Journalisten skal lege krig i weekenden og i den forbindelse skulle jeg sætte ham og en ukendt mandsperson af i Vejle. Det var ikke en mand vi selv kendte, men han skulle med på den samme øvelse og bor ikke så langt fra os, så han kunne lige få et lift.
Journalisten havde haft en lidt travl dag på arbejde og vi var således en time bagud. Derfor skulle det gå lidt snapt, så jeg lod Journalisten køre derop og jeg satte mig på bagsædet bag ham, så jeg ikke kunne se, hvor hurtigt han kørte. Jeg er ingen fartengel selv, men hvis jeg kører i trekantsområdet i myldretiden plejer jeg at beherske mig en smule.
Any who, den fyr vi havde med trykkede på alle mine fordomsknapper. Han så ikke særlig knøv ud og han lød heller ikke så begavet ud fra hans måde at tale på. Sådan lidt drævende med antydningen af polypper. Men man kan jo tage groft fejl.
Journalisten og manden sad og smalltalkede lidt, mens jeg kæmpede på bagsædet. Jeg er typen, der ikke kan sidde med ryggen til kørselsretningen i toget uden at blive køresyg, og at sidde på bagsædet var derfor en udfordring for mig. Jeg sidder på bagsædet max et par gange om året, så det var lidt svært at vænne sig til. Derudover havde manden en ækel deo på, der gav mig lidt kvalme.
Så var det at Journalisten spurgte manden:
"Så du er sjællænder..hvad har så bragt dig herover?"
Et nemt spørgsmål skulle man synes. Men inden vi fik set os om, var han begyndt på en fortælling om, da han var ung og skulle prøve grænser af, hvilket betød at han drak, begik indbrud, stjal biler og den slags. Der var noget med hidsighed og hvad den slags medfører af problematikker. Så ævlede han lidt om at han, da han gik ud af 10.klasse, kun læste på 3. klasses niveau og at der derfor stod i hans papirer at han var dum. Og så blev han endnu mere hidsig.
Ca. på dette tidspunkt nåede vi ud på motorvejen og fordi vores hvæsende hyundai larmer mere end et godstog, hørte jeg kun brudstykker af fortællingen, mens jeg sad og kæmpede for ikke at ørle Journalisten i nakken.
Og det jeg hørte var ting som
"..og så begyndte jeg at stjæle igen"
"..men nogen gange havde jeg ikke nogen penge, så ude på arbejdet stjal jeg lidt penge til smøger og den slags"
"..smed med dartpile og blev sendt hjem i 14 dage"
"..og så kunne jeg komme ud og sejle.."
Da vi kørte af motorvejen var de kommet til det punkt i historien, hvor han fortalte om at han er førtidspensionist, fordi han ikke kan koncentrere sig så godt, og så var vi fremme ved destinationen.
Jeg fandt aldrig ud af, hvad det egentlig var der havde bragt ham herover.
Da jeg kom tilbage var jeg så udmattet at jeg var nødt til at snuppe en burger med hjem fra den lokale for at styrke mig lidt. Jeg har også knappet en flaske hvidvin op, så jeg kan sidde og være sørgelig over, at jeg er blevet brændt af af en kammerat to gange i træk, skal være alene hjemme til søndag og at jeg ikke kan komme til en brunch på søndag, jeg ellers havde glædet mig til.
Fik jeg forresten nævnt at manden hed Johnny?
fredag den 26. marts 2010
torsdag den 25. marts 2010
Nye tider
Så var jeg til samtale i tirsdags og det syntes jeg egentlig gik ret godt. Faktisk føltes det som om at de brugte al tiden for at fortælle mig, hvorfor de burde ansætte mig. Og det er jo et rimeligt godt tegn. Men de sluttede samtalen af med den sædvanlige "Nu skal vi lige tale sammen og så vi ringer til dig snart". Og den har jeg hørt før, så intet var givet.
I går var det dejligt vejr og for en gangs skyld havde Journalisten fri i tre sekunder. Så vi tog i zoo i Odense og da vi stod og glanede på kænguruen, der havde den yndigste unge som sad og kiggede ud af posen, ringede telefonen.
Og samtalen lød ca. sådan her:
Direktør: "Nå, hvad siger du til det?"
Mig: "Altså, jeg er frisk, hvis I er." *Jo, det sagde jeg faktisk. Doh!*
Direktør: "Ja. Jamen, det må vi jo så finde ud af."
.............!
Så nu har jeg et rigtig, vaskeægte job og skal starte 1. maj.
Jeg var helt rundt på gulvet resten af dagen og ca. hver 10. minut måtte jeg lige rykke lidt i Journalistens arm og råbe "Jeg har fået jååååb!"
Vi fejrede det med en is på stedet og så hang jeg i telefonen resten af dagen til alle de mennesker, som har ventet og ventet på, at jeg skulle komme med sådan et glædeligt opkald.
Jeg burde have vidst, at det var en dårlig idé at ringe til min mor. Da jeg snakkede med hende i forgårs efter samtalen var hun næsten oppe at køre og lød oprigtig begejstret over, at jeg var så tæt på et arbejde. Men igår lød hun på det nærmeste ligeglad. Hun vidste godt at jeg havde fået jobbet, for det havde Lillebror fortalt hende. Men hun vidste også godt i forgårs at jeg havde været til samtale, så hendes mangel på entusiasme kan ikke have været pga. det.
Da jeg godt kunne høre på hende, at det slet ikke interesserede hende at jeg havde fået job, bad jeg om at få Lillebror i røret, så jeg kunne finde ud af hvad der foregik.
Og ganske rigtigt.
Min mor så Bergerac på DR2 og derfor havde hun jo ikke tid til at snakke med mig. Jeg har jo kun fået job - den slags er ikke vigtigt, når en af hendes 117 serier er på TV.
Så det var godt, at jeg i stedet kunne ringe til Journalistens forældre, for jeg vidste de ville blive helt overstadige. Hans far blev helt rørstrømsk og fik tårer i øjnene.
Jeg kan ikke forstå at min mor undrer sig over, at jeg ikke gider ringe/besøge hende.
Men det må hun selv om. Jeg har rent faktisk en fremtid nu og kan næsten ikke vente!
Og ikke nok med det, så er det jo nærmest svedende varmt i dag.
Nogen gange er det slet ikke dårligt at være til.
I går var det dejligt vejr og for en gangs skyld havde Journalisten fri i tre sekunder. Så vi tog i zoo i Odense og da vi stod og glanede på kænguruen, der havde den yndigste unge som sad og kiggede ud af posen, ringede telefonen.
Og samtalen lød ca. sådan her:
Direktør: "Nå, hvad siger du til det?"
Mig: "Altså, jeg er frisk, hvis I er." *Jo, det sagde jeg faktisk. Doh!*
Direktør: "Ja. Jamen, det må vi jo så finde ud af."
.............!
Så nu har jeg et rigtig, vaskeægte job og skal starte 1. maj.
Jeg var helt rundt på gulvet resten af dagen og ca. hver 10. minut måtte jeg lige rykke lidt i Journalistens arm og råbe "Jeg har fået jååååb!"
Vi fejrede det med en is på stedet og så hang jeg i telefonen resten af dagen til alle de mennesker, som har ventet og ventet på, at jeg skulle komme med sådan et glædeligt opkald.
Jeg burde have vidst, at det var en dårlig idé at ringe til min mor. Da jeg snakkede med hende i forgårs efter samtalen var hun næsten oppe at køre og lød oprigtig begejstret over, at jeg var så tæt på et arbejde. Men igår lød hun på det nærmeste ligeglad. Hun vidste godt at jeg havde fået jobbet, for det havde Lillebror fortalt hende. Men hun vidste også godt i forgårs at jeg havde været til samtale, så hendes mangel på entusiasme kan ikke have været pga. det.
Da jeg godt kunne høre på hende, at det slet ikke interesserede hende at jeg havde fået job, bad jeg om at få Lillebror i røret, så jeg kunne finde ud af hvad der foregik.
Og ganske rigtigt.
Min mor så Bergerac på DR2 og derfor havde hun jo ikke tid til at snakke med mig. Jeg har jo kun fået job - den slags er ikke vigtigt, når en af hendes 117 serier er på TV.
Så det var godt, at jeg i stedet kunne ringe til Journalistens forældre, for jeg vidste de ville blive helt overstadige. Hans far blev helt rørstrømsk og fik tårer i øjnene.
Jeg kan ikke forstå at min mor undrer sig over, at jeg ikke gider ringe/besøge hende.
Men det må hun selv om. Jeg har rent faktisk en fremtid nu og kan næsten ikke vente!
Og ikke nok med det, så er det jo nærmest svedende varmt i dag.
Nogen gange er det slet ikke dårligt at være til.
tirsdag den 23. marts 2010
Skyd mig nu bare
Okay, så nu er der tre timer til jeg skal til den famøse jobsamtale.
Rygtet har i den grad bredt sig ude i byen, så det er de mest mærkelige mennesker der ønsker mig pøj pøj, og jeg har en rimelig lang liste over folk der skal have en besked i eftermiddag.
Men skjoldet er på vej op. På grund af al den opmærksomhed og alle de mennesker, der håber det bedste for mig og er sikre på at jeg nok skal få det job, har jeg totalt mistet optimismen.
Jeg har nu fået en idé om at det bliver totalt antiklimaks og at det bliver den slags samtaler, hvor man får et "Tak for i dag. Du hører nærmere inden for en uges tid" og så står man der bagefter og er lige vidt og aner ikke en fis om, hvad der lige skete. Så lige nu har jeg slet ikke lyst. Det var nemmere, hvis de bare ringede til mig og sagde at de havde fortrudt og at jeg ikke behøvede at spilde min tid på at tage derop.
Og jeg har ikke mere kaffe.
Det er sgu da belastende altså.
Rygtet har i den grad bredt sig ude i byen, så det er de mest mærkelige mennesker der ønsker mig pøj pøj, og jeg har en rimelig lang liste over folk der skal have en besked i eftermiddag.
Men skjoldet er på vej op. På grund af al den opmærksomhed og alle de mennesker, der håber det bedste for mig og er sikre på at jeg nok skal få det job, har jeg totalt mistet optimismen.
Jeg har nu fået en idé om at det bliver totalt antiklimaks og at det bliver den slags samtaler, hvor man får et "Tak for i dag. Du hører nærmere inden for en uges tid" og så står man der bagefter og er lige vidt og aner ikke en fis om, hvad der lige skete. Så lige nu har jeg slet ikke lyst. Det var nemmere, hvis de bare ringede til mig og sagde at de havde fortrudt og at jeg ikke behøvede at spilde min tid på at tage derop.
Og jeg har ikke mere kaffe.
Det er sgu da belastende altså.
fredag den 19. marts 2010
Kiss my behind
Nogen gange kan jeg godt forstå, hvis personer uden det store overskud kan synes, at de bliver trådt på af det offentlige.
I forbindelse med den forestående jobsamtale tænkte jeg, at jeg lige kunne sætte mig ind i, hvad jeg helt præcis kan tilbyde dem.
Jeg troppede derfor op nede hos min anden aktør *sådan en bliver man sendt til, når man har været arbejdsløs i 100 år*. Hun mente, at jeg skal i et halvt års løntilskud og oplyste mig om at jeg i øvrigt stadig skal være jobsøgende. Jamen, sagde jeg, det er jo en traineestilling. Hvorfor i alverden skal jeg så søge jobs ved siden af? De er da snotdumme, hvis de bruger tid og penge på at lære mig op og så smider mig ud bagefter. Og jeg skal i forvejen knokle 260% for at vise at jeg er pengene værd.
Men sådan er reglerne altså og så foreslog hun at jeg bare kunne søge nogle ligegyldige jobs. Hun havde en person i løntilskud som salgsdirektør og han søgte bl.a. jobs som pornoredaktør *..?* og hun var villig til at kigge den anden vej. Så gjorde jeg hende opmærksom på, at jeg ikke var helt sikker på, at min a-kasse kunne se det sjove i det. Så hun foreslog at jeg ringede til a-kassen og slog en eller anden handel af med dem. Stadig ikke nogen optimal idé i min optik.
Jeg ringede til min fagforening for at klage min nød og hun syntes, hun kunne huske en eller anden paragraf, der gav mulighed for fritagelse for rådighed. Så næste opkald var til det lokale jobcenter, hvor verdens sureste sekretær tog telefonen *hvorfor er de altid så gnavne? hvorfor!?*. Hun benægtede at der fandtes en sådan sådan paragraf. Det var først da jeg blev aggressiv, at hun surmulende sagde, at "så må jeg jo se, om jeg kan finde en person, der ved mere om det end jeg, for jeg har i hvert fald ikke hørt om det". Gås.
Så fik jeg en tør mand i røret og han vidste præcis, hvad jeg mente. For jeg havde nemlig ret. Og så gav han sig til at ævle om bekendtgørelse dit nr. dat, pr. den og den dato, paragraf et eller andet. Hvis man kan få virksomheden til at skrive et dokument om, at de har positive forventninger til fastansættelse efter udløb af løntilskud, så...Zzzzzzzzz.
Så syntes han, at jeg skulle nævne det for min anden aktør, hvis jeg snakkede med hende på et tidspunkt, for "det er sgu ikke altid, at anden aktører har styr på reglerne".
Jeg skrev en mail til hende og så ringede hun efterfølgende.
Den paragraf kendte hun alt til. Hun havde bare undladt at oplyse mig om den, fordi hun ikke troede på at jeg ville kunne få virksomheden til at skrive under, og selv hvis de gjorde var det jo ikke sikkert de mente det. Og så var det jo heller ikke sikkert at min a-kasse syntes det var en god ide.
Fuck, jeg blev mopset.
Så forklarede jeg hende i rimelig pæne vendinger, at det jo egentlig var mit problem at finde ud af det. Jeg er jo altså ikke dum. Og at hvis det er en sådan ordning, der kan skaffe mig jobbet, så skal det prøves. Man kan for fanden da ikke bare lade være med at fortælle om paragraffer, der kan blive til fordele, bare fordi man har fået en eller anden idé om, at det sikkert ikke kan lade sig gøre alligevel.
Men helt ærligt! Hvis ikke jeg selv havde lugtet de sure sokker og haft overskuddet til at komme i tanke om at ringe rundt til gud og hver mand, og bekæmpe ildspyende sekretærdrager og søvndyssende funktionærer, så havde jeg ikke vidst, at der var en mulighed for at slippe for at skrive de forbandede ansøgninger.
Nogle gange får man altså fornemmelsen af, at de ikke er til for at hjælpe jobsøgere, men egentlig mest er til for at opretholde en infam mængde bureaukrati, så deres egen eksistensberettigelse ikke undermineres.
I forbindelse med den forestående jobsamtale tænkte jeg, at jeg lige kunne sætte mig ind i, hvad jeg helt præcis kan tilbyde dem.
Jeg troppede derfor op nede hos min anden aktør *sådan en bliver man sendt til, når man har været arbejdsløs i 100 år*. Hun mente, at jeg skal i et halvt års løntilskud og oplyste mig om at jeg i øvrigt stadig skal være jobsøgende. Jamen, sagde jeg, det er jo en traineestilling. Hvorfor i alverden skal jeg så søge jobs ved siden af? De er da snotdumme, hvis de bruger tid og penge på at lære mig op og så smider mig ud bagefter. Og jeg skal i forvejen knokle 260% for at vise at jeg er pengene værd.
Men sådan er reglerne altså og så foreslog hun at jeg bare kunne søge nogle ligegyldige jobs. Hun havde en person i løntilskud som salgsdirektør og han søgte bl.a. jobs som pornoredaktør *..?* og hun var villig til at kigge den anden vej. Så gjorde jeg hende opmærksom på, at jeg ikke var helt sikker på, at min a-kasse kunne se det sjove i det. Så hun foreslog at jeg ringede til a-kassen og slog en eller anden handel af med dem. Stadig ikke nogen optimal idé i min optik.
Jeg ringede til min fagforening for at klage min nød og hun syntes, hun kunne huske en eller anden paragraf, der gav mulighed for fritagelse for rådighed. Så næste opkald var til det lokale jobcenter, hvor verdens sureste sekretær tog telefonen *hvorfor er de altid så gnavne? hvorfor!?*. Hun benægtede at der fandtes en sådan sådan paragraf. Det var først da jeg blev aggressiv, at hun surmulende sagde, at "så må jeg jo se, om jeg kan finde en person, der ved mere om det end jeg, for jeg har i hvert fald ikke hørt om det". Gås.
Så fik jeg en tør mand i røret og han vidste præcis, hvad jeg mente. For jeg havde nemlig ret. Og så gav han sig til at ævle om bekendtgørelse dit nr. dat, pr. den og den dato, paragraf et eller andet. Hvis man kan få virksomheden til at skrive et dokument om, at de har positive forventninger til fastansættelse efter udløb af løntilskud, så...Zzzzzzzzz.
Så syntes han, at jeg skulle nævne det for min anden aktør, hvis jeg snakkede med hende på et tidspunkt, for "det er sgu ikke altid, at anden aktører har styr på reglerne".
Jeg skrev en mail til hende og så ringede hun efterfølgende.
Den paragraf kendte hun alt til. Hun havde bare undladt at oplyse mig om den, fordi hun ikke troede på at jeg ville kunne få virksomheden til at skrive under, og selv hvis de gjorde var det jo ikke sikkert de mente det. Og så var det jo heller ikke sikkert at min a-kasse syntes det var en god ide.
Fuck, jeg blev mopset.
Så forklarede jeg hende i rimelig pæne vendinger, at det jo egentlig var mit problem at finde ud af det. Jeg er jo altså ikke dum. Og at hvis det er en sådan ordning, der kan skaffe mig jobbet, så skal det prøves. Man kan for fanden da ikke bare lade være med at fortælle om paragraffer, der kan blive til fordele, bare fordi man har fået en eller anden idé om, at det sikkert ikke kan lade sig gøre alligevel.
Men helt ærligt! Hvis ikke jeg selv havde lugtet de sure sokker og haft overskuddet til at komme i tanke om at ringe rundt til gud og hver mand, og bekæmpe ildspyende sekretærdrager og søvndyssende funktionærer, så havde jeg ikke vidst, at der var en mulighed for at slippe for at skrive de forbandede ansøgninger.
Nogle gange får man altså fornemmelsen af, at de ikke er til for at hjælpe jobsøgere, men egentlig mest er til for at opretholde en infam mængde bureaukrati, så deres egen eksistensberettigelse ikke undermineres.
tirsdag den 16. marts 2010
Her lugter af gennembrud
Der var engang, for et år siden næsten, hvor jeg sendte en uopfordret ansøgning til et firma. Jeg var til samtale og direktøren var vild med mig, men dem der sad på pengene mente ikke, de havde råd til at ansætte mig.
Jeg holdt mig til og var i løbende dialog med ham - uden held.
For et par uger siden skrev jeg så igen for at høre, hvordan chancerne er her i det nye år. Og tænk sig, så ringer han idag og spørger om ikke jeg kan komme til en samtale i næste uge, for der er nogen der gerne vil møde mig.
Som den evige pessimist jeg er, prøver jeg på ikke at hidse mig op for det er jo ikke ensbetydende med, at jeg bliver ansat.
Men det er satme svært at lade være. Jeg er totalt på trip lige nu fordi jeg ikke har været til nogen samtale siden i sommers og at der for fanden da må være en eller anden grund til at de vil se på mig, når jeg allerede har været til en samtale. Det bliver totalt charmeoffensiv fra min side af.
Så hvordan skal jeg så få tiden til at gå helt til på tirsdag?
Jo, jeg kunne jo begynde at tage lektioner i at tænke mig om.
Det har vist sig gang på gang at jeg ikke er så kløgtig altid, og da jeg gav mig til at skrive indlæg om dengang jeg havde en meget sjælden sygdom, burde jeg måske lige have overvejet det lidt, inden jeg satte navn på.
For når man lider af en sygdom, der kun rammer en ud af en million og der ikke findes noget litteratur på dansk om den, og man så googler sygdommen og efterspørger sider på dansk, så får man - ja, godt gættet - min blog lige op i ansigtet.
Lillebror skrev til mig den anden aften for at spørge efter, hvad det var sygdommen hed, for han ville lige læse lidt om den.
Der gik de der sædvanlige tre sekunder til erkendelsen og et højlydt "DOH!".
Busted.
Men man må beundre manden for hans vedholdenhed. Han har tæsket sig igennem samtlige indlæg og syntes ikke overraskende at det var interessant læsning.
Der hvor det blev tåbeligt var, da han forklarede mig at jeg faktisk - i ædru tilstand - har fortalt ham at jeg har en blog, og at han derfor godt vidste den findes.
Måske jeg alligevel burde blive tjekket for Alzheimer.
Jeg holdt mig til og var i løbende dialog med ham - uden held.
For et par uger siden skrev jeg så igen for at høre, hvordan chancerne er her i det nye år. Og tænk sig, så ringer han idag og spørger om ikke jeg kan komme til en samtale i næste uge, for der er nogen der gerne vil møde mig.
Som den evige pessimist jeg er, prøver jeg på ikke at hidse mig op for det er jo ikke ensbetydende med, at jeg bliver ansat.
Men det er satme svært at lade være. Jeg er totalt på trip lige nu fordi jeg ikke har været til nogen samtale siden i sommers og at der for fanden da må være en eller anden grund til at de vil se på mig, når jeg allerede har været til en samtale. Det bliver totalt charmeoffensiv fra min side af.
Så hvordan skal jeg så få tiden til at gå helt til på tirsdag?
Jo, jeg kunne jo begynde at tage lektioner i at tænke mig om.
Det har vist sig gang på gang at jeg ikke er så kløgtig altid, og da jeg gav mig til at skrive indlæg om dengang jeg havde en meget sjælden sygdom, burde jeg måske lige have overvejet det lidt, inden jeg satte navn på.
For når man lider af en sygdom, der kun rammer en ud af en million og der ikke findes noget litteratur på dansk om den, og man så googler sygdommen og efterspørger sider på dansk, så får man - ja, godt gættet - min blog lige op i ansigtet.
Lillebror skrev til mig den anden aften for at spørge efter, hvad det var sygdommen hed, for han ville lige læse lidt om den.
Der gik de der sædvanlige tre sekunder til erkendelsen og et højlydt "DOH!".
Busted.
Men man må beundre manden for hans vedholdenhed. Han har tæsket sig igennem samtlige indlæg og syntes ikke overraskende at det var interessant læsning.
Der hvor det blev tåbeligt var, da han forklarede mig at jeg faktisk - i ædru tilstand - har fortalt ham at jeg har en blog, og at han derfor godt vidste den findes.
Måske jeg alligevel burde blive tjekket for Alzheimer.
torsdag den 11. marts 2010
Det er så yndigt at følges ad
I dag har mine forældre været gift i 38 år.
Den slags byder op til eftertænksomhed, synes jeg.
Da jeg nævnte det for Journalisten her til morgen, var hans respons "Vorhæææærrebevars". Mine forældre er nemlig prototypen på et ægteskab, der aldrig skulle have været indgået.
Omme i 1971 mødte mine forældre hinanden til min mors 20 års fødselsdag. Min far, der var lidt af en lækkermås at se på *dengang.. nu ser han bare hærget ud pga. tåbelig livsstil* var kæreste med en af min mors veninder. Men man er jo en dårlig hest, hvis man ikke kan sparke hvalpene ud af en anden geds rede, så min mor fik hurtigt gris på gaflen. Min morfar mente, ikke overraskende, at min far bestemt ikke var god nok til min mor, så hun kunne glemme alt om at gifte sig med ham så længe hun var under 21 år. Så selvfølgelig blev de gift et år efter, tre dage efter min mors 21 års fødselsdag.
Og vi ved jo alle sammen at det er en fantastisk god idé at gifte sig med en anden person af trods, uden at man kender personen super godt og aldrig har boet sammen med vedkommende. Jeg vil gætte på at min far bare så en chance for at få noget ordentlig at spise. Efter sigende levede han på det tidspunkt af ostemadder og trestjernet.
Nå, men mutter indså temmelig hurtigt at min far ikke er en peopleperson og er ret mærkelig. Men alligevel insisterede hun på at få tre børn med manden. Og forblive gift.
Og det selvom jeg er vokset op i et hjem med fast lørdagsskænderi, der som regel ødelagde stemningen resten af weekend. Med jævne mellemrum fremsatte min mor under stor ståhej trusler om at nu skulle de sandelig skilles.
De første mange år gav det anledning til mange tårer hos undertegnede, men på et tidspunkt når man til en alder, hvor går det op for en, at hun er så meget en tryghedsnarkoman, at hun ALDRIG kan finde ud af at gøre alvor. Det stoppede hende nu ikke i, at blive ret mopset over at der ikke var nogen af os, der tog hende alvorligt.
Men ikke engang da han duskede en anden kvinde kunne hun finde ud af at gå. I stedet gjorde hun mit liv ulideligt, fordi hun ville have at jeg skulle fikse deres problemer. Så jeg fik piller for kvalmen, flyttede hjemmefra i eksamensperioden for at få fred og fik et uopretteligt dårligt forhold til mine forældre. Pragtfuldt.
Nogen gange tænker jeg på at man måske skulle lade være med at blive gift. Nogensinde. Nu har jeg heller aldrig været den store bryllupsperson, men har da altid haft en eller anden romantisk forestilling om det, at man binder sig til et andet menneske.
Men efterhånden synes jeg ikke rigtig det holder stik længere.
Ude i periferien kan man høre om hvordan folk bliver skilt på stribe når de har fundet ud af, at det ikke er ren pik og patter at være gift og have børn *hvad regner folk egentlig med?*.
Andre gange kan man høre om folk, der keder sig i deres forhold og derfor nødvendigvis skal giftes. "Jamen, jeg synes vi er gået i stå i dette forhold. Så enten skal vi giftes eller også må vi gå fra hinanden".
Men det er jo igen den der fødekæde: Kærester -> Bryllup -> Byg hus -> Få børn.
Og så er der jo så folk som mine forældre, der bruger hele deres liv i et råddent forhold som de af uransalige årsager holder fast i. Og den slags forhold er der jo ubegribeligt mange af rundt omkring. Min mor har naturligvis spillet "Man kan jo ikke bare sådan lige ødelægge en familie, når der er børn"-kortet. Jeg har flere gange forklaret hende, at det var til alles fordel, hvis de gik fra hinanden. Men den slags underminerede jo hendes gode bortforklaringer, så det har hun altid ignoreret. Selv når man påpegede hvor godt hendes veninder, der tog sig sammen til at blive skilt, efterfølgende fik det, lod hun som om hun ikke kunne høre én.
Der hvor jeg ikke helt er med er det punkt, hvor man ikke tager ansvar for sin egen lykke.
Hvordan kan nogen mennesker tro, at det at stifte familie ikke kommer til at indvirke på mængden af cigarer, whisky og nøgne piger/mænd?
Hvordan kan nogen mennesker tro at forholdet bliver væsentlig anderledes bare fordi man bliver gift?
Og hvorfor hulen bliver folk ved med at blive i forliste forhold, som kun giver tryghed og dårlig livskvalitet?
Jeg er naturligvis farvet af min opvækst og at jeg ikke erindrer at have set ret mange ægteskaber, der giver mening. Men jeg kan godt leve med at undvære en udgift på 50-100.000 dask og et halvt års ulidelig planlægning, hvis det betyder at jeg kan holde fokus på det der betyder noget i det lange løb. Livsglæde.
Så måske man bare skulle droppe det der med at blive gift.
Den slags byder op til eftertænksomhed, synes jeg.
Da jeg nævnte det for Journalisten her til morgen, var hans respons "Vorhæææærrebevars". Mine forældre er nemlig prototypen på et ægteskab, der aldrig skulle have været indgået.
Omme i 1971 mødte mine forældre hinanden til min mors 20 års fødselsdag. Min far, der var lidt af en lækkermås at se på *dengang.. nu ser han bare hærget ud pga. tåbelig livsstil* var kæreste med en af min mors veninder. Men man er jo en dårlig hest, hvis man ikke kan sparke hvalpene ud af en anden geds rede, så min mor fik hurtigt gris på gaflen. Min morfar mente, ikke overraskende, at min far bestemt ikke var god nok til min mor, så hun kunne glemme alt om at gifte sig med ham så længe hun var under 21 år. Så selvfølgelig blev de gift et år efter, tre dage efter min mors 21 års fødselsdag.
Og vi ved jo alle sammen at det er en fantastisk god idé at gifte sig med en anden person af trods, uden at man kender personen super godt og aldrig har boet sammen med vedkommende. Jeg vil gætte på at min far bare så en chance for at få noget ordentlig at spise. Efter sigende levede han på det tidspunkt af ostemadder og trestjernet.
Nå, men mutter indså temmelig hurtigt at min far ikke er en peopleperson og er ret mærkelig. Men alligevel insisterede hun på at få tre børn med manden. Og forblive gift.
Og det selvom jeg er vokset op i et hjem med fast lørdagsskænderi, der som regel ødelagde stemningen resten af weekend. Med jævne mellemrum fremsatte min mor under stor ståhej trusler om at nu skulle de sandelig skilles.
De første mange år gav det anledning til mange tårer hos undertegnede, men på et tidspunkt når man til en alder, hvor går det op for en, at hun er så meget en tryghedsnarkoman, at hun ALDRIG kan finde ud af at gøre alvor. Det stoppede hende nu ikke i, at blive ret mopset over at der ikke var nogen af os, der tog hende alvorligt.
Men ikke engang da han duskede en anden kvinde kunne hun finde ud af at gå. I stedet gjorde hun mit liv ulideligt, fordi hun ville have at jeg skulle fikse deres problemer. Så jeg fik piller for kvalmen, flyttede hjemmefra i eksamensperioden for at få fred og fik et uopretteligt dårligt forhold til mine forældre. Pragtfuldt.
Nogen gange tænker jeg på at man måske skulle lade være med at blive gift. Nogensinde. Nu har jeg heller aldrig været den store bryllupsperson, men har da altid haft en eller anden romantisk forestilling om det, at man binder sig til et andet menneske.
Men efterhånden synes jeg ikke rigtig det holder stik længere.
Ude i periferien kan man høre om hvordan folk bliver skilt på stribe når de har fundet ud af, at det ikke er ren pik og patter at være gift og have børn *hvad regner folk egentlig med?*.
Andre gange kan man høre om folk, der keder sig i deres forhold og derfor nødvendigvis skal giftes. "Jamen, jeg synes vi er gået i stå i dette forhold. Så enten skal vi giftes eller også må vi gå fra hinanden".
Men det er jo igen den der fødekæde: Kærester -> Bryllup -> Byg hus -> Få børn.
Og så er der jo så folk som mine forældre, der bruger hele deres liv i et råddent forhold som de af uransalige årsager holder fast i. Og den slags forhold er der jo ubegribeligt mange af rundt omkring. Min mor har naturligvis spillet "Man kan jo ikke bare sådan lige ødelægge en familie, når der er børn"-kortet. Jeg har flere gange forklaret hende, at det var til alles fordel, hvis de gik fra hinanden. Men den slags underminerede jo hendes gode bortforklaringer, så det har hun altid ignoreret. Selv når man påpegede hvor godt hendes veninder, der tog sig sammen til at blive skilt, efterfølgende fik det, lod hun som om hun ikke kunne høre én.
Der hvor jeg ikke helt er med er det punkt, hvor man ikke tager ansvar for sin egen lykke.
Hvordan kan nogen mennesker tro, at det at stifte familie ikke kommer til at indvirke på mængden af cigarer, whisky og nøgne piger/mænd?
Hvordan kan nogen mennesker tro at forholdet bliver væsentlig anderledes bare fordi man bliver gift?
Og hvorfor hulen bliver folk ved med at blive i forliste forhold, som kun giver tryghed og dårlig livskvalitet?
Jeg er naturligvis farvet af min opvækst og at jeg ikke erindrer at have set ret mange ægteskaber, der giver mening. Men jeg kan godt leve med at undvære en udgift på 50-100.000 dask og et halvt års ulidelig planlægning, hvis det betyder at jeg kan holde fokus på det der betyder noget i det lange løb. Livsglæde.
Så måske man bare skulle droppe det der med at blive gift.
onsdag den 10. marts 2010
Hvorfor man ikke skal se TV
Der var et tidspunkt for ikke så længe siden, hvor de voldspillede Erik Hassle med "Hurtful" på den lokale radiobølge. Og jeg må erkende, at jeg ikke syntes den var ubetinget afskyelig at høre på. Lidt tudefjæsagtig, men herregud, har I hørt Rasmus Seebach?
Faktisk syntes jeg Erik Hassles stemme var rar i øregangene og tænkte, at en fyr med sådan en stemme burde være en snas at kigge på. Skulle det mon være muligt at finde en svensk mand som var til at holde ud at se på?
Nej.
For så var det jo at han dukkede op i Go'aften Danmark, hvilket jeg helt tilfældigt zappede forbi, og jeg fandt ud af at han ser således ud. Ikke helt hvad jeg havde regnet med:
Jeg har kun ét spørgsmål. Var ulykken i Tjernobyl virkelig så ond ved Sverige?
Ikke nok med at han ligner indbegrebet af en typisk teenager af den slags der lugter lidt og spiller for mange computerspil, men hvad sker der for garnet?
Den slags hår giver mig associationer, så nu sker der det, at hver gang jeg hører Hurtful kommer jeg til at tænke på den ubehagelige øjenbæ Carrot Top:
Skide tak TV2.
tirsdag den 9. marts 2010
Sjov med billeder VI
Sjov med billeder I - V
Så kom jeg listende forbi min opslagstavle forleden og fik øje på et stykke papir jeg havde gemt til bloggen, men som jeg havde glemt alt om. Det kommer vi dog til. Først endnu en B.T klassiker:
Så kom jeg listende forbi min opslagstavle forleden og fik øje på et stykke papir jeg havde gemt til bloggen, men som jeg havde glemt alt om. Det kommer vi dog til. Først endnu en B.T klassiker:
Gad vide om de mange gentagelser er for at kompencere for, at man ikke så godt kan sætte et gult Breaking News banner ind i sådan en menu. Sådan at jo flere gange man gentager en nyhed, jo vigtigere er den? Jeg ved det ikke.
Sidste gang var jeg lidt inde på de der tåbelige reklamer for noget vægttab, der florerer i øjeblikket og i mellemtiden er jeg faldet over et par varianter mere:
Altså, jeg begriber stadig ikke, hvordan der er NOGEN som helst, der kan falde for noget der er lavet så dårligt. Pfff.
Som en lille fortsættelse, også fra sidste gang, på elendige oversættelser i PC-programmer blev jeg idag udsat for følgende bespottelse:
Som en lille fortsættelse, også fra sidste gang, på elendige oversættelser i PC-programmer blev jeg idag udsat for følgende bespottelse:
Tsk. Det er da ufatteligt, at det skal være så svært?
Dette screen shot lavede jeg i øvrigt mens jeg var ved at installere printeren, så jeg kunne scanne det tidligere bemeldte papir ind.
Dette screen shot lavede jeg i øvrigt mens jeg var ved at installere printeren, så jeg kunne scanne det tidligere bemeldte papir ind.
Så lad os lige kigge på det her til sidst - og kig grundigt! Der er nok at se på. Det er en reklame vi fik i postkassen i efteråret, og normalt ville jeg nok sløre lidt navn og numre og sådan. Men jeg synes sgu de har fortjent lidt gratis reklame:
tirsdag den 2. marts 2010
Hvor går grænsen for sippethed?
I søndags brugte jeg dagen med en gammel veninde. Jeg har før omtalt hende, som den veninde jeg har haft længst og hvis venskab jeg ikke ville være foruden. Vi render ikke hinanden på dørene og således er det faktisk godt tre år siden jeg sidst har besøgt hende i hendes eget hjem. På trods af, at hun det sidste år kun har boet ti mins væk.
I dag var jeg så inviteret til brunch og efterfølgende Asterix kavalkade *ja, det er sådan noget vi gør, når vi er sammen*. Jeg har altid lidt bange anelser, når jeg skal træde ind i privaten hos hende. Hendes forældre har aldrig stillet nogen krav til hende og som barn blev hun belønnet med penge, hvis hun skulle lave noget som helst ud over, hvad hun selv gad. Det var nu ikke altid at hun manglede penge og så var hun egentlig ligeglad med, om hendes mor syntes hun skulle gøre lidt rent. Det måtte hendes mor da selv ordne. Derudover er hun af natur i øvrigt også ret ligeglad med hygiejne, rod og skidt. Med andre ord: Hun er et svin.
Jeg er ikke rengøringsfreak. Tværtimod. Det er ret sjældent at der bliver gjort rent her i hytten. Journalisten gør det ikke af sig selv og jeg gider som regel ikke. Vi har en stor reol, der burde være sort, men den er for det meste grå af støv. Men jeg har det dårligt, hvis mit lokum er møgbeskidt, eller hvis mit køkken er sundhedsskadeligt. Det skal helst være nogenlunde i orden. Derudover går jeg pænt højt op i madhygiejne, så jeg var lidt spændt på, hvad jeg skulle udsættes for.
Med hensyn til mængden af skidt blev jeg bestemt ikke overrasket. Hendes støvsuger bliver ikke overanstrengt og det der med at støve af gør hun heller ikke i. Det var nu ingen sag for det gælder jo om at være forberedt, så jeg havde taget tøfler med. Hendes badeværelse var dog en katastrofe og jeg forstår ikke rigtig, hvorfor folk ikke lige bruger en toiletbørste inden de får gæster. Jeg synes tit, jeg ser eksempler rundt omkring på, hvorledes beboerne har forsøgt at skide lokummet i stykker. Og det gider jeg egentlig ikke blandes ind i. Derudover er hun en katteperson og gulvet var derfor belagt med et tæppe af kattegrus og der var tilhørende lugt af kattebakke. Det er naturligvis en del af det at have kat, men jeg synes godt man gøre det lidt med stil.
Alt sådan noget kan jeg dog snildt leve med, når jeg lige har brugt fem mins på at afklimatisere mig. Jeg har derimod voldsomt svært ved at abstrahere fra kontakt med råt kød uden efterfølgende brug af sæbe. Eller senere, hvor vi var en tur på en nærliggende gård, for at lukke hendes heste ud *katte- OG hesteperson. Vi kunne ikke være mere forskellige. Magter ikke de kræ. Men de havde verdens sødeste hund deroppe, der elskede mig efter 30 sekunder*, skulle hendes hest lige have smurt noget creme på nogle skumle sår. Det der med at vaske fingre bagefter ventede hun en times tid med. Havde det været mig selv, havde jeg panisk fundet den første og bedste håndvask.
Og så bøvser hun konstant. Jeg hader når folk bøvser, særligt når jeg spiser.
Noget helt andet i samme boldgade. Forleden stod jeg og hang over kølediskene nede i det lokale madpusheri og prøvede at få en god ide. Så gik jeg over i deres delikatesse i håb om at blive inspireret - med held! De havde en eller anden ret med kartoffelkroketter til at ligge og så fik jeg lyst til sådan nogen. Jeg susede glad ned til fryseren for at finde en pose, fandt en og vendte den om. Ved ikke helt hvorfor, men jeg kigger automatisk altid på bagsiden af forbehandlet mad. Så står der altid et eller andet om, at maden indeholder spor af nødder og den slags. Men ikke på denne pose. Der stod "Kan indeholde spor af svovldioxid og mælk".
Svovldioxid?
Der er sikkert en logisk forklaring på det, men der blev jeg altså sippet igen.
I dag var jeg så inviteret til brunch og efterfølgende Asterix kavalkade *ja, det er sådan noget vi gør, når vi er sammen*. Jeg har altid lidt bange anelser, når jeg skal træde ind i privaten hos hende. Hendes forældre har aldrig stillet nogen krav til hende og som barn blev hun belønnet med penge, hvis hun skulle lave noget som helst ud over, hvad hun selv gad. Det var nu ikke altid at hun manglede penge og så var hun egentlig ligeglad med, om hendes mor syntes hun skulle gøre lidt rent. Det måtte hendes mor da selv ordne. Derudover er hun af natur i øvrigt også ret ligeglad med hygiejne, rod og skidt. Med andre ord: Hun er et svin.
Jeg er ikke rengøringsfreak. Tværtimod. Det er ret sjældent at der bliver gjort rent her i hytten. Journalisten gør det ikke af sig selv og jeg gider som regel ikke. Vi har en stor reol, der burde være sort, men den er for det meste grå af støv. Men jeg har det dårligt, hvis mit lokum er møgbeskidt, eller hvis mit køkken er sundhedsskadeligt. Det skal helst være nogenlunde i orden. Derudover går jeg pænt højt op i madhygiejne, så jeg var lidt spændt på, hvad jeg skulle udsættes for.
Med hensyn til mængden af skidt blev jeg bestemt ikke overrasket. Hendes støvsuger bliver ikke overanstrengt og det der med at støve af gør hun heller ikke i. Det var nu ingen sag for det gælder jo om at være forberedt, så jeg havde taget tøfler med. Hendes badeværelse var dog en katastrofe og jeg forstår ikke rigtig, hvorfor folk ikke lige bruger en toiletbørste inden de får gæster. Jeg synes tit, jeg ser eksempler rundt omkring på, hvorledes beboerne har forsøgt at skide lokummet i stykker. Og det gider jeg egentlig ikke blandes ind i. Derudover er hun en katteperson og gulvet var derfor belagt med et tæppe af kattegrus og der var tilhørende lugt af kattebakke. Det er naturligvis en del af det at have kat, men jeg synes godt man gøre det lidt med stil.
Alt sådan noget kan jeg dog snildt leve med, når jeg lige har brugt fem mins på at afklimatisere mig. Jeg har derimod voldsomt svært ved at abstrahere fra kontakt med råt kød uden efterfølgende brug af sæbe. Eller senere, hvor vi var en tur på en nærliggende gård, for at lukke hendes heste ud *katte- OG hesteperson. Vi kunne ikke være mere forskellige. Magter ikke de kræ. Men de havde verdens sødeste hund deroppe, der elskede mig efter 30 sekunder*, skulle hendes hest lige have smurt noget creme på nogle skumle sår. Det der med at vaske fingre bagefter ventede hun en times tid med. Havde det været mig selv, havde jeg panisk fundet den første og bedste håndvask.
Og så bøvser hun konstant. Jeg hader når folk bøvser, særligt når jeg spiser.
Noget helt andet i samme boldgade. Forleden stod jeg og hang over kølediskene nede i det lokale madpusheri og prøvede at få en god ide. Så gik jeg over i deres delikatesse i håb om at blive inspireret - med held! De havde en eller anden ret med kartoffelkroketter til at ligge og så fik jeg lyst til sådan nogen. Jeg susede glad ned til fryseren for at finde en pose, fandt en og vendte den om. Ved ikke helt hvorfor, men jeg kigger automatisk altid på bagsiden af forbehandlet mad. Så står der altid et eller andet om, at maden indeholder spor af nødder og den slags. Men ikke på denne pose. Der stod "Kan indeholde spor af svovldioxid og mælk".
Svovldioxid?
Der er sikkert en logisk forklaring på det, men der blev jeg altså sippet igen.
Abonner på:
Kommentarer (Atom)