Det var jo det jeg ville - ikke?

Min hjerne er nu officielt blevet til en skål havregrød.
Jeg kan intet huske, hvilket jeg plejer at fikse med huskesedler, men selv huskesedlerne glemmer jeg nu at skrive. Jeg har ikke styr på en skid, heriblandt kalenderen, og jeg går stadig rundt og bilder mig selv ind at vi er i uge 1, hvilket ikke er så praktisk rent jobsøgningsmæssigt. Firmaerne udsætter desværre ikke deres ansøgningsfrister bare fordi min hjerne er blevet lam.
Tidligere i dag skulle jeg udføre en ellers simpel opgave. Koge to æg. Så jeg fandt gryde og æg frem, hældte vand på, stillede gryden på komfuret og tændte. So far, so good.
Efter en sjus ti minutters tid kom jeg tilbage for at se hvordan det gik, blot for at konstatere at jeg havde tændt for den forkerte plade. Da det endelig lykkedes mig at få æggene i kog, satte jeg uret til at ringe og gik ned med skraldet. Og da jeg alligevel var nede kunne jeg ligeså godt hælde sprinklervæske på bilen. Det tog lidt tid at få åbnet motorhjelmen - den bandt helt vildt. Eller det vil sige, det gjorde den ikke længere da det gik op for mig, at jeg havde trukket i det gale håndtag og havde åbnet bagagerummet i stedet *d'oh*.
Nå, men efter omtrent 25 mins var jeg færdig med at fjolle rundt med bilen og listede op i lejligheden igen. Mine æg så på dette tidspunkt, ikke overraskende, ret spøjse ud og jeg kørte herefter ned og købte en varm leverpostej til min frokost i stedet.

Jeg kan tydeligvis heller ikke fortælle jokes længere. Således fik jeg enorm skideballe af min søster, der i ramme alvor troede på os, da mig og Journalisten med smørede grin fortalte, at grunden til at vi kom halvanden time for sent til familiejulefrokosten var, at vi havde været på McDonalds *sure mokke*. Herefter fik jeg så en mindre hjerneblødning og råbte lidt af hende, mens jeg forklarede at vores forsinkelse blot handlede om, at jeg ikke magtede at være sammen med min skrækkelige familie og ikke havde et stort behov for at blive psykoanalyseret, hvilket er et fast ritual hver gang jeg ikke kan holde ud at være sammen med dem.
Det tog hun faktisk okay og hun har nu indført begrebet "En Off Day". Så hvis jeg har det skidt, skal jeg bare erklære at jeg har en off day and no questions asked. Det skal jeg dog se før jeg tror på det. I familiens øjne er jeg på ingen måde i stand til at tage vare på min egen situation.

Det er derfor ganske belejligt, at jeg nu har fået lidt at lave. Omend det er en meget begrænset periode - en måned, that is - er det bedre end ingenting. Jeg har skaffet mig en virksomhedspraktikplads, hvor jeg kan komme til at lave det, jeg er uddannet til. Endelig. Fra 1. februar. Det kan være det kan kickstarte min hjerne bare en lille smule.

Nu skal jeg så lige holde op med at sidde i fosterstilling henne i hjørnet, mens jeg messer jegkanikkejegkanikkejegkanikke.