Forslagskassen er åben for bidrag

Nå, men så fik jeg den råt for usødet fra min kontaktperson. Den, jeg godt vidste ville komme og som var totalt uundgåelig. Og som egentlig skulle være kommet for længe siden. Den, der sved, selvom jeg godt vidste den kom.

"Vi er nok nødt til at indse, at du sgu ikke får noget job."

Pokkers. Hvad skal jeg så finde på?
Lad os se en gang på mulighederne og de værktøjer, jeg har med at gøre.

Min alder? Mmmmnej! 28 år betyder jo børn, så der er ingen i denne mandeverden, der tør ansætte mig, for de er sådan set ligeglade med at jeg ikke skal have små børn de næste 30 år. Det siger min alder jo, at jeg skal have lige NU.
Man skulle være min sygeplejerskesøster. Sygehuset betalte en hundedyr videreuddannelse, så hun kunne blive sej på et helt nyt område, hvorefter hun skynder sig at gå på barsel. No hard feelings. Oh, hvilken drøm!

SU? Næh. Det har jeg nemlig brugt, ned til sidste øre. I øjeblikket har jeg frygtelig travlt med at forklare Lillebror at han skal tænke sig frygtelig godt om inden han tager en uddannelse, så han ikke ender som mig.

Min uddannelse. Well, måske et traineeophold var sagen. Nå nej, for de få steder man kan blive det i øjeblikket, forlanges både kandidatgrader og topkarakterer, studierelevant arbejde og hvad ved jeg. Der kan jeg heller ikke rigtig være med. På nogen af punkterne faktisk.
Jamen, så en kandidatgrad da. Tjoh, det har jeg spekuleret lidt over, hvilket bringer mig tilbage til punktet om SU. Jeg skal finde mig et job, der kan finansiere to års studier og som samtidig efterlader tid til at lave lektier *som om jeg nogensinde har lavet lektier*. Enter Søster: "Jamen, det er da ikke noget problem! Nu skal Journalisten jo snart tjene rigtige penge og så kan han da forsørge dig!"
Not gonna happen. I disse krisetider er det et lidt løst grundlag at tage en uddannelse på, hvis man spørger mig. Og desuden bryder jeg mig ikke rigtig om at være 100 % økonomisk afhængig af en person, der principielt kunne skride når det skulle være. Måske jeg skulle bedøve ham, så vi kunne blive gift i en fart? Narh, det er nok heller ikke den bedste idé.

En ny uddannelse så? Jo tak, men hvad? Der er ingen pointe i at tage en anden uddannelse udelukkende for at få et job. Så går der tre minutter og så keder jeg mig. Der skal helst være et gran interesse blandet ind i det. Og det er lidt et problem.
Og igen, for at få råd til at tage en anden uddannelse, skal det være som faglært. Og da jeg næppe ville egne mig som hverken tømrer eller smed er vi nok ude i en eller anden kontoruddannelse. Har faktisk tænkt lidt på lægesekretær, men er ikke helt med på den med alle de syge mennesker. Lidt ligesom da Kragen syntes, jeg skulle gå i hendes fodspor og blive folkeskolelærer. Og det kunne faktisk være blevet godt. Jeg kan godt li' at undervise og har hørt, jeg er god til det. Bare der ikke var alle de børn.
Helt almindelig kontoruddannet så? Den er ærlig talt lidt svær. Hvor langt skal man drives ud, før man stikker en tændstik til sin uddannelse?

"Men du har da dit gode helbred" kunne man sikkert høre fra et ældre medlem af befolkningen, hvis jeg ellers omgik den slags mennesker. Well, hvis man ser bort fra sagen om lyskenbetændelsen og så det faktum, at jeg også har fået en kronisk irritation i mit venstre håndled*hvilket er upraktisk, da jeg er venstrehåndet og derfor kan droppe tanken om at blive professionel bowlingstjerne*, og at min krop således er færd med betænde sig selv og sikkert ikke helmer før der går ild i mig, så jo, jeg har jo mit gode helbred. Men det får jeg sgu da ikke nogen indtægt af.
Jeg modtager derfor kreative forslag til min videre færd. Kom glad med de gode ideer! Intet er for fjollet.

Ellers må jeg nok erkende, at min eneste mulighed efterhånden er, at forsøge at fremtvinge endnu et anfald af TH syndromet og så sælge min krop til medicinsk forskning.


Update: Jeg har efterfølgende forkortet navnet på sygdommen til TH. Sygdommen er så sjælden, at den fratog mig min anonymitet ved googlesøgninger.

Der blev jeg faktisk lidt bekymret

Dagens Google lød således:

"sad på onkels skød"

A moment of peace

Jeg har spekuleret lidt over noget. *Altså udover, hvorfor der er shellak i mine vitaminpiller..Da jeg arbejde i Bilka stod shellakken nede i malerafdelingen*.
Det er ikke første gang jeg er ude for det. At når jeg synes det hele er lige ved at blive slemt, så sker der et eller andet, der giver mig et skub fremad.
Sidst jeg syntes det hele virkelig var noget bras *mere end det ellers er til hverdag* ringede min søster og sagde hun var gravid. Og selvom jeg ikke ligefrem er en børneperson lige i øjeblikket, glæder jeg mig alligevel helt vildt til den lille ny kommer - om to måneder. Det gav mig energi til at klare det hele lidt igen.
De sidste par måneder har været strenge synes jeg. Og med et nyt år, der fortsætter med arbejdsløshed, krydret med min fødselsdag i lørdags, der kun gjorde mig ældre, synes jeg det er ved at være lidt svært igen.
Men så skete det igen. Noget. En række begivenheder, der tilsammen har givet mig det der skub.

Jeg har fået en oplysning, der har givet mig et mentalt spark bagi. Det har hjulpet mig til at vågne op og lugte kaffen og få styr på et par prioriteringer - noget, der ellers burde være på plads, men hvor jeg inden for det sidste stykke tid har tabt grebet om situationen. Og tabt grebet om mig selv. Denne oplysning har hjulpet mig tilbage på rette spor.

Jeg har oplevet et lille glimt af noget, der var engang. Noget jeg inderligt håber jeg kan få til at ske igen. Noget jeg har valgt at tolke som et vink med en vognstang om, hvordan tingenes rette tilstand skal være.

Og sidst, men bestemt ikke mindst, har jeg genopdaget en kilde til velbehag, som hele tiden har været der. Men jeg havde glemt den. Den har hjulpet mig gennem alle de trængsler som livet indtil videre har budt på. Men nu har jeg grebet den og i min egen lille verden lader jeg den give mig kuldegysninger, lader den gøre mig grådlabil på den gode måde og give mig en god grund til, hvorfor jeg skal tage kampen op igen.

Disse oplevelser har tilsammen givet mig overskud til rent faktisk at føle mig godt tilpas. Jeg har den der fornemmelse af glæde ved livet, som de fleste tager for givet og ikke bemærker, fordi de langt hen ad vejen er glade og lykkelige. Men når man befinder sig i en tilstand af dyb frustration og af og til synes, det var nemmere at kaste sig ud fra en høj bygning, så er denne fornemmelse nærmest som at møde en gammel, kær ven man virkelig har savnet dybt. Det skyller ind over kroppen og giver varme, og giver den der fornemmelse af, at man flyver på den lyserøde sky. Lidt ligesom at være teenageforelsket igen faktisk.

Virkeligheden og de sorte skyer vil sikkert komme tilbage igen. Men lige nu forsøger jeg at gribe fat i dette lille strå af livsglæde, og gør alt hvad jeg kan for at det ikke skal visne for mig.
For en stund har jeg fred.

Bedøv venligst min hjerne, tak.

Jeg sover elendigt for tiden. Forleden nat havde jeg et mareridt. Sådan virkelig for alvor, hvor jeg vågnede op med et sæt og med sved på panden. Med rigtig, ægte frygt og hjertebanken. Virkelig uhyggeligt. Kan ikke huske det er sket før.

Så kunne man jo fristes til at blive en af de personer, der ikke vil lægge sig til at sove af frygt for at det kommer til at ske igen. Men beklageligvis er dagtimerne egentlig ikke vanvittigt meget bedre. Lige for tiden løber min hjerne over med sladder fra alle ender og kanter. Jeg ved efterhånden alt om alle i omgangskredsen, og jeg er endda automatisk begyndt at stille spørgsmål, som jeg ikke rigtig har lyst til at få svaret på. Og det bliver det jo ikke sjovere af.

Da vi flyttede herned for halvandet år siden og havde lært vennerne at kende, syntes jeg at de alle var så søde og rare og følte mig rigtig godt tilpas sammen med dem. Følte mig faktisk bedre tilpas sammen med dem end med nogen af de andre venner jeg har haft. Og jeg er ikke en udpræget venne-person. Af en eller anden grund smuldrer venskaber altid mellem fingrene på mig.

Men nu er det ved at gå op for mig at de ikke er et hak bedre end alle andre *og selvfølgelig er de ikke det.. de er jo mennesker* . De er drevet af begær, jalousi, selvambitioner og misundelse. Og sladder. I tøndevis. Jeg har bittert måtte erkende, at jeg skal passe meget på, hvem jeg fortæller hvad. Eksempelvis er en privat sag om mig og Journalisten lige pludselig blevet til et samtaleemne hos folk jeg slet ikke kender, og det har jeg det meget skidt med. Og jeg er utrolig skuffet. Jeg er skuffet over at personer, som ellers har gjort et stort nummer ud af at blive gode venner med mig, mere eller mindre forsøger på at korrumpere mit forhold til Journalisten ved at stille sig fuldstændig uforstående overfor, hvad jeg ser i ham - og i øvrigt have en lidt for stor interesse i, om vores forhold er godt eller skidt.

Under normale omstændigheder ville det nok ikke røre mig stort. Men som det er lige for tiden, magter jeg det faktisk ikke rigtigt. Jeg har efterhånden udviklet mig til et bittert menneske uden nogen som helst form for lunte eller tålmodighed - eller humor, for den sags skyld.
Jeg bliver ganske enkelt træt i hovedet af folk, der snager i mit privatliv, så de kan komme til at sladre om det. Jeg bliver træt i hovedet af at skulle holde hemmeligheder, fordi folk opfører sig på en måde, de ikke vil have omverdenen til at vide noget om. Jeg bliver træt i hovedet af at skulle svare afvigende på spørgsmål hele tiden, fordi folk tror jeg ved noget, hvilket jeg som regel også gør, men som jeg så har lovet ikke at sige til nogen. Og i forvejen er jeg uhyggelig dårlig til at lyve, så jeg hader at skulle spille skuespil på den måde.
Og det værste er, at jeg ikke engang bliver sur eller fornærmet. Jeg bliver sgu ked af det og ærgelig.

Og så synes jeg det er uhyggeligt som folk kan være sukkersøde og kærlige overfor alle og enhver - og så forvandle sig til giftige slanger bag ryggen på folk, når de får chancen for det.

Dagens Google

"pinligt skide toilettet"

Hmm.

Det var jo det jeg ville - ikke?

Min hjerne er nu officielt blevet til en skål havregrød.
Jeg kan intet huske, hvilket jeg plejer at fikse med huskesedler, men selv huskesedlerne glemmer jeg nu at skrive. Jeg har ikke styr på en skid, heriblandt kalenderen, og jeg går stadig rundt og bilder mig selv ind at vi er i uge 1, hvilket ikke er så praktisk rent jobsøgningsmæssigt. Firmaerne udsætter desværre ikke deres ansøgningsfrister bare fordi min hjerne er blevet lam.
Tidligere i dag skulle jeg udføre en ellers simpel opgave. Koge to æg. Så jeg fandt gryde og æg frem, hældte vand på, stillede gryden på komfuret og tændte. So far, so good.
Efter en sjus ti minutters tid kom jeg tilbage for at se hvordan det gik, blot for at konstatere at jeg havde tændt for den forkerte plade. Da det endelig lykkedes mig at få æggene i kog, satte jeg uret til at ringe og gik ned med skraldet. Og da jeg alligevel var nede kunne jeg ligeså godt hælde sprinklervæske på bilen. Det tog lidt tid at få åbnet motorhjelmen - den bandt helt vildt. Eller det vil sige, det gjorde den ikke længere da det gik op for mig, at jeg havde trukket i det gale håndtag og havde åbnet bagagerummet i stedet *d'oh*.
Nå, men efter omtrent 25 mins var jeg færdig med at fjolle rundt med bilen og listede op i lejligheden igen. Mine æg så på dette tidspunkt, ikke overraskende, ret spøjse ud og jeg kørte herefter ned og købte en varm leverpostej til min frokost i stedet.

Jeg kan tydeligvis heller ikke fortælle jokes længere. Således fik jeg enorm skideballe af min søster, der i ramme alvor troede på os, da mig og Journalisten med smørede grin fortalte, at grunden til at vi kom halvanden time for sent til familiejulefrokosten var, at vi havde været på McDonalds *sure mokke*. Herefter fik jeg så en mindre hjerneblødning og råbte lidt af hende, mens jeg forklarede at vores forsinkelse blot handlede om, at jeg ikke magtede at være sammen med min skrækkelige familie og ikke havde et stort behov for at blive psykoanalyseret, hvilket er et fast ritual hver gang jeg ikke kan holde ud at være sammen med dem.
Det tog hun faktisk okay og hun har nu indført begrebet "En Off Day". Så hvis jeg har det skidt, skal jeg bare erklære at jeg har en off day and no questions asked. Det skal jeg dog se før jeg tror på det. I familiens øjne er jeg på ingen måde i stand til at tage vare på min egen situation.

Det er derfor ganske belejligt, at jeg nu har fået lidt at lave. Omend det er en meget begrænset periode - en måned, that is - er det bedre end ingenting. Jeg har skaffet mig en virksomhedspraktikplads, hvor jeg kan komme til at lave det, jeg er uddannet til. Endelig. Fra 1. februar. Det kan være det kan kickstarte min hjerne bare en lille smule.

Nu skal jeg så lige holde op med at sidde i fosterstilling henne i hjørnet, mens jeg messer jegkanikkejegkanikkejegkanikke.

You've got to ask yourself one question: Do I feel lucky? Well, do ya, punk?

Nå, men det nye år er egentlig ikke videre anderledes end det gamle. Jeg har allerede fået mit første jobafslag og det er stadig hundekoldt.
Og der sker stadig den slags ting, som er lidt mærkelige. Eksempelvis sad jeg i venteværelset ved tandlægen igår og fik øje på Jyllandsposten. Af en eller anden grund læser jeg altid blade og aviser bagfra uden at tænke over det. Så jeg åbnede op på bagerste side og blev straks overfaldet af dødsannoncerne. Da jeg jo er en gammel kone, tænkte jeg at jeg lige kunne se om der var nogle afdøde, som jeg kendte. Og fandme jo! Eller dvs. jeg kendte ikke vedkomne døde person, men jeg gik i gymnasiet med hans storebror. Efter lidt undersøgelser hos min sladderpusher fandt jeg ud af, at han havde fået kræft for 3 måneder siden. Det er skræmmende, hvor hurtigt man nogen gange kan komme herfra, selvom man umiddelbart virker sund og rask.

Any who, Journalisten og jeg havde lidt behov for materiel tilfredsstillelse *har det lige været jul? Hvorfor sagde I ikke det før?* så vi plyndrede et efterhånden ufatteligt dryssende juletræ og erstattede det med grotesk fladskærm. Der er nu bifstemning og jeg føler trang til at flytte lænestolen ud i køkkenet for bedre at kunne overskue at se TV.
I samme øjeblik vælger vores antenneforening at lægge samtlige kanaler ud digitalt. Temmelig god timing. Men vi skulle jo ha' et eller andet at bruge det TV til, så vi købte en Wii.
Og jeg købte en ny telefon. Men den gamle var altså dårlig og lå og gispede, hver gang den forsøgte at sende en sms. Det kunne ikke gå mellem os længere.

Men som om mit liv ikke var fucked nok i forvejen og som om jeg ikke havde problemer nok, så har jeg nu fået serveret et særdeles ubehageligt valg på et sølvfad. Et af den slags valg man ikke kan ignorere, men som skal tages, uanset om man vil eller ej. Og det er med tidsbegrænsning på.
Det er et af den slags valg som giver mulighed for at opnå noget, man har ønsket lidt on and off. Men når man står lige foran det, virker det pludselig ikke længere så attraktivt. Konsekvenserne af valget er umulige at spå om og de er aldeles uoverskuelige. Det kan blive det bedste jeg nogen sinde har gjort, det kan blive den største fejltagelse i mit liv. Det kan føre stor glæde og velbehag med sig, det kan forårsage stor sorg og miserabilitet.
Det er komplet umuligt at vælge. Og ikke nok med det! Jeg er ikke den eneste om at foretage dette valg og jeg kan hvert øjeblik blive overruled, fordi valget er blevet truffet i den retning, hvor det ikke kan gøres om og hvor jeg ikke kan noget ved det, selvom jeg måske ville synes det var det forkerte valg.

Det er, på godt jysk, noget bæ.