Dilemma 2

Jeg har fået mig et vaskeægte, ubehageligt og irriterende dilemma i dag.

Der er blevet slået et rigtig fedt job op....i Hjørring! Af alle steder!


Billedet, og ikke mindst pilen, er egentlig mest for dramatic emphasis.

Skal jeg søge det?
Jeg har brug det meste af dagen på at overveje pros and cons samt søgt råd hos gud og hver mand. Journalisten, som er på kursus og derfor slet ikke har tid til mine problemer var naturligvis ikke til nogen hjælp, på trods af at det har temmelig meget med ham at gøre. Jeg får næppe noget fornuftigt ud af ham før på mandag. Og der er jo lang tid til. Det gennemgående råd jeg har fået fra de andre er, at skrive ansøgningen og så diskutere det med Journalisten når han kommer hjem. Jeg kan altid slette ansøgningen.
Nu er jeg jo i den situation at jeg ikke rigtig kan være kræsen.
Det ville selvsagt være dybt ubehageligt at skulle bryde mit og Journalistens hjem op for at jeg kan flytte tre timer væk. I sin tid flyttede vi sammen fordi jeg ikke længere kunne magte langdistanceforhold og ofrede mig for forholdet ved at flytte ubetinget med.
Journalisten har erklæret at han er helt på det rene med at det kan blive nødvendigt at han ofrer sig, men jeg ved at han vil få svært ved at få job deroppe og jeg vil have det skidt med at være skyld i at han ikke kan få de sjove jobs han gerne vil *han hader når jeg siger sådan*.
Omvendt så ville det være en storslået chance for at få noget værdifuld erfaring inden for et bestemt område af min branche, og som på sigt vil åbne mange døre til den type jobs, jeg gerne vil have en dag.

Der er i øvrigt det ved det, at dette firma rent faktisk har forsøgt at få fingrene i mig før jeg blev færdiguddannet. Min afgangsprojektmakker og jeg havde hevet en dag ud af kalenderen for at tage på karrieremesse og valget faldt på Aalborg, da der var en overhængende chance for at Journalisten skulle flytte derop. Jeg fik en snak med firmaet og de fik mit CV. En uges penge senere fik jeg en mail fra en person fra firmaet, der gerne ville snakke nærmere.
Men Journalisten skulle til Syddanmark og jeg fulgte ukritisk med. Og meddelte derfor firmaet at det kunne desværre ikke lade sig gøre. Jeg kan ikke hitte ud af om det er en fordel eller en ulempe.

Det rent logistiske er ikke noget problem, for mine svigerforældre bor lige om hjørnet, så jeg kunne nok nasse et værelse indtil jeg ville få mit eget hummer. Selvom det nok ville blive den største udfordring af dem alle - at bo sammen med svigergamlerne.

Og så er der den værste af dem alle. Min hjerne, der skal overbevises om at Journalisten ikke danser på bordene lige så snart jeg flytter. Det er frygtelig svært for mig at overbevise mig selv om at han ikke vil dumpe mig fordi jeg er så langt væk og at han ikke vil bruge sin nyvundne alenetid på at finde en anden pige at være sammen med. Jeg hader mig selv for det.

Der er selvfølgelig ingen der siger, at jeg får jobbet.