Madsvineri og generelt idioti

Jeg er rimelig sippet, når det kommer til andre mennesker og deres omgang med mad og køkken. Det er ikke altid praktisk. Jeg får eksempelvis ofte kvalme, når jeg ser hvordan folk håndterer deres karklud.

Da jeg havde mit eneste fagrelevante job, var jeg i et firma med 12 personer, hvoraf der var én heltidspige *mig* og så en regnskabsdame, der kom to gange om ugen. Så til frokost var jeg som regel alene med 11 mandfolk, der på ingen måde havde hørt om madhygiejne. Vores frokostordning gik ud på, at der hver mandag kom en madmor og købte ind til en hel almindelig frokost. Rugbrød og pålæg og den slags. Til og med torsdag skulle vi så dagligt hive disse ting ud af køleren og leve af dem.

Det generede ingen at bruge den samme kniv til at smøre alting på brødet eller bruge den samme ske til alt flydende. Jeg overlevede ved at spise hamburgerryg og den slags der kommer i en pakning, samt leverpostej, hvor jeg kunne tage af de urørte sider. Dette lyder måske en smule psykotisk, og det er det også til en vis grad. Men jeg må erkende, at jeg står af, når folk først bruger deres kniv til at smøre en muggen ost på brødet og herefter bruger den samme kniv til at lave en leverpostejsmad. Eller bruger kniven til at spise en fiskemad og herefter bruger den samme kniv til at skille pålægsstykkerne fra hinanden. Eller bruger skeen til marmeladen til grundigt at tvære marmeladen ned i ostemaden og så stikker skeen ned i marmeladeglasset igen. Og forestil jer så at 11 personer praktiserer denne form for ulækkerhed i dagevis på den samme stakkels mad.
Jeg synes ganske enkelt det er vammelt. Især om torsdagen, efter fire dages sammenblanding af madvarer. Den eneste grund til at jeg ikke døde af sult var, at jeg begyndte at tage min egen mad med under påskud af at jeg hellere ville have salat - hvilket i øvrigt ikke var helt løgn. Hvis de spurgte efter grøntsager, mente de italiensk salat og ristede løg.

Nå, men efter jeg nu har overstået min fire uger i virksomhedspraktik har jeg fået genopfrisket et par ting.

Den ene ting er, at jeg virkelig ikke kan udstå muggen ost. Op til flere gange har jeg mistet appetitten midt i frokosten, fordi en kollega ikke kunne vente med at smøre sin skive franskbrød med grøn ost til efter rugbrødsmadderne. Den har således ligget og lugtet mig lige op i næseborene, som i mit tilfælde har været ulideligt følsomme efter jeg holdt op med at ryge for et par år siden.

En anden ting er, at ostespisere - og her tænker jeg på skiveostespisere - af en eller anden grund er enormt bange for at deres osteskiver falder af brødet, og derfor er de nødt til holde fast på osten med fingrene. I kender dem garanteret godt. Lige pegefingeren på osten, så man har styr på den. Og beklager, hvis jeg træder nogen over tæerne, men det er satme klamt!

Come on! Det mindste de kan gøre er da at vaske fingrene bagefter, men det gør de ikke engang. Næh nej, det er jo travle mennesker, så folk slæber deres ostemadder ned på kontorerne og sidder så og gramser på dem, mens de arbejder videre.
Så kan man bagefter lugte folks ostefingre og rynke på næsen, når de skriver på tastaturer, rører ved computermus og håndterer deres iPhones, som bliver behørigt fedtede efterfølgende. Adr!
Jeg kan ikke forstå det er nødvendigt. Hvis man er bange for at osten falder af kan man fx. bruge lidt smørelse, bruge sine tænder eller bruge kniv og gaffel. Det andet er ulækkert.
Folk kan ellers nok finde ud af at bruge sæbe og alkogel og den slags i frygt for at få sygdomme, men derudover er det så som så med hygiejnen. Nok er man ikke smittefarlig efter konsumering af ostemadder, men alligevel.
Hvad med hensynet til dem med sart lugtesans?

Idag fik jeg i øvrigt understøttet min teori om, at jeg overhovedet ikke bør sendes ud i virkeligheden. Tog ned for at handle og hankede i den forbindelse op i et par poser med pant. Stoppede glad flaskerne i maskinen og gik ind i butikken. Nede i brødafdelingen, efter af have svævet rundt over køddisken i ti mins totalt forladt for gode aftensmadsideer, gik det op for mig at jeg havde glemt noget, da jeg indløste panten.
Nemlig at indløse panten.
Jeg havde glad stoppet flaskerne ind i maskinen og var gået videre. Det der med at trykke på en knap og tage et stykke papir, der er penge værd, havde jeg ikke lige tænkt på.

Super, Einstein.