Tilværelsens ulidelige lethe... nåh nej

For ikke så længe siden argumenterede jeg for manglende kvantitet af indlæg med, at der ikke skete en skid i mit liv. Hvilket i øvrigt var en stor sandhed.
Men nu kan jeg så gøre det modsatte. Nu sker der nemlig alt for meget, og desværre ikke ubetinget fede ting. Derfor bliver det ikke til så meget skriveri. Synes ikke jeg har kapacitet til det.

På lørdag skal jeg flytte. Alene.
Vi er brugt op, slidt ned. Småting blev til vaner, der blev til dårlige vaner, der blev til store problemer.
Nederlag og frustrationer, kombineret med stor succes og uhindret fremgang, gav nedsmeltninger.

Måske er det bedst sådan, måske er det en fejl. Det ved fremtiden. Vi ser hvad der sker.
Måske et job på et tidligere tidspunkt havde ændret tingene. Det vides ikke. Nu er det for sent.

Vi vil ikke. Men vi skal.

Køben-hvaffornoget?

Så faldt jeg lige over transmissionen fra Det Kongelige Teater, hvor diverse prominte personer skal se gallaforestilling i anledningen af dronens fødselsdag. Og mens jeg sad og syntes, at der ser rart ud i København i aften og at teatret er en fin bygning, gik det op for mig, hvor stor en bonderøv jeg egentlig er.
Jeg har ikke tilbragt ret meget af mit liv i København og er faktisk hovestadsmæssigt analfabet.
Tilbage i 1990 tog mine forældre mig og mine søskende med til København på en lille tur på tre dage. Jeg husker kun at vi besøgte zoo, tivoli og et eller andet slot.
Og så vendte jeg sådan set ikke tilbage i sjus 18 år. Altså hvis man lige ser bort fra hurtig gennemkørsel på hovedbanen på vej til lufthavnen.
Det, der i øvrigt har slået mig hver gang jeg er kommet ind med toget er, at jeg synes det sidste stykke vej mod hovedbanen ligner noget fra østblokken. Det er et lidt smådeprimerende område, synes jeg.

Nå, men i 2008 var jeg faktisk forbi nogle gange, mest i militært regi. Der var et eller andet arrangement på Statens Museum for Kunst med forsvarsminter, -chef og diverse andre pinger, der var Tattoo på Rosenborg, hvor vi sad på tribune med de kongelige, og så var der en koncert inde på Rosenborg med militært musik, hvor vi i øvrigt fik den tvivlsomme ære af at se Grev Ingolf i levende live. Ham har jeg set en del gange før, bl.a. på Koldinghus, og han bliver bestemt ikke kønnere med alderen.
Til jul det år var jeg inde i Det Kongelige Teater og se Nøddeknækkeren. Jeg elsker den ballet, mest pga. musikken. I den forbindelse overnattede jeg hos en kammerat, der bor i Glostrup. Og da jeg om eftermiddagen kiggede ud over landet fra hans altan på 4.sal syntes jeg igen at det lignede noget fra østblokken. Jeg spekulerer på, om det måske er meget udbredt derovre?

En af gangene overnattede vi i de militære bygninger ude på Holmen, helt ude ved kanonerne. Om eftermiddagen gik dronningen i land fra Dannebrog og Journalisten tvang mig til at vinke tilbage til hende, da hun sejlede forbi, fordi der kun stod omkring ti mennesker på vores side og han syntes det ville se mærkeligt ud, hvis jeg bare stod der og daskede.
Jeg var tilgengæld noget imponeret over S-toge og metro. Fascinerende.
Og det var så ca. det.
Jeg aner intet om København og således har jeg siddet i taxaer og busser og glanet ud gennem vinduerne med åben mund og polypper. Jeg har gået rundt i byen uden at ane, hvor jeg var og har udbrudt masser af "guuuuuud", når det er gået op for mig, hvor jeg var. Eksempelvis da jeg opdagede, at jeg stod på Langebro eller da vi ventede på bussen på Christianshavns Torv. Og vist mumlede noget med "Ser Christianshavn sådan ud??", mens jeg kiggede på samlingen af drankere med deres hunde bag mig, og de unge autonomt udseende personer på fortovet overfor, der bare sad midt i det hele.
Der gik i øvrigt ret lang tid, før jeg fandt ud af at jeg stod på Amager. Ved ikke helt, hvad jeg egentlig forventede.
Var også noget forbløffet over at gå ud af hovedbanen og nærmest falde over Tivoli. Det havde jeg heller ikke set komme.

Når jeg kørte i bus igennem byen havde jeg sådan en mærkelig fornemmelse. Det føltes bizart. Lidt forkert, men jeg kunne ikke rigtig sætte fingeren på det. Det var først da jeg senere i en eller anden forbindelse kørte bus i Århus, hvor jeg er vokset op, at det slog mig. Det var alle de høje bygninger. Man kan jo køre i evigheder på store veje, hvor man ikke kan se andet end høje bygninger. København kan godt give lidt klaustrofobi, synes jeg.

I store hele træk har jeg altså ingen anelse om, hvad jeg foretager mig når jeg er derovre.
Spørger man mig om Nørrebro, Vesterbro og den slags, aner jeg ingenting og må have et kort. Frederiksberg er vist nok der, hvor zoo ligger?

Men nu har jeg altså tænkt lidt. I kommende ferieår har jeg sølle fem feriedage og dem gemmer jeg til jul. Så ingen udlandsrejser til mig før næste år. Så måske jeg skulle bruge min sommer på at se København? Det er vist ved at være på tide.

Familier, ferier og funktionærer

Nå, men nu er jeg også næsten kommet mig over påsken i familiens skød.
Ej, så slemt var det slet ikke.
Der var en enkelt dag hjemme hos min familie og det var såmænd hyggeligt nok. Lidt som det plejer. Der var vist ikke nogen der kom i klammeri.
Et par dage før sørgede Søster for at forsyne mig med endnu en niece, så hun tog selvfølgelig en del opmærksomhed. Og hun var da sød. Men jeg har det, som jeg tror mange har det, men ingen snakker om. Babyer er altså grimme og de ligner i store træk hinanden alle sammen. Især når de lige er blevet født.
Da de afslørede navnet på den nye arving, havde de som altid valgt et lidt aparte navn der ikke var nogen der havde set komme. Så begejstringen var til at overse - til forældrenes forståelige frustration.
Nu har jeg vænnet mig til det og synes det er et glimrende navn. Og nu kan hun jo slet ikke hedde andet. Min far, som ikke ejer pli, kørte det meste af dagen i en rille om en mandlig amerikansk countrysanger med samme navn og at det var det ENESTE sted han nogensinde havde hørt det navn før. Trods mine forsøg på minde ham om at bare forbi han ikke har hørt det, er det ikke ensbetydende med at det ikke findes, startede han forfra hver gang vi kom ind på emnet. Sådan har han det nemlig med mange ting. At hvis ikke han har hørt om det/kender til det/har prøvet det så findes det ikke. Basta.
Han skal nok vænne sig til det navn. Men hvis han overlever til ungen er gammel nok til at forstå hvad der bliver sagt til hende, skal hendes morfar nok sørge for at fortælle hende, hvor fjollet han synes hendes navn er.
Så gik stafetten til Journalistens familie i en tre dages tid. Jeg har sjældent været så glad for at komme hjem til mig selv igen. Måske er det noget jeg bilder mig ind, men jeg synes de var storslemme denne gang.
Pr. udgangspunkt behandler de mig altid som en dronning. Jeg er tilsyneladende noget særligt. Desværre håndterer jeg ikke tilbedelse særlig godt.
Men denne gang var det altså værre end det plejer. Og det startede allerede da vi havde parkeret bilen og Journalistens far ikke ville sige hej til Journalisten før han havde krammet på mig.
Journalistens mor er indbegrebet af overdreven høflighed og behagesyge. Det er en umulighed at tage beslutninger for sig selv og så sidde i fred med den beslutning. De fleste af hendes sætninger starter med ting som:
"Jamen, vil du ikke have..."
"Skal du ikke have..."
"Der er også..."
Og jeg har det som regel bedst med at der ikke bliver disket alt for meget op for min skyld.
Et eksempel. Lørdag havde vi aflyst frokosten, fordi frokosterne ellers altid skal foregå rundt om et veldækket spisebord og tage timer. Journalistens tålmodighed med den slags er ikke så høj og fik det droppet.
På et tidspunkt blev jeg småsulten og gik ud og smurte et par stykker rugbrød. Mens jeg sad og tyggede på min rullepølsemad gav jeg mig til at tælle ned og ganske rigtigt:
"Vil du ikke have noget pålæg på? Skal jeg ikke finde noget til dig? Er der noget du mangler? Vi har også blablablabla"
I et forsøg på at læse lidt i min bog inde i sofaen:
Sviger: "Sidder du godt nok?"
Mig: "Ja tak"
Sviger: "Mere kaffe?"
Mig: "Nej tak"
Sviger: "Sidder du godt sådan der?"
Mig: "Jeg sidder fint"
Sviger: "Vil du ikke have en pude i ryggen?"

ARGH!

Og sådan fortsatte det. Problemet er lidt at hun er typen der stiller sig ned i bryggerset og tuder, hvis man tilnærmelsesvis giver udtryk for, at man synes at hun er irriterende. Og jeg havde fået Journalisten til at love ikke at få hende til at flæbe denne gang *han plejer ellers at være mand for en kontrovers. Bare sådan for sportens skyld*. Så der var ikke andet at gøre end at tåle det.
Hun var ufattelig tæt på at dø.

Så fik jeg skrevet under på kontrakt med firmaet og fik også lige at vide at den direktør, der ansatte mig, går af og så kommer der en ny direktør som, "vi må håbe også synes det er en god idé, at vi har ansat dig".
Tak for øv. Så der skal max pukles, så den nye direktør ikke kommer i tanke om at jeg er overflødig.

For at virksomheden kan få tilskud fra kommunen skal en række papirer udfyldes og efterfølgende skal der laves en såkaldt jobplan. I forbindelse med at min anden aktør havde tilbageholdt lidt oplysninger havde Søvndyssende Funktionær sagt til mig, at jeg bare kunne komme ned til ham på jobcenteret og få lavet min jobplan.
Forleden ringede jeg så til ham for at aftale en tid. Han var totalt blank at tale med. Men han havde tid til at lave min jobplan i går, så jeg rejste derned bare for igen at finde ham totalt blank. Den mand har ikke meget hukommelse. Og så ville han i øvrigt helst ikke lave min jobplan, for det må de ikke rigtig bruge tid på i jobcenteret. Det skal jeg få min anden aktør til. Christ. Det kunne han ikke have sagt fra starten af?
Han var også ufatteligt tæt på at dø.

Til gengæld vandt jeg tusind gode danske kroner på spil i sidste uge.

Ude at køre med de skøre II

Journalisten skal lege krig i weekenden og i den forbindelse skulle jeg sætte ham og en ukendt mandsperson af i Vejle. Det var ikke en mand vi selv kendte, men han skulle med på den samme øvelse og bor ikke så langt fra os, så han kunne lige få et lift.
Journalisten havde haft en lidt travl dag på arbejde og vi var således en time bagud. Derfor skulle det gå lidt snapt, så jeg lod Journalisten køre derop og jeg satte mig på bagsædet bag ham, så jeg ikke kunne se, hvor hurtigt han kørte. Jeg er ingen fartengel selv, men hvis jeg kører i trekantsområdet i myldretiden plejer jeg at beherske mig en smule.
Any who, den fyr vi havde med trykkede på alle mine fordomsknapper. Han så ikke særlig knøv ud og han lød heller ikke så begavet ud fra hans måde at tale på. Sådan lidt drævende med antydningen af polypper. Men man kan jo tage groft fejl.
Journalisten og manden sad og smalltalkede lidt, mens jeg kæmpede på bagsædet. Jeg er typen, der ikke kan sidde med ryggen til kørselsretningen i toget uden at blive køresyg, og at sidde på bagsædet var derfor en udfordring for mig. Jeg sidder på bagsædet max et par gange om året, så det var lidt svært at vænne sig til. Derudover havde manden en ækel deo på, der gav mig lidt kvalme.
Så var det at Journalisten spurgte manden:
"Så du er sjællænder..hvad har så bragt dig herover?"
Et nemt spørgsmål skulle man synes. Men inden vi fik set os om, var han begyndt på en fortælling om, da han var ung og skulle prøve grænser af, hvilket betød at han drak, begik indbrud, stjal biler og den slags. Der var noget med hidsighed og hvad den slags medfører af problematikker. Så ævlede han lidt om at han, da han gik ud af 10.klasse, kun læste på 3. klasses niveau og at der derfor stod i hans papirer at han var dum. Og så blev han endnu mere hidsig.
Ca. på dette tidspunkt nåede vi ud på motorvejen og fordi vores hvæsende hyundai larmer mere end et godstog, hørte jeg kun brudstykker af fortællingen, mens jeg sad og kæmpede for ikke at ørle Journalisten i nakken.
Og det jeg hørte var ting som
"..og så begyndte jeg at stjæle igen"
"..men nogen gange havde jeg ikke nogen penge, så ude på arbejdet stjal jeg lidt penge til smøger og den slags"
"..smed med dartpile og blev sendt hjem i 14 dage"
"..og så kunne jeg komme ud og sejle.."

Da vi kørte af motorvejen var de kommet til det punkt i historien, hvor han fortalte om at han er førtidspensionist, fordi han ikke kan koncentrere sig så godt, og så var vi fremme ved destinationen.
Jeg fandt aldrig ud af, hvad det egentlig var der havde bragt ham herover.

Da jeg kom tilbage var jeg så udmattet at jeg var nødt til at snuppe en burger med hjem fra den lokale for at styrke mig lidt. Jeg har også knappet en flaske hvidvin op, så jeg kan sidde og være sørgelig over, at jeg er blevet brændt af af en kammerat to gange i træk, skal være alene hjemme til søndag og at jeg ikke kan komme til en brunch på søndag, jeg ellers havde glædet mig til.

Fik jeg forresten nævnt at manden hed Johnny?

Nye tider

Så var jeg til samtale i tirsdags og det syntes jeg egentlig gik ret godt. Faktisk føltes det som om at de brugte al tiden for at fortælle mig, hvorfor de burde ansætte mig. Og det er jo et rimeligt godt tegn. Men de sluttede samtalen af med den sædvanlige "Nu skal vi lige tale sammen og så vi ringer til dig snart". Og den har jeg hørt før, så intet var givet.

I går var det dejligt vejr og for en gangs skyld havde Journalisten fri i tre sekunder. Så vi tog i zoo i Odense og da vi stod og glanede på kænguruen, der havde den yndigste unge som sad og kiggede ud af posen, ringede telefonen.
Og samtalen lød ca. sådan her:

Direktør: "Nå, hvad siger du til det?"
Mig: "Altså, jeg er frisk, hvis I er." *Jo, det sagde jeg faktisk. Doh!*
Direktør: "Ja. Jamen, det må vi jo så finde ud af."

.............!

Så nu har jeg et rigtig, vaskeægte job og skal starte 1. maj.

Jeg var helt rundt på gulvet resten af dagen og ca. hver 10. minut måtte jeg lige rykke lidt i Journalistens arm og råbe "Jeg har fået jååååb!"

Vi fejrede det med en is på stedet og så hang jeg i telefonen resten af dagen til alle de mennesker, som har ventet og ventet på, at jeg skulle komme med sådan et glædeligt opkald.
Jeg burde have vidst, at det var en dårlig idé at ringe til min mor. Da jeg snakkede med hende i forgårs efter samtalen var hun næsten oppe at køre og lød oprigtig begejstret over, at jeg var så tæt på et arbejde. Men igår lød hun på det nærmeste ligeglad. Hun vidste godt at jeg havde fået jobbet, for det havde Lillebror fortalt hende. Men hun vidste også godt i forgårs at jeg havde været til samtale, så hendes mangel på entusiasme kan ikke have været pga. det.
Da jeg godt kunne høre på hende, at det slet ikke interesserede hende at jeg havde fået job, bad jeg om at få Lillebror i røret, så jeg kunne finde ud af hvad der foregik.
Og ganske rigtigt.
Min mor så Bergerac på DR2 og derfor havde hun jo ikke tid til at snakke med mig. Jeg har jo kun fået job - den slags er ikke vigtigt, når en af hendes 117 serier er på TV.
Så det var godt, at jeg i stedet kunne ringe til Journalistens forældre, for jeg vidste de ville blive helt overstadige. Hans far blev helt rørstrømsk og fik tårer i øjnene.
Jeg kan ikke forstå at min mor undrer sig over, at jeg ikke gider ringe/besøge hende.
Men det må hun selv om. Jeg har rent faktisk en fremtid nu og kan næsten ikke vente!
Og ikke nok med det, så er det jo nærmest svedende varmt i dag.

Nogen gange er det slet ikke dårligt at være til.

Skyd mig nu bare

Okay, så nu er der tre timer til jeg skal til den famøse jobsamtale.
Rygtet har i den grad bredt sig ude i byen, så det er de mest mærkelige mennesker der ønsker mig pøj pøj, og jeg har en rimelig lang liste over folk der skal have en besked i eftermiddag.
Men skjoldet er på vej op. På grund af al den opmærksomhed og alle de mennesker, der håber det bedste for mig og er sikre på at jeg nok skal få det job, har jeg totalt mistet optimismen.
Jeg har nu fået en idé om at det bliver totalt antiklimaks og at det bliver den slags samtaler, hvor man får et "Tak for i dag. Du hører nærmere inden for en uges tid" og så står man der bagefter og er lige vidt og aner ikke en fis om, hvad der lige skete. Så lige nu har jeg slet ikke lyst. Det var nemmere, hvis de bare ringede til mig og sagde at de havde fortrudt og at jeg ikke behøvede at spilde min tid på at tage derop.
Og jeg har ikke mere kaffe.

Det er sgu da belastende altså.

Kiss my behind

Nogen gange kan jeg godt forstå, hvis personer uden det store overskud kan synes, at de bliver trådt på af det offentlige.
I forbindelse med den forestående jobsamtale tænkte jeg, at jeg lige kunne sætte mig ind i, hvad jeg helt præcis kan tilbyde dem.
Jeg troppede derfor op nede hos min anden aktør *sådan en bliver man sendt til, når man har været arbejdsløs i 100 år*. Hun mente, at jeg skal i et halvt års løntilskud og oplyste mig om at jeg i øvrigt stadig skal være jobsøgende. Jamen, sagde jeg, det er jo en traineestilling. Hvorfor i alverden skal jeg så søge jobs ved siden af? De er da snotdumme, hvis de bruger tid og penge på at lære mig op og så smider mig ud bagefter. Og jeg skal i forvejen knokle 260% for at vise at jeg er pengene værd.

Men sådan er reglerne altså og så foreslog hun at jeg bare kunne søge nogle ligegyldige jobs. Hun havde en person i løntilskud som salgsdirektør og han søgte bl.a. jobs som pornoredaktør *..?* og hun var villig til at kigge den anden vej. Så gjorde jeg hende opmærksom på, at jeg ikke var helt sikker på, at min a-kasse kunne se det sjove i det. Så hun foreslog at jeg ringede til a-kassen og slog en eller anden handel af med dem. Stadig ikke nogen optimal idé i min optik.

Jeg ringede til min fagforening for at klage min nød og hun syntes, hun kunne huske en eller anden paragraf, der gav mulighed for fritagelse for rådighed. Så næste opkald var til det lokale jobcenter, hvor verdens sureste sekretær tog telefonen *hvorfor er de altid så gnavne? hvorfor!?*. Hun benægtede at der fandtes en sådan sådan paragraf. Det var først da jeg blev aggressiv, at hun surmulende sagde, at "så må jeg jo se, om jeg kan finde en person, der ved mere om det end jeg, for jeg har i hvert fald ikke hørt om det". Gås.
Så fik jeg en tør mand i røret og han vidste præcis, hvad jeg mente. For jeg havde nemlig ret. Og så gav han sig til at ævle om bekendtgørelse dit nr. dat, pr. den og den dato, paragraf et eller andet. Hvis man kan få virksomheden til at skrive et dokument om, at de har positive forventninger til fastansættelse efter udløb af løntilskud, så...Zzzzzzzzz.
Så syntes han, at jeg skulle nævne det for min anden aktør, hvis jeg snakkede med hende på et tidspunkt, for "det er sgu ikke altid, at anden aktører har styr på reglerne".
Jeg skrev en mail til hende og så ringede hun efterfølgende.
Den paragraf kendte hun alt til. Hun havde bare undladt at oplyse mig om den, fordi hun ikke troede på at jeg ville kunne få virksomheden til at skrive under, og selv hvis de gjorde var det jo ikke sikkert de mente det. Og så var det jo heller ikke sikkert at min a-kasse syntes det var en god ide.
Fuck, jeg blev mopset.
Så forklarede jeg hende i rimelig pæne vendinger, at det jo egentlig var mit problem at finde ud af det. Jeg er jo altså ikke dum. Og at hvis det er en sådan ordning, der kan skaffe mig jobbet, så skal det prøves. Man kan for fanden da ikke bare lade være med at fortælle om paragraffer, der kan blive til fordele, bare fordi man har fået en eller anden idé om, at det sikkert ikke kan lade sig gøre alligevel.

Men helt ærligt! Hvis ikke jeg selv havde lugtet de sure sokker og haft overskuddet til at komme i tanke om at ringe rundt til gud og hver mand, og bekæmpe ildspyende sekretærdrager og søvndyssende funktionærer, så havde jeg ikke vidst, at der var en mulighed for at slippe for at skrive de forbandede ansøgninger.

Nogle gange får man altså fornemmelsen af, at de ikke er til for at hjælpe jobsøgere, men egentlig mest er til for at opretholde en infam mængde bureaukrati, så deres egen eksistensberettigelse ikke undermineres.