I aften er det nytår og jeg er allerede ved at skide i bukserne over, hvad der venter på mig på den anden side af tømmermændene.
Dengang 2007 blev til 2008 stod jeg og tænkte, at jeg håbede 2008 blev væsentligt bedre end 2007. 2007 var et lorteår, der var domineret af hæftig sygdom, samt et slemt brud med Journalisten. Jeg blev selvfølgelig rask igen og Journalisten og jeg kom sammen igen, men overordnet scorede året ikke særligt højt.
Men 2008 blev ikke væsentligt bedre. Jeg fik ganske vist min ingeniøruddannelse, men den var ikke prangende og jeg var så skoletræt, at jeg dårligt kunne slæbe mig igennem mit afgangsprojekt. Efter dimissionen var jeg fyldt af ny energi og klar til at indtage arbejdsmarkedet. To måneder senere havde jeg fået mit første job, som viste sig at være ganske forfærdeligt og næsten puttede mig ned i depressionskassen.
Jeg gik derfor ud af 2008 som en zombie og vurderede at 2009 umuligt kunne blive værre.
Og dog.
Nu er 2009 jo forsvundet og jeg har kun opnået én ting i år. Arbejdsløshed. Jeg har været arbejdsløs i ni ud af årets 12 måneder og de resterende tre måneder fik jeg til at gå hos Bageren, hvilket sådan set heller ikke var nogen succes. Frustrationerne driver ned af væggene her i huset og jeg kan ikke få øje på noget lys i nogen tunnel.
Det der med at ønske at næste år bliver bedre, virker jo tydeligvis ikke. Jeg har derfor overvejet at bruge omvendt psykologi i år:
I dare you, 2010! Bliv værre end 2009! Kom an, hvis du tør!
torsdag den 31. december 2009
onsdag den 30. december 2009
Jul i familiens skød
Juleaften tilbragte jeg med Journalisten og hans familie, og det var aldeles hyggeligt og behageligt. Ingen panik. Jeg havde det rigtig rart hvor jeg var, og havde ikke meget lyst til at forlade stedet.
Men 2. juledag vankede der julefrokost med min familie hjemme hos mine forældre, og allerede fra morgenstunden kunne jeg mærke, at jeg ikke var mentalt klart til denne udfordring. Grundet min modvilje kom vi halvanden time for sent, hvilket min søster heller ikke undlod at give mig skideballe for.
Ca. fem mins efter vi var ankommet fik min 19-årige ADHD- og depressionsplagede kusine et break down og låste sig inde på det eneste fungerende toilet, hvilket fik min onkel og tante til febrilsk at vade frem og tilbage, og den øvrige familie til at blive pludseligt tissetrængende.
Min søster surmulede over at hendes små poder ikke havde fået lige præcis de gaver, hun havde forestillet sig de skulle have.
Min far var allerede hønefuld, og sad konstant og hylede op om at min lillebror skulle hente flere øl. Da jeg fik nok af at høre på det, bad jeg ham om at hente sine øl selv, hvilket bevirkede at han også begyndte at surmule.
Julebingoen var flere gange ved at udvikle sig til en farce, fordi min mor insisterede på at råbe numre op på trods af, at hun ikke rigtig kunne se tallene ordentligt og derfor temmelig ofte råbte forkert.
Ungerne væltede rundt i en sukkerrus og den yngste havde fået sit løbehjul med indenfor, hvilket hun glad skramlede rundt på, når hun ikke lige afspillede Søren Banjomus på sin nye musikafspiller.
Da min kusine endelig var blevet samlet op af sin kæreste, startede det sædvanlige kortbord op og min efterhånden temmeligt besoffne far og onkel sad og råbte op, hver gang de tabte, og min morfar sad og spillede klog på trods af at det af og til kniber med at huske reglerne.
Da morfar så mente han trængte til at komme hjem skyndte jeg, der var pinligt ædru, mig at melde mig frivilligt til at køre ham hjem, så jeg kunne få lidt fred. Min mor kørte med og min morfar benyttede chancen for lige at vise hans seneste kreationer frem. Efter min mormor døde har han taget maleriet op igen. Hvor han før i tiden hyggede sig med at male uendelige mængder af skibe ved høj sø, er han nu midt i sin abstrakte periode og der var ikke grænser for, hvor brandgodt han selv syntes det var. Efter en længere diskussion med min mor, der bestemt ikke bryder sig om abstrakt kunst, lykkedes det os at komme derfra igen.
Vel ankommet tilbage til kaos blev jeg shanghajet til et spil kort og måtte gentagne gange stave til det beløb, der lå i puljen fordi familien i mellemtiden havde drukket endnu mere tæt og min onkel kunne efterhånden ikke engang tælle til seks kroner.
Pga. de mange overnattende måtte Journalisten og jeg dele værelse med vores dyr, som ellers havde opført sig eksemplarisk resten af ferien. Men lige præcis denne nat fik den ene selvfølgelig en hjerneblødning og kørte alarmen *et meget højt eeep på repeat*, hvilket jeg ikke kunne få den til at holde op med og således blev holdt vågen det meste af natten.
Min søster havde, grundet sin efterhånden fremskredne graviditet, sovet rigtig dårligt og var ualmindelig gnaven næste morgen. Ungerne var endnu mere hyperaktive og det var derfor en befrielse, da de tog hjem omkring frokost. Mine forældre gik med ud i indkørslen for at vinke, mens Journalisten og jeg holdte os indendøre og nøjedes med at åbne et vindue. På trods af at vi var så langt væk fra Søster og Svogers bil kunne vi sagtens høre, da Niece for 117.gang tændte for Søren Banjomus og min søster brølede "SLUK SÅ FOR DEN RADIO, FOR H...!!!!".
Herefter blev det faktisk ganske hyggeligt og Journalisten og jeg kom derfor temmelig sent hjem til Syddanmark igen om aftenen.
Mandagen tilbragte vi i gode venners lag, hvor vi afprøvede deres nyerhvervede wii, mens jeg langsomt opbyggede en lille feber, der satte mig i stå igår. I dag går det bedre og derfor satser jeg på at køre til Århus igen i dag for at fejre min fars fødselsdag, inden nytårsfesten venter i morgen.
Til min egen store fortrydelse må jeg erkende, at jeg ikke blot stinker til rigtig bowling, men også til wii bowling.
Men 2. juledag vankede der julefrokost med min familie hjemme hos mine forældre, og allerede fra morgenstunden kunne jeg mærke, at jeg ikke var mentalt klart til denne udfordring. Grundet min modvilje kom vi halvanden time for sent, hvilket min søster heller ikke undlod at give mig skideballe for.
Ca. fem mins efter vi var ankommet fik min 19-årige ADHD- og depressionsplagede kusine et break down og låste sig inde på det eneste fungerende toilet, hvilket fik min onkel og tante til febrilsk at vade frem og tilbage, og den øvrige familie til at blive pludseligt tissetrængende.
Min søster surmulede over at hendes små poder ikke havde fået lige præcis de gaver, hun havde forestillet sig de skulle have.
Min far var allerede hønefuld, og sad konstant og hylede op om at min lillebror skulle hente flere øl. Da jeg fik nok af at høre på det, bad jeg ham om at hente sine øl selv, hvilket bevirkede at han også begyndte at surmule.
Julebingoen var flere gange ved at udvikle sig til en farce, fordi min mor insisterede på at råbe numre op på trods af, at hun ikke rigtig kunne se tallene ordentligt og derfor temmelig ofte råbte forkert.
Ungerne væltede rundt i en sukkerrus og den yngste havde fået sit løbehjul med indenfor, hvilket hun glad skramlede rundt på, når hun ikke lige afspillede Søren Banjomus på sin nye musikafspiller.
Da min kusine endelig var blevet samlet op af sin kæreste, startede det sædvanlige kortbord op og min efterhånden temmeligt besoffne far og onkel sad og råbte op, hver gang de tabte, og min morfar sad og spillede klog på trods af at det af og til kniber med at huske reglerne.
Da morfar så mente han trængte til at komme hjem skyndte jeg, der var pinligt ædru, mig at melde mig frivilligt til at køre ham hjem, så jeg kunne få lidt fred. Min mor kørte med og min morfar benyttede chancen for lige at vise hans seneste kreationer frem. Efter min mormor døde har han taget maleriet op igen. Hvor han før i tiden hyggede sig med at male uendelige mængder af skibe ved høj sø, er han nu midt i sin abstrakte periode og der var ikke grænser for, hvor brandgodt han selv syntes det var. Efter en længere diskussion med min mor, der bestemt ikke bryder sig om abstrakt kunst, lykkedes det os at komme derfra igen.
Vel ankommet tilbage til kaos blev jeg shanghajet til et spil kort og måtte gentagne gange stave til det beløb, der lå i puljen fordi familien i mellemtiden havde drukket endnu mere tæt og min onkel kunne efterhånden ikke engang tælle til seks kroner.
Pga. de mange overnattende måtte Journalisten og jeg dele værelse med vores dyr, som ellers havde opført sig eksemplarisk resten af ferien. Men lige præcis denne nat fik den ene selvfølgelig en hjerneblødning og kørte alarmen *et meget højt eeep på repeat*, hvilket jeg ikke kunne få den til at holde op med og således blev holdt vågen det meste af natten.
Min søster havde, grundet sin efterhånden fremskredne graviditet, sovet rigtig dårligt og var ualmindelig gnaven næste morgen. Ungerne var endnu mere hyperaktive og det var derfor en befrielse, da de tog hjem omkring frokost. Mine forældre gik med ud i indkørslen for at vinke, mens Journalisten og jeg holdte os indendøre og nøjedes med at åbne et vindue. På trods af at vi var så langt væk fra Søster og Svogers bil kunne vi sagtens høre, da Niece for 117.gang tændte for Søren Banjomus og min søster brølede "SLUK SÅ FOR DEN RADIO, FOR H...!!!!".
Herefter blev det faktisk ganske hyggeligt og Journalisten og jeg kom derfor temmelig sent hjem til Syddanmark igen om aftenen.
Mandagen tilbragte vi i gode venners lag, hvor vi afprøvede deres nyerhvervede wii, mens jeg langsomt opbyggede en lille feber, der satte mig i stå igår. I dag går det bedre og derfor satser jeg på at køre til Århus igen i dag for at fejre min fars fødselsdag, inden nytårsfesten venter i morgen.
Til min egen store fortrydelse må jeg erkende, at jeg ikke blot stinker til rigtig bowling, men også til wii bowling.
onsdag den 23. december 2009
Glade jul
Nå, men så er det jo næsten jul.
Det lykkedes mig at få købt alle julegaverne i sidste uge, omend det var omgæret af en vis panik, da jeg havde glemt at de fleste skulle afleveres om fredagen.
Og alligevel har jeg glemt en pakke - til min moster. Og det på trods af, at hun har brugt rigtig meget tid i december på at ringe til mig for at spørge, om jeg ikke vil have hendes ønskeseddel *min moster er et kapitel for sig og den type man skal forberede sig mentalt på at tale med*. Nu skal jeg så vurdere om jeg godt nok skal ringe til hende for at få den forbandede ønskeseddel og derefter bevæge mig op i storcenterkaos for at købe gaven - eller om jeg bare skal købe hende en flaske snaps, som min mor foreslog.
Min favorittid i julen *bortset fra Disneys julesjov og flæskestegsspisning* er 1.juledag. Der er en sjælden fred og ro og mulighed for afslapning. Juleaften løber folk en smule rundt for at nå det hele og 2. juledag er der ren panik til julefrokost med hele den pukkelryggede. Men 1.juledag er helle. Normalt plejer jeg at se Muppets juleeventyr og Garfields jul sammen med Lillebror, men det må jeg jeg jo se om jeg kan undvære i år, nu hvor vi ikke skal holde jul sammen.
Any who, nu begynder det skønne slid med at pakke tasker, gaver og kæledyr, med at rydde op og vaske op, samt tømme skraldespande og køleskab. Sagde jeg skønne slid? Det var en fejl, jeg HADER det. Jeg synes det er røvsygt at bruge hele dagen på den slags, og jeg skal gøre det hele selv. Journalisten er på arbejde til kl 20 og derefter skal vi så køre den 2,5 timer lange tur nordpå. Det bliver en lang, lang dag.
Jeg har bestilt min svigerinde til at have et glas rødvin parat når jeg kommer. God jul!
Det lykkedes mig at få købt alle julegaverne i sidste uge, omend det var omgæret af en vis panik, da jeg havde glemt at de fleste skulle afleveres om fredagen.
Og alligevel har jeg glemt en pakke - til min moster. Og det på trods af, at hun har brugt rigtig meget tid i december på at ringe til mig for at spørge, om jeg ikke vil have hendes ønskeseddel *min moster er et kapitel for sig og den type man skal forberede sig mentalt på at tale med*. Nu skal jeg så vurdere om jeg godt nok skal ringe til hende for at få den forbandede ønskeseddel og derefter bevæge mig op i storcenterkaos for at købe gaven - eller om jeg bare skal købe hende en flaske snaps, som min mor foreslog.
Min favorittid i julen *bortset fra Disneys julesjov og flæskestegsspisning* er 1.juledag. Der er en sjælden fred og ro og mulighed for afslapning. Juleaften løber folk en smule rundt for at nå det hele og 2. juledag er der ren panik til julefrokost med hele den pukkelryggede. Men 1.juledag er helle. Normalt plejer jeg at se Muppets juleeventyr og Garfields jul sammen med Lillebror, men det må jeg jeg jo se om jeg kan undvære i år, nu hvor vi ikke skal holde jul sammen.
Any who, nu begynder det skønne slid med at pakke tasker, gaver og kæledyr, med at rydde op og vaske op, samt tømme skraldespande og køleskab. Sagde jeg skønne slid? Det var en fejl, jeg HADER det. Jeg synes det er røvsygt at bruge hele dagen på den slags, og jeg skal gøre det hele selv. Journalisten er på arbejde til kl 20 og derefter skal vi så køre den 2,5 timer lange tur nordpå. Det bliver en lang, lang dag.
Jeg har bestilt min svigerinde til at have et glas rødvin parat når jeg kommer. God jul!
torsdag den 17. december 2009
Et brugbart koncept
Der er ingen tvivl om, at hjemmeværnet ikke har den store stjerne hos den brede befolkning og at den generelle holdning er, at de er nogle weekendkrigere som er ren spild af penge.
Men jeg er stolt over at min kæreste i øjeblikket og resten af natten, iført sin hjemmeværnsuniform, fragter den eneste natsygeplejerske i Vejle sikkert rundt i det sneplagede område, så dem der har brug for det, kan få deres medicin.
Men jeg er stolt over at min kæreste i øjeblikket og resten af natten, iført sin hjemmeværnsuniform, fragter den eneste natsygeplejerske i Vejle sikkert rundt i det sneplagede område, så dem der har brug for det, kan få deres medicin.
onsdag den 16. december 2009
Snesur
Jeg har bemærket at det er uhyre nemt at fornærme folk, hvis man taler ondt om klimaer og topmøder og den slags ting. Jeg har også bemærket at mange mener at man skal skamme sig, hvis man ikke er ved at skide i bukserne over verdens forestående undergang *hvilket ærlig talt giver mig en lille smule kvalme*. Derfor vil jeg gerne opfordre eventuelle læsere til lige at slå lidt koldt sne i blodet og lade være med at tage følgende skrift for mere end det er. Jeg har nemlig ikke lyst til at få nogen af de mange mavesure kommentarer, som mange af mine medbloggere har fået i deres indlæg de sidste par dage. Kommentarer, der tydeligvis er skrevet med fingrene bankende ned i tastaturende rundt omkring, fordi folk ikke kan tåle at det ikke er alle og enhver der springer på klimavognen som lemminger, men som tillader sig at være bare lidt kritiske.
Men sagen er den, at jeg synes altså det er en lille smule komisk, at mens nogen holder et møde, der drejer sig om global opvarmning, har jeg brugt 5,5 timer i bil i dag på at komme fra Kolding til Odense. Og lige så vi alle er enige - det er en strækning på ca. 70 km. Fordi det sneede. Og det tog 2,5 timer at komme hjem igen. Fordi det sneede.
Det har hele dagen væltet ned med sne i vores lille land, hvor det ellers aaaaaaldrig sner. Men den slags udmeldinger plejer jeg også typisk at høre om sommeren, hvor folk har glemt at det som regel sneer i dynger i februar.
Det er da ironi på et højt plan.
Men sagen er den, at jeg synes altså det er en lille smule komisk, at mens nogen holder et møde, der drejer sig om global opvarmning, har jeg brugt 5,5 timer i bil i dag på at komme fra Kolding til Odense. Og lige så vi alle er enige - det er en strækning på ca. 70 km. Fordi det sneede. Og det tog 2,5 timer at komme hjem igen. Fordi det sneede.
Det har hele dagen væltet ned med sne i vores lille land, hvor det ellers aaaaaaldrig sner. Men den slags udmeldinger plejer jeg også typisk at høre om sommeren, hvor folk har glemt at det som regel sneer i dynger i februar.
Det er da ironi på et højt plan.
Alderspanik
Jeg har snart fødselsdag og runder 28 år. I den forbindelse har jeg gået og spekuleret lidt.
Hvad nu hvis *rent hypotetisk, selvfølgelig* man forestillede sig, at jeg lige pludselig blev single.
Hvad skulle der så blive af mig?
Umiddelbart, udfra hvad jeg har observeret omkring mig, ser det ret skidt ud. Hvis jeg skal holde mig til, hvad medierne, folk omkring mig samt familien fortæller mig, er jeg så godt som fortabt.
Kigger man sig lidt omkring ser man hobetal af desperate kvindfolk, der er alene og som kæmper den evige kamp på barerne og på netdating for at finde en kæreste. Er det dét liv, der venter?
Så vidt jeg kan forstå er ens liv er så godt som slut, hvis man ikke får sig etableret inden man fylder 30 og man kan se frem til at leve resten af sit liv som en ensom, knastør, barnløs særling. Med mindre man selvfølgelig er erklæret evig barnløs. Så kan man leve det fede liv, mens familie og venner ser skævt til en og ryster på hovedet.
Fornylig læste jeg en eller anden artikel, der beskrev en undersøgelse der viste, at tre ud af fire kærester ikke elsker den person de er sammen med. Er det dét, der er grunden til, at der er så mange elendige forhold rundt omkring - at selvom folk i virkeligheden inderst inde godt er klar over, det er et råddent forhold de er i, så lader de sig nøje, fordi de ikke vil være den næste desperate hovedperson i Singleliv?
Jeg vil gerne have børn en dag. Jeg havde engang en meget klar idé om at jeg skulle være igang med at bage den første inden jeg blev 30, fordi mine forældre havde svært ved at få børn og derfor skulle jeg ikke risikere at vente for længe. Min søster og svoger gør alt, hvad de kan for at fortælle mig at jeg overhovedet ikke må få børn så sent som dem, for det er så hårdt, så hårdt når man har passeret 30 år *jeg gør et stort nummer ud af ikke at fortælle dem, at jeg skal blive gravid inden for de næste tre måneder for ikke at blive forælder senere end dem*.
Sådan bliver det bare ikke for mig, uanset om tingenes tilstand ændrer sig eller ej. Min situation som langtidsledig har sat en grundig stopper for det ellers så strømlinede perfekte liv, der forventes og som er det, omverdenen i stor stil betragter som succeskriteriet. Jeg vil helst etableres på arbejdsmarkedet før jeg etableres på hjemmefronten. Men betyder det så evig fordømmelse og straf til mig, hvis jeg en dag bliver alene?
Er alle de gode mænd vitterligt taget og vil de resterende mænd ikke røre kvinderne med en ildtang, hvis de er over 30?
Er man dømt til et barnløst liv eller et liv som enlig mor, hvis barns far er trukket på Cryos?
Skal man bare holde fast i hvad man har og så opgive det naive håb om den ægte kærlighed, der varer forevigt?
Hvis man gerne vil have børn, er det så en god idé at turde lade tiden gå sin gang og forsikre sig selv om, at det når man nok?
Ja, jeg spørger bare.
Hvad nu hvis *rent hypotetisk, selvfølgelig* man forestillede sig, at jeg lige pludselig blev single.
Hvad skulle der så blive af mig?
Umiddelbart, udfra hvad jeg har observeret omkring mig, ser det ret skidt ud. Hvis jeg skal holde mig til, hvad medierne, folk omkring mig samt familien fortæller mig, er jeg så godt som fortabt.
Kigger man sig lidt omkring ser man hobetal af desperate kvindfolk, der er alene og som kæmper den evige kamp på barerne og på netdating for at finde en kæreste. Er det dét liv, der venter?
Så vidt jeg kan forstå er ens liv er så godt som slut, hvis man ikke får sig etableret inden man fylder 30 og man kan se frem til at leve resten af sit liv som en ensom, knastør, barnløs særling. Med mindre man selvfølgelig er erklæret evig barnløs. Så kan man leve det fede liv, mens familie og venner ser skævt til en og ryster på hovedet.
Fornylig læste jeg en eller anden artikel, der beskrev en undersøgelse der viste, at tre ud af fire kærester ikke elsker den person de er sammen med. Er det dét, der er grunden til, at der er så mange elendige forhold rundt omkring - at selvom folk i virkeligheden inderst inde godt er klar over, det er et råddent forhold de er i, så lader de sig nøje, fordi de ikke vil være den næste desperate hovedperson i Singleliv?
Jeg vil gerne have børn en dag. Jeg havde engang en meget klar idé om at jeg skulle være igang med at bage den første inden jeg blev 30, fordi mine forældre havde svært ved at få børn og derfor skulle jeg ikke risikere at vente for længe. Min søster og svoger gør alt, hvad de kan for at fortælle mig at jeg overhovedet ikke må få børn så sent som dem, for det er så hårdt, så hårdt når man har passeret 30 år *jeg gør et stort nummer ud af ikke at fortælle dem, at jeg skal blive gravid inden for de næste tre måneder for ikke at blive forælder senere end dem*.
Sådan bliver det bare ikke for mig, uanset om tingenes tilstand ændrer sig eller ej. Min situation som langtidsledig har sat en grundig stopper for det ellers så strømlinede perfekte liv, der forventes og som er det, omverdenen i stor stil betragter som succeskriteriet. Jeg vil helst etableres på arbejdsmarkedet før jeg etableres på hjemmefronten. Men betyder det så evig fordømmelse og straf til mig, hvis jeg en dag bliver alene?
Er alle de gode mænd vitterligt taget og vil de resterende mænd ikke røre kvinderne med en ildtang, hvis de er over 30?
Er man dømt til et barnløst liv eller et liv som enlig mor, hvis barns far er trukket på Cryos?
Skal man bare holde fast i hvad man har og så opgive det naive håb om den ægte kærlighed, der varer forevigt?
Hvis man gerne vil have børn, er det så en god idé at turde lade tiden gå sin gang og forsikre sig selv om, at det når man nok?
Ja, jeg spørger bare.
mandag den 14. december 2009
Glaaade jul
Nå, men nu hvor jeg efterhånden har fået skrabet alt møget af gulvene, er det vist på tide at opsummere lidt på weekenden.
Antal julefester holdt: 1
Antal mennesker i vores lejlighed: 14
Antal fulde mennesker: 13 (der findes rent faktisk folk, der ikke drikker)
Antal gange vi opdagede, at vi ikke havde mere lokumspapir: 1
Mængde medbragt kunstig sne: Nok til at dække 80 m2 lejlighed
Glemte sager: 1 sæt salatbestik, 1 grøn Margretheskål, 2 halve marcipangrise, 1 bil, 1 pose lakridssnører, 1 sæt ørevarmere, 1 USB blæser, 1 hang over box
Smadrede ting: 2 nisser
Antal dage brugt på oprydning: 2
Tab i forbindelse med bekæmpelse af tømmermænd: 2 kodimagnyler, 2 poser chips, 1 liter æblejuice, 1 burger med fritter, 1 lang lur, 7 afsnit af Jul på Slottet, 4 afsnit Simpsons.
Den fest dækkede det meste af mit julebehov, så nu må det egentlig godt bare blive nytår i en fart.
Antal julefester holdt: 1
Antal mennesker i vores lejlighed: 14
Antal fulde mennesker: 13 (der findes rent faktisk folk, der ikke drikker)
Antal gange vi opdagede, at vi ikke havde mere lokumspapir: 1
Mængde medbragt kunstig sne: Nok til at dække 80 m2 lejlighed
Glemte sager: 1 sæt salatbestik, 1 grøn Margretheskål, 2 halve marcipangrise, 1 bil, 1 pose lakridssnører, 1 sæt ørevarmere, 1 USB blæser, 1 hang over box
Smadrede ting: 2 nisser
Antal dage brugt på oprydning: 2
Tab i forbindelse med bekæmpelse af tømmermænd: 2 kodimagnyler, 2 poser chips, 1 liter æblejuice, 1 burger med fritter, 1 lang lur, 7 afsnit af Jul på Slottet, 4 afsnit Simpsons.
Den fest dækkede det meste af mit julebehov, så nu må det egentlig godt bare blive nytår i en fart.
Abonner på:
Opslag (Atom)