Bridesilly

På Det Gode Råd i denne uge behandler de et spørgsmål fra en kvinde, der ikke kan blive enig med sin forlovede om, hvorvidt bruden må holde tale til brylluppet.
Det fine ved Rådet er, at de er så forskellige og man derfor får en ret nuanceret debat derinde. I dette tilfælde er jeg nødt til at melde mig på banen hos dem, der stemmer for at bruden godt må holde tale.

Da min søster i sin tid blev gift var det helt efter bogen. Invitationer, bordkort osv. blev lavet i hånden, kjolen blev specialsyet hos Marianne Carøe og folk blev placeret i hestesko med hovedbordet for enden. Og gommen holdt naturligvis tale.
Jeg synes, det er noget pjat med de taler. Selvfølgelig er det da ømt at høre gommen ævle op om, hvor meget han elsker sin brud og alt det der, men jeg får det lidt ligesom når jeg spiser boghvedegrød. Det vokser i munden på mig og giver mig kvalme. Og jeg ville til en hver tid foretrække at manden gemmer de sukkersøde ord og så spreder dem lidt ud over det forestående ægteskab, i stedet for at brænde det hele af på én gang. For hvis man ellers skal tro på, hvad man hører rundt omkring i de bitre periferier, så sker det aldrig igen.


Jeg må bryde sammen og tilstå, at jeg generelt virkelig ikke bryder mig ret meget om traditionelle bryllupper. Det er godt med traditioner, men jeg er også tilhænger af at man gør præcis, som man synes er bedst og ikke hvad andre forventer man gør. Hvis jeg en dag skal giftes, så bliver der bestemt ikke holdt stramt på den gammeldags metode.
Hovedbordet er fx. aflyst. Min mor skal ikke sidde og trone ved hovedbordet hele aftenen som hun gjorde til min søsters bryllup. Hvis ikke lige min søster også var der, var der ingen tvivl om at hun betragtede sig selv som hovedpersonen, for "jeg er jo brudens mor". I kirken insisterede hun også på at vente med at komme ind på plads til alle andre havde sat sig. Så kunne min lillebror nemlig følge hende op af kirkegulvet og hun kom glidende hen ad gulvet med næsen højt i sky. Hun skal ganske enkelt ikke have fornøjelsen af at føle sig som noget specielt.
Og så gider jeg i øvrigt ikke sidde ved siden af min far hele aftenen. Hvor kedeligt er det ikke lige?

Apropos min far. Han er ikke en people person. Derfor var han også ved at skide en kamel, da min mor gjorde han opmærksom på at brudens far jo altså skal holde tale til sådan et bryllup. Og selvom min mor udemærket vidste, at min far ikke har lyst og ikke kan fordrage den slags, plagede hun ham og skældte ham ud i et stive seks måneder op til brylluppet. For det kunne jo ikke lade sig gøre at tage hensyn til, at min far lider af sygelig lampefeber, nej for sådan er traditionerne jo! Og det er jo dybt pinligt, hvis ikke brudens far holder tale!
Så igen, det med taler er noget pjat. Mit bryllup bliver ikke en skuffelse, hvis ikke min far holder en tale. Jeg er fløjtende ligeglad, for min far er heller ikke en følelsesperson og derfor kan han næppe sige noget som helst begavet alligevel.
Det lykkedes i øvrigt ikke min mor at få ham presset til det. Men sådan en chance for opmærksomhed kunne hun jo ikke lade gå sin næse forbi, så hun holdt selvfølgelig talen selv.


Jeg kan godt overtales til at tage en hvid kjole på *helst creme eller elfenben faktisk* og det skal da også være i en kirke. Journalisten foreslog at blive gift i Rhododendronparken i Brønderslev, men jeg stoler ikke på det danske sommervejr.
Men jeg skal ikke have slør på. Min svigermor blev mundlam og lang i ansigtet sidst jeg nævnte det. Tror også nok at Journalisten engang sagde "jamen, så er det jo bare en hvid kjole du har på". Jeg er ligeglad, jeg gider det ikke. Synes det er alt for pussenusset og jeg er blevet for gammel til den slags. Ved godt det er noget vrøvl, men synes bare ikke det passer til kvinder oppe i 30'erne *og der kommer jeg hen inden jeg bliver gift*. Min frisør blev så glad da jeg sagde det til hende. "Hvor ER jeg glad for at høre, at der findes fornuftige mennesker! Jeg fatter ikke at der er nogen der gider at gå rundt en hel dag med det, der svarer til en liter mælk på hovedet."
Det er også alt for prinsesseagtigt til mig. Jeg er sådan en type, der ikke har haft en rigtig fin kjole *eller bare en kjole* på siden min søsters bryllup i 2001 og jeg får næppe en på igen før mit eget bryllup.


Jeg ville egentlig have det helt fint, hvis jeg bare kan få en fest med god mad og godt selskab. Uden alle forventningerne.

Sjov med billeder IV

Sjov med billeder I-III

En dag var vi nede og tanke benzin og så opdagede jeg dette skilt, som jeg ikke har set før:

Der er sådan set ikke noget galt i at de har hængt sådan et udemærket skilt op *bortset fra at den med mobiltelefonen ikke holder i retten... det har jeg selv set i Mythbusters! ;) *, men jeg syntes bare det var lidt hyggeligt at de opfordrer folk til at klappe bilen. Men man skal altså også være god ved sin bil.


Der bliver jo snakket en del om ligestilling, lyserøde og blå farver, kvinder i topstillinger osv. Jeg tror en del feminister ville få en prop, hvis de så denne seddel, der lå til mig en dag jeg kom hjem:


Der skal nok være nogen, der ikke kan se det morsomme i det. Min mor ville fx. nok blive en smule bekymret for, om jeg nu er ved at miste fodfæstet og bliver til en stakkels, undertrykt kvinde *demonstrativt rullen med øjnene*.

En dag var vi i Hjørring og fik en glimrende burger. Faktisk den bedste længe. Sodavandsautomaten var løbet tør, så jeg tog et glas vand til og Journalisten fik noget solbærsaft. Eller som der står på bonen:

Velværevand? Den havde jeg alligevel ikke hørt før.

Klimaet er der jo ingen der kan slippe for i disse dage. Således sad jeg og læste en artikel på politiken.dk omkring de famøse mails, der var sluppet ud i offentligheden. Den journalist, der har skrevet artiklen, har snuppet lidt citater fra en amerikansk avis. Jeg forestiller mig at journalisten har siddet og oversat teksterne og er kommet frem til to oversættelser af ét citat. Ude af stand til at vurdere, hvilket af dem der er det rigtige, giver vedkommende fortabt og bruger dem begge. Eller også har journalisten tænkt at de begge var hylemorsomme og simpelthen bare måtte skrive dem begge ind i teksten. Uanset hvad, synes jeg det er fabelagtigt:

Og så syntes jeg lige I skulle se, hvordan det så ud da vores elskede Hyundai rundede 190000 km:

Nyt fuglehus

Nårhm, så blev jeg jo nysgerrig efter hvad Twitter gik ud på. Har ellers forsøgt at ignorere det længe - det gjorde jeg i øvrigt også med Facebook i sin tid.
Så nu har jeg oprettet mig selv. Har udsendt mit første pip, i bogstaveligste forstand, og har også fundet én at følge.
Men hvad gør man så nu?
Jeg mener, der er jo ingen der følger mig, så der er jo ingen til at se det jeg skriver. Og hvad er så pointen? Altså udover at jeg selvfølgelig kan følge med i alle andres liv naturligvis.

Men det er måske det, der er ideen?

Alarmerende pinligt

Igår aftes så jeg "24 timer vi aldrig glemmer" på DR2 om Seest katastrofen.
Jeg kan godt lide konceptet og er enig med introspeakeren, der hver gang beretter i starten om, at programmerne omhandler situationer, hvor vi alle kan huske, hvad vi lavede og hvor vi var den pågældende dag. Det kan jeg sagtens huske.
Jeg har set nogle stykker af de programmer efterhånden og er egentlig ikke særlig vild med den måde DR2 laver programmerne på. Emnerne er der ikke noget galt med, de er ret interessante.
Men jeg synes måske lidt, de prøver at piske en stemning, der ikke nødvendigvis er der og laver lidt overdramatisering på nogle punkter. Jeg synes også der er meget spildtid og mange forsøg på at trække tiden pinefuldt langt ud med interview af folk, der formår at tale en masse uden egentlig at sige noget som helst relevant.
Der er også lidt for meget selvpromovering, eksempelvis i programmet om stormen i '99, hvor man igen og igen skulle høre og se intro'en til TVavisen i stedet for bare at springe direkte hen til det interessante. Igår viste de et klip fra morgen-TVavisen fra dagen efter Seest katastrofen og ham, der har redigeret programmet syntes ikke det var nødvendigt at klippe væk, før sudieværten havde fortalt om indholdet af pågældende TVavis - hvilket intet havde med katastrofen at gøre.
Derudover synes jeg også altid, at de har nogle ligegyldige vidner med, der egentlig mest virker som om de selv synes, de er ret seje, fordi de har mulighed for at fortælle deres fantastiske historie på TV. Eller det er egentlig ikke ligegyldige vidner, da de har et eller andet tilhørsforhold til situationen, men det er ikke lykkedes at få den gode historie ud af alle vidnerne.
Den baggrundsmusik de havde valgt til gårsdagens program var i øvrigt også aldeles forfærdelig.

Men det jeg synes var mest horribelt ved udsendelsen igår, har egentlig ikke som sådan noget med selve programmet at gøre, men var grelt nok til, at få både Journalisten og mig til synkront at klaske pander.
Der blev afspillet lydstykker fra Kanal 94, der havde en reporter på stedet. Det gik sådan set fint for ham, lige indtil man meget tydeligt kunne høre en velkendt alarm i baggrunden og han så udtaler, at:

"Lige nu er der gået en eller anden alarm, en luftalarm. Jeg ved ikke om det betyder om vi skal evakueres fra det sted vi er (...)"

Alarmen var såmænd blot den den sirene, som politiet benytter til at vejlede folk om at gå indendørs i farlige situationer. Den sirene som bliver afprøvet den første onsdag i maj hvert eneste år.

En eller anden alarm?!
Er det tilladt at være så uvidende?

Og derfor skal man altid tage statistik med et gran salt

I dag fik jeg noget man næsten kan kalde en åbenbaring.
Den gav grund til eftertanke og beviser, at man nogengange skal være lidt forsigtig med at dømme andre mennesker, før man har taget alle omstændigheder under betragtning.
Det er en temmelig lang beretning, så hent hellere noget kaffe.

Jeg var hos lægen for at få taget lidt tests. Jeg vil gerne være bloddonor, men har hidtil været udelukket pga. nogle fysiske skavanker. Dette har irriteret mig voldsomt, især fordi jeg har akutblodtypen og det, i min optik, derfor næsten er en pligt at aflevere en pose blod engang i mellem.
Når man skal være bloddonor spørges man, om man har haft nogle alvorlige sygdomme og jeg kom til at tænke på et bizart sygdomsforløb, jeg havde for næsten tre år siden, og om det var noget, der kunne have indflydelse på mine chancer for at blive bloddonor.

Den 5. januar 2007 vågnede jeg med ulidelige smerter i venstre side af ansigtet, nærmest som om noget stak mig med en skarp kniv *jeg kan huske datoen fordi det gjorde så ufatteligt nas*. Det kom helt ud af det blå, der var intet forvarsel.
Fem dage senere var det stadig ikke blevet bedre og jeg måtte en tur til lægen, hvor jeg kom ind til en ung turnuslæge. Han var temmelig forundret, men kom frem til at det måtte skyldes nogle hvirvler i rygsøjlen, der pressede på nogle nerver *diagnose nr. 1*. Jeg fik noget smertestillende *som overhovedet ikke virkede* og blev sendt til kiropraktor.
Kiropraktoren var ret hurtig til at dømme den diagnose ude og mente bestemt at jeg havde halvsidig bi-, pande- og kæbehulebetændelse *diagnose nr. 2*, på trods af at jeg ikke fik det værre af at hænge hovedet nedad, og jeg ikke havde feber.
Tilbage til min egen læge *jeg havde nægtet turnuslægen*, der blev temmelig forarget over kiropraktorens dom. Især fordi han tydeligt kunne mærke noget unormalt i min nakke *diagnose nr. 3*, hvilket han sendte mig til fysioterapeut med, og jeg fik noget rigtig voldsomme smertestillende af den slags, som har rød trekant på og ødelægger ens mave.
Det virkede heller ikke og så mente min læge at jeg måtte have nervebetændelse *diagnose nr. 4* - og den slags kan man ikke gøre noget ved, udover at vente på det går væk.
Omkring mig var folk så småt begyndt at hidse sig op over at lægerne skulle have så svært ved at finde en diagnose.
Jeg gik hjem og ventede. I mellemtiden blev det vinterferie og jeg måtte flytte hjem til de gamle. Smerterne var så slemme, at jeg kastede op af dem og jeg kunne ikke overskue at ligge derhjemme alene, hvilket sendte mig akut ned til min læge, hvor hans bror tog imod mig. Da han hørte jeg var begyndt at få dobbeltsyn, sendte han mig straks til en øjenlæge nede i byen. Det er fascinerende, hvor hurtigt man kan komme til hos en speciallæge, hvis man bare er syg nok.
Øjenlægen fattede ingenting og sendte mig op på kommunehospitalets øjenafdeling.
Her sad min mor og jeg så de næste tre dage i alle dagtimerne. De fattede nemlig heller ingenting og trak mig igennem undersøgelse efter undersøgelse. De unge reservelæger kom ud og spurgte om de måtte kigge på mig, for de havde hørt om mig og det var bare alt for spændende. Min ene pupil havde nemlig en helt anden størrelse end den anden.
Efter de tre dage gav de op og sendte mig op på neurologisk afdeling. Jeg havde ikke sovet i dagevis pga. smerterne og var ved at være ret mørbanket. Så da jeg fik valget mellem af få taget en rygmarvsprøve øjeblikketligt (fredag eftermiddag) eller efter weekenden, valgte jeg det sidste.
Så vi tog hjem og jeg var så træt, at det faktisk lykkedes mig at falde i søvn på sofaen.
Næste morgen vågnede jeg og sagde glad til mine forældre at jeg var sikker på, jeg var blevet rask over natten, for mit hoved gjorde næsten ikke ondt længere. Så flyttede jeg den øjenklap, jeg havde på *mit dobbeltsyn var så slemt at jeg ikke kunne se en skid med to øjne* og fandt ud af at mit øje var helt og aldeles lamt, og så ud til at kunne falde ud af hovedet med det samme.
Senere på den eftermiddag blev jeg indlagt på neurologisk afdeling, hvor jeg lå de næste 10 dage og fik foretaget rygmarvsprøven, der heller ikke gav svar.
Først efter to ture i MR scanneren var der en gammel garvet radiolog, der opdagede hvad der var galt. Jeg fik en forklaring med noget med udposninger på vener i hjernen og betændelsetilstande osv. og så fik jeg binyrebarkhormoner i tre måneder. Og det hjalp. Hvad der præcis var galt fandt jeg aldrig ud af.
Indtil idag.
Da lægen skulle finde ud af om det ville have betydning i forhold til min bloddonordrøm kunne hun se i min journal, at jeg havde haft TH syndrom. Det vidste hun heller ikke hvad var.
Det viser sig at være en mega sjælden sygdom, der rammer sjus en ud af en million.
Så det var ærlig talt ikke så mærkeligt, at jeg skulle igennem så mange læger, før nogen fandt en løsning.
Og det, der så var pointen ved denne kilometerlange beretning var, at man skal huske at tænke på at læger ikke nødvendigvis ved alt og at de, selvom de gør deres bedste, ikke altid kan reparere os. Der var mange omkring mig, der var dødforargede over at lægerne ikke bare kunne fikse mig. Det var jo det de fik deres løn for.

Når det kan lykkes mig at få så sjælden en sygdom, skal jeg helt sikkert til at spille noget mere lotto.


Update: Jeg har efterfølgende forkortet navnet på sygdommen til TH. Sygdommen er så sjælden, at den fratog mig min anonymitet ved googlesøgninger.

Disadvantages of the interwebs

Sådan har jeg det også lidt med min email, når jeg har ansøgninger ude. Det var meget bedre i gamle dage, hvor man bare skulle vente på at posten kom kl. 11. Så kunne man slappe af resten af dagen fordi man vidste, der ikke ville ske flere spændende ting den dag.

Indlæg uden indhold

Action niveauet heromkring er på et absolut lavpunkt. Her sker ikke en skid.
Jeg har pyntet lidt op til jul. Sidste år på dette tidspunkt havde jeg et fagligt relevant arbejde, som var aldeles rædselsfuldt. Derfor brugte jeg min sparsomme fritid på at ligge i fosterstilling på sofaen og ignorere december måned. Et forsøg på at købe det obligatoriske lille juletræ resulterede i, at jeg lagde mig småhylende under tæppet resten af dagen. Jeg magtede ganske enkelt ingenting.
I år har jeg haft lidt overskud på julekontoen, plus en forfærdelig masse tid mellem hænderne og har faktisk glædet mig lidt til det skulle blive december.
Jeg er ikke typen, der køber årets modejulepynt og jeg er heller ikke Gertrud Sand, der hænger nisser allevegne. I min optik består julepynten af godt og vel fire ting. Rød, grøn, guld og duft.
For at kompencere for manglende juletræ sidste år var Journalisten og jeg ude og finde os et juletræ i voksenstørrelse. Det er større end mig, intet mindre kunne gøre det. Det står nu med pynt henne i et hjørne og dufter helt fantastisk.
Derudover har jeg fyldt hytten op med røde julestjerner og lavet blomsterdekorationer med små julestjerner, hyacinter, mos, kogler, små svampe og alt det der. Ingen jul uden masser af hyacinter. Jeg ville ønske man kunne få julestjerner hele året. Jeg synes de er så rare at se på.
Lidt nisser er det dog blevet til. Jeg var med Journalisten på et beskyttet værksted for sindslidende, som lavede julepynt til salg. Vi var ret enige om, at hvis vi endelig skulle investere i en nisse ville vi hellere aflevere pengene sådan et sted end i et stort ligegyldigt firma. Og så gjorde det jo ingenting at deres nisser faktisk var ret nuser.
Any who, det er meget godt at have lidt december at gå op i.
Mht. min arbejdssituation er jeg nu blevet degraderet fra arbejdssøgende til virksomhedspraktiksøgende. Jeg skal ganske enkelt få virksomheder til at ansætte mig helt gratis og uforpligtende i fire uger. Ikke at det er særligt nemt, hvis det skal være noget relevant arbejde.
Til gengæld må jeg erkende at mine encounters med systemet har været næsten upåklagelige. Fra verdens sødeste jobcenterdame til min nuværende kontaktperson i privat konsulentfirma, der gør en kæmpe insats for at finde et job til mig. Som hun siger "Du gider jo have et job. Du VIL jo have et job. Så gider jeg også gøre noget ekstra for at hjælpe dig."
Ikke ligesom den fyrede malkemand, der prøvede at overbevise hende om at han umuligt kunne søge et job, hvor han skulle køre traktor. "Sådan én er jo meget svær at køre. Der er vist nok alle mulige stænger man skal trække i."
Efterhånden er jeg ved at være på det punkt, hvor jeg næsten håber at blive kastet ud i aktivering, bare for at få et eller andet at give mig til. Jeg oplever så ufatteligt lidt, at det er skræmmende.

I nat da jeg ikke kunne sove kunne jeg høre en natugle sidde og tude ikke så langt fra vinduet.