Jeg synes altså det er tarveligt, at Niels Brinck bliver ved med at hyle over at han blev nr. 13 ved melodi grandixet i lørdags. Jeg zappede lige forbi Aftenshowet tidligere på aftenen og så ham sidde og nærmest brække sig, mens han forsøgte at tale udenom da værtinden spurgte hvad han syntes om vindersangen.
Efter de sidste mange års panik over østlandsmafiaen og ævleri om at de stemmer på hinanden og det er i hvert fald snyd, så sidder vores egen repræsentant ved gud og brokker sig over at Sverige ikke gav os nogen point. Det er jo for dårligt fordi de er jo vores naboer!
Well, news flash Einstein, måske syntes de ikke din middelmådige popsang og din skovskiderstilling (citat TheCityGirl) var særlig fedt.
mandag den 18. maj 2009
onsdag den 13. maj 2009
Botaniknyt
I den seneste udgave af Søndagsavisen havde Mette Lisby en lille artikel, hvor hun skrev om en orkide hun havde anskaffet sig og om hvor forfærdelige orkideer er at passe. Herefter remsede hun alle reglerne for den specielle og meget nødvendige pleje op, særlig varme, særligt lys, vandbade etc. Senere fortalte hun også om at man åbenbart skal klippe orkideen ned til mellem 20 og 25 cm når den er afblomstret osv osv.
Et sted i sin artikel stillede hun det glimrende spørgsmål: Hvordan kan en plante, der skal have vandbad en gang om ugen, gødes en gang om måneden, udplantes hver andet år i orkidejord og stå i en bestemt temperatur, overleve i den fri natur?
Det spørgsmål tror jeg at jeg har svaret på:
Fordi det er noget forbandet hysteri. Punktum.
Jeg har aldrig haft orkideer af selv samme grund som Mette Lisby. Fordi de er umulige. Eller dvs. det er i hvert fald det, jeg har fået tudet ørene fulde af, bl.a. af Kragen og min svigermor.
Så var det at jeg flyttede i sommers og nu bor i en lejlighed med meget store vinduer. Dette betyder at hvis jeg vil have pynt i vindueskarmen bag min sofa, skal det være noget meget højt pynt for at rage op over sofakanten. A.k.a en orkide, der var på tilbud i bilka på det tidspunkt. Jeg kunne jo bare kaste den bort når den døde. Samtidig valgte svigermor at forære mig en anden orkide i indflyttergave. Da de så afblomstrede kunne jeg alligevel ikke få mig til at smide dem ud og så var gode dyr rådne. Derfor ringede jeg til begge damer og spurgte, hvad jeg så skulle gøre. Jeg fik lange foredrag, jeg havde glemt inden jeg lagde på og derfor har jeg gjort følgende ved mine orkideer:
1. Jeg har IKKE givet dem vandbad på noget tidspunkt
2. Jeg har IKKE givet dem gødning på noget tidspunkt
3. Jeg vander dem når jeg kommer i tanke om det. Det er ikke så tit.
4. De står ved det vindue jeg åbner, når der skal luftes ud. Altså får de rigeligt træk hver dag.
5. Jeg klippede alle stænglerne ned til grunden, hvorefter stænglerne naturligvis visnede.
Jeg har med andre ord gjort alt hvad jeg kan for at ignorere dem og alt det forkerte ifølge de orkidekyndige - og de har sådan set også set triste ud siden september. De står der kun fordi man alligevel ikke kan se dem og eftersom de jo ikke er decideret døde kan de ligeså godt blive stående.
Men. For ca. en måned siden begyndte der at ske et eller andet. De begyndte at sætte lidt flere rødder og nu er der sket dette:
Et sted i sin artikel stillede hun det glimrende spørgsmål: Hvordan kan en plante, der skal have vandbad en gang om ugen, gødes en gang om måneden, udplantes hver andet år i orkidejord og stå i en bestemt temperatur, overleve i den fri natur?
Det spørgsmål tror jeg at jeg har svaret på:
Fordi det er noget forbandet hysteri. Punktum.
Jeg har aldrig haft orkideer af selv samme grund som Mette Lisby. Fordi de er umulige. Eller dvs. det er i hvert fald det, jeg har fået tudet ørene fulde af, bl.a. af Kragen og min svigermor.
Så var det at jeg flyttede i sommers og nu bor i en lejlighed med meget store vinduer. Dette betyder at hvis jeg vil have pynt i vindueskarmen bag min sofa, skal det være noget meget højt pynt for at rage op over sofakanten. A.k.a en orkide, der var på tilbud i bilka på det tidspunkt. Jeg kunne jo bare kaste den bort når den døde. Samtidig valgte svigermor at forære mig en anden orkide i indflyttergave. Da de så afblomstrede kunne jeg alligevel ikke få mig til at smide dem ud og så var gode dyr rådne. Derfor ringede jeg til begge damer og spurgte, hvad jeg så skulle gøre. Jeg fik lange foredrag, jeg havde glemt inden jeg lagde på og derfor har jeg gjort følgende ved mine orkideer:
1. Jeg har IKKE givet dem vandbad på noget tidspunkt
2. Jeg har IKKE givet dem gødning på noget tidspunkt
3. Jeg vander dem når jeg kommer i tanke om det. Det er ikke så tit.
4. De står ved det vindue jeg åbner, når der skal luftes ud. Altså får de rigeligt træk hver dag.
5. Jeg klippede alle stænglerne ned til grunden, hvorefter stænglerne naturligvis visnede.
Jeg har med andre ord gjort alt hvad jeg kan for at ignorere dem og alt det forkerte ifølge de orkidekyndige - og de har sådan set også set triste ud siden september. De står der kun fordi man alligevel ikke kan se dem og eftersom de jo ikke er decideret døde kan de ligeså godt blive stående.
Men. For ca. en måned siden begyndte der at ske et eller andet. De begyndte at sætte lidt flere rødder og nu er der sket dette:
Nemlig. Det er en blomsterstilk. I rest my case.
Taktisk kommando på job
Nu har der været dødt på jobmarkedet i månedsvis. Og hvad sker der så?
En jobsamtale med jobtilbud hos et firma uden for mit fagområde, samt en samtale på baggrund af en uopfordret ansøgning hos et andet fagrelevant firma. På den samme uge. Og her gik jeg ellers og troede at det var spild af tid at sende uopfordrede ansøgninger.
Det er typisk. Så nu skal jeg til at tænke kreativt.
På den ene side tager jeg naturligvis imod jobtilbuddet med kyshånd. Men samtalen hos det "rigtige" firma gik bare supergodt, så jeg vil jo helst liiige høre hvad de kommer frem til. Så i mellemtiden skal jeg så forsøge at trække den så meget som muligt hos det første firma, så jeg er sikker på at have det i baghånden hvis det bliver No-Go fra de andre.
Jeg havde sendt tre andre uopfordrede ansøgninger pr. brev (skal jo prøve lidt nyt engang i mellem). Einstien her er dog lidt rusten ud i det postmanuelle, så derfor har jeg nu fået en regning på 36.75 kr. fordi jeg ikke lige havde læst den paragraf der skelner mellem almindeligt brev og storbrev. Jeg havde således betalt 5.50 kr. pr. brev og der skulle have været 6,50 kr. på hver. Det morsomme ved det brev var (udover at der var et gebyr på 27,- for at opkræve 3,-), at det var sendt til min gamle adresse i Århus, som jeg flyttede fra i august sidste år. Så gik jeg ind på e-posthuset for at se om de virkelig kunne være de eneste mennesker på kloden der ikke havde opdaget at jeg var flyttet. Jeg meldte sådan set flytning på deres hjemmeside i sin tid. Men nej, de havde min nuværende adresse og alting. Så hvordan i alverden de er kommet i tanke om at sende brevet til Århus først, er en gåde.
Jeg kan godt forstå at posten kan blive forsinket, hvis de insisterer på at sende den rundt i landet på den måde.
En jobsamtale med jobtilbud hos et firma uden for mit fagområde, samt en samtale på baggrund af en uopfordret ansøgning hos et andet fagrelevant firma. På den samme uge. Og her gik jeg ellers og troede at det var spild af tid at sende uopfordrede ansøgninger.
Det er typisk. Så nu skal jeg til at tænke kreativt.
På den ene side tager jeg naturligvis imod jobtilbuddet med kyshånd. Men samtalen hos det "rigtige" firma gik bare supergodt, så jeg vil jo helst liiige høre hvad de kommer frem til. Så i mellemtiden skal jeg så forsøge at trække den så meget som muligt hos det første firma, så jeg er sikker på at have det i baghånden hvis det bliver No-Go fra de andre.
Jeg havde sendt tre andre uopfordrede ansøgninger pr. brev (skal jo prøve lidt nyt engang i mellem). Einstien her er dog lidt rusten ud i det postmanuelle, så derfor har jeg nu fået en regning på 36.75 kr. fordi jeg ikke lige havde læst den paragraf der skelner mellem almindeligt brev og storbrev. Jeg havde således betalt 5.50 kr. pr. brev og der skulle have været 6,50 kr. på hver. Det morsomme ved det brev var (udover at der var et gebyr på 27,- for at opkræve 3,-), at det var sendt til min gamle adresse i Århus, som jeg flyttede fra i august sidste år. Så gik jeg ind på e-posthuset for at se om de virkelig kunne være de eneste mennesker på kloden der ikke havde opdaget at jeg var flyttet. Jeg meldte sådan set flytning på deres hjemmeside i sin tid. Men nej, de havde min nuværende adresse og alting. Så hvordan i alverden de er kommet i tanke om at sende brevet til Århus først, er en gåde.
Jeg kan godt forstå at posten kan blive forsinket, hvis de insisterer på at sende den rundt i landet på den måde.
søndag den 10. maj 2009
Ak Ak
Jeg glemte mors dag.
Normalt plejer jeg at køre forbi med en hjemmelavet buket. Jeg er en af den slags mennesker, der ikke gider bruge 150 kr på ti blomster hos blomsterhandleren, når jeg selv kan vikle cellofan omkring 80 afskårne blomster for de samme penge. Det er måske ikke så opfindsomt med pynteblade og hvad ved jeg, men jeg synes det er meget federe med sådan en buket.
Any who, siden sidste Mors dag er jeg flyttet fra Århus (hvor jeg er vokset op og hvor de gamle stadig bor), væk fra de evige påmindelser, når jeg kom forbi til kaffe: "Ja, nu er det jo snart Mors dag jo....".
Således har jeg brugt min søndag på at geocache og spise is med Journalisten i det gode vejr mens vi begge lykkeligt havde glemt alt om Mors dag.
Det er muligt at Kragen er blevet en smule mopset over det, det skal jeg ikke kunne sige. Har ikke tænkt mig at spørge hende (ingen grund til at stille spørgsmål man godt kender svaret på).
Næste gang er det så Fars dag. Han er for det meste ligeglad med den slags ting, så han plejer at få en pakke smøger. Siden sidst er han dog holdt op med at ryge, så denne gang skal han nok ikke have noget.
Eller måske køber jeg en Kylling til ham, hvis jeg husker det.
Normalt plejer jeg at køre forbi med en hjemmelavet buket. Jeg er en af den slags mennesker, der ikke gider bruge 150 kr på ti blomster hos blomsterhandleren, når jeg selv kan vikle cellofan omkring 80 afskårne blomster for de samme penge. Det er måske ikke så opfindsomt med pynteblade og hvad ved jeg, men jeg synes det er meget federe med sådan en buket.
Any who, siden sidste Mors dag er jeg flyttet fra Århus (hvor jeg er vokset op og hvor de gamle stadig bor), væk fra de evige påmindelser, når jeg kom forbi til kaffe: "Ja, nu er det jo snart Mors dag jo....".
Således har jeg brugt min søndag på at geocache og spise is med Journalisten i det gode vejr mens vi begge lykkeligt havde glemt alt om Mors dag.
Det er muligt at Kragen er blevet en smule mopset over det, det skal jeg ikke kunne sige. Har ikke tænkt mig at spørge hende (ingen grund til at stille spørgsmål man godt kender svaret på).
Næste gang er det så Fars dag. Han er for det meste ligeglad med den slags ting, så han plejer at få en pakke smøger. Siden sidst er han dog holdt op med at ryge, så denne gang skal han nok ikke have noget.
Eller måske køber jeg en Kylling til ham, hvis jeg husker det.
fredag den 8. maj 2009
Jubilæum
I dag er det 3 måneder siden jeg skrev mit første blogindlæg.
Det er jo ikke umiddelbart imponerende i forhold til andre bloggere, men for mig er det faktisk en milepæl af de lidt større. Jeg er nemlig utroligt dårlig til at holde mig selv fast i projekter og hvis jeg endelig kommer godt igang, sker der tit noget der på en ene eller anden måde får mig revet ud af koncentrationen. Jeg bliver hurtigt rastløs, glemsom, ligeglad og fuld af dårlige undskyldinger.
Så som sagt, en sejr af de lidt større. Og hvad har jeg så bedrevet af fornuftige ting de sidste tre måneder, ud over at blogge selvfølgelig?
Ikke rigtig noget...
Jeg er stadig arbejdsløs (et endnu uskrevet blogindlæg jeg har henvist til et utal af gange) og det er ikke lykkedes mig at bruge min lediggang til en hel masse af den slags ting man drømmer om, når man har helt vildt travlt på arbejde. Jeg er en af de typer der kun får noget gjort, hvis jeg er oppe i gear i forvejen. Altså en fiasko på det punkt.
Det er ikke så heldigt for mit taljemål eller størrelsen på mine muskler, men det skal jeg nok få noget gjort ved. Da sommertøjssæsonen nærmer sig hurtigt begynder det egentlig også at haste lidt.
Men hvad hulen gør man når man ikke kan svinge sig op til noget som helst?
Op til flere personer har foreslået at jeg skriver lister og laver planer. "Og så skal du bare følge dem". Ja. Klart. Det er en forrygende ide, hvis ikke det var fordi jeg er ekspert i at ignorere den slags lister. Bagefter har jeg det lidt skidt, men det går hurtigt over igen.
Jeg er også blevet foreslået at melde mig til en masse holdsport for "så er du jo nødt til at tage derned". Nej. Jeg kan sagtens nå at melde mig fra og ellers betaler jeg bare bøden.
Så med andre ord, et håbløst tilfælde af ultimativ dovenskab. Og jeg hader det.
Jeg bliver bims, hvis jeg ikke snart får et eller andet at lave.
Det er jo ikke umiddelbart imponerende i forhold til andre bloggere, men for mig er det faktisk en milepæl af de lidt større. Jeg er nemlig utroligt dårlig til at holde mig selv fast i projekter og hvis jeg endelig kommer godt igang, sker der tit noget der på en ene eller anden måde får mig revet ud af koncentrationen. Jeg bliver hurtigt rastløs, glemsom, ligeglad og fuld af dårlige undskyldinger.
Så som sagt, en sejr af de lidt større. Og hvad har jeg så bedrevet af fornuftige ting de sidste tre måneder, ud over at blogge selvfølgelig?
Ikke rigtig noget...
Jeg er stadig arbejdsløs (et endnu uskrevet blogindlæg jeg har henvist til et utal af gange) og det er ikke lykkedes mig at bruge min lediggang til en hel masse af den slags ting man drømmer om, når man har helt vildt travlt på arbejde. Jeg er en af de typer der kun får noget gjort, hvis jeg er oppe i gear i forvejen. Altså en fiasko på det punkt.
Det er ikke så heldigt for mit taljemål eller størrelsen på mine muskler, men det skal jeg nok få noget gjort ved. Da sommertøjssæsonen nærmer sig hurtigt begynder det egentlig også at haste lidt.
Men hvad hulen gør man når man ikke kan svinge sig op til noget som helst?
Op til flere personer har foreslået at jeg skriver lister og laver planer. "Og så skal du bare følge dem". Ja. Klart. Det er en forrygende ide, hvis ikke det var fordi jeg er ekspert i at ignorere den slags lister. Bagefter har jeg det lidt skidt, men det går hurtigt over igen.
Jeg er også blevet foreslået at melde mig til en masse holdsport for "så er du jo nødt til at tage derned". Nej. Jeg kan sagtens nå at melde mig fra og ellers betaler jeg bare bøden.
Så med andre ord, et håbløst tilfælde af ultimativ dovenskab. Og jeg hader det.
Jeg bliver bims, hvis jeg ikke snart får et eller andet at lave.
torsdag den 7. maj 2009
Sjov med billeder
På tide med lidt eftertænksomhed over små hverdagsovervejelser.
Forleden skulle Journalisten have lidt frokost fra det lokale supermarked og da han elsker fisk (og jeg absolut nægter at tillade tilberedning af disse i mit køkken) var det jo oplagt med et stjerneskud. Eller dvs. jeg har altid troet det hed et stjerneskud, men jeg blev klogere. Jeg kom nemlig til at kigge på mærkaten, der så således ud:
Sidst anvendt den: 03-06-2069
Fabelagtigt.
Forleden skulle Journalisten have lidt frokost fra det lokale supermarked og da han elsker fisk (og jeg absolut nægter at tillade tilberedning af disse i mit køkken) var det jo oplagt med et stjerneskud. Eller dvs. jeg har altid troet det hed et stjerneskud, men jeg blev klogere. Jeg kom nemlig til at kigge på mærkaten, der så således ud:
Men igen..ingredienslisten lader også en del tilbage at ønske både på stavningen (maionais og aspars???) og oplysningen (fisk? hvilke fisk?).
Til gengæld blev jeg væsentligt mere oplyst da jeg kiggede bag på min pose med peanuts. Der stod følgende:
Posen kan indeholde spor af nødder!! Det var jeg alligevel ret glad for at høre, for i disse tilsætningsstoftider er det jo ikke til at vide om ens jordnødder rent faktisk ER jordnødder.
Inden det gik op for mig at det ikke var en god ide at scanne en peanutspose, men at det var væsentligt nemmere at tage Journalistens kamera og knipse et billede, stod jeg anstrengt og måtte holde peanutsposen på plads mens der blev scannet. Så var det at jeg kiggede op på reolen og fik øje på denne CD midt i Journalistens bunker af skrammel:
På trods af fiffigt ordspil i bandnavnet var der ikke nogen af bandmedlemmerne, der rent faktisk havde plusfours på, på billedet. Det ville ellers give det sidste dash af stil:
Da jeg så var ved at backe min PC lidt op fandt jeg dette gamle screenshot fra min hedengangne stationære PC med Windows XP:
Da jeg er bekendt med den manglende kvalitet af billedet og da jeg ikke gad fedte med det i Photoshop vil jeg i stedet forklare, hvad der står i det indrammede område til ære for de læsere, der har lige så meget brug for læsebriller som jeg selv har:
Sidst anvendt den: 03-06-2069
Fabelagtigt.
fredag den 1. maj 2009
The Prince formerly known as virus
Som i forrige indlæg har jeg nok engang en trang til at kommentere lidt på de ting der sker omkring os i øjeblikket. I dette tilfælde handler det om svineinfluenzaen, som... HOV, sorry det hedder den jo ikke længere!
Jeg læste at WHO har bestemt at den ikke længere skal hedde svineinfluenza, men "Ny influenza" *Hvor opfindsomt*. Navneskiftet skyldes at der er flere befolkningsgrupper, herunder jøder, muslimer og landmænd, føler sig såret og fornærmet. *hosthysterihost*
Adskillige forslag til nye navne har været undervejs, Nordamerikansk influenza, Mexicansk influenza, you name it.
I mellemtiden har medierne frit benyttet sig af forskellige navne som Influenza A og Influenza H1N1 etc.
De sidstnævnte navne er jo for så vidt rigtige nok, men hvor alle og enhver kunne finde ud af at bruge betegnelsen Svineinfluenza er der nu komplet forvirring og ingen bruger den samme betegnelse.
På NovaFM hørte jeg sågar nyhedsoplæseren sige: "Influenza H1N1, tidligere kendt som svineinfluenza". Hvad hulen hjælper det at give den nyt navn, hvis man er nødt til at henvise til det gamle navn, for at være sikker på at pøblen kan følge med?
Any who, jeg kom naturligvis straks til at tænke på denne fremragende musiker, der dog altid har været lidt til en side.
Det ville vel efterhånden være passende, hvis virusset optog dæmonisk form for at overtage en krop bare for et øjeblik, så det kan fortælle os alle sammen, hvad det helst vil kaldes. Evt. droppe navnet og blot være et symbol.
Nå nej, den taktik er jo også set før uden held. Bemærk dog venligst mandens guitar på billedet. Det er sgu da lidt fedt.
Jeg læste at WHO har bestemt at den ikke længere skal hedde svineinfluenza, men "Ny influenza" *Hvor opfindsomt*. Navneskiftet skyldes at der er flere befolkningsgrupper, herunder jøder, muslimer og landmænd, føler sig såret og fornærmet. *hosthysterihost*
Adskillige forslag til nye navne har været undervejs, Nordamerikansk influenza, Mexicansk influenza, you name it.
I mellemtiden har medierne frit benyttet sig af forskellige navne som Influenza A og Influenza H1N1 etc.
De sidstnævnte navne er jo for så vidt rigtige nok, men hvor alle og enhver kunne finde ud af at bruge betegnelsen Svineinfluenza er der nu komplet forvirring og ingen bruger den samme betegnelse.
På NovaFM hørte jeg sågar nyhedsoplæseren sige: "Influenza H1N1, tidligere kendt som svineinfluenza". Hvad hulen hjælper det at give den nyt navn, hvis man er nødt til at henvise til det gamle navn, for at være sikker på at pøblen kan følge med?
Any who, jeg kom naturligvis straks til at tænke på denne fremragende musiker, der dog altid har været lidt til en side.
Det ville vel efterhånden være passende, hvis virusset optog dæmonisk form for at overtage en krop bare for et øjeblik, så det kan fortælle os alle sammen, hvad det helst vil kaldes. Evt. droppe navnet og blot være et symbol.
Nå nej, den taktik er jo også set før uden held. Bemærk dog venligst mandens guitar på billedet. Det er sgu da lidt fedt.
Abonner på:
Opslag (Atom)