Arbejdsmoral

Da jeg startede ude på job, fik jeg listet en række regler op, bl.a. omkring arbejdstiden.
Der skal være bemanding i afdelingerne mellem 8 og 16.30, fredag 8 og 15. Der er flekstid mellem 9 og 15. Man kan under ingen omstændigheder spare tid op til senere afholdelse og man kan holde maks én hjemmearbejdsdag om ugen. Tidligere havde der ikke været begrænsninger på opsparing af tid eller antallet af hjemmearbejdsdage.
Disse nye regler blev indført da en ny afdelingchef blev ansat omkring jul. Jeg havde ikke været ansat i mange minutter før jeg blev informeret af mine kolleger om, at dette skyldes at den nye chef er kontrolfreak og at der overhovedet ingen grund var til at lave disse stramme regler. En medarbejder havde endda, kort før jeg blev ansat, sagt op i protest mod disse forringelser. På mit spørgsmål om, hvorvidt det skyldtes at der var nogen, der havde misbrugt tidligere tiders frihed, fik jeg blankt nej.
Men nu har jeg efterhånden gennemskuet, at det nok ikke helt forholder sig sådan.
Hvis man tror at mænd ikke sladrer, så kan man tro om. Så jeg har hørt i krogene, at der i stor stil blev sparet fridage op og at det var et særsyn, at hele afdelingen var på arbejde på samme tid. Et par stykker havde endda spekuleret en del i det og holdt bestemte ugedage fri. Sammenlagt med hjemmearbejdsdage var de kun på kontoret nogle få dage om ugen.
På trods af gentagne forsøg fra chefens side på at få dette til at høre op, fortsatte folk at holde fri i tide og utide. Derfor de stramme tøjler. Og jeg kan godt forstå chefen. Det kan jeg virkelig godt.

Hjemmearbejdsdagen derude blev efter sigende opfundet for at give medarbejderne en mulighed for lidt luft. Og engang i mellem kan man godt trænge til bare at sidde i underhylere en hel dag. Men selv nu sørger alle for at holde deres ene hjemmearbejdsdag om ugen. Fordi de kan. Og udelukkende derfor. Ikke fordi de trænger, men fordi det da skal udnyttes at man har denne mulighed.

Og den holdning forstår jeg ikke.

I det job jeg har, er teamwork utrolig vigtigt. Og vi er altid to mand på hvert projekt. Det er satme ikke særlig nemt at arbejde sammen, når ens makker ikke er fysisk tilstede. Når man arbejder hjemmefra er man naturligvis til at få fat i på telefon, mail og office communicator. Men det er bare ikke altid nok. Og jeg har allerede oplevet situationer, hvor jeg har måtte udsætte en opgave et par dage, indtil mine kolleger indfandt sig på kontoret igen. Det synes jeg er skide irriterende. Har man et job, hvor man ikke har nogen særlig arbejdsmæssig relation til andre mennesker, er det jo lige fedt, men i vores job kan det være en forfærdelig hæmsko, hvis en person ikke er til stede. Desuden har det været ret tydeligt, at der naturligvis ikke bliver knoklet helt så meget igennem, når folk sidder derhjemme.

De andre kan ikke forstå, at jeg ikke skal have opsat en hjemmearbejdsplads. Vi får jo ellers stillet ekstra skærm, dockingstation og alting til rådighed. Men for det første har jeg brugt de sidste to år i min lejlighed. Har intet behov for at tilbringe mere end højst nødvendig tid her. For det andet ejer jeg ikke et skrivebord. Det gør det også lidt besværligt.
Men det skyldes primært, at jeg føler mit arbejde bliver besværliggjort af ikke at være i nærheden af mine kolleger. Og så har jeg heller intet behov for at udnytte muligheden, bare fordi jeg kan.

Jeg forstår dem ikke. Men det er nok bare fordi jeg ikke har været ansat så længe.

Hårrejsende problematikker

Nu hvor vi har konstateret at det egentlig går ganske godt, er det på tide at komme videre i teksten.
Så mens jeg fordriver tiden til jeg skal på sygehuset med min arm *endelig. Hurra!*, kan vi tage hul på nogle, i forhold til tidligere her på bloggen, knap så eksistentielle problemer.

Først i rækken er shampoo.
Jeg har altid tænkt at frisørshampoos er spild af penge osv osv. Indtil en dag for en fem års tid siden, hvor jeg spurgte min frisør i Århus, om ikke man kunne gøre noget ved mit evigt statisk elektriske hår.
Jo jo, siger hun og prakker mig en af de der shampooer på. Og tænk sig, mit hår holdt straks op med at være statisk og så blev det mega tykt. *jeg har sådan noget tyndt, sørgeligt hår*. Jeg var jo nærmest blevet til en skide Fabio. Og jeg var lykkelig i årevis. Så var det så, at de holdt op med at producere den for et par måneder siden. Tog jeg stille og roligt. Ringede til førnævnte frisør og fik besked på at jeg skulle gå over til Paul Mitchells Ekstra Body. Gjorde jeg så. Der gik et par dage og så var mit hår blevet til tørt hø, og det føltes som om nogen havde revet mig i hovedbunden med en rive.
I al hast op til frisøren her i byen, som mente at jeg skulle bruge en ny schwarzkopf volumeshampoo. Og nu står mit hår så ud til alle sider pga. elektricitet. Har endda prøvet at gå tilbage til supermarkedshampoo, uden held.

Jeg har bemærket, at min læserskare er tabt lidt på gulvet inden for det sidste stykke tid. Ikke så sært når man kun laver et blogindlæg om måneden. Men er der nogen, NOGEN siger jeg, der kan give mig et godt råd, så tager jeg imod med kyshånd.

Jeg er milimeter fra at klippe lortet af, selvom jeg ser så betonagtig ud med kort hår.

Små dagligdagsoplevelser

Hørt i Blockbuster:
Samtale mellem meget dansk kvinde og hendes engelsktalende kæreste:
Ham: You think thats a good movie?
Hende: I dont know. I will look behind it and see what its about.

Så skulle jeg have en smøg ud af køkkenvinduet den anden aften. Vinduet binder en smule, så det larmede lidt, da jeg fik det åbnet. Denne larm tiltrak opmærksomheden hos nasty, småfed, midaldrende singleunderbo, som netop var ankommet i sin bil, og han kiggede op på mig. Da han var kommet rundt om bilen og var halvvejs henne ved døren, stopper han pludslig op, kigger op på mig igen, drejer 45 grader og lyner bukserne ned. Han pisser i busken, lyner op igen, glor op på mig og går de sidste fem skridt hen til døren. Hvad fanden?

Totalt klammo. Han er garanteret typen, der sidder i bar røv og netundertrøje og surfer porno.

I olie det kører

Det her er en fabelagtig uge.
Det er endelig lykkedes mig at finde lige præcis dén morgenrutine, der sørger for at jeg ikke kommer for sent til pendling *faktisk kommer jeg lidt for tidligt*.
Jeg får lavet god og fornuftig madpakke hver aften.
Jeg får ordentlig mad hver aften.
Jeg har ingen bjerge af opvask stående fordi jeg rent faktisk rydder op efter mig. Hver gang.
Jeg kommer til træning.
Alt fungerer!
Eller.. dvs. jeg skal stadig arbejde lidt på mine sengetider. Kommer stadig alt for sent i seng, så jo længere hen på ugen jeg kommer, jo mere sand har jeg i kontaktlinserne og jo mere distræt bliver jeg. Distræt som at jeg lavede madpakke som jeg plejede og først flere timer senere kom  i tanke om, at jeg skulle arbejde hjemmefra den efterfølgende dag. Og som at jeg, under en telefonsamtale med Lillebror, ledte febrilsk efter min telefon. Der gik fem mins før tiøren faldt.
Og fredag eftermiddag kan jeg stå op og sove. Ikke praktisk, når slænget har for vane at være sociale om fredagen. Man har endda beskyldt mig for at være blevet kedelig efter jeg har fået arbejde! Skandaløst.

Så altså, styr på sengetiderne. Og så skal jeg nok også lige have kigget lidt på tøjvasken. Jeg glemmer konsekvent at tøj skal vaskes og oplever derfor jævnligt tøjkriser tre mins før jeg skal ud af døren. Og jeg skal være lidt mere forsigtig ved fortovskanterne, så jeg ikke ridser mine fælge mere end jeg gjorde i dag *øv*. Endnu et bevis på at jeg ikke bør eje noget som helst af værdi.

De har lige ansat en ny it-supporter ude på job. Jeg har siddet og krydset fingre for at de ville ansætte en singlefyr omkring de 30 år. Men jeg blev ærgelig, for de har ansat en dame på 48 år. Til gengæld har de andre travlt med at afsætte mig til samtlige singlefyre i koncernen uden egentlig at tage hensyn til om de er øgler eller ej. Så det skal nok blive en morsom julefrokost.

Jeg elsker at gå på arbejde!

Løg

Nu har jeg så været ude på det nye job i en måned - uden at blive fyret, wahey!
Det er alligevel lidt imponerende så hurtigt en hjerne kan komme op i gear igen, når den bare bliver stimuleret en smule. For et par måneder siden kunne jeg dårligt sætte tre ord sammen i en sætning og så huske den fem mins senere. Nu får jeg avancerede ideer til alt muligt og kan endda koncentrere mig længere tid af gangen. Hvem skulle nu have troet det.

Jeg er i øvrigt sikker på at jeg, på trods af at jeg bliver latterligt underbetalt *hvad man ikke lever med for at få job*, er havnet det helt rigtige sted.
Mine kolleger er i hvert fald lige min stil. Tonen er tilpas grov, ækel og ubehøvlet til min smag og jeg er efterhånden tilbage i tidligere tiders storhed mht. at være grim i munden *kom ud af træning da jeg var færdig i skolen*. Kommer man ude fra kan miljøet godt virke lidt syret og er man meget politisk korrekt med en holdning om at man ikke må træde nogen religioner, folkeslag eller enkeltpersoner over tæerne, vil man næppe bryde sig om at være der. Men da jeg ikke er så sart, og godt mener man kan joke med hvad som helst uden nødvendigvis at have en ondskabsfuld bagtanke, så passer jeg ret godt ind.

Jeg er faktisk allerede blevet så integreret at jeg ikke længere studser over den daglige snak om ristede løg ved frokosten, men nærmere undrer mig, hvis den ikke kommer. De er alle ret glade for spegepølse med ristede løg.
"Må jeg tage dine løg?"
"Gu' må du ej, bøsserøv"
eller
"Må jeg smage dine løg?
"Hvor er du klam"
eller
"Vil du ikke have nogle løg?"
"Næh, jeg gider da ikke sidde og sutte på dine sure løg"

Etc. Etc. I lååve it.

Ude at køre med de skøre III

Jeg har tænkt på noget.

For et stykke tid tiden så jeg et indslag på TV om ældre mennesker og bilkørsel. I dette indslag blev det fortalt, at de mange fordomme omkring ældres manglende evner i trafikken er ganske uden begrundelse i virkeligheden. De kører tilsyneladende glimrende bil, endda bedre end mange af os andre.
Alligevel kan jeg ikke lade være med at spekulere, om der er noget om snakken alligevel.

Da jeg var på ferie i Tyskland med Lillebror og De Gamle foregik det pr. bil. Min mor har en eller anden latterlig idé om at det kun er Lillebror og Far, der er i stand til at køre i Tyskland *det er jo faaarligt!*, så en anden én var forvist til bagsædet hele turen.
Men ærlig talt.
Hvis jeg havde fået lov til at køre bare en gang i mellem i stedet for min far, ville antallet af nærdødsoplevelser have været væsentlig mindre.
Efter mine forældre fik en spritny bil sidste år har min fars køreegenskaber været mildest talt elendige. Han er mega anstrengt og jeg er sikker på, han har slidt mærker i rattet allerede, sådan som han knuger det. Han kører alt for stærkt ind i svingene, så man flyver rundt omme bagi, og han må ofte op og stå på bremsen *som jo reagerer temmelig brat i sådan en ny bil*, så næsen snitter nakkestøtten på sædet foran.
Derudover sidder han konstant og bevæger rattet fra side til side så man sidder og bølger lidt. Jeg kan forstå hvis han gjorde det i starten, for når man har været vant til at køre i en bil med 10 cm ratslør, så skal man da lige vænne sig til at styretøjet lige pludselig reagerer promte. Men efter et år? Nej.
Det er faktisk så slemt, at på en tur gennem Harzen blev jeg lidt småkøresyg og måtte forlange at Lillebror kørte resten af vejen.
Derudover er han blevet panisk angst for vejsider og kører således helst på midterstriberne. Ikke særlig fedt når tyskerne blæser forbi med 150 km/t to cm fra bilruderne.
Desuden kørte han 60 km/t på hovedvejene dernede *hvor man må køre 100*, fordi det jo er så faaarligt at køre dernede. Jeg bønfaldt ham flere gange om at sætte farten op, fordi han fremprovokerede sindssygt mange hazarderede overhalinger.
Forleden var vi så ude at køre her i området med Kragen bag rattet. Og ved gud om ikke også hun sidder og hiver rattet fra side til side.
Så hold dog det rat STILLE!
Min mor har nu altid været en elendig bilist - hun holder eksempelvis gerne tilbage selvom der er grøn pil, for "man kan jo ikke stole på at de andre holder tilbage for rødt". Til gengæld kan du stole på, at der en dag er en, der brager op bag i dig. Det er et spørgsmål om tid.
Men hvorfor faen blev min far pludselig en elendig bilist? Er det alderen eller er det den nye bil?

Jeg tænker begge dele.
I hvert fald frygter jeg for mit liv hver anden dag, når min pendlermakker, en mand i 50'erne *han er jo også halvgammel*, skal køre os på arbejde. Han kører nemlig også helst på midterstriberne - gerne halvvejs ude i overhalingsbanen. Og så slingrer han big time. Et under han ikke er blevet stoppet af politiet endnu under mistanke om spritkørsel. Og så har jeg ikke engang nævnt de situationer, hvor han er trukket direkte ud foran overhalende, eller næsten har stillet sin bil på køleren af den bil han overhaler.
Men måske har dårlige bilister bare været dårlige altid? Man har måske bare ikke bemærket det tidligere? Og når man så opdager det, tænker man "det er også fordi han/hun er ved at blive gammel".
Jeg ved det ikke.

Min morfar har, så længe jeg kan huske, ikke været fan af glidende drejning. Når vejen drejer slår han til rattet i den ønskede retning, så bilen bevæger sig den rigtige vej lidt af gangen.

Nu med fremtid?

Der skete noget mærkeligt da jeg var på ferie.
En af dagene lå jeg og svedte på min seng om aftenen og tænkte, at jeg godt lige kunne bruge 17 kr på at tjekke min email på mobilen. I min indbakke lå en mail fra en mand med en forespørgsel. Hmm, tænkte jeg, hvad nu?

Så var det så en IT-chef fra et firma her i nærheden, jeg havde søgt et job hos tilbage omkring nytår. De havde gemt mine oplysninger og nu havde de opslået et nyt, lignende job. Han ville derfor lige høre om jeg var interesseret i at indgå i en dialog om jobbet. Jeg havde godt set jobbet, men fordi der først er ansøgningsfrist 1.august, ville jeg vente med at søge det til jeg kom hjem fra ferie.
Dagen efter fik jeg travlt med at komme ned på den internetcafe, hvis eksistens jeg havde været genial nok til at tjekke op på inden afgang fra DK. En hurtig mail tilbage om at det ville jeg da gerne, og et lige så hurtigt svar med spørgsmål om jeg havde mulighed for at ringe til ham, så vi kunne aftale nærmere.
De 3,50 kr jeg tidligere havde harceleret over, at det skulle koste at ringe hjem, var lige pludselig intet problem for mig, så jeg ringede og fik aftalt nærmere med ham. Grundet hans egen forestående ferie, så han helst at jeg kom til samtale et par dage efter jeg kom hjem fra ferie.

Og så gav jeg mig ellers til at regne lidt på det hele. Hvis der er ansøgningsfrist der, og der bliver holdt samtaler der og der, så hører jeg ingenting før der, og så kan jeg tidligst starte der - hvilket sikkert ikke bliver aktuelt, fordi jeg naturligvis ikke får jobbet. Ingen grund til at være optimistisk.

Efter endt samtale forrige fredag, som gik godt nok, men som alligevel triggede "det gik TOTALT dårligt og jeg får ALDRIG et job på denne her måde"-refleksen, fik jeg at vide at jeg ville høre nærmere allerede mandag, om jeg skulle videre til 2.samtale.
Nårhm, det var trods alt ikke så galt. Kunne godt leve med kun at vente et par dage.
Men fandme om ikke manden ringede til mig efter sølle én time for at spørge, om ikke vi bare skulle droppe den der 2.samtale, for han ville hellere tilbyde mig jobbet med det samme...
Så jeg startede i tirsdags. Ingen grund til at spilde tiden. Og jeg vil godt lige nævne, at det er et rigtigt job denne gang. Sådan både fagrelevant og tidsholdbart og alting.

Det havde jeg satme ikke set komme.

Svedige nyheder

Velankommet tilbage i DK efter ferie med De Gamle og Lillebror i det tyske.

Jeg har sjældent været så begejstret for at befinde mig i dette småkølige land, hvor en hedebølge betyder 30 grader om dagen og hvor der er semivarmt om natten.
Den første dag vi var dernede, var temperaturen sidst i tyverne og det syntes vi egentlig var lidt varmt.

Men SÅ skal jeg ellers love for at vi fik kamp til stregen. Resten af ferien var der 40 grader - i skyggen. Om natten sneg den sig ned omkring de 30 grader. Fy for fanden, det var varmt.
De Gamle var ved at omkomme i dagtimerne, hvor jeg egentlig godt kunne holde det ud. Synes ikke det er så slemt når solen skinner. Tilgengæld håndterer jeg ikke den lumre hede om aftenen og natten særlig godt. Jeg svedte helt ukontollabelt om aftenen og sov pænt ringe om natten.
Kan ikke huske hvornår jeg sidst har haft brug for regelmæssig at tørre sveden væk fra overkroppen for ikke at dryppe på gulvet *spinningtimer undtaget, forstås*.
Som Ørkenens Sønner så udemærket udtrykker det:

"Der er varmt om natten
Der er varmt om dagen.
Og man bliver dum og slatten,
Svedende på sit lag'n."

Imponerende at man kan sætte sig ind i bilen, køre 350 km nordpå og så er temperaturen i bogstaveligste forstand halveret, når man stiger ud af bilen igen.

Løsthængende tanker

Jeg er stor fan af tysk hvidvin. Og her snakker jeg ikke om Liebfraumilch og den slags. Så mens jeg sidder og nyder et glas importeret vin fra Mosel, brygget af de sødeste vinbønder, kan jeg til min store glæde konstatere, at det lykkedes Tyskland at spille sig i semifinalen i fodbold. For ikke nok med at jeg naturligvis havde et beløb på højkant, så skal jeg også opholde mig i Tyskland under både semifinalen og finalen. Og det kunne jo godt gå hen og blive ganske fornøjeligt, hvis de ellers fortsætter med at vinde. Og de spiller godt, synes jeg.
Morfar gjorde mig opmærksom på, at "Tysken fejrer ved at smadre flasker, køre rundt i biler med hornet i bund og ved at råbe DØØØØØØØØØØØØØØJJSTTTLAAAAAAAAAAAANNDD!!", så det skal nok blive spændende.

Sad lige og kiggede på optagelser fra årets nøgenløb på Roskilde, der jo er et enestående studie i den menneskelige anatomi. Men den nøgne menneskekrop er da egentlig ikke særlig pæn at se på. Særligt i bevægelse. Men de har det jo sjovt, så fred være med det.
Ikke desto mindre er det ikke særlig flatterende med sådan en diller, der hænger og dingler. Imponerende så stor forskel det gør, når mænnerne lige tager et par shorts på.
Ikke at kvinder er meget bedre, apropos ting der dingler.
Jeg kan stadig ikke forstå, hvad det er der får kvinder til at tænke "puh, det er varmt. Nu tager jeg min BH af". Det ser så træls ud. Der er masser af kvinder der sagtens kan bære det, men det er jo ikke dem, der skinner igennem. Det er de lidt overvægtige midaldrende kvinder, hvis lange patter hænger på hver side af vommen. Og jeg stiller mig fuldstændig udforstående overfor, hvordan det skulle være mere behageligt.
Men nu er jeg også typen der forvandler mig til en hidsig drage, hvis man tager min BH fra mig.

Huebedrag og hærværk

Forrige torsdag var der fælles observans af typisk, elendigt dansk fodboldspil med kliken.
Om eftermiddagen fik jeg en sms fra en af de andre om, at jeg skulle tage min studenterhue med. Hmm, tænkte jeg, mens jeg rodede efter den i kasserne nede i kælderen.
Nogen havde så fået den lyse ide, at vi efter fodboldkampen skulle prøve at gå i byen på en anden måde. Hence studenterhuen.
På vej til kampen stod jeg nede på gaden og ventede på de andre. Og saftsusemig om ikke de unge fyre dyttede af mig! Så der stod jeg med min hue på og følte mig smigret og grinede dumt, mens midaldrende mennesker kørte forbi i deres stationcars og lignede nogle der tænkte "Hvem der bare var ung igen". Og jeg tænkte i øvrigt det samme.

Efter kampen trængte vi til noget at styrke os på og drog ned på stamcafeen, der ikke overraskende var fyldt op med studenter. En af veninderne har fem års jubilæum i år og jeg har ti års jubilæum, så vi følte i vores branderter, at vi var vel berettiget til at have huen på.
Hun fik travlt med at spørge alle de unge mennesker, om de troede vi var blevet studenter i år.
Øhmmenømme, lød det fra de fleste HTX'ere, som godt var klar over at det var et lose-lose spørgsmål. Men der var nu ingen, der rigtig troede på det. Heldigvis, egentlig.

"Øøøøøøøøøøøøøøjjjjhhhhhh, hvor vildt", sagt med ærefrygt i de opspilede øjne, lød det fra studenterne, da de fandt ud af, at det er ti år siden jeg blev student. Det var de alligevel imponerede over. For slet ikke at snakke om, da jeg fortalte dem at jeg har en ingeniøruddannelse. De fleste af dem skulle nemlig også være ingeniører. De var nu søde.
Det lykkedes os faktisk i løbet af aftenen at få skrevet i to huer uden at have den fjerneste anelse om, hvem der ejede dem.

Og den sidste uge har jeg syntes det var hyggeligt, at jeg kan høre hovslag nede på gaden fra alle studenterkørslerne og se dem myldre rundt alle steder.
Men nu er det nok.
At jeg ikke har det fjerneste bevis for at det er studenterne, skal da bestemt ikke afholde mig fra at skyde skylden på dem. For da jeg kom ned til min bil i morges blev jeg noget sammenbidt. Jeg kom sent hjem i går aftes, så der var ikke plads nede i gården og jeg måtte parkere over på den anden side af gaden. Og på samtlige biler derovre havde nogen hejst viduesviskerne. Senere, da jeg spadserede ned på gågaden, fandt jeg ud af at de havde været det meste af byen rundt.

En ganske hyggelig spøj, syntes jeg, lige indtil jeg fandt ud af at de havde brækket min antenne af. Røvhuller.

Jeg har sagt det før..

..men jeg siger det igen:
Folk er nogle svin.
Jeg har været inde på det tidligere. Jeg har det meget svært med dårlig køkkenhygiejne. Især når jeg står og ser på, at mad jeg skal spise lige om lidt bliver behandlet på allerstyggeste måde.
Her til aften var jeg på besøg hos min studieveninde *vi var kun to piger i klassen* og det var superhyggeligt som altid. Hun har, som de fleste af mine veninder sjovt nok, ikke helt samme idé som mig om, hvor renlig man behøver at være, når man laver mad.
Vi skulle have tacos, hvilket blev til wraps i stedet. Jeg gik igang med kødet, mens hun snittede grøntsager.

Her vil jeg godt lige indskyde en bemærkning om kød. Hun havde købt kødet i Aldi og der har man fået en genial ide. Man køber 800 gr kød, delt op i fire underpakker á 200 gr hver. Det er fandme smart, synes jeg. Til gengæld var kødet rigtig ulækkert at se på. Helt mast til ukendelighed. Adr.
Nå, men jeg kiggede væk mens jeg rørte i det, og da der var kommet krydderi i lignede det næsten almindelig kød igen.

I mellemtiden bemærkede jeg, at det der med at vaske grøntsagerne blev gjort ud fra konceptet om, at er det pakket ind skal det ikke vaskes. Så agurk og tomat blev ikke vasket. Det gjorde champignonerne dog, og her var jeg nær besvimet på stedet. Hun skyllede nemlig champignonerne meget grundigt, hvorefter hun lagde dem ned i bunden af hendes meget beskidte vask, skar rødderne af og lagde dem op i skålen...
Jeg brugte så de næste ti mins på at forklare mig selv inde i hovedet, at jeg skal holde op med at være så pylret og hysterisk, og desuden er jeg jo aldrig blevet syg af at spise mine veninders mad.

Men så...

Efter maden sad vi og spillede Settlers og hyggede os. Efter noget tid begyndte jeg at få lidt ondt i maven, men slog det hen, fordi jeg havde drukket kaffe for første gang i to uger. Og så kan man godt få lidt ondt i maven, når man bæller en halv kande kaffe lige pludselig.
Det har været pænt varmt i dag og da jeg så begyndte at få det rigtig varmt og svedte lidt og de andre var enige i at der var meget varmt, slog jeg også det hen og åbnede et vindue.
Da mavekramperne begyndte at vise sig, gik det efterhånden op for mig at noget var galt.

Normalt er det en smuttur at køre derover, men i sådan en situation er der satme langt fra Middelfart til Kolding.

7 gode grunde..

...til at det er bedst, jeg lige venter nogle år inden jeg får børn.

Alle de følgende situationer er autentiske og noget, jeg har oplevet for ganske nyligt rundt om i de små hjem. Mine reaktioner er alt det jeg har lyst til at brøle højt, men som for det meste bliver i hovedet. Der er jo ingen grund til at blive udstødt af familien og af vennekredsen lige nu og her. Det skal jeg nok nå.

Situation: De små børn myldrer ind i dobbeltsengen om natten.
Forældres reaktion: Jamen, det er så hyggeligt, det er fantastisk med den tryghed man kan give et lille barn.
Min reaktion: Der er fandme ingen, der skal invadere min seng på den måde. Lækre fyre undtaget.

Situation: Aftensmaden indtages i panik, mens børnene hyler på kryds og på tværs.
Forældres reaktion: Ingen.
Min reaktion: Fuck, jeg glæder mig til at spise min mad i ro og fred.

Situation: Børnene opfører sig som små terrorister hele dagen.
Forældres reaktion: Jamen, det plejer slet ikke at være sådan til hverdag. Det er bare fordi der sker så meget lige for tiden.
Min reaktion: Yeah, right.

Situation: Ungerne sætter kiksefingre overalt på mine nyvaskede bukser og efter få timer er det lykkedes dem at smøre mig helt ind i møg.
Forældrenes reaktion: Ingen.
Min reaktion: Rådne unger, hvor er I klamme.

Situation: Man kommer på besøg hos småbørnsfamilien og straks ser forældrene sit snit.
Forældres reaktion: "Nu kan du liiige komme over til din tante Aurelia"
Min reaktion: Gu' gider jeg da ej passe jeres unger, hver eneste gang jeg kigger på forbi! Jeg kommer for at besøge jer, ikke for at være babysitter så I lige kan nå lidt ekstra.

Situation: Alle beundrer den lille nyfødte og alle synes babyen er SÅ sød.
Min reaktion: Det er satme en grim baby. Alle babyer er grimme, er jeg den eneste, der har gennemskuet det?

Situation: Forældre stiller det ultimative latterlige og bondefangeriske spørgsmål "Er min søn/datter ikke smuk?"
Min reaktion: Undskyld, det skal du jo sige. Også selvom din datter er tudegrim. Hvilket hun er.

Sur kælling

Så kan jeg vist ikke være bekendt at surmule mere over at være blevet fyret. Jo, det kan jeg egentlig godt, for de er stadig nogle idioter derude.
Gad vide om der overhovedet er læsere tilbage.
Nå, men de seneste tre uger har jeg naturligvis brugt på at sidde i telefonen med kommunen og a-kassen og Anden Aktør, for noget så simpelt som at annullere et løntilskudsjob og erklære mig ledig er tilsyneladende verdens største problem.
Ikke at det kommer bag på mig. Jeg har jo fået lært, at man ikke må vende ryggen til de tumper, for de kan seriøst ikke finde ud af noget selv.
De gode nyheder er, at mine forældre synes det er lidt synd for mig, så de har inviteret mig på sommerferie i Tyskland. Så jeg forventer at samle lidt positiv energi op på den tur. *Ferie med forældrene? Lidt et sats, men hey, jeg trænger til at se på noget andet end min lejlighed*

Et eller andet sted tror jeg egentlig det har været godt nok, at jeg har holdt mig lidt fra bloggeriet. Jeg har ikke blot været gnaven, jeg har næsten været harsk!
Særligt under hele hval-episoden var jeg nem at hidse op. Jeg vil være enig med folk i at medierne gik totalt over gevind i deres dækning. Men ligefrem at håne jyderne, fordi de går op i andet end cafe latte, mode og sushi, synes jeg måske er lidt fesent.
Jeg kan godt forstå, at man interesserer sig for at verdens næststørste dyr lægger til i lokalt farvand. Det er ikke ligefrem hver dag det sker.
Nårhm, der var jeg egentlig lige ved at hidse mig op igen, så den lader vi ligge.
Har ellers gået og tænkt på masser af ting jeg skulle huske at skrive om, men får jeg det noteret? Nahaj.
Arh well, det kommer jo nok til mig igen.

I mellemtiden vil jeg glæde mig over VM i fodbold, som indtil videre har været en blændende indtægtskilde. Jeg overvejer at bliver prof gambler i stedet for ingeniør. Det kører lidt bedre for mig.

Speechless

Tidligere på dagen blev jeg, blandt andre, fyret pga. nedskæringer.
Det er vel næppe nødvendigt at nævne, hvordan jeg har det lige nu.

ReLive

ReLive..pfff... hvad er egentlig forskellen på det og så Genudsendelse?

Any who, jeg tager lige den nemme vej i denne uge. Jeg laver lige en oprydningsdag mere og håber på, at jeg så når at opleve et eller andet spændende de næste par dage, så jeg kan skrive noget fornuftigt.
Niece har fødselsdag på lørdag, så jeg tager en weekendtur til den anden ende af Jylland. Om ikke andet sker der sikkert et eller andet fjollet/tåbeligt/dødeligt, når jeg skal tilbringe flere timer sammen med familien.
Selvom morfar fornylig holdt 90 års fødselsdag i fred og fordragelighed.
Well, næsten. Jeg nåede da at stikke lidt til Kragen, men var smart nok at gøre det 30 sekunder inden jeg skulle køre hjem, og slap således for at høre på svadaer af galde.

Efter jeg havde udgivet gårsdagens oprydningsindlæg gik det op for mig at jeg havde overset et par linjers visdom. Og den slags kan jo ikke bare kastes bort.
Så her kommer resten, med ønsket om at I ikke får keyboardaftryk på kinderne, når I sover henover tastaturet.

"Kender I det der med at man køber noget, eller tager en eller anden beslutning, hvor andre mennesker er involveret, og der så altid er et eller andet galt? Hvis man eksempelvis har købt en sofa og der så er en kinøjser der har glemt at komme den allervigtigste skrue i."

Men det kender I godt, ikke? Jeg havde ikke fået min sofa endnu på det tidspunkt, så hvorfor jeg har brugt lige præcis det eksempel står i det uvisse. Hvor jeg i det hele taget ville hen med det, er jeg ikke helt sikker på. Men måske har det noget at gøre med det her:

"I sådanne situationer kan jeg ikke lade være med at tænke "hold nu OP med at være så irriterende". Men det er jo heldigvis småting, der kan fikses med et par telefonopringninger. Nogle gange kunne det nu være rart hvis tingene var rigtige fra starten af. Bare engang i mellem."


Og dét er en sandhed uden sidestykke.
 
"mand ryster dankortet efter fejl."
 
Jeg synes det er uendeligt morsomt med mennesker og teknologi. Stod i kø i Bilka en dag. En midaldrende mand betalte med dankort, men den blev afvist. Så naturligvis tager han dankortet op og ryster det....det er jo også meget godt lige at få pengene til at falde ordentlig ned i chippen, ikke?
Det var lidt ligesom dengang jeg skulle lave hjemmeside for en klaversælger og han pylrede over, at kvaliteten på billederne på hjemmesiden var dårlig.
Mine forsøg på at fortælle ham at han selv havde uploadet billederne, og derfor selv var skyld i at kvaliteten var skod, fængede ikke rigtig. Tværtimod mente han helt bestemt, at han vidste hvad der var galt. Og det undlod han naturligvis ikke at fortælle mig.
Forstår I, der sker nemlig det med digitale billeder, at de bliver slidte når de har ligget på serveren længe. Og jo flere ting man kommer op på serveren, jo mere pressede bliver billederne fordi de jo ligger nederst, og derfor bliver kvaliteten dårligere og dårligere. Klart.
 
Det er ligesom når man går rundt med en USB nøgle i lommen og så efter noget tid begynder der at falde pixels ud af den fordi den bliver rystet så meget. Pisse irriterende.

Oprydningsdag

Så sad jeg i min sofa *Jessørs! Den er kommet* og tænkte "Det kan ikke passe at jeg ikke har haft noget at skrive på bloggen i 100 år". Så jeg var inde og kigge lidt i indlægsoversigten og minsandten om ikke der var bunker af kladder, der aldrig blev til noget. Så i dag har redaktionen bestemt, at de aldrig skal blive til noget individuelt, men i stedet blive til biksemad.

I forbindelse med Mors Dag var der, ikke overraskende, mange bloggere der var ude med en hyldest til matriarkerne. Jeg var ingen undtagelse - eller, hyldest var måske så meget sagt. Nedenstående var, hvad jeg fik griflet ned inden jeg opgav, i erkendelse af, at det er ved at blive kedeligt at surmule over min mor:

"Den opmærksomme læser ved, at jeg ikke har verdens bedste forhold til min mor. Jeg har dog altid fejret hende på mors dag, da jeg boede hjemme. Efter jeg flyttede hjemmefra og boede i Århus blev hun også fejret - når jeg huskede det.
I anledningen af mors dag vil jeg strække mig en smule.
Da Lillebror pralede med at han havde købt blomst til mors dag var jeg et sekund fra at få det lidt dårligt med mig selv. Heldigvis huskede han efterfølgende at nævne at mor har sørget for at han ikke kommer til at glemme mors dag.
Igår fik jeg lov til at låne et betydeligt beløb penge så jeg kan få mig en bil. Og hun ydede moralsk støtte da jeg himlede op over den latterlige behandling jeg fik i min bank forleden.
Desværre valgte hun så at give mig omtrent den samme behandling i forbindelse med de penge jeg ville låne af hende og min far. Men jeg tror ikke hun tænker over det længere."

Oh, the bitterness. Hvad det var for en smule jeg skulle strække mig til, har jeg ingen anelse om.

Lige efter jeg var flyttet, havde jeg lagt op til et indlæg med følgende linje:

"Nå, men i forbindelse med den forestående flytning er der mange ting, der skal fikses."
 
True that. Kan berolige alle med, at de fleste ting er blevet fikset.

I forbindelse med X-factorfinalen sad jeg også og skrev lidt:

"Det var egentlig meningen, jeg skulle genudsende et indlæg fra sidste år, hvor jeg jublede over at X-factor endelig var slut. Syntes alligevel det var fesent, så jeg gav mig til at skrible lidt notater til et indlæg - som jeg undervejs kom til at udgive ved en fejl. Doh.
Nå, men jeg vil naturligvis aldrig indrømme, at jeg så hele X-factor finalen. Men eftersom der intet var i TV her til aften bestemte jeg mig for at lave en lille anmeldelse af showet."

Der stod mere end det, men da jeg stadig ikke vil indrømme at jeg så skidtet, har jeg slettet resten af indlægget og vil under ingen omstændigheder være ved det.

Og så var der et indlæg, hvor der stod følgende tre linjer:

"Så en mand i netto omkring sidst i 20'erne med snurrbart."
 
Og det gjorde jeg altså! Kan svagt huske, at jeg syntes det var så hyggeligt, at jeg ville opfordre til at flere mænd gror sig et snurrbart.

"Indkøb af tv. Ingen kanalsortering."

Jeg var lidt småsur over, at det var umuligt at købe et fladskærmsTV til en rimelig penge, som samtidig havde kanalsorteringsfunktion. Det kunne mit gamle billedrørsTV sgu da, for fanden!
Det lykkedes nu alligevel til sidst.

Sidst men ikke mindst:

"metro petro"

Jeg var med Journalisten i Metro. Jeg havde aldrig været der før, og sad hele vejen hjem i bilen og grinede over at deres benzintank hedder Metro Petro. Fabelagtigt navn, synes jeg. Kunne ikke have fundet på noget mere indlysende selv.

Faktisk burde jeg have givet dette indlæg titlen "Inside the mind of a genious".

Reklame

Der er en ny blogger på banen, som har gjort sig selv bemærket ved at kommentere på et af mine indlæg. Jeg har læst lidt med på de få indlæg, hun har skrevet hos sig selv og jeg vil godt lige reklamere lidt for hende her. Synes nemlig hun godt kunne gå hen og blive en blogger, jeg kunne læse fast.
På trods af at der ikke er tikket så mange indlæg ind endnu, fornemmer jeg en person der bare skriver løst og fast om, hvad der sker omkring hende. Og den slags kan jeg godt lide.
Der var tidligere en runde på blog'sne, hvor det var in at fortælle, hvad man betragter som en god blog. Og man skulle da være et skarn, hvis man ikke selv kan deltage lidt i det, omend lidt sent.

Hos andre bloggere var kriterier som daglig opdatering, velskrevenhed, en skarp pen osv.osv. i høj kurs. Og jeg synes da også, det er vigtige ting, bevares. Det med den daglige opdatering interesserer mig dog ikke så meget. Jeg læser så mange blogs, at det nogengange kan være svært at følge ordentlig med. "Heldigvis" findes der bloggere, der heller ikke mener at man kun kan blogge, hvis man opdaterer hver dag, og de opvejes så af dem der kommer med mindst et indlæg om dagen.
Pr. udgangspunkt orker jeg ikke at læse politiske indlæg, da den slags naturligvis, for det meste, udelukkende viser skribentens holdninger og sjældent er særlig objektive. Når en sag kun belyses fra en side, og når der kun hidses op over personer og partier fra den modsatte fløj, trods alle fløje/partier opfører sig sindsygt, så gider jeg ikke. Men det er jo det fabelagtige ved internettet. Så kan man bare springe over. Og det gør jeg. Og så læser jeg kun de indlæg der har noget med bloggerens hverdag og liv at gøre. For det er den slags jeg har lyst til at læse om. Og bare fordi nogle bloggere kan finde på at skrive noget jeg synes er himmelråbende latterligt, betyder det ikke at jeg aldrig vil læse dem igen.

Nå, men bloggeren in question erkender tidligt at hendes blog ikke er til for at underholde. Og der synes jeg faktisk nogle af de blogs jeg læser *og min liste ude til højre er bestemt ikke fyldestgørende* går lidt over gevind i forsøget på at kaste metaforer og sproglige finurligheder ud over skærmen. Nogle gange så meget at jeg kan sidde og blive lidt kvalm af det, fordi forfatteren ofte er et skriblerisk talent i sig selv og faktisk ikke behøver den slags. *Føler et deja vu.. tænker jeg nok har harceleret over det her før*.
Men i runde penge er det jo frygteligt individuelt. Der findes blogs, der har uendeligt mange læsere, hvor jeg får lidt hovedpine fx. fordi sproget er holdt i en hæsblæsende facon. Eller hvor det netop drukner i metaforer, eller hvor læserne falder i svime hver eneste gang bloggeren skriver et ord, uanset om det giver mening eller ej.

"Jamen du har da ikke så mange læsere selv" eller "Så god er din egen blog altså heller ikke".
Nej, det ved jeg godt og det har jeg heller aldrig påstået. Nogle går måske op i at have mange læsere, og man ser også ofte, hvordan bloggere kommenterer andre bloggeres indlæg og samtidig gør grundigt opmærksomme på dem selv ved at smide lidt links til egen blog på. Med tydeligt formål at skrabe læsere til sig. Jeg gør ikke så stort et nummer ud af det. Jeg er glad for de læsere jeg har og sætter pris på alle kommentarer jeg får.

Men ligesom alle de andre har jeg også en mening om, hvad en god blog er.
Eller rettere, hvad en god blog for mig er. Uanset hvordan min egen blog er.
Og det er det væsentlige, synes jeg.

Return of the dead II

Og så er det vist på tide jeg får genoplivet mig selv her i blogland.
Siden vi snakkede sidst har jeg:

- Flyttet 95% af mit lort. Er stadig hårbundskløende imponeret over dels hvor meget bras jeg egentlig har, dels at det bliver ved med at dukke op alle vegne.

- Gjort mit bedste for ikke at rydde for meget op, endsige vaske op - for det skal jeg til nu. Jeg savner dig, o opvaskemaskine.

- Besluttet mig for at flytte bank efter popsmart, ung fløs af en finansøkonom, eller hvad den slags nu er, vovede at antyde at jeg er uansvarlig og ude af stand til at holde på pengene. Han var ikke særlig lydhør overfor ord som arbejdsløshed, karensperioder, skyhøje lejlighedsindskud og den slags. Så han slettede mine kreditter, for "ellers køber du jo bare en bil for pengene". Idiot. Efter en, hvis jeg selv skal sige det, rimelig sej verbal overfusning, fik jeg kreditten tilbage.

- Købt en bil. Eller rettere, jeg har købt min bil. Journalisten har omsider taget sig sammen til at købe sig en federe bil *det har han fablet om i evigheder*, så nu har jeg betalt et fornuftigt beløb for at overtage den gamle. Hvis nu vi ikke var flyttet fra hinanden var det bare blevet min helt af sig selv, uden betaling. Er ikke sikker på vi har tænkt det her flytteri ordentligt igennem. ;) P.S. Pengene måtte jeg hjem til de gamle og hente, jvfr. førnævnte bankfjols.

- Rent faktisk taget mig sammen til at overnatte i min lejlighed *det der med rent faktisk at flytte sig selv var ikke så nemt*, hvor listerne ikke vil blive siddende på vinduerne, badeværelset hælder væk fra afløbet, så lokummet står under 2 cm vand når jeg er i bad, der er et hul i væggen i bruseområdet og komfuret får relæet til at kappe strømmen, når man bruger varmluftfunktionen.

- Ringet til gud og hver mand for at få fingre i forsikring til bilen, parkeringsbevis til bilen, vicevært og forsvundne TV-kanaler.

- Bandet uendelig meget over at både min sofa og mine lamper er to uger forsinket. Fra to forskellige firmaer. Hvorfor sker den slags altid? Men pyt da med det! Jeg klarer mig da fint med min lænestol og min arkitektlampe. Pfff.

- Betalt 15 kr for at vaske en maskine tøj. Jeg savner dig, o egen vaskemaskine, og også dig, o egen tørretumbler. Godt nok kan der være den dobbelte mængde tøj i den her vaskemaskine, men hvad hjælper det, når man er blevet for fed til det meste af sit tøj og derfor ikke kan fylde maskinen helt op?

- Haft det helt forrygende på nyt job.

Tilværelsens ulidelige lethe... nåh nej

For ikke så længe siden argumenterede jeg for manglende kvantitet af indlæg med, at der ikke skete en skid i mit liv. Hvilket i øvrigt var en stor sandhed.
Men nu kan jeg så gøre det modsatte. Nu sker der nemlig alt for meget, og desværre ikke ubetinget fede ting. Derfor bliver det ikke til så meget skriveri. Synes ikke jeg har kapacitet til det.

På lørdag skal jeg flytte. Alene.
Vi er brugt op, slidt ned. Småting blev til vaner, der blev til dårlige vaner, der blev til store problemer.
Nederlag og frustrationer, kombineret med stor succes og uhindret fremgang, gav nedsmeltninger.

Måske er det bedst sådan, måske er det en fejl. Det ved fremtiden. Vi ser hvad der sker.
Måske et job på et tidligere tidspunkt havde ændret tingene. Det vides ikke. Nu er det for sent.

Vi vil ikke. Men vi skal.

Køben-hvaffornoget?

Så faldt jeg lige over transmissionen fra Det Kongelige Teater, hvor diverse prominte personer skal se gallaforestilling i anledningen af dronens fødselsdag. Og mens jeg sad og syntes, at der ser rart ud i København i aften og at teatret er en fin bygning, gik det op for mig, hvor stor en bonderøv jeg egentlig er.
Jeg har ikke tilbragt ret meget af mit liv i København og er faktisk hovestadsmæssigt analfabet.
Tilbage i 1990 tog mine forældre mig og mine søskende med til København på en lille tur på tre dage. Jeg husker kun at vi besøgte zoo, tivoli og et eller andet slot.
Og så vendte jeg sådan set ikke tilbage i sjus 18 år. Altså hvis man lige ser bort fra hurtig gennemkørsel på hovedbanen på vej til lufthavnen.
Det, der i øvrigt har slået mig hver gang jeg er kommet ind med toget er, at jeg synes det sidste stykke vej mod hovedbanen ligner noget fra østblokken. Det er et lidt smådeprimerende område, synes jeg.

Nå, men i 2008 var jeg faktisk forbi nogle gange, mest i militært regi. Der var et eller andet arrangement på Statens Museum for Kunst med forsvarsminter, -chef og diverse andre pinger, der var Tattoo på Rosenborg, hvor vi sad på tribune med de kongelige, og så var der en koncert inde på Rosenborg med militært musik, hvor vi i øvrigt fik den tvivlsomme ære af at se Grev Ingolf i levende live. Ham har jeg set en del gange før, bl.a. på Koldinghus, og han bliver bestemt ikke kønnere med alderen.
Til jul det år var jeg inde i Det Kongelige Teater og se Nøddeknækkeren. Jeg elsker den ballet, mest pga. musikken. I den forbindelse overnattede jeg hos en kammerat, der bor i Glostrup. Og da jeg om eftermiddagen kiggede ud over landet fra hans altan på 4.sal syntes jeg igen at det lignede noget fra østblokken. Jeg spekulerer på, om det måske er meget udbredt derovre?

En af gangene overnattede vi i de militære bygninger ude på Holmen, helt ude ved kanonerne. Om eftermiddagen gik dronningen i land fra Dannebrog og Journalisten tvang mig til at vinke tilbage til hende, da hun sejlede forbi, fordi der kun stod omkring ti mennesker på vores side og han syntes det ville se mærkeligt ud, hvis jeg bare stod der og daskede.
Jeg var tilgengæld noget imponeret over S-toge og metro. Fascinerende.
Og det var så ca. det.
Jeg aner intet om København og således har jeg siddet i taxaer og busser og glanet ud gennem vinduerne med åben mund og polypper. Jeg har gået rundt i byen uden at ane, hvor jeg var og har udbrudt masser af "guuuuuud", når det er gået op for mig, hvor jeg var. Eksempelvis da jeg opdagede, at jeg stod på Langebro eller da vi ventede på bussen på Christianshavns Torv. Og vist mumlede noget med "Ser Christianshavn sådan ud??", mens jeg kiggede på samlingen af drankere med deres hunde bag mig, og de unge autonomt udseende personer på fortovet overfor, der bare sad midt i det hele.
Der gik i øvrigt ret lang tid, før jeg fandt ud af at jeg stod på Amager. Ved ikke helt, hvad jeg egentlig forventede.
Var også noget forbløffet over at gå ud af hovedbanen og nærmest falde over Tivoli. Det havde jeg heller ikke set komme.

Når jeg kørte i bus igennem byen havde jeg sådan en mærkelig fornemmelse. Det føltes bizart. Lidt forkert, men jeg kunne ikke rigtig sætte fingeren på det. Det var først da jeg senere i en eller anden forbindelse kørte bus i Århus, hvor jeg er vokset op, at det slog mig. Det var alle de høje bygninger. Man kan jo køre i evigheder på store veje, hvor man ikke kan se andet end høje bygninger. København kan godt give lidt klaustrofobi, synes jeg.

I store hele træk har jeg altså ingen anelse om, hvad jeg foretager mig når jeg er derovre.
Spørger man mig om Nørrebro, Vesterbro og den slags, aner jeg ingenting og må have et kort. Frederiksberg er vist nok der, hvor zoo ligger?

Men nu har jeg altså tænkt lidt. I kommende ferieår har jeg sølle fem feriedage og dem gemmer jeg til jul. Så ingen udlandsrejser til mig før næste år. Så måske jeg skulle bruge min sommer på at se København? Det er vist ved at være på tide.

Familier, ferier og funktionærer

Nå, men nu er jeg også næsten kommet mig over påsken i familiens skød.
Ej, så slemt var det slet ikke.
Der var en enkelt dag hjemme hos min familie og det var såmænd hyggeligt nok. Lidt som det plejer. Der var vist ikke nogen der kom i klammeri.
Et par dage før sørgede Søster for at forsyne mig med endnu en niece, så hun tog selvfølgelig en del opmærksomhed. Og hun var da sød. Men jeg har det, som jeg tror mange har det, men ingen snakker om. Babyer er altså grimme og de ligner i store træk hinanden alle sammen. Især når de lige er blevet født.
Da de afslørede navnet på den nye arving, havde de som altid valgt et lidt aparte navn der ikke var nogen der havde set komme. Så begejstringen var til at overse - til forældrenes forståelige frustration.
Nu har jeg vænnet mig til det og synes det er et glimrende navn. Og nu kan hun jo slet ikke hedde andet. Min far, som ikke ejer pli, kørte det meste af dagen i en rille om en mandlig amerikansk countrysanger med samme navn og at det var det ENESTE sted han nogensinde havde hørt det navn før. Trods mine forsøg på minde ham om at bare forbi han ikke har hørt det, er det ikke ensbetydende med at det ikke findes, startede han forfra hver gang vi kom ind på emnet. Sådan har han det nemlig med mange ting. At hvis ikke han har hørt om det/kender til det/har prøvet det så findes det ikke. Basta.
Han skal nok vænne sig til det navn. Men hvis han overlever til ungen er gammel nok til at forstå hvad der bliver sagt til hende, skal hendes morfar nok sørge for at fortælle hende, hvor fjollet han synes hendes navn er.
Så gik stafetten til Journalistens familie i en tre dages tid. Jeg har sjældent været så glad for at komme hjem til mig selv igen. Måske er det noget jeg bilder mig ind, men jeg synes de var storslemme denne gang.
Pr. udgangspunkt behandler de mig altid som en dronning. Jeg er tilsyneladende noget særligt. Desværre håndterer jeg ikke tilbedelse særlig godt.
Men denne gang var det altså værre end det plejer. Og det startede allerede da vi havde parkeret bilen og Journalistens far ikke ville sige hej til Journalisten før han havde krammet på mig.
Journalistens mor er indbegrebet af overdreven høflighed og behagesyge. Det er en umulighed at tage beslutninger for sig selv og så sidde i fred med den beslutning. De fleste af hendes sætninger starter med ting som:
"Jamen, vil du ikke have..."
"Skal du ikke have..."
"Der er også..."
Og jeg har det som regel bedst med at der ikke bliver disket alt for meget op for min skyld.
Et eksempel. Lørdag havde vi aflyst frokosten, fordi frokosterne ellers altid skal foregå rundt om et veldækket spisebord og tage timer. Journalistens tålmodighed med den slags er ikke så høj og fik det droppet.
På et tidspunkt blev jeg småsulten og gik ud og smurte et par stykker rugbrød. Mens jeg sad og tyggede på min rullepølsemad gav jeg mig til at tælle ned og ganske rigtigt:
"Vil du ikke have noget pålæg på? Skal jeg ikke finde noget til dig? Er der noget du mangler? Vi har også blablablabla"
I et forsøg på at læse lidt i min bog inde i sofaen:
Sviger: "Sidder du godt nok?"
Mig: "Ja tak"
Sviger: "Mere kaffe?"
Mig: "Nej tak"
Sviger: "Sidder du godt sådan der?"
Mig: "Jeg sidder fint"
Sviger: "Vil du ikke have en pude i ryggen?"

ARGH!

Og sådan fortsatte det. Problemet er lidt at hun er typen der stiller sig ned i bryggerset og tuder, hvis man tilnærmelsesvis giver udtryk for, at man synes at hun er irriterende. Og jeg havde fået Journalisten til at love ikke at få hende til at flæbe denne gang *han plejer ellers at være mand for en kontrovers. Bare sådan for sportens skyld*. Så der var ikke andet at gøre end at tåle det.
Hun var ufattelig tæt på at dø.

Så fik jeg skrevet under på kontrakt med firmaet og fik også lige at vide at den direktør, der ansatte mig, går af og så kommer der en ny direktør som, "vi må håbe også synes det er en god idé, at vi har ansat dig".
Tak for øv. Så der skal max pukles, så den nye direktør ikke kommer i tanke om at jeg er overflødig.

For at virksomheden kan få tilskud fra kommunen skal en række papirer udfyldes og efterfølgende skal der laves en såkaldt jobplan. I forbindelse med at min anden aktør havde tilbageholdt lidt oplysninger havde Søvndyssende Funktionær sagt til mig, at jeg bare kunne komme ned til ham på jobcenteret og få lavet min jobplan.
Forleden ringede jeg så til ham for at aftale en tid. Han var totalt blank at tale med. Men han havde tid til at lave min jobplan i går, så jeg rejste derned bare for igen at finde ham totalt blank. Den mand har ikke meget hukommelse. Og så ville han i øvrigt helst ikke lave min jobplan, for det må de ikke rigtig bruge tid på i jobcenteret. Det skal jeg få min anden aktør til. Christ. Det kunne han ikke have sagt fra starten af?
Han var også ufatteligt tæt på at dø.

Til gengæld vandt jeg tusind gode danske kroner på spil i sidste uge.

Ude at køre med de skøre II

Journalisten skal lege krig i weekenden og i den forbindelse skulle jeg sætte ham og en ukendt mandsperson af i Vejle. Det var ikke en mand vi selv kendte, men han skulle med på den samme øvelse og bor ikke så langt fra os, så han kunne lige få et lift.
Journalisten havde haft en lidt travl dag på arbejde og vi var således en time bagud. Derfor skulle det gå lidt snapt, så jeg lod Journalisten køre derop og jeg satte mig på bagsædet bag ham, så jeg ikke kunne se, hvor hurtigt han kørte. Jeg er ingen fartengel selv, men hvis jeg kører i trekantsområdet i myldretiden plejer jeg at beherske mig en smule.
Any who, den fyr vi havde med trykkede på alle mine fordomsknapper. Han så ikke særlig knøv ud og han lød heller ikke så begavet ud fra hans måde at tale på. Sådan lidt drævende med antydningen af polypper. Men man kan jo tage groft fejl.
Journalisten og manden sad og smalltalkede lidt, mens jeg kæmpede på bagsædet. Jeg er typen, der ikke kan sidde med ryggen til kørselsretningen i toget uden at blive køresyg, og at sidde på bagsædet var derfor en udfordring for mig. Jeg sidder på bagsædet max et par gange om året, så det var lidt svært at vænne sig til. Derudover havde manden en ækel deo på, der gav mig lidt kvalme.
Så var det at Journalisten spurgte manden:
"Så du er sjællænder..hvad har så bragt dig herover?"
Et nemt spørgsmål skulle man synes. Men inden vi fik set os om, var han begyndt på en fortælling om, da han var ung og skulle prøve grænser af, hvilket betød at han drak, begik indbrud, stjal biler og den slags. Der var noget med hidsighed og hvad den slags medfører af problematikker. Så ævlede han lidt om at han, da han gik ud af 10.klasse, kun læste på 3. klasses niveau og at der derfor stod i hans papirer at han var dum. Og så blev han endnu mere hidsig.
Ca. på dette tidspunkt nåede vi ud på motorvejen og fordi vores hvæsende hyundai larmer mere end et godstog, hørte jeg kun brudstykker af fortællingen, mens jeg sad og kæmpede for ikke at ørle Journalisten i nakken.
Og det jeg hørte var ting som
"..og så begyndte jeg at stjæle igen"
"..men nogen gange havde jeg ikke nogen penge, så ude på arbejdet stjal jeg lidt penge til smøger og den slags"
"..smed med dartpile og blev sendt hjem i 14 dage"
"..og så kunne jeg komme ud og sejle.."

Da vi kørte af motorvejen var de kommet til det punkt i historien, hvor han fortalte om at han er førtidspensionist, fordi han ikke kan koncentrere sig så godt, og så var vi fremme ved destinationen.
Jeg fandt aldrig ud af, hvad det egentlig var der havde bragt ham herover.

Da jeg kom tilbage var jeg så udmattet at jeg var nødt til at snuppe en burger med hjem fra den lokale for at styrke mig lidt. Jeg har også knappet en flaske hvidvin op, så jeg kan sidde og være sørgelig over, at jeg er blevet brændt af af en kammerat to gange i træk, skal være alene hjemme til søndag og at jeg ikke kan komme til en brunch på søndag, jeg ellers havde glædet mig til.

Fik jeg forresten nævnt at manden hed Johnny?

Nye tider

Så var jeg til samtale i tirsdags og det syntes jeg egentlig gik ret godt. Faktisk føltes det som om at de brugte al tiden for at fortælle mig, hvorfor de burde ansætte mig. Og det er jo et rimeligt godt tegn. Men de sluttede samtalen af med den sædvanlige "Nu skal vi lige tale sammen og så vi ringer til dig snart". Og den har jeg hørt før, så intet var givet.

I går var det dejligt vejr og for en gangs skyld havde Journalisten fri i tre sekunder. Så vi tog i zoo i Odense og da vi stod og glanede på kænguruen, der havde den yndigste unge som sad og kiggede ud af posen, ringede telefonen.
Og samtalen lød ca. sådan her:

Direktør: "Nå, hvad siger du til det?"
Mig: "Altså, jeg er frisk, hvis I er." *Jo, det sagde jeg faktisk. Doh!*
Direktør: "Ja. Jamen, det må vi jo så finde ud af."

.............!

Så nu har jeg et rigtig, vaskeægte job og skal starte 1. maj.

Jeg var helt rundt på gulvet resten af dagen og ca. hver 10. minut måtte jeg lige rykke lidt i Journalistens arm og råbe "Jeg har fået jååååb!"

Vi fejrede det med en is på stedet og så hang jeg i telefonen resten af dagen til alle de mennesker, som har ventet og ventet på, at jeg skulle komme med sådan et glædeligt opkald.
Jeg burde have vidst, at det var en dårlig idé at ringe til min mor. Da jeg snakkede med hende i forgårs efter samtalen var hun næsten oppe at køre og lød oprigtig begejstret over, at jeg var så tæt på et arbejde. Men igår lød hun på det nærmeste ligeglad. Hun vidste godt at jeg havde fået jobbet, for det havde Lillebror fortalt hende. Men hun vidste også godt i forgårs at jeg havde været til samtale, så hendes mangel på entusiasme kan ikke have været pga. det.
Da jeg godt kunne høre på hende, at det slet ikke interesserede hende at jeg havde fået job, bad jeg om at få Lillebror i røret, så jeg kunne finde ud af hvad der foregik.
Og ganske rigtigt.
Min mor så Bergerac på DR2 og derfor havde hun jo ikke tid til at snakke med mig. Jeg har jo kun fået job - den slags er ikke vigtigt, når en af hendes 117 serier er på TV.
Så det var godt, at jeg i stedet kunne ringe til Journalistens forældre, for jeg vidste de ville blive helt overstadige. Hans far blev helt rørstrømsk og fik tårer i øjnene.
Jeg kan ikke forstå at min mor undrer sig over, at jeg ikke gider ringe/besøge hende.
Men det må hun selv om. Jeg har rent faktisk en fremtid nu og kan næsten ikke vente!
Og ikke nok med det, så er det jo nærmest svedende varmt i dag.

Nogen gange er det slet ikke dårligt at være til.

Skyd mig nu bare

Okay, så nu er der tre timer til jeg skal til den famøse jobsamtale.
Rygtet har i den grad bredt sig ude i byen, så det er de mest mærkelige mennesker der ønsker mig pøj pøj, og jeg har en rimelig lang liste over folk der skal have en besked i eftermiddag.
Men skjoldet er på vej op. På grund af al den opmærksomhed og alle de mennesker, der håber det bedste for mig og er sikre på at jeg nok skal få det job, har jeg totalt mistet optimismen.
Jeg har nu fået en idé om at det bliver totalt antiklimaks og at det bliver den slags samtaler, hvor man får et "Tak for i dag. Du hører nærmere inden for en uges tid" og så står man der bagefter og er lige vidt og aner ikke en fis om, hvad der lige skete. Så lige nu har jeg slet ikke lyst. Det var nemmere, hvis de bare ringede til mig og sagde at de havde fortrudt og at jeg ikke behøvede at spilde min tid på at tage derop.
Og jeg har ikke mere kaffe.

Det er sgu da belastende altså.

Kiss my behind

Nogen gange kan jeg godt forstå, hvis personer uden det store overskud kan synes, at de bliver trådt på af det offentlige.
I forbindelse med den forestående jobsamtale tænkte jeg, at jeg lige kunne sætte mig ind i, hvad jeg helt præcis kan tilbyde dem.
Jeg troppede derfor op nede hos min anden aktør *sådan en bliver man sendt til, når man har været arbejdsløs i 100 år*. Hun mente, at jeg skal i et halvt års løntilskud og oplyste mig om at jeg i øvrigt stadig skal være jobsøgende. Jamen, sagde jeg, det er jo en traineestilling. Hvorfor i alverden skal jeg så søge jobs ved siden af? De er da snotdumme, hvis de bruger tid og penge på at lære mig op og så smider mig ud bagefter. Og jeg skal i forvejen knokle 260% for at vise at jeg er pengene værd.

Men sådan er reglerne altså og så foreslog hun at jeg bare kunne søge nogle ligegyldige jobs. Hun havde en person i løntilskud som salgsdirektør og han søgte bl.a. jobs som pornoredaktør *..?* og hun var villig til at kigge den anden vej. Så gjorde jeg hende opmærksom på, at jeg ikke var helt sikker på, at min a-kasse kunne se det sjove i det. Så hun foreslog at jeg ringede til a-kassen og slog en eller anden handel af med dem. Stadig ikke nogen optimal idé i min optik.

Jeg ringede til min fagforening for at klage min nød og hun syntes, hun kunne huske en eller anden paragraf, der gav mulighed for fritagelse for rådighed. Så næste opkald var til det lokale jobcenter, hvor verdens sureste sekretær tog telefonen *hvorfor er de altid så gnavne? hvorfor!?*. Hun benægtede at der fandtes en sådan sådan paragraf. Det var først da jeg blev aggressiv, at hun surmulende sagde, at "så må jeg jo se, om jeg kan finde en person, der ved mere om det end jeg, for jeg har i hvert fald ikke hørt om det". Gås.
Så fik jeg en tør mand i røret og han vidste præcis, hvad jeg mente. For jeg havde nemlig ret. Og så gav han sig til at ævle om bekendtgørelse dit nr. dat, pr. den og den dato, paragraf et eller andet. Hvis man kan få virksomheden til at skrive et dokument om, at de har positive forventninger til fastansættelse efter udløb af løntilskud, så...Zzzzzzzzz.
Så syntes han, at jeg skulle nævne det for min anden aktør, hvis jeg snakkede med hende på et tidspunkt, for "det er sgu ikke altid, at anden aktører har styr på reglerne".
Jeg skrev en mail til hende og så ringede hun efterfølgende.
Den paragraf kendte hun alt til. Hun havde bare undladt at oplyse mig om den, fordi hun ikke troede på at jeg ville kunne få virksomheden til at skrive under, og selv hvis de gjorde var det jo ikke sikkert de mente det. Og så var det jo heller ikke sikkert at min a-kasse syntes det var en god ide.
Fuck, jeg blev mopset.
Så forklarede jeg hende i rimelig pæne vendinger, at det jo egentlig var mit problem at finde ud af det. Jeg er jo altså ikke dum. Og at hvis det er en sådan ordning, der kan skaffe mig jobbet, så skal det prøves. Man kan for fanden da ikke bare lade være med at fortælle om paragraffer, der kan blive til fordele, bare fordi man har fået en eller anden idé om, at det sikkert ikke kan lade sig gøre alligevel.

Men helt ærligt! Hvis ikke jeg selv havde lugtet de sure sokker og haft overskuddet til at komme i tanke om at ringe rundt til gud og hver mand, og bekæmpe ildspyende sekretærdrager og søvndyssende funktionærer, så havde jeg ikke vidst, at der var en mulighed for at slippe for at skrive de forbandede ansøgninger.

Nogle gange får man altså fornemmelsen af, at de ikke er til for at hjælpe jobsøgere, men egentlig mest er til for at opretholde en infam mængde bureaukrati, så deres egen eksistensberettigelse ikke undermineres.

Her lugter af gennembrud

Der var engang, for et år siden næsten, hvor jeg sendte en uopfordret ansøgning til et firma. Jeg var til samtale og direktøren var vild med mig, men dem der sad på pengene mente ikke, de havde råd til at ansætte mig.
Jeg holdt mig til og var i løbende dialog med ham - uden held.
For et par uger siden skrev jeg så igen for at høre, hvordan chancerne er her i det nye år. Og tænk sig, så ringer han idag og spørger om ikke jeg kan komme til en samtale i næste uge, for der er nogen der gerne vil møde mig.
Som den evige pessimist jeg er, prøver jeg på ikke at hidse mig op for det er jo ikke ensbetydende med, at jeg bliver ansat.
Men det er satme svært at lade være. Jeg er totalt på trip lige nu fordi jeg ikke har været til nogen samtale siden i sommers og at der for fanden da må være en eller anden grund til at de vil se på mig, når jeg allerede har været til en samtale. Det bliver totalt charmeoffensiv fra min side af.
Så hvordan skal jeg så få tiden til at gå helt til på tirsdag?
Jo, jeg kunne jo begynde at tage lektioner i at tænke mig om.
Det har vist sig gang på gang at jeg ikke er så kløgtig altid, og da jeg gav mig til at skrive indlæg om dengang jeg havde en meget sjælden sygdom, burde jeg måske lige have overvejet det lidt, inden jeg satte navn på.
For når man lider af en sygdom, der kun rammer en ud af en million og der ikke findes noget litteratur på dansk om den, og man så googler sygdommen og efterspørger sider på dansk, så får man - ja, godt gættet - min blog lige op i ansigtet.
Lillebror skrev til mig den anden aften for at spørge efter, hvad det var sygdommen hed, for han ville lige læse lidt om den.
Der gik de der sædvanlige tre sekunder til erkendelsen og et højlydt "DOH!".
Busted.
Men man må beundre manden for hans vedholdenhed. Han har tæsket sig igennem samtlige indlæg og syntes ikke overraskende at det var interessant læsning.
Der hvor det blev tåbeligt var, da han forklarede mig at jeg faktisk - i ædru tilstand - har fortalt ham at jeg har en blog, og at han derfor godt vidste den findes.

Måske jeg alligevel burde blive tjekket for Alzheimer.

Det er så yndigt at følges ad

I dag har mine forældre været gift i 38 år.
Den slags byder op til eftertænksomhed, synes jeg.
Da jeg nævnte det for Journalisten her til morgen, var hans respons "Vorhæææærrebevars". Mine forældre er nemlig prototypen på et ægteskab, der aldrig skulle have været indgået.

Omme i 1971 mødte mine forældre hinanden til min mors 20 års fødselsdag. Min far, der var lidt af en lækkermås at se på *dengang.. nu ser han bare hærget ud pga. tåbelig livsstil* var kæreste med en af min mors veninder. Men man er jo en dårlig hest, hvis man ikke kan sparke hvalpene ud af en anden geds rede, så min mor fik hurtigt gris på gaflen. Min morfar mente, ikke overraskende, at min far bestemt ikke var god nok til min mor, så hun kunne glemme alt om at gifte sig med ham så længe hun var under 21 år. Så selvfølgelig blev de gift et år efter, tre dage efter min mors 21 års fødselsdag.
Og vi ved jo alle sammen at det er en fantastisk god idé at gifte sig med en anden person af trods, uden at man kender personen super godt og aldrig har boet sammen med vedkommende. Jeg vil gætte på at min far bare så en chance for at få noget ordentlig at spise. Efter sigende levede han på det tidspunkt af ostemadder og trestjernet.
Nå, men mutter indså temmelig hurtigt at min far ikke er en peopleperson og er ret mærkelig. Men alligevel insisterede hun på at få tre børn med manden. Og forblive gift.
Og det selvom jeg er vokset op i et hjem med fast lørdagsskænderi, der som regel ødelagde stemningen resten af weekend. Med jævne mellemrum fremsatte min mor under stor ståhej trusler om at nu skulle de sandelig skilles.
De første mange år gav det anledning til mange tårer hos undertegnede, men på et tidspunkt når man til en alder, hvor går det op for en, at hun er så meget en tryghedsnarkoman, at hun ALDRIG kan finde ud af at gøre alvor. Det stoppede hende nu ikke i, at blive ret mopset over at der ikke var nogen af os, der tog hende alvorligt.
Men ikke engang da han duskede en anden kvinde kunne hun finde ud af at gå. I stedet gjorde hun mit liv ulideligt, fordi hun ville have at jeg skulle fikse deres problemer. Så jeg fik piller for kvalmen, flyttede hjemmefra i eksamensperioden for at få fred og fik et uopretteligt dårligt forhold til mine forældre. Pragtfuldt.

Nogen gange tænker jeg på at man måske skulle lade være med at blive gift. Nogensinde. Nu har jeg heller aldrig været den store bryllupsperson, men har da altid haft en eller anden romantisk forestilling om det, at man binder sig til et andet menneske.
Men efterhånden synes jeg ikke rigtig det holder stik længere.
Ude i periferien kan man høre om hvordan folk bliver skilt på stribe når de har fundet ud af, at det ikke er ren pik og patter at være gift og have børn *hvad regner folk egentlig med?*.
Andre gange kan man høre om folk, der keder sig i deres forhold og derfor nødvendigvis skal giftes. "Jamen, jeg synes vi er gået i stå i dette forhold. Så enten skal vi giftes eller også må vi gå fra hinanden".
Men det er jo igen den der fødekæde: Kærester -> Bryllup -> Byg hus -> Få børn.

Og så er der jo så folk som mine forældre, der bruger hele deres liv i et råddent forhold som de af uransalige årsager holder fast i. Og den slags forhold er der jo ubegribeligt mange af rundt omkring. Min mor har naturligvis spillet "Man kan jo ikke bare sådan lige ødelægge en familie, når der er børn"-kortet. Jeg har flere gange forklaret hende, at det var til alles fordel, hvis de gik fra hinanden. Men den slags underminerede jo hendes gode bortforklaringer, så det har hun altid ignoreret. Selv når man påpegede hvor godt hendes veninder, der tog sig sammen til at blive skilt, efterfølgende fik det, lod hun som om hun ikke kunne høre én.

Der hvor jeg ikke helt er med er det punkt, hvor man ikke tager ansvar for sin egen lykke.
Hvordan kan nogen mennesker tro, at det at stifte familie ikke kommer til at indvirke på mængden af cigarer, whisky og nøgne piger/mænd?
Hvordan kan nogen mennesker tro at forholdet bliver væsentlig anderledes bare fordi man bliver gift?
Og hvorfor hulen bliver folk ved med at blive i forliste forhold, som kun giver tryghed og dårlig livskvalitet?
Jeg er naturligvis farvet af min opvækst og at jeg ikke erindrer at have set ret mange ægteskaber, der giver mening. Men jeg kan godt leve med at undvære en udgift på 50-100.000 dask og et halvt års ulidelig planlægning, hvis det betyder at jeg kan holde fokus på det der betyder noget i det lange løb. Livsglæde.

Så måske man bare skulle droppe det der med at blive gift.

Hvorfor man ikke skal se TV

Der var et tidspunkt for ikke så længe siden, hvor de voldspillede Erik Hassle med "Hurtful" på den lokale radiobølge. Og jeg må erkende, at jeg ikke syntes den var ubetinget afskyelig at høre på. Lidt tudefjæsagtig, men herregud, har I hørt Rasmus Seebach?

Faktisk syntes jeg Erik Hassles stemme var rar i øregangene og tænkte, at en fyr med sådan en stemme burde være en snas at kigge på. Skulle det mon være muligt at finde en svensk mand som var til at holde ud at se på?

Nej.

For så var det jo at han dukkede op i Go'aften Danmark, hvilket jeg helt tilfældigt zappede forbi, og jeg fandt ud af at han ser således ud. Ikke helt hvad jeg havde regnet med:

Jeg har kun ét spørgsmål. Var ulykken i Tjernobyl virkelig så ond ved Sverige?

Ikke nok med at han ligner indbegrebet af en typisk teenager af den slags der lugter lidt og spiller for mange computerspil, men hvad sker der for garnet?

Den slags hår giver mig associationer, så nu sker der det, at hver gang jeg hører Hurtful kommer jeg til at tænke på den ubehagelige øjenbæ Carrot Top:

Skide tak TV2.

Sjov med billeder VI

Sjov med billeder I - V

Så kom jeg listende forbi min opslagstavle forleden og fik øje på et stykke papir jeg havde gemt til bloggen, men som jeg havde glemt alt om. Det kommer vi dog til. Først endnu en B.T klassiker:

Gad vide om de mange gentagelser er for at kompencere for, at man ikke så godt kan sætte et gult Breaking News banner ind i sådan en menu. Sådan at jo flere gange man gentager en nyhed, jo vigtigere er den? Jeg ved det ikke.

Sidste gang var jeg lidt inde på de der tåbelige reklamer for noget vægttab, der florerer i øjeblikket og i mellemtiden er jeg faldet over et par varianter mere:

Altså, jeg begriber stadig ikke, hvordan der er NOGEN som helst, der kan falde for noget der er lavet så dårligt. Pfff.

Som en lille fortsættelse, også fra sidste gang, på elendige oversættelser i PC-programmer blev jeg idag udsat for følgende bespottelse:

Tsk. Det er da ufatteligt, at det skal være så svært?
Dette screen shot lavede jeg i øvrigt mens jeg var ved at installere printeren, så jeg kunne scanne det tidligere bemeldte papir ind.

Så lad os lige kigge på det her til sidst - og kig grundigt! Der er nok at se på. Det er en reklame vi fik i postkassen i efteråret, og normalt ville jeg nok sløre lidt navn og numre og sådan. Men jeg synes sgu de har fortjent lidt gratis reklame:

Hvor går grænsen for sippethed?

I søndags brugte jeg dagen med en gammel veninde. Jeg har før omtalt hende, som den veninde jeg har haft længst og hvis venskab jeg ikke ville være foruden. Vi render ikke hinanden på dørene og således er det faktisk godt tre år siden jeg sidst har besøgt hende i hendes eget hjem. På trods af, at hun det sidste år kun har boet ti mins væk.

I dag var jeg så inviteret til brunch og efterfølgende Asterix kavalkade *ja, det er sådan noget vi gør, når vi er sammen*. Jeg har altid lidt bange anelser, når jeg skal træde ind i privaten hos hende. Hendes forældre har aldrig stillet nogen krav til hende og som barn blev hun belønnet med penge, hvis hun skulle lave noget som helst ud over, hvad hun selv gad. Det var nu ikke altid at hun manglede penge og så var hun egentlig ligeglad med, om hendes mor syntes hun skulle gøre lidt rent. Det måtte hendes mor da selv ordne. Derudover er hun af natur i øvrigt også ret ligeglad med hygiejne, rod og skidt. Med andre ord: Hun er et svin.

Jeg er ikke rengøringsfreak. Tværtimod. Det er ret sjældent at der bliver gjort rent her i hytten. Journalisten gør det ikke af sig selv og jeg gider som regel ikke. Vi har en stor reol, der burde være sort, men den er for det meste grå af støv. Men jeg har det dårligt, hvis mit lokum er møgbeskidt, eller hvis mit køkken er sundhedsskadeligt. Det skal helst være nogenlunde i orden. Derudover går jeg pænt højt op i madhygiejne, så jeg var lidt spændt på, hvad jeg skulle udsættes for.

Med hensyn til mængden af skidt blev jeg bestemt ikke overrasket. Hendes støvsuger bliver ikke overanstrengt og det der med at støve af gør hun heller ikke i. Det var nu ingen sag for det gælder jo om at være forberedt, så jeg havde taget tøfler med. Hendes badeværelse var dog en katastrofe og jeg forstår ikke rigtig, hvorfor folk ikke lige bruger en toiletbørste inden de får gæster. Jeg synes tit, jeg ser eksempler rundt omkring på, hvorledes beboerne har forsøgt at skide lokummet i stykker. Og det gider jeg egentlig ikke blandes ind i. Derudover er hun en katteperson og gulvet var derfor belagt med et tæppe af kattegrus og der var tilhørende lugt af kattebakke. Det er naturligvis en del af det at have kat, men jeg synes godt man gøre det lidt med stil.

Alt sådan noget kan jeg dog snildt leve med, når jeg lige har brugt fem mins på at afklimatisere mig. Jeg har derimod voldsomt svært ved at abstrahere fra kontakt med råt kød uden efterfølgende brug af sæbe. Eller senere, hvor vi var en tur på en nærliggende gård, for at lukke hendes heste ud *katte- OG hesteperson. Vi kunne ikke være mere forskellige. Magter ikke de kræ. Men de havde verdens sødeste hund deroppe, der elskede mig efter 30 sekunder*, skulle hendes hest lige have smurt noget creme på nogle skumle sår. Det der med at vaske fingre bagefter ventede hun en times tid med. Havde det været mig selv, havde jeg panisk fundet den første og bedste håndvask.
Og så bøvser hun konstant. Jeg hader når folk bøvser, særligt når jeg spiser.

Noget helt andet i samme boldgade. Forleden stod jeg og hang over kølediskene nede i det lokale madpusheri og prøvede at få en god ide. Så gik jeg over i deres delikatesse i håb om at blive inspireret - med held! De havde en eller anden ret med kartoffelkroketter til at ligge og så fik jeg lyst til sådan nogen. Jeg susede glad ned til fryseren for at finde en pose, fandt en og vendte den om. Ved ikke helt hvorfor, men jeg kigger automatisk altid på bagsiden af forbehandlet mad. Så står der altid et eller andet om, at maden indeholder spor af nødder og den slags. Men ikke på denne pose. Der stod "Kan indeholde spor af svovldioxid og mælk".
Svovldioxid?

Der er sikkert en logisk forklaring på det, men der blev jeg altså sippet igen.

Googleri

Og så var det at jeg lige fik to rimelig morsomme googlerier - synes jeg selv i hvert fald:

"jeg skulle bare holde kæft og passe mit komfur så"

"dan rachlin fjols"

Madsvineri og generelt idioti

Jeg er rimelig sippet, når det kommer til andre mennesker og deres omgang med mad og køkken. Det er ikke altid praktisk. Jeg får eksempelvis ofte kvalme, når jeg ser hvordan folk håndterer deres karklud.

Da jeg havde mit eneste fagrelevante job, var jeg i et firma med 12 personer, hvoraf der var én heltidspige *mig* og så en regnskabsdame, der kom to gange om ugen. Så til frokost var jeg som regel alene med 11 mandfolk, der på ingen måde havde hørt om madhygiejne. Vores frokostordning gik ud på, at der hver mandag kom en madmor og købte ind til en hel almindelig frokost. Rugbrød og pålæg og den slags. Til og med torsdag skulle vi så dagligt hive disse ting ud af køleren og leve af dem.

Det generede ingen at bruge den samme kniv til at smøre alting på brødet eller bruge den samme ske til alt flydende. Jeg overlevede ved at spise hamburgerryg og den slags der kommer i en pakning, samt leverpostej, hvor jeg kunne tage af de urørte sider. Dette lyder måske en smule psykotisk, og det er det også til en vis grad. Men jeg må erkende, at jeg står af, når folk først bruger deres kniv til at smøre en muggen ost på brødet og herefter bruger den samme kniv til at lave en leverpostejsmad. Eller bruger kniven til at spise en fiskemad og herefter bruger den samme kniv til at skille pålægsstykkerne fra hinanden. Eller bruger skeen til marmeladen til grundigt at tvære marmeladen ned i ostemaden og så stikker skeen ned i marmeladeglasset igen. Og forestil jer så at 11 personer praktiserer denne form for ulækkerhed i dagevis på den samme stakkels mad.
Jeg synes ganske enkelt det er vammelt. Især om torsdagen, efter fire dages sammenblanding af madvarer. Den eneste grund til at jeg ikke døde af sult var, at jeg begyndte at tage min egen mad med under påskud af at jeg hellere ville have salat - hvilket i øvrigt ikke var helt løgn. Hvis de spurgte efter grøntsager, mente de italiensk salat og ristede løg.

Nå, men efter jeg nu har overstået min fire uger i virksomhedspraktik har jeg fået genopfrisket et par ting.

Den ene ting er, at jeg virkelig ikke kan udstå muggen ost. Op til flere gange har jeg mistet appetitten midt i frokosten, fordi en kollega ikke kunne vente med at smøre sin skive franskbrød med grøn ost til efter rugbrødsmadderne. Den har således ligget og lugtet mig lige op i næseborene, som i mit tilfælde har været ulideligt følsomme efter jeg holdt op med at ryge for et par år siden.

En anden ting er, at ostespisere - og her tænker jeg på skiveostespisere - af en eller anden grund er enormt bange for at deres osteskiver falder af brødet, og derfor er de nødt til holde fast på osten med fingrene. I kender dem garanteret godt. Lige pegefingeren på osten, så man har styr på den. Og beklager, hvis jeg træder nogen over tæerne, men det er satme klamt!

Come on! Det mindste de kan gøre er da at vaske fingrene bagefter, men det gør de ikke engang. Næh nej, det er jo travle mennesker, så folk slæber deres ostemadder ned på kontorerne og sidder så og gramser på dem, mens de arbejder videre.
Så kan man bagefter lugte folks ostefingre og rynke på næsen, når de skriver på tastaturer, rører ved computermus og håndterer deres iPhones, som bliver behørigt fedtede efterfølgende. Adr!
Jeg kan ikke forstå det er nødvendigt. Hvis man er bange for at osten falder af kan man fx. bruge lidt smørelse, bruge sine tænder eller bruge kniv og gaffel. Det andet er ulækkert.
Folk kan ellers nok finde ud af at bruge sæbe og alkogel og den slags i frygt for at få sygdomme, men derudover er det så som så med hygiejnen. Nok er man ikke smittefarlig efter konsumering af ostemadder, men alligevel.
Hvad med hensynet til dem med sart lugtesans?

Idag fik jeg i øvrigt understøttet min teori om, at jeg overhovedet ikke bør sendes ud i virkeligheden. Tog ned for at handle og hankede i den forbindelse op i et par poser med pant. Stoppede glad flaskerne i maskinen og gik ind i butikken. Nede i brødafdelingen, efter af have svævet rundt over køddisken i ti mins totalt forladt for gode aftensmadsideer, gik det op for mig at jeg havde glemt noget, da jeg indløste panten.
Nemlig at indløse panten.
Jeg havde glad stoppet flaskerne ind i maskinen og var gået videre. Det der med at trykke på en knap og tage et stykke papir, der er penge værd, havde jeg ikke lige tænkt på.

Super, Einstein.

Sjov med billeder V

Sjov med billeder I-IV

For ikke så længe siden læste jeg en artikel på nettet, hvor der blev advaret mod en ny type fup og fiduser baseret på noget reklame. Noget med at man blev lovet en hel masse og så forsvandt ens penge fra kontoen osv osv. Bl.a. blev navnet Gretta Larsen nævnt.
Og selvfølgelig var der nogen, der var hoppet på det og havde mistet penge.
Hvordan i alverden folk falder for det, lærer jeg aldrig at forstå. Jeg havde nemlig nogle dage forinden set en af de famøse reklamer og spekuleret over, hvad det var for hokus pokus og tænkt "Pfff, tror de selv på den?".
Men på den anden side - hun vil jo SÅ gerne have at vi skal læse hendes historie. Hvordan kan man næsten lade være?


Nå, men nettet bugner naturligvis stadig med stavefejl og selv om jeg som regel blot lader mig irritere en lille smule og så kommer videre i mit liv, har jeg alligevel fundet et par enkelte der havde gjort sig fortjent til videreformidling. Vi starter med lidt jysk:


Og så kan vi jo passe suse direkte hen til en klassiker:

Jeg vil lige gøre en lille undtagelse og indsætte et lidt indspist billede, særligt beregnet til de lidt mere nørdede læsere *hej Leo!*. Det var en situation på min PC jeg opdagede ved et tilfælde og lige akkurat nåede at tage et screenshot af. Der skulle egentlig ha' stået "Der er nu oprettet forbindelse til internet" eller noget i den stil:

Det sidste billede er også fra min PC og er ærlig talt ren vrøvl. Kig godt på det, der er masser af små hyggelige fejl:

Eftertænksomhed IV

Eftertænksomhed I - III

For nylig var der en der spurgte mig, hvordan det går sårn rent mentalt og jeg svarede "Det går lidt ned ad bakke for tiden".
Hvis man derimod havde spurgt mig om min jobsøgning, som jeg er en anelse bagud med, ville jeg svare, at det satme er op ad bakke.

Kan man overhovedet bruge bakkekonceptet, hvis noget går godt?

Jubilæumsindlæg

Hah, I skal lige høre noget morsomt.

Allerede i efteråret fik jeg den idé at jeg skulle skrive et jubilæumsindlæg til udgivelse den dag jeg havde ét års jubilæum og jeg skrev det for længe siden. Så oprandt den store dag - og så glemte jeg det.
Den korrekte dato var 8. februar. Men jeg har saftsusemig ikke spekuleret så længe over, hvilke storslåede ting jeg skulle skrive i det indlæg *og så i øvrigt ende med ikke at skrive noget som helst spektakulært* for ingenting, så I får indlægget alligevel. Lidt selvfed har man vel lov at være:

Så har bloggen eksisteret i et helt år, hvilket jeg selv er meget stolt af.
Men hvordan begyndte min karriere inden for det bloggeriske?

Det er en hyggelig, lille historie, der godt kan få mig til at virke en lille smule sindssyg, men herregud.

Der var engang, hvor jeg boede i Århus og studerede til Klog, og havde aldrig rigtig læst en blog før. Kun den slags alvorlige blogs, der bliver linket til på TV2.dk og Politikens hjemmeside. I min fritid forsøgte jeg at få lidt muskler i fitnesscentret og jeg bodycombattede en smule i håb om at få en kondition. Og min combatunderviser var ingen ringere end Linda. Da jeg bliver fascineret af alle nye mennesker jeg møder og bare MÅ vide alt, og derudover er erklæret googlerist *og er STOLT af det...yees..*, tog det mig derfor ikke længe at støve hende op på nettet. Jeg faldt over hendes blog, som jeg så har fulgt i nogle år nu. Stille og roligt kom trangen til at udtrykke mig skriftligt. Der skete en masse i livet, jeg havde behov for at komme af med og som jeg ikke nødvendigvis gad dele med min omgangskreds. Og voilá! Så var der en blog.

I løbet af det forgangne år er det endda lykkedes mig at få et par læsere, hvilket jo er helt fantastisk. Så tak til alle jer der læser med, både de erklærede og dem som er stealth.

Og jeg er jo ellers typen som stort set aldrig har held med at indføre nye vaner og skikke i min hverdag, sådan på lang sigt. Det er faktisk næsten kun lykkedes i forbindelse med daglig brug af tandtråd, og så bloggen her.
Indlægsmæssigt er det blevet til 147 styks, hvilket jeg synes er et OK tal. Jeg kan ikke rigtigt være med, når vi snakker eksempelvis Leopardbørgen, men hvem kan egentlig det? ;)

Hvis jeg lige skal give mig selv lidt vurdering, synes jeg, at de indlæg jeg lavede i starten *sår'n sjus de første tre måneder* er de bedste. Ikke rent teknisk - kan godt selv få lidt hovedpine over manglende afsnitsinddeling og den slags - men rent indholdsmæssigt og sprogmæssigt synes jeg at de er en hårtykkelse bedre end dem jeg kaster afsted i disse dage. Men det kan selvfølgelig også have noget med at gøre at det er svært at skrive om begivenheder og udtrykke holdninger, når der ikke sker en skid og jeg i øvrigt er helt tom i bøtten.

Jeg vil slutteligt gerne henlede opmærksomheden på et andet jubilæumsindlæg jeg fandt i bunken. For på aldeles skræmmende vis har næsten intet ændret sig siden da, og jeg kunne næsten bare ændre på datoen og sende det ud i stedet for dette indlæg. Sørgeligt.

Lade os håbe det næste blogår bliver drøninteressant og spækket med knaldspændende indlæg med høj puls!

Return of the dead?

Nårhmen, det er altså ikke fordi jeg er død eller den slags.
Det kører bare ikke rigtig for tiden, synes jeg. Oven i det dukker føler jeg ikke rigtig der dukker noget skrivbart op.
Det der virksomhedspraktik blev selvfølgelig noget værre noget, og grundet en anden programmørs ekstreme uprofessionalisme, uduelighed og dårlige kodestil (som selv en grønskolling som mig kan gøre bedre - hvilket sådan set var derfor jeg var der..) har jeg i bund og grund ikke fået noget fornuftigt ud af min tid der. Udover en masse egentlig ikke særlig fantastisk frokost og et rigtig glimrende projekt at kaste mig over, når jeg om en uge igen er hjemmegående arbejdsløs. Jeg har også drukket tøndevis af tvivlsom kaffe og brugt en uhyrligt meget tid på at overspringshandle ved at forstyrre mine meget arbejdsomme (Hah, good one! :D) venner, der er begavede med faste jobs i virksomheden.

Til gengæld er der blevet tænkt på mig og jeg har i den forbindelse modtaget denne her:

Den har jeg fået af Leobassen og tak for den!
Den dikterer at jeg skal oplyse 7 ting om mig selv, og det har mildest talt være en udfordring at finde på noget, jeg ikke allerede har braldret op om her eller har skrevet på De Hundrede.
Så troede jeg lige, jeg var genial og spurgte Journalisten om han ikke kunne finde på noget. Han var nu ikke meget værd, men der kom da lidt ud af det. Ikke super spændende og revolutionerende, men dog sandt:

1. Jeg er enormt god til at vaske tøj

2. Jeg er god til at sove længe om morgenen (hvem er ikke det?)

3. Jeg er vild med dyr, især labradorer

4. Jeg er altid sikker på at døren er låst, når jeg går i seng. Og det skyldes at jeg har en mindre psykose omkring hoveddøre og deres låsemekanismer. Jeg kan ikke overbevise mig selv om at døren rent faktisk er låst, og derfor bruger jeg uhyggeligt lang tid hver aften på at hive og flå i den. Ubegribeligt at jeg ikke har brækket nogen dørhåndtag af endnu. Var egentlig blevet afvænnet da jeg boede i Åbyhøj, fordi de indførte et elektronisk låsesystem uden dørlås således at døren altid var låst udefra, men aldrig indefra. Men da jeg kom i nærheden af en almindelig dør igen, var det back to normal.

Det var ca. det han kunne finde på. Så jeg måtte selv i gang alligevel:

5. Jeg tænker ofte på at bryde med størstedelen af familien, fordi jeg langt hen af vejen virkelig ikke bryder mig om dem. Men jeg ved også at hvis verden en dag brænder på, så skal de nok være der. Også selvom det betyder at jeg skal høre på bagklogskab og bedrevidende udtalelser og hvad de ellers kan finde på at kaste op. Det må jeg så tage med.

6. Jo ældre jeg bliver, jo mere ateistisk bliver jeg. Og jo mere rynker jeg på panden når jeg ser den slags gudstjenester, hvor folk står med lukkede øjne og armene vendt mod himlen, mens en prædikant råber budskabet ud. Det er da dejligt for dem at de har deres tro, men jeg forstår dem virkelig ikke.

7. Hvis nogen tager min BH fra mig, begår jeg øjeblikkeligt mord.

Nu vil jeg så være en af den slags gnavne mennesker som stopper kædebrevet, som det her ret beset er - altså bortset fra at man ikke bliver lovet evig kærlighed og lottogevinster ved videresendelse. Men eftersom at man omvendt heller ikke bliver lovet kold kaffe og konstant våde underhylere, hvis man undlader at videresende, vælger jeg at lade den strande her.

Ikke fordi jeg ikke kan finde nogen, der fortjener en award. Jeg kunne lave lange lister. Men jeg tror at alle de blogs jeg læser allerede har fået den. Og hvis ikke så tager jeg i mod klager og så skal jeg gerne sende den videre. ;)

I øvrigt.

Der har været en del kævl omkring den danske indsats ved Vinter-OL. Mange mener at Danmark slet ikke skulle have sendt atleter af sted, for når vi ikke på nogenmåde kan placere os, så er det bare pinligt og spild af penge. Og at det er horribelt at sende folk af sted som man forventer lander i den absolutte bund. Der menes, at tanken om, at det er fint at vi er med for at være med, er ren romantik og noget sludder.

Det kan jeg egentlig godt være enig i et stykke hen ad vejen. Men alligevel. Hvor tit er det lige at det danske fodboldlandshold rent faktisk præsterer noget virkelig godt?