Engang ringede jeg til Radio Colombo i Århus. De havde en musiktelefon man kunne ringe ind til og indtale en besked om, hvad man gerne ville høre og så var man måske heldig at blive afspillet i radioen. Jeg syntes det var ret blæret at høre sig selv i radioen og det kunne jeg godt tænke mig, så jeg ringede ind på en rimelig regelmæssig basis, uden held.
Men en årle morgen omkring kl 6.30 lykkedes det mig faktisk og de spillede min spæde stemme, mens jeg i adrenalinrus optog mig selv på kassettebånd og var mægtig stolt.
I morges sad jeg og hørte Skala FM og de havde opfordret til at folk skulle skrive ind for at fortælle, hvad der stod på deres kaffekop.
En person havde skrevet at der stod "Snorlige Træfjæs" og bad studieværterne gætte, hvor han arbejder. Den tænkte studieværterne en del over og kom så frem til at han måtte være tømrer (...!).
Pandeklaskende skrev jeg en mail til dem for at spørge om de ikke havde set reklamen fra ASE med Hella Joof og trædukken, og så satte jeg mig ellers til at vente på at høre om de læste min mail op i radioen.
Efter at have lyttet grundigt i 10 mins, faldt jeg lige over nogle nyheder på nettet, kørte lidt på hjernefrihjul og kunne pludselig høre i radioen "...og er det ikke Casper Christensen, der ligger stemme til dukken?"
Arrrrhhh, nu fandt jeg jo aldrig ud af om jeg lige fik 15 sekunders fame der!
Ikke at jeg er blevet snydt. I 9.klasse skulle vi lave den såkaldte projektopgave til eksamen og min var så blændende god, at jeg blev optaget på videobånd og lagt ind på Århus Kommunes fællessamling for folkeskolen, så andre lærere kunne se, hvordan sådan en ged skulle marineres. Jow jow...
Men som min far siger "Et er spøg, noget andet er til side" *tøhø*.
Jeg har det helt fint med ikke at være en offentlig person.
Jeg omgås en del med den lokale sendeflade her i Sydjylland og synes det er ganske skægt at sidde på sidelinjen og iagttage, hvordan mennesker opfører sig, når de ser en kendt person. Eksempelvis sad vi til en spinningtime på et tidspunkt og det var tydeligt at en af mine veninder blev genkendt. Også til Oktoberfest nede i byen blev flere medlemmer af vores selskab bemærket. Det er ret nemt at gennemskue, når folk lægger hovederne sammen og hvisketisker, mens de peger uhæmmet. Eller i spinningsituationen, gisper temmelig højt "Hey, er det ikke..". Ikke særligt diskret.
Come on, tænker jeg, det er jo ikke ligefrem Jes Dorph, det her, men der er åbenbart noget fancy og dragende ved personer som på en eller anden måde har gjort sig offentligt bemærket. Hvor og hvordan er vist ikke så vigtigt.
Men vi kender det jo nok alle sammen. Der er en vis street cred over at kunne sige "Gæt liiige hvem jeg så nede i byen i går".
Men der er i det mindste, så vidt jeg ved, ikke nogen i min omgangskreds, der har delt autografer ud endnu.
fredag den 30. oktober 2009
torsdag den 29. oktober 2009
Dyrt bekendtskab
I morges var en af de morgener, der mislykkedes.
Journalisten skulle bruge bilen, så min cykel og jeg skulle sættes af ved fitnesscenteret kl 8.30 til den sædvanlige morgentræning *som jeg i øvrigt skulkede fra igår morges fordi det regnede*.
Jeg havde tilbragt en hel del af min nat på at vende og dreje mig i sengen. Noget som forholdsvis ofte sker, helst i perioder, og det er altid omkring kl. 4. Jeg var derfor ikke specielt på toppen da vækkeuret ringede og jeg hang temmelig meget i bremsen.
Udsigten til rent faktisk at bevæge musklerne og derefter cykle hjem i regnvejr satte en mental bremse for min videre færd ud af sengen. Til sidst havde jeg ligget der alt for længe og jeg kunne se røven af Journalisten, der forlod mig for at nå hans aftale kl 9.
Nå, men jeg kunne lige ligge og gasse den et par minutter mere og så stå op. Den troede jeg egentlig ikke engang selv på da jeg tænkte den, og selvom jeg vidste at det bedste jeg egentlig kunne have gjort netop var at stå op for at træne, trak jeg dynen op over næsen igen.
Efter igen *hvad er der med drømme, der gentager sig selv?* at have været en tur i den ende af universet, hvor planeterne hænger så tæt sammen, at man kan røre flere af gangen ved at stikke armene ud af vinduerne på rumskibet, vågnede jeg omkring kl 10.30. Kort tid efter tikkede en sms ind fra Journalisten om at han var på vej hjem igen og jeg sprang ud i badet, så det så lidt ud som om jeg havde været oppe siden han gik.
Jeg registrerede godt nok at vandet var en my koldere end det plejer, men skruede op for varmen et par gange og tænkte ikke mere over det. Lige indtil jeg havde kommet sæbe i håret og overalt på kroppen. Så kunne jeg godt fornemme at det uundgåelige var på vej henover mig. Vandet blev iskoldt og som i en anden gyserfilm udstødte jeg rædselsskrig i panik. Der var ikke en dråbe varmt vand og jeg måtte bide ubehaget i mig og forsøge at få alt sæben fjernet hurtigere end lysets hastighed. Ingen nem opgave når man har langt hår.
Men det lykkedes og jeg sværger! Jeg er sikker på at jeg krympede af den behandling.
Fem mins senere, da jeg skulle skylle overskydende creme af fingrene og automatisk tændte for den varme hane kunne jeg bittert konstatere at det varme vand var kommet tilbage i rigelige mængder. Sølle 5 minutter, for fanden. Livet er nogengange håbløst uretfærdigt.
Any who, der har jo været en del medieomtale omkring mink og tilhørende skandaler og i den forbindelse er der kommet opmærksomhed på organisationen Anima. En organisation jeg først fandt ud af eksisterede for sjus tre måneder siden. Soen er nemlig medlem. Efter nogle optagelser af gæs, der bliver plukket levende, blev sendt i tv var hun så smagfuld at printe nogle dokumenter om sagen ud fra Animas hjemmeside og lægge dem lige der, hvor jeg skulle spise frokost.
Så en dag beskyldte hun mig for at være dyreplager.
Ikke overraskende var bageriet i sommerperioden voldsomt plaget af hvepse. Som den eneste af de ansatte ude i butikken var jeg ikke bange for hvepse overhovedet og fik derfor tildelt jobbet som hvepseklasker.
På et tidspunkt havde jeg smækket en hveps, som stadig lå og spjættede lidt med benene og det fik Soen til at gå helt over gevind og hun råbte op om at jeg skulle skynde mig at få den slået ordentligt ihjel, det var synd for den og jeg var en dyreplager.
Efter demonstrativt at have udtværet den arme hveps tog jeg mig en snak med hende om, hvad jeg mente om den sag og om, hvor synd jeg syntes det var for hvepsen.
Jeg har i tidligere tider læst biologi på universitetet og ved derfor temmelig meget om nervebaner og den slags. Det var ingen sag at argumentere bukserne af hende, men det var svært at tage hende seriøst, når hun begyndte at sammenligne mennesker og hvepse.
Jeg kan godt forstå at der er mennesker, der gerne vil hjælpe dyr og jeg ville ønske jeg selv havde overskuddet til at bidrage. Jeg er nødt til at lade være med at se de udsendelser som den med gæssene og den med minkene, da jeg ganske enkelt ikke kan holde op med at hyle igen. At man ikke ser det er heldigvis ikke ensbetydende med at man fornægter. Og der er ingen tvivl om at der bliver udført en forfærdelig masse hjerteskærende dyreplageri rundt omkring.
Jeg har derfor ret svært ved at tage det seriøst, når nogen insisterer på at det er synd for hvepsen.
Journalisten skulle bruge bilen, så min cykel og jeg skulle sættes af ved fitnesscenteret kl 8.30 til den sædvanlige morgentræning *som jeg i øvrigt skulkede fra igår morges fordi det regnede*.
Jeg havde tilbragt en hel del af min nat på at vende og dreje mig i sengen. Noget som forholdsvis ofte sker, helst i perioder, og det er altid omkring kl. 4. Jeg var derfor ikke specielt på toppen da vækkeuret ringede og jeg hang temmelig meget i bremsen.
Udsigten til rent faktisk at bevæge musklerne og derefter cykle hjem i regnvejr satte en mental bremse for min videre færd ud af sengen. Til sidst havde jeg ligget der alt for længe og jeg kunne se røven af Journalisten, der forlod mig for at nå hans aftale kl 9.
Nå, men jeg kunne lige ligge og gasse den et par minutter mere og så stå op. Den troede jeg egentlig ikke engang selv på da jeg tænkte den, og selvom jeg vidste at det bedste jeg egentlig kunne have gjort netop var at stå op for at træne, trak jeg dynen op over næsen igen.
Efter igen *hvad er der med drømme, der gentager sig selv?* at have været en tur i den ende af universet, hvor planeterne hænger så tæt sammen, at man kan røre flere af gangen ved at stikke armene ud af vinduerne på rumskibet, vågnede jeg omkring kl 10.30. Kort tid efter tikkede en sms ind fra Journalisten om at han var på vej hjem igen og jeg sprang ud i badet, så det så lidt ud som om jeg havde været oppe siden han gik.
Jeg registrerede godt nok at vandet var en my koldere end det plejer, men skruede op for varmen et par gange og tænkte ikke mere over det. Lige indtil jeg havde kommet sæbe i håret og overalt på kroppen. Så kunne jeg godt fornemme at det uundgåelige var på vej henover mig. Vandet blev iskoldt og som i en anden gyserfilm udstødte jeg rædselsskrig i panik. Der var ikke en dråbe varmt vand og jeg måtte bide ubehaget i mig og forsøge at få alt sæben fjernet hurtigere end lysets hastighed. Ingen nem opgave når man har langt hår.
Men det lykkedes og jeg sværger! Jeg er sikker på at jeg krympede af den behandling.
Fem mins senere, da jeg skulle skylle overskydende creme af fingrene og automatisk tændte for den varme hane kunne jeg bittert konstatere at det varme vand var kommet tilbage i rigelige mængder. Sølle 5 minutter, for fanden. Livet er nogengange håbløst uretfærdigt.
Any who, der har jo været en del medieomtale omkring mink og tilhørende skandaler og i den forbindelse er der kommet opmærksomhed på organisationen Anima. En organisation jeg først fandt ud af eksisterede for sjus tre måneder siden. Soen er nemlig medlem. Efter nogle optagelser af gæs, der bliver plukket levende, blev sendt i tv var hun så smagfuld at printe nogle dokumenter om sagen ud fra Animas hjemmeside og lægge dem lige der, hvor jeg skulle spise frokost.
Så en dag beskyldte hun mig for at være dyreplager.
Ikke overraskende var bageriet i sommerperioden voldsomt plaget af hvepse. Som den eneste af de ansatte ude i butikken var jeg ikke bange for hvepse overhovedet og fik derfor tildelt jobbet som hvepseklasker.
På et tidspunkt havde jeg smækket en hveps, som stadig lå og spjættede lidt med benene og det fik Soen til at gå helt over gevind og hun råbte op om at jeg skulle skynde mig at få den slået ordentligt ihjel, det var synd for den og jeg var en dyreplager.
Efter demonstrativt at have udtværet den arme hveps tog jeg mig en snak med hende om, hvad jeg mente om den sag og om, hvor synd jeg syntes det var for hvepsen.
Jeg har i tidligere tider læst biologi på universitetet og ved derfor temmelig meget om nervebaner og den slags. Det var ingen sag at argumentere bukserne af hende, men det var svært at tage hende seriøst, når hun begyndte at sammenligne mennesker og hvepse.
Jeg kan godt forstå at der er mennesker, der gerne vil hjælpe dyr og jeg ville ønske jeg selv havde overskuddet til at bidrage. Jeg er nødt til at lade være med at se de udsendelser som den med gæssene og den med minkene, da jeg ganske enkelt ikke kan holde op med at hyle igen. At man ikke ser det er heldigvis ikke ensbetydende med at man fornægter. Og der er ingen tvivl om at der bliver udført en forfærdelig masse hjerteskærende dyreplageri rundt omkring.
Jeg har derfor ret svært ved at tage det seriøst, når nogen insisterer på at det er synd for hvepsen.
tirsdag den 27. oktober 2009
Up, up and away!
Igår var jeg i biffen og se Up og som de fleste andre synes jeg det var en mægtig film.
Der er ikke så meget salg i den længere, så i salen sad der kun tre utrolig nørdede teenagedrenge, en far med to små drenge og så mig og mine tre kompisar.
Lige inden filmen skulle starte kom en lille familie bestående af far, mor og lille dreng på en tre-fire år. Naturligvis skulle de sidde ved siden af mig og faren tog plads i den stol jeg ellers havde helliget mit overtøj.
Det er indlysende at man kan forvente børn med forældre i salen, når det er en tegnefilm man tager ind og ser. Det har jeg bestemt ikke noget imod. Nogengange synes jeg faktisk det er super hyggeligt, især når ungerne skriger af grin over et eller andet.
Jeg vover at gå ud fra at når forældre tager deres børn med i biffen, så er det fordi junior er gammel nok til at se og forstå pågældende film. Naturligvis kan der være brug for opklarende spørgsmål undervejs og det er der absolut ikke noget galt i. Jeg skal også nogengange have lidt hjælp.
Men når far ligefrem spørger med jævne mellemrum "Forstod du det, skat?"og "Så du det, skat?" etc. med efterfølgende forklarende anekdoter, var jeg meget tæt på at drukne manden i mine popcorn. Særligt kunne man høre et sæt skærende tænder fra undertegnede, da faren kom med en lang ligegyldig beskrivelse af et eller andet og sluttede den af med "og det var derfor far grinede, skat".
Det er fint nok at man gerne vil være sikker på at purken har forstået meningen med filmen, men man sætter sig sgu da heller ikke ned og forklarer Byggemand Bob og Postmand Per for ungen derhjemme. Gør man?
Havde ovenstående fundet sted i et almindeligt toneleje havde det bare været skide irriterende, men fordi farmand fandt det nødvendigt at være ligesom en spindende kat, der har fået bad i fløde, blev det næsten uudholdeligt.
Den mand bekræftede mig i at det er en utrolig dårlig ide at få børn. For hvis man er nødt til at blive så overdreven kælen og forelsket at høre på, når man får børn og skal tale til dem, så skal jeg aldrig have børn. Min kvalmetærskel blev groft udfordret og jeg groede en voldsom trang til at gøre et fremmed menneske fortræd.
Konen sagde ikke meget under filmen pånær et bestemt sted, hvor jeg næsten er sikker på at hun bad dem om at holde kæft. Jeg troede at hun i det mindste var en lille smule fornuftig, men da lysene tændte og rulleteksterne kørte, udtalte hun på samme sleske måde: "Var det en god film, skat? Jaaaaa, det var det nemlig, skat! Det var godt, skat!"
Det er et mirakel at jeg ikke hev alle hårene ud af hovedet på mig selv.
Der er ikke så meget salg i den længere, så i salen sad der kun tre utrolig nørdede teenagedrenge, en far med to små drenge og så mig og mine tre kompisar.
Lige inden filmen skulle starte kom en lille familie bestående af far, mor og lille dreng på en tre-fire år. Naturligvis skulle de sidde ved siden af mig og faren tog plads i den stol jeg ellers havde helliget mit overtøj.
Det er indlysende at man kan forvente børn med forældre i salen, når det er en tegnefilm man tager ind og ser. Det har jeg bestemt ikke noget imod. Nogengange synes jeg faktisk det er super hyggeligt, især når ungerne skriger af grin over et eller andet.
Jeg vover at gå ud fra at når forældre tager deres børn med i biffen, så er det fordi junior er gammel nok til at se og forstå pågældende film. Naturligvis kan der være brug for opklarende spørgsmål undervejs og det er der absolut ikke noget galt i. Jeg skal også nogengange have lidt hjælp.
Men når far ligefrem spørger med jævne mellemrum "Forstod du det, skat?"og "Så du det, skat?" etc. med efterfølgende forklarende anekdoter, var jeg meget tæt på at drukne manden i mine popcorn. Særligt kunne man høre et sæt skærende tænder fra undertegnede, da faren kom med en lang ligegyldig beskrivelse af et eller andet og sluttede den af med "og det var derfor far grinede, skat".
Det er fint nok at man gerne vil være sikker på at purken har forstået meningen med filmen, men man sætter sig sgu da heller ikke ned og forklarer Byggemand Bob og Postmand Per for ungen derhjemme. Gør man?
Havde ovenstående fundet sted i et almindeligt toneleje havde det bare været skide irriterende, men fordi farmand fandt det nødvendigt at være ligesom en spindende kat, der har fået bad i fløde, blev det næsten uudholdeligt.
Den mand bekræftede mig i at det er en utrolig dårlig ide at få børn. For hvis man er nødt til at blive så overdreven kælen og forelsket at høre på, når man får børn og skal tale til dem, så skal jeg aldrig have børn. Min kvalmetærskel blev groft udfordret og jeg groede en voldsom trang til at gøre et fremmed menneske fortræd.
Konen sagde ikke meget under filmen pånær et bestemt sted, hvor jeg næsten er sikker på at hun bad dem om at holde kæft. Jeg troede at hun i det mindste var en lille smule fornuftig, men da lysene tændte og rulleteksterne kørte, udtalte hun på samme sleske måde: "Var det en god film, skat? Jaaaaa, det var det nemlig, skat! Det var godt, skat!"
Det er et mirakel at jeg ikke hev alle hårene ud af hovedet på mig selv.
søndag den 25. oktober 2009
Gesundheit
Kender I det?
Sådan har jeg haft det en lille uge nu. Det føles som om jeg har indsniffet en fjer i det venstre næsebor helt oppe ved siden af øjet. Det kilder en lille smule, men ikke nok til et fornuftigt, gennemblæsende nys. Adskillige gange har jeg forsøgt at blæse, hvad end det er, ud på standard næsepudsningsfacon, men hver gang begynder jeg at hoste (..?).
Jeg er sikkert ved at få svineinfluenza.
fredag den 23. oktober 2009
hmm..
Apropos tidligere indlæg..
Hvad hulen vil man frem til, hvis man googler:
"mandens ejendom kvinden ophørt"?
Hvad hulen vil man frem til, hvis man googler:
"mandens ejendom kvinden ophørt"?
Hvad folk ikke gør for penge
Igår fortalte jeg at bageren har forsøgt at få mig til at begå bedrageri overfor kommunen.
Jeg var syg i hele min opsigelsesperiode og bageren kan få noget af min løn refunderet fra kommunen via sygedagpenge.
Igår formiddags fik jeg så et stykke papir fra kommunen, hvor der stod at bageren havde indberettet min sygdom og jeg skulle derfor tjekke om oplysingerne var korrekte. Det hele passede med undtagelse af datoerne. Der stod at jeg var sygemeldt fra 20/9 - 19/10. Eftersom at jeg fratrådte d. 30/9 ringede jeg til kommunen og sagde at jeg altså ikke var ansat i oktober måned og der derfor måtte være sket en fejl. Damen sagde at han havde fået afslag en gang fordi han havde indberettet for sent, men nu ville hun lige lægge et notat om at jeg ikke var ansat der længere.
Da jeg tændte for min PC lå der en mail til mig fra bageren, hvor der stod at han havde haft lidt problemer med mine sygedagpenge, men jeg ville modtage nogle papirer fra kommunen, hvor han havde oprettet nogle fiktive datoer, som jeg bare skulle ignorere. For jeg har jo fået min løn.
Jeg kunne jo heldigvis ikke gøre meget andet end at skrive til ham at det desværre var for sent og at jeg havde ringet til kommunen inden jeg så hans mail.
Så slap jeg også for at fortælle ham at han da må være sindssyg, hvis han tror jeg vil begå strafbart bedrageri for hans skyld. Også selvom jeg har fået min løn *hvad sker der for den dårlige undskyldning?*.
Dermed troede jeg egentlig at den ged var marineret.
Men nej. Idag lå der så en ny mail fra ham, hvor der stod at det gjorde ikke noget. Han ville bare lave en ny indberetning til kommunen med nogle nye datoer og så skulle jeg ignorere de papirer der så ville komme.
Fascineret over, hvad han gider gøre for at få refunderet sølle 15000,-, ringede jeg til kommunen og fortalte dem at han forsøger at fuppe dem. Samtidig bad jeg dem om at være en smule diskrete fordi jeg synes han er en ubehagelig mand, jeg helst ikke vil have ballade med.
Ikke overraskende var den dame jeg snakkede med i dag ikke særlig skarp. Hun bad mig skrive et dokument, hvor jeg beskriver hvad jeg har oplevet og evt. sender mail'sne med, hvis jeg har lyst, så de har noget at stå imod overfor, hvis han kontakter dem for at spørge, hvorfor han ikke får nogen penge. Jeg forsøgte at forklare hende at de da bare kan sige til ham at jeg er meldt ledig og derfor tydeligvis ikke kan være syg hos ham. Men den fidus kunne hun åbenbart ikke rigtig gennemskue. Så nu må jeg se om jeg kan få skriblet et dokument, hvor jeg helst ikke bliver blandet for meget ind i tingene.
Jeg har desuden skrevet til ham at han lige skal være opmærksom på, at kommunen er helt klar over at jeg ikke arbejder hos ham længere. Så kan man jo håbe på at han opgiver sit foretagne.
Jeg var syg i hele min opsigelsesperiode og bageren kan få noget af min løn refunderet fra kommunen via sygedagpenge.
Igår formiddags fik jeg så et stykke papir fra kommunen, hvor der stod at bageren havde indberettet min sygdom og jeg skulle derfor tjekke om oplysingerne var korrekte. Det hele passede med undtagelse af datoerne. Der stod at jeg var sygemeldt fra 20/9 - 19/10. Eftersom at jeg fratrådte d. 30/9 ringede jeg til kommunen og sagde at jeg altså ikke var ansat i oktober måned og der derfor måtte være sket en fejl. Damen sagde at han havde fået afslag en gang fordi han havde indberettet for sent, men nu ville hun lige lægge et notat om at jeg ikke var ansat der længere.
Da jeg tændte for min PC lå der en mail til mig fra bageren, hvor der stod at han havde haft lidt problemer med mine sygedagpenge, men jeg ville modtage nogle papirer fra kommunen, hvor han havde oprettet nogle fiktive datoer, som jeg bare skulle ignorere. For jeg har jo fået min løn.
Jeg kunne jo heldigvis ikke gøre meget andet end at skrive til ham at det desværre var for sent og at jeg havde ringet til kommunen inden jeg så hans mail.
Så slap jeg også for at fortælle ham at han da må være sindssyg, hvis han tror jeg vil begå strafbart bedrageri for hans skyld. Også selvom jeg har fået min løn *hvad sker der for den dårlige undskyldning?*.
Dermed troede jeg egentlig at den ged var marineret.
Men nej. Idag lå der så en ny mail fra ham, hvor der stod at det gjorde ikke noget. Han ville bare lave en ny indberetning til kommunen med nogle nye datoer og så skulle jeg ignorere de papirer der så ville komme.
Fascineret over, hvad han gider gøre for at få refunderet sølle 15000,-, ringede jeg til kommunen og fortalte dem at han forsøger at fuppe dem. Samtidig bad jeg dem om at være en smule diskrete fordi jeg synes han er en ubehagelig mand, jeg helst ikke vil have ballade med.
Ikke overraskende var den dame jeg snakkede med i dag ikke særlig skarp. Hun bad mig skrive et dokument, hvor jeg beskriver hvad jeg har oplevet og evt. sender mail'sne med, hvis jeg har lyst, så de har noget at stå imod overfor, hvis han kontakter dem for at spørge, hvorfor han ikke får nogen penge. Jeg forsøgte at forklare hende at de da bare kan sige til ham at jeg er meldt ledig og derfor tydeligvis ikke kan være syg hos ham. Men den fidus kunne hun åbenbart ikke rigtig gennemskue. Så nu må jeg se om jeg kan få skriblet et dokument, hvor jeg helst ikke bliver blandet for meget ind i tingene.
Jeg har desuden skrevet til ham at han lige skal være opmærksom på, at kommunen er helt klar over at jeg ikke arbejder hos ham længere. Så kan man jo håbe på at han opgiver sit foretagne.
torsdag den 22. oktober 2009
Lidt af hvert
Lige for tiden kører mine tanker afsted med 180 i timen og jeg forsøger at få dem til at stoppe lidt en gang i mellem uden det store held. Jeg går til læger og psykologer for at få hjælp til det, men synes ikke rigtig det hjælper. Desværre gør det mig utrolig distræt og jeg kan overhovedet ikke samle mig om at skrive mine ansøgninger, hvilket selvsagt ikke er super fantastisk. Derudover har jeg flere gange fanget mig selv i ikke at lægge en skid mærke til, hvad jeg laver. Eksempelvis havde jeg to stykker rugbrød på tallerkenen til frokost, kom salt på den ene og peber på den anden og opdagede først miseren halvvejs inde i måltidet.
Jeg har tænkt lidt over at det nok egentlig er godt, jeg har Journalisten til at hænge mig op af, da jeg ellers er ret sikker på jeg langsomt ville udvikle mig til et slimet bløddyr og med tiden blive en integreret del af min sofa.
Der var i øvrigt det der job, der nær havde sendt mig til Berlin, hvor jeg fik at vide at jeg ville høre nærmere i august. Efter at have hørt nul og en prut tog jeg, et stykke inde i september, kontakt for lige at høre, hvordan det stod til. Efter at have forvirret en stakkels sekretær fik jeg lov at snakke med direktøren, bare for at få at vide at den direktør, jeg havde været i dialog med siden april, var blevet fyret og den nye direktør anede ikke et klap om, hvad den anden havde haft gang i. Men han vidste dog én ting. Jobbet blev i hvert fald ikke til noget.
Apropos klaphatte. Bedst som jeg troede at jeg omsider var sluppet af med bageren forsøger han at få mig til at begå bedrageri, så han kan få noget af min løn refunderet hos kommunen. Hans argumentation for at jeg skulle gå med til det, var "du har jo fået din løn". Idiot.
Det er mærkeligt at være menneske engang i mellem.
Jeg har tænkt lidt over at det nok egentlig er godt, jeg har Journalisten til at hænge mig op af, da jeg ellers er ret sikker på jeg langsomt ville udvikle mig til et slimet bløddyr og med tiden blive en integreret del af min sofa.
Der var i øvrigt det der job, der nær havde sendt mig til Berlin, hvor jeg fik at vide at jeg ville høre nærmere i august. Efter at have hørt nul og en prut tog jeg, et stykke inde i september, kontakt for lige at høre, hvordan det stod til. Efter at have forvirret en stakkels sekretær fik jeg lov at snakke med direktøren, bare for at få at vide at den direktør, jeg havde været i dialog med siden april, var blevet fyret og den nye direktør anede ikke et klap om, hvad den anden havde haft gang i. Men han vidste dog én ting. Jobbet blev i hvert fald ikke til noget.
Apropos klaphatte. Bedst som jeg troede at jeg omsider var sluppet af med bageren forsøger han at få mig til at begå bedrageri, så han kan få noget af min løn refunderet hos kommunen. Hans argumentation for at jeg skulle gå med til det, var "du har jo fået din løn". Idiot.
Det er mærkeligt at være menneske engang i mellem.
søndag den 18. oktober 2009
Googleri
Den opmærksomme læser vil efterhånden have opdaget, at jeg godt kan lide at iagttage den menneskelige adfærd.
Derfor synes jeg det er på tide at følge lidt op på et nyt koncept her på bloggen som jeg har fablet en del om, nemlig Googleri.
Jeg har, som temmelig mange andre bloggere, gået og holdt lidt øje med, hvilke søgeord der har bragt folk i nærheden af min blog. Det er en ganske anbefalelsesværdig beskæftigelse.
-Party Uartig
Well, da jeg skrev den overskrift bad jeg vel egentlig selv om det. Udover grundstammen optræder den i lidt forskellige udformninger, fx:
-jeg er i party uartig humør;-)
Derfor synes jeg det er på tide at følge lidt op på et nyt koncept her på bloggen som jeg har fablet en del om, nemlig Googleri.
Jeg har, som temmelig mange andre bloggere, gået og holdt lidt øje med, hvilke søgeord der har bragt folk i nærheden af min blog. Det er en ganske anbefalelsesværdig beskæftigelse.
-Party Uartig
Well, da jeg skrev den overskrift bad jeg vel egentlig selv om det. Udover grundstammen optræder den i lidt forskellige udformninger, fx:
-jeg er i party uartig humør;-)
Og så min favorit, søgt fra Kommunedata. Jeg ville gerne være med til deres julefrokoster:
-party uartig band
Det samme indlæg har også givet anledning til en anden gruppe søgeord:
-Isterningeleg?
-isterning leg
-druk leg med isterning
Den leg er åbenbart ikke gået af mode endnu
Ikke overraskende har jeg en hel del hits på "Sjov med billeder". Den har jeg faktisk næsten dagligt. Dog har jeg undret mig lidt over den seneste tendens, nemlig forskellige variationer af "Din Tøjmand reklame". Den får jeg op til flere gange om dagen siden jeg filosoferede over den nyeste reklametrend. Jeg kan ikke helt genneskue hvad det er søgerne vil finde frem til. Det kan umuligt være de bukser de reklamerer for. Selv min far, som ellers ikke har nogen stil, kunne ikke finde på at gå i den slags bukser.
Til gengæld kan jeg oplyse at der er rigtig mange *kvinder, formoder jeg* der er interesseret i at vide mere om, hvordan man forholder sig, hvis man får "Børn i en sen alder". Med tidens tendenser, der ikke ligefrem følger tidligere generationers familiemønstre, er det vel også efterhånden mere og mere almindeligt at få børn i en sen alder. Jeg gør da selv et godt forsøg på at blive en del af den statistik.
Jeg har også fået et par hits på naturisme samt en enkelt der har været noget bekymret over at være sendt i aktivering.
Generelt er mine googlerier ikke så interessante, men engang imellem kan jeg godt rynke lidt på panden. Hvem fa'en vil fx. gerne læse en "Skomager blog" eller sågar en "Læsebrille blog"? Men det er måske den slags man læser når man nærmer sig pensionistalderen og ikke rigtig gider læse alle de gængse modeblogs?
Måske kunne man forestille sig at "rødvin og sløvsind" har skabt en sindstilstand, hvor man kunne finde på at søge efter "postkasse tekst" og "fascineret af sko og fødder".
Om disse søgeord så siger mest om personerne, der googlede dem, eller om min blog vil jeg ikke komme nærmere ind på.
torsdag den 15. oktober 2009
Kreativitet savnes
Nu er jeg jo blevet jobsøgende igen.
Beklageligvis er der de sidste par måneder kommet rigtig mange mennesker ud på jobmarkedet og jeg er derfor nødt til at modificere mine perfekte (hvis man spørger min fagforening) ansøgninger. Det hjælper jo ingenting at have en super sej ansøgning, hvis den drukner i mængden.
Jeg skal derfor have fundet på overskrifter, der kan skille mig lidt ud og som de alle sammen skriver på nettet, man skal skrive en fængende og informativ overskrift. Selv hos Linda er der blevet efterspurgt bedre overskrifter fra ansøgere.
Men er der nogen, der kan give fornuftige eksempler på, hvad der menes? Neeej da.
Så folk som mig, der ikke er uddannet tekstforfatter og ikke har et eneste kreativt gen i kroppen er det nærmest en umulighed at finde på noget.
Skide irriterende.
Beklageligvis er der de sidste par måneder kommet rigtig mange mennesker ud på jobmarkedet og jeg er derfor nødt til at modificere mine perfekte (hvis man spørger min fagforening) ansøgninger. Det hjælper jo ingenting at have en super sej ansøgning, hvis den drukner i mængden.
Jeg skal derfor have fundet på overskrifter, der kan skille mig lidt ud og som de alle sammen skriver på nettet, man skal skrive en fængende og informativ overskrift. Selv hos Linda er der blevet efterspurgt bedre overskrifter fra ansøgere.
Men er der nogen, der kan give fornuftige eksempler på, hvad der menes? Neeej da.
Så folk som mig, der ikke er uddannet tekstforfatter og ikke har et eneste kreativt gen i kroppen er det nærmest en umulighed at finde på noget.
Skide irriterende.
lørdag den 10. oktober 2009
Advarsel! Farlige holdninger forude
I de følgende linjers tekst kommer jeg nok til at træde på en hel del mandlige følelser, så hvis du har en dårlig dag er det nok en skidt ide at læse videre.
Vi har europamestre og verdensmestre i mange ting som jeg synes vi ikke rigtigt hører så meget om. Lotte Friis er fx. lige blevet verdensmester i svømning. Dette synes jeg mest blev til en lille ubetydelig sidehistorie i sportsnyhederne og der var vist heller ikke megen helteoptog og dyrkelse på gudeniveau da hun kom hjem. Allerede nu tror jeg egentlig hun er mere kendt pga. sin deltagelse i Vild med Dans.
Michael Maze vandt EM fornylig og selv om der er nogen der mener han blev overeksponeret, så lykkedes det aldrig mig at se noget som helst om det i TV.
Og der er i hvert fald ikke nogen af dem, der har fået spalteplads i kilometervis og reklamer baseret på deres næste kamps udfald.
Og ved I hvad?
Det kan godt være jeg putter mig selv i bås med Janni fra Oddset reklamen, men helt ærligt. Jeg er ved at kaste op over fodbold.
En skide landskamp mod svenskerne bliver pisket op til ubegribelige højder. Når nogle andre sportgrene skal kvalificere sig til VM hører man da ingenting *for det er da det, det handler om, er det ikke?*. Det eneste der måske kan matche en lille smule er håndbold, men det bliver aldrig det samme opstyltede cirkus.
Måske er det bare en mandeting. Er der noget Journalisten og jeg kan blive meget uenige om, så er det fodbold. Jeg er eksempelvis ved at brække mig når jeg hører folk udtale sig efter en kamp de har tabt: "Vi havde fortjent at vinde". Måske har jeg misforstået reglerne, men sådan som jeg har forstået det vinder man kampen ved at score flest mål. Hvis man ikke har scoret nok mål har man da ikke fortjent at vinde? Det kan da være ligemeget hvor nydeligt man så ellers har spillet. Hvis ikke man kan score har man ikke fortjent at vinde.
Men den slags udtalelser er ofte tæt på at sende mig i eksil.
Jeg kan ellers godt lide at se fodbold og jeg kan især lide at spille på det. Og ved slutrunderne ser jeg som regel også så mange kampe jeg kan komme afsted med. Jeg plejer at holde med Holland *jah ja, landsforræder og alt det der*.
At vi er nødt til at hidse os sådan op over en kvalifikationskamp viser jo bare med al uønskelig tydelighed at vi har et elendigt fodboldhold og vi derfor må skabe stemning uden for slutrunderne. Hvis vi overhovedet kommer med i slutrunden bliver vi jo rimelig hurtigt ekspederet ud.
Jeg synes virkelig det er noget hysteri.
Vi har europamestre og verdensmestre i mange ting som jeg synes vi ikke rigtigt hører så meget om. Lotte Friis er fx. lige blevet verdensmester i svømning. Dette synes jeg mest blev til en lille ubetydelig sidehistorie i sportsnyhederne og der var vist heller ikke megen helteoptog og dyrkelse på gudeniveau da hun kom hjem. Allerede nu tror jeg egentlig hun er mere kendt pga. sin deltagelse i Vild med Dans.
Michael Maze vandt EM fornylig og selv om der er nogen der mener han blev overeksponeret, så lykkedes det aldrig mig at se noget som helst om det i TV.
Og der er i hvert fald ikke nogen af dem, der har fået spalteplads i kilometervis og reklamer baseret på deres næste kamps udfald.
Og ved I hvad?
Det kan godt være jeg putter mig selv i bås med Janni fra Oddset reklamen, men helt ærligt. Jeg er ved at kaste op over fodbold.
En skide landskamp mod svenskerne bliver pisket op til ubegribelige højder. Når nogle andre sportgrene skal kvalificere sig til VM hører man da ingenting *for det er da det, det handler om, er det ikke?*. Det eneste der måske kan matche en lille smule er håndbold, men det bliver aldrig det samme opstyltede cirkus.
Måske er det bare en mandeting. Er der noget Journalisten og jeg kan blive meget uenige om, så er det fodbold. Jeg er eksempelvis ved at brække mig når jeg hører folk udtale sig efter en kamp de har tabt: "Vi havde fortjent at vinde". Måske har jeg misforstået reglerne, men sådan som jeg har forstået det vinder man kampen ved at score flest mål. Hvis man ikke har scoret nok mål har man da ikke fortjent at vinde? Det kan da være ligemeget hvor nydeligt man så ellers har spillet. Hvis ikke man kan score har man ikke fortjent at vinde.
Men den slags udtalelser er ofte tæt på at sende mig i eksil.
Jeg kan ellers godt lide at se fodbold og jeg kan især lide at spille på det. Og ved slutrunderne ser jeg som regel også så mange kampe jeg kan komme afsted med. Jeg plejer at holde med Holland *jah ja, landsforræder og alt det der*.
At vi er nødt til at hidse os sådan op over en kvalifikationskamp viser jo bare med al uønskelig tydelighed at vi har et elendigt fodboldhold og vi derfor må skabe stemning uden for slutrunderne. Hvis vi overhovedet kommer med i slutrunden bliver vi jo rimelig hurtigt ekspederet ud.
Jeg synes virkelig det er noget hysteri.
fredag den 9. oktober 2009
En sludder for en sladder
På nogle af de blogs jeg følger med i bliver der af og til snakket om fitnesscentre og det miljø, der opstår blandt dem der træner og instruktørerne. Så vidt jeg har forstået kan det nogle gange godt gå mere op i sladder og intriger end træning. Jeg har aldrig opholdt mig længe nok i et fitnesscenter til at blive en del af den slags, så jeg ved ikke så meget om det andet end hvad jeg læser.
Men der skal nu nok være noget om snakken. Der bliver nemlig bestemt heller ikke sparet på historierne og hviskerierne i mit træningscenter. Af og til driller folk også hinanden med at de snakker mere end de træner.
Og i dag overhørte jeg så en samtale mellem to herrer og det lød omtrent sådan her:
Den ene:
"Der er nogen her i byen - ja, nu er det jo ikke for at sladre, for det skal man jo ikke gøre - men der er altså nogen bestemte her i byen, der er udenbys hele ugen på nær et par gange om ugen. Så kommer de hjem, for så kommer hjemmehjælpen og det skal de jo nødigt gå glip af."
Den anden:
"Ja, der er altid nogen der skal udnytte systemet. Det er foragteligt."
Jeg træner om morgenen sammen med seniorerne.
Men der skal nu nok være noget om snakken. Der bliver nemlig bestemt heller ikke sparet på historierne og hviskerierne i mit træningscenter. Af og til driller folk også hinanden med at de snakker mere end de træner.
Og i dag overhørte jeg så en samtale mellem to herrer og det lød omtrent sådan her:
Den ene:
"Der er nogen her i byen - ja, nu er det jo ikke for at sladre, for det skal man jo ikke gøre - men der er altså nogen bestemte her i byen, der er udenbys hele ugen på nær et par gange om ugen. Så kommer de hjem, for så kommer hjemmehjælpen og det skal de jo nødigt gå glip af."
Den anden:
"Ja, der er altid nogen der skal udnytte systemet. Det er foragteligt."
Jeg træner om morgenen sammen med seniorerne.
torsdag den 8. oktober 2009
En dårlig undskyldning
Hvorfor er det at alting altid skal udsættes?
"Arhmen, det kan jeg sagtens lige nå i morgen" og "aj, det gider jeg ikke lige nu. Jeg er også mere frisk i morgen". Og når dagen efter kommer er der tusind andre ting man hellere vil og ellers kan man hurtigt opfinde ting, der naturligvis er væsentlig vigtigere end de ting man udsatte dagen før.
Derfor sidder jeg nu på en torsdag aften med en milliard ting jeg gerne vil have lavet inden jeg skal hente Journalisten i morgen eftermiddag og vi skal tilbringe hele weekenden i Århus.
Og i stedet for bare at gå i gang med et eller andet sidder jeg og kæmper en kamp inde i mit hoved for at finde ud af, hvad der ville være det smarteste at lave nu og hvad der ville være smartest at lave i morgen. Hvilket egentlig bare dækker over at jeg ikke gider lave noget af det. Ind kommer alle overspringshandlingerne, som på ingen måde hjælper.
Eksempelvis har jeg lige udskudt (og forlænget) mine problemer med 10 mins ved at skrive dette indlæg.
Det bliver vist en lang aften.
"Arhmen, det kan jeg sagtens lige nå i morgen" og "aj, det gider jeg ikke lige nu. Jeg er også mere frisk i morgen". Og når dagen efter kommer er der tusind andre ting man hellere vil og ellers kan man hurtigt opfinde ting, der naturligvis er væsentlig vigtigere end de ting man udsatte dagen før.
Derfor sidder jeg nu på en torsdag aften med en milliard ting jeg gerne vil have lavet inden jeg skal hente Journalisten i morgen eftermiddag og vi skal tilbringe hele weekenden i Århus.
Og i stedet for bare at gå i gang med et eller andet sidder jeg og kæmper en kamp inde i mit hoved for at finde ud af, hvad der ville være det smarteste at lave nu og hvad der ville være smartest at lave i morgen. Hvilket egentlig bare dækker over at jeg ikke gider lave noget af det. Ind kommer alle overspringshandlingerne, som på ingen måde hjælper.
Eksempelvis har jeg lige udskudt (og forlænget) mine problemer med 10 mins ved at skrive dette indlæg.
Det bliver vist en lang aften.
tirsdag den 6. oktober 2009
En tirsdag
Jeg havde en række forestillinger om hvad jeg skulle nå i dag.
Jeg skulle op at træne, gøre rent i stuen og skrive fire ansøgninger.
Jeg kom aldrig op at træne og jeg fik heller ikke skrevet de fire ansøgninger. Til gengæld fik jeg gjort en hel del ved stuen. Faktisk tømte jeg den og fyldte den op igen.
Jeg har længe været lidt træt af vores stue. Der manglede lige den sidste grad af hygge og jeg har ikke rigtig følt mig godt tilpas. Derudover har vi ikke haft et ordentligt sofabord, fordi jeg ikke rigtig har kunnet finde et jeg godt kunne lide. Jeg havde faktisk set et sofabord jeg gerne ville have, men sådan som møblerne stod før var det alt for stort.
Alle disse faktorer er ret farlige for mit mentale helbred og på en dårlig dag gør de ondt værre, så det var ret ønskværdigt at få gjort noget ved sagen.
Helt tilbage fra barnsben har jeg været en rastløs sjæl når det kommer til indretning. Jeg flyttede meget tit rundt på mit værelse og da jeg flyttede hjemmefra flyttede jeg rundt hver eneste sommer. Min lejlighed var så lille at det kun kunne lade sig gøre, hvis jeg stillede alle møblerne udenfor. Jeg var derfor noget presset da jeg flyttede fra min egen lejlighed og ind i delelejlighed, hvor de eneste møbler jeg havde, var min dobbeltseng og min lænestol. Det efterlod ikke meget til fantasien.
Inden for det sidste stykke tid har det så været galt igen og idag skulle det være. Journalisten er jo på kursus og det er væsentligt nemmere at få noget gjort når han ikke går i vejen.
Så alt hvad der hed bøger, kæledyr, dvd'er og mindre møbler blev hevet ind i alrummet så der kun var de store møbler tilbage. Beklageligvis svigtede min fantasi og jeg kunne overhovedet ikke visualisere hvordan møblerne skulle stå. Jeg løb lidt rundt om mig selv i et par timer, mens jeg trak de stakkels møbler frem og tilbage og lavede masser af rygnedbrydende skub og hiv.
Pludselig var den der og jublende sprang jeg ned i bilen og begik en spontanitet. Jeg fræsede ud og købte førnævnte sofabord. Jeg havde selvfølgelig ikke lige spekuleret over at det lå i en ret tung og uhåndterbar kasse, der både skulle ind og ud af bilen samt slæbes op på første sal.
Men med vilje kommer man langt og efter endnu flere dårlige løft og halsbrækkende manøvrer fik jeg bordet på plads. Det passede som var det skabt dertil.
Nu sidder jeg og nyder fornemmelsen af renhed *der var godt nok støvet* og følelsen af at være godt tilpas.
Så det har alt i alt været en ganske glimrende dag, hvis man ser bort fra da jeg skulle lave sovs og valgte at ryste mælkekartonen uden at skrue proppen ordentlig på først.
Eller at jeg har gået i pendulfart ud i køkkenet for at tørre mig selv med en klud, fordi jeg hele tiden finder nye områder på min krop, der er meget klistret. Jeg har håndteret mine store lykkekastanjer og de udskiller tilsyneladende en hel del plantesaft som jeg så har fået mig selv smurt godt og grundigt ind i.
Og så føler jeg mig egentlig lidt som en gammel sæk knogler.
Jeg skulle op at træne, gøre rent i stuen og skrive fire ansøgninger.
Jeg kom aldrig op at træne og jeg fik heller ikke skrevet de fire ansøgninger. Til gengæld fik jeg gjort en hel del ved stuen. Faktisk tømte jeg den og fyldte den op igen.
Jeg har længe været lidt træt af vores stue. Der manglede lige den sidste grad af hygge og jeg har ikke rigtig følt mig godt tilpas. Derudover har vi ikke haft et ordentligt sofabord, fordi jeg ikke rigtig har kunnet finde et jeg godt kunne lide. Jeg havde faktisk set et sofabord jeg gerne ville have, men sådan som møblerne stod før var det alt for stort.
Alle disse faktorer er ret farlige for mit mentale helbred og på en dårlig dag gør de ondt værre, så det var ret ønskværdigt at få gjort noget ved sagen.
Helt tilbage fra barnsben har jeg været en rastløs sjæl når det kommer til indretning. Jeg flyttede meget tit rundt på mit værelse og da jeg flyttede hjemmefra flyttede jeg rundt hver eneste sommer. Min lejlighed var så lille at det kun kunne lade sig gøre, hvis jeg stillede alle møblerne udenfor. Jeg var derfor noget presset da jeg flyttede fra min egen lejlighed og ind i delelejlighed, hvor de eneste møbler jeg havde, var min dobbeltseng og min lænestol. Det efterlod ikke meget til fantasien.
Inden for det sidste stykke tid har det så været galt igen og idag skulle det være. Journalisten er jo på kursus og det er væsentligt nemmere at få noget gjort når han ikke går i vejen.
Så alt hvad der hed bøger, kæledyr, dvd'er og mindre møbler blev hevet ind i alrummet så der kun var de store møbler tilbage. Beklageligvis svigtede min fantasi og jeg kunne overhovedet ikke visualisere hvordan møblerne skulle stå. Jeg løb lidt rundt om mig selv i et par timer, mens jeg trak de stakkels møbler frem og tilbage og lavede masser af rygnedbrydende skub og hiv.
Pludselig var den der og jublende sprang jeg ned i bilen og begik en spontanitet. Jeg fræsede ud og købte førnævnte sofabord. Jeg havde selvfølgelig ikke lige spekuleret over at det lå i en ret tung og uhåndterbar kasse, der både skulle ind og ud af bilen samt slæbes op på første sal.
Men med vilje kommer man langt og efter endnu flere dårlige løft og halsbrækkende manøvrer fik jeg bordet på plads. Det passede som var det skabt dertil.
Nu sidder jeg og nyder fornemmelsen af renhed *der var godt nok støvet* og følelsen af at være godt tilpas.
Så det har alt i alt været en ganske glimrende dag, hvis man ser bort fra da jeg skulle lave sovs og valgte at ryste mælkekartonen uden at skrue proppen ordentlig på først.
Eller at jeg har gået i pendulfart ud i køkkenet for at tørre mig selv med en klud, fordi jeg hele tiden finder nye områder på min krop, der er meget klistret. Jeg har håndteret mine store lykkekastanjer og de udskiller tilsyneladende en hel del plantesaft som jeg så har fået mig selv smurt godt og grundigt ind i.
Og så føler jeg mig egentlig lidt som en gammel sæk knogler.
mandag den 5. oktober 2009
Observation
Jeg bemærkede her til aften at det nye sort inden for reklamebranchen åbenbart er nøgenhed. Og her tænker jeg ikke på den gængse brug af nøgenhed.
I den samme reklameblok så jeg reklamen fra Automester, som ikke klæder dig af til skindet, reklamen fra Din Tøjmand, hvor hans tøj forsvinder, da han foreslår at invitere damerne med til pokeraften samt nudistreklamen fra TDC.
Efter den omgang reklamer havde jeg så rigeligt fået dækket mit behov for at se på nøgne gennemsnitsdanskere med hvad der hører til af hængevomme og slatne bagdele.
Det er ingen hemmelighed at sex og nøgenhed sælger og det bliver jo også flittigt brugt med smækre ungmøer og veltrænede handyr. Men jeg synes ikke rigtig disse reklamer falder helt ind under det koncept.
Det handler ikke om at jeg er specielt snerpet, for det er jeg ikke. Det handler heller ikke om at jeg ikke gider se på almindelige mennesker og jeg bifalder heller ikke at man dyrker den unaturlige menneskekrop, det forskruede kvindesyn og alt det der i reklamerne med tynde modeller i.
Det handler blot om at jeg ikke gider se på nøgne mennesker overhovedet. Smækre eller ej. Hvis jeg havde en særlig interesse for at se på nøgne mennesker ville jeg tage mere i svømmehal eller i nudistafdelingen på den Permanente.
Normalt er det slet ikke noget jeg spekulerer over, men jeg bed blot mærke i det fordi der inden for et par minutter var utrolig meget nøgen hud på min skærm og følte mig en lille smule irritabel over det. *Også selvom Peter Frödin nok ikke har så tarvelige patter i virkeligheden*
Men måske er det efterhånden bare den eneste måde at skaffe kunder på.
I den samme reklameblok så jeg reklamen fra Automester, som ikke klæder dig af til skindet, reklamen fra Din Tøjmand, hvor hans tøj forsvinder, da han foreslår at invitere damerne med til pokeraften samt nudistreklamen fra TDC.
Efter den omgang reklamer havde jeg så rigeligt fået dækket mit behov for at se på nøgne gennemsnitsdanskere med hvad der hører til af hængevomme og slatne bagdele.
Det er ingen hemmelighed at sex og nøgenhed sælger og det bliver jo også flittigt brugt med smækre ungmøer og veltrænede handyr. Men jeg synes ikke rigtig disse reklamer falder helt ind under det koncept.
Det handler ikke om at jeg er specielt snerpet, for det er jeg ikke. Det handler heller ikke om at jeg ikke gider se på almindelige mennesker og jeg bifalder heller ikke at man dyrker den unaturlige menneskekrop, det forskruede kvindesyn og alt det der i reklamerne med tynde modeller i.
Det handler blot om at jeg ikke gider se på nøgne mennesker overhovedet. Smækre eller ej. Hvis jeg havde en særlig interesse for at se på nøgne mennesker ville jeg tage mere i svømmehal eller i nudistafdelingen på den Permanente.
Normalt er det slet ikke noget jeg spekulerer over, men jeg bed blot mærke i det fordi der inden for et par minutter var utrolig meget nøgen hud på min skærm og følte mig en lille smule irritabel over det. *Også selvom Peter Frödin nok ikke har så tarvelige patter i virkeligheden*
Men måske er det efterhånden bare den eneste måde at skaffe kunder på.
fredag den 2. oktober 2009
Ude at køre med de skøre
Kan man fare vild selvom man har en GPS?
Det var et retorisk spørgsmål.
Jeg har altid været rimelig god til at finde vej og har aldrig helt forstået at man kan begejstres over en GPS, for man kan da bare kigge på et kort. Jeg har sjældent problemer med at finde frem til nye steder og har en ret god intuition, hvis jeg selv skal sige det.
Men SÅ skete der det, at Journalisten købte en GPS i går, for "den er god at have". I dag skulle han sættes af over på vestkysten ikke langt fra Hvide Sande og så var det jo mægtigt at man bare kunne trykke adressen ind. Og når jeg så skulle køre hjem igen kunne jeg bare trykke på hus-ikonet. Ingen grund til at kigge på kortet. Fabelagtigt.
På vej derover brokkede Journalisten sig lidt over at han syntes GPS tog en dum vej, men han kunne kun huske en lille smule af, hvordan turen så skulle ha' været, så vi hørte bare efter og kom derover uden kvaler.
Da jeg kørte hjem *stadig uden at kigge på kortet* tænkte jeg, at jeg da lige kunne prøve at køre den "rigtige" tur, hvilket bare betød at jeg skulle fortsætte ud af en hovedvej i stedet for at dreje fra den et bestemt sted. Og så kunne GPS vel finde resten af vejen for mig?
Hun fortalte at hun beregnede en ny rute og det gik også godt nok et stykke tid, indtil jeg blev nysgerrig efter at se, hvor langt jeg var kommet. GPS har ikke fået nogen holder endnu så den lå på sædet ved siden af, hvilket ikke just gjorde det nemt for mig. Jeg trykkede på skærmen for at få den til at zoome ud, hvilket den også gjorde. Om jeg så fik trykket på noget andet også, aner jeg ikke. Men på et tidspunkt bad den mig køre til højre, hvilket jeg vidste ville være noget sludder, så jeg fortsatte lige over krydset for at holde ind på en p-plads.
GPS gik i den forbindelse amok og gentog "Beregner ny rute" tre gange i træk uden pause. Jeg forventede eksplosion og skyndte mig ind på p-pladsen. Men den havde i mellemtiden fået beregnet en ny rute og ville have mig til at fortsætte lige ud.
Midlertidigt beroliget fortsatte jeg, men fandt hurtigt ud af at den havde sendt mig ind midt i Varde centrum. Her blev det lidt spændende. Da jeg ikke kunne se GPS når jeg kørte, var det umuligt for mig at regne ud præcist, hvornår jeg skulle dreje. Jeg kørte således forkert en snes gange, mens GPS febrilsk blev ved med at beregne ny rute.
Efter at have holdt på massageklinikkens p-plads for at få overblik kørte jeg lidt videre, kom endelig ud af byen og kørte og kørte. Kom tættere på Ribe og Esbjerg.
Beklageligvis havde jeg ikke helt min vestjyske geografi på plads *jeg havde jo ikke kigget på kortet som jeg plejer* og derfor begyndte panikken langsomt at brede sig, for jeg syntes bestemt ikke det kunne være rigtigt at jeg skulle den vej og jeg var allerede ved at blive temmelig mopset over at jeg skulle helt derud for at komme på motorvejen.
Langt om længe kom jeg til en rundkørsel og GPS ævlede op om, hvilken vej jeg skulle ned af. I stedet for at kigge efter hvad der stod på skiltet, kørte jeg ind i rundkørslen og ud igen, mens jeg undrede mig over at der var nedkørsel til motorvej mod Esbjerg, men ikke Kolding.
Det viser sig så at jeg ikke kunne tælle og var kommet ud af rundkørslen en vej for tidligt. Jeg kunne se skiltet for rundkørslen i bakspejlet og meget tydeligt se det grønne skilt mod Kolding. DO'H!
I irritation slukkede jeg GPS og kørte hjem.
Jeg kom i øvrigt ned af den helt rigtige tilkørsel og havde derfor ikke behøvet at svede tran over at ende i både Esbjerg og Ribe.
Det var et retorisk spørgsmål.
Jeg har altid været rimelig god til at finde vej og har aldrig helt forstået at man kan begejstres over en GPS, for man kan da bare kigge på et kort. Jeg har sjældent problemer med at finde frem til nye steder og har en ret god intuition, hvis jeg selv skal sige det.
Men SÅ skete der det, at Journalisten købte en GPS i går, for "den er god at have". I dag skulle han sættes af over på vestkysten ikke langt fra Hvide Sande og så var det jo mægtigt at man bare kunne trykke adressen ind. Og når jeg så skulle køre hjem igen kunne jeg bare trykke på hus-ikonet. Ingen grund til at kigge på kortet. Fabelagtigt.
På vej derover brokkede Journalisten sig lidt over at han syntes GPS tog en dum vej, men han kunne kun huske en lille smule af, hvordan turen så skulle ha' været, så vi hørte bare efter og kom derover uden kvaler.
Da jeg kørte hjem *stadig uden at kigge på kortet* tænkte jeg, at jeg da lige kunne prøve at køre den "rigtige" tur, hvilket bare betød at jeg skulle fortsætte ud af en hovedvej i stedet for at dreje fra den et bestemt sted. Og så kunne GPS vel finde resten af vejen for mig?
Hun fortalte at hun beregnede en ny rute og det gik også godt nok et stykke tid, indtil jeg blev nysgerrig efter at se, hvor langt jeg var kommet. GPS har ikke fået nogen holder endnu så den lå på sædet ved siden af, hvilket ikke just gjorde det nemt for mig. Jeg trykkede på skærmen for at få den til at zoome ud, hvilket den også gjorde. Om jeg så fik trykket på noget andet også, aner jeg ikke. Men på et tidspunkt bad den mig køre til højre, hvilket jeg vidste ville være noget sludder, så jeg fortsatte lige over krydset for at holde ind på en p-plads.
GPS gik i den forbindelse amok og gentog "Beregner ny rute" tre gange i træk uden pause. Jeg forventede eksplosion og skyndte mig ind på p-pladsen. Men den havde i mellemtiden fået beregnet en ny rute og ville have mig til at fortsætte lige ud.
Midlertidigt beroliget fortsatte jeg, men fandt hurtigt ud af at den havde sendt mig ind midt i Varde centrum. Her blev det lidt spændende. Da jeg ikke kunne se GPS når jeg kørte, var det umuligt for mig at regne ud præcist, hvornår jeg skulle dreje. Jeg kørte således forkert en snes gange, mens GPS febrilsk blev ved med at beregne ny rute.
Efter at have holdt på massageklinikkens p-plads for at få overblik kørte jeg lidt videre, kom endelig ud af byen og kørte og kørte. Kom tættere på Ribe og Esbjerg.
Beklageligvis havde jeg ikke helt min vestjyske geografi på plads *jeg havde jo ikke kigget på kortet som jeg plejer* og derfor begyndte panikken langsomt at brede sig, for jeg syntes bestemt ikke det kunne være rigtigt at jeg skulle den vej og jeg var allerede ved at blive temmelig mopset over at jeg skulle helt derud for at komme på motorvejen.
Langt om længe kom jeg til en rundkørsel og GPS ævlede op om, hvilken vej jeg skulle ned af. I stedet for at kigge efter hvad der stod på skiltet, kørte jeg ind i rundkørslen og ud igen, mens jeg undrede mig over at der var nedkørsel til motorvej mod Esbjerg, men ikke Kolding.
Det viser sig så at jeg ikke kunne tælle og var kommet ud af rundkørslen en vej for tidligt. Jeg kunne se skiltet for rundkørslen i bakspejlet og meget tydeligt se det grønne skilt mod Kolding. DO'H!
I irritation slukkede jeg GPS og kørte hjem.
Jeg kom i øvrigt ned af den helt rigtige tilkørsel og havde derfor ikke behøvet at svede tran over at ende i både Esbjerg og Ribe.
torsdag den 1. oktober 2009
Hold nu kæft
Jeg har svært ved at tage Carl Mar Møller alvorligt. Men hvem har ikke det?
I dag var han så på krigsstien igen fordi Brorsonskolen i Varde opfordrer drengene til at sidde ned og tisse da de små fyre har svært ved at få pjalten til at ramme kummen og derfor sviner toiletterne pænt meget til. Straks var han ude med køllen og ytrede at,
"Kvinder tænder ikke på mænd, der sidder ned og tisser, fordi de bliver et form for intetkøn. I værste fald er det den slags, der gør, at flere mænd bliver bøsser."
Spændende betragtning. Jeg ved ikke, hvor Carl Mar indsamler oplysninger til sin forskning, men jeg har haft to kærester, der sidder ned når de tisser og så vidt jeg er orienteret er der ikke nogen af dem, der er bøsser og der er ikke nogen af dem, der har problemer med damer.
Den ene sidder ned med den erkendelse at hans tissemand ganske enkelt ikke kan lave en lige stråle og at han ikke gider bruge tid på at tørre op efter sig selv hver gang han er på toilet.
Den anden synes bare generelt det er noget svineri at sprøjte ud over det hele på den måde og han gider ikke træde rundt i gammelt pis når han skal på toilet.
"Det at stå op er en markering af det at være mand. Og det gør ikke noget, at vi sviner og lugter – det er derfor, der er mande- og kvindetoiletter", siger Carl Mar.
Vås. Jeg er ikke bekendt med hvordan han har indrettet sin hule, men hjemme hos os har vi altså kun ét toilet til deling mellem begge køn. Kald mig bare snerpet, men jeg synes faktisk ikke det er okay, hvis der bliver svinet og lugtet på mit badeværelse.
Da jeg jo er forkælet med et rent toilet, er jeg ikke spor i tvivl om at der har været mandfolk på toilettet, når vi har gæster. Så er der gule pletter overalt på den del at kummen, der ikke bliver skyllet igennem samt på undersiden af toiletbrættet.
Hos mine forældre er der lyse fliser på gulvet og der kan man så se, hvor meget der ikke når ned i kummen. Jeg synes altså ikke det er frækt.
Jeg kan i øvrigt godt nævne andre mere geniale måder at markere sin mandighed på - til både gavn for den store mand og lillemor.
I dag var han så på krigsstien igen fordi Brorsonskolen i Varde opfordrer drengene til at sidde ned og tisse da de små fyre har svært ved at få pjalten til at ramme kummen og derfor sviner toiletterne pænt meget til. Straks var han ude med køllen og ytrede at,
"Kvinder tænder ikke på mænd, der sidder ned og tisser, fordi de bliver et form for intetkøn. I værste fald er det den slags, der gør, at flere mænd bliver bøsser."
Spændende betragtning. Jeg ved ikke, hvor Carl Mar indsamler oplysninger til sin forskning, men jeg har haft to kærester, der sidder ned når de tisser og så vidt jeg er orienteret er der ikke nogen af dem, der er bøsser og der er ikke nogen af dem, der har problemer med damer.
Den ene sidder ned med den erkendelse at hans tissemand ganske enkelt ikke kan lave en lige stråle og at han ikke gider bruge tid på at tørre op efter sig selv hver gang han er på toilet.
Den anden synes bare generelt det er noget svineri at sprøjte ud over det hele på den måde og han gider ikke træde rundt i gammelt pis når han skal på toilet.
"Det at stå op er en markering af det at være mand. Og det gør ikke noget, at vi sviner og lugter – det er derfor, der er mande- og kvindetoiletter", siger Carl Mar.
Vås. Jeg er ikke bekendt med hvordan han har indrettet sin hule, men hjemme hos os har vi altså kun ét toilet til deling mellem begge køn. Kald mig bare snerpet, men jeg synes faktisk ikke det er okay, hvis der bliver svinet og lugtet på mit badeværelse.
Da jeg jo er forkælet med et rent toilet, er jeg ikke spor i tvivl om at der har været mandfolk på toilettet, når vi har gæster. Så er der gule pletter overalt på den del at kummen, der ikke bliver skyllet igennem samt på undersiden af toiletbrættet.
Hos mine forældre er der lyse fliser på gulvet og der kan man så se, hvor meget der ikke når ned i kummen. Jeg synes altså ikke det er frækt.
Jeg kan i øvrigt godt nævne andre mere geniale måder at markere sin mandighed på - til både gavn for den store mand og lillemor.
Abonner på:
Kommentarer (Atom)