Eftertænksomhed I og II
Ting jeg ikke forstår eller er gået glip af:
-Mediernes tendens til at beskrive fortiden i nutiden. Jeg synes, det er blevet lige lovlig udbredt og gør faktisk ofte sætningen til noget værre vås. Eksempelvis "Magnussens bror begår selvmord." Nej. Han har allerede begået selvmord og er død, så det kan han ligesom ikke, vel?
-Twilight. Hvad er det og hvorfor er folk i ekstase? Og hvordan i alverden har det kunnet stå på siden i sommers uden at jeg har opdaget det? Måske jeg bare skulle få mig et liv snart.
- Stieg Larsson film. Men nu har jeg heller ikke læst bøgerne *på trods af gentagne opfordringer fra alle og enhver*, så jeg er tydeligvis gået glip af noget stort.
-Mediernes konstante oplysning om dødsfald relateret til baconinfluenzaen *min kæphest lige for tiden..især efter de har konstateret at 60 % af dem, der mener de har det, i virkeligheden bare er forkølede*
-Hvorfor folk insisterer på at kalde det for julefrokost. Det har da sjældent noget som helst med en julefrokost at gøre, men er i langt de fleste tilfælde bare en undskyldning for at holde en fest. Hvem spiser fx. frokost om aftenen? Hvad med at kalde det.. bum bum.. julefest?
-Selvpinerisk hysteri omkring den forestående jul.
Man er da for fanden selv ansvarlig for, hvor meget man vil piske det op. Det er faktisk tilladt at sige nej. Og hvis der skulle være nogen, der ikke er så gode til at sige nej af frygt for repressalier fra venner og familie, så giver jeg billige kurser i at være komplet ligeglad med hvad de mener. Dem som bare lider under sine egne tåbelige ambitioner om, hvor meget man skal stille på benene for at det kan blive jul *hej mor og svigermor!* kan jeg desværre ikke hjælpe.
Man bestemmer vel i øvrigt også selv, hvor mange penge man vil bruge på gaver og hvor mange julefrokoster (!) man vil deltage i - ligesom man selv bestemmer, hvor mange snapse man skal drikke og hence, hvor mange tømmermænd man skal have. Luk nu røven med alt det pylreri. Og igen, skulle det knibe med at sige nej, giver jeg også billige kurser i at komme med flabede gensvar og ækle håndtegn, når gruppepresset træder i kraft.
Bullshitfaktoren på min radar er ret lav lige for tiden.
fredag den 27. november 2009
søndag den 22. november 2009
lørdag den 21. november 2009
Panic at the disco
Det er vist på tide vi får os en snak om den der svineinfluenza. Jeg har et par spørgsmål, jeg godt lige vil have svar på.
Jeg troede at hysteriet havde nået et højdepunkt, men næh nej. Så kunne jeg høre i nyhederne de forgange dage at influenzaen havde taget livet af to kronisk syge mænd. Åh NEJ!
Hvad fanden sker der for panikken?
Skal vi ikke lige prøve at få et par hardcore facts på plads her.
Under en "normal" influenzaepidemi øges dødeligheden med mellem 1000 og 3000 mennesker i Danmark.
Vil det sige at vi har mindst 998 dødsfald mere at himle op over?
Jeg er helt klar over at det er noget værre noget, at folk sådan går og bliver syge. Og jeg ved også godt at den potentielt kan være farlig for udsatte grupper. Tidligere på ugen måtte et af mine vennepar fx. tage en overnatning på børneafdelingen fordi deres tre-årige knægt fik voldsomme feberkramper forårsaget af baconinfluenzaen.
Men come on.
Jeg kan vitterligt ikke se at dette her er væsentlig anderledes end det plejer at være. Altså udover at der denne gang er blevet pisket en urimelig hysterisk stemning op.
Jeg priser mig lykkelig over at bo i et oplysningssamfund, hvor medierne sørger for at orientere os, når borgmestre drikker sig plørefulde før de kører bil, så vi ikke behøver at stemme på dem til valget.
Svineinfluenzaen viser dog med al uønskelig tydelighed at det ikke altid er en fordel at have adgang til så mange informationer.
Op til valget kunne man også læse om valgsteder, der ville opfordre vælgerne til selv at medbinge blyanter, nogle steder var der sprit til hænderne i valgboksene og andre steder skulle de tilforordnede afspritte blyanterne med jævne mellemrum.
Jeg stemte et sted, hvor der ikke blev taget den slags forbehold og nu skal jeg så bare gå og vente på at blive syg?
Går det ikke lidt over gevind?
Jeg mener, har buschaufførerne så fået redskaber med til at desinficere stængerne i busserne?
Har kasseassistenterne i bilka har fået besked på at afspritte alle de mønter kunderne betaler med? Og hvis ikke, hvorfor ikke?
Og hvorfor er vi ikke blevet udstyret med masker og heldragter for at beskytte os?
I øjeblikket ville jeg ønske jeg levede på min mormors tid, hvor man bare ville have fået "noget af det der er i omløb" og så efter en uge i sengen ville fortsætte livet som ellers.
Særligt er jeg ved at kaste op *nej, jeg tror ikke jeg er blevet syg endnu :D * over at det er blevet lidt cool at have svineinfluenza. Det er i hvert fald, hvad Facebook giver en indikation om.
Min forside drukner i statusopdateringer fra folk der tydeligvis har en ret stor interesse i at gøre omverdenen opmærksom på, at de er blevet syge. Og skuffelsen driver ned af skærmen hos dem der må erkende, at de "blot" har fået den almindelige, knap så fancy, influenza - i nogle tilfælde, en kedelig forkølelse. Hvorfor er det nu lige at svineinfluenzaen giver street cred?
Er det fordi den har et navn denne gang? Og hvad blev der egentlig af SARS?
Jeg troede at hysteriet havde nået et højdepunkt, men næh nej. Så kunne jeg høre i nyhederne de forgange dage at influenzaen havde taget livet af to kronisk syge mænd. Åh NEJ!
Hvad fanden sker der for panikken?
Skal vi ikke lige prøve at få et par hardcore facts på plads her.
Under en "normal" influenzaepidemi øges dødeligheden med mellem 1000 og 3000 mennesker i Danmark.
Vil det sige at vi har mindst 998 dødsfald mere at himle op over?
Jeg er helt klar over at det er noget værre noget, at folk sådan går og bliver syge. Og jeg ved også godt at den potentielt kan være farlig for udsatte grupper. Tidligere på ugen måtte et af mine vennepar fx. tage en overnatning på børneafdelingen fordi deres tre-årige knægt fik voldsomme feberkramper forårsaget af baconinfluenzaen.
Men come on.
Jeg kan vitterligt ikke se at dette her er væsentlig anderledes end det plejer at være. Altså udover at der denne gang er blevet pisket en urimelig hysterisk stemning op.
Jeg priser mig lykkelig over at bo i et oplysningssamfund, hvor medierne sørger for at orientere os, når borgmestre drikker sig plørefulde før de kører bil, så vi ikke behøver at stemme på dem til valget.
Svineinfluenzaen viser dog med al uønskelig tydelighed at det ikke altid er en fordel at have adgang til så mange informationer.
Op til valget kunne man også læse om valgsteder, der ville opfordre vælgerne til selv at medbinge blyanter, nogle steder var der sprit til hænderne i valgboksene og andre steder skulle de tilforordnede afspritte blyanterne med jævne mellemrum.
Jeg stemte et sted, hvor der ikke blev taget den slags forbehold og nu skal jeg så bare gå og vente på at blive syg?
Går det ikke lidt over gevind?
Jeg mener, har buschaufførerne så fået redskaber med til at desinficere stængerne i busserne?
Har kasseassistenterne i bilka har fået besked på at afspritte alle de mønter kunderne betaler med? Og hvis ikke, hvorfor ikke?
Og hvorfor er vi ikke blevet udstyret med masker og heldragter for at beskytte os?
I øjeblikket ville jeg ønske jeg levede på min mormors tid, hvor man bare ville have fået "noget af det der er i omløb" og så efter en uge i sengen ville fortsætte livet som ellers.
Særligt er jeg ved at kaste op *nej, jeg tror ikke jeg er blevet syg endnu :D * over at det er blevet lidt cool at have svineinfluenza. Det er i hvert fald, hvad Facebook giver en indikation om.
Min forside drukner i statusopdateringer fra folk der tydeligvis har en ret stor interesse i at gøre omverdenen opmærksom på, at de er blevet syge. Og skuffelsen driver ned af skærmen hos dem der må erkende, at de "blot" har fået den almindelige, knap så fancy, influenza - i nogle tilfælde, en kedelig forkølelse. Hvorfor er det nu lige at svineinfluenzaen giver street cred?
Er det fordi den har et navn denne gang? Og hvad blev der egentlig af SARS?
tirsdag den 17. november 2009
Valg
Jeg har fulgt godt med i aftens valg på den regionale tvkanal. Ikke rigtig fordi jeg har været specielt interesseret i valgresultatet, men mere fordi en betydelig del af min omgangskreds har været på skærmen for at rapportere.
I løbet af aftenen har jeg set en masse interviews og registreret adskillige surmulere rundt omkring *hvoraf, af en eller anden grund, en bemærkelsesværdig stor del er socialdemokrater*.
Der er nemlig en hel del borgmestre her i landsdelen, der har måtte aflevere kæden som resultat af fejlslagen politik. Gentagne gange har jeg set både borgmestre og andre kandidater stå og pive over at vælgerne har givet deres parti en lussing, når nu alle i byrådet har været enige om politikken. Særligt var der en person, der stod langt nede på sit partis liste, som på særdeles utiltalende vis nærmest skældte vælgerne ud på direkte TV. Han udtalte temmelig irritabelt, at han syntes det var døduretfærdigt at hans parti *som indtil nu har siddet solidt på magten i pågældende by i et halvt århundrede* skulle straffes for noget, som alle havde været med til at bestemme.
Jeg begiber ikke at det kan komme bag på dem.
Ligesom det er adm. dir. i en virksomhed, der har det overordnede ansvar, så er det naturligvis også borgmesteren i en kommune, der har det overordnede ansvar. Og når han er medlem af et parti, går det naturligvis også ud over partiet som helhed.
Hvis et parti får et råddent folketingsvalg er det partiformandens skyld, og hvis fodboldlandsholdet taber, er det Morten Olsens skyld.
Sådan er det jo at være chef.
Hvis de politikere, der stiller op som kandidater til borgmesterposten ikke er klar over at de naturligvis sidder med det endelige ansvar, så har de ikke læst godt nok på lektien.
Se blot på Tim Sloth Jørgensen. Han måtte smide sine stjerner efter jægersagen, hvor han måske, måske ikke, var en del af balladen. Uanset om han var, måtte han gå fordi han som chef havde det endelige ansvar.
I løbet af aftenen har jeg set en masse interviews og registreret adskillige surmulere rundt omkring *hvoraf, af en eller anden grund, en bemærkelsesværdig stor del er socialdemokrater*.
Der er nemlig en hel del borgmestre her i landsdelen, der har måtte aflevere kæden som resultat af fejlslagen politik. Gentagne gange har jeg set både borgmestre og andre kandidater stå og pive over at vælgerne har givet deres parti en lussing, når nu alle i byrådet har været enige om politikken. Særligt var der en person, der stod langt nede på sit partis liste, som på særdeles utiltalende vis nærmest skældte vælgerne ud på direkte TV. Han udtalte temmelig irritabelt, at han syntes det var døduretfærdigt at hans parti *som indtil nu har siddet solidt på magten i pågældende by i et halvt århundrede* skulle straffes for noget, som alle havde været med til at bestemme.
Jeg begiber ikke at det kan komme bag på dem.
Ligesom det er adm. dir. i en virksomhed, der har det overordnede ansvar, så er det naturligvis også borgmesteren i en kommune, der har det overordnede ansvar. Og når han er medlem af et parti, går det naturligvis også ud over partiet som helhed.
Hvis et parti får et råddent folketingsvalg er det partiformandens skyld, og hvis fodboldlandsholdet taber, er det Morten Olsens skyld.
Sådan er det jo at være chef.
Hvis de politikere, der stiller op som kandidater til borgmesterposten ikke er klar over at de naturligvis sidder med det endelige ansvar, så har de ikke læst godt nok på lektien.
Se blot på Tim Sloth Jørgensen. Han måtte smide sine stjerner efter jægersagen, hvor han måske, måske ikke, var en del af balladen. Uanset om han var, måtte han gå fordi han som chef havde det endelige ansvar.
torsdag den 12. november 2009
onsdag den 11. november 2009
Dilemma 2
Jeg har fået mig et vaskeægte, ubehageligt og irriterende dilemma i dag.
Der er blevet slået et rigtig fedt job op....i Hjørring! Af alle steder!
Billedet, og ikke mindst pilen, er egentlig mest for dramatic emphasis.
Skal jeg søge det?
Jeg har brug det meste af dagen på at overveje pros and cons samt søgt råd hos gud og hver mand. Journalisten, som er på kursus og derfor slet ikke har tid til mine problemer var naturligvis ikke til nogen hjælp, på trods af at det har temmelig meget med ham at gøre. Jeg får næppe noget fornuftigt ud af ham før på mandag. Og der er jo lang tid til. Det gennemgående råd jeg har fået fra de andre er, at skrive ansøgningen og så diskutere det med Journalisten når han kommer hjem. Jeg kan altid slette ansøgningen.
Nu er jeg jo i den situation at jeg ikke rigtig kan være kræsen.
Det ville selvsagt være dybt ubehageligt at skulle bryde mit og Journalistens hjem op for at jeg kan flytte tre timer væk. I sin tid flyttede vi sammen fordi jeg ikke længere kunne magte langdistanceforhold og ofrede mig for forholdet ved at flytte ubetinget med.
Journalisten har erklæret at han er helt på det rene med at det kan blive nødvendigt at han ofrer sig, men jeg ved at han vil få svært ved at få job deroppe og jeg vil have det skidt med at være skyld i at han ikke kan få de sjove jobs han gerne vil *han hader når jeg siger sådan*.
Omvendt så ville det være en storslået chance for at få noget værdifuld erfaring inden for et bestemt område af min branche, og som på sigt vil åbne mange døre til den type jobs, jeg gerne vil have en dag.
Der er i øvrigt det ved det, at dette firma rent faktisk har forsøgt at få fingrene i mig før jeg blev færdiguddannet. Min afgangsprojektmakker og jeg havde hevet en dag ud af kalenderen for at tage på karrieremesse og valget faldt på Aalborg, da der var en overhængende chance for at Journalisten skulle flytte derop. Jeg fik en snak med firmaet og de fik mit CV. En uges penge senere fik jeg en mail fra en person fra firmaet, der gerne ville snakke nærmere.
Men Journalisten skulle til Syddanmark og jeg fulgte ukritisk med. Og meddelte derfor firmaet at det kunne desværre ikke lade sig gøre. Jeg kan ikke hitte ud af om det er en fordel eller en ulempe.
Det rent logistiske er ikke noget problem, for mine svigerforældre bor lige om hjørnet, så jeg kunne nok nasse et værelse indtil jeg ville få mit eget hummer. Selvom det nok ville blive den største udfordring af dem alle - at bo sammen med svigergamlerne.
Og så er der den værste af dem alle. Min hjerne, der skal overbevises om at Journalisten ikke danser på bordene lige så snart jeg flytter. Det er frygtelig svært for mig at overbevise mig selv om at han ikke vil dumpe mig fordi jeg er så langt væk og at han ikke vil bruge sin nyvundne alenetid på at finde en anden pige at være sammen med. Jeg hader mig selv for det.
Der er selvfølgelig ingen der siger, at jeg får jobbet.
Der er blevet slået et rigtig fedt job op....i Hjørring! Af alle steder!
Billedet, og ikke mindst pilen, er egentlig mest for dramatic emphasis.
Skal jeg søge det?
Jeg har brug det meste af dagen på at overveje pros and cons samt søgt råd hos gud og hver mand. Journalisten, som er på kursus og derfor slet ikke har tid til mine problemer var naturligvis ikke til nogen hjælp, på trods af at det har temmelig meget med ham at gøre. Jeg får næppe noget fornuftigt ud af ham før på mandag. Og der er jo lang tid til. Det gennemgående råd jeg har fået fra de andre er, at skrive ansøgningen og så diskutere det med Journalisten når han kommer hjem. Jeg kan altid slette ansøgningen.
Nu er jeg jo i den situation at jeg ikke rigtig kan være kræsen.
Det ville selvsagt være dybt ubehageligt at skulle bryde mit og Journalistens hjem op for at jeg kan flytte tre timer væk. I sin tid flyttede vi sammen fordi jeg ikke længere kunne magte langdistanceforhold og ofrede mig for forholdet ved at flytte ubetinget med.
Journalisten har erklæret at han er helt på det rene med at det kan blive nødvendigt at han ofrer sig, men jeg ved at han vil få svært ved at få job deroppe og jeg vil have det skidt med at være skyld i at han ikke kan få de sjove jobs han gerne vil *han hader når jeg siger sådan*.
Omvendt så ville det være en storslået chance for at få noget værdifuld erfaring inden for et bestemt område af min branche, og som på sigt vil åbne mange døre til den type jobs, jeg gerne vil have en dag.
Der er i øvrigt det ved det, at dette firma rent faktisk har forsøgt at få fingrene i mig før jeg blev færdiguddannet. Min afgangsprojektmakker og jeg havde hevet en dag ud af kalenderen for at tage på karrieremesse og valget faldt på Aalborg, da der var en overhængende chance for at Journalisten skulle flytte derop. Jeg fik en snak med firmaet og de fik mit CV. En uges penge senere fik jeg en mail fra en person fra firmaet, der gerne ville snakke nærmere.
Men Journalisten skulle til Syddanmark og jeg fulgte ukritisk med. Og meddelte derfor firmaet at det kunne desværre ikke lade sig gøre. Jeg kan ikke hitte ud af om det er en fordel eller en ulempe.
Det rent logistiske er ikke noget problem, for mine svigerforældre bor lige om hjørnet, så jeg kunne nok nasse et værelse indtil jeg ville få mit eget hummer. Selvom det nok ville blive den største udfordring af dem alle - at bo sammen med svigergamlerne.
Og så er der den værste af dem alle. Min hjerne, der skal overbevises om at Journalisten ikke danser på bordene lige så snart jeg flytter. Det er frygtelig svært for mig at overbevise mig selv om at han ikke vil dumpe mig fordi jeg er så langt væk og at han ikke vil bruge sin nyvundne alenetid på at finde en anden pige at være sammen med. Jeg hader mig selv for det.
Der er selvfølgelig ingen der siger, at jeg får jobbet.
Abonner på:
Opslag (Atom)