I dag har mine forældre været gift i 38 år.
Den slags byder op til eftertænksomhed, synes jeg.
Da jeg nævnte det for Journalisten her til morgen, var hans respons "Vorhæææærrebevars". Mine forældre er nemlig prototypen på et ægteskab, der aldrig skulle have været indgået.
Omme i 1971 mødte mine forældre hinanden til min mors 20 års fødselsdag. Min far, der var lidt af en lækkermås at se på *dengang.. nu ser han bare hærget ud pga. tåbelig livsstil* var kæreste med en af min mors veninder. Men man er jo en dårlig hest, hvis man ikke kan sparke hvalpene ud af en anden geds rede, så min mor fik hurtigt gris på gaflen. Min morfar mente, ikke overraskende, at min far bestemt ikke var god nok til min mor, så hun kunne glemme alt om at gifte sig med ham så længe hun var under 21 år. Så selvfølgelig blev de gift et år efter, tre dage efter min mors 21 års fødselsdag.
Og vi ved jo alle sammen at det er en fantastisk god idé at gifte sig med en anden person af trods, uden at man kender personen super godt og aldrig har boet sammen med vedkommende. Jeg vil gætte på at min far bare så en chance for at få noget ordentlig at spise. Efter sigende levede han på det tidspunkt af ostemadder og trestjernet.
Nå, men mutter indså temmelig hurtigt at min far ikke er en peopleperson og er ret mærkelig. Men alligevel insisterede hun på at få tre børn med manden. Og forblive gift.
Og det selvom jeg er vokset op i et hjem med fast lørdagsskænderi, der som regel ødelagde stemningen resten af weekend. Med jævne mellemrum fremsatte min mor under stor ståhej trusler om at nu skulle de sandelig skilles.
De første mange år gav det anledning til mange tårer hos undertegnede, men på et tidspunkt når man til en alder, hvor går det op for en, at hun er så meget en tryghedsnarkoman, at hun ALDRIG kan finde ud af at gøre alvor. Det stoppede hende nu ikke i, at blive ret mopset over at der ikke var nogen af os, der tog hende alvorligt.
Men ikke engang da han duskede en anden kvinde kunne hun finde ud af at gå. I stedet gjorde hun mit liv ulideligt, fordi hun ville have at jeg skulle fikse deres problemer. Så jeg fik piller for kvalmen, flyttede hjemmefra i eksamensperioden for at få fred og fik et uopretteligt dårligt forhold til mine forældre. Pragtfuldt.
Nogen gange tænker jeg på at man måske skulle lade være med at blive gift. Nogensinde. Nu har jeg heller aldrig været den store bryllupsperson, men har da altid haft en eller anden romantisk forestilling om det, at man binder sig til et andet menneske.
Men efterhånden synes jeg ikke rigtig det holder stik længere.
Ude i periferien kan man høre om hvordan folk bliver skilt på stribe når de har fundet ud af, at det ikke er ren pik og patter at være gift og have børn *hvad regner folk egentlig med?*.
Andre gange kan man høre om folk, der keder sig i deres forhold og derfor nødvendigvis skal giftes. "Jamen, jeg synes vi er gået i stå i dette forhold. Så enten skal vi giftes eller også må vi gå fra hinanden".
Men det er jo igen den der fødekæde: Kærester -> Bryllup -> Byg hus -> Få børn.
Og så er der jo så folk som mine forældre, der bruger hele deres liv i et råddent forhold som de af uransalige årsager holder fast i. Og den slags forhold er der jo ubegribeligt mange af rundt omkring. Min mor har naturligvis spillet "Man kan jo ikke bare sådan lige ødelægge en familie, når der er børn"-kortet. Jeg har flere gange forklaret hende, at det var til alles fordel, hvis de gik fra hinanden. Men den slags underminerede jo hendes gode bortforklaringer, så det har hun altid ignoreret. Selv når man påpegede hvor godt hendes veninder, der tog sig sammen til at blive skilt, efterfølgende fik det, lod hun som om hun ikke kunne høre én.
Der hvor jeg ikke helt er med er det punkt, hvor man ikke tager ansvar for sin egen lykke.
Hvordan kan nogen mennesker tro, at det at stifte familie ikke kommer til at indvirke på mængden af cigarer, whisky og nøgne piger/mænd?
Hvordan kan nogen mennesker tro at forholdet bliver væsentlig anderledes bare fordi man bliver gift?
Og hvorfor hulen bliver folk ved med at blive i forliste forhold, som kun giver tryghed og dårlig livskvalitet?
Jeg er naturligvis farvet af min opvækst og at jeg ikke erindrer at have set ret mange ægteskaber, der giver mening. Men jeg kan godt leve med at undvære en udgift på 50-100.000 dask og et halvt års ulidelig planlægning, hvis det betyder at jeg kan holde fokus på det der betyder noget i det lange løb. Livsglæde.
Så måske man bare skulle droppe det der med at blive gift.
Tro på mig, I can relate...
SvarSlet