Alder + parforhold = familie NU?

Hvad er det der gør at et tal på fødselsdagskagen automatisk udløser bestemte reaktioner?
Jeg er blevet ramt af et fænomen som jeg ved de fleste på min alder bliver overfaldet af. Konstateringen fra omgivelserne som, selvfølgelig med individuelle tilpasninger, lyder ca. således:
"Du er jo også ved at være i den alder hvor du skal til at tænke på at få børn".
Nå?
Det er mig en evig gåde at det er ens alder der afgør den slags.
Til en familiefest for nogle måneder siden blev en overfor placeret meget fjern slægtning utrolig forarget over at jeg ikke skynder mig at få børn mens tid er. Hun sad der og flashede sin tre måneder gamle baby. Hende og manden havde, da de var på min alder, tænkt at de nok skulle nå at få børn. Beklageligvis kunne de ikke få børn, måtte have hjælp og som følge af dette fik de barnet i en sen alder. Lige præcis derfor er det naturligvis himmelråbende sindssygt af mig ikke at skynde mig at blive gravid. Klart. Jeg kan nemlig under ingen omstændigheder få børn, hvis jeg ikke får dem nu.
Det mest tænderskærende var da svigermor kom forbi og meget tøsefjollet spurgte mig og Journalisten om vi blev skruk af at sidde der. *jeg vidste hun gjorde det med vilje* Men nej, jeg bliver faktisk endnu mere ikke-skruk *hvad hedder det?* af omgivelsernes forventninger til mit underlivs udvikling i den retning. Jeg har det svært med at alderen prioriteres højere end det faktum at jeg ikke er interesseret i at ændre mit fokusområde så radikalt ved at få et barn. At det ikke er vigtigt at jeg ikke på nuværende tidspunkt føler at jeg kan tage vare på et barn og ikke har noget at tilbyde et barn samt at jeg har andre ting i min tilværelse jeg gerne vil koncentrere mig om.
Når jeg så forsøger at forklare dette for folk ser de blot overbærende på mig og forvisser mig om at det nok skal ændre sig i det øjeblik jeg bliver gravid og at det måske også er på tide jeg kommer videre i livet. Jeg kan jo ikke leve en sorgløs tilværelse til evig tid.
Jeg har oplevet at nogle har forsøgt at lokke mig til at få børn ved at foreslå at jeg timer mit første barn med deres henholdsvis 2. og 3. barn *jo, der var sq flere personer der syntes det var en fed ide* for det kunne da være SÅ skægt at være gravide samtidig. Nej, det kunne det faktisk ikke. Jeg er ikke rigtig tilhænger af den idolagtige dyrkelse af graviditeten, som en betydelig del af min omgangskreds lider af. Jeg synes ikke det er smukt. Jeg kan ikke umiddelbart se det fantastiske i at blive en stor og forvreden flodhest med vand i hænder og fødder. Og i vores familie er der tradition for at blive så dårlig at indlæggelser og 8 måneder lang invalidering ikke er et særsyn. Hooray. "Jamen det er bare fordi du ikke har prøvet det". En diskussion der er umulig at vinde.
Når jeg bliver spurgt om jeg ikke snart skal have børn er jeg begyndt at svare "Hvad i alverden skal jeg bruge dem til?" og det virker faktisk.

Jeg ved ikke om det er fordi jeg virker imponerende dum ved at spørge om den slags og folk ganske enkelt giver op, eller om det er fordi at det egentlig er indlysende, at hvis jeg ville have børn og havde et behov for børn, så havde jeg nok fået dem?

Rottens år

Jeg kan tåle skumle dyr bedre end de fleste piger.
Jeg synes slanger er sjove at røre ved og har aldrig syntes edderkopper var klamme. Og slet ikke efter jeg fik æren af at prøve at dissekere en edderkop under lup og den lå der med sine behårede ben og store runde øjne *måske jeg følte mig truffet?*.
Hvepse kan heller ikke hidse mig op og jeg synes at markmus er nogle bedårende skabninger på trods af at de flyttede ind omkring høsttid hvert eneste år i mit barndomshjem for at underminere huset, og at jeg engang oplevede at en mus stjal de nødder jeg møjsommeligt havde samlet sammen på tur med min børnehave og lagt under min seng om natten. Kan også være det var kastanjer. Den del husker jeg ikke så godt. Jeg kan bare huske at jeg så røven af en lille grå mus der stak af mens den skubbede en nød foran sig.
Any who, pointen var at jeg ikke er særligt sart når det kommer til kryb og skadedyr.
MEN jeg kan ikke udstå rotter! Og her tænker jeg på den slags der bor i kloaker og lister rundt mellem mine ting i kælderen og tygger på dem og lægger mellemstore sorte gaver over alt på gulvet. Jeg synes de er ulækre og det, at de er potentielt sygdomsbefængte er heller ikke et plus.

Derfor syntes jeg det var ret afskyeligt da Journalisten for et par uger siden bekendte at vi havde en rotte i kælderen. Eeeeewwwww! Straks udviklede jeg en lettere panik hver
gang jeg skulle hente noget i kælderen og sørgede for at fedte grundigt for Journalisten så han kunne ordne det for mig. Jeg havde svært ved at håndtere at jeg skulle gå rundt et sted hvor jeg
ikke kunne se den, så den pludselig kunne springe frem og skræmme livet af mig. Min hørelse blev også pludselig utroligt god og jeg kunne med sikkerhed høre den pusle rundt omkring mig og forventede at den hvert øjeblik kunne løbe hen over gulvet.
Jeg blev specielt til grin da jeg var dum nok til at fortælle Journalisten om min tur i kælderen (den ENESTE tur i kælderen siden rotten blev opdaget), hvor jeg kom til at skubbe til en lille træliste som laaaaangsomt gled ned af den kasse den lå på for at falde på gulvet med et lille brag. Der var jeg lidt i fare for at dø af skræk.

I mellemtiden lagde viceværten noget rottegift ud og Journalisten bedyrede forleden at der nu lå en død rotte dernede. Han havde personligt selv set den ligge der og være død. Nyt problem, da ingen af os havde specielt lyst til at fjerne den.
I dag bestemte jeg mig så til at jeg nok måtte krybe til korset og bortskaffe den inden den blev endnu mere ulækker. *Journalisten har været så smart at sørge for at skynde sig at tage på arbejde*. Så jeg udstyrede mig med gummihandsker, plastikpose og mod. Okay, ikke mod.

Efter at have bevæget mig ind i kælderrummet uden at løbe ud én eneste gang *stolt* kunne jeg konstatere at.... den var væk.

Du er hvad du spiser

Engang bestemte jeg mig for at lære noget om fornuftige madvaner osv. så jeg meldte mig ind hos de danske vægtkonsulenter.
Deres kostplan kunne jeg rigtig godt lide, men deres ugentlige møder kunne jeg ikke rigtig snuppe. Ideen om at vi alle sammen skulle mødes og klappe hinanden på skuldrene over vores vægttab den forgangne uge var jo for så vidt udemærket og der var da mange der havde et godt udbytte af opbakningen. Specielt lærte jeg en pige at kende der havde tabt 52 kg. Ganske imponerende selvdisciplin. Og hun var forsynet med livsglæde i sådan en grad at man automatisk blev i mægtigt humør når man var i nærheden.
Dog var der visse udtalelser blandt nogle medlemmer der gjorde at jeg, allerede efter to møder, valgte at droppe møderne:

- *efter opfordring til at holde op med at ryge* Jamen hvis jeg både skal tabe mig og holde op med at ryge, hvad er der så tilbage? *øhm, dit liv?*

- Jeg kan altså ikke forstå at jeg ikke taber mig. Jeg følger kostplanen til punkt og prikke. *Er du sikker på det?* Ja ja, den eneste lille afvigelse er at jeg kommer revet parmesan på stort set alle mine måltider. Det smager så godt. Men det kan vel ikke gøre noget forskel? *!!!!*

-Jeg synes altså det er svært at komme ned til bageren og se at de har lavet en ny slags kage eller brød og så må man ikke engang smage det, når nu man plejer at gøre sådan *så lad være med at gå ned til bageren ?*

Det tidspunkt hvor jeg havde sværest ved at tie stille var, når folk beklagede sig over de nye spisevaner, for de kunne altså bedre lide deres egne gamle spisevaner og var aldeles uforstående overfor det faktum at det var deres egen levestil der var skyld i at de nu skulle tabe sig.

Jeg er ikke altid det mest tolerente menneske på kloden. Vægtkonsulenten derimod var et af de mest tålmodige mennesker jeg nogensinde har oplevet.

Respekt til ham for ikke at rive hovedet af halvdelen af medlemmerne.

Sig mig dit navn og jeg skal fortælle hvad du hedder

Jeg søger job for tiden. Har lidt svært ved at finde mig til rette inden for mit fag, men en dag blev der opslået et job jeg syntes var fantastisk spændende.

I dag var jeg så til en længe ventet samtale - det er tre uger siden jeg blev inviteret. På forhånd skulle jeg udføre en af de personlighedstests, der er blevet meget moderne at benytte især hos de større firmaer. Jeg har været igennem et par stykker i en anden forbindelse og synes hver gang det er mægtig spændende at få resultatet.

På den ene side kan jeg godt forstå fidusen i sådan en test, men på den anden side har jeg lidt svært med det, da jeg synes jeg kan fornemme at testresultatet af og til bliver vægtet lidt højere end ens udtalelser. Det synes jeg er lidt uheldigt.

Jeg var i dag ude for at vi havde siddet og snakket om et emne og lidt senere viste testen at jeg som person var decideret modsat af hvad testen havde vist - efterfølgende måtte jeg så forsvare mine udtalelser i forhold til testen, for det kunne jo ikke tænkes at testen ikke lige havde ramt plet i det tilfælde...

Det mest foruroligende ved forløbet var at den HR-konsulent der skulle give mig respons på testen syntes, efter at have læst resultatet, at jeg mindede meget om Anja Andersen (!!!!) hvorefter jeg udbrød spontant "Gud! Det var da frygteligt!" Han mente at han ud fra testen kunne vurdere at jeg havde drive, entusiasme og temperament som Anja Andersen.

Jeg gjorde ham opmærksom på at jeg ikke har tendens til at vise folk den tredje finger hver eneste gang jeg er sur over noget.

I hvert fald ikke i en arbejdssituation.

Sød pige søger..

På nogle af de blogs jeg læser har jeg opdaget at begrebet netdating er kommet lidt op og jeg følte mig straks truffet. Faktisk er alle de langvarige forhold jeg har haft produktet af netdating. Så det kan lade sig gøre.

Kragen har altid sagt "Jeg forstår ikke du tør, du er ikke rigtig klog! Med alle de voldtægtsforbrydere alle steder! Der findes jo ingen reelle mennesker på nettet" (Min mor HADER internettet, hvis nogen efterhånden skulle være i tvivl). Jeg har prøvet at forklare hende at det sådan set også kan lade sig gøre at blive voldtaget nede i Mølleparken en lørdag aften. Det er set før.

I min karriere som netdater fik jeg det meste af min tid til at gå med at være ultra skeptisk og sorterede med rund hånd. Ud af alle de beskeder jeg fik var der ca 1 % der var brugbare og værd at bruge tid på. Ud af dem var det nok en 1/3 jeg gad se i virkeligheden. Og alligevel gik det galt *sigh*.

Der var ham som lagde op til den mest romantiske date i skoven på en rigtig sommerdag. Han mødte således op i spejderuniform, for man skal jo være praktisk klædt på når man sådan skal offroade. Af statur mindede han faktisk ret meget om Lord Farquaard fra Shrek, bare uden den fimsede page (Efter den episode nægtede jeg at gå på date med folk jeg ikke havde set på webcam først).
Han havde desuden et behov for at fortælle mig at han var så kilden at hvis man (læs: mig) rørte hans aura ville han virkelig dø af grin. Og så svedte han voldsomt på det der lille stykke mellem overlæben og næsen. Rigtig meget.

Der var også liiige ham, der forsøgte at imponere mig med at alle de ar, han havde i ansigtet, stammede fra forskellige krige han havde været med i. Han havde ellers fat i mig der et øjeblik, men selvfølgelig gik han over stregen og påstod at et af dem kom da han var med i golfkrigen i starten af 90'erne. På det tidspunkt var han 13 år (jeg kunne godt regne) og han måtte erkende at han egentlig aldrig havde været i krig med andre end naboens hund, der havde gnasket lidt på hans fjæs.

Man kunne nemt tro at jeg var en anelse kræsen når det kom til mandfolk *host*. Ingen tvivl om at jeg havde en vis idé om udseende osv.
Alligevel kastede jeg mig en dag ud i en date med en fyr, som på ingen måde levede op til mine ambitioner, men som på en eller anden uforklarlig måde havde formået at fange min interesse. Jeg var flere gange på vej til at aflyse daten fordi jeg ikke rigtig havde den store tiltro og forventede at det ville gå helt galt - lige som alle de andre.

Nu, adskillige år efter, synes jeg stadig det er en fornøjelse at dele matrikel med ham.

We are family

Det trak op til en familiefest, der i forvejen var blæst fuldkommen ud af proportioner. Kragen ringede til mig for at tjekke op på om jeg nu også var i stand til at håndtere min tøjsituation selv.

Krage: "Nå, har du fundet ud af hvad du skal have på?"
Mig: "Ja, jeg har været ude og købe en nederdel i dag"
Krage: "Åh, DET var godt, så slipper vi for at se på den der sorte nederdel"
Mig: "Njaaa, jeg var nu så glad for den, så jeg har faktisk bare købt den i en større størrelse, fordi jeg er blevet lidt småfed på det sidste"
Krage, nu lettere stram: "Jamen, du trænger altså virkelig også til at tabe dig! Nå, men så har du har du vel forhåbentlig købt en pæn bluse til?"
Mig: "Næh, jeg regner med at tage en af de udmærkede bluser jeg har inde i skabet på"
Krage, tydeligt utilfreds: "Hm. Det er da godt du har så mange pæne smykker."

Det er altid en fornøjelse at snakke med stamtræet.

Sig "Aaaahhh"

Jeg har det svært med folk der pylrer rent helbredsmæssigt. Jeg hader også folk der pylrer i mange andre situationer men det er en anden snak.
Der er specielt to af mine veninder der er storslemme. Her snakker vi om personer der har været ved vagtlægen mere inden for det sidste år end jeg nogen sinde har været. Og jeg kan sådan set godt forstå det kniber med at få læger, hvis man dømmer dem til at sidde og høre på den slags mennesker. Der er nemlig rigtig langt i mellem at de rent faktisk fejler noget som retfærdiggør at man fiser til lægen hver gang der er noget der gør bare lidt ondt.
Fælles for dem er at de har et enormt opmærksomhedsbehov i alle aspekter af deres liv og har åbenbart begge fundet ud af at sygdom er en alletiders måde at tiltrække sig folks opmærksomhed. Og de skal nok sørge for at man bliver informeret selv om man prøver at slippe udenom. Jeg er nemlig blevet stædig. Jeg gider ikke høre om deres småproblemer længere fordi de langt de fleste gange er peditesser som den almindelige mand på gaden godt kan leve med uden at bestille gravsten.
Den Ene sørger for at opdatere sin status på Facebook og på Messenger på en måde så der er lagt op til at man skal spørge hvad der er galt. Lader man være med det, bliver statusserne lidt mere søgende. Er man så efter noget tid en af de eneste der ikke har spurgt til det, så skriver hun til én og pylrer direkte. Det er så her jeg blot svarer i enstavelsesord og begynder at snakke om noget andet.
Den Anden har lidt det samme udgangspunkt, men er knapt så teknisk anlagt så det er mere når man besøger hende at man tit liiiige får den der "Åh jeg har det træls" og så sidder hun og venter på at man spørger.
Jeg har oplevet at Den Ene havde dårlig mave og var i alvor sikker på hun skulle dø (hun havde haft det dårligt i et halvt døgns tid). Det viste sig at være lidt irriteret tyktarm.
De har begge et problem med tålmodighed og har absolut ikke tid til at vente og se om ikke dårligdommene går væk af sig selv - hvilket de jo altså gør i 99 % af tilfældende.
Der er dog ingen af dem der slår min moster. Hun er i en liga for sig selv! Her snakker vi om en decideret hypokonder, der efterhånden har fået kørt sin læge så meget ned psykisk at hun kommer til alverdens undersøgelser hver gang hun kan mærke noget trykke. Det synes jeg absolut ikke er i orden. Der er blevet spildt rigtig mange skattekroner på hende, bare fordi der ikke er nogen der gider bede hende tage sig sammen og holde op med at ringe hele tiden. Hun fejler nemlig heller aldrig noget som helst når det kommer til stykket.
Det er absolut ikke fordi jeg ikke vil være der for venner og familie, når de er syge og det er heller ikke fordi jeg automatisk forsøger at nedvurdere deres sygdomme.
Jeg gider bare ikke bruge min tid og mine kræfter på sygdomme der ikke er der.

I'm a creeeeeep, I'm a weeeeeirdo

Er man sær hvis man googler alt og alle? Det synes jeg lidt. Og jeg gør det selv i stor stil.
Møder jeg nye mennesker er jeg ikke sen til at google dem så snart jeg får fingre i min PC. Jeg ved ikke rigtig hvorfor, men jeg har tydeligvis et behov for at vide alt om alle *folder hænderne lommepsykologisk*.
Det har både fordele og ulemper.
Af fordele kan nævnes at jeg har indhentet oplysninger om folk som har kunnet hjælpe mig i en situation, hvor jeg har kunnet bruge viden til at komme nærmere ind på personen og som ice breaker. Enhver ved jo at de fleste mennesker elsker at snakke om sig selv og ved man så lidt om hvad de fx interesserer sig for, kan man hurtigt starte en samtale.
På ulempesiden er der jo tit information om nogle mennesker man bare ikke har lyst til at vide eller som man absolut ikke bør vide. Det er jo fx. ikke så genialt at blive ved med at google en tidligere flamme hvis man ikke kan håndtere at få oplysninger om den kvinde der fik én sparket væk.
Jeg googler også mig selv ganske ofte fordi jeg paradoksalt nok ikke har lyst til at der ligger alt for mange informationer om mig på nettet.
Der kunne jo være andre ude i verden der var lige så syge i bøtten som mig selv.

Unreal Reality

Jeg har tænkt meget over fænomenet Facebook (I det følgende af og til betegnet som "det"). Stort set alle jeg kender har en mening om det og det er de færreste der ikke som minimum har hørt om det. Faktisk har emnet af og til ført til ophedet debat. Jeg har hørt folk lovprise det og hørt folk bande over det. Jeg har set og hørt folk blære sig med antal venner.
Jeg har personligt intet problem med Facebook. Jeg lader bare være med at tage det for mere end det er. Jeg har ikke noget behov for at udtrykke mine holdinger via grupper og jeg smider ikke om mig med personlige oplysninger, da de folk jeg har på min liste i de fleste tilfælde godt ved hvor jeg bor... (og andre kan sådan set bare spørge hvis de vil vide noget). Jeg tilføjer ikke folk jeg ikke kender, og jeg ville have det dobbelte antal hvis jeg tilføjede ALLE jeg kender. Der er bare nogle mennesker jeg egentlig ikke gider associeres med. Heller ikke selvom det ville betyde at min venneliste vil være på adskillige hundrede personer.
Men nogle mennesker ser det af en eller anden grund som en styrke at have mange venner. Jeg har ovenikøbet oplevet at en nær veninde af mig glad - og lidt hændergnidende - kom hen til mig og råbte "ha ha nu har jeg flere venner end dig på Facebook"... godt så...
Såkaldte eksperter* råber vagt i gevær fordi ungdommen bliver afsporet og mister al forbindelse til virkeligheden. Men hvor går stregen? Hvornår går en person fra at være virkelig til at være uvirkelig? For alle de folk der er på min liste er virkelige...men bliver de så uvirkelige i det sekund jeg kommunikerer med dem via facebook i stedet for en telefon? Og bliver jeg uvirkelig for de mennesker der har mig på listen? Jeg har ikke umiddelbart bemærket pixelering ud over det sædvanlige..?
Nævner man Facebook i Kragens nærvær kan man være stensikker på at hun begynder på en prædiken om, hvor rædselsfuldt det er og "hvad er en Ven? Det er jo en forskruelse af folks opfattelse af begrebet Ven og det er langt bedre at have få Venner, da folk der har mange såkaldte Venner har et overfladisk forhold til alle og enhver! Man burde lukke det der Facebook".
Jeg har forsøgt at forklare hende at man ikke nødvendigvis er sindssyg bare fordi man har mange venner på facebook og har endda prøvet at forklare hende de gode ting ved facebook ved at kalde venner for oste istedet, fordi hun starter forfra på sin klagesang hver gang jeg når til ordet venner.
Journalisten (Min kæreste Red.) bruger Facebook som netværk og har 350 mennesker på sin liste. Er det ikke det man hører alle steder? network network network?
Og hvad angår børn og unge så forstår jeg heller ikke umiddelbart problemet. Så længe børnene er børn er det vel forældrenes ansvar og ikke facebooks. "Jamen forældrene kan jo ikke være til stede hele tiden". Nej, men så kan de sq bare klippe ledningen til internettet mens de er væk. Så har de da fred så længe ungerne surmuler. Og mht teenagere er det vel meget normalt er der er folk der er mere populære end andre, det er bare noget andet man måles efter i disse dage**
Jeg kan til dels godt forstå at folk panikker og jeg kan sådan set også godt forstå at nogle mennesker har et stort behov for opmærksomhed. Fred være med det. Men jeg synes nu stadig det er tilladt at bruge sin sunde fornuft uanset om man tilhører den ene eller den anden lejr.

*Er der ikke noget om at man nu til dags kan få prædikatet ekspert hvis man blot har hørt om det pågældende emne? Det skulle man i hvert fald tro
** Ib Grønbech skrev jo så sandt "Hvorfor må a æj få beatles hår?"

Du ved du er fra Århus når...

Jeg er født og opvokset i Århus, men flyttede til sydligere himmelstrøg for et halvt års tid siden. For nylig var jeg ved bageren i Kolding:
Mig: "Jeg får to smurte håndværkere"

Lille 15-årig bagerekspedientpige: "Ja tak, ellers andet?"

Mig:"Ja, jeg skal også lige ha' en trøffel"

Lille 15-årig bagerekspedientpige med desorienteret blik i øjnene:"..."

Lille 15-årig bagerekspedientpige vender sig om mod rækkerne med kager og peger lidt løst rundt på forskellige kager og kigger så ufatteligt bedende på mig: "Øøøøøhhhh...."

Mig, for hvem der lige er gået en prås op: "Nåh ja undskyld, jeg vil gerne have en romkugle.."


Ekspedienten smiler til fnisende ældre mand bag mig mens hun skovler en trøffel ned i en pose. Det er anden gang jeg bliver til grin hos en bager..

For eller imod pels?

"Jeg må prøve at have en blog", tænkte jeg og oprettede en - efter jeg i 20 mins havde været blank for ideer til et blog navn. Alle de åbenlyse blognavne er jo taget og skuffende nok er mange af dem blot testsider der ikke bruges til noget.
Nå, men hvorfor en blog.. jeg har jo rent faktisk ikke noget fornuftigt at bidrage med som ikke allerede findes i en blog i forvejen. Jeg følger med i en stak blogs og er kommet frem til at det (vist nok) er helt okay at være et almindeligt menneske der deler sin hverdag og oplevelser med resten af internettet (eller de tre mennesker der måske læser ens blog).
Selvfølgelig, hvis man spørger Kragen (min mor, Red.) så er det et udtryk for at man har et sygt opmærksomhedsbehov og man vil som konsekvens af det blive et ensomt menneske, afskåret fra resten af verden.

Jeg vover en pels alligevel.