Jul i familiens skød

Juleaften tilbragte jeg med Journalisten og hans familie, og det var aldeles hyggeligt og behageligt. Ingen panik. Jeg havde det rigtig rart hvor jeg var, og havde ikke meget lyst til at forlade stedet.
Men 2. juledag vankede der julefrokost med min familie hjemme hos mine forældre, og allerede fra morgenstunden kunne jeg mærke, at jeg ikke var mentalt klart til denne udfordring. Grundet min modvilje kom vi halvanden time for sent, hvilket min søster heller ikke undlod at give mig skideballe for.
Ca. fem mins efter vi var ankommet fik min 19-årige ADHD- og depressionsplagede kusine et break down og låste sig inde på det eneste fungerende toilet, hvilket fik min onkel og tante til febrilsk at vade frem og tilbage, og den øvrige familie til at blive pludseligt tissetrængende.
Min søster surmulede over at hendes små poder ikke havde fået lige præcis de gaver, hun havde forestillet sig de skulle have.
Min far var allerede hønefuld, og sad konstant og hylede op om at min lillebror skulle hente flere øl. Da jeg fik nok af at høre på det, bad jeg ham om at hente sine øl selv, hvilket bevirkede at han også begyndte at surmule.
Julebingoen var flere gange ved at udvikle sig til en farce, fordi min mor insisterede på at råbe numre op på trods af, at hun ikke rigtig kunne se tallene ordentligt og derfor temmelig ofte råbte forkert.
Ungerne væltede rundt i en sukkerrus og den yngste havde fået sit løbehjul med indenfor, hvilket hun glad skramlede rundt på, når hun ikke lige afspillede Søren Banjomus på sin nye musikafspiller.
Da min kusine endelig var blevet samlet op af sin kæreste, startede det sædvanlige kortbord op og min efterhånden temmeligt besoffne far og onkel sad og råbte op, hver gang de tabte, og min morfar sad og spillede klog på trods af at det af og til kniber med at huske reglerne.
Da morfar så mente han trængte til at komme hjem skyndte jeg, der var pinligt ædru, mig at melde mig frivilligt til at køre ham hjem, så jeg kunne få lidt fred. Min mor kørte med og min morfar benyttede chancen for lige at vise hans seneste kreationer frem. Efter min mormor døde har han taget maleriet op igen. Hvor han før i tiden hyggede sig med at male uendelige mængder af skibe ved høj sø, er han nu midt i sin abstrakte periode og der var ikke grænser for, hvor brandgodt han selv syntes det var. Efter en længere diskussion med min mor, der bestemt ikke bryder sig om abstrakt kunst, lykkedes det os at komme derfra igen.
Vel ankommet tilbage til kaos blev jeg shanghajet til et spil kort og måtte gentagne gange stave til det beløb, der lå i puljen fordi familien i mellemtiden havde drukket endnu mere tæt og min onkel kunne efterhånden ikke engang tælle til seks kroner.
Pga. de mange overnattende måtte Journalisten og jeg dele værelse med vores dyr, som ellers havde opført sig eksemplarisk resten af ferien. Men lige præcis denne nat fik den ene selvfølgelig en hjerneblødning og kørte alarmen *et meget højt eeep på repeat*, hvilket jeg ikke kunne få den til at holde op med og således blev holdt vågen det meste af natten.
Min søster havde, grundet sin efterhånden fremskredne graviditet, sovet rigtig dårligt og var ualmindelig gnaven næste morgen. Ungerne var endnu mere hyperaktive og det var derfor en befrielse, da de tog hjem omkring frokost. Mine forældre gik med ud i indkørslen for at vinke, mens Journalisten og jeg holdte os indendøre og nøjedes med at åbne et vindue. På trods af at vi var så langt væk fra Søster og Svogers bil kunne vi sagtens høre, da Niece for 117.gang tændte for Søren Banjomus og min søster brølede "SLUK SÅ FOR DEN RADIO, FOR H...!!!!".
Herefter blev det faktisk ganske hyggeligt og Journalisten og jeg kom derfor temmelig sent hjem til Syddanmark igen om aftenen.
Mandagen tilbragte vi i gode venners lag, hvor vi afprøvede deres nyerhvervede wii, mens jeg langsomt opbyggede en lille feber, der satte mig i stå igår. I dag går det bedre og derfor satser jeg på at køre til Århus igen i dag for at fejre min fars fødselsdag, inden nytårsfesten venter i morgen.

Til min egen store fortrydelse må jeg erkende, at jeg ikke blot stinker til rigtig bowling, men også til wii bowling.