Alderspanik

Jeg har snart fødselsdag og runder 28 år. I den forbindelse har jeg gået og spekuleret lidt.
Hvad nu hvis *rent hypotetisk, selvfølgelig* man forestillede sig, at jeg lige pludselig blev single.
Hvad skulle der så blive af mig?
Umiddelbart, udfra hvad jeg har observeret omkring mig, ser det ret skidt ud. Hvis jeg skal holde mig til, hvad medierne, folk omkring mig samt familien fortæller mig, er jeg så godt som fortabt.
Kigger man sig lidt omkring ser man hobetal af desperate kvindfolk, der er alene og som kæmper den evige kamp på barerne og på netdating for at finde en kæreste. Er det dét liv, der venter?
Så vidt jeg kan forstå er ens liv er så godt som slut, hvis man ikke får sig etableret inden man fylder 30 og man kan se frem til at leve resten af sit liv som en ensom, knastør, barnløs særling. Med mindre man selvfølgelig er erklæret evig barnløs. Så kan man leve det fede liv, mens familie og venner ser skævt til en og ryster på hovedet.
Fornylig læste jeg en eller anden artikel, der beskrev en undersøgelse der viste, at tre ud af fire kærester ikke elsker den person de er sammen med. Er det dét, der er grunden til, at der er så mange elendige forhold rundt omkring - at selvom folk i virkeligheden inderst inde godt er klar over, det er et råddent forhold de er i, så lader de sig nøje, fordi de ikke vil være den næste desperate hovedperson i Singleliv?
Jeg vil gerne have børn en dag. Jeg havde engang en meget klar idé om at jeg skulle være igang med at bage den første inden jeg blev 30, fordi mine forældre havde svært ved at få børn og derfor skulle jeg ikke risikere at vente for længe. Min søster og svoger gør alt, hvad de kan for at fortælle mig at jeg overhovedet ikke må få børn så sent som dem, for det er så hårdt, så hårdt når man har passeret 30 år *jeg gør et stort nummer ud af ikke at fortælle dem, at jeg skal blive gravid inden for de næste tre måneder for ikke at blive forælder senere end dem*.
Sådan bliver det bare ikke for mig, uanset om tingenes tilstand ændrer sig eller ej. Min situation som langtidsledig har sat en grundig stopper for det ellers så strømlinede perfekte liv, der forventes og som er det, omverdenen i stor stil betragter som succeskriteriet. Jeg vil helst etableres på arbejdsmarkedet før jeg etableres på hjemmefronten. Men betyder det så evig fordømmelse og straf til mig, hvis jeg en dag bliver alene?

Er alle de gode mænd vitterligt taget og vil de resterende mænd ikke røre kvinderne med en ildtang, hvis de er over 30?
Er man dømt til et barnløst liv eller et liv som enlig mor, hvis barns far er trukket på Cryos?
Skal man bare holde fast i hvad man har og så opgive det naive håb om den ægte kærlighed, der varer forevigt?
Hvis man gerne vil have børn, er det så en god idé at turde lade tiden gå sin gang og forsikre sig selv om, at det når man nok?

Ja, jeg spørger bare.