Rådden nedfaldshjerne

Jeg har inden for den sidste tid oplevet en stærkt nedgradering af min hjernekapacitet. Tidligere var jeg altid god for en kæk bemærkning og et godt gensvar.
Ikke desto mindre synes jeg at den egenskab er forsvundet lige så hurtigt som mine penge forsvinder efter lønningsdag. Jeg synes ikke længere at være i stand til at tænke hurtigt. Tidligere har jeg kunnet sidde og tale med en anden person og så pludselig stille et spørgsmål, der har bragt offeret totalt ud af koncentration, så vedkommende tabte tråden og bare stirrede tomt ud i luften. (Kragen var ofte offer for denne teknik, hun er så nem at bringe ud af fatning). Nu til dags når jeg sidder i situationer, hvor jeg kan se en åbenlys mulighed for at gribe samtalen og løbe den helt forkerte vej med den, sidder jeg bare og tænker så det knager uden at der sker noget, og samtalen fortsætter så uden ophold eller muntert indslag.

Jeg oplever også at jeg oftere og oftere selv bliver udsat for jokes, som jeg overhovedet ikke fatter, hvor jeg før i tiden ville have kastet skyts tilbage i en lind strøm. Nu opdager jeg først joken, når jeg er blevet grundigt til grin. Og stadig kan jeg ikke komme på noget genialt gensvar.

Eksempelvis havde jeg fornylig en sms-udveksling med en af vennerne, som skulle have bekræftet at vi havde en aftale senere på aftenen. Jeg sendte spørgende sms'er og fik kun svar tilbage i stil med "øhh om hvad??" og "ja ja... om hvad?".. jeg var allerede begyndt at surmule over at de andre tydeligvis var begyndt at drikke uden mig... indtil jeg modtog ordet "Scheisse" og det gik op for mig at der blev taget stygt strøm på mig i bedste Tulip stil. Plads til rapt gensvar: Intet.
Senere på aftenen fik jeg skæld ud over den flade respons og besked på at oppe mig.

Måske jeg bør tage fiskeoliekapsler?

Say what!?

En fast del af en strøgtur, uanset hvor i landet man befinder sig, er gadeindsamlerne.
Hidtil har jeg været ret god til at undgå dem ved at se travl ud og kigge andre steder hen end på dem.
Det er ikke fordi jeg er kynisk og ikke vil hjælpe verdens udsatte og alt det der, men da de ti personer, der står spredt rundt på strøget, alle kommer fra den samme organisation og står der dag efter dag, ville jeg være skrevet op i de hellige analer utroligt mange gange, hvis jeg skulle stoppe hver gang de gerne ville have mig til at stoppe.
Men jeg synes de er blevet mere aggressive på det sidste. De nøjes ikke blot med at læne sig forsigtigt til siden og forsøge at skaffe øjenkontakt. De springer næsten ind foran én og stiller tåbelige spørgsmål for at få folk stoppet.
Således gik jeg en dag på strøget i Odense og blev stillet et af den slags spørgsmål, der får mit blodtryk helt op i det røde felt.

"Undskyld, må jeg fortælle dig noget du ikke ved?"

Det eneste der manglede i den efterfølgende scene var at jeg havde fået gråt hår, sat op i knold, store briller på næsen og grå cardigan. Og at jeg havde startet min sætning med "Unge mand!" og havde peget på ham med en kroget pegefinger.

Mig, der var pænt fornærmet: "Hvorfra ved du, at jeg ikke ved det du har tænkt dig at fortælle mig???"
Gadeindsamler, nu lettere paf i udseendet: "Øh... "
Gadeindsamleren får sig samlet og fortsætter sin salgstale som intet var hændt, til han havde liret sit manuskript af.
Mig, lidt stram og irritabel: "Hvorfra vidste du at jeg ikke vidste det du lige sagde?"
Gadeindsamler, tydeligt ærgelig over at han ikke havde fået mig omvendt: "......"
Mig, som ikke gad stå der længere: "Jeg synes det er en ret dårlig idé at genere folk man gerne vil presse penge ud af. At kalde mig intetvidende og ignorant allerede inden jeg står stille får mig ikke til at smide dankortet efter dig. Det synes jeg ærligt talt I skulle tage og spekulere lidt over."
Og så forlod jeg den måbende mand.

Fornylig blev jeg så stoppet af en mand fra samme organisation på strøget i Kolding efter fem af hans kolleger havde forsøgt det samme.
Faktisk rimelig sympatisk gademand: "Du ser ud som om du er lidt træt af at jeg stopper dig..."
No shit Einstein.
Herefter forklarede jeg ham så at han var nummer seks i rækken og at jeg synes det er belastende at man på ingen måde kan gå på strøget i fred nogen steder i landet. Vi sludrede lidt frem og tilbage og han forsøgte meget tydeligt at smøre mig ved at give mig ret og tale mig efter munden i håb om at jeg ville hoppe på limpinden. Til sidst sagde jeg så til ham at hvis jeg rent faktisk havde ladet mig opskrive engang, ville jeg seriøst overveje at melde mig ud igen. Så siger han de magiske ord:
"Det kan jeg godt forstå. Jeg synes faktisk du skal have lov til at gå".

Tak. Det var vel nok pænt af ham at give mig lov til det.

Kære småbizarre mand, tak for dit brev...

For nogle blogindlæg siden fortalte jeg lidt om min tid på netdatingfronten. I dag har jeg så læst et indlæg hos Linda på Blogsbjerg som startede min hukommelse op. Jeg kom i tanke om et af de mere spøjse mails jeg fik dengang og efter lidt snusen frem og tilbage og kæmpen for at huske gamle passwords til profiler jeg ikke har brugt i årevis, men dog ikke har slettet, fandt jeg frem til mailen. Jeg synes det er mildest talt umuligt at genfortælle på kort resumé-form så jeg har valgt at kopiere det direkte ind:

Hej Aurelia!
Jeg ved ikke om jeg som velskomst må sende en tekst jeg skrev til en af mine venner, for 14 dage siden, så jeg fortæller lidt om mig selv. Jeg tror gerne jeg vil fortælle om en ønske drøm Det var da jeg så en gammel dansk film i TV, så går jeg gerne bagefter ind på den side, der hedder dansk film, og læser om skuespillerne, og der læste jeg om Helge Kjærulf-Schmidt, at han havde studeret på Universitet, og om aftenen læst hos en skuespiller, for at forberede sig på at komme ind på skuespillerskolen. Så kom jeg til at tænke på, at den gang jeg var yngre, men allerede i gang med at arbejde som kontormand, der drømte jeg både om at læse jura og også om at være skuespiller. Og så kom jeg nu til at tænke på, hvordan jeg kunnet have prøvet at opfylde begge drømme, jeg kunne have læst jura, og så om aftenen læst hos en skuespiller, og så havde jeg nok måske fået at vide hos skuespilleren, at jeg ikke egnede mig til det, men så kunne jeg have fortsat med juraen. Men jeg huskede også hvorfor ingen af tingene blev til noget. Nemlig fordi jeg havde bestilt optagelsesblanket til Universitet, og så stod der om et ruskursus man skulle til, og det havde jeg hørt om hvor vildt det var med fester m.m. som ikke var noget for mig, så derfor fik jeg aldrig taget mig sammen til at melde mig til det. Og det med skuespiller, der var der en ung mand på mit kontor, som sagde op, fordi han ville være skuespiller, og han var en jeg ikke brød mig om, så jeg turde ikke søge ind på skuespillerskole, hvis jeg så skulle være sammen med ham. Så prøvede jeg nu her i nutiden, at slå hans navn op på internettet, og fandt at han var slet ikke blevet skuespiller, men var blevet senograf. Så jeg kunne sagtens have søgt ind. Og jeg fandt at der er en masse danske skuespillere, der enten har skrevet deres erindringer eller at andre har skrevet om. Og jeg har så læst alle dem. I sær Holger Juul Hansens erindringer synes jeg var gode og også Morten Grunwalds var gode. De eneste jeg ikke synes var så gode var Erik Wedersø og Bodil Utsen, deres bog synes jeg ikke om. Men Holger Juul Hansen har skrevet sine erindringer som hedder: ” Det må aldrig blive sølle” . Hvor han fortæller om, at før han kom på skuespiller skole, så startede han som amatør skuespiller, og blev så populær der, at amatørteaterne nærmest sloges om ham. Det havde jeg aldrig tænkt på før, at der fandtes amatørteatere. Bare jeg havde vidst det, da jeg var yngre, og også havde haft internet dengang, så jeg kunne have slået op hvor de fandtes. Det har jeg gjort nu, og set at der er en kæmpe lang liste over dem. Men nogen steder er det også svært at komme ind der, for der står, at man først skal komme og hjælpe med at ryde op, og så der de en an, og måske og måske ikke, så en dag spørger de en, om man vil være med i en forestilling. Mens andre steder, der lyder det som om, at man kan være med i noget med det samme. Jeg har også læst om, på internettet, hvordan castingbureauerne holder øje med amatørteatrene, så de kan finde nye emner der, til film og reklamer. Men det var en god drøm og gode bøger at have at læse. Nu hvor det ikke blev til noget, så fordi jeg tegner croquis tegning, så drømmer jeg om at blive croquis model, for det at være model må være lidt ligesom at være skuespiller, en ting kan blive helt anderledes efter hvordan publikum er, måske er der en stilling man laver, som nogen kommentere, og andre steder bliver der ikke sagt noget, så det kan være helt forskeligt fra sted til sted, ligesom en teaterforestilling også kan være forskellig alt efter publikum. Jeg ved ikke om jeg også må skrive noget om naturisme, men der betyder det sociale meget for mig, at jeg møder nogen på stranden at tale med, det er jo så gerne kvinder jeg taler med, men kun hvis de smiler og ikke ser ud til at have noget mod at tale med mig. Så taler jeg både med dem der har badetøj på og dem der er nøgen. Det er ikke sådan at jeg er nogen scorekarl, det er kun venskabeligt og pænt jeg taler, men jeg synes det er hyggeligt at møde nye venner på den måde som naturist. Men jeg synes sommetider naturister er meget lukkede overfor nye mennersker, det er defor jeg tit taler med dem med badetøj på, selvom jeg er nøgen. Men kun hvis de smiler, og vi mødes tilfældigt i vandkanten, ikke noget med at påtvinge nogen mit selskab.
Kærlig hilsen Steen

Er det nødvendigt at nævne at han var på den forkerte side af 50 år?

A fishy affair

Jeg tog på fisketur med Lillebror og Journalisten. Lillebror fisker en del med Far og Journalisten vil gerne fiske mere end han gør (læs: intet). Jeg har ikke været på fisketur i omkring 20 år og egentlig siger det mig ikke rigtig noget for jeg kan ikke lide at spise fisk - overhovedet. Jeg tog mest med fordi det var glimrende vejr, selskabet var godt og det var en god undskyldning for at sidde på en bænk og kigge på de andre, mens jeg guffede prinzenrolle kiks *det hed de altså da jeg var lille*. Jeg synes det er sjovt at stå og kaste med pinden, men min største skræk er at fange noget. For så ved jeg slet ikke hvad jeg skal gøre. Uanset hvad har jeg ondt af dyret, selvom jeg udemærket godt er klar over at fiskene nok ikke har det helt så hårdt som vi andre ville have det, hvis vi gnaskede på en krog og blev slæbt ind på land for at få hovedet smadret.

Vi fandt en glimrende fiskesø og drengene fik deres udstyr gjort i orden og begyndte at kaste ud. Jeg skulle lige prøve Lillebrors stang og i mellemtiden kastede Journalisten sin line ud for anden gang og fangede en fisk. Da både han og jeg er nogle pylremåse og hader slimede ting, måtte Lillebror med op for at dissekere fisken. Jeg ville så sætte mig ned og vente på de kom tilbage, for jeg skulle ikke risikere at fange en fisk, mens de var væk.
Bare liiiige kaste et par små kast mere, det sker der nok ikke noget ved.
Og dog.
Selvfølgelig fangede jeg en fisk. Jeg panikkede fuldstændig og løb rundt om mig selv mens jeg skiftevis messede "pis pis pis hvad gør jeg nu?" og "neeeej stakkels lille fisk!".
Nå, fisken ind på land og slæbe staklen hen til alle vores sager, finde totenslageren frem, lægge den på panden af fisken, fortryde og løbe forvirret rundt igen.
Overveje om det var nemmere at lade den ligge på land og vente på at den døde af vandmangel. Nej det gik for langsomt.
Totenslageren igen. Kylling kylling, jeg kunne ikke få mig selv til det. Jeg havde det slemt nok da Lillebror klaskede Journalistens fisk tre gange i skallen.
Panik nu endnu større.
Hvor fanden bliver de af så de kan redde mig???
Til sidst smider jeg fisken ud i vandkanten, stadig med krogen i kæften og venter i, hvad der føltes som en evighed.
Endelig kom de og Lillebror frelste fisken fra min tortur. Dagen efter skulle vi til påskefrokost med familien og der var naturligvis ingen, særligt ikke mandfolkene, der undlod at gøre mig opmærksom på, hvor ond jeg havde været mod den arme ørred.

Jeg bliver aldrig en god lystfisker.

En af de dage..

Dagen har værs'go at tage sig en hel masse sammen når den starter med rundstykker der smager mest af salt og lugter lidt som fersk kylling, samt en hindbærsnitte der er helt orange og blød *en hindbærsnitte skal sgu da knase!!* og som smager mere af ingenting end frisk luft. Ikke engang glasuren smager lidt af sukker. Jeg er skuffet.

I det mindste var kaffen god.

Post i putkassen

Den hænger uden på vores lokale posthus. Journalisten og jeg har moret os en del over den og jeg har filosoferet pænt meget over, hvorfor den hænger der. Døren den hænger ved siden af fører ikke ind til selv posthuset; den dør finder man to meter længere henne og på den modsatte side af den dør findes så de obligatoriske røde postkasser.
Jeg vil tro det er døren ind til administrationen vi har med at gøre. Det jeg ikke helt forstår er, hvorfor det er nødvendigt med en postkasse til posthusets post. Dette posthus er det centrale posthus for hele byen og det er her at alt posten sorteres, hvilket vel betyder at den post der sendes til dette posthus ankommer i den modsatte ende af bygningen, bliver sorteret og så er der en eller anden der går ud gennem døren for at lægge posten i postkassen så de kan tømme den 2 sek senere.. eller hvad?
Der er selvfølgelig den mulighed at postkassen hænger der således at folk, der har et brev til posthuset og dets medarbejdere og ikke synes de vil bruge et frimærke, kan spadsere derhen og lægge brevet i postkassen. Og den oplysende tekst på postkasselågen skyldes ganske givet at der er folk der har forsøgt at lægge den post, de gerne vil sende, ned i ovenstående postkasse. Dette kan igen undre en del for så vidt jeg kan se, er postkassen ikke synderligt rød.

Journalisten har også funderet en del. Da jeg så bad ham gentage det resultat han kom frem til, kunne han selvfølgelig ikke helt huske det, men det var noget i den stil her:

Postens postkasse på postens hus hænger der så posten kan aflevere postens post i postens postkasse

Arh maybe not...