Så er sidste afsnit af X-factor omsider slut.
Så kan det være man kan blive fri for, uge efter uge, at høre om hvor uretfærdigt det var, at den og den blev stemt ud.
Og man kan blive fri for at høre folk, spruttende af raseri, fordømme Thomas Blachman fordi han har opført sig præcis som han plejer og som han bliver betalt for.
Og man kan blive fri for at blive fanget i midten af evige diskussioner om, hvem der skal vinde. Og man slipper for at mægle i førnævnte diskussioner bare fordi man er himmelråbende ligeglad og derfor pludselig automatisk er udråbt til ekspert på området.
Og nu kan vinderen forsvinde ud i den blå ligegyldige luft og blive væk og aldrig hørt fra igen lige som alle de andre vindere af de utallige talentkonkurrencer som TV-verdenen bliver ved med at fylde sendefladen op med.
Hvad søren skal DR nu få fredagen til at gå med?
fredag den 27. marts 2009
fredag den 20. marts 2009
Typisk
Jeg har ventet et spændende opkald siden i tirsdags, hvor jeg var til jobsamtale vedrørende et ekstremt fedt job. Jeg er ufatteligt dårlig til at vente på de opkald og jeg er komplet uforstående overfor, hvorfor selv et afslag kan tage en uge at formidle. Jeg har således haft min mobil på mig lige siden og haft den skruet op på diskotek for at være sikker på at jeg ikke skulle overhøre den. Jeg har sågar haft den med på das, for man ved jo aldrig.
I eftermiddags skulle jeg så til pilates kl 15. Jeg stod og kiggede på min mobil og tænkte følgende:
"Skal jeg være mobilirriterende og tage den med ind? Ej, kl. er 15 på en fredag, der er sq ikke nogen der ringer til mig nu. Det løb er kørt, jeg får først besked på mandag. Øv."
Da jeg kom ud en time senere var der et ubesvaret opkald og en besked om at ringe tilbage. Selvfølgelig blev telefonen i den anden ende ikke taget og nu kan jeg så bruge resten af weekenden på at spekulere over om jeg er købt eller solgt.
I eftermiddags skulle jeg så til pilates kl 15. Jeg stod og kiggede på min mobil og tænkte følgende:
"Skal jeg være mobilirriterende og tage den med ind? Ej, kl. er 15 på en fredag, der er sq ikke nogen der ringer til mig nu. Det løb er kørt, jeg får først besked på mandag. Øv."
Da jeg kom ud en time senere var der et ubesvaret opkald og en besked om at ringe tilbage. Selvfølgelig blev telefonen i den anden ende ikke taget og nu kan jeg så bruge resten af weekenden på at spekulere over om jeg er købt eller solgt.
mandag den 9. marts 2009
Møgdyr
Rotte Update:
Det viste sig at rotten, nævnt i et tidligere indlæg, ikke var forsvundet ud i den blå luft. Den havde blot lagt sig til at dø et sted jeg ikke kunne få øje på den. Da Journalisten og jeg skulle fjerne den sad den lidt fast på gulvet og vi måtte poke til den med min til lejligheden ofrede grilltang som jeg alligevel aldrig brugte. Adr. Skæbnens ironi ville det naturligvis sådan, at jeg stod og manglede tangen dagen efter.
Tidligere i denne uge tænkte vi, at vi hellere måtte se på, hvad den havde lavet af ballade nede i kælderen. Umiddelbart så det ikke slemt ud, så vi gik i kamp med optimisme. Dumt, rigtig dumt.
Jeg er sjældent blev udfordret så slemt på mine sanser. Her tænker jeg især på lugtesans, synet, følelserne *som jo så ikke er en typisk sans..host* og så har jeg bare ikke været ramt så meget af væmmelse så længe jeg kan huske.
Den havde været i ALT. Tygget på alting, lavet små sorte gaver til os allesteder i alle kasser og i alle poser *Hvorfor????* Den havde brugt det gamle dukkehus min morfar lavede med stor omhu tilbage i starten af 70'erne og som jeg var ved at renovere, som toilet!! Der var jeg liiige ved at græde lidt snot.
Vi havde nogle hundetæpper liggende som vi brugte når vi skulle transportere grisende ting i bilen. Disse tæpper var flænset og fyldt med huller. Det var omtrent da Journalisten havde smidt tæpperne ned i affaldssæk at vi opdagede at rotten havde en ven..... *eeeeeewwwwwww!!!*
Den havde lagt sig til at dø under en palle og havde jo så ligget og været død en god uge længere end den første rotte. Det blev den ikke kønnere af.
Den til lejligheden lejede trailer (altid godt at være forberedt) var efterhånden ved at være godt fyldt op af diverse minder, bøger, pander og alt andet som rotterne ikke kunne pille poterne fra og vi tænkte at det næppe kunne blive værre. Dumt igen.
Vi havde den tomme emballage til vores mikroovn til at stå dernede og jeg ville lige tjekke op på om jeg havde gemt et eller andet nede i den inden jeg kastede den bort. Jeg flappede siderne op og der kom en ond ond lugt op dernede fra som var temmelig svær at kategorisere. En blanding af diverse kropsudgydelser og kloak. Det var umuligt at se noget pga. af det flamingostykke der var designet til at holde mikroovnen på plads. Der var kun et lille rundt hul i det ene hjørne..
Det er her min fornuft forlader min krop. Jeg vil mægtig gerne vide, hvad det er der lugter nede i den kasse, men tør ikke fjerne flamingo af "frygt" for hvad der dukker op af ubehageligheder. Jeg fangede mig selv i at bruge en masse tid på at gå frem og tilbage og prøve at tage mig sammen, mens jeg tippede på om der mon lå endnu en død rotte eller hvad der potentielt kunne være værre. I stedet for bare at få det overstået. Så forsøgte jeg at overtale Journalisten ved at fedte, men han bed ikke på. Til sidst blev han vist træt af at jeg ikke fik noget som helst gjort og fjernede så flamingo.
Og voila. Et styk rotterede. Nu fandt vi da i det mindste ud af hvor de havde gjort af vores hundetæpper.
Det viste sig at rotten, nævnt i et tidligere indlæg, ikke var forsvundet ud i den blå luft. Den havde blot lagt sig til at dø et sted jeg ikke kunne få øje på den. Da Journalisten og jeg skulle fjerne den sad den lidt fast på gulvet og vi måtte poke til den med min til lejligheden ofrede grilltang som jeg alligevel aldrig brugte. Adr. Skæbnens ironi ville det naturligvis sådan, at jeg stod og manglede tangen dagen efter.
Tidligere i denne uge tænkte vi, at vi hellere måtte se på, hvad den havde lavet af ballade nede i kælderen. Umiddelbart så det ikke slemt ud, så vi gik i kamp med optimisme. Dumt, rigtig dumt.
Jeg er sjældent blev udfordret så slemt på mine sanser. Her tænker jeg især på lugtesans, synet, følelserne *som jo så ikke er en typisk sans..host* og så har jeg bare ikke været ramt så meget af væmmelse så længe jeg kan huske.
Den havde været i ALT. Tygget på alting, lavet små sorte gaver til os allesteder i alle kasser og i alle poser *Hvorfor????* Den havde brugt det gamle dukkehus min morfar lavede med stor omhu tilbage i starten af 70'erne og som jeg var ved at renovere, som toilet!! Der var jeg liiige ved at græde lidt snot.
Vi havde nogle hundetæpper liggende som vi brugte når vi skulle transportere grisende ting i bilen. Disse tæpper var flænset og fyldt med huller. Det var omtrent da Journalisten havde smidt tæpperne ned i affaldssæk at vi opdagede at rotten havde en ven..... *eeeeeewwwwwww!!!*
Den havde lagt sig til at dø under en palle og havde jo så ligget og været død en god uge længere end den første rotte. Det blev den ikke kønnere af.
Den til lejligheden lejede trailer (altid godt at være forberedt) var efterhånden ved at være godt fyldt op af diverse minder, bøger, pander og alt andet som rotterne ikke kunne pille poterne fra og vi tænkte at det næppe kunne blive værre. Dumt igen.
Vi havde den tomme emballage til vores mikroovn til at stå dernede og jeg ville lige tjekke op på om jeg havde gemt et eller andet nede i den inden jeg kastede den bort. Jeg flappede siderne op og der kom en ond ond lugt op dernede fra som var temmelig svær at kategorisere. En blanding af diverse kropsudgydelser og kloak. Det var umuligt at se noget pga. af det flamingostykke der var designet til at holde mikroovnen på plads. Der var kun et lille rundt hul i det ene hjørne..
Det er her min fornuft forlader min krop. Jeg vil mægtig gerne vide, hvad det er der lugter nede i den kasse, men tør ikke fjerne flamingo af "frygt" for hvad der dukker op af ubehageligheder. Jeg fangede mig selv i at bruge en masse tid på at gå frem og tilbage og prøve at tage mig sammen, mens jeg tippede på om der mon lå endnu en død rotte eller hvad der potentielt kunne være værre. I stedet for bare at få det overstået. Så forsøgte jeg at overtale Journalisten ved at fedte, men han bed ikke på. Til sidst blev han vist træt af at jeg ikke fik noget som helst gjort og fjernede så flamingo.
Og voila. Et styk rotterede. Nu fandt vi da i det mindste ud af hvor de havde gjort af vores hundetæpper.
søndag den 8. marts 2009
Mjaa...
Jeg kan godt få lidt tid til at gå med at kigge på engrish.com og blive forundret gang på gang.
lørdag den 7. marts 2009
Krop til salg
Der er af og til de der perioder, hvor jeg godt kan blive lidt træt af at have en krop. Fx. har der de sidste to uger været forskellige dårligdomme der har afløst hinanden på fantastisk vis. Den første uge gik med forskellige kvindelige ting som var åndssvage på skift. Da de endelige føjede sig fik jeg voldsomt ondt i lysken efter en løbetur. I mellemtiden var jeg begyndt at få en lille smule ondt i halsen og tænkte at det nok var en forkølelse der var på vej. MEN så var det at jeg vågnede i går morges med seriøse smerter i halsen og som bare blev mere og mere onde i løbet af dagen. I aftes, efter i ren frustration at være brudt ud i spontan hyleri over min nyvundne situation, fragtede Journalisten mig så til vagtlægen. Og hooray, jeg er den heldige vinder af halsbetændelse forårsaget af streptokokker.
Nu går jeg så og venter på at penicillinen kommer i omdrejninger, så jeg snart kan få noget at spise og drikke. Jeg er ved at være lidt brødflov.
Nu går jeg så og venter på at penicillinen kommer i omdrejninger, så jeg snart kan få noget at spise og drikke. Jeg er ved at være lidt brødflov.
torsdag den 5. marts 2009
Skomager, bliv væk fra TV'et
Min hjerne er slave af indre forestillinger. Når jeg får ting beskrevet danner jeg mig meget klare billeder inde i mit hoved. Ligeledes når jeg læser en bog. Det sidstnævnte gør det desværre meget besværligt at se filmatiseringen af en bog. Det lever aldrig op til forestillingerne og jeg bruger det meste af tiden på at sidde og skælde ud over at castingen ikke følger mit personregister.
Til gengæld har jeg haft held med at se filmene først og læse bogen bagefter. Så har personerne fra filmen kvalt et hvilket som helst forsøg på at danne egen tankevirksomhed.
Der er dog et enkelt tilfælde hvor jeg absolut ikke danner nogen som helst billeder og det er når vi snakker om "fortællende" stemmer. Her tænker jeg på kommentatorer, dukkeførere, dokumentarindtalere etc. Disse mennesker er for min hjerne en stemme og intet andet. En særlig undergruppe af disse mennesker er dem, der har bevæget sig fra deres område, radio fx., over til TV. Fælles for dem, udover at jeg ikke kan abstrahere fra at deres stemme har et ansigt i virkeligheden, er at jeg ikke synes de har ansigter der passer til TV. Dette er selvfølgelig frygteligt overfladisk at mene at folk der skal være på TV skal være behagelige at se på. Jeg synes egentlig også at der er mange TV personligheder, der på ingen måde er kønne og jeg er derfor tilbøjelig til at tro at det er min hjerne, der igen går ind og nedlægger forbud mod at synes godt om skift-medie-konceptet.
Jeg er således blevet voldsomt mentalt udfordret på det sidste, da mange medlemmer af denne gruppe er begyndt at bevæge sig ud i virkeligheden. Langt de fleste burde efter min mening være blevet hvor de var. Om det så skyldes at de ikke egner sig til on screen performance eller om det bare er fordi jeg ikke kan sætte mig ud over mine egne ideer om verdens sammenhæng skal jeg ikke gøre mig klog på.
Jeg kan ikke huske hvornår det startede, men mener bestemt at en af de første gange jeg følte mig dårligt tilpas, var da Peter Palshøj dukkede op i et sportsprogram, tror jeg det var. *Eller var det mon dengang Carsten Werge gjorde nøjagtigt det samme?*
Lars Daneskov er et særtilfælde, da han jo faktisk har befundet sig på TV, så i radioen og så tilbage på TV igen. Uanset set hvad, synes jeg han skulle blive i radioen. Han har en fantastisk radiostemme og så har han produceret herlige meteorologiske begreber som "godtvejrskumulus".
Forleden så jeg så at også Flemming Toft har foldet sig ud i et sportsprogram på TV.*Hvad sker der for at alle skal være vært i et sportsprogram??* Igen følte jeg at det var helt forkert. Her stod (i min verden) Mr. Fodbold og så utroligt nervøs ud og lignede heller ikke en linselus.
Så er der Niels Christian Lang, en kendt radio person og speakeren af alle "Husker du..?" programmerne på DR2 *jooo jeg ser dem faktisk engang i mellem*, der dukkede op som TV vært.
Der er også lottomanden, der har speaket alle lottoreklamerne i årevis og som nu er begyndt at optræde personligt i reklamerne.
Og så var der den gang Lykkehjulet lavede en episode, hvor de havde alle TV2's programspeakere som deltagere. Jeg blev aldrig den samme igen.
Til gengæld har jeg haft held med at se filmene først og læse bogen bagefter. Så har personerne fra filmen kvalt et hvilket som helst forsøg på at danne egen tankevirksomhed.
Der er dog et enkelt tilfælde hvor jeg absolut ikke danner nogen som helst billeder og det er når vi snakker om "fortællende" stemmer. Her tænker jeg på kommentatorer, dukkeførere, dokumentarindtalere etc. Disse mennesker er for min hjerne en stemme og intet andet. En særlig undergruppe af disse mennesker er dem, der har bevæget sig fra deres område, radio fx., over til TV. Fælles for dem, udover at jeg ikke kan abstrahere fra at deres stemme har et ansigt i virkeligheden, er at jeg ikke synes de har ansigter der passer til TV. Dette er selvfølgelig frygteligt overfladisk at mene at folk der skal være på TV skal være behagelige at se på. Jeg synes egentlig også at der er mange TV personligheder, der på ingen måde er kønne og jeg er derfor tilbøjelig til at tro at det er min hjerne, der igen går ind og nedlægger forbud mod at synes godt om skift-medie-konceptet.
Jeg er således blevet voldsomt mentalt udfordret på det sidste, da mange medlemmer af denne gruppe er begyndt at bevæge sig ud i virkeligheden. Langt de fleste burde efter min mening være blevet hvor de var. Om det så skyldes at de ikke egner sig til on screen performance eller om det bare er fordi jeg ikke kan sætte mig ud over mine egne ideer om verdens sammenhæng skal jeg ikke gøre mig klog på.
Jeg kan ikke huske hvornår det startede, men mener bestemt at en af de første gange jeg følte mig dårligt tilpas, var da Peter Palshøj dukkede op i et sportsprogram, tror jeg det var. *Eller var det mon dengang Carsten Werge gjorde nøjagtigt det samme?*
Lars Daneskov er et særtilfælde, da han jo faktisk har befundet sig på TV, så i radioen og så tilbage på TV igen. Uanset set hvad, synes jeg han skulle blive i radioen. Han har en fantastisk radiostemme og så har han produceret herlige meteorologiske begreber som "godtvejrskumulus".
Forleden så jeg så at også Flemming Toft har foldet sig ud i et sportsprogram på TV.*Hvad sker der for at alle skal være vært i et sportsprogram??* Igen følte jeg at det var helt forkert. Her stod (i min verden) Mr. Fodbold og så utroligt nervøs ud og lignede heller ikke en linselus.
Så er der Niels Christian Lang, en kendt radio person og speakeren af alle "Husker du..?" programmerne på DR2 *jooo jeg ser dem faktisk engang i mellem*, der dukkede op som TV vært.
Der er også lottomanden, der har speaket alle lottoreklamerne i årevis og som nu er begyndt at optræde personligt i reklamerne.
Og så var der den gang Lykkehjulet lavede en episode, hvor de havde alle TV2's programspeakere som deltagere. Jeg blev aldrig den samme igen.
mandag den 2. marts 2009
Gammel vin på gamle flasker
"Jeg er simpelthen nødt til at begynde at bruge rynkecreme", lød det fra en af veninderne.
Hvorfor?
"Jamen se alle de her rynker!"
Efter en grundig inspektion og et ønske om at jeg havde medbragt lup, spurgte jeg igen.
Hvorfor?
Jeg har ikke noget imod rynker og har altid syntes at det er synd når folk jagter en alder de ikke længere har, i stedet for at nyde den alder de befinder sig i. Jeg har allerede fanget mig selv i at tænke tilbage på de glade teenagerdage og erkende at jeg absolut ikke kunne tænke mig at komme tilbage dertil. Jeg har ganske enkelt i en alder af 27 forvandlet mig til en af de pensionister, der sidder og bander over ungdommen nu til dags. Gad vide hvordan jeg så er, når jeg rent faktisk bliver pensionist engang *gys*.
Jeg kan godt forstå de mennesker der vitterligt ser 20 år ældre ud pga. deres rynker, men ærlig talt, dem er der altså ikke ret mange af i forhold til, hvor mange personer der bruger penge på antirynkecreme. Rynker er efterhånden blevet en folkesygdom og skal åbenbart bekæmpes med alle midler. Også selvom de er usynlige...jeg forstår ikke rigtigt hvorfor folk har et ønske om at ligne mere og mere en ballon jo ældre de bliver. Jeg synes faktisk de gør mennesker mere levende at se på *En kliché? neeeej da :D *. Rynker har jo en tendens til at opstå i de områder af ansigtet der viser hvordan vi er som personer. Mange har smilerynker ved øjnene og omkring munden. Andre har eftertænksomme rynker i panden.
Selvfølgelig er der de lidt mere familiære rynker som ikke altid er forskønnende. Her tænker jeg eksempelvis på de to lodrette furer jeg har i panden mellem øjnene som min far, søster og bror også er udstyrede med. Det får os til at se en kende bekymrede ud, men hvis man lægger ansigtet i de rigtige folder så kommer vi til at se aldeles begavede ud.
Og så synes jeg det er lidt blæret at de store rynker jeg har på min hals med tiden er blevet så omfattende, at de ligner et stort ar og får det til at se ud som om mit hoved er syet fast på mine skuldre.
Hvorfor?
"Jamen se alle de her rynker!"
Efter en grundig inspektion og et ønske om at jeg havde medbragt lup, spurgte jeg igen.
Hvorfor?
Jeg har ikke noget imod rynker og har altid syntes at det er synd når folk jagter en alder de ikke længere har, i stedet for at nyde den alder de befinder sig i. Jeg har allerede fanget mig selv i at tænke tilbage på de glade teenagerdage og erkende at jeg absolut ikke kunne tænke mig at komme tilbage dertil. Jeg har ganske enkelt i en alder af 27 forvandlet mig til en af de pensionister, der sidder og bander over ungdommen nu til dags. Gad vide hvordan jeg så er, når jeg rent faktisk bliver pensionist engang *gys*.
Jeg kan godt forstå de mennesker der vitterligt ser 20 år ældre ud pga. deres rynker, men ærlig talt, dem er der altså ikke ret mange af i forhold til, hvor mange personer der bruger penge på antirynkecreme. Rynker er efterhånden blevet en folkesygdom og skal åbenbart bekæmpes med alle midler. Også selvom de er usynlige...jeg forstår ikke rigtigt hvorfor folk har et ønske om at ligne mere og mere en ballon jo ældre de bliver. Jeg synes faktisk de gør mennesker mere levende at se på *En kliché? neeeej da :D *. Rynker har jo en tendens til at opstå i de områder af ansigtet der viser hvordan vi er som personer. Mange har smilerynker ved øjnene og omkring munden. Andre har eftertænksomme rynker i panden.
Selvfølgelig er der de lidt mere familiære rynker som ikke altid er forskønnende. Her tænker jeg eksempelvis på de to lodrette furer jeg har i panden mellem øjnene som min far, søster og bror også er udstyrede med. Det får os til at se en kende bekymrede ud, men hvis man lægger ansigtet i de rigtige folder så kommer vi til at se aldeles begavede ud.
Og så synes jeg det er lidt blæret at de store rynker jeg har på min hals med tiden er blevet så omfattende, at de ligner et stort ar og får det til at se ud som om mit hoved er syet fast på mine skuldre.
Abonner på:
Kommentarer (Atom)