Tilværelsens ulidelige lethe... nåh nej

For ikke så længe siden argumenterede jeg for manglende kvantitet af indlæg med, at der ikke skete en skid i mit liv. Hvilket i øvrigt var en stor sandhed.
Men nu kan jeg så gøre det modsatte. Nu sker der nemlig alt for meget, og desværre ikke ubetinget fede ting. Derfor bliver det ikke til så meget skriveri. Synes ikke jeg har kapacitet til det.

På lørdag skal jeg flytte. Alene.
Vi er brugt op, slidt ned. Småting blev til vaner, der blev til dårlige vaner, der blev til store problemer.
Nederlag og frustrationer, kombineret med stor succes og uhindret fremgang, gav nedsmeltninger.

Måske er det bedst sådan, måske er det en fejl. Det ved fremtiden. Vi ser hvad der sker.
Måske et job på et tidligere tidspunkt havde ændret tingene. Det vides ikke. Nu er det for sent.

Vi vil ikke. Men vi skal.

Køben-hvaffornoget?

Så faldt jeg lige over transmissionen fra Det Kongelige Teater, hvor diverse prominte personer skal se gallaforestilling i anledningen af dronens fødselsdag. Og mens jeg sad og syntes, at der ser rart ud i København i aften og at teatret er en fin bygning, gik det op for mig, hvor stor en bonderøv jeg egentlig er.
Jeg har ikke tilbragt ret meget af mit liv i København og er faktisk hovestadsmæssigt analfabet.
Tilbage i 1990 tog mine forældre mig og mine søskende med til København på en lille tur på tre dage. Jeg husker kun at vi besøgte zoo, tivoli og et eller andet slot.
Og så vendte jeg sådan set ikke tilbage i sjus 18 år. Altså hvis man lige ser bort fra hurtig gennemkørsel på hovedbanen på vej til lufthavnen.
Det, der i øvrigt har slået mig hver gang jeg er kommet ind med toget er, at jeg synes det sidste stykke vej mod hovedbanen ligner noget fra østblokken. Det er et lidt smådeprimerende område, synes jeg.

Nå, men i 2008 var jeg faktisk forbi nogle gange, mest i militært regi. Der var et eller andet arrangement på Statens Museum for Kunst med forsvarsminter, -chef og diverse andre pinger, der var Tattoo på Rosenborg, hvor vi sad på tribune med de kongelige, og så var der en koncert inde på Rosenborg med militært musik, hvor vi i øvrigt fik den tvivlsomme ære af at se Grev Ingolf i levende live. Ham har jeg set en del gange før, bl.a. på Koldinghus, og han bliver bestemt ikke kønnere med alderen.
Til jul det år var jeg inde i Det Kongelige Teater og se Nøddeknækkeren. Jeg elsker den ballet, mest pga. musikken. I den forbindelse overnattede jeg hos en kammerat, der bor i Glostrup. Og da jeg om eftermiddagen kiggede ud over landet fra hans altan på 4.sal syntes jeg igen at det lignede noget fra østblokken. Jeg spekulerer på, om det måske er meget udbredt derovre?

En af gangene overnattede vi i de militære bygninger ude på Holmen, helt ude ved kanonerne. Om eftermiddagen gik dronningen i land fra Dannebrog og Journalisten tvang mig til at vinke tilbage til hende, da hun sejlede forbi, fordi der kun stod omkring ti mennesker på vores side og han syntes det ville se mærkeligt ud, hvis jeg bare stod der og daskede.
Jeg var tilgengæld noget imponeret over S-toge og metro. Fascinerende.
Og det var så ca. det.
Jeg aner intet om København og således har jeg siddet i taxaer og busser og glanet ud gennem vinduerne med åben mund og polypper. Jeg har gået rundt i byen uden at ane, hvor jeg var og har udbrudt masser af "guuuuuud", når det er gået op for mig, hvor jeg var. Eksempelvis da jeg opdagede, at jeg stod på Langebro eller da vi ventede på bussen på Christianshavns Torv. Og vist mumlede noget med "Ser Christianshavn sådan ud??", mens jeg kiggede på samlingen af drankere med deres hunde bag mig, og de unge autonomt udseende personer på fortovet overfor, der bare sad midt i det hele.
Der gik i øvrigt ret lang tid, før jeg fandt ud af at jeg stod på Amager. Ved ikke helt, hvad jeg egentlig forventede.
Var også noget forbløffet over at gå ud af hovedbanen og nærmest falde over Tivoli. Det havde jeg heller ikke set komme.

Når jeg kørte i bus igennem byen havde jeg sådan en mærkelig fornemmelse. Det føltes bizart. Lidt forkert, men jeg kunne ikke rigtig sætte fingeren på det. Det var først da jeg senere i en eller anden forbindelse kørte bus i Århus, hvor jeg er vokset op, at det slog mig. Det var alle de høje bygninger. Man kan jo køre i evigheder på store veje, hvor man ikke kan se andet end høje bygninger. København kan godt give lidt klaustrofobi, synes jeg.

I store hele træk har jeg altså ingen anelse om, hvad jeg foretager mig når jeg er derovre.
Spørger man mig om Nørrebro, Vesterbro og den slags, aner jeg ingenting og må have et kort. Frederiksberg er vist nok der, hvor zoo ligger?

Men nu har jeg altså tænkt lidt. I kommende ferieår har jeg sølle fem feriedage og dem gemmer jeg til jul. Så ingen udlandsrejser til mig før næste år. Så måske jeg skulle bruge min sommer på at se København? Det er vist ved at være på tide.

Familier, ferier og funktionærer

Nå, men nu er jeg også næsten kommet mig over påsken i familiens skød.
Ej, så slemt var det slet ikke.
Der var en enkelt dag hjemme hos min familie og det var såmænd hyggeligt nok. Lidt som det plejer. Der var vist ikke nogen der kom i klammeri.
Et par dage før sørgede Søster for at forsyne mig med endnu en niece, så hun tog selvfølgelig en del opmærksomhed. Og hun var da sød. Men jeg har det, som jeg tror mange har det, men ingen snakker om. Babyer er altså grimme og de ligner i store træk hinanden alle sammen. Især når de lige er blevet født.
Da de afslørede navnet på den nye arving, havde de som altid valgt et lidt aparte navn der ikke var nogen der havde set komme. Så begejstringen var til at overse - til forældrenes forståelige frustration.
Nu har jeg vænnet mig til det og synes det er et glimrende navn. Og nu kan hun jo slet ikke hedde andet. Min far, som ikke ejer pli, kørte det meste af dagen i en rille om en mandlig amerikansk countrysanger med samme navn og at det var det ENESTE sted han nogensinde havde hørt det navn før. Trods mine forsøg på minde ham om at bare forbi han ikke har hørt det, er det ikke ensbetydende med at det ikke findes, startede han forfra hver gang vi kom ind på emnet. Sådan har han det nemlig med mange ting. At hvis ikke han har hørt om det/kender til det/har prøvet det så findes det ikke. Basta.
Han skal nok vænne sig til det navn. Men hvis han overlever til ungen er gammel nok til at forstå hvad der bliver sagt til hende, skal hendes morfar nok sørge for at fortælle hende, hvor fjollet han synes hendes navn er.
Så gik stafetten til Journalistens familie i en tre dages tid. Jeg har sjældent været så glad for at komme hjem til mig selv igen. Måske er det noget jeg bilder mig ind, men jeg synes de var storslemme denne gang.
Pr. udgangspunkt behandler de mig altid som en dronning. Jeg er tilsyneladende noget særligt. Desværre håndterer jeg ikke tilbedelse særlig godt.
Men denne gang var det altså værre end det plejer. Og det startede allerede da vi havde parkeret bilen og Journalistens far ikke ville sige hej til Journalisten før han havde krammet på mig.
Journalistens mor er indbegrebet af overdreven høflighed og behagesyge. Det er en umulighed at tage beslutninger for sig selv og så sidde i fred med den beslutning. De fleste af hendes sætninger starter med ting som:
"Jamen, vil du ikke have..."
"Skal du ikke have..."
"Der er også..."
Og jeg har det som regel bedst med at der ikke bliver disket alt for meget op for min skyld.
Et eksempel. Lørdag havde vi aflyst frokosten, fordi frokosterne ellers altid skal foregå rundt om et veldækket spisebord og tage timer. Journalistens tålmodighed med den slags er ikke så høj og fik det droppet.
På et tidspunkt blev jeg småsulten og gik ud og smurte et par stykker rugbrød. Mens jeg sad og tyggede på min rullepølsemad gav jeg mig til at tælle ned og ganske rigtigt:
"Vil du ikke have noget pålæg på? Skal jeg ikke finde noget til dig? Er der noget du mangler? Vi har også blablablabla"
I et forsøg på at læse lidt i min bog inde i sofaen:
Sviger: "Sidder du godt nok?"
Mig: "Ja tak"
Sviger: "Mere kaffe?"
Mig: "Nej tak"
Sviger: "Sidder du godt sådan der?"
Mig: "Jeg sidder fint"
Sviger: "Vil du ikke have en pude i ryggen?"

ARGH!

Og sådan fortsatte det. Problemet er lidt at hun er typen der stiller sig ned i bryggerset og tuder, hvis man tilnærmelsesvis giver udtryk for, at man synes at hun er irriterende. Og jeg havde fået Journalisten til at love ikke at få hende til at flæbe denne gang *han plejer ellers at være mand for en kontrovers. Bare sådan for sportens skyld*. Så der var ikke andet at gøre end at tåle det.
Hun var ufattelig tæt på at dø.

Så fik jeg skrevet under på kontrakt med firmaet og fik også lige at vide at den direktør, der ansatte mig, går af og så kommer der en ny direktør som, "vi må håbe også synes det er en god idé, at vi har ansat dig".
Tak for øv. Så der skal max pukles, så den nye direktør ikke kommer i tanke om at jeg er overflødig.

For at virksomheden kan få tilskud fra kommunen skal en række papirer udfyldes og efterfølgende skal der laves en såkaldt jobplan. I forbindelse med at min anden aktør havde tilbageholdt lidt oplysninger havde Søvndyssende Funktionær sagt til mig, at jeg bare kunne komme ned til ham på jobcenteret og få lavet min jobplan.
Forleden ringede jeg så til ham for at aftale en tid. Han var totalt blank at tale med. Men han havde tid til at lave min jobplan i går, så jeg rejste derned bare for igen at finde ham totalt blank. Den mand har ikke meget hukommelse. Og så ville han i øvrigt helst ikke lave min jobplan, for det må de ikke rigtig bruge tid på i jobcenteret. Det skal jeg få min anden aktør til. Christ. Det kunne han ikke have sagt fra starten af?
Han var også ufatteligt tæt på at dø.

Til gengæld vandt jeg tusind gode danske kroner på spil i sidste uge.