Tykhudet

For nylig var der ballade i Australien fordi en deltager i Miss Universe var tyndere end mine undskyldinger for at slippe for familien og havde en bmi på sjus 15. Konkurrenceledelsen nægtede at hun har spiseforstyrrelser, men påstod at det skyldes hendes afstamning (!!). Den var der nu ikke mange der troede på, såvidt jeg kunne læse.
Jeg skal ikke gå voldsomt meget ind i debatten om alt for tynde modeller, for den kører egentlig fint uden mig og der er jo ikke noget nyt i at udtale sig om at det er himmelråbende skrækkeligt. Det er mig en gåde at pigerne føler sig godt til pas i en krop man kan skære sig på. Men at der er nogen der synes at det er kønt at kigge på, forstår jeg slet ikke.
Nu har jeg ikke meget forstand på den slags, men at gå i seng med en der er så tynd, må da være som at vælte på en cykel...?

Jeg ville aldrig egne mig til at være radmager. Dertil er jeg alt for lækkersulten.

Oplysningstid

For godt 12 år siden greb jeg en bog på min mors boghylde og gav mig i kast. Den fascinerede mig i en eller anden grad, men alligevel fik jeg den aldrig læst færdig. Nogle år senere forsøgte jeg igen, nu med større fascination og iver, men blev aldrig færdig.

Jeg har på intet tidspunkt i mit liv været en bogorm. Jeg ville gerne, men er rastløs af natur og hvis ikke pågældende bog fanger mig rimelig hurtigt, lægger jeg den fra mig og vender ikke tilbage. Jeg befandt mig dårligt i dansktimerne i gymnasiet, da jeg ikke er "dyb" sådan som det forstås i de kredse. Jeg kunne ikke analysere mig frem til noget som helst og forsøgte jeg, endte det sjældent med noget godt - i hvert fald ikke noget der var rigtigt i de litteraturkyndiges øjne. Nogle klassekammerater kunne analysere en bagekartoffel, hvis de fik lov, og jeg sad med åben mund og rystede på hovedet, når min dansklærer fandt seksuelle undertoner i alt fra salmebogen til Rødhætte.
Måske er jeg overfladisk og naiv, men hvis jeg skal analysere noget, så foretrækker jeg at det involverer matematiske ligninger eller forretningsprocesser.

Af og til lykkes det mig (læs: uhyggeligt sjældent) at falde for et koncept og jeg bliver så grebet, at jeg ikke kan rive mig selv ud af den parallelle verden jeg kaster mig ind i og bliver således handikappet og uden for rækkevidde til bogen er læst.
En kliche i bogverdenen, og for nogle mennesker ikke rigtig, ordentlig, seriøs litteratur, er Harry Potter serien. Jeg har læst samtlige bøger på originalsproget med glubende appetit og har ventet med stor længsel på den næste bog, hver gang jeg afsluttede den foregående. Disse bøger har formået at fastholde mig i en sådan grad at jeg var ovenud lykkelig over at de altid udkom op til sommerferien, så det ikke gjorde noget at jeg læste til kl. 4 om natten.
Da Vinci mysteriet af Dan Brown var også en succes, da jeg elsker en god konspirationsteori og desuden har stor kærlighed til Leonardo da Vinci. Jeg tog fat på den med skepsis, da omverdenen havde tudet mine øre fulde med at det var noget forbandet pladder uden nogen som helst hold i virkeligheden. Bagefter tænkte jeg "Og hvad så?". Jeg synes den var spændende! Og jeg er trods alt ikke én af de 50% der har læst bogen, som tror historien er autentisk.
Jeg har derudover gnavet mig igennem et utal af små, lette bøger. Fx. Agatha Christie, hvis bøger er ligetil og ikke indeholder de store fortolkelsesmuligheder, men blot en god mordgåde, hvilket falder lige i min smag. Jeg kan læse dem uden at skulle stoppe op og spekulere over om jeg misset det underliggende plot.

For nylig var jeg hjemme hos mine forældre og fik igen øje på bogen på hylden. Af uforklarlige årsager fik jeg lyst til at prøve igen. Det er immervæk næsten godt ti år siden jeg førsøgte sidst. Nu har jeg læst den til ende og sidder tilbage med en mærkelig, men rar, fornemmelse. Bogen fascinerer mig stadigvæk, men denne gang endnu mere. Ikke nok med at jeg rent faktisk fik læst den færdig, jeg har også opnået en større forståelse for indeholdet og skrivemåden. Jeg har erkendt at jeg først nu har været moden nok til at forstå bogen og derfor først har kunnet læse den færdig denne gang.

Jeg har pludselig fået travlt med at komme i tanke om alle de bøger jeg ikke har læst færdig i tidens løb.

Eftertænksomhed

Kan noget komme bag på én, hvis man står med ryggen mod muren?

Listeri

I mangel på bedre at lave får jeg læst en del netaviser og har i den forbindelse fået oparbejdet en usund mængde ligegyldig galde jeg lige skal af med.

Det er mig en evig gåde, hvordan BT's webredaktør er kommet frem til at det er en fed ide at lave lister man kan klikke sig igennem. De myldrer frem og de fleste er tydeligvis lavet fordi de ikke kunne finde på noget fornuftigt journalistik.. eller hvad? Jeg fatter i hvert fald ikke pointen.

Jeg nævner i flæng:

- 5 film vi gik glip af
Det, der blot kunne have været en ligegyldig artikel om film som ikke blev til noget er lavet til en liste på otte punkter. Fem film og otte punkter hænger naturligvis ikke sammen, men det skyldes at de tre første punkter er artikelskriften delt op i tre. Jeg forbløffes.

-Gibsons store nedtur - Se hvor det gik galt for stjernen
En liste på fem punkter, der i første punkt laver indledende tekst om Mel Gibsons skilsmisse med konen. I bunden af denne tekst står følgende: "Klik videre og læs om 'De fem skridt, der førte til Gibsons undergang". På dette tidspunkt har forfatteren bare allerede brugt et punkt, så derfor er det nødvendigt at klemme to skridt ind under det sidste punkt. Genialt

- Se listen: Sådan får du styr på maven
En liste på 12 punkter, igen hvor første punkt er almindelig artikeltekst. I overskriften opfordres til at trykke videre og få 10 gode råd. Men 12 punkter minus et punkt til indledning giver - nemlig - 11 gode råd, som i øvrigt hverken er nye eller banebrydende på nogen som helst måde. Eller dvs. det 11. råd er en gennemgang af den medicin man kan benytte sig af hvis man synes det er bedre. Imponerende.

Jeg kunne fortsætte i det uendelige, men det er der jo ingen grund til. Jeg vil dog lige runde af med endnu et eksempel som næsten fik mig til at tude:

- Sådan får du en god nattesøvn - og et sundere liv
Opskriften er som de ovenstående, i dette tilfælde 11 punkter. Forskellen er dog at i denne liste linkes der til en anden artikel med titlen "GUIDE: Få styr på din snorken og få et bedre liv".
Trykker man på den kommer man selvfølgelig videre til en ny liste på ni punkter. Altså en liste der linker til en liste* og man kan på denne måde trykke sig rundt i lister til evig tid med mindre man får seriøs musepegefinger længe inden.

Man skulle synes at en hjemmeside skulle bruges til at yde en eller anden form for service for dem der trykker sig ind på den. Dette listekoncept vil jeg dog nærmere betegne som chikane.

Jeg gentager: Jeg fatter ikke pointen.


*Skulle der være medlemmer af det nørdede samfund, der læser dette indlæg kunne man fristes til at være indspist og spørge om dette så er en "Linked List?" Tøhø :D

Dilemma

Jeg har fået ros for min blog.

Det kan måske undre, men det varmede utroligt meget at få at vide at der er nogen, der læser min blog og synes om den. Den blotte tilkendegivelse af, at mine skriblerier ikke blot behager mig selv, men at der også findes nogen derude, der har lyst til at læse dem, betyder en del for mig.

At det er muligt at skrive en fornuftig blog selvom man ikke har nogle særlige forudsætninger for det (har bemærket at forholdsvis mange bloggere er journalister eller journaliststuderende, der skal udfordre sig selv) synes jeg er rart at vide.

Jeg blev så glad og fik lyst til at fortælle alle og enhver om det.


Hvilket så frembragte en mindre problemstilling.


Nu har jeg snart været blogejer in disguise i 3 måneder og en af de ting der har ligget mig lidt på sinde har været, om jeg skal fortælle nogen jeg kender om min blog. Jeg følger med i forskellige godt etablerede blogs rundt omkring og kan se, at der er folk der er åbne omkring deres blog og har venner og bekendte der kommenterer og ved den eksisterer. Andre er "hemmelige" lige som mig og endnu andre er semihemmelige. Dvs. der er nogle i deres omgangskreds, der kender til bloggens eksistens og andre der ikke gør. Jeg kender ikke til nogen i min omgangskreds der blogger og har således ikke rigtig nogen at diskutere det med. Jeg har spekuleret lidt over, om jeg skal fortsætte med at være ultra secret blogger eller om jeg skal løfte sløret for venner og bekendte - og Journalisten, som heller ikke ved jeg skriver blog.

Eller måske kun udvalgte? Som alligevel på et eller andet tidspunkt udvikler sig, fordi folk sladrer.

Som i de fleste andre aspekter af livet er der pros and cons ved den her situation.

På fidus-siden kan nævnes:

-Jeg kan få klemt ting ud gennem sidebenene, som jeg er for stor en kujon til at få sagt i virkeligheden

-Var det det?


På ulempesiden kan nævnes:

-Jeg kunne forestille mig at folk bliver slemt utilfredse, hvis de føler sig føler sig nævnt på utiltalende vis i et blogindlæg.

-Mit frirum til at udtale mig præcis som jeg vil bliver indskrænket. Hvis jeg har behov for at skrive om noget, jeg ikke ønsker andre, som kender mig, skal vide/høre/dømme, så kan det ikke længere være i dette forum.

-Jeg vil måske blive frygtelig præstationsangst og få skriveblokering (ikke at jeg er nogen stor forfatter, men alligevel)

-Nogle mennesker vil måske til deres rædsel opdage, hvilket forskruet menneske jeg i virkeligheden er ;)

De fleste af ulempeargumenterne handler jo bare om at jeg skal bestemme mig for, om jeg synes at folk skal acceptere mig som den jeg er, eller om jeg vil spille fordækt over for folk omkring mig for at opretholde ro og orden.

Jeg har stor respekt for Linda fra Blogsbjerg fordi hun bekender kulør og ikke holder sig tilbage og, så vidt jeg husker, i et tidligere blogindlæg rent faktisk har skældt ud over at folk fra virkeligheden har hylet op og forlangt censur fordi de kunne kende sig selv i blogindlæg de ikke brød sig om.
Mit problem er nok, at jeg ikke er sikker på jeg har tilstrækkelig selvtillid til at skære igennem og kræve min ret til ytringfrihed selv om folk jeg kender læser med.
Langt fra alle mine blogindlæg vil dog være skydeskiver. De fleste er bare ævl og kævl, hvor jeg nogle gange selv betvivler min blogs eksistensberettigelse når jeg sammenligner med andre folks meget seriøse blogs. Jeg bliver dog ved med at skrive blot fordi jeg synes det er sjovt og fordi jeg trods alt endnu ikke har læst de regler der siger at man ikke må smide ligegyldige ting på sin blog engang i mellem.

Men nogle indlæg handler jo også om, hvordan jeg har det inde i hovedet og hvordan jeg føler og tænker. Er jeg egentlig indstillet på at dele dette med folk tæt på mig og indstillet på konsekvenserne dette kan have?
Jeg ved der er nogle få mennesker, der læser min blog. Derfor håber jeg der er nogen, der læser dette indlæg og måske vil bistå mig med lidt klogskab og almindelige menneskelige meninger. Ikke fordi jeg er hjælpeløs og vil have andre til at fikse mit mentale problem, men fordi det altid er godt og konstruktivt at høre andres meninger.
Så derfor vil jeg kaste et spørgsmål ud i plenum og så håbe på svar - også fra dem som ikke har givet sig til kende endnu (skulle der findes nogen).

Hvad skal jeg gøre gøre?

Plat humor

Jeg ved ikke.. jeg skreg af grin da jeg så den video, men har lidt problemer med at finde nogen der synes den er lige så sjov som jeg synes.

Titel

Min lørdag aften var virkelig spændende. Den var så spændende at det mislykkedes at finde en sætning som summerer den op. Derfor den lidet informerende titel på dette indlæg.
Efter at have pølet en halv flaske rødvin, bare fordi jeg kunne, faldt jeg over en film som var så sørgelig at jeg sad og hylede. Der var nogen der døde og så begynder jeg automatisk at vande høns. Denne regel gælder dog sjovt nok ikke hvis vedkommende er blevet skudt i en aktionfilm.
Jeg har altid været temmelig grådlabil. På listen over film jeg tuder over findes bla. Snehvide. Jeg tåler ikke rigtig det punkt, hvor hun er helt alene i skoven.
Derudover kan jeg godt fælde en tåre, hvis jeg ser en person der lufter sin sorte labrador. Jeg har aldrig tudet så meget som da jeg måtte aflive min elskede hund for snart tre år siden og bliver stadig ganske vemodig når jeg ser glade hunde på gaden.
Det mest irriterende er dog at jeg begynder at hyle hvis folk interesserer sig for mig. Her menes, at hvis jeg i en eller anden situation virker på folk som om jeg ikke helt er på toppen eller virker lidt mut og så der er nogen der spørger "Er du OK?" begynder jeg resolut at mimre for derefter at fælde den ene tåre efter den anden mens jeg stædigt forsøger at lade være. Jeg ved ikke hvorfor; det er da ganske rart at folk bekymrer sig lidt. Af og til ville det dog være rarest hvis folk ville lade mig være og ikke vise interesse for mit velbefindende.

Any who, det som jeg egentlig ville fortælle med dette indlæg, der tog en fuldstændig ligegyldig drejning i forhold til det oprindelige tankespind var, at jeg efter at have snøftet færdig over førnævnte film zappede lidt rundt og faldt over TV2 Charlie og deres Lørdagsfest.
(Og ja, det er rigtig gættet; jeg har været helt alene hjemme hele weekenden uden menneskelig kontakt udover en tur i Fuptex)

Ingen ringere end James Last.

Jeg bekender kulør. Jeg erkender. Jeg bryder sammen og tilstår. Jeg synes altså James Last er go'.
Ikke fordi musikken er noget specielt egentlig. Men hver gang der er et af hans shows på tv og jeg så får zappet mig hen på det, ender jeg altid med at hænge fast og kigge fascineret på skærmen. De shows har jo alt!

Hvis man kigger lidt efter er der jo alle mulige underholdningselementer:
- Kiksede kvinder i uformeligt gallatøj med for mange palietter
- Smækre kvinder i meget stramme gallakjoler med for mange palietter
- Smækre kvinder i meget stramme, men kedelige gallakjoler (hvor finder han alle de lækre violinister henne?)
- Masser af mandlige bandmedlemmer, der på skift gnider sig op af de lækre blondiner
-Den typiske elguitarspiller, som er et must i et hvert band - tynd med stramtsiddende gamle jeans, det obligatoriske halvlange krøllede hår, undertrøje med åben skjorte og lidende ansigtsudtryk
- Harmonikaspillere ældre end Metusalem
- Indbegrebet af et tysk boytoy. Med Kim Schumacher frisure og babyface og tydeligt begæret af de midaldrende kvinder i bandet som gør hvad de kan for at få lejlighed til at gramse lidt på ham
- Publikummet. Folk der aldrig har forladt 80'erne og som stadig går rundt med bukserne oppe under hængepatterne.
- James Last himself, der lusker småhoppende rundt på scenen i et forsøg på at få tiden til at gå mens han af og til kaster en dirigerende arm i et par sekunder.

Behøver man mere for at have god underholdning?

Alder der trykker

Gamle veninder fra gymnasiet yngler som blev de betalt for det. Jeg har imidlertid forsynet mig med ungt kød da Journalisten er knap to år yngre end mig og således ikke kommet til den del af livet, hvor han seriøst kunne tænke sig børn. Det smitter nok også af på mig, for jeg føler mig ikke voksen nok (læs semihidsigt blogindlæg her), og efter at have passet Søsters knægt med skoldkopper i tre dage er jeg nu kureret fuldstændig for enhver form for skrukhed.
Desuden har jeg endnu ikke fundet mig et professionelt ståsted og er egentlig lige så meget på skideren nu, som jeg var da jeg droppede ud af universitetet som 21-årig.
Nuvel, jeg har en ingeniøruddannelse, men af en eller anden grund kan jeg ikke selv blive imponeret over det og føler mig stadig ikke som "En af dem der har fået en uddannelse".
Det skyldes nok at det ikke var drømmeuddannelsen, men mere "Jeg er sgu nødt til at gøre noget snart og det her lyder spændende". Og jo længere ind i uddannelsen jeg kom, sagde stemmen i mit hoved "Du kan simpelthen ikke droppe ud igen. Nu gør du det altså færdigt! Også selvom du er ved at kaste op over det". Så jeg gjorde det færdigt med det resultat, at det kniber en del med at finde et job jeg rent faktisk gider bestride. Hvilket jo egentlig er en helt anden historie jeg nok tager op i et helt andet blogindlæg. Pointen var at jeg ikke føler mig voldsomt voksen, når jeg kæmper med de samme problematikker som Lillebror, der bliver student om lidt.

På den helt anden side får min øjne alligevel mange ture op i panden, når jeg ser solariestegte pudderdåser vimse omkring og snakke om, hvor pinligt dit og dat var. Så føler jeg mig ret gammel og støvet.
Når Journalisten og jeg kører rundt i bilen og ser unge mennesker slæbe deres fødder efter sig med et olmt udtryk i ansigtet, mens vi i kor mumler "Hvor er teenagere altså trælse at se på", føler jeg mig gammel og støvet.
Men så alligevel. Forleden stod jeg jublende og konstaterede at det endelig var lykkedes mig at komme ud af min cola afhængighed!

Man er da ikke gammel, når ens daglige kampe ikke indeholder rentestigninger, ejendomsskat og længden af græsset i forhaven, men afhængighed af brunt vand med syre?

Rådden nedfaldshjerne

Jeg har inden for den sidste tid oplevet en stærkt nedgradering af min hjernekapacitet. Tidligere var jeg altid god for en kæk bemærkning og et godt gensvar.
Ikke desto mindre synes jeg at den egenskab er forsvundet lige så hurtigt som mine penge forsvinder efter lønningsdag. Jeg synes ikke længere at være i stand til at tænke hurtigt. Tidligere har jeg kunnet sidde og tale med en anden person og så pludselig stille et spørgsmål, der har bragt offeret totalt ud af koncentration, så vedkommende tabte tråden og bare stirrede tomt ud i luften. (Kragen var ofte offer for denne teknik, hun er så nem at bringe ud af fatning). Nu til dags når jeg sidder i situationer, hvor jeg kan se en åbenlys mulighed for at gribe samtalen og løbe den helt forkerte vej med den, sidder jeg bare og tænker så det knager uden at der sker noget, og samtalen fortsætter så uden ophold eller muntert indslag.

Jeg oplever også at jeg oftere og oftere selv bliver udsat for jokes, som jeg overhovedet ikke fatter, hvor jeg før i tiden ville have kastet skyts tilbage i en lind strøm. Nu opdager jeg først joken, når jeg er blevet grundigt til grin. Og stadig kan jeg ikke komme på noget genialt gensvar.

Eksempelvis havde jeg fornylig en sms-udveksling med en af vennerne, som skulle have bekræftet at vi havde en aftale senere på aftenen. Jeg sendte spørgende sms'er og fik kun svar tilbage i stil med "øhh om hvad??" og "ja ja... om hvad?".. jeg var allerede begyndt at surmule over at de andre tydeligvis var begyndt at drikke uden mig... indtil jeg modtog ordet "Scheisse" og det gik op for mig at der blev taget stygt strøm på mig i bedste Tulip stil. Plads til rapt gensvar: Intet.
Senere på aftenen fik jeg skæld ud over den flade respons og besked på at oppe mig.

Måske jeg bør tage fiskeoliekapsler?

Say what!?

En fast del af en strøgtur, uanset hvor i landet man befinder sig, er gadeindsamlerne.
Hidtil har jeg været ret god til at undgå dem ved at se travl ud og kigge andre steder hen end på dem.
Det er ikke fordi jeg er kynisk og ikke vil hjælpe verdens udsatte og alt det der, men da de ti personer, der står spredt rundt på strøget, alle kommer fra den samme organisation og står der dag efter dag, ville jeg være skrevet op i de hellige analer utroligt mange gange, hvis jeg skulle stoppe hver gang de gerne ville have mig til at stoppe.
Men jeg synes de er blevet mere aggressive på det sidste. De nøjes ikke blot med at læne sig forsigtigt til siden og forsøge at skaffe øjenkontakt. De springer næsten ind foran én og stiller tåbelige spørgsmål for at få folk stoppet.
Således gik jeg en dag på strøget i Odense og blev stillet et af den slags spørgsmål, der får mit blodtryk helt op i det røde felt.

"Undskyld, må jeg fortælle dig noget du ikke ved?"

Det eneste der manglede i den efterfølgende scene var at jeg havde fået gråt hår, sat op i knold, store briller på næsen og grå cardigan. Og at jeg havde startet min sætning med "Unge mand!" og havde peget på ham med en kroget pegefinger.

Mig, der var pænt fornærmet: "Hvorfra ved du, at jeg ikke ved det du har tænkt dig at fortælle mig???"
Gadeindsamler, nu lettere paf i udseendet: "Øh... "
Gadeindsamleren får sig samlet og fortsætter sin salgstale som intet var hændt, til han havde liret sit manuskript af.
Mig, lidt stram og irritabel: "Hvorfra vidste du at jeg ikke vidste det du lige sagde?"
Gadeindsamler, tydeligt ærgelig over at han ikke havde fået mig omvendt: "......"
Mig, som ikke gad stå der længere: "Jeg synes det er en ret dårlig idé at genere folk man gerne vil presse penge ud af. At kalde mig intetvidende og ignorant allerede inden jeg står stille får mig ikke til at smide dankortet efter dig. Det synes jeg ærligt talt I skulle tage og spekulere lidt over."
Og så forlod jeg den måbende mand.

Fornylig blev jeg så stoppet af en mand fra samme organisation på strøget i Kolding efter fem af hans kolleger havde forsøgt det samme.
Faktisk rimelig sympatisk gademand: "Du ser ud som om du er lidt træt af at jeg stopper dig..."
No shit Einstein.
Herefter forklarede jeg ham så at han var nummer seks i rækken og at jeg synes det er belastende at man på ingen måde kan gå på strøget i fred nogen steder i landet. Vi sludrede lidt frem og tilbage og han forsøgte meget tydeligt at smøre mig ved at give mig ret og tale mig efter munden i håb om at jeg ville hoppe på limpinden. Til sidst sagde jeg så til ham at hvis jeg rent faktisk havde ladet mig opskrive engang, ville jeg seriøst overveje at melde mig ud igen. Så siger han de magiske ord:
"Det kan jeg godt forstå. Jeg synes faktisk du skal have lov til at gå".

Tak. Det var vel nok pænt af ham at give mig lov til det.

Kære småbizarre mand, tak for dit brev...

For nogle blogindlæg siden fortalte jeg lidt om min tid på netdatingfronten. I dag har jeg så læst et indlæg hos Linda på Blogsbjerg som startede min hukommelse op. Jeg kom i tanke om et af de mere spøjse mails jeg fik dengang og efter lidt snusen frem og tilbage og kæmpen for at huske gamle passwords til profiler jeg ikke har brugt i årevis, men dog ikke har slettet, fandt jeg frem til mailen. Jeg synes det er mildest talt umuligt at genfortælle på kort resumé-form så jeg har valgt at kopiere det direkte ind:

Hej Aurelia!
Jeg ved ikke om jeg som velskomst må sende en tekst jeg skrev til en af mine venner, for 14 dage siden, så jeg fortæller lidt om mig selv. Jeg tror gerne jeg vil fortælle om en ønske drøm Det var da jeg så en gammel dansk film i TV, så går jeg gerne bagefter ind på den side, der hedder dansk film, og læser om skuespillerne, og der læste jeg om Helge Kjærulf-Schmidt, at han havde studeret på Universitet, og om aftenen læst hos en skuespiller, for at forberede sig på at komme ind på skuespillerskolen. Så kom jeg til at tænke på, at den gang jeg var yngre, men allerede i gang med at arbejde som kontormand, der drømte jeg både om at læse jura og også om at være skuespiller. Og så kom jeg nu til at tænke på, hvordan jeg kunnet have prøvet at opfylde begge drømme, jeg kunne have læst jura, og så om aftenen læst hos en skuespiller, og så havde jeg nok måske fået at vide hos skuespilleren, at jeg ikke egnede mig til det, men så kunne jeg have fortsat med juraen. Men jeg huskede også hvorfor ingen af tingene blev til noget. Nemlig fordi jeg havde bestilt optagelsesblanket til Universitet, og så stod der om et ruskursus man skulle til, og det havde jeg hørt om hvor vildt det var med fester m.m. som ikke var noget for mig, så derfor fik jeg aldrig taget mig sammen til at melde mig til det. Og det med skuespiller, der var der en ung mand på mit kontor, som sagde op, fordi han ville være skuespiller, og han var en jeg ikke brød mig om, så jeg turde ikke søge ind på skuespillerskole, hvis jeg så skulle være sammen med ham. Så prøvede jeg nu her i nutiden, at slå hans navn op på internettet, og fandt at han var slet ikke blevet skuespiller, men var blevet senograf. Så jeg kunne sagtens have søgt ind. Og jeg fandt at der er en masse danske skuespillere, der enten har skrevet deres erindringer eller at andre har skrevet om. Og jeg har så læst alle dem. I sær Holger Juul Hansens erindringer synes jeg var gode og også Morten Grunwalds var gode. De eneste jeg ikke synes var så gode var Erik Wedersø og Bodil Utsen, deres bog synes jeg ikke om. Men Holger Juul Hansen har skrevet sine erindringer som hedder: ” Det må aldrig blive sølle” . Hvor han fortæller om, at før han kom på skuespiller skole, så startede han som amatør skuespiller, og blev så populær der, at amatørteaterne nærmest sloges om ham. Det havde jeg aldrig tænkt på før, at der fandtes amatørteatere. Bare jeg havde vidst det, da jeg var yngre, og også havde haft internet dengang, så jeg kunne have slået op hvor de fandtes. Det har jeg gjort nu, og set at der er en kæmpe lang liste over dem. Men nogen steder er det også svært at komme ind der, for der står, at man først skal komme og hjælpe med at ryde op, og så der de en an, og måske og måske ikke, så en dag spørger de en, om man vil være med i en forestilling. Mens andre steder, der lyder det som om, at man kan være med i noget med det samme. Jeg har også læst om, på internettet, hvordan castingbureauerne holder øje med amatørteatrene, så de kan finde nye emner der, til film og reklamer. Men det var en god drøm og gode bøger at have at læse. Nu hvor det ikke blev til noget, så fordi jeg tegner croquis tegning, så drømmer jeg om at blive croquis model, for det at være model må være lidt ligesom at være skuespiller, en ting kan blive helt anderledes efter hvordan publikum er, måske er der en stilling man laver, som nogen kommentere, og andre steder bliver der ikke sagt noget, så det kan være helt forskeligt fra sted til sted, ligesom en teaterforestilling også kan være forskellig alt efter publikum. Jeg ved ikke om jeg også må skrive noget om naturisme, men der betyder det sociale meget for mig, at jeg møder nogen på stranden at tale med, det er jo så gerne kvinder jeg taler med, men kun hvis de smiler og ikke ser ud til at have noget mod at tale med mig. Så taler jeg både med dem der har badetøj på og dem der er nøgen. Det er ikke sådan at jeg er nogen scorekarl, det er kun venskabeligt og pænt jeg taler, men jeg synes det er hyggeligt at møde nye venner på den måde som naturist. Men jeg synes sommetider naturister er meget lukkede overfor nye mennersker, det er defor jeg tit taler med dem med badetøj på, selvom jeg er nøgen. Men kun hvis de smiler, og vi mødes tilfældigt i vandkanten, ikke noget med at påtvinge nogen mit selskab.
Kærlig hilsen Steen

Er det nødvendigt at nævne at han var på den forkerte side af 50 år?

A fishy affair

Jeg tog på fisketur med Lillebror og Journalisten. Lillebror fisker en del med Far og Journalisten vil gerne fiske mere end han gør (læs: intet). Jeg har ikke været på fisketur i omkring 20 år og egentlig siger det mig ikke rigtig noget for jeg kan ikke lide at spise fisk - overhovedet. Jeg tog mest med fordi det var glimrende vejr, selskabet var godt og det var en god undskyldning for at sidde på en bænk og kigge på de andre, mens jeg guffede prinzenrolle kiks *det hed de altså da jeg var lille*. Jeg synes det er sjovt at stå og kaste med pinden, men min største skræk er at fange noget. For så ved jeg slet ikke hvad jeg skal gøre. Uanset hvad har jeg ondt af dyret, selvom jeg udemærket godt er klar over at fiskene nok ikke har det helt så hårdt som vi andre ville have det, hvis vi gnaskede på en krog og blev slæbt ind på land for at få hovedet smadret.

Vi fandt en glimrende fiskesø og drengene fik deres udstyr gjort i orden og begyndte at kaste ud. Jeg skulle lige prøve Lillebrors stang og i mellemtiden kastede Journalisten sin line ud for anden gang og fangede en fisk. Da både han og jeg er nogle pylremåse og hader slimede ting, måtte Lillebror med op for at dissekere fisken. Jeg ville så sætte mig ned og vente på de kom tilbage, for jeg skulle ikke risikere at fange en fisk, mens de var væk.
Bare liiiige kaste et par små kast mere, det sker der nok ikke noget ved.
Og dog.
Selvfølgelig fangede jeg en fisk. Jeg panikkede fuldstændig og løb rundt om mig selv mens jeg skiftevis messede "pis pis pis hvad gør jeg nu?" og "neeeej stakkels lille fisk!".
Nå, fisken ind på land og slæbe staklen hen til alle vores sager, finde totenslageren frem, lægge den på panden af fisken, fortryde og løbe forvirret rundt igen.
Overveje om det var nemmere at lade den ligge på land og vente på at den døde af vandmangel. Nej det gik for langsomt.
Totenslageren igen. Kylling kylling, jeg kunne ikke få mig selv til det. Jeg havde det slemt nok da Lillebror klaskede Journalistens fisk tre gange i skallen.
Panik nu endnu større.
Hvor fanden bliver de af så de kan redde mig???
Til sidst smider jeg fisken ud i vandkanten, stadig med krogen i kæften og venter i, hvad der føltes som en evighed.
Endelig kom de og Lillebror frelste fisken fra min tortur. Dagen efter skulle vi til påskefrokost med familien og der var naturligvis ingen, særligt ikke mandfolkene, der undlod at gøre mig opmærksom på, hvor ond jeg havde været mod den arme ørred.

Jeg bliver aldrig en god lystfisker.

En af de dage..

Dagen har værs'go at tage sig en hel masse sammen når den starter med rundstykker der smager mest af salt og lugter lidt som fersk kylling, samt en hindbærsnitte der er helt orange og blød *en hindbærsnitte skal sgu da knase!!* og som smager mere af ingenting end frisk luft. Ikke engang glasuren smager lidt af sukker. Jeg er skuffet.

I det mindste var kaffen god.

Post i putkassen

Den hænger uden på vores lokale posthus. Journalisten og jeg har moret os en del over den og jeg har filosoferet pænt meget over, hvorfor den hænger der. Døren den hænger ved siden af fører ikke ind til selv posthuset; den dør finder man to meter længere henne og på den modsatte side af den dør findes så de obligatoriske røde postkasser.
Jeg vil tro det er døren ind til administrationen vi har med at gøre. Det jeg ikke helt forstår er, hvorfor det er nødvendigt med en postkasse til posthusets post. Dette posthus er det centrale posthus for hele byen og det er her at alt posten sorteres, hvilket vel betyder at den post der sendes til dette posthus ankommer i den modsatte ende af bygningen, bliver sorteret og så er der en eller anden der går ud gennem døren for at lægge posten i postkassen så de kan tømme den 2 sek senere.. eller hvad?
Der er selvfølgelig den mulighed at postkassen hænger der således at folk, der har et brev til posthuset og dets medarbejdere og ikke synes de vil bruge et frimærke, kan spadsere derhen og lægge brevet i postkassen. Og den oplysende tekst på postkasselågen skyldes ganske givet at der er folk der har forsøgt at lægge den post, de gerne vil sende, ned i ovenstående postkasse. Dette kan igen undre en del for så vidt jeg kan se, er postkassen ikke synderligt rød.

Journalisten har også funderet en del. Da jeg så bad ham gentage det resultat han kom frem til, kunne han selvfølgelig ikke helt huske det, men det var noget i den stil her:

Postens postkasse på postens hus hænger der så posten kan aflevere postens post i postens postkasse

Arh maybe not...