Venneindlæg

Jeg synes det med venner er en svær ting. Selvom det er ganske naturligt at man udvikler sig i forskellige retninger og at venskaber opstår og forgår.

Jeg har en veninde, jeg lærte at kende da vi var 5 år. Hun er 14 dage yngre end mig og boede lige ovre på den anden side af vejen. Da vi var små, var vi uadskillelige. Da vi blev teenagere levede hendes standard for hygiejne og lignende, ikke helt op til min teenagerhjerne og derfor havde vi ikke meget med hinanden at gøre. Da jeg så kom på gymnasiet og hun kom på efterskole klarede det op igen og vi ses stadig. Ikke særlig tit, for det har vi ikke behov for. Vi er uhyggeligt forskellige og har egentlig ikke ret meget til fælles, når man tænker over det.
Men en gang om året, eller deromkring, ses vi og så er det præcis som at træde 20 år tilbage i tiden og vi fortsætter bare i samme rille. Vi kender begge den andens telefonnummer og benytter det, hvis det bliver nødvendigt. Dette venskab er vigtigt og værdifuldt for mig og jeg er ret sikker på at vi nok skal holde i længden.

Da jeg var single og levede det fede liv i min lejlighed i Århus V (okay, det var så ikke et fedt sted at bo, men any who) havde jeg de dejligste naboer. Vi var en gruppe på otte lejligheder der havde det voldsomt sjovt sammen. Særligt mine egne naboer havde jeg et super forhold til. En dansk mand og hans hustru fra Brasilien. Mangt en aften sad jeg inde hos dem og gloede fjernsyn, mens vi pølede kaffe og røg smøger. Og hyggede os. Vi har været der for hinanden gennem depressioner og fødsler osv.
Men inden for det seneste år har tingene ændret sig. Manden er blevet frimurer og går voldsomt op i det det. Hustruen har nu fået to børn og har absolut intet andet i hovedet end disse børn og deres udvikling og mødregrupper osv osv. Og det er jo forståeligt nok!
Men det er hans frimurerkammerater, der bliver inviteret til aftensmad, ikke os. Det er hendes mødregruppeveninder, hun spiser frokost med i byen, ikke mig.
Og det er ellers ikke fordi Journalisten og jeg ikke gør noget for at holde på venskabet. Da de skulle flytte alt deres bras op på 4.sal i deres nye lejlighed var vi de eneste, med undtagelse af et andet dansk/brasiliansk par, der stillede op for at hjælpe. Ingen af deres mange venner havde tid til (læs: gad) at hjælpe. Og da hun fik bækkenbundsløsning var det mig hun ringede til, igen og igen, for at få hentet knægten i vuggestuen.
Da jeg blev ringet op, og ikke blot fik en sms, om at hun var blevet indlagt på fødeafdelingen længe før tid, troede jeg rent faktisk at det var fordi jeg stadig havde en særlig plads hos dem. Jeg var trods alt med til knægtens fødsel. Men det viste sig at det blot var fordi de skulle bruge hjælp til at hente knægten i vuggestuen - igen.
Jeg synes det er svært. Men det er et forhold jeg gerne vil beholde og derfor har jeg valgt at udholde det. Jeg ved ikke om det er den rigtige måde at gøre det på, men jeg har ikke overskud til at tage konflikten med dertilhørende mulige ubehagelige konsekvenser. Tiden må vise, hvad der skal ske med det forhold.

Man ved dog, at man er blevet udfaset, når ens bedste veninde fra gymnasiets far er død og hun er blevet gravid - og man ikke har fået noget at vide om nogen af delene.

Linkeri

Det er lige gået op for mig at mit seneste indlæg linker til et indlæg, der linker til et indlæg, der linker til et indlæg.
Hører det ind under dominoeffekten?

Eye wear

Jeg kunne ikke forstå at de ikke tog telefonen hos Kontaktlinseinstituttet, da jeg ringede for at bestille tid til tjek. Det lykkedes mig først at komme igennem til sekretæren, da jeg havde gennemskuet at jeg havde forsøgt at ringe Ungdommens Fællesråd i Århus op og derefter tastede de korrekte numre i stedet.
Jeg havde perfekt syn hele min barndom. Indtil jeg blev ti år og pludselig ikke længere kunne læse underteksterne på tv'et. Siden har jeg været temmelig nærsynet og mit syn bliver langsomt værre og værre. Men jeg måtte jo til optikeren og have briller. Jeg hadede det. Som om jeg ikke blev mobbet nok i forvejen kunne jeg nu skrive brilleabe på mit CV. Derfor har jeg sværget til kontaktlinser lige siden mine forældre gav mig lov til at få dem.
Mit første sæt kontaktlinser var den slags, der kun måtte sidde i øjnene i 12 timer af gangen. Heldigvis blev heldagslinser hurtigt opfundet til rimelige penge og jeg har kun et enkelt par briller. Dem bruger jeg om morgenen inden jeg tager linser på og om aftenen så jeg kan se hvor min seng er. En gang i mellem får jeg styrken rettet til, men jeg har dem så lidt på at jeg sjældent opdager, hvor meget forkerte de er i styrken. De få gange, hvor jeg har været tvunget til at bruge briller har været virkelig irriterende.
Jeg har generelt aldrig brudt mig om briller. Da jeg var barn kunne jeg slet ikke holde ud, hvis min mormor tog sine briller på. Jeg syntes, hun så streng ud. Det samme gjaldt min morfar og jeg elskede, når han skulle bakke bilen ud af garagen, for så tog han altid brillerne af og afslørede nogle bitte små prikker som øjne, der fik ham til at ligne et berømt blindt pelsdyr.
Derfor må jeg stille mig helt uforstående overfor, at briller er blevet så voldsomt moderne. Selvfølgelig skal man ikke gå med triste briller, men jeg synes måske det er gået lidt over gevind. Nu skal man jo have adskillige forskellige par, så man kan vælge det par, der passer bedst til dagens outfit.
Jeg kan naturligvis slet ikke sætte mig ind i at man kan finde på at tage et par briller på selvom man ikke har dårlige øjne. Men også den slags brillestel man kan få, hvis man har dårligt syn, må jeg forbløffes over.
Pludselig skal alle smykkefirmaerne designe brillestel og de fås i alverdens farver og med diverse bling. Stængerne på nogle briller er mega tykke for ellers er der ikke plads til alt pynten.
Jeg synes det er synd. Det tager opmærksomheden væk fra folks ansigt og gør dem til anonymiteter bag et hidsigt par briller.

Min tysklærer i folkeskolen sad engang og gloede drømmende på mig, hvorefter hun erklærede "De briller klæ'r dig altså bare så godt". Folk omkring mig har også spurgt om ikke jeg skal til at gå med briller igen, nu hvor det er blevet smart, for det klæder mig jo så godt. Men jeg må melde pas. Jeg kan simpelthen ikke finde ud af det og så er det lige meget om det ser pænt ud. Det er lidt ligesom at sige til en teenagepige at hun ikke er tyk.

Men det kommer jeg nok til at ændre holdning til, for der er udsigt til at jeg snart skal have læsebriller.

øøhhhhhh

Enhver der har været ansat i et job med massiv kundekontakt vil give mig ret i at det giver et ret stort indblik i den menneskelige natur. Jeg har tidligere ævlet om, hvad uniformen gør ved folk og dagen i dag gav et par særdeles udpenslede eksempler på foruroligende adfærd.
Dagens stikord: Dum!
Der skete nemlig det at dankortterminalen gik ned. Den Store Bager valgte så at gå hjem i stedet for at finde en løsning, så nu bliver det spændende om vi skal være foruden dankort hele weekenden.
Any who, det kunne kunderne slet, slet ikke kapere.
Jeg har memoriseret et antal af de allermest tåbelige svar jeg har fået i dag på oplysningen om at terminalen ikke virkede og at de derfor desværre ikke kunne betale med dankort:

"Nå. Hvad gør vi så?"
Vi gør ikke noget. DU gør noget

"Virker den så ikke?"
Nej, det gør den jo så ikke...

"Kan man så ikke betale med dankort?"
Neeeeeeej....

Min absolutte favorit:
"Virker den ikke bare en lille smule? Det er træls, hvis jeg skal ind og hæve inde ved siden af."
What???

Imponerende at der skal så lidt til at vælte verden for gennemsnitsdanskeren.
På et tidspunkt kom der en mand og jeg fik sådan lyst til at springe hen over disken for at kysse ham:

"Hov, dankortet virker ikke. Nå, så går jeg lige hen i banken og trykker nogle penge. Øjeblik."
Tak! Endelig et fornuftigt menneske.

Derudover har jeg en mistanke om at ferierne er ved at være slut rundt omkring. Der er en bestemt adfærd, der har hjulpet mig til at træffe den konklusion, men jeg synes den kan tolkes på to måder. En del kunder har nemlig været utrolig aggressive og gnavne i dag. Jeg havde ovenikøbet to kunder, der uafhængigt af hinanden kom ind for at diskutere. Og intet andet. De startede begge to en stor diskussion op, helt ud af det blå. Den ene erklærede endda at hun var kommet udelukkende fordi hun liiige ville diskutere noget med os (læs: mig, da jeg var den eneste i butikken).
Som sagt tror jeg det kan forklares på to måder. Enten har folk haft ferie så længe nu, at de er ved at være trætte af familien og derfor har noget damp, der skal lukkes ud. Eller også er det fordi de efter tre ugers ferie keder sig og derfor lige ville skabe lidt optrækkeri. Og så er der sådan set en tredje mulighed også, som nok egentlig er den mest plausible. Folk er skide trætte af at deres ferie er slut.
Hvad der er den egentlig årsag ved jeg ikke, for jeg glemte at spørge, selvom det egentlig var ret fristende at spørge, hvad faen deres problem var.

Jeg fornemmer at weekenden bliver en test af min tålmodighed.

Forbrydelse

Det kan godt være at Gottfrid Svartholm Warg er svensker.
Det kan godt være at han har opfundet The Pirate Bay.
Det kan godt være at man derfor kan betragte ham som übernørd og som konsekvens ikke kan forvente noget som helst.

Men den slags skægvækst skulle altså forbydes ved lov!

Et af livets mysterier

Jeg begriber ikke, hvad det er der får familien Danmark til at tænke:
"Det er lørdag, hvor skønt! Hele familien har fri og vi bør benytte en sådan dag til at tilbringe lidt tid sammen, fordi vi er så fortravlede i hverdagen. Der er kun ét sted i verden, hvor vi har lyst til at tilbringe vores lørdag og det er BILKA! Hooray, lad os se at komme afsted så vi kan mingle med alle de andre som også har gjort det til et fast lørdagsritual."

Hvorfor??

Tvivlen, der nogengange kommer forbi

Jeg har altid være fascineret af tatoveringer. Ikke amagernummerplader og kedelige tribals, men noget som rent faktisk siger lidt om den person tatoveringen sidder på. Og det kan godt være at alle og enhver får tatoveringer nu til dags, men jeg kan godt fange mig selv i at stå og beundre en tatovering og synes at personen er lidt sej. Op gennem mine teenageår drømte jeg om at få mig en tatovering og havde også motivet, men da jeg blev gammel nok til at få den lavet manglede jeg ligesom det sidste skub.
Men lige pludselig en dag følte jeg at nu skulle det være og så gik jeg ned og fik den lavet. Med det samme vidste jeg at jeg skulle have flere.
For to år siden fandt jeg så motivet til min anden tatovering, men har ikke rigtig følt tiden var til det. Jeg har dog ikke på noget tidspunkt været i tvivl om at det var det rigtige motiv i den rigtige størrelse og den rigtige placering.
I mellemtiden bredte panikken sig så, fordi min tatovør pludselig fik voldsomt travlt, som andre bloggere også har konstateret. Gode dyr var rådne og jeg begyndte at kigge mig om efter en anden tatovør og det var jo nærmest umuligt.

Forleden gik jeg en tur nede i byen og ud i den blå luft kom lysten til at pryde mit rygstykke med blæk. Jeg tænkte at nu skal det fandme være og jeg kiggede ind hos den tatovør, jeg havde udset mig. Han var der ikke selv, men en af hans kammerater var meget flink og vi snakkede lige hurtigt, hvorefter vi blev enige om at jeg skulle smutte hjem og hente mit motiv.
Omkring et halvt sekund efter printeren havde spyttet papiret ud, kom den. Tvivlen. To års overbevisning om at dette var det korrekte motiv forsvandt ud i den blå luft og jeg så pludselig på tegningen med helt andre øjne.
Temmelig forvirret begav jeg mig ned i byen igen og fik mig en snak med tatovøren. Og han var enig med mig. Han gav et foreslag til, hvordan den kunne blive bedre, så det skal jeg lige tænke over. Min underbevidsthed fortæller mig nemlig stadig at tatoveringen skal se ud præcis som på papiret, men det hjælper jo ikke noget når den sjette sans siger at det er noget bras.


Måske skulle jeg alligevel bare bestille en tid hos Casper til næste år. Så må jeg da ha' fundet ud af noget genialt til den tid