Venneindlæg

Jeg synes det med venner er en svær ting. Selvom det er ganske naturligt at man udvikler sig i forskellige retninger og at venskaber opstår og forgår.

Jeg har en veninde, jeg lærte at kende da vi var 5 år. Hun er 14 dage yngre end mig og boede lige ovre på den anden side af vejen. Da vi var små, var vi uadskillelige. Da vi blev teenagere levede hendes standard for hygiejne og lignende, ikke helt op til min teenagerhjerne og derfor havde vi ikke meget med hinanden at gøre. Da jeg så kom på gymnasiet og hun kom på efterskole klarede det op igen og vi ses stadig. Ikke særlig tit, for det har vi ikke behov for. Vi er uhyggeligt forskellige og har egentlig ikke ret meget til fælles, når man tænker over det.
Men en gang om året, eller deromkring, ses vi og så er det præcis som at træde 20 år tilbage i tiden og vi fortsætter bare i samme rille. Vi kender begge den andens telefonnummer og benytter det, hvis det bliver nødvendigt. Dette venskab er vigtigt og værdifuldt for mig og jeg er ret sikker på at vi nok skal holde i længden.

Da jeg var single og levede det fede liv i min lejlighed i Århus V (okay, det var så ikke et fedt sted at bo, men any who) havde jeg de dejligste naboer. Vi var en gruppe på otte lejligheder der havde det voldsomt sjovt sammen. Særligt mine egne naboer havde jeg et super forhold til. En dansk mand og hans hustru fra Brasilien. Mangt en aften sad jeg inde hos dem og gloede fjernsyn, mens vi pølede kaffe og røg smøger. Og hyggede os. Vi har været der for hinanden gennem depressioner og fødsler osv.
Men inden for det seneste år har tingene ændret sig. Manden er blevet frimurer og går voldsomt op i det det. Hustruen har nu fået to børn og har absolut intet andet i hovedet end disse børn og deres udvikling og mødregrupper osv osv. Og det er jo forståeligt nok!
Men det er hans frimurerkammerater, der bliver inviteret til aftensmad, ikke os. Det er hendes mødregruppeveninder, hun spiser frokost med i byen, ikke mig.
Og det er ellers ikke fordi Journalisten og jeg ikke gør noget for at holde på venskabet. Da de skulle flytte alt deres bras op på 4.sal i deres nye lejlighed var vi de eneste, med undtagelse af et andet dansk/brasiliansk par, der stillede op for at hjælpe. Ingen af deres mange venner havde tid til (læs: gad) at hjælpe. Og da hun fik bækkenbundsløsning var det mig hun ringede til, igen og igen, for at få hentet knægten i vuggestuen.
Da jeg blev ringet op, og ikke blot fik en sms, om at hun var blevet indlagt på fødeafdelingen længe før tid, troede jeg rent faktisk at det var fordi jeg stadig havde en særlig plads hos dem. Jeg var trods alt med til knægtens fødsel. Men det viste sig at det blot var fordi de skulle bruge hjælp til at hente knægten i vuggestuen - igen.
Jeg synes det er svært. Men det er et forhold jeg gerne vil beholde og derfor har jeg valgt at udholde det. Jeg ved ikke om det er den rigtige måde at gøre det på, men jeg har ikke overskud til at tage konflikten med dertilhørende mulige ubehagelige konsekvenser. Tiden må vise, hvad der skal ske med det forhold.

Man ved dog, at man er blevet udfaset, når ens bedste veninde fra gymnasiets far er død og hun er blevet gravid - og man ikke har fået noget at vide om nogen af delene.

Linkeri

Det er lige gået op for mig at mit seneste indlæg linker til et indlæg, der linker til et indlæg, der linker til et indlæg.
Hører det ind under dominoeffekten?

Eye wear

Jeg kunne ikke forstå at de ikke tog telefonen hos Kontaktlinseinstituttet, da jeg ringede for at bestille tid til tjek. Det lykkedes mig først at komme igennem til sekretæren, da jeg havde gennemskuet at jeg havde forsøgt at ringe Ungdommens Fællesråd i Århus op og derefter tastede de korrekte numre i stedet.
Jeg havde perfekt syn hele min barndom. Indtil jeg blev ti år og pludselig ikke længere kunne læse underteksterne på tv'et. Siden har jeg været temmelig nærsynet og mit syn bliver langsomt værre og værre. Men jeg måtte jo til optikeren og have briller. Jeg hadede det. Som om jeg ikke blev mobbet nok i forvejen kunne jeg nu skrive brilleabe på mit CV. Derfor har jeg sværget til kontaktlinser lige siden mine forældre gav mig lov til at få dem.
Mit første sæt kontaktlinser var den slags, der kun måtte sidde i øjnene i 12 timer af gangen. Heldigvis blev heldagslinser hurtigt opfundet til rimelige penge og jeg har kun et enkelt par briller. Dem bruger jeg om morgenen inden jeg tager linser på og om aftenen så jeg kan se hvor min seng er. En gang i mellem får jeg styrken rettet til, men jeg har dem så lidt på at jeg sjældent opdager, hvor meget forkerte de er i styrken. De få gange, hvor jeg har været tvunget til at bruge briller har været virkelig irriterende.
Jeg har generelt aldrig brudt mig om briller. Da jeg var barn kunne jeg slet ikke holde ud, hvis min mormor tog sine briller på. Jeg syntes, hun så streng ud. Det samme gjaldt min morfar og jeg elskede, når han skulle bakke bilen ud af garagen, for så tog han altid brillerne af og afslørede nogle bitte små prikker som øjne, der fik ham til at ligne et berømt blindt pelsdyr.
Derfor må jeg stille mig helt uforstående overfor, at briller er blevet så voldsomt moderne. Selvfølgelig skal man ikke gå med triste briller, men jeg synes måske det er gået lidt over gevind. Nu skal man jo have adskillige forskellige par, så man kan vælge det par, der passer bedst til dagens outfit.
Jeg kan naturligvis slet ikke sætte mig ind i at man kan finde på at tage et par briller på selvom man ikke har dårlige øjne. Men også den slags brillestel man kan få, hvis man har dårligt syn, må jeg forbløffes over.
Pludselig skal alle smykkefirmaerne designe brillestel og de fås i alverdens farver og med diverse bling. Stængerne på nogle briller er mega tykke for ellers er der ikke plads til alt pynten.
Jeg synes det er synd. Det tager opmærksomheden væk fra folks ansigt og gør dem til anonymiteter bag et hidsigt par briller.

Min tysklærer i folkeskolen sad engang og gloede drømmende på mig, hvorefter hun erklærede "De briller klæ'r dig altså bare så godt". Folk omkring mig har også spurgt om ikke jeg skal til at gå med briller igen, nu hvor det er blevet smart, for det klæder mig jo så godt. Men jeg må melde pas. Jeg kan simpelthen ikke finde ud af det og så er det lige meget om det ser pænt ud. Det er lidt ligesom at sige til en teenagepige at hun ikke er tyk.

Men det kommer jeg nok til at ændre holdning til, for der er udsigt til at jeg snart skal have læsebriller.

øøhhhhhh

Enhver der har været ansat i et job med massiv kundekontakt vil give mig ret i at det giver et ret stort indblik i den menneskelige natur. Jeg har tidligere ævlet om, hvad uniformen gør ved folk og dagen i dag gav et par særdeles udpenslede eksempler på foruroligende adfærd.
Dagens stikord: Dum!
Der skete nemlig det at dankortterminalen gik ned. Den Store Bager valgte så at gå hjem i stedet for at finde en løsning, så nu bliver det spændende om vi skal være foruden dankort hele weekenden.
Any who, det kunne kunderne slet, slet ikke kapere.
Jeg har memoriseret et antal af de allermest tåbelige svar jeg har fået i dag på oplysningen om at terminalen ikke virkede og at de derfor desværre ikke kunne betale med dankort:

"Nå. Hvad gør vi så?"
Vi gør ikke noget. DU gør noget

"Virker den så ikke?"
Nej, det gør den jo så ikke...

"Kan man så ikke betale med dankort?"
Neeeeeeej....

Min absolutte favorit:
"Virker den ikke bare en lille smule? Det er træls, hvis jeg skal ind og hæve inde ved siden af."
What???

Imponerende at der skal så lidt til at vælte verden for gennemsnitsdanskeren.
På et tidspunkt kom der en mand og jeg fik sådan lyst til at springe hen over disken for at kysse ham:

"Hov, dankortet virker ikke. Nå, så går jeg lige hen i banken og trykker nogle penge. Øjeblik."
Tak! Endelig et fornuftigt menneske.

Derudover har jeg en mistanke om at ferierne er ved at være slut rundt omkring. Der er en bestemt adfærd, der har hjulpet mig til at træffe den konklusion, men jeg synes den kan tolkes på to måder. En del kunder har nemlig været utrolig aggressive og gnavne i dag. Jeg havde ovenikøbet to kunder, der uafhængigt af hinanden kom ind for at diskutere. Og intet andet. De startede begge to en stor diskussion op, helt ud af det blå. Den ene erklærede endda at hun var kommet udelukkende fordi hun liiige ville diskutere noget med os (læs: mig, da jeg var den eneste i butikken).
Som sagt tror jeg det kan forklares på to måder. Enten har folk haft ferie så længe nu, at de er ved at være trætte af familien og derfor har noget damp, der skal lukkes ud. Eller også er det fordi de efter tre ugers ferie keder sig og derfor lige ville skabe lidt optrækkeri. Og så er der sådan set en tredje mulighed også, som nok egentlig er den mest plausible. Folk er skide trætte af at deres ferie er slut.
Hvad der er den egentlig årsag ved jeg ikke, for jeg glemte at spørge, selvom det egentlig var ret fristende at spørge, hvad faen deres problem var.

Jeg fornemmer at weekenden bliver en test af min tålmodighed.

Forbrydelse

Det kan godt være at Gottfrid Svartholm Warg er svensker.
Det kan godt være at han har opfundet The Pirate Bay.
Det kan godt være at man derfor kan betragte ham som übernørd og som konsekvens ikke kan forvente noget som helst.

Men den slags skægvækst skulle altså forbydes ved lov!

Et af livets mysterier

Jeg begriber ikke, hvad det er der får familien Danmark til at tænke:
"Det er lørdag, hvor skønt! Hele familien har fri og vi bør benytte en sådan dag til at tilbringe lidt tid sammen, fordi vi er så fortravlede i hverdagen. Der er kun ét sted i verden, hvor vi har lyst til at tilbringe vores lørdag og det er BILKA! Hooray, lad os se at komme afsted så vi kan mingle med alle de andre som også har gjort det til et fast lørdagsritual."

Hvorfor??

Tvivlen, der nogengange kommer forbi

Jeg har altid være fascineret af tatoveringer. Ikke amagernummerplader og kedelige tribals, men noget som rent faktisk siger lidt om den person tatoveringen sidder på. Og det kan godt være at alle og enhver får tatoveringer nu til dags, men jeg kan godt fange mig selv i at stå og beundre en tatovering og synes at personen er lidt sej. Op gennem mine teenageår drømte jeg om at få mig en tatovering og havde også motivet, men da jeg blev gammel nok til at få den lavet manglede jeg ligesom det sidste skub.
Men lige pludselig en dag følte jeg at nu skulle det være og så gik jeg ned og fik den lavet. Med det samme vidste jeg at jeg skulle have flere.
For to år siden fandt jeg så motivet til min anden tatovering, men har ikke rigtig følt tiden var til det. Jeg har dog ikke på noget tidspunkt været i tvivl om at det var det rigtige motiv i den rigtige størrelse og den rigtige placering.
I mellemtiden bredte panikken sig så, fordi min tatovør pludselig fik voldsomt travlt, som andre bloggere også har konstateret. Gode dyr var rådne og jeg begyndte at kigge mig om efter en anden tatovør og det var jo nærmest umuligt.

Forleden gik jeg en tur nede i byen og ud i den blå luft kom lysten til at pryde mit rygstykke med blæk. Jeg tænkte at nu skal det fandme være og jeg kiggede ind hos den tatovør, jeg havde udset mig. Han var der ikke selv, men en af hans kammerater var meget flink og vi snakkede lige hurtigt, hvorefter vi blev enige om at jeg skulle smutte hjem og hente mit motiv.
Omkring et halvt sekund efter printeren havde spyttet papiret ud, kom den. Tvivlen. To års overbevisning om at dette var det korrekte motiv forsvandt ud i den blå luft og jeg så pludselig på tegningen med helt andre øjne.
Temmelig forvirret begav jeg mig ned i byen igen og fik mig en snak med tatovøren. Og han var enig med mig. Han gav et foreslag til, hvordan den kunne blive bedre, så det skal jeg lige tænke over. Min underbevidsthed fortæller mig nemlig stadig at tatoveringen skal se ud præcis som på papiret, men det hjælper jo ikke noget når den sjette sans siger at det er noget bras.


Måske skulle jeg alligevel bare bestille en tid hos Casper til næste år. Så må jeg da ha' fundet ud af noget genialt til den tid

Cirkus er i byen

I dag har der udspillet sig en situation som giver et rigtig godt billede af min familie i en nøddeskal.
Mine forældre og min lillebror har været på ferie i Tyskland de sidste godt to uger og havde planlagt at tage hjem på søndag. Min ikke helt normale moster havde så fået til opgave at tage ud til huset og vande planter engang i mellem. Min mosters særhed fortjener egentlig et blogindlæg for sig selv, så det vil jeg lige tage op til overvejelse. I korte træk er hun så sær i sit hoved at hun blev førtidspensioneret som 35-årig fordi hun ikke er særlig god til at omgås andre mennesker. Et lille eksempel: Hun blev uddannet sygehjælper i tidernes morgen og fik et drømmejob på fødegangen. Det job blev hurtigt fortid fordi hun, som ikke selv har børn, gik rundt og sagde til de fødende at de skulle holde op med at pylre og tage sig lidt sammen. Så ondt gjorde det jo heller ikke (!). Som årene er gået er hun blevet mere og mere speciel og der bliver uddelt forklaringer på forhånd til venner af familien, der ikke har mødt hende før.

Any who, hun havde jo så fået meget strikse instruktioner om, hvordan og hvorledes med dette her potteplantevanderi (det er nødvendigt med præcise ordrer) og så havde mine forældre lagt en seddel, hvor der stod mit telefonnummer og besked om at ringe til mig, hvis der nu skulle være et eller andet galt.
Hun ringede en enkelt gang i sidste uge fordi hun var lidt nervøs for fiskene i havedammen, da hun ikke havde fået at vide om de skulle fodres. Så det er gået helt fint.
Indtil i dag.
Jeg var på arbejde fra 13.30 til 20.30 og jeg må ikke have min mobil på mig. 16.30 var jeg nede i kælderen og fikse noget og så lurede jeg lige på mobilen. Der var blevet ringet kl. 15.15 og lagt en besked. Hun var ude i mine forældres hus, hvor der havde været strømsvigt og nu vidste hun slet ikke, hvad hun skulle gøre.
Jeg forsøgte så at ringe til hende, men hun var taget afsted med bussen på det tidspunkt, så jeg kunne ikke få fat i hende (hun ville ikke kunne magte en mobiltelefon, så sådan en har hun ikke).
Efter arbejde fik jeg så fat i hende og fik hele historien, som faktisk var meget længe om at komme til det interessante, da jeg selvfølgelig først skulle høre at hun havde låst døren op. Så var hun gået på toilettet og dernæst havde hun kigget lidt i haven. SÅ var hun gået ud i køkkenet, hvor hun havde bemærket at der ikke var noget ur på ovnen og derefter havde erfaret at køleskabet var fyldt med fordærvede madvarer og at der kom rødt væske ud af fryseren.
Herfra følger en række begivenheder og jeg genopfrisker lige: Hun forsøgte at ringe til mig 15.15 og kl 16.30 var hun gået. Så på en time og et kvarter var følgende sket:
Hun havde konstateret at jeg ikke ringede tilbage øjeblikkeligt. Så var hun gået ind til naboen og havde spurgt efter hjælp. De havde sammen gennemrodet hele bryggerset for at finde relæet. På et tidspunkt får de skaffet strøm igen og det hele starter igen. Naboen mente dog at der skulle en elektriker til (hvorfor, ved jeg ikke). Her starter første panikrunde så og hun begår sin første fejl. Hun venter ikke på at jeg ringer tilbage. Dernæst begår hun sin anden og største fejl, hvilket jeg efterfølgende gav hende en lille skideballe for.
Hun ringede til min morfar.
Først beordrede han min moster til at lade fryseren være så den kunne fryse det hele igen. Super genialt, så nu kommer mine forældre hjem til en fryser fyldt med fordærvet kød som de så kan slukke for igen før de kan komme til at gøre den rent for alt det kødsaft der er løbet ud. Panikrunde nr. 2 startede da han dernæst valgte af en eller anden grund at ringe til min onkel og så havde de rigtig siddet og hidset hinanden op. Min onkel ringede derfor til min mor og skabte god panik hos dem.
Min moster sagde så til mig at mine forældre var på vej hjem på grund af det og det var så ca. her jeg var ved at springe i luften. For hvad skulle de tidligere hjem pga. det for?
Alt dette på en time. Havde hun blot ventet til jeg havde ringet tilbage og ikke blandet de andre to ind i det, havde der ingen problemer været. Min onkel og morfar er eksperter i at piske en situation op til noget den absolut ikke er. Journalisten og jeg var jo bare kørt til Århus i morgen og havde gjort køleskab og fryser ren og vi havde købt noget nyt mad til dem. Så ca. her kastede jeg den lille skideballe ind med dekret om at hun, hvis hun skal passe huset en anden gang, ikke foretager sig noget som helst før hun har snakket med mig.

Jeg ved dog af erfaring at man altid lige skal klappe hesten en anelse, når man har med de mennesker at gøre, så jeg ringede min lillebror op.
Det viser sig så, at da min onkel havde ringet til dem var de helt oppe ved Hamborg (de var på bilferie) og havde allerede igår bestemt sig for at tage hjem. Men da fornuftig kommunikation ikke rigtig fungerer i vores familie havde det hurtigt ændret sig på vej gennem kommandolinjen til at de var kørt fordi der havde været strømsvigt. Sådan var det ikke, de kunne bare ikke finde på mere at se på dernede og gad egentlig ikke være på ferie længere.
Jeg har aftalt med Lillebror at han lige giver en melding senere om, hvordan huset rent faktisk forholder sig når de kommer hjem om en times tid. Det er ikke nodvendigvis så slemt som min moster har fortalt.
I mellemtiden ringede Journalisten og bekendtgjorde at nogle kolleger ville invitere på en pils på stambaren, så jeg tror jeg vil begive mig ud i den fugtige fredag aften.

Efter ni dage på work skulle det ikke blive særlig dyrt at få en lille skid på.

Apropos kunder

En midaldrende, ufiks og småsur dame kom ind til Bageren idag og spurgte om vi kunne ringe efter en taxa til hende. Det kan vi sagtens såfremt der er nogen, der kan oplyse os om nummeret. Hvis ikke, så er det bare ærgeligt. Det er jo ikke et servicebureau.
Denne dame havde ikke nummeret og der var ingen af de andre kunder, der havde det. Herefter blev hun virkelig gnaven og blev ved med at forlange at vi skulle ringe efter en taxa.
Det skal lige nævnes at hun virkede helt normal, i modsætning til mange af de andre spøjse typer vi ringer efter taxa til.
Derefter fulgte lidt ævleri frem og tilbage, hvor vi forsøgte at forklare hende at vi ikke kan trylle (og vi nægter altså at bruge tid på at ringe til oplysningen og den slags).

Til sidst accepterede hun at vi ikke kunne skaffe hende en taxa og hun fandt derefter sin mobiltelefon frem og ringede selv.

Another day in paradise

Så tog den voksne og erfarne medarbejder på ferie og den anden knap så voksne, men dog erfarne, medarbejder forlod jobbet til fordel for fedt studie i København. Så pludselig er jeg blevet den voksne og den som alle forventer fikser tingene. Skønt.
Dette har så indtil videre givet to rædselsfulde dage, hvor jeg har været omgivet af 15-årige tøser, der ganske vist godt ved hvad jobbet går ud på, men som absolut ikke tager noget af sig selv og som heller ikke skynder sig synderligt meget. Her til morgen gik det helt i hårknude, da en af pigerne samt Den Lille Bager røg i totterne på hinanden. Den Lille Bager er mildest talt en dårlig chef og er helt blottet for pædagogisk sans, hvilket ellers er ret praktisk at have når man har med teenagepiger at gøre.
For mange år siden havde jeg et job i detailhandlen, hvor jeg var souschef. Når min chef havde fri var jeg chef-chef og når vi begge var på arbejde var vi chefer sammen. Og det viste sig at jeg havde lidt talent for det.
På trods af at jeg kun har været ansat i halvanden måned er jeg også (ufrivilligt) allerede blevet den der bliver spurgt til råds i forskellige situationer *kan man udstråle en eller anden form for boss-karma?*.
Jeg er derfor ofte blevet spurgt om ikke jeg skulle have mig en karriere inden for ledelse. Mit umiddelbare svar på det spørgsmål er et rungende NEJ.
Og hvorfor så ikke det?
Jo, fordi jeg ikke har lyst til at være en dum skid. Og der er et eller andet der tyder på at man enten skal være en dum skid for at være chef i længden, eller også bliver man dum skid i længden af at være chef.
Jeg har oplevet mange chefer gennem tiden og det har været ret begrænset med folk man rent faktisk kunne se en smule op til. Især mellemledere synes jeg er ganske forfærdelige.
Der har været chefer, der har siddet i deres stilling så længe at de er løbet sur i jobbet og derfor ikke har interesseret sig et hak for verden omkring dem på trods af at de sådan set har det overordnede ansvar. Der har været chefer *den nuværende indbefattet* som har haft ingen forstand på ledelse überhaupt, særligt personaleledelse.
Personaleledelse synes jeg ellers burde være noget af det vigtigste. Javist, man skal jo tjene en masse penge. Men jeg synes personligt godt det kan betale sig at investere lidt tid i at behandle sine medarbejdere med respekt, da de jo langt hen ad vejen tjener pengene til firmaet.
Jeg kan selv godt lide at lave noget, når jeg er på arbejde og vil gerne lave noget for de penge jeg får, elendig løn eller ej. Men når chefen kun gider tale til mig, hvis han skal skælde ud over et eller andet ligegyldigt, som en af de andre piger har gjort, eller hvis han bare lige skal demonstrere sin magt ved at komme med en latterlig ugennemtænkt ordre, så bliver jeg utrolig træt i hovedet og mister hurtigt lysten til at gøre et ordentlig stykke arbejde for den person.
Der har gudskelov været enkelte lyspunker i skoven af ledere. Personer, der har vist at de satte pris på min indsats og som var bekendt med at deres medarbejdere altså også er mennesker der kan lave fejl og derfor har håndteret eventuelle utilfredsheder på en ordentlig måde.
Den slags giver respekt i min bog.
Den Lille Bager taler på ingen måde med respekt til sine medarbejdere og han har meget travlt med at fordele skyld, hvis der er et eller andet galt. Han kan finde på at stille sig op og råbe og skrige fuldstændig hysterisk og han smider gerne rundt med tingene, hvis der er noget der ikke passer ham. Han overfuser os uretmæssigt og så favoriserer han naturligvis hans so af en kæreste på bekostning af os andre.
Den slags giver ikke respekt i min bog.

Det er mig en evig gåde hvorfor der er så få ledere, der kan se potentialet i at omgås sine medarbejdere på en fornuftig måde. Men måske lærer man på chefskolen at det er en dårlig ide og det egentlig bare er mig, der er naiv.

Sjov med billeder II

Sjov med billeder 1

Jeg kigger dagligt nyheder på nettet og fornylig så jeg dette på TV2' hjemmeside:

Om det så betyder at der kun er tragiske nyheder at bringe, om medierne vælger kun at vise død og ødelæggelse fordi det sælger eller om danskerne bare ganske enkelt er suckers for det triste har jeg ikke bestemt mig for endnu.

Et andet sted på nettet, nærmere bestemt jv.dk så jeg dette:

Igen må jeg erkende blankt at jeg ikke har sat mig ordentligt ind i tingene og er derfor ikke kommet frem til om ovenstående er et eksempel på journalistisk dovenskab fordi retskrivningsordbogen stod i den anden ende af lokalet, eller om det faktisk er en korrekt måde at stave det på. Skulle dette være tilladt vil jeg dog nok blive ved med at skrive schnitzler. Jeg tror ikke snitsler smager lige så godt som schnitzler.

En dag skulle jeg slå en længere rute op på krak.dk og fik denne formulering jeg ikke havde set før:

Jeg ville ha' kaldt det to timer, men jeg er også så gammeldags.

Dagens sidste billede har jeg selv taget i forlængelse af en gåtur. Jeg kom nemlig til at tænke på noget, da jeg var på vej hen til huset og jeg styrtede ind for at hente Journalistens kamera, hvorefter jeg tog dette billede:

Er det kun mig, der synes at huset ser mega forskrækket ud?

Vokseværk

En blog jeg ellers har fulgt med i i over et år er begyndt at irritere mig.
Fra at være en munter, og til tider alvorlig, betragtning af livet og de forskellige situationer man kan havne i, er den blevet til en overflod af ulidelige metaforer og overdreven brug af sproglige finurligheder. Et sprogbrug jeg ellers ikke synes er nødvendigt, da forfatteren er et skriblerisk talent i sig selv.
Indholdet synes at bevæge sig over i smagsdommeri og en tendens til at udtrykke sig på andres vegne. Eksempelvis i form af diverse lister over ting som "vi" ikke bruger eller "vi" ikke synes om. Jeg kan ikke rigtig li' at læse den slags fordi jeg ikke nødvendigvis falder ind i kategorien "vi" og således føler mig distanceret i forhold til skribenten, hvor jeg ellers tidligere har følt mig godt tilpas.
Og så synes jeg det er en lille smule kvalmt at læse forfatterens IRL-omgangskreds skamrose blogindlæggende som om de var en evig sandhed. Dog ser man heldigvis en sjælden gang imellem enkelte udbrud af modstand.
Naturligvis kan jeg bare lade være med at læse bloggen og i jantelovens klare lys skal jeg jo ikke tale for højt, da jeg hverken er noget forfatterisk geni eller har noget der bare minder om en rød tråd i min blog. Det er nok egentlig mest eftertænksomhed, der bringer dette på banen.

For kan man vokse fra en blog?

Ligegyldigt frisørsnak

Jeg forsøgte egentlig at få mit hår til at vokse og blive langt. Og det var da også nået ned under skuldrene. Det skulle studses og mit pandehår var en katastrofe, så jeg tænkte at det vist var på tide at gøre noget.

Jeg har oplevet at få én klipning jeg har været glad for. Nogensinde. Det er sjus fem år siden. Dengang blev jeg klippet én eneste gang af den mest kompetente og fantasifulde frisør, jeg nogensinde har oplevet. Da jeg skulle klippes igen et par måneder senere var hun væk. Og der var ikke nogen af de andre kællinger i salonen, der kunne fortælle mig, hvor hun så havde fået job. De havde sjovt nok fået hukommelsestab alle sammen.

Da jeg kom i gymnasiet havde jeg hår ned til røven men fik det klippet af. Det blev klippet op til skulderne med lidt etager i og med pandehår. Og sådan har det faktisk set ud siden (med undtagelse af den fabelagtige ovennævnte frisure).

Det kan godt være det er mig, der forlanger meget, men er det overhovedet ikke muligt at finde én eneste frisør i dette land, der kan klippe andet end en standard skulderpage med etager?


Nå, men min frisør gennem det sidste år havde klippet spidser og lavet pandehår så det så acceptabelt ud. Og syntes det var en fin ide at lade håret vokse lidt.
Nu er hun gået på barsel og så måtte jeg jo til at finde på noget andet. Da jeg ikke rigtig havde nogle vidneberetninger fra frisørkyndige kvindfolk, valgte jeg at prøve Journalistens fortrukne frisørsalon, som formår at klippe en nydelig korthårsfrisure på ham. Man skulle synes det ikke er et problem, men der er en anden frisør her i byen der har fejlet groft i forsøget på at klippe Journalistens hår.

Jeg burde ha' vidst det. Efter et lidt forkølet forsøg på hovedbundsmassage fra frisøreleven kom en ung frisør hen for at klippe mig. Og jeg går automatisk i panik, hvis ikke frisøren selv har lækkert hår. Og hende her havde en utrolig tarvelig frisure. Men man skal jo ikke dømme udfra udseendet, så jeg lavede lidt åndedrætsøvelser og fortalte hende, hvad jeg var ude efter.
Tre kvarter senere kom jeg ud med - nemlig - skulderpage med etager. Jeg efterspurgte lidt spræl til mit pandehår og da jeg havde sat hende til at rette sit arbejde to gange, kunne det gå an og jeg gik bort med anstrengt mine, dækket af små hår på alt mit tøj.
Jeg har lidt svært ved at acceptere at jeg enten kan vælge mellem helt kort hår, hvilket jeg ikke har lyst til igen, og så skulderlang page i etager. Det er til at kaste op over.

Jeg vil derfor gerne efterlyse en god frisør, hvor som helst, da jeg tydeligvis ikke er i stand til selv at støve en op.

Waaaaaaiiiting

For et par måneder siden søgte jeg et ret fedt job som Informatiker. Ikke helt min afdeling, men det lugter kraftigt af fugl. Et par uger senere gik det op for mig at jeg faktisk ikke havde hørt noget fra firmaet, men syntes det var så længe siden jeg havde søgt det, at det var ved at være pinligt at ringe dem op og høre hvad der foregik. Så jeg tænkte at jeg nok bare var druknet i stakken af ansøgninger fra RUC-uddannede informatikere.
I dag fik jeg så en mail, hvor de beklagede at de var blevet voldsomt forsinkede i deres ansættelsesprocedure, men at de fandt min ansøgning interessant og vil vende tilbage efter ferien for at hente mig til samtale. WHAT??
Så så man lige mig tabe kæben og sidde og glo dumt ud i luften. Det kom en smule bag på mig. Især fordi jeg havde afskrevet det job og fordi jeg nu er nødt til at vente og vente og vente. Og det duer jeg altså ikke til. Det bliver den længste sommer nogensinde og jeg har ikke engang ferie.

Hvis jeg får dette job, skal jeg flytte 4 måneder til Berlin.

Dancing Queen

Når jeg er alene hjemme ender jeg altid med at glane foran husalteret til et eller andet fjollet og får mig som regel en surrealistisk oplevelse. Fredag aften var ingen undtagelse.
TV2 viste en Michael Jackson jubilæumskoncert fra 2001, tror jeg det var, og jeg syntes virkelig det var både fedt, men også lidt ubehageligt. Jeg kan godt li' hans sange, jeg synes de er udemærkede.
Jeg må erkende at mediernes fokusering de seneste mange år har været på alt andet end hans musik og jeg havde faktisk glemt hvor god en entertainer han var.
Min hjerne var blevet fyldt op af sexanklager og billeder af en mand med maske på og hvad ved jeg. Jeg havde fået et billede af at Michael Jackson var et stakkels, psyskisk sørgeligt menneske med et skrøbeligt helbred i stedet for en mand der har lavet noget af det fedeste musik.
Og så står han lige pludselig der på en scene. Fra halsen og ned var han faktisk næsten en frækkert og han laver de vildeste moves og vælter rundt på scenen, mens der kommer hitmusik ud af munden (eller båndoptageren? kunne ikke gennemskue, hvor meget der var playback).
Men hans hoved var uhyggeligt. Han lignede et spøgelse. Hans skeletagtige ansigtskonturer med den gråhvide kulør og en mund, der lignede noget der var strukket til det yderste og dækket af udslæt. Ganske enkelt frastødende. Og jeg sad og tænkte for mig selv at det ganske enkelt ikke passede sammen. Det konstante udtryksløse ansigt, hvilket jeg næsten fik helt medlidenhed med når jeg så på det, og så kroppen i konstant bevægelse med moon walk og det hele. En helt igennem bizar oplevelse. Særligt da han optrådte med sine brødre. Alle helt almindelig mænd, der var alderssvarende og, naturligvis, sorte. Og så Michael Jackson, der på ingen måde lignede en neger med en alder på 40+.

Jeg tror Michael Jackson var en tragisk eksistens.

Vig bort, Satan!

Nu har jeg udsendt et råb om hjælp. Jeg har erkendt at min arbejdsmæssige situation er så umulig at jeg ikke selv kan finde ud af, hvordan jeg kommer videre. Jeg har derfor skrevet en mail til min fagforenings karriereafdeling for at høre om de kan hjælpe mig. Og til min store glæde har jeg fået respons fra en person jeg kender fra dimmitendkurser osv. og som har skrevet tilbage for at få mit telefonnummer. Der er visse fordele ved at være en af meget få piger i min branche og en af dem er at jeg er temmelig genkendelig. Så nu håber jeg på at han kan hjælpe mig lidt videre eller i det mindste give mig lidt moralsk støtte.

Efterfølgende slæbte jeg mig afsted på arbejde. Idag tilbragte jeg 4½ time af min vagt alene. Det var egentlig meget godt, for da jeg havde stået inde i heden i et kvarter måtte jeg til min egen store gru erkende at jeg, for første gang så længe jeg kan huske, havde glemt at tage deodorant på. Ikke så charmerende. Desuden er jeg stadig pænt irritabel over at skulle afsted på det job hver dag, så jeg havde godt af at gå og skumle lidt for mig selv.
Det er ikke ligefrem kager, der bliver solgt her i heden, så jeg har haft mere end meget tid til at gå og spekulere over et af livets helt store spørgsmål. Et spørgsmål, der faktisk har givet mig mange tanketimer gennem tiden.
Hvad er det der gør almindelige mennesker til glubske, djævleagtige, uforskammede og hæmningsløse krapyler i det øjeblik de træder ind i en butik??
Naturligvis er det ikke alle kunder, der opfører sig sådan. Langt de fleste er jo helt almindelige søde mennesker. Jeg kan bare ikke helt regne ud, hvad det er der sker inde i hovedet på de kunder, der behandler butikspersonalet som rent skidt. Jeg har svært ved at tro at de er sådan pr. definition i alle livets aspekter. Måske er det fordi man altid er iklædt en uniform og det for nogle mennesker betyder at man ikke længere skal tage hensyn til at det er et andet ligeværdigt menneske man står og hælder galde ud over.
Jeg har tit oplevet at få grove skæld ud af kunder og som virksomhedens ansigt udaftil er det jo også meget naturligt at det er personalet frustrationerne hældes ud over.
Jeg regnede kunderne ud for mange år siden og ved nu præcis, hvilken adfærd jeg skal udvise for at få de besværlige kunder til at blive bløde lam. Men jeg synes det er bemærkelsesværdigt at se, hvordan det går op for de ophidsede kunder at det jo blot er en lyshåret pige de står og råber af og ikke hele Dansk Supermarkeds grådige og udspekulerede koncern. Hvad fa'en havde de regnet med?

Og så er jeg i øvrigt blevet solskoldet på knæene. Det ser ganske morsomt ud.

En af de dage..

Det har ganske enkelt været en lortedag.
Den startede egentlig allerede igår, da jeg for 117. gang fik afslag på et job og således igen ikke havde nogen umiddelbar udsigt til at slippe væk fra mit elendige butiksarbejde og ud i den rigtige verden. Frustrationerne over at sidde fast midt i ingenting og ikke få noget brugbart ud af mit liv skyllede ind over mig ved sengetid, hvilket resulterede i at jeg mildest talt var pisse sur da vækkeuret ringede kl 5.15 i morges for 7. dag i træk (nå nej, i weekenden ringede det kl 4.45). Hvor mange mennesker vågner op til lyden af fuglekvidder, vågner jeg op til lyden af de 70 sædvanlige krager, der beboer området længere nede af vejen. Efter at have bandet over det, kunne jeg til min rædsel konstatere at jeg ikke havde flere tshirts og måtte trække i en langærmet trøje, velvidende at tempeturen, når jeg skulle hjem igen, ville være på 50+ i bilen. Pga. af denne forvirrende situation, af den slags situationer jeg ikke magter så tidligt om morgenen, blev jeg sent på den og måtte storme ud af døren.
Jeg troppede op på arbejde iført tordensky og had til alt og alle, bare for at se at ingen havde styr på noget og jeg derfor måtte arbejde ekstra hårdt for at samle op på de andres sløseri.
Den Lille Bagers So af en kæreste havde nok engang ændret i vagtplanen uden at gøre den ramte person opmærksom på det og derfor var der udsigt til at Soen skulle være alene på arbejde hele aftenen, hvilket naturligvis ikke huede hende. Hun kom selvfølgelig og plagede for at jeg skulle blive længere på arbejde for hendes skyld og da jeg blankt afviste, blev hun eddikesur og stemningen blev ret træls. Hun blev specielt giftig, da jeg kækt nævnte at jeg da kunne være alene på arbejde i mandags (Det havde de intet problem med), så hvorfor skulle hun ikke også kunne være alene i aften?
Dernæst skambrændte jeg begge mine arme på en bageplade, der just var kommet ud af ovnen.
I løbet af dagen steg tempeturen til lidt over midten af vores solsystem så jeg kom til at svede som en hest og blev rigtig klistret. Ingen god ting, når der flyver mel omkring én i et væk og jeg var få krummer fra at ligne en kagemand.
Som om det ikke var nok, er jeg græsenke de næste fem dage fordi Journalisten er taget på morskabstur med arbejdet, og der er derfor ingen til at høre på mine beklagelser. *Det er så her I kommer ind i billedet :D *

Der er dog som regel altid lyspunkter trods al elendigheden og aftenens lyspunkt består i at jeg sidder på min terasse med benene oppe og computeren på knæene, mens jeg lytter til de få småfugle der har taget plads i træet på parkeringspladsen. Vejret er stille og stadig så lunt at jeg blot har en stropbluse og et par shorts på.
Og der er masser af røde jordbær på mine planter.