Arbejdsmoral

Da jeg startede ude på job, fik jeg listet en række regler op, bl.a. omkring arbejdstiden.
Der skal være bemanding i afdelingerne mellem 8 og 16.30, fredag 8 og 15. Der er flekstid mellem 9 og 15. Man kan under ingen omstændigheder spare tid op til senere afholdelse og man kan holde maks én hjemmearbejdsdag om ugen. Tidligere havde der ikke været begrænsninger på opsparing af tid eller antallet af hjemmearbejdsdage.
Disse nye regler blev indført da en ny afdelingchef blev ansat omkring jul. Jeg havde ikke været ansat i mange minutter før jeg blev informeret af mine kolleger om, at dette skyldes at den nye chef er kontrolfreak og at der overhovedet ingen grund var til at lave disse stramme regler. En medarbejder havde endda, kort før jeg blev ansat, sagt op i protest mod disse forringelser. På mit spørgsmål om, hvorvidt det skyldtes at der var nogen, der havde misbrugt tidligere tiders frihed, fik jeg blankt nej.
Men nu har jeg efterhånden gennemskuet, at det nok ikke helt forholder sig sådan.
Hvis man tror at mænd ikke sladrer, så kan man tro om. Så jeg har hørt i krogene, at der i stor stil blev sparet fridage op og at det var et særsyn, at hele afdelingen var på arbejde på samme tid. Et par stykker havde endda spekuleret en del i det og holdt bestemte ugedage fri. Sammenlagt med hjemmearbejdsdage var de kun på kontoret nogle få dage om ugen.
På trods af gentagne forsøg fra chefens side på at få dette til at høre op, fortsatte folk at holde fri i tide og utide. Derfor de stramme tøjler. Og jeg kan godt forstå chefen. Det kan jeg virkelig godt.

Hjemmearbejdsdagen derude blev efter sigende opfundet for at give medarbejderne en mulighed for lidt luft. Og engang i mellem kan man godt trænge til bare at sidde i underhylere en hel dag. Men selv nu sørger alle for at holde deres ene hjemmearbejdsdag om ugen. Fordi de kan. Og udelukkende derfor. Ikke fordi de trænger, men fordi det da skal udnyttes at man har denne mulighed.

Og den holdning forstår jeg ikke.

I det job jeg har, er teamwork utrolig vigtigt. Og vi er altid to mand på hvert projekt. Det er satme ikke særlig nemt at arbejde sammen, når ens makker ikke er fysisk tilstede. Når man arbejder hjemmefra er man naturligvis til at få fat i på telefon, mail og office communicator. Men det er bare ikke altid nok. Og jeg har allerede oplevet situationer, hvor jeg har måtte udsætte en opgave et par dage, indtil mine kolleger indfandt sig på kontoret igen. Det synes jeg er skide irriterende. Har man et job, hvor man ikke har nogen særlig arbejdsmæssig relation til andre mennesker, er det jo lige fedt, men i vores job kan det være en forfærdelig hæmsko, hvis en person ikke er til stede. Desuden har det været ret tydeligt, at der naturligvis ikke bliver knoklet helt så meget igennem, når folk sidder derhjemme.

De andre kan ikke forstå, at jeg ikke skal have opsat en hjemmearbejdsplads. Vi får jo ellers stillet ekstra skærm, dockingstation og alting til rådighed. Men for det første har jeg brugt de sidste to år i min lejlighed. Har intet behov for at tilbringe mere end højst nødvendig tid her. For det andet ejer jeg ikke et skrivebord. Det gør det også lidt besværligt.
Men det skyldes primært, at jeg føler mit arbejde bliver besværliggjort af ikke at være i nærheden af mine kolleger. Og så har jeg heller intet behov for at udnytte muligheden, bare fordi jeg kan.

Jeg forstår dem ikke. Men det er nok bare fordi jeg ikke har været ansat så længe.

Hårrejsende problematikker

Nu hvor vi har konstateret at det egentlig går ganske godt, er det på tide at komme videre i teksten.
Så mens jeg fordriver tiden til jeg skal på sygehuset med min arm *endelig. Hurra!*, kan vi tage hul på nogle, i forhold til tidligere her på bloggen, knap så eksistentielle problemer.

Først i rækken er shampoo.
Jeg har altid tænkt at frisørshampoos er spild af penge osv osv. Indtil en dag for en fem års tid siden, hvor jeg spurgte min frisør i Århus, om ikke man kunne gøre noget ved mit evigt statisk elektriske hår.
Jo jo, siger hun og prakker mig en af de der shampooer på. Og tænk sig, mit hår holdt straks op med at være statisk og så blev det mega tykt. *jeg har sådan noget tyndt, sørgeligt hår*. Jeg var jo nærmest blevet til en skide Fabio. Og jeg var lykkelig i årevis. Så var det så, at de holdt op med at producere den for et par måneder siden. Tog jeg stille og roligt. Ringede til førnævnte frisør og fik besked på at jeg skulle gå over til Paul Mitchells Ekstra Body. Gjorde jeg så. Der gik et par dage og så var mit hår blevet til tørt hø, og det føltes som om nogen havde revet mig i hovedbunden med en rive.
I al hast op til frisøren her i byen, som mente at jeg skulle bruge en ny schwarzkopf volumeshampoo. Og nu står mit hår så ud til alle sider pga. elektricitet. Har endda prøvet at gå tilbage til supermarkedshampoo, uden held.

Jeg har bemærket, at min læserskare er tabt lidt på gulvet inden for det sidste stykke tid. Ikke så sært når man kun laver et blogindlæg om måneden. Men er der nogen, NOGEN siger jeg, der kan give mig et godt råd, så tager jeg imod med kyshånd.

Jeg er milimeter fra at klippe lortet af, selvom jeg ser så betonagtig ud med kort hår.

Små dagligdagsoplevelser

Hørt i Blockbuster:
Samtale mellem meget dansk kvinde og hendes engelsktalende kæreste:
Ham: You think thats a good movie?
Hende: I dont know. I will look behind it and see what its about.

Så skulle jeg have en smøg ud af køkkenvinduet den anden aften. Vinduet binder en smule, så det larmede lidt, da jeg fik det åbnet. Denne larm tiltrak opmærksomheden hos nasty, småfed, midaldrende singleunderbo, som netop var ankommet i sin bil, og han kiggede op på mig. Da han var kommet rundt om bilen og var halvvejs henne ved døren, stopper han pludslig op, kigger op på mig igen, drejer 45 grader og lyner bukserne ned. Han pisser i busken, lyner op igen, glor op på mig og går de sidste fem skridt hen til døren. Hvad fanden?

Totalt klammo. Han er garanteret typen, der sidder i bar røv og netundertrøje og surfer porno.

I olie det kører

Det her er en fabelagtig uge.
Det er endelig lykkedes mig at finde lige præcis dén morgenrutine, der sørger for at jeg ikke kommer for sent til pendling *faktisk kommer jeg lidt for tidligt*.
Jeg får lavet god og fornuftig madpakke hver aften.
Jeg får ordentlig mad hver aften.
Jeg har ingen bjerge af opvask stående fordi jeg rent faktisk rydder op efter mig. Hver gang.
Jeg kommer til træning.
Alt fungerer!
Eller.. dvs. jeg skal stadig arbejde lidt på mine sengetider. Kommer stadig alt for sent i seng, så jo længere hen på ugen jeg kommer, jo mere sand har jeg i kontaktlinserne og jo mere distræt bliver jeg. Distræt som at jeg lavede madpakke som jeg plejede og først flere timer senere kom  i tanke om, at jeg skulle arbejde hjemmefra den efterfølgende dag. Og som at jeg, under en telefonsamtale med Lillebror, ledte febrilsk efter min telefon. Der gik fem mins før tiøren faldt.
Og fredag eftermiddag kan jeg stå op og sove. Ikke praktisk, når slænget har for vane at være sociale om fredagen. Man har endda beskyldt mig for at være blevet kedelig efter jeg har fået arbejde! Skandaløst.

Så altså, styr på sengetiderne. Og så skal jeg nok også lige have kigget lidt på tøjvasken. Jeg glemmer konsekvent at tøj skal vaskes og oplever derfor jævnligt tøjkriser tre mins før jeg skal ud af døren. Og jeg skal være lidt mere forsigtig ved fortovskanterne, så jeg ikke ridser mine fælge mere end jeg gjorde i dag *øv*. Endnu et bevis på at jeg ikke bør eje noget som helst af værdi.

De har lige ansat en ny it-supporter ude på job. Jeg har siddet og krydset fingre for at de ville ansætte en singlefyr omkring de 30 år. Men jeg blev ærgelig, for de har ansat en dame på 48 år. Til gengæld har de andre travlt med at afsætte mig til samtlige singlefyre i koncernen uden egentlig at tage hensyn til om de er øgler eller ej. Så det skal nok blive en morsom julefrokost.

Jeg elsker at gå på arbejde!

Løg

Nu har jeg så været ude på det nye job i en måned - uden at blive fyret, wahey!
Det er alligevel lidt imponerende så hurtigt en hjerne kan komme op i gear igen, når den bare bliver stimuleret en smule. For et par måneder siden kunne jeg dårligt sætte tre ord sammen i en sætning og så huske den fem mins senere. Nu får jeg avancerede ideer til alt muligt og kan endda koncentrere mig længere tid af gangen. Hvem skulle nu have troet det.

Jeg er i øvrigt sikker på at jeg, på trods af at jeg bliver latterligt underbetalt *hvad man ikke lever med for at få job*, er havnet det helt rigtige sted.
Mine kolleger er i hvert fald lige min stil. Tonen er tilpas grov, ækel og ubehøvlet til min smag og jeg er efterhånden tilbage i tidligere tiders storhed mht. at være grim i munden *kom ud af træning da jeg var færdig i skolen*. Kommer man ude fra kan miljøet godt virke lidt syret og er man meget politisk korrekt med en holdning om at man ikke må træde nogen religioner, folkeslag eller enkeltpersoner over tæerne, vil man næppe bryde sig om at være der. Men da jeg ikke er så sart, og godt mener man kan joke med hvad som helst uden nødvendigvis at have en ondskabsfuld bagtanke, så passer jeg ret godt ind.

Jeg er faktisk allerede blevet så integreret at jeg ikke længere studser over den daglige snak om ristede løg ved frokosten, men nærmere undrer mig, hvis den ikke kommer. De er alle ret glade for spegepølse med ristede løg.
"Må jeg tage dine løg?"
"Gu' må du ej, bøsserøv"
eller
"Må jeg smage dine løg?
"Hvor er du klam"
eller
"Vil du ikke have nogle løg?"
"Næh, jeg gider da ikke sidde og sutte på dine sure løg"

Etc. Etc. I lååve it.

Ude at køre med de skøre III

Jeg har tænkt på noget.

For et stykke tid tiden så jeg et indslag på TV om ældre mennesker og bilkørsel. I dette indslag blev det fortalt, at de mange fordomme omkring ældres manglende evner i trafikken er ganske uden begrundelse i virkeligheden. De kører tilsyneladende glimrende bil, endda bedre end mange af os andre.
Alligevel kan jeg ikke lade være med at spekulere, om der er noget om snakken alligevel.

Da jeg var på ferie i Tyskland med Lillebror og De Gamle foregik det pr. bil. Min mor har en eller anden latterlig idé om at det kun er Lillebror og Far, der er i stand til at køre i Tyskland *det er jo faaarligt!*, så en anden én var forvist til bagsædet hele turen.
Men ærlig talt.
Hvis jeg havde fået lov til at køre bare en gang i mellem i stedet for min far, ville antallet af nærdødsoplevelser have været væsentlig mindre.
Efter mine forældre fik en spritny bil sidste år har min fars køreegenskaber været mildest talt elendige. Han er mega anstrengt og jeg er sikker på, han har slidt mærker i rattet allerede, sådan som han knuger det. Han kører alt for stærkt ind i svingene, så man flyver rundt omme bagi, og han må ofte op og stå på bremsen *som jo reagerer temmelig brat i sådan en ny bil*, så næsen snitter nakkestøtten på sædet foran.
Derudover sidder han konstant og bevæger rattet fra side til side så man sidder og bølger lidt. Jeg kan forstå hvis han gjorde det i starten, for når man har været vant til at køre i en bil med 10 cm ratslør, så skal man da lige vænne sig til at styretøjet lige pludselig reagerer promte. Men efter et år? Nej.
Det er faktisk så slemt, at på en tur gennem Harzen blev jeg lidt småkøresyg og måtte forlange at Lillebror kørte resten af vejen.
Derudover er han blevet panisk angst for vejsider og kører således helst på midterstriberne. Ikke særlig fedt når tyskerne blæser forbi med 150 km/t to cm fra bilruderne.
Desuden kørte han 60 km/t på hovedvejene dernede *hvor man må køre 100*, fordi det jo er så faaarligt at køre dernede. Jeg bønfaldt ham flere gange om at sætte farten op, fordi han fremprovokerede sindssygt mange hazarderede overhalinger.
Forleden var vi så ude at køre her i området med Kragen bag rattet. Og ved gud om ikke også hun sidder og hiver rattet fra side til side.
Så hold dog det rat STILLE!
Min mor har nu altid været en elendig bilist - hun holder eksempelvis gerne tilbage selvom der er grøn pil, for "man kan jo ikke stole på at de andre holder tilbage for rødt". Til gengæld kan du stole på, at der en dag er en, der brager op bag i dig. Det er et spørgsmål om tid.
Men hvorfor faen blev min far pludselig en elendig bilist? Er det alderen eller er det den nye bil?

Jeg tænker begge dele.
I hvert fald frygter jeg for mit liv hver anden dag, når min pendlermakker, en mand i 50'erne *han er jo også halvgammel*, skal køre os på arbejde. Han kører nemlig også helst på midterstriberne - gerne halvvejs ude i overhalingsbanen. Og så slingrer han big time. Et under han ikke er blevet stoppet af politiet endnu under mistanke om spritkørsel. Og så har jeg ikke engang nævnt de situationer, hvor han er trukket direkte ud foran overhalende, eller næsten har stillet sin bil på køleren af den bil han overhaler.
Men måske har dårlige bilister bare været dårlige altid? Man har måske bare ikke bemærket det tidligere? Og når man så opdager det, tænker man "det er også fordi han/hun er ved at blive gammel".
Jeg ved det ikke.

Min morfar har, så længe jeg kan huske, ikke været fan af glidende drejning. Når vejen drejer slår han til rattet i den ønskede retning, så bilen bevæger sig den rigtige vej lidt af gangen.

Nu med fremtid?

Der skete noget mærkeligt da jeg var på ferie.
En af dagene lå jeg og svedte på min seng om aftenen og tænkte, at jeg godt lige kunne bruge 17 kr på at tjekke min email på mobilen. I min indbakke lå en mail fra en mand med en forespørgsel. Hmm, tænkte jeg, hvad nu?

Så var det så en IT-chef fra et firma her i nærheden, jeg havde søgt et job hos tilbage omkring nytår. De havde gemt mine oplysninger og nu havde de opslået et nyt, lignende job. Han ville derfor lige høre om jeg var interesseret i at indgå i en dialog om jobbet. Jeg havde godt set jobbet, men fordi der først er ansøgningsfrist 1.august, ville jeg vente med at søge det til jeg kom hjem fra ferie.
Dagen efter fik jeg travlt med at komme ned på den internetcafe, hvis eksistens jeg havde været genial nok til at tjekke op på inden afgang fra DK. En hurtig mail tilbage om at det ville jeg da gerne, og et lige så hurtigt svar med spørgsmål om jeg havde mulighed for at ringe til ham, så vi kunne aftale nærmere.
De 3,50 kr jeg tidligere havde harceleret over, at det skulle koste at ringe hjem, var lige pludselig intet problem for mig, så jeg ringede og fik aftalt nærmere med ham. Grundet hans egen forestående ferie, så han helst at jeg kom til samtale et par dage efter jeg kom hjem fra ferie.

Og så gav jeg mig ellers til at regne lidt på det hele. Hvis der er ansøgningsfrist der, og der bliver holdt samtaler der og der, så hører jeg ingenting før der, og så kan jeg tidligst starte der - hvilket sikkert ikke bliver aktuelt, fordi jeg naturligvis ikke får jobbet. Ingen grund til at være optimistisk.

Efter endt samtale forrige fredag, som gik godt nok, men som alligevel triggede "det gik TOTALT dårligt og jeg får ALDRIG et job på denne her måde"-refleksen, fik jeg at vide at jeg ville høre nærmere allerede mandag, om jeg skulle videre til 2.samtale.
Nårhm, det var trods alt ikke så galt. Kunne godt leve med kun at vente et par dage.
Men fandme om ikke manden ringede til mig efter sølle én time for at spørge, om ikke vi bare skulle droppe den der 2.samtale, for han ville hellere tilbyde mig jobbet med det samme...
Så jeg startede i tirsdags. Ingen grund til at spilde tiden. Og jeg vil godt lige nævne, at det er et rigtigt job denne gang. Sådan både fagrelevant og tidsholdbart og alting.

Det havde jeg satme ikke set komme.

Svedige nyheder

Velankommet tilbage i DK efter ferie med De Gamle og Lillebror i det tyske.

Jeg har sjældent været så begejstret for at befinde mig i dette småkølige land, hvor en hedebølge betyder 30 grader om dagen og hvor der er semivarmt om natten.
Den første dag vi var dernede, var temperaturen sidst i tyverne og det syntes vi egentlig var lidt varmt.

Men SÅ skal jeg ellers love for at vi fik kamp til stregen. Resten af ferien var der 40 grader - i skyggen. Om natten sneg den sig ned omkring de 30 grader. Fy for fanden, det var varmt.
De Gamle var ved at omkomme i dagtimerne, hvor jeg egentlig godt kunne holde det ud. Synes ikke det er så slemt når solen skinner. Tilgengæld håndterer jeg ikke den lumre hede om aftenen og natten særlig godt. Jeg svedte helt ukontollabelt om aftenen og sov pænt ringe om natten.
Kan ikke huske hvornår jeg sidst har haft brug for regelmæssig at tørre sveden væk fra overkroppen for ikke at dryppe på gulvet *spinningtimer undtaget, forstås*.
Som Ørkenens Sønner så udemærket udtrykker det:

"Der er varmt om natten
Der er varmt om dagen.
Og man bliver dum og slatten,
Svedende på sit lag'n."

Imponerende at man kan sætte sig ind i bilen, køre 350 km nordpå og så er temperaturen i bogstaveligste forstand halveret, når man stiger ud af bilen igen.

Løsthængende tanker

Jeg er stor fan af tysk hvidvin. Og her snakker jeg ikke om Liebfraumilch og den slags. Så mens jeg sidder og nyder et glas importeret vin fra Mosel, brygget af de sødeste vinbønder, kan jeg til min store glæde konstatere, at det lykkedes Tyskland at spille sig i semifinalen i fodbold. For ikke nok med at jeg naturligvis havde et beløb på højkant, så skal jeg også opholde mig i Tyskland under både semifinalen og finalen. Og det kunne jo godt gå hen og blive ganske fornøjeligt, hvis de ellers fortsætter med at vinde. Og de spiller godt, synes jeg.
Morfar gjorde mig opmærksom på, at "Tysken fejrer ved at smadre flasker, køre rundt i biler med hornet i bund og ved at råbe DØØØØØØØØØØØØØØJJSTTTLAAAAAAAAAAAANNDD!!", så det skal nok blive spændende.

Sad lige og kiggede på optagelser fra årets nøgenløb på Roskilde, der jo er et enestående studie i den menneskelige anatomi. Men den nøgne menneskekrop er da egentlig ikke særlig pæn at se på. Særligt i bevægelse. Men de har det jo sjovt, så fred være med det.
Ikke desto mindre er det ikke særlig flatterende med sådan en diller, der hænger og dingler. Imponerende så stor forskel det gør, når mænnerne lige tager et par shorts på.
Ikke at kvinder er meget bedre, apropos ting der dingler.
Jeg kan stadig ikke forstå, hvad det er der får kvinder til at tænke "puh, det er varmt. Nu tager jeg min BH af". Det ser så træls ud. Der er masser af kvinder der sagtens kan bære det, men det er jo ikke dem, der skinner igennem. Det er de lidt overvægtige midaldrende kvinder, hvis lange patter hænger på hver side af vommen. Og jeg stiller mig fuldstændig udforstående overfor, hvordan det skulle være mere behageligt.
Men nu er jeg også typen der forvandler mig til en hidsig drage, hvis man tager min BH fra mig.

Huebedrag og hærværk

Forrige torsdag var der fælles observans af typisk, elendigt dansk fodboldspil med kliken.
Om eftermiddagen fik jeg en sms fra en af de andre om, at jeg skulle tage min studenterhue med. Hmm, tænkte jeg, mens jeg rodede efter den i kasserne nede i kælderen.
Nogen havde så fået den lyse ide, at vi efter fodboldkampen skulle prøve at gå i byen på en anden måde. Hence studenterhuen.
På vej til kampen stod jeg nede på gaden og ventede på de andre. Og saftsusemig om ikke de unge fyre dyttede af mig! Så der stod jeg med min hue på og følte mig smigret og grinede dumt, mens midaldrende mennesker kørte forbi i deres stationcars og lignede nogle der tænkte "Hvem der bare var ung igen". Og jeg tænkte i øvrigt det samme.

Efter kampen trængte vi til noget at styrke os på og drog ned på stamcafeen, der ikke overraskende var fyldt op med studenter. En af veninderne har fem års jubilæum i år og jeg har ti års jubilæum, så vi følte i vores branderter, at vi var vel berettiget til at have huen på.
Hun fik travlt med at spørge alle de unge mennesker, om de troede vi var blevet studenter i år.
Øhmmenømme, lød det fra de fleste HTX'ere, som godt var klar over at det var et lose-lose spørgsmål. Men der var nu ingen, der rigtig troede på det. Heldigvis, egentlig.

"Øøøøøøøøøøøøøøjjjjhhhhhh, hvor vildt", sagt med ærefrygt i de opspilede øjne, lød det fra studenterne, da de fandt ud af, at det er ti år siden jeg blev student. Det var de alligevel imponerede over. For slet ikke at snakke om, da jeg fortalte dem at jeg har en ingeniøruddannelse. De fleste af dem skulle nemlig også være ingeniører. De var nu søde.
Det lykkedes os faktisk i løbet af aftenen at få skrevet i to huer uden at have den fjerneste anelse om, hvem der ejede dem.

Og den sidste uge har jeg syntes det var hyggeligt, at jeg kan høre hovslag nede på gaden fra alle studenterkørslerne og se dem myldre rundt alle steder.
Men nu er det nok.
At jeg ikke har det fjerneste bevis for at det er studenterne, skal da bestemt ikke afholde mig fra at skyde skylden på dem. For da jeg kom ned til min bil i morges blev jeg noget sammenbidt. Jeg kom sent hjem i går aftes, så der var ikke plads nede i gården og jeg måtte parkere over på den anden side af gaden. Og på samtlige biler derovre havde nogen hejst viduesviskerne. Senere, da jeg spadserede ned på gågaden, fandt jeg ud af at de havde været det meste af byen rundt.

En ganske hyggelig spøj, syntes jeg, lige indtil jeg fandt ud af at de havde brækket min antenne af. Røvhuller.

Jeg har sagt det før..

..men jeg siger det igen:
Folk er nogle svin.
Jeg har været inde på det tidligere. Jeg har det meget svært med dårlig køkkenhygiejne. Især når jeg står og ser på, at mad jeg skal spise lige om lidt bliver behandlet på allerstyggeste måde.
Her til aften var jeg på besøg hos min studieveninde *vi var kun to piger i klassen* og det var superhyggeligt som altid. Hun har, som de fleste af mine veninder sjovt nok, ikke helt samme idé som mig om, hvor renlig man behøver at være, når man laver mad.
Vi skulle have tacos, hvilket blev til wraps i stedet. Jeg gik igang med kødet, mens hun snittede grøntsager.

Her vil jeg godt lige indskyde en bemærkning om kød. Hun havde købt kødet i Aldi og der har man fået en genial ide. Man køber 800 gr kød, delt op i fire underpakker á 200 gr hver. Det er fandme smart, synes jeg. Til gengæld var kødet rigtig ulækkert at se på. Helt mast til ukendelighed. Adr.
Nå, men jeg kiggede væk mens jeg rørte i det, og da der var kommet krydderi i lignede det næsten almindelig kød igen.

I mellemtiden bemærkede jeg, at det der med at vaske grøntsagerne blev gjort ud fra konceptet om, at er det pakket ind skal det ikke vaskes. Så agurk og tomat blev ikke vasket. Det gjorde champignonerne dog, og her var jeg nær besvimet på stedet. Hun skyllede nemlig champignonerne meget grundigt, hvorefter hun lagde dem ned i bunden af hendes meget beskidte vask, skar rødderne af og lagde dem op i skålen...
Jeg brugte så de næste ti mins på at forklare mig selv inde i hovedet, at jeg skal holde op med at være så pylret og hysterisk, og desuden er jeg jo aldrig blevet syg af at spise mine veninders mad.

Men så...

Efter maden sad vi og spillede Settlers og hyggede os. Efter noget tid begyndte jeg at få lidt ondt i maven, men slog det hen, fordi jeg havde drukket kaffe for første gang i to uger. Og så kan man godt få lidt ondt i maven, når man bæller en halv kande kaffe lige pludselig.
Det har været pænt varmt i dag og da jeg så begyndte at få det rigtig varmt og svedte lidt og de andre var enige i at der var meget varmt, slog jeg også det hen og åbnede et vindue.
Da mavekramperne begyndte at vise sig, gik det efterhånden op for mig at noget var galt.

Normalt er det en smuttur at køre derover, men i sådan en situation er der satme langt fra Middelfart til Kolding.

7 gode grunde..

...til at det er bedst, jeg lige venter nogle år inden jeg får børn.

Alle de følgende situationer er autentiske og noget, jeg har oplevet for ganske nyligt rundt om i de små hjem. Mine reaktioner er alt det jeg har lyst til at brøle højt, men som for det meste bliver i hovedet. Der er jo ingen grund til at blive udstødt af familien og af vennekredsen lige nu og her. Det skal jeg nok nå.

Situation: De små børn myldrer ind i dobbeltsengen om natten.
Forældres reaktion: Jamen, det er så hyggeligt, det er fantastisk med den tryghed man kan give et lille barn.
Min reaktion: Der er fandme ingen, der skal invadere min seng på den måde. Lækre fyre undtaget.

Situation: Aftensmaden indtages i panik, mens børnene hyler på kryds og på tværs.
Forældres reaktion: Ingen.
Min reaktion: Fuck, jeg glæder mig til at spise min mad i ro og fred.

Situation: Børnene opfører sig som små terrorister hele dagen.
Forældres reaktion: Jamen, det plejer slet ikke at være sådan til hverdag. Det er bare fordi der sker så meget lige for tiden.
Min reaktion: Yeah, right.

Situation: Ungerne sætter kiksefingre overalt på mine nyvaskede bukser og efter få timer er det lykkedes dem at smøre mig helt ind i møg.
Forældrenes reaktion: Ingen.
Min reaktion: Rådne unger, hvor er I klamme.

Situation: Man kommer på besøg hos småbørnsfamilien og straks ser forældrene sit snit.
Forældres reaktion: "Nu kan du liiige komme over til din tante Aurelia"
Min reaktion: Gu' gider jeg da ej passe jeres unger, hver eneste gang jeg kigger på forbi! Jeg kommer for at besøge jer, ikke for at være babysitter så I lige kan nå lidt ekstra.

Situation: Alle beundrer den lille nyfødte og alle synes babyen er SÅ sød.
Min reaktion: Det er satme en grim baby. Alle babyer er grimme, er jeg den eneste, der har gennemskuet det?

Situation: Forældre stiller det ultimative latterlige og bondefangeriske spørgsmål "Er min søn/datter ikke smuk?"
Min reaktion: Undskyld, det skal du jo sige. Også selvom din datter er tudegrim. Hvilket hun er.

Sur kælling

Så kan jeg vist ikke være bekendt at surmule mere over at være blevet fyret. Jo, det kan jeg egentlig godt, for de er stadig nogle idioter derude.
Gad vide om der overhovedet er læsere tilbage.
Nå, men de seneste tre uger har jeg naturligvis brugt på at sidde i telefonen med kommunen og a-kassen og Anden Aktør, for noget så simpelt som at annullere et løntilskudsjob og erklære mig ledig er tilsyneladende verdens største problem.
Ikke at det kommer bag på mig. Jeg har jo fået lært, at man ikke må vende ryggen til de tumper, for de kan seriøst ikke finde ud af noget selv.
De gode nyheder er, at mine forældre synes det er lidt synd for mig, så de har inviteret mig på sommerferie i Tyskland. Så jeg forventer at samle lidt positiv energi op på den tur. *Ferie med forældrene? Lidt et sats, men hey, jeg trænger til at se på noget andet end min lejlighed*

Et eller andet sted tror jeg egentlig det har været godt nok, at jeg har holdt mig lidt fra bloggeriet. Jeg har ikke blot været gnaven, jeg har næsten været harsk!
Særligt under hele hval-episoden var jeg nem at hidse op. Jeg vil være enig med folk i at medierne gik totalt over gevind i deres dækning. Men ligefrem at håne jyderne, fordi de går op i andet end cafe latte, mode og sushi, synes jeg måske er lidt fesent.
Jeg kan godt forstå, at man interesserer sig for at verdens næststørste dyr lægger til i lokalt farvand. Det er ikke ligefrem hver dag det sker.
Nårhm, der var jeg egentlig lige ved at hidse mig op igen, så den lader vi ligge.
Har ellers gået og tænkt på masser af ting jeg skulle huske at skrive om, men får jeg det noteret? Nahaj.
Arh well, det kommer jo nok til mig igen.

I mellemtiden vil jeg glæde mig over VM i fodbold, som indtil videre har været en blændende indtægtskilde. Jeg overvejer at bliver prof gambler i stedet for ingeniør. Det kører lidt bedre for mig.

Speechless

Tidligere på dagen blev jeg, blandt andre, fyret pga. nedskæringer.
Det er vel næppe nødvendigt at nævne, hvordan jeg har det lige nu.

ReLive

ReLive..pfff... hvad er egentlig forskellen på det og så Genudsendelse?

Any who, jeg tager lige den nemme vej i denne uge. Jeg laver lige en oprydningsdag mere og håber på, at jeg så når at opleve et eller andet spændende de næste par dage, så jeg kan skrive noget fornuftigt.
Niece har fødselsdag på lørdag, så jeg tager en weekendtur til den anden ende af Jylland. Om ikke andet sker der sikkert et eller andet fjollet/tåbeligt/dødeligt, når jeg skal tilbringe flere timer sammen med familien.
Selvom morfar fornylig holdt 90 års fødselsdag i fred og fordragelighed.
Well, næsten. Jeg nåede da at stikke lidt til Kragen, men var smart nok at gøre det 30 sekunder inden jeg skulle køre hjem, og slap således for at høre på svadaer af galde.

Efter jeg havde udgivet gårsdagens oprydningsindlæg gik det op for mig at jeg havde overset et par linjers visdom. Og den slags kan jo ikke bare kastes bort.
Så her kommer resten, med ønsket om at I ikke får keyboardaftryk på kinderne, når I sover henover tastaturet.

"Kender I det der med at man køber noget, eller tager en eller anden beslutning, hvor andre mennesker er involveret, og der så altid er et eller andet galt? Hvis man eksempelvis har købt en sofa og der så er en kinøjser der har glemt at komme den allervigtigste skrue i."

Men det kender I godt, ikke? Jeg havde ikke fået min sofa endnu på det tidspunkt, så hvorfor jeg har brugt lige præcis det eksempel står i det uvisse. Hvor jeg i det hele taget ville hen med det, er jeg ikke helt sikker på. Men måske har det noget at gøre med det her:

"I sådanne situationer kan jeg ikke lade være med at tænke "hold nu OP med at være så irriterende". Men det er jo heldigvis småting, der kan fikses med et par telefonopringninger. Nogle gange kunne det nu være rart hvis tingene var rigtige fra starten af. Bare engang i mellem."


Og dét er en sandhed uden sidestykke.
 
"mand ryster dankortet efter fejl."
 
Jeg synes det er uendeligt morsomt med mennesker og teknologi. Stod i kø i Bilka en dag. En midaldrende mand betalte med dankort, men den blev afvist. Så naturligvis tager han dankortet op og ryster det....det er jo også meget godt lige at få pengene til at falde ordentlig ned i chippen, ikke?
Det var lidt ligesom dengang jeg skulle lave hjemmeside for en klaversælger og han pylrede over, at kvaliteten på billederne på hjemmesiden var dårlig.
Mine forsøg på at fortælle ham at han selv havde uploadet billederne, og derfor selv var skyld i at kvaliteten var skod, fængede ikke rigtig. Tværtimod mente han helt bestemt, at han vidste hvad der var galt. Og det undlod han naturligvis ikke at fortælle mig.
Forstår I, der sker nemlig det med digitale billeder, at de bliver slidte når de har ligget på serveren længe. Og jo flere ting man kommer op på serveren, jo mere pressede bliver billederne fordi de jo ligger nederst, og derfor bliver kvaliteten dårligere og dårligere. Klart.
 
Det er ligesom når man går rundt med en USB nøgle i lommen og så efter noget tid begynder der at falde pixels ud af den fordi den bliver rystet så meget. Pisse irriterende.

Oprydningsdag

Så sad jeg i min sofa *Jessørs! Den er kommet* og tænkte "Det kan ikke passe at jeg ikke har haft noget at skrive på bloggen i 100 år". Så jeg var inde og kigge lidt i indlægsoversigten og minsandten om ikke der var bunker af kladder, der aldrig blev til noget. Så i dag har redaktionen bestemt, at de aldrig skal blive til noget individuelt, men i stedet blive til biksemad.

I forbindelse med Mors Dag var der, ikke overraskende, mange bloggere der var ude med en hyldest til matriarkerne. Jeg var ingen undtagelse - eller, hyldest var måske så meget sagt. Nedenstående var, hvad jeg fik griflet ned inden jeg opgav, i erkendelse af, at det er ved at blive kedeligt at surmule over min mor:

"Den opmærksomme læser ved, at jeg ikke har verdens bedste forhold til min mor. Jeg har dog altid fejret hende på mors dag, da jeg boede hjemme. Efter jeg flyttede hjemmefra og boede i Århus blev hun også fejret - når jeg huskede det.
I anledningen af mors dag vil jeg strække mig en smule.
Da Lillebror pralede med at han havde købt blomst til mors dag var jeg et sekund fra at få det lidt dårligt med mig selv. Heldigvis huskede han efterfølgende at nævne at mor har sørget for at han ikke kommer til at glemme mors dag.
Igår fik jeg lov til at låne et betydeligt beløb penge så jeg kan få mig en bil. Og hun ydede moralsk støtte da jeg himlede op over den latterlige behandling jeg fik i min bank forleden.
Desværre valgte hun så at give mig omtrent den samme behandling i forbindelse med de penge jeg ville låne af hende og min far. Men jeg tror ikke hun tænker over det længere."

Oh, the bitterness. Hvad det var for en smule jeg skulle strække mig til, har jeg ingen anelse om.

Lige efter jeg var flyttet, havde jeg lagt op til et indlæg med følgende linje:

"Nå, men i forbindelse med den forestående flytning er der mange ting, der skal fikses."
 
True that. Kan berolige alle med, at de fleste ting er blevet fikset.

I forbindelse med X-factorfinalen sad jeg også og skrev lidt:

"Det var egentlig meningen, jeg skulle genudsende et indlæg fra sidste år, hvor jeg jublede over at X-factor endelig var slut. Syntes alligevel det var fesent, så jeg gav mig til at skrible lidt notater til et indlæg - som jeg undervejs kom til at udgive ved en fejl. Doh.
Nå, men jeg vil naturligvis aldrig indrømme, at jeg så hele X-factor finalen. Men eftersom der intet var i TV her til aften bestemte jeg mig for at lave en lille anmeldelse af showet."

Der stod mere end det, men da jeg stadig ikke vil indrømme at jeg så skidtet, har jeg slettet resten af indlægget og vil under ingen omstændigheder være ved det.

Og så var der et indlæg, hvor der stod følgende tre linjer:

"Så en mand i netto omkring sidst i 20'erne med snurrbart."
 
Og det gjorde jeg altså! Kan svagt huske, at jeg syntes det var så hyggeligt, at jeg ville opfordre til at flere mænd gror sig et snurrbart.

"Indkøb af tv. Ingen kanalsortering."

Jeg var lidt småsur over, at det var umuligt at købe et fladskærmsTV til en rimelig penge, som samtidig havde kanalsorteringsfunktion. Det kunne mit gamle billedrørsTV sgu da, for fanden!
Det lykkedes nu alligevel til sidst.

Sidst men ikke mindst:

"metro petro"

Jeg var med Journalisten i Metro. Jeg havde aldrig været der før, og sad hele vejen hjem i bilen og grinede over at deres benzintank hedder Metro Petro. Fabelagtigt navn, synes jeg. Kunne ikke have fundet på noget mere indlysende selv.

Faktisk burde jeg have givet dette indlæg titlen "Inside the mind of a genious".

Reklame

Der er en ny blogger på banen, som har gjort sig selv bemærket ved at kommentere på et af mine indlæg. Jeg har læst lidt med på de få indlæg, hun har skrevet hos sig selv og jeg vil godt lige reklamere lidt for hende her. Synes nemlig hun godt kunne gå hen og blive en blogger, jeg kunne læse fast.
På trods af at der ikke er tikket så mange indlæg ind endnu, fornemmer jeg en person der bare skriver løst og fast om, hvad der sker omkring hende. Og den slags kan jeg godt lide.
Der var tidligere en runde på blog'sne, hvor det var in at fortælle, hvad man betragter som en god blog. Og man skulle da være et skarn, hvis man ikke selv kan deltage lidt i det, omend lidt sent.

Hos andre bloggere var kriterier som daglig opdatering, velskrevenhed, en skarp pen osv.osv. i høj kurs. Og jeg synes da også, det er vigtige ting, bevares. Det med den daglige opdatering interesserer mig dog ikke så meget. Jeg læser så mange blogs, at det nogengange kan være svært at følge ordentlig med. "Heldigvis" findes der bloggere, der heller ikke mener at man kun kan blogge, hvis man opdaterer hver dag, og de opvejes så af dem der kommer med mindst et indlæg om dagen.
Pr. udgangspunkt orker jeg ikke at læse politiske indlæg, da den slags naturligvis, for det meste, udelukkende viser skribentens holdninger og sjældent er særlig objektive. Når en sag kun belyses fra en side, og når der kun hidses op over personer og partier fra den modsatte fløj, trods alle fløje/partier opfører sig sindsygt, så gider jeg ikke. Men det er jo det fabelagtige ved internettet. Så kan man bare springe over. Og det gør jeg. Og så læser jeg kun de indlæg der har noget med bloggerens hverdag og liv at gøre. For det er den slags jeg har lyst til at læse om. Og bare fordi nogle bloggere kan finde på at skrive noget jeg synes er himmelråbende latterligt, betyder det ikke at jeg aldrig vil læse dem igen.

Nå, men bloggeren in question erkender tidligt at hendes blog ikke er til for at underholde. Og der synes jeg faktisk nogle af de blogs jeg læser *og min liste ude til højre er bestemt ikke fyldestgørende* går lidt over gevind i forsøget på at kaste metaforer og sproglige finurligheder ud over skærmen. Nogle gange så meget at jeg kan sidde og blive lidt kvalm af det, fordi forfatteren ofte er et skriblerisk talent i sig selv og faktisk ikke behøver den slags. *Føler et deja vu.. tænker jeg nok har harceleret over det her før*.
Men i runde penge er det jo frygteligt individuelt. Der findes blogs, der har uendeligt mange læsere, hvor jeg får lidt hovedpine fx. fordi sproget er holdt i en hæsblæsende facon. Eller hvor det netop drukner i metaforer, eller hvor læserne falder i svime hver eneste gang bloggeren skriver et ord, uanset om det giver mening eller ej.

"Jamen du har da ikke så mange læsere selv" eller "Så god er din egen blog altså heller ikke".
Nej, det ved jeg godt og det har jeg heller aldrig påstået. Nogle går måske op i at have mange læsere, og man ser også ofte, hvordan bloggere kommenterer andre bloggeres indlæg og samtidig gør grundigt opmærksomme på dem selv ved at smide lidt links til egen blog på. Med tydeligt formål at skrabe læsere til sig. Jeg gør ikke så stort et nummer ud af det. Jeg er glad for de læsere jeg har og sætter pris på alle kommentarer jeg får.

Men ligesom alle de andre har jeg også en mening om, hvad en god blog er.
Eller rettere, hvad en god blog for mig er. Uanset hvordan min egen blog er.
Og det er det væsentlige, synes jeg.

Return of the dead II

Og så er det vist på tide jeg får genoplivet mig selv her i blogland.
Siden vi snakkede sidst har jeg:

- Flyttet 95% af mit lort. Er stadig hårbundskløende imponeret over dels hvor meget bras jeg egentlig har, dels at det bliver ved med at dukke op alle vegne.

- Gjort mit bedste for ikke at rydde for meget op, endsige vaske op - for det skal jeg til nu. Jeg savner dig, o opvaskemaskine.

- Besluttet mig for at flytte bank efter popsmart, ung fløs af en finansøkonom, eller hvad den slags nu er, vovede at antyde at jeg er uansvarlig og ude af stand til at holde på pengene. Han var ikke særlig lydhør overfor ord som arbejdsløshed, karensperioder, skyhøje lejlighedsindskud og den slags. Så han slettede mine kreditter, for "ellers køber du jo bare en bil for pengene". Idiot. Efter en, hvis jeg selv skal sige det, rimelig sej verbal overfusning, fik jeg kreditten tilbage.

- Købt en bil. Eller rettere, jeg har købt min bil. Journalisten har omsider taget sig sammen til at købe sig en federe bil *det har han fablet om i evigheder*, så nu har jeg betalt et fornuftigt beløb for at overtage den gamle. Hvis nu vi ikke var flyttet fra hinanden var det bare blevet min helt af sig selv, uden betaling. Er ikke sikker på vi har tænkt det her flytteri ordentligt igennem. ;) P.S. Pengene måtte jeg hjem til de gamle og hente, jvfr. førnævnte bankfjols.

- Rent faktisk taget mig sammen til at overnatte i min lejlighed *det der med rent faktisk at flytte sig selv var ikke så nemt*, hvor listerne ikke vil blive siddende på vinduerne, badeværelset hælder væk fra afløbet, så lokummet står under 2 cm vand når jeg er i bad, der er et hul i væggen i bruseområdet og komfuret får relæet til at kappe strømmen, når man bruger varmluftfunktionen.

- Ringet til gud og hver mand for at få fingre i forsikring til bilen, parkeringsbevis til bilen, vicevært og forsvundne TV-kanaler.

- Bandet uendelig meget over at både min sofa og mine lamper er to uger forsinket. Fra to forskellige firmaer. Hvorfor sker den slags altid? Men pyt da med det! Jeg klarer mig da fint med min lænestol og min arkitektlampe. Pfff.

- Betalt 15 kr for at vaske en maskine tøj. Jeg savner dig, o egen vaskemaskine, og også dig, o egen tørretumbler. Godt nok kan der være den dobbelte mængde tøj i den her vaskemaskine, men hvad hjælper det, når man er blevet for fed til det meste af sit tøj og derfor ikke kan fylde maskinen helt op?

- Haft det helt forrygende på nyt job.

Tilværelsens ulidelige lethe... nåh nej

For ikke så længe siden argumenterede jeg for manglende kvantitet af indlæg med, at der ikke skete en skid i mit liv. Hvilket i øvrigt var en stor sandhed.
Men nu kan jeg så gøre det modsatte. Nu sker der nemlig alt for meget, og desværre ikke ubetinget fede ting. Derfor bliver det ikke til så meget skriveri. Synes ikke jeg har kapacitet til det.

På lørdag skal jeg flytte. Alene.
Vi er brugt op, slidt ned. Småting blev til vaner, der blev til dårlige vaner, der blev til store problemer.
Nederlag og frustrationer, kombineret med stor succes og uhindret fremgang, gav nedsmeltninger.

Måske er det bedst sådan, måske er det en fejl. Det ved fremtiden. Vi ser hvad der sker.
Måske et job på et tidligere tidspunkt havde ændret tingene. Det vides ikke. Nu er det for sent.

Vi vil ikke. Men vi skal.

Køben-hvaffornoget?

Så faldt jeg lige over transmissionen fra Det Kongelige Teater, hvor diverse prominte personer skal se gallaforestilling i anledningen af dronens fødselsdag. Og mens jeg sad og syntes, at der ser rart ud i København i aften og at teatret er en fin bygning, gik det op for mig, hvor stor en bonderøv jeg egentlig er.
Jeg har ikke tilbragt ret meget af mit liv i København og er faktisk hovestadsmæssigt analfabet.
Tilbage i 1990 tog mine forældre mig og mine søskende med til København på en lille tur på tre dage. Jeg husker kun at vi besøgte zoo, tivoli og et eller andet slot.
Og så vendte jeg sådan set ikke tilbage i sjus 18 år. Altså hvis man lige ser bort fra hurtig gennemkørsel på hovedbanen på vej til lufthavnen.
Det, der i øvrigt har slået mig hver gang jeg er kommet ind med toget er, at jeg synes det sidste stykke vej mod hovedbanen ligner noget fra østblokken. Det er et lidt smådeprimerende område, synes jeg.

Nå, men i 2008 var jeg faktisk forbi nogle gange, mest i militært regi. Der var et eller andet arrangement på Statens Museum for Kunst med forsvarsminter, -chef og diverse andre pinger, der var Tattoo på Rosenborg, hvor vi sad på tribune med de kongelige, og så var der en koncert inde på Rosenborg med militært musik, hvor vi i øvrigt fik den tvivlsomme ære af at se Grev Ingolf i levende live. Ham har jeg set en del gange før, bl.a. på Koldinghus, og han bliver bestemt ikke kønnere med alderen.
Til jul det år var jeg inde i Det Kongelige Teater og se Nøddeknækkeren. Jeg elsker den ballet, mest pga. musikken. I den forbindelse overnattede jeg hos en kammerat, der bor i Glostrup. Og da jeg om eftermiddagen kiggede ud over landet fra hans altan på 4.sal syntes jeg igen at det lignede noget fra østblokken. Jeg spekulerer på, om det måske er meget udbredt derovre?

En af gangene overnattede vi i de militære bygninger ude på Holmen, helt ude ved kanonerne. Om eftermiddagen gik dronningen i land fra Dannebrog og Journalisten tvang mig til at vinke tilbage til hende, da hun sejlede forbi, fordi der kun stod omkring ti mennesker på vores side og han syntes det ville se mærkeligt ud, hvis jeg bare stod der og daskede.
Jeg var tilgengæld noget imponeret over S-toge og metro. Fascinerende.
Og det var så ca. det.
Jeg aner intet om København og således har jeg siddet i taxaer og busser og glanet ud gennem vinduerne med åben mund og polypper. Jeg har gået rundt i byen uden at ane, hvor jeg var og har udbrudt masser af "guuuuuud", når det er gået op for mig, hvor jeg var. Eksempelvis da jeg opdagede, at jeg stod på Langebro eller da vi ventede på bussen på Christianshavns Torv. Og vist mumlede noget med "Ser Christianshavn sådan ud??", mens jeg kiggede på samlingen af drankere med deres hunde bag mig, og de unge autonomt udseende personer på fortovet overfor, der bare sad midt i det hele.
Der gik i øvrigt ret lang tid, før jeg fandt ud af at jeg stod på Amager. Ved ikke helt, hvad jeg egentlig forventede.
Var også noget forbløffet over at gå ud af hovedbanen og nærmest falde over Tivoli. Det havde jeg heller ikke set komme.

Når jeg kørte i bus igennem byen havde jeg sådan en mærkelig fornemmelse. Det føltes bizart. Lidt forkert, men jeg kunne ikke rigtig sætte fingeren på det. Det var først da jeg senere i en eller anden forbindelse kørte bus i Århus, hvor jeg er vokset op, at det slog mig. Det var alle de høje bygninger. Man kan jo køre i evigheder på store veje, hvor man ikke kan se andet end høje bygninger. København kan godt give lidt klaustrofobi, synes jeg.

I store hele træk har jeg altså ingen anelse om, hvad jeg foretager mig når jeg er derovre.
Spørger man mig om Nørrebro, Vesterbro og den slags, aner jeg ingenting og må have et kort. Frederiksberg er vist nok der, hvor zoo ligger?

Men nu har jeg altså tænkt lidt. I kommende ferieår har jeg sølle fem feriedage og dem gemmer jeg til jul. Så ingen udlandsrejser til mig før næste år. Så måske jeg skulle bruge min sommer på at se København? Det er vist ved at være på tide.