Arbejdsmoral

Da jeg startede ude på job, fik jeg listet en række regler op, bl.a. omkring arbejdstiden.
Der skal være bemanding i afdelingerne mellem 8 og 16.30, fredag 8 og 15. Der er flekstid mellem 9 og 15. Man kan under ingen omstændigheder spare tid op til senere afholdelse og man kan holde maks én hjemmearbejdsdag om ugen. Tidligere havde der ikke været begrænsninger på opsparing af tid eller antallet af hjemmearbejdsdage.
Disse nye regler blev indført da en ny afdelingchef blev ansat omkring jul. Jeg havde ikke været ansat i mange minutter før jeg blev informeret af mine kolleger om, at dette skyldes at den nye chef er kontrolfreak og at der overhovedet ingen grund var til at lave disse stramme regler. En medarbejder havde endda, kort før jeg blev ansat, sagt op i protest mod disse forringelser. På mit spørgsmål om, hvorvidt det skyldtes at der var nogen, der havde misbrugt tidligere tiders frihed, fik jeg blankt nej.
Men nu har jeg efterhånden gennemskuet, at det nok ikke helt forholder sig sådan.
Hvis man tror at mænd ikke sladrer, så kan man tro om. Så jeg har hørt i krogene, at der i stor stil blev sparet fridage op og at det var et særsyn, at hele afdelingen var på arbejde på samme tid. Et par stykker havde endda spekuleret en del i det og holdt bestemte ugedage fri. Sammenlagt med hjemmearbejdsdage var de kun på kontoret nogle få dage om ugen.
På trods af gentagne forsøg fra chefens side på at få dette til at høre op, fortsatte folk at holde fri i tide og utide. Derfor de stramme tøjler. Og jeg kan godt forstå chefen. Det kan jeg virkelig godt.

Hjemmearbejdsdagen derude blev efter sigende opfundet for at give medarbejderne en mulighed for lidt luft. Og engang i mellem kan man godt trænge til bare at sidde i underhylere en hel dag. Men selv nu sørger alle for at holde deres ene hjemmearbejdsdag om ugen. Fordi de kan. Og udelukkende derfor. Ikke fordi de trænger, men fordi det da skal udnyttes at man har denne mulighed.

Og den holdning forstår jeg ikke.

I det job jeg har, er teamwork utrolig vigtigt. Og vi er altid to mand på hvert projekt. Det er satme ikke særlig nemt at arbejde sammen, når ens makker ikke er fysisk tilstede. Når man arbejder hjemmefra er man naturligvis til at få fat i på telefon, mail og office communicator. Men det er bare ikke altid nok. Og jeg har allerede oplevet situationer, hvor jeg har måtte udsætte en opgave et par dage, indtil mine kolleger indfandt sig på kontoret igen. Det synes jeg er skide irriterende. Har man et job, hvor man ikke har nogen særlig arbejdsmæssig relation til andre mennesker, er det jo lige fedt, men i vores job kan det være en forfærdelig hæmsko, hvis en person ikke er til stede. Desuden har det været ret tydeligt, at der naturligvis ikke bliver knoklet helt så meget igennem, når folk sidder derhjemme.

De andre kan ikke forstå, at jeg ikke skal have opsat en hjemmearbejdsplads. Vi får jo ellers stillet ekstra skærm, dockingstation og alting til rådighed. Men for det første har jeg brugt de sidste to år i min lejlighed. Har intet behov for at tilbringe mere end højst nødvendig tid her. For det andet ejer jeg ikke et skrivebord. Det gør det også lidt besværligt.
Men det skyldes primært, at jeg føler mit arbejde bliver besværliggjort af ikke at være i nærheden af mine kolleger. Og så har jeg heller intet behov for at udnytte muligheden, bare fordi jeg kan.

Jeg forstår dem ikke. Men det er nok bare fordi jeg ikke har været ansat så længe.

Hårrejsende problematikker

Nu hvor vi har konstateret at det egentlig går ganske godt, er det på tide at komme videre i teksten.
Så mens jeg fordriver tiden til jeg skal på sygehuset med min arm *endelig. Hurra!*, kan vi tage hul på nogle, i forhold til tidligere her på bloggen, knap så eksistentielle problemer.

Først i rækken er shampoo.
Jeg har altid tænkt at frisørshampoos er spild af penge osv osv. Indtil en dag for en fem års tid siden, hvor jeg spurgte min frisør i Århus, om ikke man kunne gøre noget ved mit evigt statisk elektriske hår.
Jo jo, siger hun og prakker mig en af de der shampooer på. Og tænk sig, mit hår holdt straks op med at være statisk og så blev det mega tykt. *jeg har sådan noget tyndt, sørgeligt hår*. Jeg var jo nærmest blevet til en skide Fabio. Og jeg var lykkelig i årevis. Så var det så, at de holdt op med at producere den for et par måneder siden. Tog jeg stille og roligt. Ringede til førnævnte frisør og fik besked på at jeg skulle gå over til Paul Mitchells Ekstra Body. Gjorde jeg så. Der gik et par dage og så var mit hår blevet til tørt hø, og det føltes som om nogen havde revet mig i hovedbunden med en rive.
I al hast op til frisøren her i byen, som mente at jeg skulle bruge en ny schwarzkopf volumeshampoo. Og nu står mit hår så ud til alle sider pga. elektricitet. Har endda prøvet at gå tilbage til supermarkedshampoo, uden held.

Jeg har bemærket, at min læserskare er tabt lidt på gulvet inden for det sidste stykke tid. Ikke så sært når man kun laver et blogindlæg om måneden. Men er der nogen, NOGEN siger jeg, der kan give mig et godt råd, så tager jeg imod med kyshånd.

Jeg er milimeter fra at klippe lortet af, selvom jeg ser så betonagtig ud med kort hår.

Små dagligdagsoplevelser

Hørt i Blockbuster:
Samtale mellem meget dansk kvinde og hendes engelsktalende kæreste:
Ham: You think thats a good movie?
Hende: I dont know. I will look behind it and see what its about.

Så skulle jeg have en smøg ud af køkkenvinduet den anden aften. Vinduet binder en smule, så det larmede lidt, da jeg fik det åbnet. Denne larm tiltrak opmærksomheden hos nasty, småfed, midaldrende singleunderbo, som netop var ankommet i sin bil, og han kiggede op på mig. Da han var kommet rundt om bilen og var halvvejs henne ved døren, stopper han pludslig op, kigger op på mig igen, drejer 45 grader og lyner bukserne ned. Han pisser i busken, lyner op igen, glor op på mig og går de sidste fem skridt hen til døren. Hvad fanden?

Totalt klammo. Han er garanteret typen, der sidder i bar røv og netundertrøje og surfer porno.

I olie det kører

Det her er en fabelagtig uge.
Det er endelig lykkedes mig at finde lige præcis dén morgenrutine, der sørger for at jeg ikke kommer for sent til pendling *faktisk kommer jeg lidt for tidligt*.
Jeg får lavet god og fornuftig madpakke hver aften.
Jeg får ordentlig mad hver aften.
Jeg har ingen bjerge af opvask stående fordi jeg rent faktisk rydder op efter mig. Hver gang.
Jeg kommer til træning.
Alt fungerer!
Eller.. dvs. jeg skal stadig arbejde lidt på mine sengetider. Kommer stadig alt for sent i seng, så jo længere hen på ugen jeg kommer, jo mere sand har jeg i kontaktlinserne og jo mere distræt bliver jeg. Distræt som at jeg lavede madpakke som jeg plejede og først flere timer senere kom  i tanke om, at jeg skulle arbejde hjemmefra den efterfølgende dag. Og som at jeg, under en telefonsamtale med Lillebror, ledte febrilsk efter min telefon. Der gik fem mins før tiøren faldt.
Og fredag eftermiddag kan jeg stå op og sove. Ikke praktisk, når slænget har for vane at være sociale om fredagen. Man har endda beskyldt mig for at være blevet kedelig efter jeg har fået arbejde! Skandaløst.

Så altså, styr på sengetiderne. Og så skal jeg nok også lige have kigget lidt på tøjvasken. Jeg glemmer konsekvent at tøj skal vaskes og oplever derfor jævnligt tøjkriser tre mins før jeg skal ud af døren. Og jeg skal være lidt mere forsigtig ved fortovskanterne, så jeg ikke ridser mine fælge mere end jeg gjorde i dag *øv*. Endnu et bevis på at jeg ikke bør eje noget som helst af værdi.

De har lige ansat en ny it-supporter ude på job. Jeg har siddet og krydset fingre for at de ville ansætte en singlefyr omkring de 30 år. Men jeg blev ærgelig, for de har ansat en dame på 48 år. Til gengæld har de andre travlt med at afsætte mig til samtlige singlefyre i koncernen uden egentlig at tage hensyn til om de er øgler eller ej. Så det skal nok blive en morsom julefrokost.

Jeg elsker at gå på arbejde!

Løg

Nu har jeg så været ude på det nye job i en måned - uden at blive fyret, wahey!
Det er alligevel lidt imponerende så hurtigt en hjerne kan komme op i gear igen, når den bare bliver stimuleret en smule. For et par måneder siden kunne jeg dårligt sætte tre ord sammen i en sætning og så huske den fem mins senere. Nu får jeg avancerede ideer til alt muligt og kan endda koncentrere mig længere tid af gangen. Hvem skulle nu have troet det.

Jeg er i øvrigt sikker på at jeg, på trods af at jeg bliver latterligt underbetalt *hvad man ikke lever med for at få job*, er havnet det helt rigtige sted.
Mine kolleger er i hvert fald lige min stil. Tonen er tilpas grov, ækel og ubehøvlet til min smag og jeg er efterhånden tilbage i tidligere tiders storhed mht. at være grim i munden *kom ud af træning da jeg var færdig i skolen*. Kommer man ude fra kan miljøet godt virke lidt syret og er man meget politisk korrekt med en holdning om at man ikke må træde nogen religioner, folkeslag eller enkeltpersoner over tæerne, vil man næppe bryde sig om at være der. Men da jeg ikke er så sart, og godt mener man kan joke med hvad som helst uden nødvendigvis at have en ondskabsfuld bagtanke, så passer jeg ret godt ind.

Jeg er faktisk allerede blevet så integreret at jeg ikke længere studser over den daglige snak om ristede løg ved frokosten, men nærmere undrer mig, hvis den ikke kommer. De er alle ret glade for spegepølse med ristede løg.
"Må jeg tage dine løg?"
"Gu' må du ej, bøsserøv"
eller
"Må jeg smage dine løg?
"Hvor er du klam"
eller
"Vil du ikke have nogle løg?"
"Næh, jeg gider da ikke sidde og sutte på dine sure løg"

Etc. Etc. I lååve it.

Ude at køre med de skøre III

Jeg har tænkt på noget.

For et stykke tid tiden så jeg et indslag på TV om ældre mennesker og bilkørsel. I dette indslag blev det fortalt, at de mange fordomme omkring ældres manglende evner i trafikken er ganske uden begrundelse i virkeligheden. De kører tilsyneladende glimrende bil, endda bedre end mange af os andre.
Alligevel kan jeg ikke lade være med at spekulere, om der er noget om snakken alligevel.

Da jeg var på ferie i Tyskland med Lillebror og De Gamle foregik det pr. bil. Min mor har en eller anden latterlig idé om at det kun er Lillebror og Far, der er i stand til at køre i Tyskland *det er jo faaarligt!*, så en anden én var forvist til bagsædet hele turen.
Men ærlig talt.
Hvis jeg havde fået lov til at køre bare en gang i mellem i stedet for min far, ville antallet af nærdødsoplevelser have været væsentlig mindre.
Efter mine forældre fik en spritny bil sidste år har min fars køreegenskaber været mildest talt elendige. Han er mega anstrengt og jeg er sikker på, han har slidt mærker i rattet allerede, sådan som han knuger det. Han kører alt for stærkt ind i svingene, så man flyver rundt omme bagi, og han må ofte op og stå på bremsen *som jo reagerer temmelig brat i sådan en ny bil*, så næsen snitter nakkestøtten på sædet foran.
Derudover sidder han konstant og bevæger rattet fra side til side så man sidder og bølger lidt. Jeg kan forstå hvis han gjorde det i starten, for når man har været vant til at køre i en bil med 10 cm ratslør, så skal man da lige vænne sig til at styretøjet lige pludselig reagerer promte. Men efter et år? Nej.
Det er faktisk så slemt, at på en tur gennem Harzen blev jeg lidt småkøresyg og måtte forlange at Lillebror kørte resten af vejen.
Derudover er han blevet panisk angst for vejsider og kører således helst på midterstriberne. Ikke særlig fedt når tyskerne blæser forbi med 150 km/t to cm fra bilruderne.
Desuden kørte han 60 km/t på hovedvejene dernede *hvor man må køre 100*, fordi det jo er så faaarligt at køre dernede. Jeg bønfaldt ham flere gange om at sætte farten op, fordi han fremprovokerede sindssygt mange hazarderede overhalinger.
Forleden var vi så ude at køre her i området med Kragen bag rattet. Og ved gud om ikke også hun sidder og hiver rattet fra side til side.
Så hold dog det rat STILLE!
Min mor har nu altid været en elendig bilist - hun holder eksempelvis gerne tilbage selvom der er grøn pil, for "man kan jo ikke stole på at de andre holder tilbage for rødt". Til gengæld kan du stole på, at der en dag er en, der brager op bag i dig. Det er et spørgsmål om tid.
Men hvorfor faen blev min far pludselig en elendig bilist? Er det alderen eller er det den nye bil?

Jeg tænker begge dele.
I hvert fald frygter jeg for mit liv hver anden dag, når min pendlermakker, en mand i 50'erne *han er jo også halvgammel*, skal køre os på arbejde. Han kører nemlig også helst på midterstriberne - gerne halvvejs ude i overhalingsbanen. Og så slingrer han big time. Et under han ikke er blevet stoppet af politiet endnu under mistanke om spritkørsel. Og så har jeg ikke engang nævnt de situationer, hvor han er trukket direkte ud foran overhalende, eller næsten har stillet sin bil på køleren af den bil han overhaler.
Men måske har dårlige bilister bare været dårlige altid? Man har måske bare ikke bemærket det tidligere? Og når man så opdager det, tænker man "det er også fordi han/hun er ved at blive gammel".
Jeg ved det ikke.

Min morfar har, så længe jeg kan huske, ikke været fan af glidende drejning. Når vejen drejer slår han til rattet i den ønskede retning, så bilen bevæger sig den rigtige vej lidt af gangen.

Nu med fremtid?

Der skete noget mærkeligt da jeg var på ferie.
En af dagene lå jeg og svedte på min seng om aftenen og tænkte, at jeg godt lige kunne bruge 17 kr på at tjekke min email på mobilen. I min indbakke lå en mail fra en mand med en forespørgsel. Hmm, tænkte jeg, hvad nu?

Så var det så en IT-chef fra et firma her i nærheden, jeg havde søgt et job hos tilbage omkring nytår. De havde gemt mine oplysninger og nu havde de opslået et nyt, lignende job. Han ville derfor lige høre om jeg var interesseret i at indgå i en dialog om jobbet. Jeg havde godt set jobbet, men fordi der først er ansøgningsfrist 1.august, ville jeg vente med at søge det til jeg kom hjem fra ferie.
Dagen efter fik jeg travlt med at komme ned på den internetcafe, hvis eksistens jeg havde været genial nok til at tjekke op på inden afgang fra DK. En hurtig mail tilbage om at det ville jeg da gerne, og et lige så hurtigt svar med spørgsmål om jeg havde mulighed for at ringe til ham, så vi kunne aftale nærmere.
De 3,50 kr jeg tidligere havde harceleret over, at det skulle koste at ringe hjem, var lige pludselig intet problem for mig, så jeg ringede og fik aftalt nærmere med ham. Grundet hans egen forestående ferie, så han helst at jeg kom til samtale et par dage efter jeg kom hjem fra ferie.

Og så gav jeg mig ellers til at regne lidt på det hele. Hvis der er ansøgningsfrist der, og der bliver holdt samtaler der og der, så hører jeg ingenting før der, og så kan jeg tidligst starte der - hvilket sikkert ikke bliver aktuelt, fordi jeg naturligvis ikke får jobbet. Ingen grund til at være optimistisk.

Efter endt samtale forrige fredag, som gik godt nok, men som alligevel triggede "det gik TOTALT dårligt og jeg får ALDRIG et job på denne her måde"-refleksen, fik jeg at vide at jeg ville høre nærmere allerede mandag, om jeg skulle videre til 2.samtale.
Nårhm, det var trods alt ikke så galt. Kunne godt leve med kun at vente et par dage.
Men fandme om ikke manden ringede til mig efter sølle én time for at spørge, om ikke vi bare skulle droppe den der 2.samtale, for han ville hellere tilbyde mig jobbet med det samme...
Så jeg startede i tirsdags. Ingen grund til at spilde tiden. Og jeg vil godt lige nævne, at det er et rigtigt job denne gang. Sådan både fagrelevant og tidsholdbart og alting.

Det havde jeg satme ikke set komme.