Jeg oplevede noget nyt idag.
Jeg tog imod en folder på gaden idag, der hed "Kvinden i Islam". Jeg har aldrig før oplevet at få islamistiske skriverier udleveret. Det plejer altid at være Jehovas vidner. En overgang, i Århus, stødte jeg faktisk så regelmæssigt på dem, at jeg havde dem mistænkt for at udse mig særligt som offer *
lidt paranoia kan man jo altid have*. Jeg fik sjældent besøg af dem ved døren, det var altid på gaden. Altid i jakkesæt og med navneskilte med skriften "Ældste"+ navn. Hvis jeg havde tid tog jeg gerne en rask lille diskussion med dem. Jeg er udpræget tilhænger af videnskab som forklaring på vores oprindelse. Ikke at jeg nødvendigvis tror at vores nuværende billede, darwinismen eksempelvis, er den absolutte sandhed, men jeg tror bestemt ikke på at vi er kommet til verden på den måde man kan læse i forskellige oldgamle bøger. Derfor lagde jeg aldrig fingrene i mellem, når jeg diskuterede med dem og de fleste opgav da også at omvende mig. Et par meget vedholdende unge mænd var dog ret sikre på at de kunne få mig oplyst og foreslog at komme hjem til mig og sammen kunne vi læse lidt Bibel og sådan. Det var sådan set intet problem, såfremt de samtidig lige gad bladre lidt i de evolutionsbøger jeg havde på hylden pga. mit biologistudium. Det havde de mærkeligt nok ikke lyst til, så den kaffedate blev ikke til noget.
Pudsigt nok har jeg ikke set skyggen af dem siden jeg en dag blev stoppet foran sexbutikken i Banegårdsgade i Århus, men afslog at snakke med den unge mand *
som i forvejen så meget usikker ud* for jeg skulle altså lige ind i sexbutikken og hente noget.
Nå, men den der islamiske folder tog jeg med mig og gav mig til at læse i den. Den starter ud med "Meget er blevet sagt om kvinden i Islam, men mest af folk som ved meget lidt om Islam". Sådan, tænkte jeg. Lige på og hårdt, det er det der fungerer bedst.
Folderens budskab er meget tydeligt at gøre opmærksom på at kvinder ikke bliver undertrykt af Islam og den er udgivet af Islamisk Trossamfund, sikkert i kølvandet på alt det ballade med tærklæder og burkaer osv.
Men de begår lidt den samme fejl som Jehovas vidner gjorde *
selvom det naturligvis er en ret anden situation*, som gør det lidt svært for mig at sætte mig ind i det. De går ud fra at jeg, som læser, er et lige så religiøst menneske som dem selv.
De sammenligner bl.a. med kristendommen, jødedommen og katolicismen som argument for at kvinderne er bedre stillet i Islam. Eksempelvis påpeger de Evas status som ond fristerinde, ansvarlig for Adams fald. I mit hoved er Adam og Eva sådan set fiktive personer og derfor ret ligegyldige.
De henviser til ex. katolicismen ved at påpege at nonner også dækker sig helt til med slør og alting og anses med respekt i modsætning til de muslimske kvinder, der betragtes som værende undertrykte. Der er bare lige den forskel at nonner udgør en meget lille andel af det samlede katolske samfund og det er derfor ikke en almindelig forekomst sådan som sløret er for muslimerne.
I folderen er der citeret adskillige udemærkede passager fra Koranen og den kommer med en masse gode argumenter i forhold til ægteskab, uddannelse, moderskab etc. Jeg synes i bund og grund der gøres et ganske fint forsøg på bringe lys over de åbenbart misforståede forhold, men jeg synes nu stadig det er uheldigt at den nuværende tilstand for kvinder i islam meget ofte sammenlignes med situationer i vesten som ikke er nutidige. Der bruges bl.a. et eksempel, hvor det påpeges at muslimske kvinder beholder deres eget navn når de giftes i modsætning til de vestlige kvinder som får manden navn fordi kvinderne i gamle dage blev manden ejendom ved ægteskab. Det er meget fint, men sådan er det jo ikke mere. Det er jo ren tradition og kvinderne kan jo beholde deres navne, hvis de vil.
I forbindelse med polygami henviser de til det gamle testamente, hvor polygami åbenbart var normalt for profeterne og derfor bør jøderne og de kristne ikke kritisere islam for at tillade polygami. Igen kan jeg ikke rigtig se hvad det har med nutiden at gøre. Men der hvor jeg synes det for alvor kniber med argumenterne er den følgende passage, hvor der står "Selv Jesus kritiserede aldrig den jødiske lov for polygami og var derfor enig i den."
Nå. Vil det så også sige at Morlille rent faktisk
er en sten?
Jeg synes det var en interessant folder at læse og jeg synes det er en rigtig god ide at forsøge at udbrede budskabet på denne måde. Jeg synes at argumentationen mange gange var ret god og tankevækkende, men andre gange helt ude i hampen og ikke gavnende for budskabet. Men jeg er jo også en person, der ikke er tilhænger af at man indretter sin levevis slavisk efter gamle skrifter skrevet i en længst svunden tid.
Måske havde det hjulpet, hvis folderen var blevet uddelt af en kvinde.