Det er fandme god humor

Jeg beklager

Hermed en offentlig undskyldning til mine fødder.

Da jeg startede på det nye job vidste jeg godt, at jeg skulle stå på min fødder 10 timer om dagen. Det skal nok gå, tænkte jeg og trak i mine slidte kondisko, der har en sål som et stykke pap. Det gik da også nogenlunde den første uge. I forvejen hæver mine fødder altid om aftenen, men med arbejdsbelastningen lagt oveni mindede jeg mest om en massageedderkop med knap så mange ben. Men når jeg havde siddet med fødderne oppe et par timer efter fyraften, kunne jeg da gå rimelig pænt, så det var intet problem *host*.

Da jeg så forleden morgen vågnede op og stadig havde ondt i fødderne fra dagen før, var gode dyr rådne og jeg måtte finde på noget, hvis jeg ikke skulle risikere amputation.
Ned i skokassen og tjekke om ikke jeg stadig havde de sandaler, jeg engang købte i forbindelse med en storbyferie. Ikke særlig kønne sko, men fantastiske hvis man f.x skal gå langt.
Dem havde jeg stadig og jeg mødte glad op på arbejde igår og havde en rar fodfornemmelse da jeg kom hjem igen. Alle mine problemer er løst, tænkte jeg.

Det jeg ikke lige havde tænkt over var, at jeg købte de sko for sjus ni år siden. Dette hævnede sig således i morges, en halv time efter jeg var mødt. Det yderste lag hæl på den ene sko faldt simpelthen af og efterlod et ret stort hul ind til den tynde sål op mod fødderne. Nå, men da jeg havde vænnet mig til den lidt mærkelige fornemmelse af at tabe sin fod gennem et hul i skoen gik det egentlig ok. Og så var det at det samme skete med den anden sko. Fuldstændig slidt ned var de.

Nu skal jeg så vurdere om de trods alt er gangbare eller om jeg skal bide i det sure æble og kaste mønter efter et par sko beregnet til dette midlertidige job.

Bagværksrelaterede problematikker

Nu har jeg så været ansat i det nye job i godt to uger og det er absolut ikke kedeligt.
I bageriet findes der Den Store Bager *han er temmelig tyk* samt hans søn, Den Lille Bager. Det er Den Lille Bager, der styrer den daglige drift af bageriet.
Efter jeg havde været der i ca. 5 mins fik jeg en mistanke om at en af de andre piger dusker Den Lille Bager. Og ganske rigtigt, de har netop købt hus sammen. Og det er jo godt nok for dem. Man skulle jo så tro at når man har sin kæreste ansat i sit firma ville man forvente at hun var et godt eksempel for de andre piger. Men sådanne ambitioner har han tydeligvis ikke på hendes vegne. I hvert fald gør hun præcis som det passer hende og hvornår det passer hende. Den første dag jeg var der, lod hun mig stå alene i butikken på et tidspunkt for at drikke kaffe og spise flødekager ude bagved, mens hun snakkede med Den Lille Bager i telefonen for femte gang.
Hun betragter sine arbejdstider som vejledende og laver dem blot om så de passer ind i hendes planer. Således blev jeg igår sidst på dagen ringet op fordi hun havde lavet en drastisk ændring i min arbejdstid idag. Det havde hun bare lige glemt at fortælle mig. Heldigvis kan Den Store Bager ikke tie stille, så inden længe havde jeg klemt ud af ham at hun var, sammen med Den Lille Bager, til tøjmesse i Herning...! Det var hun åbenbart lige kommet i tanke om at hun skulle.
En af de andre piger kunne fortælle mig at det er meget normalt, at hun også tilpasser vores andres arbejdsplaner efter hendes hoved.
Derudover måtte jeg undskylde overfor nogle kunder som Den Lille Bager havde lovet at bage nogle glutenfri kager til, men som han ikke havde nået at bage fordi han skulle til den der messe.
Det er vel ikke nødvendigt at nævne at stemningen er temmelig dyster blandt de andre piger?
Den Store Bager har ikke styr på mange ting og derfor ser man tit ham give en af pigerne besked på at pakke nogle ting til en af de andre bagerfilialer og så se en anden pige løbe bagefter og pakke det hele ud igen, fordi det allerede er blevet pakket én gang.
Der er også den midaldrende ekspedient, der SNAKKER. Jeg er bekendt med alt omkring hendes privatliv og det er kunderne i øvrigt også. Hvad enten de har lyst til at høre om hendes spådomme vedr. hendes datters tredje barns fødselsvægt eller ej.

De fleste af mine kolleger synes det er synd for mig, at jeg ikke kan få det fede job og derfor må arbejde deroppe.

Virkeligheden igen

Virkeligheden kommer ofte på besøg for tiden. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal synes om dét.

Jeg har et rigtig godt vennepar, der går langt tilbage. En brasiliansk pige, gift med en dansk mand. Vi var naboer i 5 år, da jeg boede i Århus og de er flyttet med til det sydlige Danmark så vi blot bor 1,5 km fra hinanden.
Jeg var med til fødslen af deres første dreng og nu er hun gravid igen med barn nr. 2, en pige.
Jeg var egentlig inviteret med til fødslen denne gang også, men hendes mor kommer herover fra Brasilien og skal være med i stedet for, hvilket jeg synes er glimrende. Det er meget sjældent hun ser sin familie.
Eller dvs. sådan bliver det ikke alligevel.
Igår ringede hun mig op for at fortælle mig, at hendes vand er gået og de forventer hun føder inden for ganske få dage.

Efter planen skal hun først føde om 12 uger.

Life sucks

Lykken vil ingen ende tage omkring mig.
Min lillebror bliver student om et par uger.
Min svigerinde er efter tre forsøg endelig kommet ind på hendes drømmestudie (Journalist i Århus.. som om én i familien ikke var nok ;) ). Og Journalisten vader i jobtilbud selvom han først er færdiguddannet til februar. Virksomhederne har intet imod at vente på ham og står i kø for at tilbyde ham den fede tjans.
Det er jo så skønt for dem og det er dejligt at se dem trives og beskæftige sig med noget de virkelig gerne vil og som de elsker at lave.

Men..

Det er alligevel forbandet svært.
Jeg sidder selv med en uddannelse, jeg langt hen af vejen ikke bryder mig om og som derfor giver begrænsede muligheder for at få et fagligt relevant job, som jeg har lyst til at bestride.
Hvorfor, hører jeg folk sige.
Fordi jeg ikke ved, hvad jeg ellers skal gøre.
Jeg har ikke noget jeg brænder for. Det er dybt frustrerende nogen gange at se omkring sig og opleve, hvordan folk elsker deres job eller uddannelse. Og jeg kan ikke forstå, hvorfor der ikke er noget i mig, der trækker en særlig vej.
Da jeg gik i folkeskolen ville jeg gerne være dyrlæge, men da jeg kom i gymnasiet var jeg ganske vist rigelig begavet, men jeg var også ung og umoden og gik derfor i panik, da jeg fandt ud af at man skulle have visse egenskaber inden for kemi for at blive dyrlæge. På det tidspunkt var jeg lidt bange for kemi og fik først en åbenbaring på kemiområdet flere år senere. Så det lagde jeg på hylden.
Istedet ville jeg gerne være zoolog og arbejde i en zoologisk have, så direkte efter gymnasiet gav jeg mig til at læse biologi. Efter et par år var jeg ved at kaste op over det og kom pludselig til at indse at der ikke rigtig var jobs at få bagefter. Så jeg droppede ud og var i vildrede. For hvad skulle jeg nu finde på?
Desværre dukkede der ingenting op inde i min hjerne.
Jeg arbejdede i detailhandlen i lidt over et år og fik ledererfaring og var faktisk rimelig god til det og trivedes rimelig godt. Men det var ikke noget jeg følte, jeg ville lave til evig tid og så måtte jeg jo videre. Desuden blev der også presset pænt på hjemmefra. Man kan jo ikke sådan gå og spilde sin tid på den måde *dette var før jeg tog mig sammen til at skide min mor et langt stykke*. Kragen forsøgte endda at få mig til at melde mig på seminariet, hun er selv skolelærer, og blev efterfølgende voldsomt mopset, da jeg erklærede mig uegnet til lærergerningen.
Så jeg fandt mig en håndværksmæssig uddannelse, som virkede ganske spændende, men som så mange andre blev jeg bremset af manglen på lærepladser. Undervejs i forløbet, mens jeg igen var på herrens mark over, hvad jeg så skulle gøre ved mig selv, blev jeg gjort opmærksom på den uddannelse, som jeg så efterfølgende gennemførte.
Jeg gik ind i det med entusiasme og var ægte begejstret for det. Men havde voldsomme problemer til de første eksaminer. Jeg lader mig dog ikke slå ud af startproblemer, men jo længere hen i forløbet jeg kom, jo mindre tilpas var jeg. Jeg lå altid nederst på resultatlisten og når jeg en sjælden gang glimrede igennem, fik jeg undrende kommentarer fra medstuderende og lærere, som ikke fattede, hvordan jeg havde båret mig ad med at få en god karakter.
På et tidspunkt var jeg kommet så langt hen i uddannelsen, at jeg sad og tænkte, at jeg sgu lige så godt kunne gennemføre på trods af at det hang mig langt ud af halsen. Så det gjorde jeg, men jeg føler ingen glæde over det.
Jeg har så store problemer med at finde et arbejde jeg gerne vil lave, og hver gang jeg har været tæt på, er jeg blevet vraget fordi jeg ingen erfaring har.
Hvor andre med en ny uddannelse forventningsfulde vimser ud på jobmarkedet med stor iver og kaster sig over jobs med enorm entusiasme, sidder jeg og bliver en lille smule angst og stresset, hver gang jeg skriver en jobansøgning. Fordi jeg ikke har nok faglig selvtillid til at tro på at jeg vil kunne udføre det pågældende job tilfredsstillende. Og fordi jeg i bund og grund ikke rigtig har lyst. Men jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal lave.
Jeg sidder i et dødvande, hvor jeg ikke befinder mig godt i den nuværende situation, men omvendt ikke har et alternativ jeg kan læne mig over i.

Jeg forsøger ihærdigt på ikke at lade mig gå på af det og at få det bedste ud af den situation jeg er i. At tage en dag af gangen og sige til mig selv at det nok skal gå.
Men engang i mellem glipper det. Engang i mellem kan jeg godt blive utrolig vred, gal, sur, ked af det, hidsig, grædefærdig, bundfrustreret. Det er snart et år siden jeg blev færdiguddannet og jeg har haft knap 4 måneders fagligt arbejde. Et arbejde jeg kedede mig selv ihjel på og hvor kollegerne var så ulidelige at jeg tilsidst var på vej ind i en depression og valgte at sige op. De resterende 8 måneder har jeg været arbejdsløs over to omgange.
Og nu, hvor folk omkring mig langsomt springer ud som nyuddannede og nogle som studenter og hvor folk søger ind på deres drømmestudier, bliver det sværere og sværere at være positiv og at beholde troen på at jeg nok skal få en hverdag jeg er glad for.

På en dårlig dag kan jeg godt blive lidt bitter.

Når virkeligheden lurer i periferien

For nylig blev en ung kvinde dræbt nord for Århus af en dødsbilist, der tidligere har slået en kvinde ihjel med sin kørsel.

Igår gik det op for mig (hurra for facebook) at denne kvinde kommer fra den by jeg voksede op i og jeg ved udemærket, hvem hun og hendes bror er.

Jeg synes, det er en mærkelig situation, når en person man ikke har direkte kontakt til, men som til en vis grad alligevel har været en del af ens barndom, dør.

Jeg har ikke set hende i over ti år og husker hende kun som en dum unge, der ikke kunne andet end drille andre børn. Men det er jo mange år siden og som i alle andre tilfælde er det sørgeligt når en person skal dø så tidligt og på den måde.


Min lillebror pandede hende engang én i hovedet med en spade.

En begivenhedsrig pinse og andre ligegyldige ting

Så er det lykkedes at finde 5 mins til at skrive lidt. Benene er smækket op på en puf, Journalisten er borte på job og Simpsons kører i baggrunden. Perfekt.

Jeg har jo fået kradset et midlertidigt job op under neglene og begyndte i fredags. Det er faktisk rigtig rart at have noget fornuftigt at lave, selvom lønnen er styg, jeg skal op kl 5 om morgenen og et job som bagerekspedient ikke ligefrem udvikler mig rent fagligt.
Jeg har tidligere været i detailhandlen og synes egentlig ikke det er så forfærdeligt, som nogen mennesker giver udtryk for. Under alle omstændigheder er det bedre end at blive sendt i aktivering. Spøjst nok er jeg blevet ansat i den bager, hvor denne episode udspillede sig.

Any who, lørdag var jeg så oppe kl. øv for at tage på arbejde og ud på eftermiddagen, da jeg var blevet sluppet løs, begav Journalisten og jeg os 2½ time nordpå i en svedende varm bil. I Nordjylland var der socialt samvær med mine forældre og svigergamlerne, en tilbagevendende tradition, der lykkeligvis kun er årlig.
Søndag var der, efter yderligere 2½ times ristning i bilen og to færgeture, Niecens to-års fødselsdag på Fur, hvor Søster og familie var taget på camping. Den type campingture plejer at ende i gul gajol og derfor havde Journalisten og jeg lejet en ferielejlighed, der var større og federe end den lejlighed, jeg boede i, da jeg studerede. Resten af dagen bød bl.a. på masser af myggestik, drageflyvning, grillmad, en tur i et elhegn og en lille, bitte brandert.
Efter lidt sightseeing på Fur gik turen mandag atter mod Sydjylland et par timer i en rædselsfuld varm bil *Kære julemand. I år ønsker jeg mig en bil med klimaanlæg*, efterfulgt af take-away på terassen derhjemme.

Hvorfor mit venstre håndled gør mega nas har jeg absolut ingen anelse om.