Oplysningstid

For godt 12 år siden greb jeg en bog på min mors boghylde og gav mig i kast. Den fascinerede mig i en eller anden grad, men alligevel fik jeg den aldrig læst færdig. Nogle år senere forsøgte jeg igen, nu med større fascination og iver, men blev aldrig færdig.

Jeg har på intet tidspunkt i mit liv været en bogorm. Jeg ville gerne, men er rastløs af natur og hvis ikke pågældende bog fanger mig rimelig hurtigt, lægger jeg den fra mig og vender ikke tilbage. Jeg befandt mig dårligt i dansktimerne i gymnasiet, da jeg ikke er "dyb" sådan som det forstås i de kredse. Jeg kunne ikke analysere mig frem til noget som helst og forsøgte jeg, endte det sjældent med noget godt - i hvert fald ikke noget der var rigtigt i de litteraturkyndiges øjne. Nogle klassekammerater kunne analysere en bagekartoffel, hvis de fik lov, og jeg sad med åben mund og rystede på hovedet, når min dansklærer fandt seksuelle undertoner i alt fra salmebogen til Rødhætte.
Måske er jeg overfladisk og naiv, men hvis jeg skal analysere noget, så foretrækker jeg at det involverer matematiske ligninger eller forretningsprocesser.

Af og til lykkes det mig (læs: uhyggeligt sjældent) at falde for et koncept og jeg bliver så grebet, at jeg ikke kan rive mig selv ud af den parallelle verden jeg kaster mig ind i og bliver således handikappet og uden for rækkevidde til bogen er læst.
En kliche i bogverdenen, og for nogle mennesker ikke rigtig, ordentlig, seriøs litteratur, er Harry Potter serien. Jeg har læst samtlige bøger på originalsproget med glubende appetit og har ventet med stor længsel på den næste bog, hver gang jeg afsluttede den foregående. Disse bøger har formået at fastholde mig i en sådan grad at jeg var ovenud lykkelig over at de altid udkom op til sommerferien, så det ikke gjorde noget at jeg læste til kl. 4 om natten.
Da Vinci mysteriet af Dan Brown var også en succes, da jeg elsker en god konspirationsteori og desuden har stor kærlighed til Leonardo da Vinci. Jeg tog fat på den med skepsis, da omverdenen havde tudet mine øre fulde med at det var noget forbandet pladder uden nogen som helst hold i virkeligheden. Bagefter tænkte jeg "Og hvad så?". Jeg synes den var spændende! Og jeg er trods alt ikke én af de 50% der har læst bogen, som tror historien er autentisk.
Jeg har derudover gnavet mig igennem et utal af små, lette bøger. Fx. Agatha Christie, hvis bøger er ligetil og ikke indeholder de store fortolkelsesmuligheder, men blot en god mordgåde, hvilket falder lige i min smag. Jeg kan læse dem uden at skulle stoppe op og spekulere over om jeg misset det underliggende plot.

For nylig var jeg hjemme hos mine forældre og fik igen øje på bogen på hylden. Af uforklarlige årsager fik jeg lyst til at prøve igen. Det er immervæk næsten godt ti år siden jeg førsøgte sidst. Nu har jeg læst den til ende og sidder tilbage med en mærkelig, men rar, fornemmelse. Bogen fascinerer mig stadigvæk, men denne gang endnu mere. Ikke nok med at jeg rent faktisk fik læst den færdig, jeg har også opnået en større forståelse for indeholdet og skrivemåden. Jeg har erkendt at jeg først nu har været moden nok til at forstå bogen og derfor først har kunnet læse den færdig denne gang.

Jeg har pludselig fået travlt med at komme i tanke om alle de bøger jeg ikke har læst færdig i tidens løb.