Dyrt bekendtskab

I morges var en af de morgener, der mislykkedes.
Journalisten skulle bruge bilen, så min cykel og jeg skulle sættes af ved fitnesscenteret kl 8.30 til den sædvanlige morgentræning *som jeg i øvrigt skulkede fra igår morges fordi det regnede*.
Jeg havde tilbragt en hel del af min nat på at vende og dreje mig i sengen. Noget som forholdsvis ofte sker, helst i perioder, og det er altid omkring kl. 4. Jeg var derfor ikke specielt på toppen da vækkeuret ringede og jeg hang temmelig meget i bremsen.
Udsigten til rent faktisk at bevæge musklerne og derefter cykle hjem i regnvejr satte en mental bremse for min videre færd ud af sengen. Til sidst havde jeg ligget der alt for længe og jeg kunne se røven af Journalisten, der forlod mig for at nå hans aftale kl 9.
Nå, men jeg kunne lige ligge og gasse den et par minutter mere og så stå op. Den troede jeg egentlig ikke engang selv på da jeg tænkte den, og selvom jeg vidste at det bedste jeg egentlig kunne have gjort netop var at stå op for at træne, trak jeg dynen op over næsen igen.
Efter igen *hvad er der med drømme, der gentager sig selv?* at have været en tur i den ende af universet, hvor planeterne hænger så tæt sammen, at man kan røre flere af gangen ved at stikke armene ud af vinduerne på rumskibet, vågnede jeg omkring kl 10.30. Kort tid efter tikkede en sms ind fra Journalisten om at han var på vej hjem igen og jeg sprang ud i badet, så det så lidt ud som om jeg havde været oppe siden han gik.
Jeg registrerede godt nok at vandet var en my koldere end det plejer, men skruede op for varmen et par gange og tænkte ikke mere over det. Lige indtil jeg havde kommet sæbe i håret og overalt på kroppen. Så kunne jeg godt fornemme at det uundgåelige var på vej henover mig. Vandet blev iskoldt og som i en anden gyserfilm udstødte jeg rædselsskrig i panik. Der var ikke en dråbe varmt vand og jeg måtte bide ubehaget i mig og forsøge at få alt sæben fjernet hurtigere end lysets hastighed. Ingen nem opgave når man har langt hår.
Men det lykkedes og jeg sværger! Jeg er sikker på at jeg krympede af den behandling.
Fem mins senere, da jeg skulle skylle overskydende creme af fingrene og automatisk tændte for den varme hane kunne jeg bittert konstatere at det varme vand var kommet tilbage i rigelige mængder. Sølle 5 minutter, for fanden. Livet er nogengange håbløst uretfærdigt.

Any who, der har jo været en del medieomtale omkring mink og tilhørende skandaler og i den forbindelse er der kommet opmærksomhed på organisationen Anima. En organisation jeg først fandt ud af eksisterede for sjus tre måneder siden. Soen er nemlig medlem. Efter nogle optagelser af gæs, der bliver plukket levende, blev sendt i tv var hun så smagfuld at printe nogle dokumenter om sagen ud fra Animas hjemmeside og lægge dem lige der, hvor jeg skulle spise frokost.
Så en dag beskyldte hun mig for at være dyreplager.
Ikke overraskende var bageriet i sommerperioden voldsomt plaget af hvepse. Som den eneste af de ansatte ude i butikken var jeg ikke bange for hvepse overhovedet og fik derfor tildelt jobbet som hvepseklasker.
På et tidspunkt havde jeg smækket en hveps, som stadig lå og spjættede lidt med benene og det fik Soen til at gå helt over gevind og hun råbte op om at jeg skulle skynde mig at få den slået ordentligt ihjel, det var synd for den og jeg var en dyreplager.
Efter demonstrativt at have udtværet den arme hveps tog jeg mig en snak med hende om, hvad jeg mente om den sag og om, hvor synd jeg syntes det var for hvepsen.
Jeg har i tidligere tider læst biologi på universitetet og ved derfor temmelig meget om nervebaner og den slags. Det var ingen sag at argumentere bukserne af hende, men det var svært at tage hende seriøst, når hun begyndte at sammenligne mennesker og hvepse.
Jeg kan godt forstå at der er mennesker, der gerne vil hjælpe dyr og jeg ville ønske jeg selv havde overskuddet til at bidrage. Jeg er nødt til at lade være med at se de udsendelser som den med gæssene og den med minkene, da jeg ganske enkelt ikke kan holde op med at hyle igen. At man ikke ser det er heldigvis ikke ensbetydende med at man fornægter. Og der er ingen tvivl om at der bliver udført en forfærdelig masse hjerteskærende dyreplageri rundt omkring.

Jeg har derfor ret svært ved at tage det seriøst, når nogen insisterer på at det er synd for hvepsen.