Tykhudet

For nylig var der ballade i Australien fordi en deltager i Miss Universe var tyndere end mine undskyldinger for at slippe for familien og havde en bmi på sjus 15. Konkurrenceledelsen nægtede at hun har spiseforstyrrelser, men påstod at det skyldes hendes afstamning (!!). Den var der nu ikke mange der troede på, såvidt jeg kunne læse.
Jeg skal ikke gå voldsomt meget ind i debatten om alt for tynde modeller, for den kører egentlig fint uden mig og der er jo ikke noget nyt i at udtale sig om at det er himmelråbende skrækkeligt. Det er mig en gåde at pigerne føler sig godt til pas i en krop man kan skære sig på. Men at der er nogen der synes at det er kønt at kigge på, forstår jeg slet ikke.
Nu har jeg ikke meget forstand på den slags, men at gå i seng med en der er så tynd, må da være som at vælte på en cykel...?

Jeg ville aldrig egne mig til at være radmager. Dertil er jeg alt for lækkersulten.

Oplysningstid

For godt 12 år siden greb jeg en bog på min mors boghylde og gav mig i kast. Den fascinerede mig i en eller anden grad, men alligevel fik jeg den aldrig læst færdig. Nogle år senere forsøgte jeg igen, nu med større fascination og iver, men blev aldrig færdig.

Jeg har på intet tidspunkt i mit liv været en bogorm. Jeg ville gerne, men er rastløs af natur og hvis ikke pågældende bog fanger mig rimelig hurtigt, lægger jeg den fra mig og vender ikke tilbage. Jeg befandt mig dårligt i dansktimerne i gymnasiet, da jeg ikke er "dyb" sådan som det forstås i de kredse. Jeg kunne ikke analysere mig frem til noget som helst og forsøgte jeg, endte det sjældent med noget godt - i hvert fald ikke noget der var rigtigt i de litteraturkyndiges øjne. Nogle klassekammerater kunne analysere en bagekartoffel, hvis de fik lov, og jeg sad med åben mund og rystede på hovedet, når min dansklærer fandt seksuelle undertoner i alt fra salmebogen til Rødhætte.
Måske er jeg overfladisk og naiv, men hvis jeg skal analysere noget, så foretrækker jeg at det involverer matematiske ligninger eller forretningsprocesser.

Af og til lykkes det mig (læs: uhyggeligt sjældent) at falde for et koncept og jeg bliver så grebet, at jeg ikke kan rive mig selv ud af den parallelle verden jeg kaster mig ind i og bliver således handikappet og uden for rækkevidde til bogen er læst.
En kliche i bogverdenen, og for nogle mennesker ikke rigtig, ordentlig, seriøs litteratur, er Harry Potter serien. Jeg har læst samtlige bøger på originalsproget med glubende appetit og har ventet med stor længsel på den næste bog, hver gang jeg afsluttede den foregående. Disse bøger har formået at fastholde mig i en sådan grad at jeg var ovenud lykkelig over at de altid udkom op til sommerferien, så det ikke gjorde noget at jeg læste til kl. 4 om natten.
Da Vinci mysteriet af Dan Brown var også en succes, da jeg elsker en god konspirationsteori og desuden har stor kærlighed til Leonardo da Vinci. Jeg tog fat på den med skepsis, da omverdenen havde tudet mine øre fulde med at det var noget forbandet pladder uden nogen som helst hold i virkeligheden. Bagefter tænkte jeg "Og hvad så?". Jeg synes den var spændende! Og jeg er trods alt ikke én af de 50% der har læst bogen, som tror historien er autentisk.
Jeg har derudover gnavet mig igennem et utal af små, lette bøger. Fx. Agatha Christie, hvis bøger er ligetil og ikke indeholder de store fortolkelsesmuligheder, men blot en god mordgåde, hvilket falder lige i min smag. Jeg kan læse dem uden at skulle stoppe op og spekulere over om jeg misset det underliggende plot.

For nylig var jeg hjemme hos mine forældre og fik igen øje på bogen på hylden. Af uforklarlige årsager fik jeg lyst til at prøve igen. Det er immervæk næsten godt ti år siden jeg førsøgte sidst. Nu har jeg læst den til ende og sidder tilbage med en mærkelig, men rar, fornemmelse. Bogen fascinerer mig stadigvæk, men denne gang endnu mere. Ikke nok med at jeg rent faktisk fik læst den færdig, jeg har også opnået en større forståelse for indeholdet og skrivemåden. Jeg har erkendt at jeg først nu har været moden nok til at forstå bogen og derfor først har kunnet læse den færdig denne gang.

Jeg har pludselig fået travlt med at komme i tanke om alle de bøger jeg ikke har læst færdig i tidens løb.

Eftertænksomhed

Kan noget komme bag på én, hvis man står med ryggen mod muren?

Listeri

I mangel på bedre at lave får jeg læst en del netaviser og har i den forbindelse fået oparbejdet en usund mængde ligegyldig galde jeg lige skal af med.

Det er mig en evig gåde, hvordan BT's webredaktør er kommet frem til at det er en fed ide at lave lister man kan klikke sig igennem. De myldrer frem og de fleste er tydeligvis lavet fordi de ikke kunne finde på noget fornuftigt journalistik.. eller hvad? Jeg fatter i hvert fald ikke pointen.

Jeg nævner i flæng:

- 5 film vi gik glip af
Det, der blot kunne have været en ligegyldig artikel om film som ikke blev til noget er lavet til en liste på otte punkter. Fem film og otte punkter hænger naturligvis ikke sammen, men det skyldes at de tre første punkter er artikelskriften delt op i tre. Jeg forbløffes.

-Gibsons store nedtur - Se hvor det gik galt for stjernen
En liste på fem punkter, der i første punkt laver indledende tekst om Mel Gibsons skilsmisse med konen. I bunden af denne tekst står følgende: "Klik videre og læs om 'De fem skridt, der førte til Gibsons undergang". På dette tidspunkt har forfatteren bare allerede brugt et punkt, så derfor er det nødvendigt at klemme to skridt ind under det sidste punkt. Genialt

- Se listen: Sådan får du styr på maven
En liste på 12 punkter, igen hvor første punkt er almindelig artikeltekst. I overskriften opfordres til at trykke videre og få 10 gode råd. Men 12 punkter minus et punkt til indledning giver - nemlig - 11 gode råd, som i øvrigt hverken er nye eller banebrydende på nogen som helst måde. Eller dvs. det 11. råd er en gennemgang af den medicin man kan benytte sig af hvis man synes det er bedre. Imponerende.

Jeg kunne fortsætte i det uendelige, men det er der jo ingen grund til. Jeg vil dog lige runde af med endnu et eksempel som næsten fik mig til at tude:

- Sådan får du en god nattesøvn - og et sundere liv
Opskriften er som de ovenstående, i dette tilfælde 11 punkter. Forskellen er dog at i denne liste linkes der til en anden artikel med titlen "GUIDE: Få styr på din snorken og få et bedre liv".
Trykker man på den kommer man selvfølgelig videre til en ny liste på ni punkter. Altså en liste der linker til en liste* og man kan på denne måde trykke sig rundt i lister til evig tid med mindre man får seriøs musepegefinger længe inden.

Man skulle synes at en hjemmeside skulle bruges til at yde en eller anden form for service for dem der trykker sig ind på den. Dette listekoncept vil jeg dog nærmere betegne som chikane.

Jeg gentager: Jeg fatter ikke pointen.


*Skulle der være medlemmer af det nørdede samfund, der læser dette indlæg kunne man fristes til at være indspist og spørge om dette så er en "Linked List?" Tøhø :D

Dilemma

Jeg har fået ros for min blog.

Det kan måske undre, men det varmede utroligt meget at få at vide at der er nogen, der læser min blog og synes om den. Den blotte tilkendegivelse af, at mine skriblerier ikke blot behager mig selv, men at der også findes nogen derude, der har lyst til at læse dem, betyder en del for mig.

At det er muligt at skrive en fornuftig blog selvom man ikke har nogle særlige forudsætninger for det (har bemærket at forholdsvis mange bloggere er journalister eller journaliststuderende, der skal udfordre sig selv) synes jeg er rart at vide.

Jeg blev så glad og fik lyst til at fortælle alle og enhver om det.


Hvilket så frembragte en mindre problemstilling.


Nu har jeg snart været blogejer in disguise i 3 måneder og en af de ting der har ligget mig lidt på sinde har været, om jeg skal fortælle nogen jeg kender om min blog. Jeg følger med i forskellige godt etablerede blogs rundt omkring og kan se, at der er folk der er åbne omkring deres blog og har venner og bekendte der kommenterer og ved den eksisterer. Andre er "hemmelige" lige som mig og endnu andre er semihemmelige. Dvs. der er nogle i deres omgangskreds, der kender til bloggens eksistens og andre der ikke gør. Jeg kender ikke til nogen i min omgangskreds der blogger og har således ikke rigtig nogen at diskutere det med. Jeg har spekuleret lidt over, om jeg skal fortsætte med at være ultra secret blogger eller om jeg skal løfte sløret for venner og bekendte - og Journalisten, som heller ikke ved jeg skriver blog.

Eller måske kun udvalgte? Som alligevel på et eller andet tidspunkt udvikler sig, fordi folk sladrer.

Som i de fleste andre aspekter af livet er der pros and cons ved den her situation.

På fidus-siden kan nævnes:

-Jeg kan få klemt ting ud gennem sidebenene, som jeg er for stor en kujon til at få sagt i virkeligheden

-Var det det?


På ulempesiden kan nævnes:

-Jeg kunne forestille mig at folk bliver slemt utilfredse, hvis de føler sig føler sig nævnt på utiltalende vis i et blogindlæg.

-Mit frirum til at udtale mig præcis som jeg vil bliver indskrænket. Hvis jeg har behov for at skrive om noget, jeg ikke ønsker andre, som kender mig, skal vide/høre/dømme, så kan det ikke længere være i dette forum.

-Jeg vil måske blive frygtelig præstationsangst og få skriveblokering (ikke at jeg er nogen stor forfatter, men alligevel)

-Nogle mennesker vil måske til deres rædsel opdage, hvilket forskruet menneske jeg i virkeligheden er ;)

De fleste af ulempeargumenterne handler jo bare om at jeg skal bestemme mig for, om jeg synes at folk skal acceptere mig som den jeg er, eller om jeg vil spille fordækt over for folk omkring mig for at opretholde ro og orden.

Jeg har stor respekt for Linda fra Blogsbjerg fordi hun bekender kulør og ikke holder sig tilbage og, så vidt jeg husker, i et tidligere blogindlæg rent faktisk har skældt ud over at folk fra virkeligheden har hylet op og forlangt censur fordi de kunne kende sig selv i blogindlæg de ikke brød sig om.
Mit problem er nok, at jeg ikke er sikker på jeg har tilstrækkelig selvtillid til at skære igennem og kræve min ret til ytringfrihed selv om folk jeg kender læser med.
Langt fra alle mine blogindlæg vil dog være skydeskiver. De fleste er bare ævl og kævl, hvor jeg nogle gange selv betvivler min blogs eksistensberettigelse når jeg sammenligner med andre folks meget seriøse blogs. Jeg bliver dog ved med at skrive blot fordi jeg synes det er sjovt og fordi jeg trods alt endnu ikke har læst de regler der siger at man ikke må smide ligegyldige ting på sin blog engang i mellem.

Men nogle indlæg handler jo også om, hvordan jeg har det inde i hovedet og hvordan jeg føler og tænker. Er jeg egentlig indstillet på at dele dette med folk tæt på mig og indstillet på konsekvenserne dette kan have?
Jeg ved der er nogle få mennesker, der læser min blog. Derfor håber jeg der er nogen, der læser dette indlæg og måske vil bistå mig med lidt klogskab og almindelige menneskelige meninger. Ikke fordi jeg er hjælpeløs og vil have andre til at fikse mit mentale problem, men fordi det altid er godt og konstruktivt at høre andres meninger.
Så derfor vil jeg kaste et spørgsmål ud i plenum og så håbe på svar - også fra dem som ikke har givet sig til kende endnu (skulle der findes nogen).

Hvad skal jeg gøre gøre?

Plat humor

Jeg ved ikke.. jeg skreg af grin da jeg så den video, men har lidt problemer med at finde nogen der synes den er lige så sjov som jeg synes.

Titel

Min lørdag aften var virkelig spændende. Den var så spændende at det mislykkedes at finde en sætning som summerer den op. Derfor den lidet informerende titel på dette indlæg.
Efter at have pølet en halv flaske rødvin, bare fordi jeg kunne, faldt jeg over en film som var så sørgelig at jeg sad og hylede. Der var nogen der døde og så begynder jeg automatisk at vande høns. Denne regel gælder dog sjovt nok ikke hvis vedkommende er blevet skudt i en aktionfilm.
Jeg har altid været temmelig grådlabil. På listen over film jeg tuder over findes bla. Snehvide. Jeg tåler ikke rigtig det punkt, hvor hun er helt alene i skoven.
Derudover kan jeg godt fælde en tåre, hvis jeg ser en person der lufter sin sorte labrador. Jeg har aldrig tudet så meget som da jeg måtte aflive min elskede hund for snart tre år siden og bliver stadig ganske vemodig når jeg ser glade hunde på gaden.
Det mest irriterende er dog at jeg begynder at hyle hvis folk interesserer sig for mig. Her menes, at hvis jeg i en eller anden situation virker på folk som om jeg ikke helt er på toppen eller virker lidt mut og så der er nogen der spørger "Er du OK?" begynder jeg resolut at mimre for derefter at fælde den ene tåre efter den anden mens jeg stædigt forsøger at lade være. Jeg ved ikke hvorfor; det er da ganske rart at folk bekymrer sig lidt. Af og til ville det dog være rarest hvis folk ville lade mig være og ikke vise interesse for mit velbefindende.

Any who, det som jeg egentlig ville fortælle med dette indlæg, der tog en fuldstændig ligegyldig drejning i forhold til det oprindelige tankespind var, at jeg efter at have snøftet færdig over førnævnte film zappede lidt rundt og faldt over TV2 Charlie og deres Lørdagsfest.
(Og ja, det er rigtig gættet; jeg har været helt alene hjemme hele weekenden uden menneskelig kontakt udover en tur i Fuptex)

Ingen ringere end James Last.

Jeg bekender kulør. Jeg erkender. Jeg bryder sammen og tilstår. Jeg synes altså James Last er go'.
Ikke fordi musikken er noget specielt egentlig. Men hver gang der er et af hans shows på tv og jeg så får zappet mig hen på det, ender jeg altid med at hænge fast og kigge fascineret på skærmen. De shows har jo alt!

Hvis man kigger lidt efter er der jo alle mulige underholdningselementer:
- Kiksede kvinder i uformeligt gallatøj med for mange palietter
- Smækre kvinder i meget stramme gallakjoler med for mange palietter
- Smækre kvinder i meget stramme, men kedelige gallakjoler (hvor finder han alle de lækre violinister henne?)
- Masser af mandlige bandmedlemmer, der på skift gnider sig op af de lækre blondiner
-Den typiske elguitarspiller, som er et must i et hvert band - tynd med stramtsiddende gamle jeans, det obligatoriske halvlange krøllede hår, undertrøje med åben skjorte og lidende ansigtsudtryk
- Harmonikaspillere ældre end Metusalem
- Indbegrebet af et tysk boytoy. Med Kim Schumacher frisure og babyface og tydeligt begæret af de midaldrende kvinder i bandet som gør hvad de kan for at få lejlighed til at gramse lidt på ham
- Publikummet. Folk der aldrig har forladt 80'erne og som stadig går rundt med bukserne oppe under hængepatterne.
- James Last himself, der lusker småhoppende rundt på scenen i et forsøg på at få tiden til at gå mens han af og til kaster en dirigerende arm i et par sekunder.

Behøver man mere for at have god underholdning?