mig selv at det nok skal gå.
Men engang i mellem glipper det. Engang i mellem kan jeg godt blive utrolig vred, gal, sur, ked af det, hidsig, grædefærdig, bundfrustreret. Det er snart et år siden jeg blev færdiguddannet og jeg har haft knap 4 måneders fagligt arbejde. Et arbejde jeg kedede mig selv ihjel på og hvor kollegerne var så ulidelige at jeg tilsidst var på vej ind i en depression og valgte at sige op. De resterende 8 måneder har jeg været arbejdsløs over to omgange.
Og nu, hvor folk omkring mig langsomt springer ud som nyuddannede og nogle som studenter og hvor folk søger ind på deres drømmestudier, bliver det sværere og sværere at være positiv og at beholde troen på at jeg nok skal få en hverdag jeg er glad for.

På en dårlig dag kan jeg godt blive lidt bitter.