torsdag den 31. december 2009

Men godt nytår til Jer andre alligevel!

I aften er det nytår og jeg er allerede ved at skide i bukserne over, hvad der venter på mig på den anden side af tømmermændene.
Dengang 2007 blev til 2008 stod jeg og tænkte, at jeg håbede 2008 blev væsentligt bedre end 2007. 2007 var et lorteår, der var domineret af hæftig sygdom, samt et slemt brud med Journalisten. Jeg blev selvfølgelig rask igen og Journalisten og jeg kom sammen igen, men overordnet scorede året ikke særligt højt.
Men 2008 blev ikke væsentligt bedre. Jeg fik ganske vist min ingeniøruddannelse, men den var ikke prangende og jeg var så skoletræt, at jeg dårligt kunne slæbe mig igennem mit afgangsprojekt. Efter dimissionen var jeg fyldt af ny energi og klar til at indtage arbejdsmarkedet. To måneder senere havde jeg fået mit første job, som viste sig at være ganske forfærdeligt og næsten puttede mig ned i depressionskassen.
Jeg gik derfor ud af 2008 som en zombie og vurderede at 2009 umuligt kunne blive værre.
Og dog.
Nu er 2009 jo forsvundet og jeg har kun opnået én ting i år. Arbejdsløshed. Jeg har været arbejdsløs i ni ud af årets 12 måneder og de resterende tre måneder fik jeg til at gå hos Bageren, hvilket sådan set heller ikke var nogen succes. Frustrationerne driver ned af væggene her i huset og jeg kan ikke få øje på noget lys i nogen tunnel.
Det der med at ønske at næste år bliver bedre, virker jo tydeligvis ikke. Jeg har derfor overvejet at bruge omvendt psykologi i år:

I dare you, 2010! Bliv værre end 2009! Kom an, hvis du tør!

2 kommentarer:

  1. Jeg er sikker på du får et rædselsfuldt 2010! Lorte Nytår til dig!

    ;)

    SvarSlet
  2. Tak skal du ha'! ;)

    I lige måde!

    SvarSlet