Jeg klamrer mig til de sidste rester af min ferie. Jeg er allerede begyndt at få lidt ondt i maven over at skulle tilbage på job i overmorgen og har temmelig svært ved at nyde den sidste ferietid. Derfor kan dette indlæg i allerbogstaveligste forstand godt virke en smule mavesurt.
Jeg har på min nyligt overståede campingferie atter fået øjnene op for noget, jeg vil vove en pels og kalde en meget overset folkesygdom:
Dårlig mave.
Når man sådan skal dele ferietoilet med mange andre mennesker (der dukkede faktisk en del campister op i weekenden) får man jo et uvurderligt indblik i deres tarmfunktion. Og der er i hvert fald ingen tvivl om at det ikke er fibre disse tarmsystemer arbejder mest med.
I slutningen af ferien gik Journalisten i protest op i familierummene for at være i fred, fordi han var "pissetræt af at høre på alle de skidemorfædre", hvorefter han i lidt for malende vendinger fortalte om hans oplevelser på herretoilettet tilsat en del uønskede lydeffekter.
Da jeg boede i Åbyhøj delte jeg lejlighed med en veninde fra gymnasiet. Hun er temmelig overvægtig og på trods af den for tiden herskende holdning om at overvægtige sandelig ikke selv kan gøre for det, er jeg ikke i tvivl om at hun selv er voldsomt skyld i at hun måtte gå sidelæns ind af døren til mit værelse fordi den var syv cm smallere end de andre døre. Når man hårdnakket påstår at man ikke kan lave mad uden madlavningsfløde kan det næppe chokere. Grundet hendes madvaner led hun naturligvis af kronisk dårlig mave og da mit værelse var ubehageligt tæt på toilettet fik jeg det bevist med al uønskelig tydelighed.
Jeg lærte at holde øje med hende når hun gik forbi min dør. Hvis hun havde en bog i hånden skulle jeg sørge for at lukke min dør inden hun kom ud igen, for ellers kom hørmen snigende ind på mit værelse.
På mit forrige job arbejdede jeg sammen med 12 mænd og vi havde et lille bitte hummer af et lokum til deling. Jeg lærte hurtigt på hvilke tidspunkter af arbejdsdagen jeg absolut ikke skulle blive trængende. For disse mænd led også af temmelig irriteret tarm og efter at have trådt direkte ind i gasudslip med bremsespor i hele kummen et par gange, påbød min næse og min kvalmetærskel mig at regne ud, hvornår jeg kunne undgå dette scenarie. Der var et lille vindue, men det kunne slet ikke trække så meget frisk luft ind som var nødvendigt. Og da vinteren nærmede sig og lufttemperaturen på toilettet mildest talt var ved at være frisk, var der ingen der lukkede vinduet. For de andre vidste også godt at det ville betyde døden for den der tændte en tændstik på det forkerte tidspunkt.
Oppe i bageriet skal jeg også dele lokum med alle de andre. Og det er det samme som alle de andre steder. Samtlige bagere har åbenbart dårlig mave. Her har de forsøgt at skjule det med en lufftfrisker, som de bruger flittigt. Jo flere tryk på sådan en må jo naturligvis skjule hørmen bedre...
Jeg magter ikke flere fællestoiletter!
Jeg synes virkelig at det burde være en pligt at notere toiletforholdene i et jobopslag, så jeg kan vurdere om det er et sted jeg har lyst til at arbejde.
Tilmeldingen af nye medlemmer til "Næsernes Befrielsesfront" er i øvrigt åben.
tirsdag den 25. august 2009
Return of the dead
Så er vi tilbage fra campingferien.
Den ferie gik godt nok stærkt, jeg har kun to dage tilbage. Den er blevet godt nydt og vi har sovet længe, hvilket egentlig ikke var så vanvittig genialt. Jeg skal nu nå at barbere fem timer af min søvn inden på søndag, hvor jeg skal møde på arbejde kl 6.
Og jeg har ikke hørt fra nogle af de firmaer, der havde lovet at kontakte mig i august. Eller dvs et af firmaerne har efterspurgt mine karakterer, hvilket automatisk bringer mig hen i et jeg-tror-ikke-på-mig-selv-hjørne, hvor jeg så kan sidde og ryste, mens jeg messer "jeg får aldrig jobbet".
Nå, videre fra den dårlige selvtillid.
Udover tingene beskrevet i forrige indlæg bød ferien også på minigolf *hvor jeg tabte*, bowling *hvor jeg tabte OG ødelagde mit i forvejen svagelige håndled*, fiskeri *selvfølgelig...vi fangede dog heldigvis ikke noget*, krydsogtværsløsning, rundstykker, kaffe, tisning i buske og en masse andet.
Vi havde taget Lillebror med. Vi havde egentlig også gerne set at Søster og familien var taget med så det sædvanlige campingslæng var samlet, men hun er temmelig invalideret af sin graviditet og brugte ugen på at pendle ind til sygehuset for at suge nogle poser væske og få noget akupunktur.
Vi klarede os dog uden dem og turen havde et antal højdepunkter.
Et af dem var, da Lillebror i en hæftig brandert havde været ude i regnen for at tisse op af et træ, samtidig med at han forsøgte at holde en gigantisk paraply. Da han kom ind i forteltet igen forsøgte han at hænge paraplyen op i en tværstang så den kunne tørre, men havde ikke få den slået ordentlig sammen. Således sprang den op og angreb ham da den foldede sig ud, hvorefter den klistrede sig fast i en fluefanger og i forsøgtet på at undslippe væltede han over grillen, hvilket næsten fik mig til at tisse i bukserne.
Et andet var, da klogeåge 1 og klogeåge 2 *Journalisten og hans far* sad og kiggede ud af forteltet en aften, svigergamlerne var på besøg. Et lys på stjernehimlen blev vurderet til at være et fly og det måtte jo nødvendigvis være flyveren fra Kastrup til Aalborg. Efter at have været en tur ude med kikkerten, fordi jeg ikke rigtig syntes at flyveren flyttede sig, og havde nærstuderet himmellegemet kunne jeg fortælle d'herrer at det var Venus.
Senere på aftenen kom der rent faktisk en flyver og svigerfar var ikke sent til at understrege at det bestemt var flyveren fra Stockholm til Kastrup (!).
Jeg havde taget en bog med, men den fik jeg absolut ikke brug for.
Den ferie gik godt nok stærkt, jeg har kun to dage tilbage. Den er blevet godt nydt og vi har sovet længe, hvilket egentlig ikke var så vanvittig genialt. Jeg skal nu nå at barbere fem timer af min søvn inden på søndag, hvor jeg skal møde på arbejde kl 6.
Og jeg har ikke hørt fra nogle af de firmaer, der havde lovet at kontakte mig i august. Eller dvs et af firmaerne har efterspurgt mine karakterer, hvilket automatisk bringer mig hen i et jeg-tror-ikke-på-mig-selv-hjørne, hvor jeg så kan sidde og ryste, mens jeg messer "jeg får aldrig jobbet".
Nå, videre fra den dårlige selvtillid.
Udover tingene beskrevet i forrige indlæg bød ferien også på minigolf *hvor jeg tabte*, bowling *hvor jeg tabte OG ødelagde mit i forvejen svagelige håndled*, fiskeri *selvfølgelig...vi fangede dog heldigvis ikke noget*, krydsogtværsløsning, rundstykker, kaffe, tisning i buske og en masse andet.
Vi havde taget Lillebror med. Vi havde egentlig også gerne set at Søster og familien var taget med så det sædvanlige campingslæng var samlet, men hun er temmelig invalideret af sin graviditet og brugte ugen på at pendle ind til sygehuset for at suge nogle poser væske og få noget akupunktur.
Vi klarede os dog uden dem og turen havde et antal højdepunkter.
Et af dem var, da Lillebror i en hæftig brandert havde været ude i regnen for at tisse op af et træ, samtidig med at han forsøgte at holde en gigantisk paraply. Da han kom ind i forteltet igen forsøgte han at hænge paraplyen op i en tværstang så den kunne tørre, men havde ikke få den slået ordentlig sammen. Således sprang den op og angreb ham da den foldede sig ud, hvorefter den klistrede sig fast i en fluefanger og i forsøgtet på at undslippe væltede han over grillen, hvilket næsten fik mig til at tisse i bukserne.
Et andet var, da klogeåge 1 og klogeåge 2 *Journalisten og hans far* sad og kiggede ud af forteltet en aften, svigergamlerne var på besøg. Et lys på stjernehimlen blev vurderet til at være et fly og det måtte jo nødvendigvis være flyveren fra Kastrup til Aalborg. Efter at have været en tur ude med kikkerten, fordi jeg ikke rigtig syntes at flyveren flyttede sig, og havde nærstuderet himmellegemet kunne jeg fortælle d'herrer at det var Venus.
Senere på aftenen kom der rent faktisk en flyver og svigerfar var ikke sent til at understrege at det bestemt var flyveren fra Stockholm til Kastrup (!).
Jeg havde taget en bog med, men den fik jeg absolut ikke brug for.
tirsdag den 18. august 2009
Feriestemning
Indtil videre har ferien budt på trafikale mordforsøg på vore personer, masser af grillpølser, blæst i halv pelikan området, stjerneskud (både fisketypen og ønsketypen), satellitspotninger, brandmænd, myg, rigelige mængder af mariehøns, CD'er med Disney-hits, dygtigt med vin og halvslattent internet, der kræver jeg bevæger mig lidt ud af campingvognen og derfor nu sidder på en sten i vejkanten. Campingpladsen er så tom at der næsten er ekko, men tilgengæld er der god plads i toiletbygningen.
Der er stadig meget ferie tilbage og mange ting vi skal nå.
Desuden er stenen kold for min mås, så jeg vil haste tilbage til ferien og sende ferietanker til alle de stakler, der er tilbage på den daglige pind.
Der er stadig meget ferie tilbage og mange ting vi skal nå.
Desuden er stenen kold for min mås, så jeg vil haste tilbage til ferien og sende ferietanker til alle de stakler, der er tilbage på den daglige pind.
onsdag den 12. august 2009
Savn
Jeg troede aldrig, jeg skulle komme til dette punkt. Men jeg savner faktisk Århus lidt.
Nu er det et år siden jeg flyttede væk fra Århus, efter at have boet der hele mit liv.
Jeg glædede mig som et lille barn til at slippe væk. Jeg var blevet træt af byen og trængte til at se noget nyt. Der var ikke flere hjørner i Århus, jeg ikke havde været i. Så det var skønt at komme til en ny by. Det var fedt at bo 400 meter fra gågade og banegård og stadig have penge til andet end husleje (Det er i øvrigt stadig fedt).
Jeg elsker at myldretiden her er det samme som trafikken i Århus på en kedelig tirsdag formiddag. Jeg synes det er skønt, at jeg ved at køre 20 mins i enhver retning kommer til en ny by. I Århus kommer man bare til et andet storcenter. Jeg elsker at jeg ikke længere bor op ad Ringvejen og at jeg ikke har kørt i bus siden jeg flyttede fordi det ikke er nødvendigt. Jeg kan gå eller, i værste fald, cykle til hvad som helst.
Men jeg er begyndt at savne "det gamle".
At have adgang til stor set alle slags butikker uden at skulle køre udenbys.
At kunne gå en tur på Nordre Kirkegård og besøge min mormor når jeg lige har lyst.
Jeg savner min italiensklærer og savner at bo i en by, hvor der er så mange mennesker at det er muligt at komme på et ordentligt undervisningshold. Havde meldt mig til et hernede, men vi var kun tre tilmeldte, så det blev aflyst. Alternativet var at køre til Fredericia og have Bengt Burg som underviser på et alt for nemt hold. *Bengt Burg, for helvede!*
På trods af at jeg nu bor sølle 1 km fra det ene af de to fitnesscentre, jeg er medlem af, savner jeg mine gamle centre. Særligt savner jeg at combatte hos Linda. Jeg har forsøgt mig hernede, men det er bare ikke det samme, når der står en afbleget skrigedukke med overfarvede øjenbryn og råber af mig. I stedet for at være sjovt som "i gamle dage", er det bare irriterende.
Til gengæld har jeg det helt fint med at være på så lang afstand af De Gamle, at min mor ikke bare lige kan komme forbi på vej hjem fra arbejde.
Nu er det et år siden jeg flyttede væk fra Århus, efter at have boet der hele mit liv.
Jeg glædede mig som et lille barn til at slippe væk. Jeg var blevet træt af byen og trængte til at se noget nyt. Der var ikke flere hjørner i Århus, jeg ikke havde været i. Så det var skønt at komme til en ny by. Det var fedt at bo 400 meter fra gågade og banegård og stadig have penge til andet end husleje (Det er i øvrigt stadig fedt).
Jeg elsker at myldretiden her er det samme som trafikken i Århus på en kedelig tirsdag formiddag. Jeg synes det er skønt, at jeg ved at køre 20 mins i enhver retning kommer til en ny by. I Århus kommer man bare til et andet storcenter. Jeg elsker at jeg ikke længere bor op ad Ringvejen og at jeg ikke har kørt i bus siden jeg flyttede fordi det ikke er nødvendigt. Jeg kan gå eller, i værste fald, cykle til hvad som helst.
Men jeg er begyndt at savne "det gamle".
At have adgang til stor set alle slags butikker uden at skulle køre udenbys.
At kunne gå en tur på Nordre Kirkegård og besøge min mormor når jeg lige har lyst.
Jeg savner min italiensklærer og savner at bo i en by, hvor der er så mange mennesker at det er muligt at komme på et ordentligt undervisningshold. Havde meldt mig til et hernede, men vi var kun tre tilmeldte, så det blev aflyst. Alternativet var at køre til Fredericia og have Bengt Burg som underviser på et alt for nemt hold. *Bengt Burg, for helvede!*
På trods af at jeg nu bor sølle 1 km fra det ene af de to fitnesscentre, jeg er medlem af, savner jeg mine gamle centre. Særligt savner jeg at combatte hos Linda. Jeg har forsøgt mig hernede, men det er bare ikke det samme, når der står en afbleget skrigedukke med overfarvede øjenbryn og råber af mig. I stedet for at være sjovt som "i gamle dage", er det bare irriterende.
Til gengæld har jeg det helt fint med at være på så lang afstand af De Gamle, at min mor ikke bare lige kan komme forbi på vej hjem fra arbejde.
tirsdag den 11. august 2009
Ferietrang
Jeg lider lidt af tørskrivning for tiden. Jeg har masser af indlæg i gang om alt muligt mærkeligt, men kan ikke rigtig få dem gjort færdig.
Jeg har generelt svært ved at samle mig om noget som helst i disse dage. Jeg har nul koncentration. Og jeg er begyndt at fokusere alt for meget på kvinder uden BH og lader mig voldsomt irritere. Jeg hader at se på dinglende patter med brystvorter, der kigger ned mod gulvet. Det er mig en gåde, hvorfor kvinder synes at afslapning = nul BH.
Det er vist godt jeg snart har ferie!
Vi havde egentlig snakket om at køre til Mosel igen, men jeg har kun kunnet kradse én uges ferie op under neglene og det ser ikke så godt ud med finanserne. Man bliver ikke rig af at gå rundt i det bageri. Så det bliver camping i stedet.
Vi kan nu godt lide at tage på camping. Svigergamlerne har en glimrende campingvogn og vi hygger os meget, når vi er afsted. I år har jeg fundet en plads med tilhørende fiskesø og vi har skrevet en lang liste over geocacher i området. Det kan kun blive godt. Jeg kom godt nok til at invitere de gamle på kaffe en af dagene, men det overlever jeg nok.
Jeg har overvejet på at gå til lægen igen når jeg kommer tilbage fra ferie. Nok er jeg meget grådlabil, men når man spontant bryder ud i hyleri i tide og utide bør man nok reagere.
Jeg har generelt svært ved at samle mig om noget som helst i disse dage. Jeg har nul koncentration. Og jeg er begyndt at fokusere alt for meget på kvinder uden BH og lader mig voldsomt irritere. Jeg hader at se på dinglende patter med brystvorter, der kigger ned mod gulvet. Det er mig en gåde, hvorfor kvinder synes at afslapning = nul BH.
Det er vist godt jeg snart har ferie!
Vi havde egentlig snakket om at køre til Mosel igen, men jeg har kun kunnet kradse én uges ferie op under neglene og det ser ikke så godt ud med finanserne. Man bliver ikke rig af at gå rundt i det bageri. Så det bliver camping i stedet.
Vi kan nu godt lide at tage på camping. Svigergamlerne har en glimrende campingvogn og vi hygger os meget, når vi er afsted. I år har jeg fundet en plads med tilhørende fiskesø og vi har skrevet en lang liste over geocacher i området. Det kan kun blive godt. Jeg kom godt nok til at invitere de gamle på kaffe en af dagene, men det overlever jeg nok.
Jeg har overvejet på at gå til lægen igen når jeg kommer tilbage fra ferie. Nok er jeg meget grådlabil, men når man spontant bryder ud i hyleri i tide og utide bør man nok reagere.
onsdag den 5. august 2009
Stemplet
Jeg ved godt det er forkert og jeg skammer mig også. Men jeg kan altså ikke lade være med at få fordomme, når jeg ser en artikeloverskrift, der lyder som følger:
"Hvem har stjålet Zøz' kamphund?"
"Hvem har stjålet Zøz' kamphund?"
tirsdag den 4. august 2009
Gode nyheder
Det er som om det sker hver gang.
Når jeg synes verden er allermest rådden, så sker der lige pludselig noget som giver mig noget at se frem til. Da jeg for to år siden var hårdt ramt af hjertesorger og samtidig lå indlagt med en mystisk lidelse i hjernen, var min søster gravid for anden gang og jeg havde således noget at glæde mig til.
Nu har jeg døjet det sidste år med dårligt job, depression, indebrændthed, mere dårlig job og nu 1/8 despression, som Journalisten kalder det.
Og så sker der det, at jeg her til aften bliver ringet op af min søster. Hun er gravid igen. Og selv om det er nummer tre er jeg lige så glad og glæder mig lige så meget som første gang. Det er dejligt at have noget at se frem til uanset hvad min egen fremtid bringer.
Søster forspildte naturligvis ikke chancen for at prikke lidt til mig, for det ville jo være alletiders med en jævnaldrende fætter/kusine til den lille ny. Så fik hun for 117. gang besked på at jeg hellere vil have et ordentligt job end børn.
"Jaaaamen, det er da nu du skal have børn mens du alligevel ikke kan få job og så når det er opgangstider, så har du overstået din barsel!"
Ja tak, men så kan jeg stikke en tændstik til mit eksamenbevis. Jeg er jo inden for en branche der absolut ikke tillader at man holder sig væk for længe. Så bliver man forældet og det er svært nok at få dem til at ansætte mig fordi jeg er nyuddannet, forsøgte jeg at forklare hende.
Nedslået måtte hun acceptere at hun kunne stikke sine planer et bestemt sted hen.
Hvis jeg kender hende ret har hun dog ikke tænkt sig at lade mig være fri for plageri bare på grund af det.
Når jeg synes verden er allermest rådden, så sker der lige pludselig noget som giver mig noget at se frem til. Da jeg for to år siden var hårdt ramt af hjertesorger og samtidig lå indlagt med en mystisk lidelse i hjernen, var min søster gravid for anden gang og jeg havde således noget at glæde mig til.
Nu har jeg døjet det sidste år med dårligt job, depression, indebrændthed, mere dårlig job og nu 1/8 despression, som Journalisten kalder det.
Og så sker der det, at jeg her til aften bliver ringet op af min søster. Hun er gravid igen. Og selv om det er nummer tre er jeg lige så glad og glæder mig lige så meget som første gang. Det er dejligt at have noget at se frem til uanset hvad min egen fremtid bringer.
Søster forspildte naturligvis ikke chancen for at prikke lidt til mig, for det ville jo være alletiders med en jævnaldrende fætter/kusine til den lille ny. Så fik hun for 117. gang besked på at jeg hellere vil have et ordentligt job end børn.
"Jaaaamen, det er da nu du skal have børn mens du alligevel ikke kan få job og så når det er opgangstider, så har du overstået din barsel!"
Ja tak, men så kan jeg stikke en tændstik til mit eksamenbevis. Jeg er jo inden for en branche der absolut ikke tillader at man holder sig væk for længe. Så bliver man forældet og det er svært nok at få dem til at ansætte mig fordi jeg er nyuddannet, forsøgte jeg at forklare hende.
Nedslået måtte hun acceptere at hun kunne stikke sine planer et bestemt sted hen.
Hvis jeg kender hende ret har hun dog ikke tænkt sig at lade mig være fri for plageri bare på grund af det.
søndag den 2. august 2009
En søndag
Jeg har haft en af mine smådepressive dage, hvor alting er uoverskueligt og hvor udsigten til måske at blive sendt til Berlin i fire måneder ikke længere er en fed mulighed, men i stedet noget jeg frygter fordi jeg er bange for der ikke er noget at komme hjem til. En dag, hvor jeg ikke kan overskue at slæbe mig på arbejde i morgen og hvor jeg ikke har den fjerneste tiltro til at jeg nogensinde får mig et fornuftigt job. En dag, hvor jeg bare har ligget på sofaen og småslumret på trods af at jeg har sovet otte timer i nat.
Disse dage kommer snigende ud af det blå engang i mellem og jeg burde nok snart få trykt en t-shirt med et billede af Æsel fra Peter Plys. Så kan jeg tage den på, når alting er træls.
Journalisten kender disse dage og lader mig derfor i høj grad være. Han uddeler blot nogle velplacerede krammere engang i mellem og overlader derudover alt småtuderiet til mig selv.
Hen på eftermiddagen syntes han dog at vi trængte til lidt frisk luft. I bedste pensioniststil elsker vi at hoppe ind i bilen og bare køre ud i det blå for at kigge lidt på naturen og på alle de huse vi godt kunne tænke os at købe. Og vi ender altid med at komme nye steder hen.
Så afsted det gik, men pludselig udspillede der sig en ganske dramatisk scene idet en fugl kom flyvende meget lavt tværs over vejen:
Jounalisten: "Ups"
Mig: "Tror du?"
Journalisten: "Jep"
Mig: "Tror du den er død?"
Journalisten: "Ja"
Mig: "okay"
Men Journalisten kender mig alt for godt. Så han vendte bilen så vi kunne køre tilbage og se om den rent faktisk VAR død. I den anden ende af vejen vender vi så bilen igen i en indkørsel og sniger os afsted på vejen. Og bedst som vi kommer hen mod den lille fugl ruller jeg vinduet ned for at kigge ud. Journalisten havde dog regnet lidt forkert og i stedet for at trille forbi, så jeg kunne kigge ned fra vinduet, kører han direkte henover den lille fugl, hvilket vi så fik den tvivlsomme fornøjelse af at høre ret tydeligt:
Mig og Jounalisten på en gang: "AAAAADDDDDD hahahahaha"
Længere henne af vejen:
Mig: "Tror du den er død nu?"
Journalisten: "Ja!"
Mig: "okay"
Jounalisten vendte bilen igen og da vi nok engang vendte i førnævnte indkørsel i den anden ende af vejen begyndte vi at spekulere på, hvornår de ville ringe efter panserne.
Denne gang kunne jeg få et godt kig på den lille fugl:
Journalisten: "Du ved jo nok at almindelige mennesker faktisk kun må erklære nogen død, når hovedet er adskilt fra kroppen. Var det det?"
Mig: "Njaaaa...det ved jeg ikke..den var så udsplattet at jeg ikke kunne se hovedet?"
Journalisten: "Så er den nok død"
Mig: "Ja, det er den nok"
Og så lod vi det ligge ved det.
Senere på dagen satte jeg mig ind i bilen for at køre på 7/11 og hente cola (det går ikke så godt med afvænningen i øjeblikket). Ud af noget budskads for enden af vores mur kom der pludselig en mand gående. Han var omkring de 60 år og iklædt en hudfarvet t-shirt, hvide tangatrusser og et par lammeskindstøfler - og intet andet. (??)
Vores bil er i øvrigt holdt op med at skvulpe. Et pænt stykke tid kom der en lyd af vand omme fra bagsædet når vi kørte over bump og lignende og vi gik egentlig begge ud fra at der lå en vandflaske deromme. Vi bruger aldrig bagsædet, så derfor var der ingen af os der gad tjekke efter og eftersom vi roder pænt meget i bilen, var det en ret plausibel forklaring, at en eller anden (læs: mig) havde kastet en flaske om på gulvet eller noget.
Lige indtil jeg i sidste weekend rent faktisk skulle bruge bagsædet til noget. Lillebror og De Gamle havde været nede hos Journalistens og min yndlingsvinbrygger ved Mosel og havde hjembragt 24 flasker i en stor papkasse. Denne kasse måtte jeg så smide ind på bagsædet, da den skulle køres på genbrug, da vores baggagerum i øjeblikket fungerer som opbevaring efter vores rotteangreb i vinters (Vi nægter at stille ting ned i den kælder igen).
Da jeg så åbnede bagdøren kunne jeg konstatere at det rent faktisk var bagdøren, der skvulpede...
Journalisten var naturligvis temmelig skeptisk, da jeg meddelte at vores bildør var fuld af vand. Men ganske rigtigt, da han fik den brækket op og renset nogle huller for glasskår (der havde været indbrud i bilen før vi købte den) fossede vandet ud og nu skvulper den ikke længere. Og man kan næsten ikke se at Journalisten har haft døren skilt ad.
Han havde dog den obligatoriske ene møtrik tilovers, da han havde samlet døren igen.
Disse dage kommer snigende ud af det blå engang i mellem og jeg burde nok snart få trykt en t-shirt med et billede af Æsel fra Peter Plys. Så kan jeg tage den på, når alting er træls.
Journalisten kender disse dage og lader mig derfor i høj grad være. Han uddeler blot nogle velplacerede krammere engang i mellem og overlader derudover alt småtuderiet til mig selv.
Hen på eftermiddagen syntes han dog at vi trængte til lidt frisk luft. I bedste pensioniststil elsker vi at hoppe ind i bilen og bare køre ud i det blå for at kigge lidt på naturen og på alle de huse vi godt kunne tænke os at købe. Og vi ender altid med at komme nye steder hen.
Så afsted det gik, men pludselig udspillede der sig en ganske dramatisk scene idet en fugl kom flyvende meget lavt tværs over vejen:
Jounalisten: "Ups"
Mig: "Tror du?"
Journalisten: "Jep"
Mig: "Tror du den er død?"
Journalisten: "Ja"
Mig: "okay"
Men Journalisten kender mig alt for godt. Så han vendte bilen så vi kunne køre tilbage og se om den rent faktisk VAR død. I den anden ende af vejen vender vi så bilen igen i en indkørsel og sniger os afsted på vejen. Og bedst som vi kommer hen mod den lille fugl ruller jeg vinduet ned for at kigge ud. Journalisten havde dog regnet lidt forkert og i stedet for at trille forbi, så jeg kunne kigge ned fra vinduet, kører han direkte henover den lille fugl, hvilket vi så fik den tvivlsomme fornøjelse af at høre ret tydeligt:
Mig og Jounalisten på en gang: "AAAAADDDDDD hahahahaha"
Længere henne af vejen:
Mig: "Tror du den er død nu?"
Journalisten: "Ja!"
Mig: "okay"
Jounalisten vendte bilen igen og da vi nok engang vendte i førnævnte indkørsel i den anden ende af vejen begyndte vi at spekulere på, hvornår de ville ringe efter panserne.
Denne gang kunne jeg få et godt kig på den lille fugl:
Journalisten: "Du ved jo nok at almindelige mennesker faktisk kun må erklære nogen død, når hovedet er adskilt fra kroppen. Var det det?"
Mig: "Njaaaa...det ved jeg ikke..den var så udsplattet at jeg ikke kunne se hovedet?"
Journalisten: "Så er den nok død"
Mig: "Ja, det er den nok"
Og så lod vi det ligge ved det.
Senere på dagen satte jeg mig ind i bilen for at køre på 7/11 og hente cola (det går ikke så godt med afvænningen i øjeblikket). Ud af noget budskads for enden af vores mur kom der pludselig en mand gående. Han var omkring de 60 år og iklædt en hudfarvet t-shirt, hvide tangatrusser og et par lammeskindstøfler - og intet andet. (??)
Vores bil er i øvrigt holdt op med at skvulpe. Et pænt stykke tid kom der en lyd af vand omme fra bagsædet når vi kørte over bump og lignende og vi gik egentlig begge ud fra at der lå en vandflaske deromme. Vi bruger aldrig bagsædet, så derfor var der ingen af os der gad tjekke efter og eftersom vi roder pænt meget i bilen, var det en ret plausibel forklaring, at en eller anden (læs: mig) havde kastet en flaske om på gulvet eller noget.
Lige indtil jeg i sidste weekend rent faktisk skulle bruge bagsædet til noget. Lillebror og De Gamle havde været nede hos Journalistens og min yndlingsvinbrygger ved Mosel og havde hjembragt 24 flasker i en stor papkasse. Denne kasse måtte jeg så smide ind på bagsædet, da den skulle køres på genbrug, da vores baggagerum i øjeblikket fungerer som opbevaring efter vores rotteangreb i vinters (Vi nægter at stille ting ned i den kælder igen).
Da jeg så åbnede bagdøren kunne jeg konstatere at det rent faktisk var bagdøren, der skvulpede...
Journalisten var naturligvis temmelig skeptisk, da jeg meddelte at vores bildør var fuld af vand. Men ganske rigtigt, da han fik den brækket op og renset nogle huller for glasskår (der havde været indbrud i bilen før vi købte den) fossede vandet ud og nu skvulper den ikke længere. Og man kan næsten ikke se at Journalisten har haft døren skilt ad.
Han havde dog den obligatoriske ene møtrik tilovers, da han havde samlet døren igen.
Abonner på:
Kommentarer (Atom)