Engang ringede jeg til Radio Colombo i Århus. De havde en musiktelefon man kunne ringe ind til og indtale en besked om, hvad man gerne ville høre og så var man måske heldig at blive afspillet i radioen. Jeg syntes det var ret blæret at høre sig selv i radioen og det kunne jeg godt tænke mig, så jeg ringede ind på en rimelig regelmæssig basis, uden held.
Men en årle morgen omkring kl 6.30 lykkedes det mig faktisk og de spillede min spæde stemme, mens jeg i adrenalinrus optog mig selv på kassettebånd og var mægtig stolt.
I morges sad jeg og hørte Skala FM og de havde opfordret til at folk skulle skrive ind for at fortælle, hvad der stod på deres kaffekop.
En person havde skrevet at der stod "Snorlige Træfjæs" og bad studieværterne gætte, hvor han arbejder. Den tænkte studieværterne en del over og kom så frem til at han måtte være tømrer (...!).
Pandeklaskende skrev jeg en mail til dem for at spørge om de ikke havde set reklamen fra ASE med Hella Joof og trædukken, og så satte jeg mig ellers til at vente på at høre om de læste min mail op i radioen.
Efter at have lyttet grundigt i 10 mins, faldt jeg lige over nogle nyheder på nettet, kørte lidt på hjernefrihjul og kunne pludselig høre i radioen "...og er det ikke Casper Christensen, der ligger stemme til dukken?"
Arrrrhhh, nu fandt jeg jo aldrig ud af om jeg lige fik 15 sekunders fame der!
Ikke at jeg er blevet snydt. I 9.klasse skulle vi lave den såkaldte projektopgave til eksamen og min var så blændende god, at jeg blev optaget på videobånd og lagt ind på Århus Kommunes fællessamling for folkeskolen, så andre lærere kunne se, hvordan sådan en ged skulle marineres. Jow jow...
Men som min far siger "Et er spøg, noget andet er til side" *tøhø*.
Jeg har det helt fint med ikke at være en offentlig person.
Jeg omgås en del med den lokale sendeflade her i Sydjylland og synes det er ganske skægt at sidde på sidelinjen og iagttage, hvordan mennesker opfører sig, når de ser en kendt person. Eksempelvis sad vi til en spinningtime på et tidspunkt og det var tydeligt at en af mine veninder blev genkendt. Også til Oktoberfest nede i byen blev flere medlemmer af vores selskab bemærket. Det er ret nemt at gennemskue, når folk lægger hovederne sammen og hvisketisker, mens de peger uhæmmet. Eller i spinningsituationen, gisper temmelig højt "Hey, er det ikke..". Ikke særligt diskret.
Come on, tænker jeg, det er jo ikke ligefrem Jes Dorph, det her, men der er åbenbart noget fancy og dragende ved personer som på en eller anden måde har gjort sig offentligt bemærket. Hvor og hvordan er vist ikke så vigtigt.
Men vi kender det jo nok alle sammen. Der er en vis street cred over at kunne sige "Gæt liiige hvem jeg så nede i byen i går".
Men der er i det mindste, så vidt jeg ved, ikke nogen i min omgangskreds, der har delt autografer ud endnu.
fredag den 30. oktober 2009
torsdag den 29. oktober 2009
Dyrt bekendtskab
I morges var en af de morgener, der mislykkedes.
Journalisten skulle bruge bilen, så min cykel og jeg skulle sættes af ved fitnesscenteret kl 8.30 til den sædvanlige morgentræning *som jeg i øvrigt skulkede fra igår morges fordi det regnede*.
Jeg havde tilbragt en hel del af min nat på at vende og dreje mig i sengen. Noget som forholdsvis ofte sker, helst i perioder, og det er altid omkring kl. 4. Jeg var derfor ikke specielt på toppen da vækkeuret ringede og jeg hang temmelig meget i bremsen.
Udsigten til rent faktisk at bevæge musklerne og derefter cykle hjem i regnvejr satte en mental bremse for min videre færd ud af sengen. Til sidst havde jeg ligget der alt for længe og jeg kunne se røven af Journalisten, der forlod mig for at nå hans aftale kl 9.
Nå, men jeg kunne lige ligge og gasse den et par minutter mere og så stå op. Den troede jeg egentlig ikke engang selv på da jeg tænkte den, og selvom jeg vidste at det bedste jeg egentlig kunne have gjort netop var at stå op for at træne, trak jeg dynen op over næsen igen.
Efter igen *hvad er der med drømme, der gentager sig selv?* at have været en tur i den ende af universet, hvor planeterne hænger så tæt sammen, at man kan røre flere af gangen ved at stikke armene ud af vinduerne på rumskibet, vågnede jeg omkring kl 10.30. Kort tid efter tikkede en sms ind fra Journalisten om at han var på vej hjem igen og jeg sprang ud i badet, så det så lidt ud som om jeg havde været oppe siden han gik.
Jeg registrerede godt nok at vandet var en my koldere end det plejer, men skruede op for varmen et par gange og tænkte ikke mere over det. Lige indtil jeg havde kommet sæbe i håret og overalt på kroppen. Så kunne jeg godt fornemme at det uundgåelige var på vej henover mig. Vandet blev iskoldt og som i en anden gyserfilm udstødte jeg rædselsskrig i panik. Der var ikke en dråbe varmt vand og jeg måtte bide ubehaget i mig og forsøge at få alt sæben fjernet hurtigere end lysets hastighed. Ingen nem opgave når man har langt hår.
Men det lykkedes og jeg sværger! Jeg er sikker på at jeg krympede af den behandling.
Fem mins senere, da jeg skulle skylle overskydende creme af fingrene og automatisk tændte for den varme hane kunne jeg bittert konstatere at det varme vand var kommet tilbage i rigelige mængder. Sølle 5 minutter, for fanden. Livet er nogengange håbløst uretfærdigt.
Any who, der har jo været en del medieomtale omkring mink og tilhørende skandaler og i den forbindelse er der kommet opmærksomhed på organisationen Anima. En organisation jeg først fandt ud af eksisterede for sjus tre måneder siden. Soen er nemlig medlem. Efter nogle optagelser af gæs, der bliver plukket levende, blev sendt i tv var hun så smagfuld at printe nogle dokumenter om sagen ud fra Animas hjemmeside og lægge dem lige der, hvor jeg skulle spise frokost.
Så en dag beskyldte hun mig for at være dyreplager.
Ikke overraskende var bageriet i sommerperioden voldsomt plaget af hvepse. Som den eneste af de ansatte ude i butikken var jeg ikke bange for hvepse overhovedet og fik derfor tildelt jobbet som hvepseklasker.
På et tidspunkt havde jeg smækket en hveps, som stadig lå og spjættede lidt med benene og det fik Soen til at gå helt over gevind og hun råbte op om at jeg skulle skynde mig at få den slået ordentligt ihjel, det var synd for den og jeg var en dyreplager.
Efter demonstrativt at have udtværet den arme hveps tog jeg mig en snak med hende om, hvad jeg mente om den sag og om, hvor synd jeg syntes det var for hvepsen.
Jeg har i tidligere tider læst biologi på universitetet og ved derfor temmelig meget om nervebaner og den slags. Det var ingen sag at argumentere bukserne af hende, men det var svært at tage hende seriøst, når hun begyndte at sammenligne mennesker og hvepse.
Jeg kan godt forstå at der er mennesker, der gerne vil hjælpe dyr og jeg ville ønske jeg selv havde overskuddet til at bidrage. Jeg er nødt til at lade være med at se de udsendelser som den med gæssene og den med minkene, da jeg ganske enkelt ikke kan holde op med at hyle igen. At man ikke ser det er heldigvis ikke ensbetydende med at man fornægter. Og der er ingen tvivl om at der bliver udført en forfærdelig masse hjerteskærende dyreplageri rundt omkring.
Jeg har derfor ret svært ved at tage det seriøst, når nogen insisterer på at det er synd for hvepsen.
Journalisten skulle bruge bilen, så min cykel og jeg skulle sættes af ved fitnesscenteret kl 8.30 til den sædvanlige morgentræning *som jeg i øvrigt skulkede fra igår morges fordi det regnede*.
Jeg havde tilbragt en hel del af min nat på at vende og dreje mig i sengen. Noget som forholdsvis ofte sker, helst i perioder, og det er altid omkring kl. 4. Jeg var derfor ikke specielt på toppen da vækkeuret ringede og jeg hang temmelig meget i bremsen.
Udsigten til rent faktisk at bevæge musklerne og derefter cykle hjem i regnvejr satte en mental bremse for min videre færd ud af sengen. Til sidst havde jeg ligget der alt for længe og jeg kunne se røven af Journalisten, der forlod mig for at nå hans aftale kl 9.
Nå, men jeg kunne lige ligge og gasse den et par minutter mere og så stå op. Den troede jeg egentlig ikke engang selv på da jeg tænkte den, og selvom jeg vidste at det bedste jeg egentlig kunne have gjort netop var at stå op for at træne, trak jeg dynen op over næsen igen.
Efter igen *hvad er der med drømme, der gentager sig selv?* at have været en tur i den ende af universet, hvor planeterne hænger så tæt sammen, at man kan røre flere af gangen ved at stikke armene ud af vinduerne på rumskibet, vågnede jeg omkring kl 10.30. Kort tid efter tikkede en sms ind fra Journalisten om at han var på vej hjem igen og jeg sprang ud i badet, så det så lidt ud som om jeg havde været oppe siden han gik.
Jeg registrerede godt nok at vandet var en my koldere end det plejer, men skruede op for varmen et par gange og tænkte ikke mere over det. Lige indtil jeg havde kommet sæbe i håret og overalt på kroppen. Så kunne jeg godt fornemme at det uundgåelige var på vej henover mig. Vandet blev iskoldt og som i en anden gyserfilm udstødte jeg rædselsskrig i panik. Der var ikke en dråbe varmt vand og jeg måtte bide ubehaget i mig og forsøge at få alt sæben fjernet hurtigere end lysets hastighed. Ingen nem opgave når man har langt hår.
Men det lykkedes og jeg sværger! Jeg er sikker på at jeg krympede af den behandling.
Fem mins senere, da jeg skulle skylle overskydende creme af fingrene og automatisk tændte for den varme hane kunne jeg bittert konstatere at det varme vand var kommet tilbage i rigelige mængder. Sølle 5 minutter, for fanden. Livet er nogengange håbløst uretfærdigt.
Any who, der har jo været en del medieomtale omkring mink og tilhørende skandaler og i den forbindelse er der kommet opmærksomhed på organisationen Anima. En organisation jeg først fandt ud af eksisterede for sjus tre måneder siden. Soen er nemlig medlem. Efter nogle optagelser af gæs, der bliver plukket levende, blev sendt i tv var hun så smagfuld at printe nogle dokumenter om sagen ud fra Animas hjemmeside og lægge dem lige der, hvor jeg skulle spise frokost.
Så en dag beskyldte hun mig for at være dyreplager.
Ikke overraskende var bageriet i sommerperioden voldsomt plaget af hvepse. Som den eneste af de ansatte ude i butikken var jeg ikke bange for hvepse overhovedet og fik derfor tildelt jobbet som hvepseklasker.
På et tidspunkt havde jeg smækket en hveps, som stadig lå og spjættede lidt med benene og det fik Soen til at gå helt over gevind og hun råbte op om at jeg skulle skynde mig at få den slået ordentligt ihjel, det var synd for den og jeg var en dyreplager.
Efter demonstrativt at have udtværet den arme hveps tog jeg mig en snak med hende om, hvad jeg mente om den sag og om, hvor synd jeg syntes det var for hvepsen.
Jeg har i tidligere tider læst biologi på universitetet og ved derfor temmelig meget om nervebaner og den slags. Det var ingen sag at argumentere bukserne af hende, men det var svært at tage hende seriøst, når hun begyndte at sammenligne mennesker og hvepse.
Jeg kan godt forstå at der er mennesker, der gerne vil hjælpe dyr og jeg ville ønske jeg selv havde overskuddet til at bidrage. Jeg er nødt til at lade være med at se de udsendelser som den med gæssene og den med minkene, da jeg ganske enkelt ikke kan holde op med at hyle igen. At man ikke ser det er heldigvis ikke ensbetydende med at man fornægter. Og der er ingen tvivl om at der bliver udført en forfærdelig masse hjerteskærende dyreplageri rundt omkring.
Jeg har derfor ret svært ved at tage det seriøst, når nogen insisterer på at det er synd for hvepsen.
tirsdag den 27. oktober 2009
Up, up and away!
Igår var jeg i biffen og se Up og som de fleste andre synes jeg det var en mægtig film.
Der er ikke så meget salg i den længere, så i salen sad der kun tre utrolig nørdede teenagedrenge, en far med to små drenge og så mig og mine tre kompisar.
Lige inden filmen skulle starte kom en lille familie bestående af far, mor og lille dreng på en tre-fire år. Naturligvis skulle de sidde ved siden af mig og faren tog plads i den stol jeg ellers havde helliget mit overtøj.
Det er indlysende at man kan forvente børn med forældre i salen, når det er en tegnefilm man tager ind og ser. Det har jeg bestemt ikke noget imod. Nogengange synes jeg faktisk det er super hyggeligt, især når ungerne skriger af grin over et eller andet.
Jeg vover at gå ud fra at når forældre tager deres børn med i biffen, så er det fordi junior er gammel nok til at se og forstå pågældende film. Naturligvis kan der være brug for opklarende spørgsmål undervejs og det er der absolut ikke noget galt i. Jeg skal også nogengange have lidt hjælp.
Men når far ligefrem spørger med jævne mellemrum "Forstod du det, skat?"og "Så du det, skat?" etc. med efterfølgende forklarende anekdoter, var jeg meget tæt på at drukne manden i mine popcorn. Særligt kunne man høre et sæt skærende tænder fra undertegnede, da faren kom med en lang ligegyldig beskrivelse af et eller andet og sluttede den af med "og det var derfor far grinede, skat".
Det er fint nok at man gerne vil være sikker på at purken har forstået meningen med filmen, men man sætter sig sgu da heller ikke ned og forklarer Byggemand Bob og Postmand Per for ungen derhjemme. Gør man?
Havde ovenstående fundet sted i et almindeligt toneleje havde det bare været skide irriterende, men fordi farmand fandt det nødvendigt at være ligesom en spindende kat, der har fået bad i fløde, blev det næsten uudholdeligt.
Den mand bekræftede mig i at det er en utrolig dårlig ide at få børn. For hvis man er nødt til at blive så overdreven kælen og forelsket at høre på, når man får børn og skal tale til dem, så skal jeg aldrig have børn. Min kvalmetærskel blev groft udfordret og jeg groede en voldsom trang til at gøre et fremmed menneske fortræd.
Konen sagde ikke meget under filmen pånær et bestemt sted, hvor jeg næsten er sikker på at hun bad dem om at holde kæft. Jeg troede at hun i det mindste var en lille smule fornuftig, men da lysene tændte og rulleteksterne kørte, udtalte hun på samme sleske måde: "Var det en god film, skat? Jaaaaa, det var det nemlig, skat! Det var godt, skat!"
Det er et mirakel at jeg ikke hev alle hårene ud af hovedet på mig selv.
Der er ikke så meget salg i den længere, så i salen sad der kun tre utrolig nørdede teenagedrenge, en far med to små drenge og så mig og mine tre kompisar.
Lige inden filmen skulle starte kom en lille familie bestående af far, mor og lille dreng på en tre-fire år. Naturligvis skulle de sidde ved siden af mig og faren tog plads i den stol jeg ellers havde helliget mit overtøj.
Det er indlysende at man kan forvente børn med forældre i salen, når det er en tegnefilm man tager ind og ser. Det har jeg bestemt ikke noget imod. Nogengange synes jeg faktisk det er super hyggeligt, især når ungerne skriger af grin over et eller andet.
Jeg vover at gå ud fra at når forældre tager deres børn med i biffen, så er det fordi junior er gammel nok til at se og forstå pågældende film. Naturligvis kan der være brug for opklarende spørgsmål undervejs og det er der absolut ikke noget galt i. Jeg skal også nogengange have lidt hjælp.
Men når far ligefrem spørger med jævne mellemrum "Forstod du det, skat?"og "Så du det, skat?" etc. med efterfølgende forklarende anekdoter, var jeg meget tæt på at drukne manden i mine popcorn. Særligt kunne man høre et sæt skærende tænder fra undertegnede, da faren kom med en lang ligegyldig beskrivelse af et eller andet og sluttede den af med "og det var derfor far grinede, skat".
Det er fint nok at man gerne vil være sikker på at purken har forstået meningen med filmen, men man sætter sig sgu da heller ikke ned og forklarer Byggemand Bob og Postmand Per for ungen derhjemme. Gør man?
Havde ovenstående fundet sted i et almindeligt toneleje havde det bare været skide irriterende, men fordi farmand fandt det nødvendigt at være ligesom en spindende kat, der har fået bad i fløde, blev det næsten uudholdeligt.
Den mand bekræftede mig i at det er en utrolig dårlig ide at få børn. For hvis man er nødt til at blive så overdreven kælen og forelsket at høre på, når man får børn og skal tale til dem, så skal jeg aldrig have børn. Min kvalmetærskel blev groft udfordret og jeg groede en voldsom trang til at gøre et fremmed menneske fortræd.
Konen sagde ikke meget under filmen pånær et bestemt sted, hvor jeg næsten er sikker på at hun bad dem om at holde kæft. Jeg troede at hun i det mindste var en lille smule fornuftig, men da lysene tændte og rulleteksterne kørte, udtalte hun på samme sleske måde: "Var det en god film, skat? Jaaaaa, det var det nemlig, skat! Det var godt, skat!"
Det er et mirakel at jeg ikke hev alle hårene ud af hovedet på mig selv.
søndag den 25. oktober 2009
Gesundheit
Kender I det?
Sådan har jeg haft det en lille uge nu. Det føles som om jeg har indsniffet en fjer i det venstre næsebor helt oppe ved siden af øjet. Det kilder en lille smule, men ikke nok til et fornuftigt, gennemblæsende nys. Adskillige gange har jeg forsøgt at blæse, hvad end det er, ud på standard næsepudsningsfacon, men hver gang begynder jeg at hoste (..?).
Jeg er sikkert ved at få svineinfluenza.
fredag den 23. oktober 2009
hmm..
Apropos tidligere indlæg..
Hvad hulen vil man frem til, hvis man googler:
"mandens ejendom kvinden ophørt"?
Hvad hulen vil man frem til, hvis man googler:
"mandens ejendom kvinden ophørt"?
Hvad folk ikke gør for penge
Igår fortalte jeg at bageren har forsøgt at få mig til at begå bedrageri overfor kommunen.
Jeg var syg i hele min opsigelsesperiode og bageren kan få noget af min løn refunderet fra kommunen via sygedagpenge.
Igår formiddags fik jeg så et stykke papir fra kommunen, hvor der stod at bageren havde indberettet min sygdom og jeg skulle derfor tjekke om oplysingerne var korrekte. Det hele passede med undtagelse af datoerne. Der stod at jeg var sygemeldt fra 20/9 - 19/10. Eftersom at jeg fratrådte d. 30/9 ringede jeg til kommunen og sagde at jeg altså ikke var ansat i oktober måned og der derfor måtte være sket en fejl. Damen sagde at han havde fået afslag en gang fordi han havde indberettet for sent, men nu ville hun lige lægge et notat om at jeg ikke var ansat der længere.
Da jeg tændte for min PC lå der en mail til mig fra bageren, hvor der stod at han havde haft lidt problemer med mine sygedagpenge, men jeg ville modtage nogle papirer fra kommunen, hvor han havde oprettet nogle fiktive datoer, som jeg bare skulle ignorere. For jeg har jo fået min løn.
Jeg kunne jo heldigvis ikke gøre meget andet end at skrive til ham at det desværre var for sent og at jeg havde ringet til kommunen inden jeg så hans mail.
Så slap jeg også for at fortælle ham at han da må være sindssyg, hvis han tror jeg vil begå strafbart bedrageri for hans skyld. Også selvom jeg har fået min løn *hvad sker der for den dårlige undskyldning?*.
Dermed troede jeg egentlig at den ged var marineret.
Men nej. Idag lå der så en ny mail fra ham, hvor der stod at det gjorde ikke noget. Han ville bare lave en ny indberetning til kommunen med nogle nye datoer og så skulle jeg ignorere de papirer der så ville komme.
Fascineret over, hvad han gider gøre for at få refunderet sølle 15000,-, ringede jeg til kommunen og fortalte dem at han forsøger at fuppe dem. Samtidig bad jeg dem om at være en smule diskrete fordi jeg synes han er en ubehagelig mand, jeg helst ikke vil have ballade med.
Ikke overraskende var den dame jeg snakkede med i dag ikke særlig skarp. Hun bad mig skrive et dokument, hvor jeg beskriver hvad jeg har oplevet og evt. sender mail'sne med, hvis jeg har lyst, så de har noget at stå imod overfor, hvis han kontakter dem for at spørge, hvorfor han ikke får nogen penge. Jeg forsøgte at forklare hende at de da bare kan sige til ham at jeg er meldt ledig og derfor tydeligvis ikke kan være syg hos ham. Men den fidus kunne hun åbenbart ikke rigtig gennemskue. Så nu må jeg se om jeg kan få skriblet et dokument, hvor jeg helst ikke bliver blandet for meget ind i tingene.
Jeg har desuden skrevet til ham at han lige skal være opmærksom på, at kommunen er helt klar over at jeg ikke arbejder hos ham længere. Så kan man jo håbe på at han opgiver sit foretagne.
Jeg var syg i hele min opsigelsesperiode og bageren kan få noget af min løn refunderet fra kommunen via sygedagpenge.
Igår formiddags fik jeg så et stykke papir fra kommunen, hvor der stod at bageren havde indberettet min sygdom og jeg skulle derfor tjekke om oplysingerne var korrekte. Det hele passede med undtagelse af datoerne. Der stod at jeg var sygemeldt fra 20/9 - 19/10. Eftersom at jeg fratrådte d. 30/9 ringede jeg til kommunen og sagde at jeg altså ikke var ansat i oktober måned og der derfor måtte være sket en fejl. Damen sagde at han havde fået afslag en gang fordi han havde indberettet for sent, men nu ville hun lige lægge et notat om at jeg ikke var ansat der længere.
Da jeg tændte for min PC lå der en mail til mig fra bageren, hvor der stod at han havde haft lidt problemer med mine sygedagpenge, men jeg ville modtage nogle papirer fra kommunen, hvor han havde oprettet nogle fiktive datoer, som jeg bare skulle ignorere. For jeg har jo fået min løn.
Jeg kunne jo heldigvis ikke gøre meget andet end at skrive til ham at det desværre var for sent og at jeg havde ringet til kommunen inden jeg så hans mail.
Så slap jeg også for at fortælle ham at han da må være sindssyg, hvis han tror jeg vil begå strafbart bedrageri for hans skyld. Også selvom jeg har fået min løn *hvad sker der for den dårlige undskyldning?*.
Dermed troede jeg egentlig at den ged var marineret.
Men nej. Idag lå der så en ny mail fra ham, hvor der stod at det gjorde ikke noget. Han ville bare lave en ny indberetning til kommunen med nogle nye datoer og så skulle jeg ignorere de papirer der så ville komme.
Fascineret over, hvad han gider gøre for at få refunderet sølle 15000,-, ringede jeg til kommunen og fortalte dem at han forsøger at fuppe dem. Samtidig bad jeg dem om at være en smule diskrete fordi jeg synes han er en ubehagelig mand, jeg helst ikke vil have ballade med.
Ikke overraskende var den dame jeg snakkede med i dag ikke særlig skarp. Hun bad mig skrive et dokument, hvor jeg beskriver hvad jeg har oplevet og evt. sender mail'sne med, hvis jeg har lyst, så de har noget at stå imod overfor, hvis han kontakter dem for at spørge, hvorfor han ikke får nogen penge. Jeg forsøgte at forklare hende at de da bare kan sige til ham at jeg er meldt ledig og derfor tydeligvis ikke kan være syg hos ham. Men den fidus kunne hun åbenbart ikke rigtig gennemskue. Så nu må jeg se om jeg kan få skriblet et dokument, hvor jeg helst ikke bliver blandet for meget ind i tingene.
Jeg har desuden skrevet til ham at han lige skal være opmærksom på, at kommunen er helt klar over at jeg ikke arbejder hos ham længere. Så kan man jo håbe på at han opgiver sit foretagne.
torsdag den 22. oktober 2009
Lidt af hvert
Lige for tiden kører mine tanker afsted med 180 i timen og jeg forsøger at få dem til at stoppe lidt en gang i mellem uden det store held. Jeg går til læger og psykologer for at få hjælp til det, men synes ikke rigtig det hjælper. Desværre gør det mig utrolig distræt og jeg kan overhovedet ikke samle mig om at skrive mine ansøgninger, hvilket selvsagt ikke er super fantastisk. Derudover har jeg flere gange fanget mig selv i ikke at lægge en skid mærke til, hvad jeg laver. Eksempelvis havde jeg to stykker rugbrød på tallerkenen til frokost, kom salt på den ene og peber på den anden og opdagede først miseren halvvejs inde i måltidet.
Jeg har tænkt lidt over at det nok egentlig er godt, jeg har Journalisten til at hænge mig op af, da jeg ellers er ret sikker på jeg langsomt ville udvikle mig til et slimet bløddyr og med tiden blive en integreret del af min sofa.
Der var i øvrigt det der job, der nær havde sendt mig til Berlin, hvor jeg fik at vide at jeg ville høre nærmere i august. Efter at have hørt nul og en prut tog jeg, et stykke inde i september, kontakt for lige at høre, hvordan det stod til. Efter at have forvirret en stakkels sekretær fik jeg lov at snakke med direktøren, bare for at få at vide at den direktør, jeg havde været i dialog med siden april, var blevet fyret og den nye direktør anede ikke et klap om, hvad den anden havde haft gang i. Men han vidste dog én ting. Jobbet blev i hvert fald ikke til noget.
Apropos klaphatte. Bedst som jeg troede at jeg omsider var sluppet af med bageren forsøger han at få mig til at begå bedrageri, så han kan få noget af min løn refunderet hos kommunen. Hans argumentation for at jeg skulle gå med til det, var "du har jo fået din løn". Idiot.
Det er mærkeligt at være menneske engang i mellem.
Jeg har tænkt lidt over at det nok egentlig er godt, jeg har Journalisten til at hænge mig op af, da jeg ellers er ret sikker på jeg langsomt ville udvikle mig til et slimet bløddyr og med tiden blive en integreret del af min sofa.
Der var i øvrigt det der job, der nær havde sendt mig til Berlin, hvor jeg fik at vide at jeg ville høre nærmere i august. Efter at have hørt nul og en prut tog jeg, et stykke inde i september, kontakt for lige at høre, hvordan det stod til. Efter at have forvirret en stakkels sekretær fik jeg lov at snakke med direktøren, bare for at få at vide at den direktør, jeg havde været i dialog med siden april, var blevet fyret og den nye direktør anede ikke et klap om, hvad den anden havde haft gang i. Men han vidste dog én ting. Jobbet blev i hvert fald ikke til noget.
Apropos klaphatte. Bedst som jeg troede at jeg omsider var sluppet af med bageren forsøger han at få mig til at begå bedrageri, så han kan få noget af min løn refunderet hos kommunen. Hans argumentation for at jeg skulle gå med til det, var "du har jo fået din løn". Idiot.
Det er mærkeligt at være menneske engang i mellem.
Abonner på:
Opslag (Atom)