Men nu er jeg også handikappet når det kommer til mode

Jeg troede ellers at dillen med de store sorte briller var gået over igen, men en tur ned af strøget gjorde mig klogere.
Jeg har aldrig rigtig forstået, hvorfor folk på bedste lemmingvis synes det er smart at gemme deres sikkert nydelige ansigter bag briller, der egentlig ikke klæder ret mange. Men på den anden side er 80'erne i al sin ækelhed jo også kommet skrækkeligt tilbage.


Det er mig dog stadig en gåde, hvordan det er blevet moderne at ligne Adam Savage fra Mythbusters. Hvad bliver det næste? Hvalros under næsen og baret på hovedet?

SPantastisk

Igår fik jeg så det famøse brev fra ATP om, hvor mange penge jeg har på min SP-opsparing samt returkuvert for det tilfælde, jeg skulle ønske pengene ind på min konto nu.
Som så mange andre har jeg valgt at få pengene udbetalt og når afgift og skat er trukket fra, tror jeg at jeg vil invitere Journalisten på en is for de penge, der er tilbage. ;)

Endnu et kapitel fra familiesagaen

Min morfar er en særlig mand.

Han har en stor næse og et overskæg og hvis man giver ham et partisantørklæde på hovedet ligner han til forveksling Yassir Arafat. *ikke at vi har prøvet det, selvom Lillebror og jeg har drømt om det mange gange*
Han var aktivt medlem af modstandsbevægelsen i Svendborg og kan fortælle bunker af historier om cykelture forbi tyskerne med håndgranater i poser på styret, geværer gemt i kælderen hos min mormors far osv osv.
Han kendte kunstneren Richard Mortensen og Kong Frederik IX personligt og under sidstnævntes regeringstid blev han tildelt Ridderkorset, men takkede nej.
Han har som skibsfører sejlet både Georg Stage og Peder Paars samt været mange steder i verden, mens de stadig var fjerne og eksotiske for den almindelige dansker.
Da min søster blev født (hans første barnebarn) satte han sig ned og byggede et dukkehus med indlagt elektricitet til hende og byggede en masse små fine møbler til også (Hvad der i øvrigt skete med det dukkehus kan læses her).
Da jeg var barn fortalte han mig om hans dresserede brumbasse, der hed Hans, og han trak mig ofte ud på terassen og pegede ud i den blå luft, mens han forundrede sig over at jeg slet, slet ikke kunne få øje på brumbassen. Og jeg ærgrede mig.
Hvis jeg var på besøg hos dem på det tidspunkt, hvor han udfyldte den ugentlige tipskupon, fik jeg altid lov til at kaste nogle tilfældige krydser, 1'ere og 2'ere ud i luften og så noterede han på kuponen.
Min søster fik kælenavnet Petersteralia. Jeg fik to navne, Baskepeter og Basseralle, og min lillebror fik navnet Jesper Knald (Min lillebror hedder ikke Jesper).
Han var gift med min mormor i næsten 60 år. Hun døde en måned før.

Desværre er min morfar også manden, der mener han skal blande sig i alt og at alt rager ham. Han har i ramme alvor kaldt min søster en fed ko og mig for et stort læs.
Han slutter hver en beretning om modstandsbevægelsen med at sige at han er flov over at have været med og at det skulle han aldrig have gjort.
Han er udpræget bundracist og lever stadig efter den retningslinje han som ung sømand fik besked på: Vend aldrig ryggen til en araber. Da en hjemmehjælper, iklædt tørklæde, ankom ved hans dør smækkede han døren i, hvorefter han ringede til kommunen og sagde at de aldrig skulle sende sådan én ud til ham igen (Hvilket de så i øvrigt heller aldrig gjorde).
Han ved til enhver tid mere om et samtaleemne end alle andre og man bliver kontant fejet af bordet, som regel med en afvisende håndbevægelse og ordet "Pis", når han ikke længere gider høre på folks forsøg på at forklare ham, hvordan verden i virkeligheden hænger sammen.
Det meste af min barndom var jeg en lille smule bange for ham, fordi han altid skældte ud på min mormor. Han yndede at råbe "Ret dig op!" til min mormor, mens han daskede hende i ryggen. Min mormor havde desværre bare en figur som et spørgsmålstegn på sine gamle dage og, hvor meget hun end ville, var hun så pukkelrygget at det var fysisk umuligt for hende at rette sig op. Det var han nu ret ligeglad med.
Da min mormor fik Alzheimers nægtede han at acceptere det og da hun efter godt 15 års sygdom var så medtaget, at hun var som en 3-årig og ude af stand til at tage sig af sig selv, insisterede han stadig på at passe hende selv. Det på trods af at han absolut ikke gav hende den pleje hun havde behov for. Derudover udøvede han næsten konstant verbale overgreb på hende ved at skælde hende ud over at hun ikke kunne huske og ikke kunne finde ud af noget osv osv. Det gjorde ondt at se, hvordan hun led under hans behandling.

Man må dog give ham, at han er blevet lidt blødere med alderen, især efter mormor er død og han har opdaget at det var hende, vi besøgte og ikke ham, og han har fået en snert af angst for at skulle sidde helt alene. Det meste af tiden er han dog den gamle morfar, der brokker sig meget forarget over at vi ikke kommer og besøger ham noget oftere. Han snakker dagligt med sine to søskende* og får jo så at vide, hvor ofte de får besøg af børn og børnebørn. Det er naturligvis en skandale at vi ikke også besøger ham lige så ofte. Engang mumlede jeg noget med at de jo altså har behandlet deres familie med respekt og kærlighed og at det nok gjorde en forskel. Han hørte det dog ikke og Kragens** øjne var ved at trille ud af øjnene på hende i forsøget på at give mig det farlige blik, som hun tror kan få enhver modtager til at forstå, at hvis ikke man opfører sig ordentligt får man alvorlig ballade***, så jeg valgte at lade være med at gentage det.

Det værste er at Kragen minder mere og mere om ham jo ældre hun bliver. Hun bliver mere og mere sur og gnaven, hun bliver mere og mere magtsyg og kontrollerende og hun mener, hun skal blande sig i alt og alle, det være sig livsstil, pengeforbrug eller, som også er min morfars favorit, andres vægt. Det er ganske utåleligt og jeg har sagt til Journalisten at hvis jeg bliver ligesom dem med tiden, må han gerne trække mig ud på gaden og skyde mig.

Det tilbud tog han imod med kyshånd.


*Hver formiddag kl 9.30 skiftes han og hans søster til at ringe og høre om den anden stadig er i live.
**Til nye læsere: Kragen a.k.a min mor
***Det blik virkede desværre da jeg var barn og fik mig til at frygte hende temmelig meget. Som følge af det, giver jeg hende nu forskellige typer blikke tilbage, der betyder ting som "Du må da være vanvittig" eller "Hvad blander du dig for" og også gerne bare "Hvad?". Det irriterer hende meget tydeligt at hun ikke har magten over mig længere, og det lader hun så gå ud over min far og lillebror ved at være usandsynligt eddikesur resten af dagen.

Det nye sort

Hvor det i gamle dage var et skældsord og hvor mænd brugte det hånligt som forklaring på at konen teede sig åndssvagt *Gør mænd egentlig stadig det?*, så er det nu blevet meget moderne blandt kvinder at forklare alting med PMS.
"Ahmen jeg havde bare SÅ meget PMS!" og "Jeg har simpelthen så meget PMS lige i øjeblikket". Og så får man en lang smøre om, hvordan de har opført sig urimeligt og haft svedeture osv osv, alt sammen sagt med lidt stolthed i stemmen.
Jeg har været forskånet for PMS lige indtil for et par år siden, hvor jeg fik konstateret en unormal blodåre i hjernen og derfor ikke længere måtte spise p-piller. Der er jo ingen grund til at udfordre blodpropskæbnen.
Nu er det langsomt begyndt at gøre sig gældende og jeg kan godt mærke at der er bestemte tidspunkter på måneden, hvor jeg har mere let til tårer end ellers, min hud er sær, jeg er mere irritabel, Journalisten får en del skæld-ud og hvor der intet skal til at vælte min verden. Jeg vil umiddelbart skyde på at det er PMS.
Jeg synes dog ikke rigtig, det er noget jeg gider at involvere ret mange andre mennesker i. Jeg synes ikke det er noget at prale med og jeg gør egentligt mit bedste for ikke at lade det overtage mig krop. Det er fint nok at man lytter til sin krop og alt det der, men man behøver vel ikke miste alle hæmninger bare fordi man kan bortforklare det med hormoner?
Men nu er jeg jo også, til Kragens store fortrydelse, den type kvinde der forvandler sig til en frådende drage, hvis nogen vover at tage min BH fra mig samt væmmes voldsomt når andre kvinder undlader at tage BH på.

Jeg ville have været en dårlig rødstrømpe.

Opsummering

Igår var dagen hvor:

-Jeg udlånte en sprittusch til duoen IdaAida, så de kunne skrive autografer

-Jeg atter engang undrede mig over, hvordan den ene halvdel af IdaAida er blevet til noget, når hun bare var en buttet tøs, der godt kunne li' at drille, dengang jeg gik på den samme folkeskole som hende.

-Jeg havde den tvivlsomme fornøjelse af at se forsangeren fra Die Herrren i næsten bar røv fordi han ikke kunne finde andre steder at skifte tøj end foran mit synsfelt.

-Jeg nok engang fik konstateret at mænd er fløjtende ligeglade med, hvor de lader deres vand og hvem der kigger på det.

-Der var en meget fuld tilfældig mand, som havde forvildet sig op af trappen til vores 1.sals terasse og alligevel stædigt holdt fast på at han ikke var gået forkert.

-Brinck stadig var bitter over Melodi Grandprixet

Mooor er den bedste i veeeerden

Jeg læste for nylig et indlæg hos Belle Blues der handlede om hendes temmelig anstengte forhold til hendes mor og straks følte jeg mig truffet.
På facebook har der på det seneste været en del kvindelige medlemmer af min venneliste, der har meldt sig ind i gruppen "Jeg elsker min mor og jeg er stolt af det".
Jeg tænkte at jeg i den forbindelse ville kigge lidt på, hvorfor jeg under ingen omstændigheder vil melde mig ind i den gruppe*.

I beskrivelsesfeltet har de skrevet en række udsagn, der lyder således:

Den her Facebook group er til dig der elsker din mor.
Du elsker hende for de mange gange hun har:


-Lavet din livret.
Min mor har ingen anelse om, hvad min livret er. Og hun spørger stadig om jeg skal have sild til frokosterne, selvom jeg er hardcore ikke-fiskespiser og har været det det meste af mit liv.


-Lagt dig i seng, med alt for høj promille.
No way. Min mor betragter druk som værende noget åndssvagt som kun dumme mennesker gør. Hun har forsøgt at spærre mig og mine søskende inde, så længe hun kunne, da vi var teenagere fordi fester absolut ikke var noget vi burde blandes ind i. Hvis man havde en ordentlig brandert på var der derfor no mercy og foragten lyste ud af øjenene. Det gør den i øvrigt stadig selvom vi alle er voksne nu.

-Givet dig masser af kærlighed når du havde mest brug for det.
Hvad har man kærester til?


-Holdt dit hår når du sku brække dig.
Hvis man skulle kaste op var hun den der forsvandt. Det måtte jeg selv klare. Hvis jeg havde brækket mig ud over det hele måtte min far pænt tørre op.


-Vasket dit tøj.
"Hvis du vil have vasket tøj må du selv gøre det. Det er ikke en servicebutik, det her."


-Kløet din ryg.
A'hva?

-Sagt at det hele nok skal ordne sig i de mest mørke tider.
Pfff... Da jeg omkring nytår var på vej ind i en depression, men trods alt havde viljen til at komme igennem og bare skulle bruge støtte, fik jeg besked på at tingene ikke var så slemme som jeg påstod og at jeg skulle tage mig sammen. Derefter udstedte hun en mængde krav til, hvordan jeg skulle leve mit liv og så mente hun i øvrigt at jeg skulle tage til lægen omgående og få en hurtig medicinering. Så var det jeg blev lidt hidsig og råbte op om at hun måtte være vanvittig og at hun skulle holde op med at umyndiggøre mig på den måde. Det slog hende dog ikke ud og hun udmeldte at denne reaktion jo naturligvis var et tydeligt bevis på, at hun havde ret og at jeg blot skulle indlægge på psyk asap og jeg fortrød bittert at jeg havde inddraget hende i mine problemer. Det blev de sådan set kun værre af.**

Og da jeg i sin tid var indlagt på neurologisk afdeling med et lamt ansigt og dobbeltsyn og ingen vidste hvad jeg fejlede, sørgede hun for at klage sin nød til sine venner og bekendte - og smørede tykt på historien. Min mor tilpasser nemlig enhver situation til hendes behov. Hvis ikke historien er god nok i hendes øjne, så pynter hun bare på den. Dette giver en masse pinlige situationer, når jeg efterfølgende må forklare folk at hun er fuld af løgn. Og naturligvis bliver hun hver gang ufattelig sur på mig når jeg gør hende opmærksom på at det er forkerte ting hun siger til folk.

Det der gjorde at Belle Blues indlæg ramte en nerve hos mig var beskyldningen om spiseforstyrrelse. Den har jeg naturligvis også fået. Mit sidste halve år på gymnasiet var et mareridt fordi min far havde valgt at duske en fremmed dame og af en eller anden grund havde min mor så bestemt at det var mit job at løse deres problemer. Dette bevirkede at jeg havde konstant kvalme i et halvt år og måtte have piller af lægen for at styre det. Jeg måtte pakke mit grej og skride for at kunne få fred til at læse til min studentereksamen. Nogle uger senere tog hele den pukkelryggede på udenlandstur for at fejre min studenterhat og her var det så at hun valgte at beskylde mig for at have en spiseforstyrrelse fordi jeg for det første var åleslank og for det andet gik på toilettet under maden *Jeg skulle tisse for helvede!*. Nu til dags har hun dog mere travlt med at fortælle mig, hvor fed jeg er, på trods af at jeg har normal vægt og ser helt normal ud.

Så nej, den gruppe er vist ikke rigtig noget for mig.

*Hvis man lige ser bort fra at jeg aldrig melder mig ind i grupper, der ikke har noget med skole eller arbejde at gøre.

**Det er nu blevet en stående joke mellem Journalisten og mig. Hvis en af os opfører sig tåbeligt i en eller anden situation bliver vedkommende omgående idømt en hurtig medicinering.

Tuderi

Jeg synes altså det er tarveligt, at Niels Brinck bliver ved med at hyle over at han blev nr. 13 ved melodi grandixet i lørdags. Jeg zappede lige forbi Aftenshowet tidligere på aftenen og så ham sidde og nærmest brække sig, mens han forsøgte at tale udenom da værtinden spurgte hvad han syntes om vindersangen.
Efter de sidste mange års panik over østlandsmafiaen og ævleri om at de stemmer på hinanden og det er i hvert fald snyd, så sidder vores egen repræsentant ved gud og brokker sig over at Sverige ikke gav os nogen point. Det er jo for dårligt fordi de er jo vores naboer!

Well, news flash Einstein, måske syntes de ikke din middelmådige popsang og din skovskiderstilling (citat TheCityGirl) var særlig fedt.

Botaniknyt

I den seneste udgave af Søndagsavisen havde Mette Lisby en lille artikel, hvor hun skrev om en orkide hun havde anskaffet sig og om hvor forfærdelige orkideer er at passe. Herefter remsede hun alle reglerne for den specielle og meget nødvendige pleje op, særlig varme, særligt lys, vandbade etc. Senere fortalte hun også om at man åbenbart skal klippe orkideen ned til mellem 20 og 25 cm når den er afblomstret osv osv.

Et sted i sin artikel stillede hun det glimrende spørgsmål: Hvordan kan en plante, der skal have vandbad en gang om ugen, gødes en gang om måneden, udplantes hver andet år i orkidejord og stå i en bestemt temperatur, overleve i den fri natur?

Det spørgsmål tror jeg at jeg har svaret på:

Fordi det er noget forbandet hysteri. Punktum.

Jeg har aldrig haft orkideer af selv samme grund som Mette Lisby. Fordi de er umulige. Eller dvs. det er i hvert fald det, jeg har fået tudet ørene fulde af, bl.a. af Kragen og min svigermor.

Så var det at jeg flyttede i sommers og nu bor i en lejlighed med meget store vinduer. Dette betyder at hvis jeg vil have pynt i vindueskarmen bag min sofa, skal det være noget meget højt pynt for at rage op over sofakanten. A.k.a en orkide, der var på tilbud i bilka på det tidspunkt. Jeg kunne jo bare kaste den bort når den døde. Samtidig valgte svigermor at forære mig en anden orkide i indflyttergave. Da de så afblomstrede kunne jeg alligevel ikke få mig til at smide dem ud og så var gode dyr rådne. Derfor ringede jeg til begge damer og spurgte, hvad jeg så skulle gøre. Jeg fik lange foredrag, jeg havde glemt inden jeg lagde på og derfor har jeg gjort følgende ved mine orkideer:

1. Jeg har IKKE givet dem vandbad på noget tidspunkt
2. Jeg har IKKE givet dem gødning på noget tidspunkt
3. Jeg vander dem når jeg kommer i tanke om det. Det er ikke så tit.
4. De står ved det vindue jeg åbner, når der skal luftes ud. Altså får de rigeligt træk hver dag.
5. Jeg klippede alle stænglerne ned til grunden, hvorefter stænglerne naturligvis visnede.


Jeg har med andre ord gjort alt hvad jeg kan for at ignorere dem og alt det forkerte ifølge de orkidekyndige - og de har sådan set også set triste ud siden september. De står der kun fordi man alligevel ikke kan se dem og eftersom de jo ikke er decideret døde kan de ligeså godt blive stående.

Men. For ca. en måned siden begyndte der at ske et eller andet. De begyndte at sætte lidt flere rødder og nu er der sket dette:

Nemlig. Det er en blomsterstilk. I rest my case.

Taktisk kommando på job

Nu har der været dødt på jobmarkedet i månedsvis. Og hvad sker der så?
En jobsamtale med jobtilbud hos et firma uden for mit fagområde, samt en samtale på baggrund af en uopfordret ansøgning hos et andet fagrelevant firma. På den samme uge. Og her gik jeg ellers og troede at det var spild af tid at sende uopfordrede ansøgninger.
Det er typisk. Så nu skal jeg til at tænke kreativt.
På den ene side tager jeg naturligvis imod jobtilbuddet med kyshånd. Men samtalen hos det "rigtige" firma gik bare supergodt, så jeg vil jo helst liiige høre hvad de kommer frem til. Så i mellemtiden skal jeg så forsøge at trække den så meget som muligt hos det første firma, så jeg er sikker på at have det i baghånden hvis det bliver No-Go fra de andre.

Jeg havde sendt tre andre uopfordrede ansøgninger pr. brev (skal jo prøve lidt nyt engang i mellem). Einstien her er dog lidt rusten ud i det postmanuelle, så derfor har jeg nu fået en regning på 36.75 kr. fordi jeg ikke lige havde læst den paragraf der skelner mellem almindeligt brev og storbrev. Jeg havde således betalt 5.50 kr. pr. brev og der skulle have været 6,50 kr. på hver. Det morsomme ved det brev var (udover at der var et gebyr på 27,- for at opkræve 3,-), at det var sendt til min gamle adresse i Århus, som jeg flyttede fra i august sidste år. Så gik jeg ind på e-posthuset for at se om de virkelig kunne være de eneste mennesker på kloden der ikke havde opdaget at jeg var flyttet. Jeg meldte sådan set flytning på deres hjemmeside i sin tid. Men nej, de havde min nuværende adresse og alting. Så hvordan i alverden de er kommet i tanke om at sende brevet til Århus først, er en gåde.

Jeg kan godt forstå at posten kan blive forsinket, hvis de insisterer på at sende den rundt i landet på den måde.

Ak Ak

Jeg glemte mors dag.
Normalt plejer jeg at køre forbi med en hjemmelavet buket. Jeg er en af den slags mennesker, der ikke gider bruge 150 kr på ti blomster hos blomsterhandleren, når jeg selv kan vikle cellofan omkring 80 afskårne blomster for de samme penge. Det er måske ikke så opfindsomt med pynteblade og hvad ved jeg, men jeg synes det er meget federe med sådan en buket.
Any who, siden sidste Mors dag er jeg flyttet fra Århus (hvor jeg er vokset op og hvor de gamle stadig bor), væk fra de evige påmindelser, når jeg kom forbi til kaffe: "Ja, nu er det jo snart Mors dag jo....".
Således har jeg brugt min søndag på at geocache og spise is med Journalisten i det gode vejr mens vi begge lykkeligt havde glemt alt om Mors dag.
Det er muligt at Kragen er blevet en smule mopset over det, det skal jeg ikke kunne sige. Har ikke tænkt mig at spørge hende (ingen grund til at stille spørgsmål man godt kender svaret på).
Næste gang er det så Fars dag. Han er for det meste ligeglad med den slags ting, så han plejer at få en pakke smøger. Siden sidst er han dog holdt op med at ryge, så denne gang skal han nok ikke have noget.

Eller måske køber jeg en Kylling til ham, hvis jeg husker det.

Jubilæum

I dag er det 3 måneder siden jeg skrev mit første blogindlæg.

Det er jo ikke umiddelbart imponerende i forhold til andre bloggere, men for mig er det faktisk en milepæl af de lidt større. Jeg er nemlig utroligt dårlig til at holde mig selv fast i projekter og hvis jeg endelig kommer godt igang, sker der tit noget der på en ene eller anden måde får mig revet ud af koncentrationen. Jeg bliver hurtigt rastløs, glemsom, ligeglad og fuld af dårlige undskyldinger.


Så som sagt, en sejr af de lidt større. Og hvad har jeg så bedrevet af fornuftige ting de sidste tre måneder, ud over at blogge selvfølgelig?

Ikke rigtig noget...

Jeg er stadig arbejdsløs (et endnu uskrevet blogindlæg jeg har henvist til et utal af gange) og det er ikke lykkedes mig at bruge min lediggang til en hel masse af den slags ting man drømmer om, når man har helt vildt travlt på arbejde. Jeg er en af de typer der kun får noget gjort, hvis jeg er oppe i gear i forvejen. Altså en fiasko på det punkt.
Det er ikke så heldigt for mit taljemål eller størrelsen på mine muskler, men det skal jeg nok få noget gjort ved. Da sommertøjssæsonen nærmer sig hurtigt begynder det egentlig også at haste lidt.
Men hvad hulen gør man når man ikke kan svinge sig op til noget som helst?
Op til flere personer har foreslået at jeg skriver lister og laver planer. "Og så skal du bare følge dem". Ja. Klart. Det er en forrygende ide, hvis ikke det var fordi jeg er ekspert i at ignorere den slags lister. Bagefter har jeg det lidt skidt, men det går hurtigt over igen.
Jeg er også blevet foreslået at melde mig til en masse holdsport for "så er du jo nødt til at tage derned". Nej. Jeg kan sagtens nå at melde mig fra og ellers betaler jeg bare bøden.
Så med andre ord, et håbløst tilfælde af ultimativ dovenskab. Og jeg hader det.

Jeg bliver bims, hvis jeg ikke snart får et eller andet at lave.

Sjov med billeder

På tide med lidt eftertænksomhed over små hverdagsovervejelser.
Forleden skulle Journalisten have lidt frokost fra det lokale supermarked og da han elsker fisk (og jeg absolut nægter at tillade tilberedning af disse i mit køkken) var det jo oplagt med et stjerneskud. Eller dvs. jeg har altid troet det hed et stjerneskud, men jeg blev klogere. Jeg kom nemlig til at kigge på mærkaten, der så således ud:

Men igen..ingredienslisten lader også en del tilbage at ønske både på stavningen (maionais og aspars???) og oplysningen (fisk? hvilke fisk?).

Til gengæld blev jeg væsentligt mere oplyst da jeg kiggede bag på min pose med peanuts. Der stod følgende:

Posen kan indeholde spor af nødder!! Det var jeg alligevel ret glad for at høre, for i disse tilsætningsstoftider er det jo ikke til at vide om ens jordnødder rent faktisk ER jordnødder.

Inden det gik op for mig at det ikke var en god ide at scanne en peanutspose, men at det var væsentligt nemmere at tage Journalistens kamera og knipse et billede, stod jeg anstrengt og måtte holde peanutsposen på plads mens der blev scannet. Så var det at jeg kiggede op på reolen og fik øje på denne CD midt i Journalistens bunker af skrammel:

På trods af fiffigt ordspil i bandnavnet var der ikke nogen af bandmedlemmerne, der rent faktisk havde plusfours på, på billedet. Det ville ellers give det sidste dash af stil:

Da jeg så var ved at backe min PC lidt op fandt jeg dette gamle screenshot fra min hedengangne stationære PC med Windows XP:

Da jeg er bekendt med den manglende kvalitet af billedet og da jeg ikke gad fedte med det i Photoshop vil jeg i stedet forklare, hvad der står i det indrammede område til ære for de læsere, der har lige så meget brug for læsebriller som jeg selv har:

Anvendt: ofte
Sidst anvendt den: 03-06-2069

Fabelagtigt.

The Prince formerly known as virus

Som i forrige indlæg har jeg nok engang en trang til at kommentere lidt på de ting der sker omkring os i øjeblikket. I dette tilfælde handler det om svineinfluenzaen, som... HOV, sorry det hedder den jo ikke længere!
Jeg læste at WHO har bestemt at den ikke længere skal hedde svineinfluenza, men "Ny influenza" *Hvor opfindsomt*. Navneskiftet skyldes at der er flere befolkningsgrupper, herunder jøder, muslimer og landmænd, føler sig såret og fornærmet. *hosthysterihost*
Adskillige forslag til nye navne har været undervejs, Nordamerikansk influenza, Mexicansk influenza, you name it.
I mellemtiden har medierne frit benyttet sig af forskellige navne som Influenza A og Influenza H1N1 etc.
De sidstnævnte navne er jo for så vidt rigtige nok, men hvor alle og enhver kunne finde ud af at bruge betegnelsen Svineinfluenza er der nu komplet forvirring og ingen bruger den samme betegnelse.
På NovaFM hørte jeg sågar nyhedsoplæseren sige: "Influenza H1N1, tidligere kendt som svineinfluenza". Hvad hulen hjælper det at give den nyt navn, hvis man er nødt til at henvise til det gamle navn, for at være sikker på at pøblen kan følge med?
Any who, jeg kom naturligvis straks til at tænke på denne fremragende musiker, der dog altid har været lidt til en side.


Det ville vel efterhånden være passende, hvis virusset optog dæmonisk form for at overtage en krop bare for et øjeblik, så det kan fortælle os alle sammen, hvad det helst vil kaldes. Evt. droppe navnet og blot være et symbol.

Nå nej, den taktik er jo også set før uden held. Bemærk dog venligst mandens guitar på billedet. Det er sgu da lidt fedt.