Optrækkeri

Talent, Vild med dans, Robinson, De unge mødre samt tre genudsendelser af ting fra tidligere på ugen på samme aften.

Hvorfor skal man straffes så hårdt bare fordi man ikke går på druk en fredag?

Beslutninger

Som Napoleon sagde: "Intet er vanskeligere og derfor mere dyrebart end evnen til at træffe beslutninger".
Well, den evne har jeg ikke. Eller dvs. jeg kan sagtens træffe beslutninger, det er intet problem. Jeg træffer bare sjældent de rigtige beslutninger.

Nogle beslutninger er taget udfra et kompromis, hvor alternativet har været værre. Så kan man så diskutere, hvor dårlig beslutningen så egentlig var. Men i de situationer, hvor konsekvenserne af beslutningerne så har vist sig at være mindst lige så slemme som alternativerne - eller nogen gange værre - har den oprindelige beslutning vist sig at være en fejl alligevel. Det er vist det man kalder en lose-lose situation.
I de fleste situationer er det umuligt at forudse konsekvensen af beslutningen og derfor er det ofte efterrationaliseringen som dømmer beslutningerne som elendige, hvilket jo egentlig bare er spild af tid og kun giver anledning til selvudslettelse.
Beklageligvis er min hjerne ekspert i selvudslettelsens kunst og derfor er det efterhånden et problem for mig at tage en beslutning om noget som helst, da jeg føler der er en overhængende fare for at beslutningen er forkert.
Min nuværende arbejdssituation eksempelvis, volder mig store problemer. For jeg vil gerne tage en eller anden beslutning om noget, der kan få mig ud af denne her hårknude. Det være sig uddannelsesskift, flytning etc. Men jeg er bange for at tage en dårlig beslutning som så mange gange før og derfor kommer jeg ingen vegne. Sørgeligt.

Men det er ikke kun på de store og vigtige områder det kniber for mig. Også på det mindre og knap så betydningsfulde plan scorer jeg ganske ofte selvmål.
I morges traf jeg fx. nok engang en forkert beslutning. En beslutning jeg egentlig godt vidste var tåbelig, da jeg tog den og jeg vidste egentlig også godt, at begrundelsen for at tage beslutningen ikke ville føre mig derhen jeg gerne ville. Men alligevel gjorde jeg det.
Heldigvis var det ikke en altafgørende beslutning og fører som sådan ikke noget med sig, men den illustrerer ret godt, hvordan det nogengange går helt galt inde i hovedet på mig.
Situationen var jo den at billetterne til Dizzy Mizz Lizzy blev sat til salg i dag og da jeg kom i tanke om det, var der kun billetter tilbage i Aalborg, men det gjorde jo sådan set ikke noget. Så jeg bombarderede Billetnet og så kom jeg rent faktisk ind. Da jeg skulle vælge antal billetter valgte jeg to, en til mig og en til Journalisten. Jeg sidder med billetterne og skal bare betale dem og så er det at jeg tænker, på et splitsekund, at det var træls jeg ikke havde taget tre billetter, for så var der også en til Journalistens søster. Jeg er klar over at jeg mister mine billetter, hvis jeg gør noget som helst andet end at betale, men alligevel trykker jeg på tilbageknappen på tastaturet, for jeg vil jo gerne have en ekstra billet selvom jeg ved at det får jeg ikke. Puf var mine billetter væk og 30 sek. senere var der udsolgt.
I min egen erkendelse af at det var himmelråbende dumt, det jeg havde gjort, bildte jeg Journalisten (og alle andre) ind, at det var et uheld at jeg havde trykket på den knap. Men det var det jo ikke.
Det var en beslutning taget ud fra de allerbedste intentioner, men med en forudsigelig fiasko som resultat. Det jeg skulle have gjort var at køre egotrippet og blot have købt de to billetter, da jeg havde dem.

Well, i det mindste var det en god beslutning at lave pandekager til eftermiddagskaffen.

Sjov med billeder III

Sjov med billeder I, II

Som fortalt sidste gang bruger jeg en del tid på at glo på nettet og denne gang er det rene netscreenshots vi skal more os med. Eller det er nok ikke helt det rigtige begreb at bruge, når man kigger på det første shot jeg tog på JV.dk en dag:

Enten er det en ensporet netredaktion de har eller også er det en ufattelig tragisk by vi har med at gøre her.

Noget helt andet, jeg går og pusler lidt med, er et nyt koncept her på bloggen som jeg har tænkt mig at kalde googleri. Det går i al sin enkelthed ud på at udbrede, hvilke googlesøgninger der har givet links til min blog. Selvom jeg må erkende at mine googlehits ikke er helt så sjove som dem bl.a. Infotainer kan præsentere, synes jeg alligevel de er værd at bringe på bane, hvilket jeg så vil gøre i et senere blogindlæg. Her er først en smagsprøve som egentlig ikke er sjov, men som jeg alligevel synes er lidt hyggelig, for det første fordi den er fra svensk google og så fordi den placerer mig og The City Girl lige efter hinanden, med to meget forskellige reaktioner på det googlede emne. *Det er mig med De hundrede, hvis nogen skulle være i tvivl*

Det sidste stykke tid har jeg fundet en del kodebugs i Facebook, som skærer i hjertet på en softwareudvikler som mig selv. At de ikke har fanget alle deres fejl er egentlig ikke så mærkeligt. Det er desværre meget normalt inden for branchen at man ikke gider bruge tid på at teste sit arbejde ordentligt *bitter*, men forleden så jeg det her, som jeg ikke er så imponeret af. Hvis man insisterer på at oversætte Facebook til dansk, hvilket det bestemt ikke egner sig til *En knap der hedder "Slå op"...Hvad tænker de på???*, så kan man i det mindste lave en lille smule konsistens:

Jeg må erkende at jeg aldrig har haft de store tanker om Ekstrabladet og deres pålidelighed og jeg synes heller ikke altid de har en særlig pæn måde at skrive på. Derfor har jeg aldrig særlig store forventninger til dem og kan ikke chokeres ret nemt. Men alligevel. Har de ikke sænket standarden lige voldsomt kl. 11.35?

Afslutningsvis bringer redaktionen lige endnu en perle fra bt.dk *de svigter mig aldrig*:

Og det der er ikke et sjældent syn, det sker forholdsvis tit.

Af og til skulle man tro de havde en række folk til at fylde deres website ud som på ingen måde kommunikerer bare en lille smule sammen.

En side af to sager

Jeg oplevede noget nyt idag.

Jeg tog imod en folder på gaden idag, der hed "Kvinden i Islam". Jeg har aldrig før oplevet at få islamistiske skriverier udleveret. Det plejer altid at være Jehovas vidner. En overgang, i Århus, stødte jeg faktisk så regelmæssigt på dem, at jeg havde dem mistænkt for at udse mig særligt som offer *lidt paranoia kan man jo altid have*. Jeg fik sjældent besøg af dem ved døren, det var altid på gaden. Altid i jakkesæt og med navneskilte med skriften "Ældste"+ navn. Hvis jeg havde tid tog jeg gerne en rask lille diskussion med dem. Jeg er udpræget tilhænger af videnskab som forklaring på vores oprindelse. Ikke at jeg nødvendigvis tror at vores nuværende billede, darwinismen eksempelvis, er den absolutte sandhed, men jeg tror bestemt ikke på at vi er kommet til verden på den måde man kan læse i forskellige oldgamle bøger. Derfor lagde jeg aldrig fingrene i mellem, når jeg diskuterede med dem og de fleste opgav da også at omvende mig. Et par meget vedholdende unge mænd var dog ret sikre på at de kunne få mig oplyst og foreslog at komme hjem til mig og sammen kunne vi læse lidt Bibel og sådan. Det var sådan set intet problem, såfremt de samtidig lige gad bladre lidt i de evolutionsbøger jeg havde på hylden pga. mit biologistudium. Det havde de mærkeligt nok ikke lyst til, så den kaffedate blev ikke til noget.
Pudsigt nok har jeg ikke set skyggen af dem siden jeg en dag blev stoppet foran sexbutikken i Banegårdsgade i Århus, men afslog at snakke med den unge mand *som i forvejen så meget usikker ud* for jeg skulle altså lige ind i sexbutikken og hente noget.

Nå, men den der islamiske folder tog jeg med mig og gav mig til at læse i den. Den starter ud med "Meget er blevet sagt om kvinden i Islam, men mest af folk som ved meget lidt om Islam". Sådan, tænkte jeg. Lige på og hårdt, det er det der fungerer bedst.
Folderens budskab er meget tydeligt at gøre opmærksom på at kvinder ikke bliver undertrykt af Islam og den er udgivet af Islamisk Trossamfund, sikkert i kølvandet på alt det ballade med tærklæder og burkaer osv.
Men de begår lidt den samme fejl som Jehovas vidner gjorde *selvom det naturligvis er en ret anden situation*, som gør det lidt svært for mig at sætte mig ind i det. De går ud fra at jeg, som læser, er et lige så religiøst menneske som dem selv.
De sammenligner bl.a. med kristendommen, jødedommen og katolicismen som argument for at kvinderne er bedre stillet i Islam. Eksempelvis påpeger de Evas status som ond fristerinde, ansvarlig for Adams fald. I mit hoved er Adam og Eva sådan set fiktive personer og derfor ret ligegyldige.
De henviser til ex. katolicismen ved at påpege at nonner også dækker sig helt til med slør og alting og anses med respekt i modsætning til de muslimske kvinder, der betragtes som værende undertrykte. Der er bare lige den forskel at nonner udgør en meget lille andel af det samlede katolske samfund og det er derfor ikke en almindelig forekomst sådan som sløret er for muslimerne.
I folderen er der citeret adskillige udemærkede passager fra Koranen og den kommer med en masse gode argumenter i forhold til ægteskab, uddannelse, moderskab etc. Jeg synes i bund og grund der gøres et ganske fint forsøg på bringe lys over de åbenbart misforståede forhold, men jeg synes nu stadig det er uheldigt at den nuværende tilstand for kvinder i islam meget ofte sammenlignes med situationer i vesten som ikke er nutidige. Der bruges bl.a. et eksempel, hvor det påpeges at muslimske kvinder beholder deres eget navn når de giftes i modsætning til de vestlige kvinder som får manden navn fordi kvinderne i gamle dage blev manden ejendom ved ægteskab. Det er meget fint, men sådan er det jo ikke mere. Det er jo ren tradition og kvinderne kan jo beholde deres navne, hvis de vil.
I forbindelse med polygami henviser de til det gamle testamente, hvor polygami åbenbart var normalt for profeterne og derfor bør jøderne og de kristne ikke kritisere islam for at tillade polygami. Igen kan jeg ikke rigtig se hvad det har med nutiden at gøre. Men der hvor jeg synes det for alvor kniber med argumenterne er den følgende passage, hvor der står "Selv Jesus kritiserede aldrig den jødiske lov for polygami og var derfor enig i den."
Nå. Vil det så også sige at Morlille rent faktisk er en sten?
Jeg synes det var en interessant folder at læse og jeg synes det er en rigtig god ide at forsøge at udbrede budskabet på denne måde. Jeg synes at argumentationen mange gange var ret god og tankevækkende, men andre gange helt ude i hampen og ikke gavnende for budskabet. Men jeg er jo også en person, der ikke er tilhænger af at man indretter sin levevis slavisk efter gamle skrifter skrevet i en længst svunden tid.

Måske havde det hjulpet, hvis folderen var blevet uddelt af en kvinde.

Eftertænksomhed II

Eftertænksomhed I

Hvad sker der, hvis man pavabehandler en rustvogn?

Gammelt nyt

Jeg synes det er lidt sjovt med gamle mennesker. Der kan være en verden til forskel på dem.
Nu fx. i vores husholdning. Journalisten har sin mormor på 84 år og jeg har min morfar på 89 år og de er komplet som nat og dag. Journalistens mormor er ikke i så fysisk god form, har haft engelsk syge som barn og er pillemisbruger. Da hun måtte indlægges på sygehuset pga. nyre- og blæreproblemer *ikke så mærkeligt med alle de piller hun har ædt gennem tiden. Stakkels nyrer*, blev hun forvandlet til et frådende monster da sygeplejerskerne troede de skulle styre, hvilke piller hun skulle spise. Det skulle de naturligvis overhovedet ikke blande sig i og det ville jo også være en skandale, hvis det blev klarlagt at der ikke er nogen grund til at tage 90% af pillerne *ikke at hun ville acceptere et sådan fakta*. Hun kommer ikke ud med undtagelse af en sjælden tur på kirkegården eller når hun skal på sygehuset. Hun lever gennem os andre og forventer at vi fortæller vidt og bredt når vi kommer på besøg.
Men hun er også et ufatteligt kærligt menneske og jeg har aldrig set et menneske forgude sin familie så meget. Der er ikke grænser for glæden når vi kommer på besøg, og taknemmeligheden over at vi kan få tid til at besøge hende er overstrømmende. Nogen gange synes jeg faktisk det er lidt for meget. Jeg er mildest talt ved at kaste op når hun står og læner sig op af Journalisten *hendes hoved passer lige midt på hans mave* og næsten begynder at hyle over, hvor skønt det var at vi kom forbi.

Men jeg er jo også vokset op med min morfar. Han lever i allerhøjeste grad sit eget liv. Han har spillet bowling lige så længe jeg har eksisteret *han bildte mig engang ind at hans bowlingkugle var en globus over månen* og han kører stadig bil. Han havde egentlig lovet at lægge sit kørekort når han bliver 90 til maj, men det har han vist droppet igen. Han har i hvert fald lige købt en ny brugt bil efter der havde været indbrud i den gamle. Han har en mega fladskærm og har også bedyret at han vil have en mobiltelefon. Men han er jo trods alt en halvgammel mand efterhånden, så nu skal han have fikset sin hofte, hvilket betyder at han må indstille sin bowling i et pænt stykke tid. I går fortalte Lillebror så at morfar mente at den mest åbenlyse løsning på det problem var naturligvis at købe en Wii, for så kan han spille bowling på den. Det er jo klart. Så sådan én har han købt.
Til sammenligning får Journalistens mormor et gevaldigt problem når det analoge signal lukker, for hun kan ikke overskue en ny fjernbetjening. Det er blevet foreslået at hun skal have et nyt tv, men det er udelukket at det skal være en fladskærm *hun er ikke helt med på at man efterhånden ikke kan få andet*, for man kan ikke stille en vase med blomster oven på en fladskærm. Min svigerfar tilbød så at hænge en lille hylde op over tv'et og så hun kunne stille vasen dér, men det nytter ingenting, for der hænger Fiskeren *et utroligt ækelt maleri* og det kan under ingen omstændigheder flyttes. Nu er det blevet besluttet at vente og se hvad hun vil gøre, når signalet forsvinder.

Forleden så jeg reklamen fra TDC med Bent Fabricius. Han er lige så gammel som Journalistens mormor.

The Exercist

Jeg har tit spekuleret over om jeg ville egne mig bedst til at være alene. Journalisten siger nej, men han risikerer jo også at blive smidt på porten, hvis han siger ja.
Nå, spøg til side.
De perioder, hvor jeg har været alene, har jeg været slank og veltrænet, veludhvilet og i balance med mig selv - så vidt jeg husker i hvert fald.
De perioder, hvor jeg har været i forhold har jeg været 10 kg tungere, slap, i næsten kronisk søvnunderskud og i temmelig mental ubalance - så vidt jeg husker i hvert fald.
Jeg er nemlig ikke helt klar over om min hjerne spiller mig et puds.
Uanset om den gør eller ej er den fysiske tilstand et ret håndgribeligt fakta. Mad interesserer mig ikke synderligt meget og jeg er ikke særlig god til at lave det. Så når jeg er alene består min mad typisk af noget kød og grøntsager stoppet i en gryde. Så varierer jeg bare ingredienserne og en gang i mellem snitter jeg lidt salat også.
Så en gennemgående sund kost som bare skal skovles indenbords. Derfor har jeg været slank, når jeg har været alene.
Når jeg har været i forhold (lige som nu) hygger jeg alt for meget. Så er vi to om at spise maden og så sætter jeg lidt større forventninger til mig selv op og vil gerne lave noget mad, der er lidt mere spændende og noget som jeg ikke ville gide lave, hvis jeg bare var mig selv.
Kartoffelmos fx.
Derudover får jeg ikke trænet ret meget fordi jeg hellere vil hygge mig med kæresten når vi rent faktisk har fri på samme tidspunkt *ja tak, verdens dårligeste undskyldning*. Jeg er et udpræget rutinemenneske og hvis jeg ikke kommer til træning på fastlagte tidspunkter, som helst kommer i forlængelse af anden aktivitet uden for huset, så har jeg utroligt svært ved at komme afsted. Jeg er vokset op i et hjem, hvor motion blev betragtet som et irritationsmoment man helst for alt i verden skulle undgå. Derfor har jeg aldrig fået et godt og sundt forhold til motion og det bider mig i måsen nu.
Nu har min læge dog ordineret rigelig motion af hensyn til mit mentale helbred og det kan være det kan få mig til at komme ud af døren. For jeg ved at jeg elsker det når jeg først er kommet i gang. Jeg har derfor støvet mine spinningsko af og fundet mine træningsbukser frem *som strammer helt vildt fordi jeg har taget på. Øv.* Hvis jeg nøjes med at tage en dag af gangen må det da for fanden kunne lade sig gøre at få lidt muskler igen.

Det er dødurimeligt at det er de dårlige vaner der er nemmest at tilegne sig.

Statement

Efter en hel dag under dynen foran TV'et, et par kodimagnyler, kaffe, pandaøjne, eftermiddagslursskiftehold med Journalisten, nedrullede gardiner som følge af lysoverfølsomhed, ødelagte ankler og håndled af uforklarlige årsager, ømme mavemuskler af for meget fællessang samt Marge Simpson stemme må jeg bryde sammen og tilstå:

Jeg elsker Oktoberfester.

Et øjebliks nørderi

Jeg har naturligvis tshirten.

Status quo vol II

Nå, men Den Lille Bager råbte så højt i telefonen at jeg kunne høre det i den anden ende af lokalet. Da han havde raset af forsøgte han naturligvis med forskellige pressionsmidler og angreb på samvittigheden.
Som udgangspunkt var jeg sygemeldt og skulle sige op pga. sygdom forårsaget af arbejdet, hvilket betød at vi ikke havde så travlt med at lave opsigelser længere. Men han syntes ikke det var morsomt at skulle betale sygepenge til mig helt til november og han forsøgte at slå forskellige elendige handler af, naturligvis uden held. Jeg skulle jo stadig passe på ikke at blive selvforskyldt ledig.
Den stakkels Journalist måtte ringe frem og tilbage mellem bager og fagforening for at sikre at jeg ikke blev løbet om hjørner med, mens jeg sad og snøftede i lænestolen.
Til sidst blev alle enige om at bageren skulle fyre mig af hensyn til virksomhedens drift og tilgengæld er jeg så sygemeldt hele opsigelsesperioden og hænger ikke fast længere end til oktober.
Med alt det praktiske i orden (selvom det tog lidt tid inden jeg faldt til ro igen og ikke mere havde ondt i maven) var det tid til at reparere min hjerne.
Fagforeningsdamen var nemlig ret hurtig til at gennemskue at jeg nok ikke er helt rask oven i bøtten. Så hun stak mig nummeret på en psykolog med besked om at fagforeningen betaler fem sessioner.
Der har jeg så været i dag og jeg var ret spændt på hvordan sådan noget foregår. Jeg har aldrig været til psykolog før. Igår fik jeg fat i en veninde som har brugt en del tid hos psykolog efter hun blev krøllet omkring et træ i sin bil og fik smadret skulder og ben pga. en blondine, der skulle tale i mobil og derfor glemte at bremse sin bil i kryds. Hun har derfor forståeligt nok været pænt bitter siden. Hun fortalte mig at hun havde haft utrolig meget glæde af sin psykolog og havde fået gravet op i en masse gamle ting også så hun nu rent faktisk er i rimelig fornuftigt humør.
Jeg syntes det var en smule specielt at en helt fremmed person stiller en masse direkte spørgsmål, der går lige i benene på problemerne. Det er fascinerende at den slags folk er i stand til at aflæse og vurdere andre mennesker på så kort tid. Der er ingen tvivl om at det bliver en hård omgang, men jeg tror tilgengæld også på at det kommer til at hjælpe mig en hel masse. Jeg føler mig allerede bedre tilpas.
Som han sagde efter jeg havde hældt en masse årsagsteorier ud:
"Hvis du var alkoholiker ved vi nu, hvorfor du drikker. Nu skal vi bare have dig til at holde op. "

Så det tager vi i næste uge.

Status quo vol I

Well, nu er jeg fri af det bageri og skal ikke tilbage dertil igen.
I de tre måneder jeg var ansat har Den Lille Bager og Soen flittigt brugt mig som dørmåtte og i fredags gik de over stregen.
Jeg kom tilbage fra ferie og fandt ud af at Soen havde lavet min vagtplan radikalt om så jeg mere eller mindre var stavnsbundet til jobbet de næste 2½ uger. Weekenderne var jeg også sat på. Og hvorfor?
Fordi hun skal på ferie.
Nuvel, det er meget normalt at vagtplaner ændrer sig i ferietiden. Men da jeg før min egen ferie (og det var altså kun halvanden uge tidligere) spurgte hende om hun ville bytte fredagsvagt *det vender vi lige tilbage til senere* d. 11 september fordi jeg skal til guldbryllup i Nordjylland i weekenden og derfor gerne vil afsted tidligere, var det intet problem. Der blev ikke nævnt noget om at hun skulle på ferie. Jeg anede ikke at de skulle på ferie nu. Så den vagt ville hun gerne bytte. Hvorefter hun skred på ferie OG satte mig på vagt i den weekend.
Så jeg gjorde hende selvfølgelig opmærksom på at jeg ikke kan komme på arbejde på alle de tidspunkter, da jeg jo altså også har fritidsinteresser, der skal passes og generelt jo har lavet planer efter den "normale vagtplan" *det vender vi også lige tilbage til senere*.
Det var ikke hendes problem. Det måtte jeg finde ud af med de to andre, der er gamle nok til at varetage disse vagter og som selvfølgelig heller ikke havde mulighed for at tage nogle af vagterne, da de i forvejen havde fået trukket urimeligt mange vagter ned over hovedet. Det endte med et kæmpe skænderi inde i butikken, hvor hun talte til mig som om jeg var fem år gammel og til sidst trak hun bare på skuldrene.
Senere fik jeg at vide af min kollega at vedkommende havde spurgt Soen, da hun lavede vagtplanen, om ikke hun lige skulle ringe til mig først og spørge, men det var der ingen grund til. Tværtimod måtte jeg altså lige tage min del af slæbet og lade være med at være så ufleksibel.
Efter Soen havde forladt bageriet trampede jeg i raseri ned for at ringe til Journalisten, som flippede fuldstændig ud, forlangte telefonnummeret på Soen og bad om lov til at ringe til hende. Så det gjorde han og blev naturligvis hurtigt sendt videre til Den Lille Bager, som så fik Journalistens uforbeholdne mening, men som jo bare gled af med sætninger som "jamen, jeg har en virksomhed at køre, så jeg må være hård". Den fyrede han af som respons på at arbejdsklimaet er elendigt og der er kæmpe udskiftning i personalet hele tiden. Idiot.
Any who, Journalisten erklærede at jeg skulle se at komme ud derfra i en fart om han så skulle belåne sig selv op over hårspidserne. Jeg kunne nemlig ikke bare sige op, fordi det gjorde jeg også i januar. Ergo nul penge fra a-kassen, da man ikke må være selvforskyldt ledig to gange på 12 måneder.
Men det skulle gå lidt stærkt, for det var jo d. 31. i mandags og sidste chance for opsigelser i den måned. Så mandag morgen fik vi travlt med at ringe til fagforeningen for at høre, hvordan jeg bedst kom ud af dette her. Og så var det at det gik galt.
Jeg kunne ikke overskue det, jeg magtede det ikke, jeg begyndte at hyle hysterisk. Journalisten tog over og fik mig til at ringe til min læge mens han selv snakkede med min fagforening, der lynhurtigt fastslog at jeg skulle sygemeldes øjeblikkeligt.
Problemet var bare at klokken på det tidspunkt var 9.20 og jeg skulle møde kl 11 og i følge min kontrakt skal man melde sig syg senest to timer før. Det kunne fagforeningsdamen nu ikke tage sig af og henviste til et antal paragraffer i funktionærloven.
Så nu var jeg nødt til at ringe til Den Lille Bager og melde mig syg. Det kunne jeg ikke. Jeg gik totalt i baglås og hylede og hylede, for jeg vidste han ville tvære mig ud.
Så Journalisten måtte til telefonen og ringe til Den Lille Bager.

Og ganske rigtigt. Han gik totalt amok.

Pausemusik

Hvis jeg virker lidt fraværende skyldes det mest at jeg har fået et mindre nervesammenbrud, er kommet i voldsom skænderi med Bageriet og derfor bruger en del tid på at ringe til fagforeningen etc. for at komme ud med skindet på næsen.

To be continued...