Og så var det at jeg lige fik to rimelig morsomme googlerier - synes jeg selv i hvert fald:
"jeg skulle bare holde kæft og passe mit komfur så"
"dan rachlin fjols"
fredag den 26. februar 2010
Madsvineri og generelt idioti
Jeg er rimelig sippet, når det kommer til andre mennesker og deres omgang med mad og køkken. Det er ikke altid praktisk. Jeg får eksempelvis ofte kvalme, når jeg ser hvordan folk håndterer deres karklud.
Da jeg havde mit eneste fagrelevante job, var jeg i et firma med 12 personer, hvoraf der var én heltidspige *mig* og så en regnskabsdame, der kom to gange om ugen. Så til frokost var jeg som regel alene med 11 mandfolk, der på ingen måde havde hørt om madhygiejne. Vores frokostordning gik ud på, at der hver mandag kom en madmor og købte ind til en hel almindelig frokost. Rugbrød og pålæg og den slags. Til og med torsdag skulle vi så dagligt hive disse ting ud af køleren og leve af dem.
Det generede ingen at bruge den samme kniv til at smøre alting på brødet eller bruge den samme ske til alt flydende. Jeg overlevede ved at spise hamburgerryg og den slags der kommer i en pakning, samt leverpostej, hvor jeg kunne tage af de urørte sider. Dette lyder måske en smule psykotisk, og det er det også til en vis grad. Men jeg må erkende, at jeg står af, når folk først bruger deres kniv til at smøre en muggen ost på brødet og herefter bruger den samme kniv til at lave en leverpostejsmad. Eller bruger kniven til at spise en fiskemad og herefter bruger den samme kniv til at skille pålægsstykkerne fra hinanden. Eller bruger skeen til marmeladen til grundigt at tvære marmeladen ned i ostemaden og så stikker skeen ned i marmeladeglasset igen. Og forestil jer så at 11 personer praktiserer denne form for ulækkerhed i dagevis på den samme stakkels mad.
Jeg synes ganske enkelt det er vammelt. Især om torsdagen, efter fire dages sammenblanding af madvarer. Den eneste grund til at jeg ikke døde af sult var, at jeg begyndte at tage min egen mad med under påskud af at jeg hellere ville have salat - hvilket i øvrigt ikke var helt løgn. Hvis de spurgte efter grøntsager, mente de italiensk salat og ristede løg.
Nå, men efter jeg nu har overstået min fire uger i virksomhedspraktik har jeg fået genopfrisket et par ting.
Den ene ting er, at jeg virkelig ikke kan udstå muggen ost. Op til flere gange har jeg mistet appetitten midt i frokosten, fordi en kollega ikke kunne vente med at smøre sin skive franskbrød med grøn ost til efter rugbrødsmadderne. Den har således ligget og lugtet mig lige op i næseborene, som i mit tilfælde har været ulideligt følsomme efter jeg holdt op med at ryge for et par år siden.
En anden ting er, at ostespisere - og her tænker jeg på skiveostespisere - af en eller anden grund er enormt bange for at deres osteskiver falder af brødet, og derfor er de nødt til holde fast på osten med fingrene. I kender dem garanteret godt. Lige pegefingeren på osten, så man har styr på den. Og beklager, hvis jeg træder nogen over tæerne, men det er satme klamt!
Come on! Det mindste de kan gøre er da at vaske fingrene bagefter, men det gør de ikke engang. Næh nej, det er jo travle mennesker, så folk slæber deres ostemadder ned på kontorerne og sidder så og gramser på dem, mens de arbejder videre.
Så kan man bagefter lugte folks ostefingre og rynke på næsen, når de skriver på tastaturer, rører ved computermus og håndterer deres iPhones, som bliver behørigt fedtede efterfølgende. Adr!
Jeg kan ikke forstå det er nødvendigt. Hvis man er bange for at osten falder af kan man fx. bruge lidt smørelse, bruge sine tænder eller bruge kniv og gaffel. Det andet er ulækkert.
Folk kan ellers nok finde ud af at bruge sæbe og alkogel og den slags i frygt for at få sygdomme, men derudover er det så som så med hygiejnen. Nok er man ikke smittefarlig efter konsumering af ostemadder, men alligevel.
Hvad med hensynet til dem med sart lugtesans?
Idag fik jeg i øvrigt understøttet min teori om, at jeg overhovedet ikke bør sendes ud i virkeligheden. Tog ned for at handle og hankede i den forbindelse op i et par poser med pant. Stoppede glad flaskerne i maskinen og gik ind i butikken. Nede i brødafdelingen, efter af have svævet rundt over køddisken i ti mins totalt forladt for gode aftensmadsideer, gik det op for mig at jeg havde glemt noget, da jeg indløste panten.
Nemlig at indløse panten.
Jeg havde glad stoppet flaskerne ind i maskinen og var gået videre. Det der med at trykke på en knap og tage et stykke papir, der er penge værd, havde jeg ikke lige tænkt på.
Super, Einstein.
Da jeg havde mit eneste fagrelevante job, var jeg i et firma med 12 personer, hvoraf der var én heltidspige *mig* og så en regnskabsdame, der kom to gange om ugen. Så til frokost var jeg som regel alene med 11 mandfolk, der på ingen måde havde hørt om madhygiejne. Vores frokostordning gik ud på, at der hver mandag kom en madmor og købte ind til en hel almindelig frokost. Rugbrød og pålæg og den slags. Til og med torsdag skulle vi så dagligt hive disse ting ud af køleren og leve af dem.
Det generede ingen at bruge den samme kniv til at smøre alting på brødet eller bruge den samme ske til alt flydende. Jeg overlevede ved at spise hamburgerryg og den slags der kommer i en pakning, samt leverpostej, hvor jeg kunne tage af de urørte sider. Dette lyder måske en smule psykotisk, og det er det også til en vis grad. Men jeg må erkende, at jeg står af, når folk først bruger deres kniv til at smøre en muggen ost på brødet og herefter bruger den samme kniv til at lave en leverpostejsmad. Eller bruger kniven til at spise en fiskemad og herefter bruger den samme kniv til at skille pålægsstykkerne fra hinanden. Eller bruger skeen til marmeladen til grundigt at tvære marmeladen ned i ostemaden og så stikker skeen ned i marmeladeglasset igen. Og forestil jer så at 11 personer praktiserer denne form for ulækkerhed i dagevis på den samme stakkels mad.
Jeg synes ganske enkelt det er vammelt. Især om torsdagen, efter fire dages sammenblanding af madvarer. Den eneste grund til at jeg ikke døde af sult var, at jeg begyndte at tage min egen mad med under påskud af at jeg hellere ville have salat - hvilket i øvrigt ikke var helt løgn. Hvis de spurgte efter grøntsager, mente de italiensk salat og ristede løg.
Nå, men efter jeg nu har overstået min fire uger i virksomhedspraktik har jeg fået genopfrisket et par ting.
Den ene ting er, at jeg virkelig ikke kan udstå muggen ost. Op til flere gange har jeg mistet appetitten midt i frokosten, fordi en kollega ikke kunne vente med at smøre sin skive franskbrød med grøn ost til efter rugbrødsmadderne. Den har således ligget og lugtet mig lige op i næseborene, som i mit tilfælde har været ulideligt følsomme efter jeg holdt op med at ryge for et par år siden.
En anden ting er, at ostespisere - og her tænker jeg på skiveostespisere - af en eller anden grund er enormt bange for at deres osteskiver falder af brødet, og derfor er de nødt til holde fast på osten med fingrene. I kender dem garanteret godt. Lige pegefingeren på osten, så man har styr på den. Og beklager, hvis jeg træder nogen over tæerne, men det er satme klamt!
Come on! Det mindste de kan gøre er da at vaske fingrene bagefter, men det gør de ikke engang. Næh nej, det er jo travle mennesker, så folk slæber deres ostemadder ned på kontorerne og sidder så og gramser på dem, mens de arbejder videre.
Så kan man bagefter lugte folks ostefingre og rynke på næsen, når de skriver på tastaturer, rører ved computermus og håndterer deres iPhones, som bliver behørigt fedtede efterfølgende. Adr!
Jeg kan ikke forstå det er nødvendigt. Hvis man er bange for at osten falder af kan man fx. bruge lidt smørelse, bruge sine tænder eller bruge kniv og gaffel. Det andet er ulækkert.
Folk kan ellers nok finde ud af at bruge sæbe og alkogel og den slags i frygt for at få sygdomme, men derudover er det så som så med hygiejnen. Nok er man ikke smittefarlig efter konsumering af ostemadder, men alligevel.
Hvad med hensynet til dem med sart lugtesans?
Idag fik jeg i øvrigt understøttet min teori om, at jeg overhovedet ikke bør sendes ud i virkeligheden. Tog ned for at handle og hankede i den forbindelse op i et par poser med pant. Stoppede glad flaskerne i maskinen og gik ind i butikken. Nede i brødafdelingen, efter af have svævet rundt over køddisken i ti mins totalt forladt for gode aftensmadsideer, gik det op for mig at jeg havde glemt noget, da jeg indløste panten.
Nemlig at indløse panten.
Jeg havde glad stoppet flaskerne ind i maskinen og var gået videre. Det der med at trykke på en knap og tage et stykke papir, der er penge værd, havde jeg ikke lige tænkt på.
Super, Einstein.
onsdag den 24. februar 2010
Sjov med billeder V
Sjov med billeder I-IV
For ikke så længe siden læste jeg en artikel på nettet, hvor der blev advaret mod en ny type fup og fiduser baseret på noget reklame. Noget med at man blev lovet en hel masse og så forsvandt ens penge fra kontoen osv osv. Bl.a. blev navnet Gretta Larsen nævnt.
Og selvfølgelig var der nogen, der var hoppet på det og havde mistet penge.
Hvordan i alverden folk falder for det, lærer jeg aldrig at forstå. Jeg havde nemlig nogle dage forinden set en af de famøse reklamer og spekuleret over, hvad det var for hokus pokus og tænkt "Pfff, tror de selv på den?".
Men på den anden side - hun vil jo SÅ gerne have at vi skal læse hendes historie. Hvordan kan man næsten lade være?
Nå, men nettet bugner naturligvis stadig med stavefejl og selv om jeg som regel blot lader mig irritere en lille smule og så kommer videre i mit liv, har jeg alligevel fundet et par enkelte der havde gjort sig fortjent til videreformidling. Vi starter med lidt jysk:
Og så kan vi jo passe suse direkte hen til en klassiker:
Det sidste billede er også fra min PC og er ærlig talt ren vrøvl. Kig godt på det, der er masser af små hyggelige fejl:
For ikke så længe siden læste jeg en artikel på nettet, hvor der blev advaret mod en ny type fup og fiduser baseret på noget reklame. Noget med at man blev lovet en hel masse og så forsvandt ens penge fra kontoen osv osv. Bl.a. blev navnet Gretta Larsen nævnt.
Og selvfølgelig var der nogen, der var hoppet på det og havde mistet penge.
Hvordan i alverden folk falder for det, lærer jeg aldrig at forstå. Jeg havde nemlig nogle dage forinden set en af de famøse reklamer og spekuleret over, hvad det var for hokus pokus og tænkt "Pfff, tror de selv på den?".
Men på den anden side - hun vil jo SÅ gerne have at vi skal læse hendes historie. Hvordan kan man næsten lade være?
Nå, men nettet bugner naturligvis stadig med stavefejl og selv om jeg som regel blot lader mig irritere en lille smule og så kommer videre i mit liv, har jeg alligevel fundet et par enkelte der havde gjort sig fortjent til videreformidling. Vi starter med lidt jysk:
Og så kan vi jo passe suse direkte hen til en klassiker:
Jeg vil lige gøre en lille undtagelse og indsætte et lidt indspist billede, særligt beregnet til de lidt mere nørdede læsere *hej Leo!*. Det var en situation på min PC jeg opdagede ved et tilfælde og lige akkurat nåede at tage et screenshot af. Der skulle egentlig ha' stået "Der er nu oprettet forbindelse til internet" eller noget i den stil:
Det sidste billede er også fra min PC og er ærlig talt ren vrøvl. Kig godt på det, der er masser af små hyggelige fejl:
Eftertænksomhed IV
Eftertænksomhed I - III
For nylig var der en der spurgte mig, hvordan det går sårn rent mentalt og jeg svarede "Det går lidt ned ad bakke for tiden".
Hvis man derimod havde spurgt mig om min jobsøgning, som jeg er en anelse bagud med, ville jeg svare, at det satme er op ad bakke.
Kan man overhovedet bruge bakkekonceptet, hvis noget går godt?
For nylig var der en der spurgte mig, hvordan det går sårn rent mentalt og jeg svarede "Det går lidt ned ad bakke for tiden".
Hvis man derimod havde spurgt mig om min jobsøgning, som jeg er en anelse bagud med, ville jeg svare, at det satme er op ad bakke.
Kan man overhovedet bruge bakkekonceptet, hvis noget går godt?
søndag den 21. februar 2010
Jubilæumsindlæg
Hah, I skal lige høre noget morsomt.
Allerede i efteråret fik jeg den idé at jeg skulle skrive et jubilæumsindlæg til udgivelse den dag jeg havde ét års jubilæum og jeg skrev det for længe siden. Så oprandt den store dag - og så glemte jeg det.
Den korrekte dato var 8. februar. Men jeg har saftsusemig ikke spekuleret så længe over, hvilke storslåede ting jeg skulle skrive i det indlæg *og så i øvrigt ende med ikke at skrive noget som helst spektakulært* for ingenting, så I får indlægget alligevel. Lidt selvfed har man vel lov at være:
Så har bloggen eksisteret i et helt år, hvilket jeg selv er meget stolt af.
Men hvordan begyndte min karriere inden for det bloggeriske?
Det er en hyggelig, lille historie, der godt kan få mig til at virke en lille smule sindssyg, men herregud.
Der var engang, hvor jeg boede i Århus og studerede til Klog, og havde aldrig rigtig læst en blog før. Kun den slags alvorlige blogs, der bliver linket til på TV2.dk og Politikens hjemmeside. I min fritid forsøgte jeg at få lidt muskler i fitnesscentret og jeg bodycombattede en smule i håb om at få en kondition. Og min combatunderviser var ingen ringere end Linda. Da jeg bliver fascineret af alle nye mennesker jeg møder og bare MÅ vide alt, og derudover er erklæret googlerist *og er STOLT af det...yees..*, tog det mig derfor ikke længe at støve hende op på nettet. Jeg faldt over hendes blog, som jeg så har fulgt i nogle år nu. Stille og roligt kom trangen til at udtrykke mig skriftligt. Der skete en masse i livet, jeg havde behov for at komme af med og som jeg ikke nødvendigvis gad dele med min omgangskreds. Og voilá! Så var der en blog.
I løbet af det forgangne år er det endda lykkedes mig at få et par læsere, hvilket jo er helt fantastisk. Så tak til alle jer der læser med, både de erklærede og dem som er stealth.
Og jeg er jo ellers typen som stort set aldrig har held med at indføre nye vaner og skikke i min hverdag, sådan på lang sigt. Det er faktisk næsten kun lykkedes i forbindelse med daglig brug af tandtråd, og så bloggen her.
Indlægsmæssigt er det blevet til 147 styks, hvilket jeg synes er et OK tal. Jeg kan ikke rigtigt være med, når vi snakker eksempelvis Leopardbørgen, men hvem kan egentlig det? ;)
Hvis jeg lige skal give mig selv lidt vurdering, synes jeg, at de indlæg jeg lavede i starten *sår'n sjus de første tre måneder* er de bedste. Ikke rent teknisk - kan godt selv få lidt hovedpine over manglende afsnitsinddeling og den slags - men rent indholdsmæssigt og sprogmæssigt synes jeg at de er en hårtykkelse bedre end dem jeg kaster afsted i disse dage. Men det kan selvfølgelig også have noget med at gøre at det er svært at skrive om begivenheder og udtrykke holdninger, når der ikke sker en skid og jeg i øvrigt er helt tom i bøtten.
Jeg vil slutteligt gerne henlede opmærksomheden på et andet jubilæumsindlæg jeg fandt i bunken. For på aldeles skræmmende vis har næsten intet ændret sig siden da, og jeg kunne næsten bare ændre på datoen og sende det ud i stedet for dette indlæg. Sørgeligt.
Lade os håbe det næste blogår bliver drøninteressant og spækket med knaldspændende indlæg med høj puls!
Allerede i efteråret fik jeg den idé at jeg skulle skrive et jubilæumsindlæg til udgivelse den dag jeg havde ét års jubilæum og jeg skrev det for længe siden. Så oprandt den store dag - og så glemte jeg det.
Den korrekte dato var 8. februar. Men jeg har saftsusemig ikke spekuleret så længe over, hvilke storslåede ting jeg skulle skrive i det indlæg *og så i øvrigt ende med ikke at skrive noget som helst spektakulært* for ingenting, så I får indlægget alligevel. Lidt selvfed har man vel lov at være:
Så har bloggen eksisteret i et helt år, hvilket jeg selv er meget stolt af.
Men hvordan begyndte min karriere inden for det bloggeriske?
Det er en hyggelig, lille historie, der godt kan få mig til at virke en lille smule sindssyg, men herregud.
Der var engang, hvor jeg boede i Århus og studerede til Klog, og havde aldrig rigtig læst en blog før. Kun den slags alvorlige blogs, der bliver linket til på TV2.dk og Politikens hjemmeside. I min fritid forsøgte jeg at få lidt muskler i fitnesscentret og jeg bodycombattede en smule i håb om at få en kondition. Og min combatunderviser var ingen ringere end Linda. Da jeg bliver fascineret af alle nye mennesker jeg møder og bare MÅ vide alt, og derudover er erklæret googlerist *og er STOLT af det...yees..*, tog det mig derfor ikke længe at støve hende op på nettet. Jeg faldt over hendes blog, som jeg så har fulgt i nogle år nu. Stille og roligt kom trangen til at udtrykke mig skriftligt. Der skete en masse i livet, jeg havde behov for at komme af med og som jeg ikke nødvendigvis gad dele med min omgangskreds. Og voilá! Så var der en blog.
I løbet af det forgangne år er det endda lykkedes mig at få et par læsere, hvilket jo er helt fantastisk. Så tak til alle jer der læser med, både de erklærede og dem som er stealth.
Og jeg er jo ellers typen som stort set aldrig har held med at indføre nye vaner og skikke i min hverdag, sådan på lang sigt. Det er faktisk næsten kun lykkedes i forbindelse med daglig brug af tandtråd, og så bloggen her.
Indlægsmæssigt er det blevet til 147 styks, hvilket jeg synes er et OK tal. Jeg kan ikke rigtigt være med, når vi snakker eksempelvis Leopardbørgen, men hvem kan egentlig det? ;)
Hvis jeg lige skal give mig selv lidt vurdering, synes jeg, at de indlæg jeg lavede i starten *sår'n sjus de første tre måneder* er de bedste. Ikke rent teknisk - kan godt selv få lidt hovedpine over manglende afsnitsinddeling og den slags - men rent indholdsmæssigt og sprogmæssigt synes jeg at de er en hårtykkelse bedre end dem jeg kaster afsted i disse dage. Men det kan selvfølgelig også have noget med at gøre at det er svært at skrive om begivenheder og udtrykke holdninger, når der ikke sker en skid og jeg i øvrigt er helt tom i bøtten.
Jeg vil slutteligt gerne henlede opmærksomheden på et andet jubilæumsindlæg jeg fandt i bunken. For på aldeles skræmmende vis har næsten intet ændret sig siden da, og jeg kunne næsten bare ændre på datoen og sende det ud i stedet for dette indlæg. Sørgeligt.
Lade os håbe det næste blogår bliver drøninteressant og spækket med knaldspændende indlæg med høj puls!
lørdag den 20. februar 2010
Return of the dead?
Nårhmen, det er altså ikke fordi jeg er død eller den slags.
Det kører bare ikke rigtig for tiden, synes jeg. Oven i det dukker føler jeg ikke rigtig der dukker noget skrivbart op.
Det der virksomhedspraktik blev selvfølgelig noget værre noget, og grundet en anden programmørs ekstreme uprofessionalisme, uduelighed og dårlige kodestil (som selv en grønskolling som mig kan gøre bedre - hvilket sådan set var derfor jeg var der..) har jeg i bund og grund ikke fået noget fornuftigt ud af min tid der. Udover en masse egentlig ikke særlig fantastisk frokost og et rigtig glimrende projekt at kaste mig over, når jeg om en uge igen er hjemmegående arbejdsløs. Jeg har også drukket tøndevis af tvivlsom kaffe og brugt en uhyrligt meget tid på at overspringshandle ved at forstyrre mine meget arbejdsomme (Hah, good one! :D) venner, der er begavede med faste jobs i virksomheden.
Til gengæld er der blevet tænkt på mig og jeg har i den forbindelse modtaget denne her:
Det kører bare ikke rigtig for tiden, synes jeg. Oven i det dukker føler jeg ikke rigtig der dukker noget skrivbart op.
Det der virksomhedspraktik blev selvfølgelig noget værre noget, og grundet en anden programmørs ekstreme uprofessionalisme, uduelighed og dårlige kodestil (som selv en grønskolling som mig kan gøre bedre - hvilket sådan set var derfor jeg var der..) har jeg i bund og grund ikke fået noget fornuftigt ud af min tid der. Udover en masse egentlig ikke særlig fantastisk frokost og et rigtig glimrende projekt at kaste mig over, når jeg om en uge igen er hjemmegående arbejdsløs. Jeg har også drukket tøndevis af tvivlsom kaffe og brugt en uhyrligt meget tid på at overspringshandle ved at forstyrre mine meget arbejdsomme (Hah, good one! :D) venner, der er begavede med faste jobs i virksomheden.
Til gengæld er der blevet tænkt på mig og jeg har i den forbindelse modtaget denne her:
Den har jeg fået af Leobassen og tak for den!
Den dikterer at jeg skal oplyse 7 ting om mig selv, og det har mildest talt være en udfordring at finde på noget, jeg ikke allerede har braldret op om her eller har skrevet på De Hundrede.
Så troede jeg lige, jeg var genial og spurgte Journalisten om han ikke kunne finde på noget. Han var nu ikke meget værd, men der kom da lidt ud af det. Ikke super spændende og revolutionerende, men dog sandt:
1. Jeg er enormt god til at vaske tøj
2. Jeg er god til at sove længe om morgenen (hvem er ikke det?)
3. Jeg er vild med dyr, især labradorer
4. Jeg er altid sikker på at døren er låst, når jeg går i seng. Og det skyldes at jeg har en mindre psykose omkring hoveddøre og deres låsemekanismer. Jeg kan ikke overbevise mig selv om at døren rent faktisk er låst, og derfor bruger jeg uhyggeligt lang tid hver aften på at hive og flå i den. Ubegribeligt at jeg ikke har brækket nogen dørhåndtag af endnu. Var egentlig blevet afvænnet da jeg boede i Åbyhøj, fordi de indførte et elektronisk låsesystem uden dørlås således at døren altid var låst udefra, men aldrig indefra. Men da jeg kom i nærheden af en almindelig dør igen, var det back to normal.
Det var ca. det han kunne finde på. Så jeg måtte selv i gang alligevel:
5. Jeg tænker ofte på at bryde med størstedelen af familien, fordi jeg langt hen af vejen virkelig ikke bryder mig om dem. Men jeg ved også at hvis verden en dag brænder på, så skal de nok være der. Også selvom det betyder at jeg skal høre på bagklogskab og bedrevidende udtalelser og hvad de ellers kan finde på at kaste op. Det må jeg så tage med.
6. Jo ældre jeg bliver, jo mere ateistisk bliver jeg. Og jo mere rynker jeg på panden når jeg ser den slags gudstjenester, hvor folk står med lukkede øjne og armene vendt mod himlen, mens en prædikant råber budskabet ud. Det er da dejligt for dem at de har deres tro, men jeg forstår dem virkelig ikke.
7. Hvis nogen tager min BH fra mig, begår jeg øjeblikkeligt mord.
Nu vil jeg så være en af den slags gnavne mennesker som stopper kædebrevet, som det her ret beset er - altså bortset fra at man ikke bliver lovet evig kærlighed og lottogevinster ved videresendelse. Men eftersom at man omvendt heller ikke bliver lovet kold kaffe og konstant våde underhylere, hvis man undlader at videresende, vælger jeg at lade den strande her.
Ikke fordi jeg ikke kan finde nogen, der fortjener en award. Jeg kunne lave lange lister. Men jeg tror at alle de blogs jeg læser allerede har fået den. Og hvis ikke så tager jeg i mod klager og så skal jeg gerne sende den videre. ;)
I øvrigt.
Der har været en del kævl omkring den danske indsats ved Vinter-OL. Mange mener at Danmark slet ikke skulle have sendt atleter af sted, for når vi ikke på nogenmåde kan placere os, så er det bare pinligt og spild af penge. Og at det er horribelt at sende folk af sted som man forventer lander i den absolutte bund. Der menes, at tanken om, at det er fint at vi er med for at være med, er ren romantik og noget sludder.
Det kan jeg egentlig godt være enig i et stykke hen ad vejen. Men alligevel. Hvor tit er det lige at det danske fodboldlandshold rent faktisk præsterer noget virkelig godt?
onsdag den 3. februar 2010
Om igen
Jeg havde egentlig skrevet et langt indlæg. Om alting og ingenting. Endnu et af de indlæg, der var fyldt med mavesyre. Der var noget om min antipati overfor talentshows, herunder bl.a. Thomas Troelsens ækle page *Jeg forsøgte at give X-factor en chance. Jeg kan stadig ikke døje det*. Der var noget om, hvor panisk jeg var over at skulle starte i virksomhedspraktik og om, hvor rædselsfuldt det var at skulle købe nyt tøj. Noget der nær havde fået mig til at købe en trøstehamster der, på trods af at jeg ikke købte den og den derfor ikke eksisterer, nu lyder navnet Hamsteren Henning.
Men jeg opgav at udgive indlægget. Det var for fesent og vi trænger til noget positiv karma her på bloggen. Så i stedet skal vi nu sidde lidt i rundkreds og glæde os over at jeg efter tre dage i virksomheden er fyldt med overskud. Jeg har lidt startproblemer rent fagligt, men er sikker på at det nok skal gå. Jeg føler mig bare så godt tilpas, der hvor jeg er. På kontoret er der en flok midaldrende mænd, der tager stygt pis på hinanden - og også lidt på mig - og på den anden side af døren er der masser af mine venner, som synes det er alletiders at vi kan spise frokost sammen. Der bliver dagligt delt krammere ud, blot fordi folk er glade for at se mig.
Måske er der en mulighed for at jeg kan blive der lidt længere, når mine fire uger er gået. De har nemlig en stor tro på at jeg kan håndtere mit arbejde. En tro, jeg forsøger at tage til mig og som giver mig en fornemmelse af, at jeg måske ikke er så håbløs.
Min læge blev så glad for at høre det, da jeg var nede for at få tjekket op på mit håndled. Som i øvrigt ganske rigtigt har fået sig en senebetændelse og nu er pakket ind i en af de der irriterende støttebind med en jernstang i - og som jeg skal have på indtil nogen fikser mit håndled og jeg igen kan være en stjerne i bowling.
Da jeg alligevel var dernede fik jeg hende til at finde nogle papirer til donorregistret, der gerne vil have lidt dokumenter om bl.a. TH. Lægen havde ikke helt kontrol over printeren, så hun endte med at printe hele min journal fra 1993 til 2008 ud. Den fik jeg med hjem og det skulle være enhver forundt at få lov til at læse sin journal. Lidt som en tidsrejse.
Eksempelvis kunne jeg læse at jeg begyndte at blive dårligt seende i 1993 og ved samme konsultation blev svimmelhedsanfald forklaret med at jeg havde vokset meget i den periode.
Der var historierne om dengang i 1997 da jeg fik dårlig ryg.
Der var dengang i 2000, hvor jeg havde forsinket menstruation, men ingen graviditet og hvor forklaringen lød "Har nogen mavesmerter aktuelt, men dette skyldes at hun p.t går til studentereksamen, men også at forældrene i øjeblikket ligger i skilsmisseforhandlinger" *de blev i øvrigt aldrig skilt*.
Der var to trafikuheld, klamydia, lavt blodtryk, negativ HIV-test *heldigt nok*, kyssesyge, fritagelse fra eksamen pga. halsbetændelse, toksisk eksem på hænderne og en masse andet.
Fascinerende at man kan tyde visse perioder af løssluppethed ud fra ens lægejournal.
Nå, ja og så lige en anden ting. Jeg kan forstå at de fleste er ved at være pænt trætte af vejret, hvilket man måske ikke kan bebrejde dem. Men alligevel. Det er jo vinter for pokker. Alternativet til frosten og sneen er fire-fem måneders gråvejr med regn, hvilket jeg personligt er mindre fan af.
Lige nu er det hundekoldt og chancen for at brække lemmer er enorm. Tilgengæld får vi af og til solskin, fuglepipperi, stjerneklare nætter og masser af frisk luft ned i lungerne. Så kan jeg godt leve med at trippe rundt på fortove og iføre mig selv lidt ekstra benklæder.
Og så lige til at slutte på. Dagens google synes jeg selv var ret sjov. Den er nemlig intet mindre end *trommehvirvel*:
"Dagens google".
Update: Jeg har efterfølgende forkortet navnet på sygdommen til TH. Sygdommen er så sjælden, at den fratog mig min anonymitet ved googlesøgninger.
Men jeg opgav at udgive indlægget. Det var for fesent og vi trænger til noget positiv karma her på bloggen. Så i stedet skal vi nu sidde lidt i rundkreds og glæde os over at jeg efter tre dage i virksomheden er fyldt med overskud. Jeg har lidt startproblemer rent fagligt, men er sikker på at det nok skal gå. Jeg føler mig bare så godt tilpas, der hvor jeg er. På kontoret er der en flok midaldrende mænd, der tager stygt pis på hinanden - og også lidt på mig - og på den anden side af døren er der masser af mine venner, som synes det er alletiders at vi kan spise frokost sammen. Der bliver dagligt delt krammere ud, blot fordi folk er glade for at se mig.
Måske er der en mulighed for at jeg kan blive der lidt længere, når mine fire uger er gået. De har nemlig en stor tro på at jeg kan håndtere mit arbejde. En tro, jeg forsøger at tage til mig og som giver mig en fornemmelse af, at jeg måske ikke er så håbløs.
Min læge blev så glad for at høre det, da jeg var nede for at få tjekket op på mit håndled. Som i øvrigt ganske rigtigt har fået sig en senebetændelse og nu er pakket ind i en af de der irriterende støttebind med en jernstang i - og som jeg skal have på indtil nogen fikser mit håndled og jeg igen kan være en stjerne i bowling.
Da jeg alligevel var dernede fik jeg hende til at finde nogle papirer til donorregistret, der gerne vil have lidt dokumenter om bl.a. TH. Lægen havde ikke helt kontrol over printeren, så hun endte med at printe hele min journal fra 1993 til 2008 ud. Den fik jeg med hjem og det skulle være enhver forundt at få lov til at læse sin journal. Lidt som en tidsrejse.
Eksempelvis kunne jeg læse at jeg begyndte at blive dårligt seende i 1993 og ved samme konsultation blev svimmelhedsanfald forklaret med at jeg havde vokset meget i den periode.
Der var historierne om dengang i 1997 da jeg fik dårlig ryg.
Der var dengang i 2000, hvor jeg havde forsinket menstruation, men ingen graviditet og hvor forklaringen lød "Har nogen mavesmerter aktuelt, men dette skyldes at hun p.t går til studentereksamen, men også at forældrene i øjeblikket ligger i skilsmisseforhandlinger" *de blev i øvrigt aldrig skilt*.
Der var to trafikuheld, klamydia, lavt blodtryk, negativ HIV-test *heldigt nok*, kyssesyge, fritagelse fra eksamen pga. halsbetændelse, toksisk eksem på hænderne og en masse andet.
Fascinerende at man kan tyde visse perioder af løssluppethed ud fra ens lægejournal.
Nå, ja og så lige en anden ting. Jeg kan forstå at de fleste er ved at være pænt trætte af vejret, hvilket man måske ikke kan bebrejde dem. Men alligevel. Det er jo vinter for pokker. Alternativet til frosten og sneen er fire-fem måneders gråvejr med regn, hvilket jeg personligt er mindre fan af.
Lige nu er det hundekoldt og chancen for at brække lemmer er enorm. Tilgengæld får vi af og til solskin, fuglepipperi, stjerneklare nætter og masser af frisk luft ned i lungerne. Så kan jeg godt leve med at trippe rundt på fortove og iføre mig selv lidt ekstra benklæder.
Og så lige til at slutte på. Dagens google synes jeg selv var ret sjov. Den er nemlig intet mindre end *trommehvirvel*:
"Dagens google".
Update: Jeg har efterfølgende forkortet navnet på sygdommen til TH. Sygdommen er så sjælden, at den fratog mig min anonymitet ved googlesøgninger.
Abonner på:
Kommentarer (Atom)