Eftertænksomhed I og II
Ting jeg ikke forstår eller er gået glip af:
-Mediernes tendens til at beskrive fortiden i nutiden. Jeg synes, det er blevet lige lovlig udbredt og gør faktisk ofte sætningen til noget værre vås. Eksempelvis "Magnussens bror begår selvmord." Nej. Han har allerede begået selvmord og er død, så det kan han ligesom ikke, vel?
-Twilight. Hvad er det og hvorfor er folk i ekstase? Og hvordan i alverden har det kunnet stå på siden i sommers uden at jeg har opdaget det? Måske jeg bare skulle få mig et liv snart.
- Stieg Larsson film. Men nu har jeg heller ikke læst bøgerne *på trods af gentagne opfordringer fra alle og enhver*, så jeg er tydeligvis gået glip af noget stort.
-Mediernes konstante oplysning om dødsfald relateret til baconinfluenzaen *min kæphest lige for tiden..især efter de har konstateret at 60 % af dem, der mener de har det, i virkeligheden bare er forkølede*
-Hvorfor folk insisterer på at kalde det for julefrokost. Det har da sjældent noget som helst med en julefrokost at gøre, men er i langt de fleste tilfælde bare en undskyldning for at holde en fest. Hvem spiser fx. frokost om aftenen? Hvad med at kalde det.. bum bum.. julefest?
-Selvpinerisk hysteri omkring den forestående jul.
Man er da for fanden selv ansvarlig for, hvor meget man vil piske det op. Det er faktisk tilladt at sige nej. Og hvis der skulle være nogen, der ikke er så gode til at sige nej af frygt for repressalier fra venner og familie, så giver jeg billige kurser i at være komplet ligeglad med hvad de mener. Dem som bare lider under sine egne tåbelige ambitioner om, hvor meget man skal stille på benene for at det kan blive jul *hej mor og svigermor!* kan jeg desværre ikke hjælpe.
Man bestemmer vel i øvrigt også selv, hvor mange penge man vil bruge på gaver og hvor mange julefrokoster (!) man vil deltage i - ligesom man selv bestemmer, hvor mange snapse man skal drikke og hence, hvor mange tømmermænd man skal have. Luk nu røven med alt det pylreri. Og igen, skulle det knibe med at sige nej, giver jeg også billige kurser i at komme med flabede gensvar og ækle håndtegn, når gruppepresset træder i kraft.
Bullshitfaktoren på min radar er ret lav lige for tiden.
fredag den 27. november 2009
søndag den 22. november 2009
lørdag den 21. november 2009
Panic at the disco
Det er vist på tide vi får os en snak om den der svineinfluenza. Jeg har et par spørgsmål, jeg godt lige vil have svar på.
Jeg troede at hysteriet havde nået et højdepunkt, men næh nej. Så kunne jeg høre i nyhederne de forgange dage at influenzaen havde taget livet af to kronisk syge mænd. Åh NEJ!
Hvad fanden sker der for panikken?
Skal vi ikke lige prøve at få et par hardcore facts på plads her.
Under en "normal" influenzaepidemi øges dødeligheden med mellem 1000 og 3000 mennesker i Danmark.
Vil det sige at vi har mindst 998 dødsfald mere at himle op over?
Jeg er helt klar over at det er noget værre noget, at folk sådan går og bliver syge. Og jeg ved også godt at den potentielt kan være farlig for udsatte grupper. Tidligere på ugen måtte et af mine vennepar fx. tage en overnatning på børneafdelingen fordi deres tre-årige knægt fik voldsomme feberkramper forårsaget af baconinfluenzaen.
Men come on.
Jeg kan vitterligt ikke se at dette her er væsentlig anderledes end det plejer at være. Altså udover at der denne gang er blevet pisket en urimelig hysterisk stemning op.
Jeg priser mig lykkelig over at bo i et oplysningssamfund, hvor medierne sørger for at orientere os, når borgmestre drikker sig plørefulde før de kører bil, så vi ikke behøver at stemme på dem til valget.
Svineinfluenzaen viser dog med al uønskelig tydelighed at det ikke altid er en fordel at have adgang til så mange informationer.
Op til valget kunne man også læse om valgsteder, der ville opfordre vælgerne til selv at medbinge blyanter, nogle steder var der sprit til hænderne i valgboksene og andre steder skulle de tilforordnede afspritte blyanterne med jævne mellemrum.
Jeg stemte et sted, hvor der ikke blev taget den slags forbehold og nu skal jeg så bare gå og vente på at blive syg?
Går det ikke lidt over gevind?
Jeg mener, har buschaufførerne så fået redskaber med til at desinficere stængerne i busserne?
Har kasseassistenterne i bilka har fået besked på at afspritte alle de mønter kunderne betaler med? Og hvis ikke, hvorfor ikke?
Og hvorfor er vi ikke blevet udstyret med masker og heldragter for at beskytte os?
I øjeblikket ville jeg ønske jeg levede på min mormors tid, hvor man bare ville have fået "noget af det der er i omløb" og så efter en uge i sengen ville fortsætte livet som ellers.
Særligt er jeg ved at kaste op *nej, jeg tror ikke jeg er blevet syg endnu :D * over at det er blevet lidt cool at have svineinfluenza. Det er i hvert fald, hvad Facebook giver en indikation om.
Min forside drukner i statusopdateringer fra folk der tydeligvis har en ret stor interesse i at gøre omverdenen opmærksom på, at de er blevet syge. Og skuffelsen driver ned af skærmen hos dem der må erkende, at de "blot" har fået den almindelige, knap så fancy, influenza - i nogle tilfælde, en kedelig forkølelse. Hvorfor er det nu lige at svineinfluenzaen giver street cred?
Er det fordi den har et navn denne gang? Og hvad blev der egentlig af SARS?
Jeg troede at hysteriet havde nået et højdepunkt, men næh nej. Så kunne jeg høre i nyhederne de forgange dage at influenzaen havde taget livet af to kronisk syge mænd. Åh NEJ!
Hvad fanden sker der for panikken?
Skal vi ikke lige prøve at få et par hardcore facts på plads her.
Under en "normal" influenzaepidemi øges dødeligheden med mellem 1000 og 3000 mennesker i Danmark.
Vil det sige at vi har mindst 998 dødsfald mere at himle op over?
Jeg er helt klar over at det er noget værre noget, at folk sådan går og bliver syge. Og jeg ved også godt at den potentielt kan være farlig for udsatte grupper. Tidligere på ugen måtte et af mine vennepar fx. tage en overnatning på børneafdelingen fordi deres tre-årige knægt fik voldsomme feberkramper forårsaget af baconinfluenzaen.
Men come on.
Jeg kan vitterligt ikke se at dette her er væsentlig anderledes end det plejer at være. Altså udover at der denne gang er blevet pisket en urimelig hysterisk stemning op.
Jeg priser mig lykkelig over at bo i et oplysningssamfund, hvor medierne sørger for at orientere os, når borgmestre drikker sig plørefulde før de kører bil, så vi ikke behøver at stemme på dem til valget.
Svineinfluenzaen viser dog med al uønskelig tydelighed at det ikke altid er en fordel at have adgang til så mange informationer.
Op til valget kunne man også læse om valgsteder, der ville opfordre vælgerne til selv at medbinge blyanter, nogle steder var der sprit til hænderne i valgboksene og andre steder skulle de tilforordnede afspritte blyanterne med jævne mellemrum.
Jeg stemte et sted, hvor der ikke blev taget den slags forbehold og nu skal jeg så bare gå og vente på at blive syg?
Går det ikke lidt over gevind?
Jeg mener, har buschaufførerne så fået redskaber med til at desinficere stængerne i busserne?
Har kasseassistenterne i bilka har fået besked på at afspritte alle de mønter kunderne betaler med? Og hvis ikke, hvorfor ikke?
Og hvorfor er vi ikke blevet udstyret med masker og heldragter for at beskytte os?
I øjeblikket ville jeg ønske jeg levede på min mormors tid, hvor man bare ville have fået "noget af det der er i omløb" og så efter en uge i sengen ville fortsætte livet som ellers.
Særligt er jeg ved at kaste op *nej, jeg tror ikke jeg er blevet syg endnu :D * over at det er blevet lidt cool at have svineinfluenza. Det er i hvert fald, hvad Facebook giver en indikation om.
Min forside drukner i statusopdateringer fra folk der tydeligvis har en ret stor interesse i at gøre omverdenen opmærksom på, at de er blevet syge. Og skuffelsen driver ned af skærmen hos dem der må erkende, at de "blot" har fået den almindelige, knap så fancy, influenza - i nogle tilfælde, en kedelig forkølelse. Hvorfor er det nu lige at svineinfluenzaen giver street cred?
Er det fordi den har et navn denne gang? Og hvad blev der egentlig af SARS?
tirsdag den 17. november 2009
Valg
Jeg har fulgt godt med i aftens valg på den regionale tvkanal. Ikke rigtig fordi jeg har været specielt interesseret i valgresultatet, men mere fordi en betydelig del af min omgangskreds har været på skærmen for at rapportere.
I løbet af aftenen har jeg set en masse interviews og registreret adskillige surmulere rundt omkring *hvoraf, af en eller anden grund, en bemærkelsesværdig stor del er socialdemokrater*.
Der er nemlig en hel del borgmestre her i landsdelen, der har måtte aflevere kæden som resultat af fejlslagen politik. Gentagne gange har jeg set både borgmestre og andre kandidater stå og pive over at vælgerne har givet deres parti en lussing, når nu alle i byrådet har været enige om politikken. Særligt var der en person, der stod langt nede på sit partis liste, som på særdeles utiltalende vis nærmest skældte vælgerne ud på direkte TV. Han udtalte temmelig irritabelt, at han syntes det var døduretfærdigt at hans parti *som indtil nu har siddet solidt på magten i pågældende by i et halvt århundrede* skulle straffes for noget, som alle havde været med til at bestemme.
Jeg begiber ikke at det kan komme bag på dem.
Ligesom det er adm. dir. i en virksomhed, der har det overordnede ansvar, så er det naturligvis også borgmesteren i en kommune, der har det overordnede ansvar. Og når han er medlem af et parti, går det naturligvis også ud over partiet som helhed.
Hvis et parti får et råddent folketingsvalg er det partiformandens skyld, og hvis fodboldlandsholdet taber, er det Morten Olsens skyld.
Sådan er det jo at være chef.
Hvis de politikere, der stiller op som kandidater til borgmesterposten ikke er klar over at de naturligvis sidder med det endelige ansvar, så har de ikke læst godt nok på lektien.
Se blot på Tim Sloth Jørgensen. Han måtte smide sine stjerner efter jægersagen, hvor han måske, måske ikke, var en del af balladen. Uanset om han var, måtte han gå fordi han som chef havde det endelige ansvar.
I løbet af aftenen har jeg set en masse interviews og registreret adskillige surmulere rundt omkring *hvoraf, af en eller anden grund, en bemærkelsesværdig stor del er socialdemokrater*.
Der er nemlig en hel del borgmestre her i landsdelen, der har måtte aflevere kæden som resultat af fejlslagen politik. Gentagne gange har jeg set både borgmestre og andre kandidater stå og pive over at vælgerne har givet deres parti en lussing, når nu alle i byrådet har været enige om politikken. Særligt var der en person, der stod langt nede på sit partis liste, som på særdeles utiltalende vis nærmest skældte vælgerne ud på direkte TV. Han udtalte temmelig irritabelt, at han syntes det var døduretfærdigt at hans parti *som indtil nu har siddet solidt på magten i pågældende by i et halvt århundrede* skulle straffes for noget, som alle havde været med til at bestemme.
Jeg begiber ikke at det kan komme bag på dem.
Ligesom det er adm. dir. i en virksomhed, der har det overordnede ansvar, så er det naturligvis også borgmesteren i en kommune, der har det overordnede ansvar. Og når han er medlem af et parti, går det naturligvis også ud over partiet som helhed.
Hvis et parti får et råddent folketingsvalg er det partiformandens skyld, og hvis fodboldlandsholdet taber, er det Morten Olsens skyld.
Sådan er det jo at være chef.
Hvis de politikere, der stiller op som kandidater til borgmesterposten ikke er klar over at de naturligvis sidder med det endelige ansvar, så har de ikke læst godt nok på lektien.
Se blot på Tim Sloth Jørgensen. Han måtte smide sine stjerner efter jægersagen, hvor han måske, måske ikke, var en del af balladen. Uanset om han var, måtte han gå fordi han som chef havde det endelige ansvar.
torsdag den 12. november 2009
onsdag den 11. november 2009
Dilemma 2
Jeg har fået mig et vaskeægte, ubehageligt og irriterende dilemma i dag.
Der er blevet slået et rigtig fedt job op....i Hjørring! Af alle steder!
Billedet, og ikke mindst pilen, er egentlig mest for dramatic emphasis.
Skal jeg søge det?
Jeg har brug det meste af dagen på at overveje pros and cons samt søgt råd hos gud og hver mand. Journalisten, som er på kursus og derfor slet ikke har tid til mine problemer var naturligvis ikke til nogen hjælp, på trods af at det har temmelig meget med ham at gøre. Jeg får næppe noget fornuftigt ud af ham før på mandag. Og der er jo lang tid til. Det gennemgående råd jeg har fået fra de andre er, at skrive ansøgningen og så diskutere det med Journalisten når han kommer hjem. Jeg kan altid slette ansøgningen.
Nu er jeg jo i den situation at jeg ikke rigtig kan være kræsen.
Det ville selvsagt være dybt ubehageligt at skulle bryde mit og Journalistens hjem op for at jeg kan flytte tre timer væk. I sin tid flyttede vi sammen fordi jeg ikke længere kunne magte langdistanceforhold og ofrede mig for forholdet ved at flytte ubetinget med.
Journalisten har erklæret at han er helt på det rene med at det kan blive nødvendigt at han ofrer sig, men jeg ved at han vil få svært ved at få job deroppe og jeg vil have det skidt med at være skyld i at han ikke kan få de sjove jobs han gerne vil *han hader når jeg siger sådan*.
Omvendt så ville det være en storslået chance for at få noget værdifuld erfaring inden for et bestemt område af min branche, og som på sigt vil åbne mange døre til den type jobs, jeg gerne vil have en dag.
Der er i øvrigt det ved det, at dette firma rent faktisk har forsøgt at få fingrene i mig før jeg blev færdiguddannet. Min afgangsprojektmakker og jeg havde hevet en dag ud af kalenderen for at tage på karrieremesse og valget faldt på Aalborg, da der var en overhængende chance for at Journalisten skulle flytte derop. Jeg fik en snak med firmaet og de fik mit CV. En uges penge senere fik jeg en mail fra en person fra firmaet, der gerne ville snakke nærmere.
Men Journalisten skulle til Syddanmark og jeg fulgte ukritisk med. Og meddelte derfor firmaet at det kunne desværre ikke lade sig gøre. Jeg kan ikke hitte ud af om det er en fordel eller en ulempe.
Det rent logistiske er ikke noget problem, for mine svigerforældre bor lige om hjørnet, så jeg kunne nok nasse et værelse indtil jeg ville få mit eget hummer. Selvom det nok ville blive den største udfordring af dem alle - at bo sammen med svigergamlerne.
Og så er der den værste af dem alle. Min hjerne, der skal overbevises om at Journalisten ikke danser på bordene lige så snart jeg flytter. Det er frygtelig svært for mig at overbevise mig selv om at han ikke vil dumpe mig fordi jeg er så langt væk og at han ikke vil bruge sin nyvundne alenetid på at finde en anden pige at være sammen med. Jeg hader mig selv for det.
Der er selvfølgelig ingen der siger, at jeg får jobbet.
Der er blevet slået et rigtig fedt job op....i Hjørring! Af alle steder!
Billedet, og ikke mindst pilen, er egentlig mest for dramatic emphasis.
Skal jeg søge det?
Jeg har brug det meste af dagen på at overveje pros and cons samt søgt råd hos gud og hver mand. Journalisten, som er på kursus og derfor slet ikke har tid til mine problemer var naturligvis ikke til nogen hjælp, på trods af at det har temmelig meget med ham at gøre. Jeg får næppe noget fornuftigt ud af ham før på mandag. Og der er jo lang tid til. Det gennemgående råd jeg har fået fra de andre er, at skrive ansøgningen og så diskutere det med Journalisten når han kommer hjem. Jeg kan altid slette ansøgningen.
Nu er jeg jo i den situation at jeg ikke rigtig kan være kræsen.
Det ville selvsagt være dybt ubehageligt at skulle bryde mit og Journalistens hjem op for at jeg kan flytte tre timer væk. I sin tid flyttede vi sammen fordi jeg ikke længere kunne magte langdistanceforhold og ofrede mig for forholdet ved at flytte ubetinget med.
Journalisten har erklæret at han er helt på det rene med at det kan blive nødvendigt at han ofrer sig, men jeg ved at han vil få svært ved at få job deroppe og jeg vil have det skidt med at være skyld i at han ikke kan få de sjove jobs han gerne vil *han hader når jeg siger sådan*.
Omvendt så ville det være en storslået chance for at få noget værdifuld erfaring inden for et bestemt område af min branche, og som på sigt vil åbne mange døre til den type jobs, jeg gerne vil have en dag.
Der er i øvrigt det ved det, at dette firma rent faktisk har forsøgt at få fingrene i mig før jeg blev færdiguddannet. Min afgangsprojektmakker og jeg havde hevet en dag ud af kalenderen for at tage på karrieremesse og valget faldt på Aalborg, da der var en overhængende chance for at Journalisten skulle flytte derop. Jeg fik en snak med firmaet og de fik mit CV. En uges penge senere fik jeg en mail fra en person fra firmaet, der gerne ville snakke nærmere.
Men Journalisten skulle til Syddanmark og jeg fulgte ukritisk med. Og meddelte derfor firmaet at det kunne desværre ikke lade sig gøre. Jeg kan ikke hitte ud af om det er en fordel eller en ulempe.
Det rent logistiske er ikke noget problem, for mine svigerforældre bor lige om hjørnet, så jeg kunne nok nasse et værelse indtil jeg ville få mit eget hummer. Selvom det nok ville blive den største udfordring af dem alle - at bo sammen med svigergamlerne.
Og så er der den værste af dem alle. Min hjerne, der skal overbevises om at Journalisten ikke danser på bordene lige så snart jeg flytter. Det er frygtelig svært for mig at overbevise mig selv om at han ikke vil dumpe mig fordi jeg er så langt væk og at han ikke vil bruge sin nyvundne alenetid på at finde en anden pige at være sammen med. Jeg hader mig selv for det.
Der er selvfølgelig ingen der siger, at jeg får jobbet.
tirsdag den 10. november 2009
Kravspecifikation
"Du skal nok finde din hylde en dag. Tænk på at der er nogen der først finder ud af, hvad de vil når de er 40! Det skal nok gå."
Hold nu kæft!
Jeg vil ikke vente til jeg bliver 40. Der er fandme lang tid til.
Jeg vil ikke spilde mere tid.
Jeg vil ha' tryghed, stabilitet og penge.
Jeg vil høre til.
Jeg vil ha' et formål.
Jeg vil ha' noget at stå op til.
Jeg vil glæde mig til at gå på arbejde og være fyldt af energi når jeg kommer hjem. Ligesom Journalisten og alle de andre omkring mig.
Jeg vil være god til noget.
Jeg vil ha' noget ud af mit liv.
Jeg vil ha' et formål med det her liv. Hvorfor skal man ellers være her?
Jeg vil være glad.
Er det så meget forlangt?
Hold nu kæft!
Jeg vil ikke vente til jeg bliver 40. Der er fandme lang tid til.
Jeg vil ikke spilde mere tid.
Jeg vil ha' tryghed, stabilitet og penge.
Jeg vil høre til.
Jeg vil ha' et formål.
Jeg vil ha' noget at stå op til.
Jeg vil glæde mig til at gå på arbejde og være fyldt af energi når jeg kommer hjem. Ligesom Journalisten og alle de andre omkring mig.
Jeg vil være god til noget.
Jeg vil ha' noget ud af mit liv.
Jeg vil ha' et formål med det her liv. Hvorfor skal man ellers være her?
Jeg vil være glad.
Er det så meget forlangt?
mandag den 9. november 2009
Ud i det blå
Jeg har en veninde, der er tilflytter som mig selv. Hun har mandagsfri fra hendes arbejde og så bruger vi tit en mandag på at hygge os.
Sidste gang tog vi to timers bowling, men da det smadrede mit i forvejen håbløse håndled vurderede vi, at vi nok skulle lave noget andet et stykke tid.
I dag syntes vi så det var på tide, at vi kom lidt omkring og så noget af egnen, og løbet af eftermiddagen nåede vi faktisk en hel del. Vi var selv ret imponerede.
Vi var bl.a. på en kirkegård ikke så langt herfra, hvor mit grotesk store familiegravsted ligger *det er faktisk lidt en attraktion i sig selv*, vi var forbi Gram Slot *skuffende*, spiste frokost i Skærbæk og så en ruin i Trøjborg.
Vi var en tur igennem Møgeltønder, hvor de havde verdens fedeste brugskunstloppemarkedsbutik *vil nogen donere 4200,- til et fedt bord med fire stole?*, vi kørte over grænsen i Rudbøl, drønede forvirret rundt på digerne omkring Neukirchen, købte lidt ind i en lille butik i Aventoft, hvorefter vi kørte tilbage over grænsen og tog hovedvejen hjem igen.
Hertil skal lægges en milliard små landsbyer, med navne som Spandet, Mjolden, Øster Gasse og Øster Åbølling. Vi stræbte så vidt muligt efter at holde os væk fra de større veje, med undtagelse af ruten hjem.
En lille smuttur på 250 km. En fin måde at bruge en ellers røvsyg, hundekold og småregnende mandag på.
Sidste gang tog vi to timers bowling, men da det smadrede mit i forvejen håbløse håndled vurderede vi, at vi nok skulle lave noget andet et stykke tid.
I dag syntes vi så det var på tide, at vi kom lidt omkring og så noget af egnen, og løbet af eftermiddagen nåede vi faktisk en hel del. Vi var selv ret imponerede.
Vi var bl.a. på en kirkegård ikke så langt herfra, hvor mit grotesk store familiegravsted ligger *det er faktisk lidt en attraktion i sig selv*, vi var forbi Gram Slot *skuffende*, spiste frokost i Skærbæk og så en ruin i Trøjborg.
Vi var en tur igennem Møgeltønder, hvor de havde verdens fedeste brugskunstloppemarkedsbutik *vil nogen donere 4200,- til et fedt bord med fire stole?*, vi kørte over grænsen i Rudbøl, drønede forvirret rundt på digerne omkring Neukirchen, købte lidt ind i en lille butik i Aventoft, hvorefter vi kørte tilbage over grænsen og tog hovedvejen hjem igen.
Hertil skal lægges en milliard små landsbyer, med navne som Spandet, Mjolden, Øster Gasse og Øster Åbølling. Vi stræbte så vidt muligt efter at holde os væk fra de større veje, med undtagelse af ruten hjem.
En lille smuttur på 250 km. En fin måde at bruge en ellers røvsyg, hundekold og småregnende mandag på.
fredag den 6. november 2009
Forlad venligst min skærm
Ovenpå den nylige overgang til digitalt tv-signal tænkte jeg at jeg lige ville lave en kanalsøgning. Dum idé. Det kan vores elendige gamle TV ikke håndtere. Hvorfor køber I ikke et nyt, hører jeg folket spørge. Fordi bilen lige har været til syn og i øvrigt skal have nye vinterdæk.
Måske en gang når grise kan flyve og jeg har fået et job, kan vi opgradere vores 22 tommer billedrørstv til en lækker fladskærm.
Hurra for at have kabeltv, så vi ikke behøvede at bruge penge på hverken TV eller digitalboks.
Da programsøgningen var overstået og jeg havde gentaget den et par gange, måtte jeg slukøret konstatere at bl.a. DR1 ikke var på listen. Også selvom jeg kunne finde den ret nemt ved manuel søgning. Måske TV'et havde registreret at jeg alligevel aldrig ser DR1 og derfor havde vurderet, at det ville være spild af plads at give det et nummer i programrækken. Hvem ved. Jeg ved i hvert fald, at det er sur mås, hvis jeg skal til at indstille alle kanalerne manuelt.
Jeg kan forreste godt lide at have VH1. Jeg har den tit kørende i baggrunden fordi den spiller udemærket musik, synes jeg. Nogle gange når jeg pimper med slænget har vi VH1 kørende. Men.
Det kan godt være at Dan Rachlin er en gammel, erfaren rotte inden for DJ-faget og at han sikkert er en rigtig god video jockey, men jeg synes stadig han er alt for grim til at blive zoomet sådan ind på, som de gør i hans program. Lidt irriterende.
I øvrigt er det ikke så tosset at blive pludseligt græsenke. Det har tikket ind med sms'er hele dagen fra venner, der synes det er synd for mig og derfor har inviteret til højre og venstre. Derfor kommer jeg bestemt ikke til at kede mig i weekenden.
Jeg nænner næsten ikke at fortælle dem at Journalistens rejse til Spanien egentlig kun betyder at jeg skal være alene hjemme i ti dage i stedet for syv dage. Han skal nemlig på kursus hele næste uge.
Jeg synes bare det er dejligt at der er nogen, der tænker på mig. Det har jeg aldrig oplevet før jeg flyttede herned for et år siden.
Måske en gang når grise kan flyve og jeg har fået et job, kan vi opgradere vores 22 tommer billedrørstv til en lækker fladskærm.
Hurra for at have kabeltv, så vi ikke behøvede at bruge penge på hverken TV eller digitalboks.
Da programsøgningen var overstået og jeg havde gentaget den et par gange, måtte jeg slukøret konstatere at bl.a. DR1 ikke var på listen. Også selvom jeg kunne finde den ret nemt ved manuel søgning. Måske TV'et havde registreret at jeg alligevel aldrig ser DR1 og derfor havde vurderet, at det ville være spild af plads at give det et nummer i programrækken. Hvem ved. Jeg ved i hvert fald, at det er sur mås, hvis jeg skal til at indstille alle kanalerne manuelt.
Jeg kan forreste godt lide at have VH1. Jeg har den tit kørende i baggrunden fordi den spiller udemærket musik, synes jeg. Nogle gange når jeg pimper med slænget har vi VH1 kørende. Men.
Det kan godt være at Dan Rachlin er en gammel, erfaren rotte inden for DJ-faget og at han sikkert er en rigtig god video jockey, men jeg synes stadig han er alt for grim til at blive zoomet sådan ind på, som de gør i hans program. Lidt irriterende.
I øvrigt er det ikke så tosset at blive pludseligt græsenke. Det har tikket ind med sms'er hele dagen fra venner, der synes det er synd for mig og derfor har inviteret til højre og venstre. Derfor kommer jeg bestemt ikke til at kede mig i weekenden.
Jeg nænner næsten ikke at fortælle dem at Journalistens rejse til Spanien egentlig kun betyder at jeg skal være alene hjemme i ti dage i stedet for syv dage. Han skal nemlig på kursus hele næste uge.
Jeg synes bare det er dejligt at der er nogen, der tænker på mig. Det har jeg aldrig oplevet før jeg flyttede herned for et år siden.
torsdag den 5. november 2009
Trafikalt
I dag har jeg oplevet én til sejrslisten og én til at skamme sig lidt over.
Medierne berettede tidligere på dagen at panserne har fanget John Knudsen i Spanien.
Jeg vil derfor skyde på at det samlede danske pressekorps har lavet folkevandring mod Spanien. Hvem vil ikke også gerne derned med det vejr vi har i øjeblikket?
Nå, men Journalisten er ingen undtagelse. Han har egentlig ferie, men blev spurgt om han kunne hasterejse og det kunne han selvfølgelig godt. Jeg var taget til Odense i formiddags for at besøge psykologen og i mellemtiden havde han så lagt en besked om, at jeg hellere lige måtte ringe ham op når jeg kom ud.
Jeg kunne forstå på en noget forvirret Journalist, at det hastede lidt med at komme tilbage til Kolding, for hans fly afgik fra Billund kl. 15 og kl. var 12.15 OMT *Odense Mean Time*.
Til mine medmennesker i Foreningen for Folk Uden Geografisk Indsigt *I ved selv hvem I er :D * kan jeg oplyse at det tager sjus 50 mins i bil fra Odense til Kolding og omtrent det samme fra Kolding til Billund.
Normalt er jeg en rimelig fornuftig billist. Dels fordi jeg er sikker på at jeg dør i trafikken en dag og så skal det i hvert fald ikke være min egen skyld. Dels fordi der er så mange idioter derude, at nogen jo må give lidt modvægt, da det ellers ender med, at det bliver reglen mere end undtagelsen at være et komplet fjols.
Efter en lille smule matematik valgte jeg så at glemme samtlige af mine trafikprincipper. Jeg stillede mig op på min speeder og så fik den ellers noget pedal. Ud igennem Odense tog jeg samtlige sving på to hjul og den fik 110 i timen på Middelfartvej mod Motorvejen, selv om jeg før har set panserne stoppe fartsyndere på den strækning *hvor man må køre 70*.
Jeg drønede henover Vestfyn mens jeg bandede og svovlede, og næsten koblede mig selv fast på kofangeren hos alle de kællinger, der insisterede på at køre 115 i en 130 zone, mens de nægter at trække ind til siden, fordi der jo liiiige er den der lastbil halvanden km længere henne ad vejen *Der er for fanden da højrekørsel i Danmark.. ARGH!*.
Jeg blæsede henover broen og fløj resten af vejen hjem med mit kørekort temmelig meget på spil bare for at finde ud af, at de allerede var kørt mod Billund, og hvis jeg ville sige farvel til Journalisten måtte jeg halse efter dem - hvilket jeg i øvrigt heller ikke ville nå inden han skulle checke ind.
Så jeg lod Journalist være Journalist, og efter at have konstateret at han naturligvis har glemt sin tandbørste, susede jeg ned og hentede den frokost han skulle have hentet til mig, mens jeg var i Odense.
Jeg har aldrig været særlig god til impulsive tiltag, jeg ikke selv har fundet på. Det er bare ikke særlig praktisk, når man er sammen med en ung og eventyrlysten journalist. Derfor har jeg været i utallige situationer, hvor han har skyndt sig ud af døren for at dække et eller andet og jeg har siddet tilbage med en følelse af skuffelse, irritation og tristhed over, at tingene ikke gik sådan som jeg havde forestillet mig.
For ikke så længe siden ville jeg være gået helt i panik ved tanken om, at han tog til Spanien uden at jeg fik sagt farvel, og uden at jeg havde haft tid til at vænne mig til tanken.
Men ikke idag.
I dag tænke jeg blot, at jeg håber han får en god tur, og så købte jeg hvidløgsbrød til aftensmaden, mens jeg tænkte lidt over hvem jeg skal skrive ansøgninger til i morgen.
Det var fandme også på tide at jeg kom dertil. Til gengæld tror jeg min bil er sur og giver mig dårlig samvittighed med vilje.
Medierne berettede tidligere på dagen at panserne har fanget John Knudsen i Spanien.
Jeg vil derfor skyde på at det samlede danske pressekorps har lavet folkevandring mod Spanien. Hvem vil ikke også gerne derned med det vejr vi har i øjeblikket?
Nå, men Journalisten er ingen undtagelse. Han har egentlig ferie, men blev spurgt om han kunne hasterejse og det kunne han selvfølgelig godt. Jeg var taget til Odense i formiddags for at besøge psykologen og i mellemtiden havde han så lagt en besked om, at jeg hellere lige måtte ringe ham op når jeg kom ud.
Jeg kunne forstå på en noget forvirret Journalist, at det hastede lidt med at komme tilbage til Kolding, for hans fly afgik fra Billund kl. 15 og kl. var 12.15 OMT *Odense Mean Time*.
Til mine medmennesker i Foreningen for Folk Uden Geografisk Indsigt *I ved selv hvem I er :D * kan jeg oplyse at det tager sjus 50 mins i bil fra Odense til Kolding og omtrent det samme fra Kolding til Billund.
Normalt er jeg en rimelig fornuftig billist. Dels fordi jeg er sikker på at jeg dør i trafikken en dag og så skal det i hvert fald ikke være min egen skyld. Dels fordi der er så mange idioter derude, at nogen jo må give lidt modvægt, da det ellers ender med, at det bliver reglen mere end undtagelsen at være et komplet fjols.
Efter en lille smule matematik valgte jeg så at glemme samtlige af mine trafikprincipper. Jeg stillede mig op på min speeder og så fik den ellers noget pedal. Ud igennem Odense tog jeg samtlige sving på to hjul og den fik 110 i timen på Middelfartvej mod Motorvejen, selv om jeg før har set panserne stoppe fartsyndere på den strækning *hvor man må køre 70*.
Jeg drønede henover Vestfyn mens jeg bandede og svovlede, og næsten koblede mig selv fast på kofangeren hos alle de kællinger, der insisterede på at køre 115 i en 130 zone, mens de nægter at trække ind til siden, fordi der jo liiiige er den der lastbil halvanden km længere henne ad vejen *Der er for fanden da højrekørsel i Danmark.. ARGH!*.
Jeg blæsede henover broen og fløj resten af vejen hjem med mit kørekort temmelig meget på spil bare for at finde ud af, at de allerede var kørt mod Billund, og hvis jeg ville sige farvel til Journalisten måtte jeg halse efter dem - hvilket jeg i øvrigt heller ikke ville nå inden han skulle checke ind.
Så jeg lod Journalist være Journalist, og efter at have konstateret at han naturligvis har glemt sin tandbørste, susede jeg ned og hentede den frokost han skulle have hentet til mig, mens jeg var i Odense.
Jeg har aldrig været særlig god til impulsive tiltag, jeg ikke selv har fundet på. Det er bare ikke særlig praktisk, når man er sammen med en ung og eventyrlysten journalist. Derfor har jeg været i utallige situationer, hvor han har skyndt sig ud af døren for at dække et eller andet og jeg har siddet tilbage med en følelse af skuffelse, irritation og tristhed over, at tingene ikke gik sådan som jeg havde forestillet mig.
For ikke så længe siden ville jeg være gået helt i panik ved tanken om, at han tog til Spanien uden at jeg fik sagt farvel, og uden at jeg havde haft tid til at vænne mig til tanken.
Men ikke idag.
I dag tænke jeg blot, at jeg håber han får en god tur, og så købte jeg hvidløgsbrød til aftensmaden, mens jeg tænkte lidt over hvem jeg skal skrive ansøgninger til i morgen.
Det var fandme også på tide at jeg kom dertil. Til gengæld tror jeg min bil er sur og giver mig dårlig samvittighed med vilje.
mandag den 2. november 2009
Store beslutninger
Så forløb endnu en weekend og i modsætning til de forgangne fire weekender var jeg ikke på druk med slænget.
Vi var på ophold hos Journalistens familie for at fejre lidt fødselsdag. Det har været tre dage med masser af mad og rødvin, og for udenforstående som ikke kender mig, ville det blive svært at forklare at jeg holdt op med at ryge for to år siden. Det har været god, gedigen hygge der blev suppleret med en tur til Georg Jensens juleudsalg søndag, så jeg i går aftes kunne sidde mæt og lykkelig i et bjerg af guld.
Undervejs var jeg også vidne til det hysteri, der har været i forbindelse med overgangen til det digitale signal, da Journalisten og hans far sad og lavede kanalsøgning kl 0.42 lørdag nat og brokkede sig over at kanalerne ikke var på plads endnu. Efter at have skældt ud over at de ærlig talt lige skulle tage og lade de arme teknikere få tid til at flytte rundt på kablerne, og havde foreslået at de skulle tage en ny kanalsøgning op af formiddagen, opgav jeg og undrede mig i stilhed over at der overhovedet var nogen der gad interessere sig for det.
Come on, så spændende var det sgu da heller ikke.
Der blev også kastet lys over årets spørgsmål, som åbenbart optager både min familie og Journalistens familie temmelig meget. Nemlig, hvor skal jeg holde jul henne i år?
Faktisk er den eneste, som ikke har interesseret sig en dyt for spørgsmålet, mig *med undtagelse af Journalisten som, så vidt jeg ved, også er temmelig ligeglad*. Min søster og min mor begyndte at spørge til det for længe siden og min svigerfar kom på banen i går.
Jeg har altid holdt jul hjemme og så længe jeg ikke har børn, synes jeg ikke at man behøver at holde jul sammen, selvom man deler matrikel. Journalisten vil gerne holde jul hos hans familie så længe hans mormor er i live, og det kan jeg sagtens forstå. Jeg har så haft lidt svært ved at løsrive mig fra juletraditionerne derhjemme, men nu er jeg nok nødt til rent faktisk at tage stilling til det, i stedet for bare at gøre som jeg plejer.
Så jeg har gået og tænkt lidt over pros and cons over min familie versus Journalistens familie.
- Fælles for mor og svigermor er det utålelige, ligegyldige og fuldstændig åndsvage stresseri. Jeg hader det og jeg gider ikke være der, når de opfører sådan. Fordelen ved min familie er, at jeg kan sige til min mor, at jeg synes hun er dum. Det kan jeg dårligt gøre hos svigermor.
- Så er der julemaden. Hverken min far eller jeg kan lide and og derfor har der altid været både and og flæskesteg. Men hos Journalistens familie spiser man kun and. Der er ingen tvivl om at svigerfamilien vil gøre hvad som helst for at gøre mig glad, men der er jo lidt udfordringer ved at sørge for at det bliver PRÆCIS den samme flæskesteg og PRÆCIS den samme sovs.
- Kan jeg overhovedet leve med at holde jul et sted, hvor man kommer flag på juletræet i stedet for den lamettaguirlande vi kæmper med hjemme hos vores familie?
- Kan min samvittighed bære at jeg skal efterlade min lillebror alene sammen med mine forældre og min morfar?
- Til gengæld vil jeg ikke komme til at savne at høre på, at min morfar sidder og skynder på maden fordi vi skal have overstået træet og gaverne, så han kan komme hjem. Og jeg vil heller ikke komme til at savne min fars hysteri, hvis ikke sovsen er så tyk at man kan reparere revnerne i soklen med den.
Jeg tror det handler om at jeg skal se at løsrive mig og i øvrigt lade være med at farve gamle minder mere rosenrøde end de er. Jeg ved jo udemærket godt at det egentlig ikke er så fedt at holde jul derhjemme, som jeg går og bilder mig ind.
Vi var på ophold hos Journalistens familie for at fejre lidt fødselsdag. Det har været tre dage med masser af mad og rødvin, og for udenforstående som ikke kender mig, ville det blive svært at forklare at jeg holdt op med at ryge for to år siden. Det har været god, gedigen hygge der blev suppleret med en tur til Georg Jensens juleudsalg søndag, så jeg i går aftes kunne sidde mæt og lykkelig i et bjerg af guld.
Undervejs var jeg også vidne til det hysteri, der har været i forbindelse med overgangen til det digitale signal, da Journalisten og hans far sad og lavede kanalsøgning kl 0.42 lørdag nat og brokkede sig over at kanalerne ikke var på plads endnu. Efter at have skældt ud over at de ærlig talt lige skulle tage og lade de arme teknikere få tid til at flytte rundt på kablerne, og havde foreslået at de skulle tage en ny kanalsøgning op af formiddagen, opgav jeg og undrede mig i stilhed over at der overhovedet var nogen der gad interessere sig for det.
Come on, så spændende var det sgu da heller ikke.
Der blev også kastet lys over årets spørgsmål, som åbenbart optager både min familie og Journalistens familie temmelig meget. Nemlig, hvor skal jeg holde jul henne i år?
Faktisk er den eneste, som ikke har interesseret sig en dyt for spørgsmålet, mig *med undtagelse af Journalisten som, så vidt jeg ved, også er temmelig ligeglad*. Min søster og min mor begyndte at spørge til det for længe siden og min svigerfar kom på banen i går.
Jeg har altid holdt jul hjemme og så længe jeg ikke har børn, synes jeg ikke at man behøver at holde jul sammen, selvom man deler matrikel. Journalisten vil gerne holde jul hos hans familie så længe hans mormor er i live, og det kan jeg sagtens forstå. Jeg har så haft lidt svært ved at løsrive mig fra juletraditionerne derhjemme, men nu er jeg nok nødt til rent faktisk at tage stilling til det, i stedet for bare at gøre som jeg plejer.
Så jeg har gået og tænkt lidt over pros and cons over min familie versus Journalistens familie.
- Fælles for mor og svigermor er det utålelige, ligegyldige og fuldstændig åndsvage stresseri. Jeg hader det og jeg gider ikke være der, når de opfører sådan. Fordelen ved min familie er, at jeg kan sige til min mor, at jeg synes hun er dum. Det kan jeg dårligt gøre hos svigermor.
- Så er der julemaden. Hverken min far eller jeg kan lide and og derfor har der altid været både and og flæskesteg. Men hos Journalistens familie spiser man kun and. Der er ingen tvivl om at svigerfamilien vil gøre hvad som helst for at gøre mig glad, men der er jo lidt udfordringer ved at sørge for at det bliver PRÆCIS den samme flæskesteg og PRÆCIS den samme sovs.
- Kan jeg overhovedet leve med at holde jul et sted, hvor man kommer flag på juletræet i stedet for den lamettaguirlande vi kæmper med hjemme hos vores familie?
- Kan min samvittighed bære at jeg skal efterlade min lillebror alene sammen med mine forældre og min morfar?
- Til gengæld vil jeg ikke komme til at savne at høre på, at min morfar sidder og skynder på maden fordi vi skal have overstået træet og gaverne, så han kan komme hjem. Og jeg vil heller ikke komme til at savne min fars hysteri, hvis ikke sovsen er så tyk at man kan reparere revnerne i soklen med den.
Jeg tror det handler om at jeg skal se at løsrive mig og i øvrigt lade være med at farve gamle minder mere rosenrøde end de er. Jeg ved jo udemærket godt at det egentlig ikke er så fedt at holde jul derhjemme, som jeg går og bilder mig ind.
Abonner på:
Kommentarer (Atom)