I aften er det nytår og jeg er allerede ved at skide i bukserne over, hvad der venter på mig på den anden side af tømmermændene.
Dengang 2007 blev til 2008 stod jeg og tænkte, at jeg håbede 2008 blev væsentligt bedre end 2007. 2007 var et lorteår, der var domineret af hæftig sygdom, samt et slemt brud med Journalisten. Jeg blev selvfølgelig rask igen og Journalisten og jeg kom sammen igen, men overordnet scorede året ikke særligt højt.
Men 2008 blev ikke væsentligt bedre. Jeg fik ganske vist min ingeniøruddannelse, men den var ikke prangende og jeg var så skoletræt, at jeg dårligt kunne slæbe mig igennem mit afgangsprojekt. Efter dimissionen var jeg fyldt af ny energi og klar til at indtage arbejdsmarkedet. To måneder senere havde jeg fået mit første job, som viste sig at være ganske forfærdeligt og næsten puttede mig ned i depressionskassen.
Jeg gik derfor ud af 2008 som en zombie og vurderede at 2009 umuligt kunne blive værre.
Og dog.
Nu er 2009 jo forsvundet og jeg har kun opnået én ting i år. Arbejdsløshed. Jeg har været arbejdsløs i ni ud af årets 12 måneder og de resterende tre måneder fik jeg til at gå hos Bageren, hvilket sådan set heller ikke var nogen succes. Frustrationerne driver ned af væggene her i huset og jeg kan ikke få øje på noget lys i nogen tunnel.
Det der med at ønske at næste år bliver bedre, virker jo tydeligvis ikke. Jeg har derfor overvejet at bruge omvendt psykologi i år:
I dare you, 2010! Bliv værre end 2009! Kom an, hvis du tør!
torsdag den 31. december 2009
onsdag den 30. december 2009
Jul i familiens skød
Juleaften tilbragte jeg med Journalisten og hans familie, og det var aldeles hyggeligt og behageligt. Ingen panik. Jeg havde det rigtig rart hvor jeg var, og havde ikke meget lyst til at forlade stedet.
Men 2. juledag vankede der julefrokost med min familie hjemme hos mine forældre, og allerede fra morgenstunden kunne jeg mærke, at jeg ikke var mentalt klart til denne udfordring. Grundet min modvilje kom vi halvanden time for sent, hvilket min søster heller ikke undlod at give mig skideballe for.
Ca. fem mins efter vi var ankommet fik min 19-årige ADHD- og depressionsplagede kusine et break down og låste sig inde på det eneste fungerende toilet, hvilket fik min onkel og tante til febrilsk at vade frem og tilbage, og den øvrige familie til at blive pludseligt tissetrængende.
Min søster surmulede over at hendes små poder ikke havde fået lige præcis de gaver, hun havde forestillet sig de skulle have.
Min far var allerede hønefuld, og sad konstant og hylede op om at min lillebror skulle hente flere øl. Da jeg fik nok af at høre på det, bad jeg ham om at hente sine øl selv, hvilket bevirkede at han også begyndte at surmule.
Julebingoen var flere gange ved at udvikle sig til en farce, fordi min mor insisterede på at råbe numre op på trods af, at hun ikke rigtig kunne se tallene ordentligt og derfor temmelig ofte råbte forkert.
Ungerne væltede rundt i en sukkerrus og den yngste havde fået sit løbehjul med indenfor, hvilket hun glad skramlede rundt på, når hun ikke lige afspillede Søren Banjomus på sin nye musikafspiller.
Da min kusine endelig var blevet samlet op af sin kæreste, startede det sædvanlige kortbord op og min efterhånden temmeligt besoffne far og onkel sad og råbte op, hver gang de tabte, og min morfar sad og spillede klog på trods af at det af og til kniber med at huske reglerne.
Da morfar så mente han trængte til at komme hjem skyndte jeg, der var pinligt ædru, mig at melde mig frivilligt til at køre ham hjem, så jeg kunne få lidt fred. Min mor kørte med og min morfar benyttede chancen for lige at vise hans seneste kreationer frem. Efter min mormor døde har han taget maleriet op igen. Hvor han før i tiden hyggede sig med at male uendelige mængder af skibe ved høj sø, er han nu midt i sin abstrakte periode og der var ikke grænser for, hvor brandgodt han selv syntes det var. Efter en længere diskussion med min mor, der bestemt ikke bryder sig om abstrakt kunst, lykkedes det os at komme derfra igen.
Vel ankommet tilbage til kaos blev jeg shanghajet til et spil kort og måtte gentagne gange stave til det beløb, der lå i puljen fordi familien i mellemtiden havde drukket endnu mere tæt og min onkel kunne efterhånden ikke engang tælle til seks kroner.
Pga. de mange overnattende måtte Journalisten og jeg dele værelse med vores dyr, som ellers havde opført sig eksemplarisk resten af ferien. Men lige præcis denne nat fik den ene selvfølgelig en hjerneblødning og kørte alarmen *et meget højt eeep på repeat*, hvilket jeg ikke kunne få den til at holde op med og således blev holdt vågen det meste af natten.
Min søster havde, grundet sin efterhånden fremskredne graviditet, sovet rigtig dårligt og var ualmindelig gnaven næste morgen. Ungerne var endnu mere hyperaktive og det var derfor en befrielse, da de tog hjem omkring frokost. Mine forældre gik med ud i indkørslen for at vinke, mens Journalisten og jeg holdte os indendøre og nøjedes med at åbne et vindue. På trods af at vi var så langt væk fra Søster og Svogers bil kunne vi sagtens høre, da Niece for 117.gang tændte for Søren Banjomus og min søster brølede "SLUK SÅ FOR DEN RADIO, FOR H...!!!!".
Herefter blev det faktisk ganske hyggeligt og Journalisten og jeg kom derfor temmelig sent hjem til Syddanmark igen om aftenen.
Mandagen tilbragte vi i gode venners lag, hvor vi afprøvede deres nyerhvervede wii, mens jeg langsomt opbyggede en lille feber, der satte mig i stå igår. I dag går det bedre og derfor satser jeg på at køre til Århus igen i dag for at fejre min fars fødselsdag, inden nytårsfesten venter i morgen.
Til min egen store fortrydelse må jeg erkende, at jeg ikke blot stinker til rigtig bowling, men også til wii bowling.
Men 2. juledag vankede der julefrokost med min familie hjemme hos mine forældre, og allerede fra morgenstunden kunne jeg mærke, at jeg ikke var mentalt klart til denne udfordring. Grundet min modvilje kom vi halvanden time for sent, hvilket min søster heller ikke undlod at give mig skideballe for.
Ca. fem mins efter vi var ankommet fik min 19-årige ADHD- og depressionsplagede kusine et break down og låste sig inde på det eneste fungerende toilet, hvilket fik min onkel og tante til febrilsk at vade frem og tilbage, og den øvrige familie til at blive pludseligt tissetrængende.
Min søster surmulede over at hendes små poder ikke havde fået lige præcis de gaver, hun havde forestillet sig de skulle have.
Min far var allerede hønefuld, og sad konstant og hylede op om at min lillebror skulle hente flere øl. Da jeg fik nok af at høre på det, bad jeg ham om at hente sine øl selv, hvilket bevirkede at han også begyndte at surmule.
Julebingoen var flere gange ved at udvikle sig til en farce, fordi min mor insisterede på at råbe numre op på trods af, at hun ikke rigtig kunne se tallene ordentligt og derfor temmelig ofte råbte forkert.
Ungerne væltede rundt i en sukkerrus og den yngste havde fået sit løbehjul med indenfor, hvilket hun glad skramlede rundt på, når hun ikke lige afspillede Søren Banjomus på sin nye musikafspiller.
Da min kusine endelig var blevet samlet op af sin kæreste, startede det sædvanlige kortbord op og min efterhånden temmeligt besoffne far og onkel sad og råbte op, hver gang de tabte, og min morfar sad og spillede klog på trods af at det af og til kniber med at huske reglerne.
Da morfar så mente han trængte til at komme hjem skyndte jeg, der var pinligt ædru, mig at melde mig frivilligt til at køre ham hjem, så jeg kunne få lidt fred. Min mor kørte med og min morfar benyttede chancen for lige at vise hans seneste kreationer frem. Efter min mormor døde har han taget maleriet op igen. Hvor han før i tiden hyggede sig med at male uendelige mængder af skibe ved høj sø, er han nu midt i sin abstrakte periode og der var ikke grænser for, hvor brandgodt han selv syntes det var. Efter en længere diskussion med min mor, der bestemt ikke bryder sig om abstrakt kunst, lykkedes det os at komme derfra igen.
Vel ankommet tilbage til kaos blev jeg shanghajet til et spil kort og måtte gentagne gange stave til det beløb, der lå i puljen fordi familien i mellemtiden havde drukket endnu mere tæt og min onkel kunne efterhånden ikke engang tælle til seks kroner.
Pga. de mange overnattende måtte Journalisten og jeg dele værelse med vores dyr, som ellers havde opført sig eksemplarisk resten af ferien. Men lige præcis denne nat fik den ene selvfølgelig en hjerneblødning og kørte alarmen *et meget højt eeep på repeat*, hvilket jeg ikke kunne få den til at holde op med og således blev holdt vågen det meste af natten.
Min søster havde, grundet sin efterhånden fremskredne graviditet, sovet rigtig dårligt og var ualmindelig gnaven næste morgen. Ungerne var endnu mere hyperaktive og det var derfor en befrielse, da de tog hjem omkring frokost. Mine forældre gik med ud i indkørslen for at vinke, mens Journalisten og jeg holdte os indendøre og nøjedes med at åbne et vindue. På trods af at vi var så langt væk fra Søster og Svogers bil kunne vi sagtens høre, da Niece for 117.gang tændte for Søren Banjomus og min søster brølede "SLUK SÅ FOR DEN RADIO, FOR H...!!!!".
Herefter blev det faktisk ganske hyggeligt og Journalisten og jeg kom derfor temmelig sent hjem til Syddanmark igen om aftenen.
Mandagen tilbragte vi i gode venners lag, hvor vi afprøvede deres nyerhvervede wii, mens jeg langsomt opbyggede en lille feber, der satte mig i stå igår. I dag går det bedre og derfor satser jeg på at køre til Århus igen i dag for at fejre min fars fødselsdag, inden nytårsfesten venter i morgen.
Til min egen store fortrydelse må jeg erkende, at jeg ikke blot stinker til rigtig bowling, men også til wii bowling.
onsdag den 23. december 2009
Glade jul
Nå, men så er det jo næsten jul.
Det lykkedes mig at få købt alle julegaverne i sidste uge, omend det var omgæret af en vis panik, da jeg havde glemt at de fleste skulle afleveres om fredagen.
Og alligevel har jeg glemt en pakke - til min moster. Og det på trods af, at hun har brugt rigtig meget tid i december på at ringe til mig for at spørge, om jeg ikke vil have hendes ønskeseddel *min moster er et kapitel for sig og den type man skal forberede sig mentalt på at tale med*. Nu skal jeg så vurdere om jeg godt nok skal ringe til hende for at få den forbandede ønskeseddel og derefter bevæge mig op i storcenterkaos for at købe gaven - eller om jeg bare skal købe hende en flaske snaps, som min mor foreslog.
Min favorittid i julen *bortset fra Disneys julesjov og flæskestegsspisning* er 1.juledag. Der er en sjælden fred og ro og mulighed for afslapning. Juleaften løber folk en smule rundt for at nå det hele og 2. juledag er der ren panik til julefrokost med hele den pukkelryggede. Men 1.juledag er helle. Normalt plejer jeg at se Muppets juleeventyr og Garfields jul sammen med Lillebror, men det må jeg jeg jo se om jeg kan undvære i år, nu hvor vi ikke skal holde jul sammen.
Any who, nu begynder det skønne slid med at pakke tasker, gaver og kæledyr, med at rydde op og vaske op, samt tømme skraldespande og køleskab. Sagde jeg skønne slid? Det var en fejl, jeg HADER det. Jeg synes det er røvsygt at bruge hele dagen på den slags, og jeg skal gøre det hele selv. Journalisten er på arbejde til kl 20 og derefter skal vi så køre den 2,5 timer lange tur nordpå. Det bliver en lang, lang dag.
Jeg har bestilt min svigerinde til at have et glas rødvin parat når jeg kommer. God jul!
Det lykkedes mig at få købt alle julegaverne i sidste uge, omend det var omgæret af en vis panik, da jeg havde glemt at de fleste skulle afleveres om fredagen.
Og alligevel har jeg glemt en pakke - til min moster. Og det på trods af, at hun har brugt rigtig meget tid i december på at ringe til mig for at spørge, om jeg ikke vil have hendes ønskeseddel *min moster er et kapitel for sig og den type man skal forberede sig mentalt på at tale med*. Nu skal jeg så vurdere om jeg godt nok skal ringe til hende for at få den forbandede ønskeseddel og derefter bevæge mig op i storcenterkaos for at købe gaven - eller om jeg bare skal købe hende en flaske snaps, som min mor foreslog.
Min favorittid i julen *bortset fra Disneys julesjov og flæskestegsspisning* er 1.juledag. Der er en sjælden fred og ro og mulighed for afslapning. Juleaften løber folk en smule rundt for at nå det hele og 2. juledag er der ren panik til julefrokost med hele den pukkelryggede. Men 1.juledag er helle. Normalt plejer jeg at se Muppets juleeventyr og Garfields jul sammen med Lillebror, men det må jeg jeg jo se om jeg kan undvære i år, nu hvor vi ikke skal holde jul sammen.
Any who, nu begynder det skønne slid med at pakke tasker, gaver og kæledyr, med at rydde op og vaske op, samt tømme skraldespande og køleskab. Sagde jeg skønne slid? Det var en fejl, jeg HADER det. Jeg synes det er røvsygt at bruge hele dagen på den slags, og jeg skal gøre det hele selv. Journalisten er på arbejde til kl 20 og derefter skal vi så køre den 2,5 timer lange tur nordpå. Det bliver en lang, lang dag.
Jeg har bestilt min svigerinde til at have et glas rødvin parat når jeg kommer. God jul!
torsdag den 17. december 2009
Et brugbart koncept
Der er ingen tvivl om, at hjemmeværnet ikke har den store stjerne hos den brede befolkning og at den generelle holdning er, at de er nogle weekendkrigere som er ren spild af penge.
Men jeg er stolt over at min kæreste i øjeblikket og resten af natten, iført sin hjemmeværnsuniform, fragter den eneste natsygeplejerske i Vejle sikkert rundt i det sneplagede område, så dem der har brug for det, kan få deres medicin.
Men jeg er stolt over at min kæreste i øjeblikket og resten af natten, iført sin hjemmeværnsuniform, fragter den eneste natsygeplejerske i Vejle sikkert rundt i det sneplagede område, så dem der har brug for det, kan få deres medicin.
onsdag den 16. december 2009
Snesur
Jeg har bemærket at det er uhyre nemt at fornærme folk, hvis man taler ondt om klimaer og topmøder og den slags ting. Jeg har også bemærket at mange mener at man skal skamme sig, hvis man ikke er ved at skide i bukserne over verdens forestående undergang *hvilket ærlig talt giver mig en lille smule kvalme*. Derfor vil jeg gerne opfordre eventuelle læsere til lige at slå lidt koldt sne i blodet og lade være med at tage følgende skrift for mere end det er. Jeg har nemlig ikke lyst til at få nogen af de mange mavesure kommentarer, som mange af mine medbloggere har fået i deres indlæg de sidste par dage. Kommentarer, der tydeligvis er skrevet med fingrene bankende ned i tastaturende rundt omkring, fordi folk ikke kan tåle at det ikke er alle og enhver der springer på klimavognen som lemminger, men som tillader sig at være bare lidt kritiske.
Men sagen er den, at jeg synes altså det er en lille smule komisk, at mens nogen holder et møde, der drejer sig om global opvarmning, har jeg brugt 5,5 timer i bil i dag på at komme fra Kolding til Odense. Og lige så vi alle er enige - det er en strækning på ca. 70 km. Fordi det sneede. Og det tog 2,5 timer at komme hjem igen. Fordi det sneede.
Det har hele dagen væltet ned med sne i vores lille land, hvor det ellers aaaaaaldrig sner. Men den slags udmeldinger plejer jeg også typisk at høre om sommeren, hvor folk har glemt at det som regel sneer i dynger i februar.
Det er da ironi på et højt plan.
Men sagen er den, at jeg synes altså det er en lille smule komisk, at mens nogen holder et møde, der drejer sig om global opvarmning, har jeg brugt 5,5 timer i bil i dag på at komme fra Kolding til Odense. Og lige så vi alle er enige - det er en strækning på ca. 70 km. Fordi det sneede. Og det tog 2,5 timer at komme hjem igen. Fordi det sneede.
Det har hele dagen væltet ned med sne i vores lille land, hvor det ellers aaaaaaldrig sner. Men den slags udmeldinger plejer jeg også typisk at høre om sommeren, hvor folk har glemt at det som regel sneer i dynger i februar.
Det er da ironi på et højt plan.
Alderspanik
Jeg har snart fødselsdag og runder 28 år. I den forbindelse har jeg gået og spekuleret lidt.
Hvad nu hvis *rent hypotetisk, selvfølgelig* man forestillede sig, at jeg lige pludselig blev single.
Hvad skulle der så blive af mig?
Umiddelbart, udfra hvad jeg har observeret omkring mig, ser det ret skidt ud. Hvis jeg skal holde mig til, hvad medierne, folk omkring mig samt familien fortæller mig, er jeg så godt som fortabt.
Kigger man sig lidt omkring ser man hobetal af desperate kvindfolk, der er alene og som kæmper den evige kamp på barerne og på netdating for at finde en kæreste. Er det dét liv, der venter?
Så vidt jeg kan forstå er ens liv er så godt som slut, hvis man ikke får sig etableret inden man fylder 30 og man kan se frem til at leve resten af sit liv som en ensom, knastør, barnløs særling. Med mindre man selvfølgelig er erklæret evig barnløs. Så kan man leve det fede liv, mens familie og venner ser skævt til en og ryster på hovedet.
Fornylig læste jeg en eller anden artikel, der beskrev en undersøgelse der viste, at tre ud af fire kærester ikke elsker den person de er sammen med. Er det dét, der er grunden til, at der er så mange elendige forhold rundt omkring - at selvom folk i virkeligheden inderst inde godt er klar over, det er et råddent forhold de er i, så lader de sig nøje, fordi de ikke vil være den næste desperate hovedperson i Singleliv?
Jeg vil gerne have børn en dag. Jeg havde engang en meget klar idé om at jeg skulle være igang med at bage den første inden jeg blev 30, fordi mine forældre havde svært ved at få børn og derfor skulle jeg ikke risikere at vente for længe. Min søster og svoger gør alt, hvad de kan for at fortælle mig at jeg overhovedet ikke må få børn så sent som dem, for det er så hårdt, så hårdt når man har passeret 30 år *jeg gør et stort nummer ud af ikke at fortælle dem, at jeg skal blive gravid inden for de næste tre måneder for ikke at blive forælder senere end dem*.
Sådan bliver det bare ikke for mig, uanset om tingenes tilstand ændrer sig eller ej. Min situation som langtidsledig har sat en grundig stopper for det ellers så strømlinede perfekte liv, der forventes og som er det, omverdenen i stor stil betragter som succeskriteriet. Jeg vil helst etableres på arbejdsmarkedet før jeg etableres på hjemmefronten. Men betyder det så evig fordømmelse og straf til mig, hvis jeg en dag bliver alene?
Er alle de gode mænd vitterligt taget og vil de resterende mænd ikke røre kvinderne med en ildtang, hvis de er over 30?
Er man dømt til et barnløst liv eller et liv som enlig mor, hvis barns far er trukket på Cryos?
Skal man bare holde fast i hvad man har og så opgive det naive håb om den ægte kærlighed, der varer forevigt?
Hvis man gerne vil have børn, er det så en god idé at turde lade tiden gå sin gang og forsikre sig selv om, at det når man nok?
Ja, jeg spørger bare.
Hvad nu hvis *rent hypotetisk, selvfølgelig* man forestillede sig, at jeg lige pludselig blev single.
Hvad skulle der så blive af mig?
Umiddelbart, udfra hvad jeg har observeret omkring mig, ser det ret skidt ud. Hvis jeg skal holde mig til, hvad medierne, folk omkring mig samt familien fortæller mig, er jeg så godt som fortabt.
Kigger man sig lidt omkring ser man hobetal af desperate kvindfolk, der er alene og som kæmper den evige kamp på barerne og på netdating for at finde en kæreste. Er det dét liv, der venter?
Så vidt jeg kan forstå er ens liv er så godt som slut, hvis man ikke får sig etableret inden man fylder 30 og man kan se frem til at leve resten af sit liv som en ensom, knastør, barnløs særling. Med mindre man selvfølgelig er erklæret evig barnløs. Så kan man leve det fede liv, mens familie og venner ser skævt til en og ryster på hovedet.
Fornylig læste jeg en eller anden artikel, der beskrev en undersøgelse der viste, at tre ud af fire kærester ikke elsker den person de er sammen med. Er det dét, der er grunden til, at der er så mange elendige forhold rundt omkring - at selvom folk i virkeligheden inderst inde godt er klar over, det er et råddent forhold de er i, så lader de sig nøje, fordi de ikke vil være den næste desperate hovedperson i Singleliv?
Jeg vil gerne have børn en dag. Jeg havde engang en meget klar idé om at jeg skulle være igang med at bage den første inden jeg blev 30, fordi mine forældre havde svært ved at få børn og derfor skulle jeg ikke risikere at vente for længe. Min søster og svoger gør alt, hvad de kan for at fortælle mig at jeg overhovedet ikke må få børn så sent som dem, for det er så hårdt, så hårdt når man har passeret 30 år *jeg gør et stort nummer ud af ikke at fortælle dem, at jeg skal blive gravid inden for de næste tre måneder for ikke at blive forælder senere end dem*.
Sådan bliver det bare ikke for mig, uanset om tingenes tilstand ændrer sig eller ej. Min situation som langtidsledig har sat en grundig stopper for det ellers så strømlinede perfekte liv, der forventes og som er det, omverdenen i stor stil betragter som succeskriteriet. Jeg vil helst etableres på arbejdsmarkedet før jeg etableres på hjemmefronten. Men betyder det så evig fordømmelse og straf til mig, hvis jeg en dag bliver alene?
Er alle de gode mænd vitterligt taget og vil de resterende mænd ikke røre kvinderne med en ildtang, hvis de er over 30?
Er man dømt til et barnløst liv eller et liv som enlig mor, hvis barns far er trukket på Cryos?
Skal man bare holde fast i hvad man har og så opgive det naive håb om den ægte kærlighed, der varer forevigt?
Hvis man gerne vil have børn, er det så en god idé at turde lade tiden gå sin gang og forsikre sig selv om, at det når man nok?
Ja, jeg spørger bare.
mandag den 14. december 2009
Glaaade jul
Nå, men nu hvor jeg efterhånden har fået skrabet alt møget af gulvene, er det vist på tide at opsummere lidt på weekenden.
Antal julefester holdt: 1
Antal mennesker i vores lejlighed: 14
Antal fulde mennesker: 13 (der findes rent faktisk folk, der ikke drikker)
Antal gange vi opdagede, at vi ikke havde mere lokumspapir: 1
Mængde medbragt kunstig sne: Nok til at dække 80 m2 lejlighed
Glemte sager: 1 sæt salatbestik, 1 grøn Margretheskål, 2 halve marcipangrise, 1 bil, 1 pose lakridssnører, 1 sæt ørevarmere, 1 USB blæser, 1 hang over box
Smadrede ting: 2 nisser
Antal dage brugt på oprydning: 2
Tab i forbindelse med bekæmpelse af tømmermænd: 2 kodimagnyler, 2 poser chips, 1 liter æblejuice, 1 burger med fritter, 1 lang lur, 7 afsnit af Jul på Slottet, 4 afsnit Simpsons.
Den fest dækkede det meste af mit julebehov, så nu må det egentlig godt bare blive nytår i en fart.
Antal julefester holdt: 1
Antal mennesker i vores lejlighed: 14
Antal fulde mennesker: 13 (der findes rent faktisk folk, der ikke drikker)
Antal gange vi opdagede, at vi ikke havde mere lokumspapir: 1
Mængde medbragt kunstig sne: Nok til at dække 80 m2 lejlighed
Glemte sager: 1 sæt salatbestik, 1 grøn Margretheskål, 2 halve marcipangrise, 1 bil, 1 pose lakridssnører, 1 sæt ørevarmere, 1 USB blæser, 1 hang over box
Smadrede ting: 2 nisser
Antal dage brugt på oprydning: 2
Tab i forbindelse med bekæmpelse af tømmermænd: 2 kodimagnyler, 2 poser chips, 1 liter æblejuice, 1 burger med fritter, 1 lang lur, 7 afsnit af Jul på Slottet, 4 afsnit Simpsons.
Den fest dækkede det meste af mit julebehov, så nu må det egentlig godt bare blive nytår i en fart.
torsdag den 10. december 2009
Bridesilly
På Det Gode Råd i denne uge behandler de et spørgsmål fra en kvinde, der ikke kan blive enig med sin forlovede om, hvorvidt bruden må holde tale til brylluppet.
Det fine ved Rådet er, at de er så forskellige og man derfor får en ret nuanceret debat derinde. I dette tilfælde er jeg nødt til at melde mig på banen hos dem, der stemmer for at bruden godt må holde tale.
Da min søster i sin tid blev gift var det helt efter bogen. Invitationer, bordkort osv. blev lavet i hånden, kjolen blev specialsyet hos Marianne Carøe og folk blev placeret i hestesko med hovedbordet for enden. Og gommen holdt naturligvis tale.
Jeg synes, det er noget pjat med de taler. Selvfølgelig er det da ømt at høre gommen ævle op om, hvor meget han elsker sin brud og alt det der, men jeg får det lidt ligesom når jeg spiser boghvedegrød. Det vokser i munden på mig og giver mig kvalme. Og jeg ville til en hver tid foretrække at manden gemmer de sukkersøde ord og så spreder dem lidt ud over det forestående ægteskab, i stedet for at brænde det hele af på én gang. For hvis man ellers skal tro på, hvad man hører rundt omkring i de bitre periferier, så sker det aldrig igen.
Jeg må bryde sammen og tilstå, at jeg generelt virkelig ikke bryder mig ret meget om traditionelle bryllupper. Det er godt med traditioner, men jeg er også tilhænger af at man gør præcis, som man synes er bedst og ikke hvad andre forventer man gør. Hvis jeg en dag skal giftes, så bliver der bestemt ikke holdt stramt på den gammeldags metode.
Hovedbordet er fx. aflyst. Min mor skal ikke sidde og trone ved hovedbordet hele aftenen som hun gjorde til min søsters bryllup. Hvis ikke lige min søster også var der, var der ingen tvivl om at hun betragtede sig selv som hovedpersonen, for "jeg er jo brudens mor". I kirken insisterede hun også på at vente med at komme ind på plads til alle andre havde sat sig. Så kunne min lillebror nemlig følge hende op af kirkegulvet og hun kom glidende hen ad gulvet med næsen højt i sky. Hun skal ganske enkelt ikke have fornøjelsen af at føle sig som noget specielt.
Og så gider jeg i øvrigt ikke sidde ved siden af min far hele aftenen. Hvor kedeligt er det ikke lige?
Apropos min far. Han er ikke en people person. Derfor var han også ved at skide en kamel, da min mor gjorde han opmærksom på at brudens far jo altså skal holde tale til sådan et bryllup. Og selvom min mor udemærket vidste, at min far ikke har lyst og ikke kan fordrage den slags, plagede hun ham og skældte ham ud i et stive seks måneder op til brylluppet. For det kunne jo ikke lade sig gøre at tage hensyn til, at min far lider af sygelig lampefeber, nej for sådan er traditionerne jo! Og det er jo dybt pinligt, hvis ikke brudens far holder tale!
Så igen, det med taler er noget pjat. Mit bryllup bliver ikke en skuffelse, hvis ikke min far holder en tale. Jeg er fløjtende ligeglad, for min far er heller ikke en følelsesperson og derfor kan han næppe sige noget som helst begavet alligevel.
Det lykkedes i øvrigt ikke min mor at få ham presset til det. Men sådan en chance for opmærksomhed kunne hun jo ikke lade gå sin næse forbi, så hun holdt selvfølgelig talen selv.
Jeg kan godt overtales til at tage en hvid kjole på *helst creme eller elfenben faktisk* og det skal da også være i en kirke. Journalisten foreslog at blive gift i Rhododendronparken i Brønderslev, men jeg stoler ikke på det danske sommervejr.
Men jeg skal ikke have slør på. Min svigermor blev mundlam og lang i ansigtet sidst jeg nævnte det. Tror også nok at Journalisten engang sagde "jamen, så er det jo bare en hvid kjole du har på". Jeg er ligeglad, jeg gider det ikke. Synes det er alt for pussenusset og jeg er blevet for gammel til den slags. Ved godt det er noget vrøvl, men synes bare ikke det passer til kvinder oppe i 30'erne *og der kommer jeg hen inden jeg bliver gift*. Min frisør blev så glad da jeg sagde det til hende. "Hvor ER jeg glad for at høre, at der findes fornuftige mennesker! Jeg fatter ikke at der er nogen der gider at gå rundt en hel dag med det, der svarer til en liter mælk på hovedet."
Det er også alt for prinsesseagtigt til mig. Jeg er sådan en type, der ikke har haft en rigtig fin kjole *eller bare en kjole* på siden min søsters bryllup i 2001 og jeg får næppe en på igen før mit eget bryllup.
Jeg ville egentlig have det helt fint, hvis jeg bare kan få en fest med god mad og godt selskab. Uden alle forventningerne.
Det fine ved Rådet er, at de er så forskellige og man derfor får en ret nuanceret debat derinde. I dette tilfælde er jeg nødt til at melde mig på banen hos dem, der stemmer for at bruden godt må holde tale.
Da min søster i sin tid blev gift var det helt efter bogen. Invitationer, bordkort osv. blev lavet i hånden, kjolen blev specialsyet hos Marianne Carøe og folk blev placeret i hestesko med hovedbordet for enden. Og gommen holdt naturligvis tale.
Jeg synes, det er noget pjat med de taler. Selvfølgelig er det da ømt at høre gommen ævle op om, hvor meget han elsker sin brud og alt det der, men jeg får det lidt ligesom når jeg spiser boghvedegrød. Det vokser i munden på mig og giver mig kvalme. Og jeg ville til en hver tid foretrække at manden gemmer de sukkersøde ord og så spreder dem lidt ud over det forestående ægteskab, i stedet for at brænde det hele af på én gang. For hvis man ellers skal tro på, hvad man hører rundt omkring i de bitre periferier, så sker det aldrig igen.
Jeg må bryde sammen og tilstå, at jeg generelt virkelig ikke bryder mig ret meget om traditionelle bryllupper. Det er godt med traditioner, men jeg er også tilhænger af at man gør præcis, som man synes er bedst og ikke hvad andre forventer man gør. Hvis jeg en dag skal giftes, så bliver der bestemt ikke holdt stramt på den gammeldags metode.
Hovedbordet er fx. aflyst. Min mor skal ikke sidde og trone ved hovedbordet hele aftenen som hun gjorde til min søsters bryllup. Hvis ikke lige min søster også var der, var der ingen tvivl om at hun betragtede sig selv som hovedpersonen, for "jeg er jo brudens mor". I kirken insisterede hun også på at vente med at komme ind på plads til alle andre havde sat sig. Så kunne min lillebror nemlig følge hende op af kirkegulvet og hun kom glidende hen ad gulvet med næsen højt i sky. Hun skal ganske enkelt ikke have fornøjelsen af at føle sig som noget specielt.
Og så gider jeg i øvrigt ikke sidde ved siden af min far hele aftenen. Hvor kedeligt er det ikke lige?
Apropos min far. Han er ikke en people person. Derfor var han også ved at skide en kamel, da min mor gjorde han opmærksom på at brudens far jo altså skal holde tale til sådan et bryllup. Og selvom min mor udemærket vidste, at min far ikke har lyst og ikke kan fordrage den slags, plagede hun ham og skældte ham ud i et stive seks måneder op til brylluppet. For det kunne jo ikke lade sig gøre at tage hensyn til, at min far lider af sygelig lampefeber, nej for sådan er traditionerne jo! Og det er jo dybt pinligt, hvis ikke brudens far holder tale!
Så igen, det med taler er noget pjat. Mit bryllup bliver ikke en skuffelse, hvis ikke min far holder en tale. Jeg er fløjtende ligeglad, for min far er heller ikke en følelsesperson og derfor kan han næppe sige noget som helst begavet alligevel.
Det lykkedes i øvrigt ikke min mor at få ham presset til det. Men sådan en chance for opmærksomhed kunne hun jo ikke lade gå sin næse forbi, så hun holdt selvfølgelig talen selv.
Jeg kan godt overtales til at tage en hvid kjole på *helst creme eller elfenben faktisk* og det skal da også være i en kirke. Journalisten foreslog at blive gift i Rhododendronparken i Brønderslev, men jeg stoler ikke på det danske sommervejr.
Men jeg skal ikke have slør på. Min svigermor blev mundlam og lang i ansigtet sidst jeg nævnte det. Tror også nok at Journalisten engang sagde "jamen, så er det jo bare en hvid kjole du har på". Jeg er ligeglad, jeg gider det ikke. Synes det er alt for pussenusset og jeg er blevet for gammel til den slags. Ved godt det er noget vrøvl, men synes bare ikke det passer til kvinder oppe i 30'erne *og der kommer jeg hen inden jeg bliver gift*. Min frisør blev så glad da jeg sagde det til hende. "Hvor ER jeg glad for at høre, at der findes fornuftige mennesker! Jeg fatter ikke at der er nogen der gider at gå rundt en hel dag med det, der svarer til en liter mælk på hovedet."
Det er også alt for prinsesseagtigt til mig. Jeg er sådan en type, der ikke har haft en rigtig fin kjole *eller bare en kjole* på siden min søsters bryllup i 2001 og jeg får næppe en på igen før mit eget bryllup.
Jeg ville egentlig have det helt fint, hvis jeg bare kan få en fest med god mad og godt selskab. Uden alle forventningerne.
tirsdag den 8. december 2009
Sjov med billeder IV
Sjov med billeder I-III
En dag var vi nede og tanke benzin og så opdagede jeg dette skilt, som jeg ikke har set før:
Der er sådan set ikke noget galt i at de har hængt sådan et udemærket skilt op *bortset fra at den med mobiltelefonen ikke holder i retten... det har jeg selv set i Mythbusters! ;) *, men jeg syntes bare det var lidt hyggeligt at de opfordrer folk til at klappe bilen. Men man skal altså også være god ved sin bil.
Der bliver jo snakket en del om ligestilling, lyserøde og blå farver, kvinder i topstillinger osv. Jeg tror en del feminister ville få en prop, hvis de så denne seddel, der lå til mig en dag jeg kom hjem:
Der skal nok være nogen, der ikke kan se det morsomme i det. Min mor ville fx. nok blive en smule bekymret for, om jeg nu er ved at miste fodfæstet og bliver til en stakkels, undertrykt kvinde *demonstrativt rullen med øjnene*.
Og så syntes jeg lige I skulle se, hvordan det så ud da vores elskede Hyundai rundede 190000 km:
En dag var vi nede og tanke benzin og så opdagede jeg dette skilt, som jeg ikke har set før:
Der er sådan set ikke noget galt i at de har hængt sådan et udemærket skilt op *bortset fra at den med mobiltelefonen ikke holder i retten... det har jeg selv set i Mythbusters! ;) *, men jeg syntes bare det var lidt hyggeligt at de opfordrer folk til at klappe bilen. Men man skal altså også være god ved sin bil.Der bliver jo snakket en del om ligestilling, lyserøde og blå farver, kvinder i topstillinger osv. Jeg tror en del feminister ville få en prop, hvis de så denne seddel, der lå til mig en dag jeg kom hjem:
Der skal nok være nogen, der ikke kan se det morsomme i det. Min mor ville fx. nok blive en smule bekymret for, om jeg nu er ved at miste fodfæstet og bliver til en stakkels, undertrykt kvinde *demonstrativt rullen med øjnene*.En dag var vi i Hjørring og fik en glimrende burger. Faktisk den bedste længe. Sodavandsautomaten var løbet tør, så jeg tog et glas vand til og Journalisten fik noget solbærsaft. Eller som der står på bonen:
Velværevand? Den havde jeg alligevel ikke hørt før.
Klimaet er der jo ingen der kan slippe for i disse dage. Således sad jeg og læste en artikel på politiken.dk omkring de famøse mails, der var sluppet ud i offentligheden. Den journalist, der har skrevet artiklen, har snuppet lidt citater fra en amerikansk avis. Jeg forestiller mig at journalisten har siddet og oversat teksterne og er kommet frem til to oversættelser af ét citat. Ude af stand til at vurdere, hvilket af dem der er det rigtige, giver vedkommende fortabt og bruger dem begge. Eller også har journalisten tænkt at de begge var hylemorsomme og simpelthen bare måtte skrive dem begge ind i teksten. Uanset hvad, synes jeg det er fabelagtigt:
Og så syntes jeg lige I skulle se, hvordan det så ud da vores elskede Hyundai rundede 190000 km:
mandag den 7. december 2009
Nyt fuglehus
Nårhm, så blev jeg jo nysgerrig efter hvad Twitter gik ud på. Har ellers forsøgt at ignorere det længe - det gjorde jeg i øvrigt også med Facebook i sin tid.
Så nu har jeg oprettet mig selv. Har udsendt mit første pip, i bogstaveligste forstand, og har også fundet én at følge.
Men hvad gør man så nu?
Jeg mener, der er jo ingen der følger mig, så der er jo ingen til at se det jeg skriver. Og hvad er så pointen? Altså udover at jeg selvfølgelig kan følge med i alle andres liv naturligvis.
Men det er måske det, der er ideen?
Så nu har jeg oprettet mig selv. Har udsendt mit første pip, i bogstaveligste forstand, og har også fundet én at følge.
Men hvad gør man så nu?
Jeg mener, der er jo ingen der følger mig, så der er jo ingen til at se det jeg skriver. Og hvad er så pointen? Altså udover at jeg selvfølgelig kan følge med i alle andres liv naturligvis.
Men det er måske det, der er ideen?
Alarmerende pinligt
Igår aftes så jeg "24 timer vi aldrig glemmer" på DR2 om Seest katastrofen.
Jeg kan godt lide konceptet og er enig med introspeakeren, der hver gang beretter i starten om, at programmerne omhandler situationer, hvor vi alle kan huske, hvad vi lavede og hvor vi var den pågældende dag. Det kan jeg sagtens huske.
Jeg har set nogle stykker af de programmer efterhånden og er egentlig ikke særlig vild med den måde DR2 laver programmerne på. Emnerne er der ikke noget galt med, de er ret interessante.
Men jeg synes måske lidt, de prøver at piske en stemning, der ikke nødvendigvis er der og laver lidt overdramatisering på nogle punkter. Jeg synes også der er meget spildtid og mange forsøg på at trække tiden pinefuldt langt ud med interview af folk, der formår at tale en masse uden egentlig at sige noget som helst relevant.
Der er også lidt for meget selvpromovering, eksempelvis i programmet om stormen i '99, hvor man igen og igen skulle høre og se intro'en til TVavisen i stedet for bare at springe direkte hen til det interessante. Igår viste de et klip fra morgen-TVavisen fra dagen efter Seest katastrofen og ham, der har redigeret programmet syntes ikke det var nødvendigt at klippe væk, før sudieværten havde fortalt om indholdet af pågældende TVavis - hvilket intet havde med katastrofen at gøre.
Derudover synes jeg også altid, at de har nogle ligegyldige vidner med, der egentlig mest virker som om de selv synes, de er ret seje, fordi de har mulighed for at fortælle deres fantastiske historie på TV. Eller det er egentlig ikke ligegyldige vidner, da de har et eller andet tilhørsforhold til situationen, men det er ikke lykkedes at få den gode historie ud af alle vidnerne.
Den baggrundsmusik de havde valgt til gårsdagens program var i øvrigt også aldeles forfærdelig.
Men det jeg synes var mest horribelt ved udsendelsen igår, har egentlig ikke som sådan noget med selve programmet at gøre, men var grelt nok til, at få både Journalisten og mig til synkront at klaske pander.
Der blev afspillet lydstykker fra Kanal 94, der havde en reporter på stedet. Det gik sådan set fint for ham, lige indtil man meget tydeligt kunne høre en velkendt alarm i baggrunden og han så udtaler, at:
"Lige nu er der gået en eller anden alarm, en luftalarm. Jeg ved ikke om det betyder om vi skal evakueres fra det sted vi er (...)"
Alarmen var såmænd blot den den sirene, som politiet benytter til at vejlede folk om at gå indendørs i farlige situationer. Den sirene som bliver afprøvet den første onsdag i maj hvert eneste år.
En eller anden alarm?!
Er det tilladt at være så uvidende?
Jeg kan godt lide konceptet og er enig med introspeakeren, der hver gang beretter i starten om, at programmerne omhandler situationer, hvor vi alle kan huske, hvad vi lavede og hvor vi var den pågældende dag. Det kan jeg sagtens huske.
Jeg har set nogle stykker af de programmer efterhånden og er egentlig ikke særlig vild med den måde DR2 laver programmerne på. Emnerne er der ikke noget galt med, de er ret interessante.
Men jeg synes måske lidt, de prøver at piske en stemning, der ikke nødvendigvis er der og laver lidt overdramatisering på nogle punkter. Jeg synes også der er meget spildtid og mange forsøg på at trække tiden pinefuldt langt ud med interview af folk, der formår at tale en masse uden egentlig at sige noget som helst relevant.
Der er også lidt for meget selvpromovering, eksempelvis i programmet om stormen i '99, hvor man igen og igen skulle høre og se intro'en til TVavisen i stedet for bare at springe direkte hen til det interessante. Igår viste de et klip fra morgen-TVavisen fra dagen efter Seest katastrofen og ham, der har redigeret programmet syntes ikke det var nødvendigt at klippe væk, før sudieværten havde fortalt om indholdet af pågældende TVavis - hvilket intet havde med katastrofen at gøre.
Derudover synes jeg også altid, at de har nogle ligegyldige vidner med, der egentlig mest virker som om de selv synes, de er ret seje, fordi de har mulighed for at fortælle deres fantastiske historie på TV. Eller det er egentlig ikke ligegyldige vidner, da de har et eller andet tilhørsforhold til situationen, men det er ikke lykkedes at få den gode historie ud af alle vidnerne.
Den baggrundsmusik de havde valgt til gårsdagens program var i øvrigt også aldeles forfærdelig.
Men det jeg synes var mest horribelt ved udsendelsen igår, har egentlig ikke som sådan noget med selve programmet at gøre, men var grelt nok til, at få både Journalisten og mig til synkront at klaske pander.
Der blev afspillet lydstykker fra Kanal 94, der havde en reporter på stedet. Det gik sådan set fint for ham, lige indtil man meget tydeligt kunne høre en velkendt alarm i baggrunden og han så udtaler, at:
"Lige nu er der gået en eller anden alarm, en luftalarm. Jeg ved ikke om det betyder om vi skal evakueres fra det sted vi er (...)"
Alarmen var såmænd blot den den sirene, som politiet benytter til at vejlede folk om at gå indendørs i farlige situationer. Den sirene som bliver afprøvet den første onsdag i maj hvert eneste år.
En eller anden alarm?!
Er det tilladt at være så uvidende?
fredag den 4. december 2009
Og derfor skal man altid tage statistik med et gran salt
I dag fik jeg noget man næsten kan kalde en åbenbaring.
Den gav grund til eftertanke og beviser, at man nogengange skal være lidt forsigtig med at dømme andre mennesker, før man har taget alle omstændigheder under betragtning.
Det er en temmelig lang beretning, så hent hellere noget kaffe.
Jeg var hos lægen for at få taget lidt tests. Jeg vil gerne være bloddonor, men har hidtil været udelukket pga. nogle fysiske skavanker. Dette har irriteret mig voldsomt, især fordi jeg har akutblodtypen og det, i min optik, derfor næsten er en pligt at aflevere en pose blod engang i mellem.
Når man skal være bloddonor spørges man, om man har haft nogle alvorlige sygdomme og jeg kom til at tænke på et bizart sygdomsforløb, jeg havde for næsten tre år siden, og om det var noget, der kunne have indflydelse på mine chancer for at blive bloddonor.
Den 5. januar 2007 vågnede jeg med ulidelige smerter i venstre side af ansigtet, nærmest som om noget stak mig med en skarp kniv *jeg kan huske datoen fordi det gjorde så ufatteligt nas*. Det kom helt ud af det blå, der var intet forvarsel.
Fem dage senere var det stadig ikke blevet bedre og jeg måtte en tur til lægen, hvor jeg kom ind til en ung turnuslæge. Han var temmelig forundret, men kom frem til at det måtte skyldes nogle hvirvler i rygsøjlen, der pressede på nogle nerver *diagnose nr. 1*. Jeg fik noget smertestillende *som overhovedet ikke virkede* og blev sendt til kiropraktor.
Kiropraktoren var ret hurtig til at dømme den diagnose ude og mente bestemt at jeg havde halvsidig bi-, pande- og kæbehulebetændelse *diagnose nr. 2*, på trods af at jeg ikke fik det værre af at hænge hovedet nedad, og jeg ikke havde feber.
Tilbage til min egen læge *jeg havde nægtet turnuslægen*, der blev temmelig forarget over kiropraktorens dom. Især fordi han tydeligt kunne mærke noget unormalt i min nakke *diagnose nr. 3*, hvilket han sendte mig til fysioterapeut med, og jeg fik noget rigtig voldsomme smertestillende af den slags, som har rød trekant på og ødelægger ens mave.
Det virkede heller ikke og så mente min læge at jeg måtte have nervebetændelse *diagnose nr. 4* - og den slags kan man ikke gøre noget ved, udover at vente på det går væk.
Omkring mig var folk så småt begyndt at hidse sig op over at lægerne skulle have så svært ved at finde en diagnose.
Jeg gik hjem og ventede. I mellemtiden blev det vinterferie og jeg måtte flytte hjem til de gamle. Smerterne var så slemme, at jeg kastede op af dem og jeg kunne ikke overskue at ligge derhjemme alene, hvilket sendte mig akut ned til min læge, hvor hans bror tog imod mig. Da han hørte jeg var begyndt at få dobbeltsyn, sendte han mig straks til en øjenlæge nede i byen. Det er fascinerende, hvor hurtigt man kan komme til hos en speciallæge, hvis man bare er syg nok.
Øjenlægen fattede ingenting og sendte mig op på kommunehospitalets øjenafdeling.
Her sad min mor og jeg så de næste tre dage i alle dagtimerne. De fattede nemlig heller ingenting og trak mig igennem undersøgelse efter undersøgelse. De unge reservelæger kom ud og spurgte om de måtte kigge på mig, for de havde hørt om mig og det var bare alt for spændende. Min ene pupil havde nemlig en helt anden størrelse end den anden.
Efter de tre dage gav de op og sendte mig op på neurologisk afdeling. Jeg havde ikke sovet i dagevis pga. smerterne og var ved at være ret mørbanket. Så da jeg fik valget mellem af få taget en rygmarvsprøve øjeblikketligt (fredag eftermiddag) eller efter weekenden, valgte jeg det sidste.
Så vi tog hjem og jeg var så træt, at det faktisk lykkedes mig at falde i søvn på sofaen.
Næste morgen vågnede jeg og sagde glad til mine forældre at jeg var sikker på, jeg var blevet rask over natten, for mit hoved gjorde næsten ikke ondt længere. Så flyttede jeg den øjenklap, jeg havde på *mit dobbeltsyn var så slemt at jeg ikke kunne se en skid med to øjne* og fandt ud af at mit øje var helt og aldeles lamt, og så ud til at kunne falde ud af hovedet med det samme.
Senere på den eftermiddag blev jeg indlagt på neurologisk afdeling, hvor jeg lå de næste 10 dage og fik foretaget rygmarvsprøven, der heller ikke gav svar.
Først efter to ture i MR scanneren var der en gammel garvet radiolog, der opdagede hvad der var galt. Jeg fik en forklaring med noget med udposninger på vener i hjernen og betændelsetilstande osv. og så fik jeg binyrebarkhormoner i tre måneder. Og det hjalp. Hvad der præcis var galt fandt jeg aldrig ud af.
Indtil idag.
Da lægen skulle finde ud af om det ville have betydning i forhold til min bloddonordrøm kunne hun se i min journal, at jeg havde haft TH syndrom. Det vidste hun heller ikke hvad var.
Det viser sig at være en mega sjælden sygdom, der rammer sjus en ud af en million.
Så det var ærlig talt ikke så mærkeligt, at jeg skulle igennem så mange læger, før nogen fandt en løsning.
Og det, der så var pointen ved denne kilometerlange beretning var, at man skal huske at tænke på at læger ikke nødvendigvis ved alt og at de, selvom de gør deres bedste, ikke altid kan reparere os. Der var mange omkring mig, der var dødforargede over at lægerne ikke bare kunne fikse mig. Det var jo det de fik deres løn for.
Når det kan lykkes mig at få så sjælden en sygdom, skal jeg helt sikkert til at spille noget mere lotto.
Update: Jeg har efterfølgende forkortet navnet på sygdommen til TH. Sygdommen er så sjælden, at den fratog mig min anonymitet ved googlesøgninger.
Den gav grund til eftertanke og beviser, at man nogengange skal være lidt forsigtig med at dømme andre mennesker, før man har taget alle omstændigheder under betragtning.
Det er en temmelig lang beretning, så hent hellere noget kaffe.
Jeg var hos lægen for at få taget lidt tests. Jeg vil gerne være bloddonor, men har hidtil været udelukket pga. nogle fysiske skavanker. Dette har irriteret mig voldsomt, især fordi jeg har akutblodtypen og det, i min optik, derfor næsten er en pligt at aflevere en pose blod engang i mellem.
Når man skal være bloddonor spørges man, om man har haft nogle alvorlige sygdomme og jeg kom til at tænke på et bizart sygdomsforløb, jeg havde for næsten tre år siden, og om det var noget, der kunne have indflydelse på mine chancer for at blive bloddonor.
Den 5. januar 2007 vågnede jeg med ulidelige smerter i venstre side af ansigtet, nærmest som om noget stak mig med en skarp kniv *jeg kan huske datoen fordi det gjorde så ufatteligt nas*. Det kom helt ud af det blå, der var intet forvarsel.
Fem dage senere var det stadig ikke blevet bedre og jeg måtte en tur til lægen, hvor jeg kom ind til en ung turnuslæge. Han var temmelig forundret, men kom frem til at det måtte skyldes nogle hvirvler i rygsøjlen, der pressede på nogle nerver *diagnose nr. 1*. Jeg fik noget smertestillende *som overhovedet ikke virkede* og blev sendt til kiropraktor.
Kiropraktoren var ret hurtig til at dømme den diagnose ude og mente bestemt at jeg havde halvsidig bi-, pande- og kæbehulebetændelse *diagnose nr. 2*, på trods af at jeg ikke fik det værre af at hænge hovedet nedad, og jeg ikke havde feber.
Tilbage til min egen læge *jeg havde nægtet turnuslægen*, der blev temmelig forarget over kiropraktorens dom. Især fordi han tydeligt kunne mærke noget unormalt i min nakke *diagnose nr. 3*, hvilket han sendte mig til fysioterapeut med, og jeg fik noget rigtig voldsomme smertestillende af den slags, som har rød trekant på og ødelægger ens mave.
Det virkede heller ikke og så mente min læge at jeg måtte have nervebetændelse *diagnose nr. 4* - og den slags kan man ikke gøre noget ved, udover at vente på det går væk.
Omkring mig var folk så småt begyndt at hidse sig op over at lægerne skulle have så svært ved at finde en diagnose.
Jeg gik hjem og ventede. I mellemtiden blev det vinterferie og jeg måtte flytte hjem til de gamle. Smerterne var så slemme, at jeg kastede op af dem og jeg kunne ikke overskue at ligge derhjemme alene, hvilket sendte mig akut ned til min læge, hvor hans bror tog imod mig. Da han hørte jeg var begyndt at få dobbeltsyn, sendte han mig straks til en øjenlæge nede i byen. Det er fascinerende, hvor hurtigt man kan komme til hos en speciallæge, hvis man bare er syg nok.
Øjenlægen fattede ingenting og sendte mig op på kommunehospitalets øjenafdeling.
Her sad min mor og jeg så de næste tre dage i alle dagtimerne. De fattede nemlig heller ingenting og trak mig igennem undersøgelse efter undersøgelse. De unge reservelæger kom ud og spurgte om de måtte kigge på mig, for de havde hørt om mig og det var bare alt for spændende. Min ene pupil havde nemlig en helt anden størrelse end den anden.
Efter de tre dage gav de op og sendte mig op på neurologisk afdeling. Jeg havde ikke sovet i dagevis pga. smerterne og var ved at være ret mørbanket. Så da jeg fik valget mellem af få taget en rygmarvsprøve øjeblikketligt (fredag eftermiddag) eller efter weekenden, valgte jeg det sidste.
Så vi tog hjem og jeg var så træt, at det faktisk lykkedes mig at falde i søvn på sofaen.
Næste morgen vågnede jeg og sagde glad til mine forældre at jeg var sikker på, jeg var blevet rask over natten, for mit hoved gjorde næsten ikke ondt længere. Så flyttede jeg den øjenklap, jeg havde på *mit dobbeltsyn var så slemt at jeg ikke kunne se en skid med to øjne* og fandt ud af at mit øje var helt og aldeles lamt, og så ud til at kunne falde ud af hovedet med det samme.
Senere på den eftermiddag blev jeg indlagt på neurologisk afdeling, hvor jeg lå de næste 10 dage og fik foretaget rygmarvsprøven, der heller ikke gav svar.
Først efter to ture i MR scanneren var der en gammel garvet radiolog, der opdagede hvad der var galt. Jeg fik en forklaring med noget med udposninger på vener i hjernen og betændelsetilstande osv. og så fik jeg binyrebarkhormoner i tre måneder. Og det hjalp. Hvad der præcis var galt fandt jeg aldrig ud af.
Indtil idag.
Da lægen skulle finde ud af om det ville have betydning i forhold til min bloddonordrøm kunne hun se i min journal, at jeg havde haft TH syndrom. Det vidste hun heller ikke hvad var.
Det viser sig at være en mega sjælden sygdom, der rammer sjus en ud af en million.
Så det var ærlig talt ikke så mærkeligt, at jeg skulle igennem så mange læger, før nogen fandt en løsning.
Og det, der så var pointen ved denne kilometerlange beretning var, at man skal huske at tænke på at læger ikke nødvendigvis ved alt og at de, selvom de gør deres bedste, ikke altid kan reparere os. Der var mange omkring mig, der var dødforargede over at lægerne ikke bare kunne fikse mig. Det var jo det de fik deres løn for.
Når det kan lykkes mig at få så sjælden en sygdom, skal jeg helt sikkert til at spille noget mere lotto.
Update: Jeg har efterfølgende forkortet navnet på sygdommen til TH. Sygdommen er så sjælden, at den fratog mig min anonymitet ved googlesøgninger.
torsdag den 3. december 2009
Disadvantages of the interwebs
Sådan har jeg det også lidt med min email, når jeg har ansøgninger ude. Det var meget bedre i gamle dage, hvor man bare skulle vente på at posten kom kl. 11. Så kunne man slappe af resten af dagen fordi man vidste, der ikke ville ske flere spændende ting den dag.
onsdag den 2. december 2009
Indlæg uden indhold
Action niveauet heromkring er på et absolut lavpunkt. Her sker ikke en skid.
Jeg har pyntet lidt op til jul. Sidste år på dette tidspunkt havde jeg et fagligt relevant arbejde, som var aldeles rædselsfuldt. Derfor brugte jeg min sparsomme fritid på at ligge i fosterstilling på sofaen og ignorere december måned. Et forsøg på at købe det obligatoriske lille juletræ resulterede i, at jeg lagde mig småhylende under tæppet resten af dagen. Jeg magtede ganske enkelt ingenting.
I år har jeg haft lidt overskud på julekontoen, plus en forfærdelig masse tid mellem hænderne og har faktisk glædet mig lidt til det skulle blive december.
Jeg er ikke typen, der køber årets modejulepynt og jeg er heller ikke Gertrud Sand, der hænger nisser allevegne. I min optik består julepynten af godt og vel fire ting. Rød, grøn, guld og duft.
For at kompencere for manglende juletræ sidste år var Journalisten og jeg ude og finde os et juletræ i voksenstørrelse. Det er større end mig, intet mindre kunne gøre det. Det står nu med pynt henne i et hjørne og dufter helt fantastisk.
Derudover har jeg fyldt hytten op med røde julestjerner og lavet blomsterdekorationer med små julestjerner, hyacinter, mos, kogler, små svampe og alt det der. Ingen jul uden masser af hyacinter. Jeg ville ønske man kunne få julestjerner hele året. Jeg synes de er så rare at se på.
Lidt nisser er det dog blevet til. Jeg var med Journalisten på et beskyttet værksted for sindslidende, som lavede julepynt til salg. Vi var ret enige om, at hvis vi endelig skulle investere i en nisse ville vi hellere aflevere pengene sådan et sted end i et stort ligegyldigt firma. Og så gjorde det jo ingenting at deres nisser faktisk var ret nuser.
Any who, det er meget godt at have lidt december at gå op i.
Mht. min arbejdssituation er jeg nu blevet degraderet fra arbejdssøgende til virksomhedspraktiksøgende. Jeg skal ganske enkelt få virksomheder til at ansætte mig helt gratis og uforpligtende i fire uger. Ikke at det er særligt nemt, hvis det skal være noget relevant arbejde.
Til gengæld må jeg erkende at mine encounters med systemet har været næsten upåklagelige. Fra verdens sødeste jobcenterdame til min nuværende kontaktperson i privat konsulentfirma, der gør en kæmpe insats for at finde et job til mig. Som hun siger "Du gider jo have et job. Du VIL jo have et job. Så gider jeg også gøre noget ekstra for at hjælpe dig."
Ikke ligesom den fyrede malkemand, der prøvede at overbevise hende om at han umuligt kunne søge et job, hvor han skulle køre traktor. "Sådan én er jo meget svær at køre. Der er vist nok alle mulige stænger man skal trække i."
Efterhånden er jeg ved at være på det punkt, hvor jeg næsten håber at blive kastet ud i aktivering, bare for at få et eller andet at give mig til. Jeg oplever så ufatteligt lidt, at det er skræmmende.
I nat da jeg ikke kunne sove kunne jeg høre en natugle sidde og tude ikke så langt fra vinduet.
Jeg har pyntet lidt op til jul. Sidste år på dette tidspunkt havde jeg et fagligt relevant arbejde, som var aldeles rædselsfuldt. Derfor brugte jeg min sparsomme fritid på at ligge i fosterstilling på sofaen og ignorere december måned. Et forsøg på at købe det obligatoriske lille juletræ resulterede i, at jeg lagde mig småhylende under tæppet resten af dagen. Jeg magtede ganske enkelt ingenting.
I år har jeg haft lidt overskud på julekontoen, plus en forfærdelig masse tid mellem hænderne og har faktisk glædet mig lidt til det skulle blive december.
Jeg er ikke typen, der køber årets modejulepynt og jeg er heller ikke Gertrud Sand, der hænger nisser allevegne. I min optik består julepynten af godt og vel fire ting. Rød, grøn, guld og duft.
For at kompencere for manglende juletræ sidste år var Journalisten og jeg ude og finde os et juletræ i voksenstørrelse. Det er større end mig, intet mindre kunne gøre det. Det står nu med pynt henne i et hjørne og dufter helt fantastisk.
Derudover har jeg fyldt hytten op med røde julestjerner og lavet blomsterdekorationer med små julestjerner, hyacinter, mos, kogler, små svampe og alt det der. Ingen jul uden masser af hyacinter. Jeg ville ønske man kunne få julestjerner hele året. Jeg synes de er så rare at se på.
Lidt nisser er det dog blevet til. Jeg var med Journalisten på et beskyttet værksted for sindslidende, som lavede julepynt til salg. Vi var ret enige om, at hvis vi endelig skulle investere i en nisse ville vi hellere aflevere pengene sådan et sted end i et stort ligegyldigt firma. Og så gjorde det jo ingenting at deres nisser faktisk var ret nuser.
Any who, det er meget godt at have lidt december at gå op i.
Mht. min arbejdssituation er jeg nu blevet degraderet fra arbejdssøgende til virksomhedspraktiksøgende. Jeg skal ganske enkelt få virksomheder til at ansætte mig helt gratis og uforpligtende i fire uger. Ikke at det er særligt nemt, hvis det skal være noget relevant arbejde.
Til gengæld må jeg erkende at mine encounters med systemet har været næsten upåklagelige. Fra verdens sødeste jobcenterdame til min nuværende kontaktperson i privat konsulentfirma, der gør en kæmpe insats for at finde et job til mig. Som hun siger "Du gider jo have et job. Du VIL jo have et job. Så gider jeg også gøre noget ekstra for at hjælpe dig."
Ikke ligesom den fyrede malkemand, der prøvede at overbevise hende om at han umuligt kunne søge et job, hvor han skulle køre traktor. "Sådan én er jo meget svær at køre. Der er vist nok alle mulige stænger man skal trække i."
Efterhånden er jeg ved at være på det punkt, hvor jeg næsten håber at blive kastet ud i aktivering, bare for at få et eller andet at give mig til. Jeg oplever så ufatteligt lidt, at det er skræmmende.
I nat da jeg ikke kunne sove kunne jeg høre en natugle sidde og tude ikke så langt fra vinduet.
Abonner på:
Kommentarer (Atom)