Familier, ferier og funktionærer

Nå, men nu er jeg også næsten kommet mig over påsken i familiens skød.
Ej, så slemt var det slet ikke.
Der var en enkelt dag hjemme hos min familie og det var såmænd hyggeligt nok. Lidt som det plejer. Der var vist ikke nogen der kom i klammeri.
Et par dage før sørgede Søster for at forsyne mig med endnu en niece, så hun tog selvfølgelig en del opmærksomhed. Og hun var da sød. Men jeg har det, som jeg tror mange har det, men ingen snakker om. Babyer er altså grimme og de ligner i store træk hinanden alle sammen. Især når de lige er blevet født.
Da de afslørede navnet på den nye arving, havde de som altid valgt et lidt aparte navn der ikke var nogen der havde set komme. Så begejstringen var til at overse - til forældrenes forståelige frustration.
Nu har jeg vænnet mig til det og synes det er et glimrende navn. Og nu kan hun jo slet ikke hedde andet. Min far, som ikke ejer pli, kørte det meste af dagen i en rille om en mandlig amerikansk countrysanger med samme navn og at det var det ENESTE sted han nogensinde havde hørt det navn før. Trods mine forsøg på minde ham om at bare forbi han ikke har hørt det, er det ikke ensbetydende med at det ikke findes, startede han forfra hver gang vi kom ind på emnet. Sådan har han det nemlig med mange ting. At hvis ikke han har hørt om det/kender til det/har prøvet det så findes det ikke. Basta.
Han skal nok vænne sig til det navn. Men hvis han overlever til ungen er gammel nok til at forstå hvad der bliver sagt til hende, skal hendes morfar nok sørge for at fortælle hende, hvor fjollet han synes hendes navn er.
Så gik stafetten til Journalistens familie i en tre dages tid. Jeg har sjældent været så glad for at komme hjem til mig selv igen. Måske er det noget jeg bilder mig ind, men jeg synes de var storslemme denne gang.
Pr. udgangspunkt behandler de mig altid som en dronning. Jeg er tilsyneladende noget særligt. Desværre håndterer jeg ikke tilbedelse særlig godt.
Men denne gang var det altså værre end det plejer. Og det startede allerede da vi havde parkeret bilen og Journalistens far ikke ville sige hej til Journalisten før han havde krammet på mig.
Journalistens mor er indbegrebet af overdreven høflighed og behagesyge. Det er en umulighed at tage beslutninger for sig selv og så sidde i fred med den beslutning. De fleste af hendes sætninger starter med ting som:
"Jamen, vil du ikke have..."
"Skal du ikke have..."
"Der er også..."
Og jeg har det som regel bedst med at der ikke bliver disket alt for meget op for min skyld.
Et eksempel. Lørdag havde vi aflyst frokosten, fordi frokosterne ellers altid skal foregå rundt om et veldækket spisebord og tage timer. Journalistens tålmodighed med den slags er ikke så høj og fik det droppet.
På et tidspunkt blev jeg småsulten og gik ud og smurte et par stykker rugbrød. Mens jeg sad og tyggede på min rullepølsemad gav jeg mig til at tælle ned og ganske rigtigt:
"Vil du ikke have noget pålæg på? Skal jeg ikke finde noget til dig? Er der noget du mangler? Vi har også blablablabla"
I et forsøg på at læse lidt i min bog inde i sofaen:
Sviger: "Sidder du godt nok?"
Mig: "Ja tak"
Sviger: "Mere kaffe?"
Mig: "Nej tak"
Sviger: "Sidder du godt sådan der?"
Mig: "Jeg sidder fint"
Sviger: "Vil du ikke have en pude i ryggen?"

ARGH!

Og sådan fortsatte det. Problemet er lidt at hun er typen der stiller sig ned i bryggerset og tuder, hvis man tilnærmelsesvis giver udtryk for, at man synes at hun er irriterende. Og jeg havde fået Journalisten til at love ikke at få hende til at flæbe denne gang *han plejer ellers at være mand for en kontrovers. Bare sådan for sportens skyld*. Så der var ikke andet at gøre end at tåle det.
Hun var ufattelig tæt på at dø.

Så fik jeg skrevet under på kontrakt med firmaet og fik også lige at vide at den direktør, der ansatte mig, går af og så kommer der en ny direktør som, "vi må håbe også synes det er en god idé, at vi har ansat dig".
Tak for øv. Så der skal max pukles, så den nye direktør ikke kommer i tanke om at jeg er overflødig.

For at virksomheden kan få tilskud fra kommunen skal en række papirer udfyldes og efterfølgende skal der laves en såkaldt jobplan. I forbindelse med at min anden aktør havde tilbageholdt lidt oplysninger havde Søvndyssende Funktionær sagt til mig, at jeg bare kunne komme ned til ham på jobcenteret og få lavet min jobplan.
Forleden ringede jeg så til ham for at aftale en tid. Han var totalt blank at tale med. Men han havde tid til at lave min jobplan i går, så jeg rejste derned bare for igen at finde ham totalt blank. Den mand har ikke meget hukommelse. Og så ville han i øvrigt helst ikke lave min jobplan, for det må de ikke rigtig bruge tid på i jobcenteret. Det skal jeg få min anden aktør til. Christ. Det kunne han ikke have sagt fra starten af?
Han var også ufatteligt tæt på at dø.

Til gengæld vandt jeg tusind gode danske kroner på spil i sidste uge.