Hvor går grænsen for sippethed?

I søndags brugte jeg dagen med en gammel veninde. Jeg har før omtalt hende, som den veninde jeg har haft længst og hvis venskab jeg ikke ville være foruden. Vi render ikke hinanden på dørene og således er det faktisk godt tre år siden jeg sidst har besøgt hende i hendes eget hjem. På trods af, at hun det sidste år kun har boet ti mins væk.

I dag var jeg så inviteret til brunch og efterfølgende Asterix kavalkade *ja, det er sådan noget vi gør, når vi er sammen*. Jeg har altid lidt bange anelser, når jeg skal træde ind i privaten hos hende. Hendes forældre har aldrig stillet nogen krav til hende og som barn blev hun belønnet med penge, hvis hun skulle lave noget som helst ud over, hvad hun selv gad. Det var nu ikke altid at hun manglede penge og så var hun egentlig ligeglad med, om hendes mor syntes hun skulle gøre lidt rent. Det måtte hendes mor da selv ordne. Derudover er hun af natur i øvrigt også ret ligeglad med hygiejne, rod og skidt. Med andre ord: Hun er et svin.

Jeg er ikke rengøringsfreak. Tværtimod. Det er ret sjældent at der bliver gjort rent her i hytten. Journalisten gør det ikke af sig selv og jeg gider som regel ikke. Vi har en stor reol, der burde være sort, men den er for det meste grå af støv. Men jeg har det dårligt, hvis mit lokum er møgbeskidt, eller hvis mit køkken er sundhedsskadeligt. Det skal helst være nogenlunde i orden. Derudover går jeg pænt højt op i madhygiejne, så jeg var lidt spændt på, hvad jeg skulle udsættes for.

Med hensyn til mængden af skidt blev jeg bestemt ikke overrasket. Hendes støvsuger bliver ikke overanstrengt og det der med at støve af gør hun heller ikke i. Det var nu ingen sag for det gælder jo om at være forberedt, så jeg havde taget tøfler med. Hendes badeværelse var dog en katastrofe og jeg forstår ikke rigtig, hvorfor folk ikke lige bruger en toiletbørste inden de får gæster. Jeg synes tit, jeg ser eksempler rundt omkring på, hvorledes beboerne har forsøgt at skide lokummet i stykker. Og det gider jeg egentlig ikke blandes ind i. Derudover er hun en katteperson og gulvet var derfor belagt med et tæppe af kattegrus og der var tilhørende lugt af kattebakke. Det er naturligvis en del af det at have kat, men jeg synes godt man gøre det lidt med stil.

Alt sådan noget kan jeg dog snildt leve med, når jeg lige har brugt fem mins på at afklimatisere mig. Jeg har derimod voldsomt svært ved at abstrahere fra kontakt med råt kød uden efterfølgende brug af sæbe. Eller senere, hvor vi var en tur på en nærliggende gård, for at lukke hendes heste ud *katte- OG hesteperson. Vi kunne ikke være mere forskellige. Magter ikke de kræ. Men de havde verdens sødeste hund deroppe, der elskede mig efter 30 sekunder*, skulle hendes hest lige have smurt noget creme på nogle skumle sår. Det der med at vaske fingre bagefter ventede hun en times tid med. Havde det været mig selv, havde jeg panisk fundet den første og bedste håndvask.
Og så bøvser hun konstant. Jeg hader når folk bøvser, særligt når jeg spiser.

Noget helt andet i samme boldgade. Forleden stod jeg og hang over kølediskene nede i det lokale madpusheri og prøvede at få en god ide. Så gik jeg over i deres delikatesse i håb om at blive inspireret - med held! De havde en eller anden ret med kartoffelkroketter til at ligge og så fik jeg lyst til sådan nogen. Jeg susede glad ned til fryseren for at finde en pose, fandt en og vendte den om. Ved ikke helt hvorfor, men jeg kigger automatisk altid på bagsiden af forbehandlet mad. Så står der altid et eller andet om, at maden indeholder spor af nødder og den slags. Men ikke på denne pose. Der stod "Kan indeholde spor af svovldioxid og mælk".
Svovldioxid?

Der er sikkert en logisk forklaring på det, men der blev jeg altså sippet igen.