Arbejdsmoral

Da jeg startede ude på job, fik jeg listet en række regler op, bl.a. omkring arbejdstiden.
Der skal være bemanding i afdelingerne mellem 8 og 16.30, fredag 8 og 15. Der er flekstid mellem 9 og 15. Man kan under ingen omstændigheder spare tid op til senere afholdelse og man kan holde maks én hjemmearbejdsdag om ugen. Tidligere havde der ikke været begrænsninger på opsparing af tid eller antallet af hjemmearbejdsdage.
Disse nye regler blev indført da en ny afdelingchef blev ansat omkring jul. Jeg havde ikke været ansat i mange minutter før jeg blev informeret af mine kolleger om, at dette skyldes at den nye chef er kontrolfreak og at der overhovedet ingen grund var til at lave disse stramme regler. En medarbejder havde endda, kort før jeg blev ansat, sagt op i protest mod disse forringelser. På mit spørgsmål om, hvorvidt det skyldtes at der var nogen, der havde misbrugt tidligere tiders frihed, fik jeg blankt nej.
Men nu har jeg efterhånden gennemskuet, at det nok ikke helt forholder sig sådan.
Hvis man tror at mænd ikke sladrer, så kan man tro om. Så jeg har hørt i krogene, at der i stor stil blev sparet fridage op og at det var et særsyn, at hele afdelingen var på arbejde på samme tid. Et par stykker havde endda spekuleret en del i det og holdt bestemte ugedage fri. Sammenlagt med hjemmearbejdsdage var de kun på kontoret nogle få dage om ugen.
På trods af gentagne forsøg fra chefens side på at få dette til at høre op, fortsatte folk at holde fri i tide og utide. Derfor de stramme tøjler. Og jeg kan godt forstå chefen. Det kan jeg virkelig godt.

Hjemmearbejdsdagen derude blev efter sigende opfundet for at give medarbejderne en mulighed for lidt luft. Og engang i mellem kan man godt trænge til bare at sidde i underhylere en hel dag. Men selv nu sørger alle for at holde deres ene hjemmearbejdsdag om ugen. Fordi de kan. Og udelukkende derfor. Ikke fordi de trænger, men fordi det da skal udnyttes at man har denne mulighed.

Og den holdning forstår jeg ikke.

I det job jeg har, er teamwork utrolig vigtigt. Og vi er altid to mand på hvert projekt. Det er satme ikke særlig nemt at arbejde sammen, når ens makker ikke er fysisk tilstede. Når man arbejder hjemmefra er man naturligvis til at få fat i på telefon, mail og office communicator. Men det er bare ikke altid nok. Og jeg har allerede oplevet situationer, hvor jeg har måtte udsætte en opgave et par dage, indtil mine kolleger indfandt sig på kontoret igen. Det synes jeg er skide irriterende. Har man et job, hvor man ikke har nogen særlig arbejdsmæssig relation til andre mennesker, er det jo lige fedt, men i vores job kan det være en forfærdelig hæmsko, hvis en person ikke er til stede. Desuden har det været ret tydeligt, at der naturligvis ikke bliver knoklet helt så meget igennem, når folk sidder derhjemme.

De andre kan ikke forstå, at jeg ikke skal have opsat en hjemmearbejdsplads. Vi får jo ellers stillet ekstra skærm, dockingstation og alting til rådighed. Men for det første har jeg brugt de sidste to år i min lejlighed. Har intet behov for at tilbringe mere end højst nødvendig tid her. For det andet ejer jeg ikke et skrivebord. Det gør det også lidt besværligt.
Men det skyldes primært, at jeg føler mit arbejde bliver besværliggjort af ikke at være i nærheden af mine kolleger. Og så har jeg heller intet behov for at udnytte muligheden, bare fordi jeg kan.

Jeg forstår dem ikke. Men det er nok bare fordi jeg ikke har været ansat så længe.

Hårrejsende problematikker

Nu hvor vi har konstateret at det egentlig går ganske godt, er det på tide at komme videre i teksten.
Så mens jeg fordriver tiden til jeg skal på sygehuset med min arm *endelig. Hurra!*, kan vi tage hul på nogle, i forhold til tidligere her på bloggen, knap så eksistentielle problemer.

Først i rækken er shampoo.
Jeg har altid tænkt at frisørshampoos er spild af penge osv osv. Indtil en dag for en fem års tid siden, hvor jeg spurgte min frisør i Århus, om ikke man kunne gøre noget ved mit evigt statisk elektriske hår.
Jo jo, siger hun og prakker mig en af de der shampooer på. Og tænk sig, mit hår holdt straks op med at være statisk og så blev det mega tykt. *jeg har sådan noget tyndt, sørgeligt hår*. Jeg var jo nærmest blevet til en skide Fabio. Og jeg var lykkelig i årevis. Så var det så, at de holdt op med at producere den for et par måneder siden. Tog jeg stille og roligt. Ringede til førnævnte frisør og fik besked på at jeg skulle gå over til Paul Mitchells Ekstra Body. Gjorde jeg så. Der gik et par dage og så var mit hår blevet til tørt hø, og det føltes som om nogen havde revet mig i hovedbunden med en rive.
I al hast op til frisøren her i byen, som mente at jeg skulle bruge en ny schwarzkopf volumeshampoo. Og nu står mit hår så ud til alle sider pga. elektricitet. Har endda prøvet at gå tilbage til supermarkedshampoo, uden held.

Jeg har bemærket, at min læserskare er tabt lidt på gulvet inden for det sidste stykke tid. Ikke så sært når man kun laver et blogindlæg om måneden. Men er der nogen, NOGEN siger jeg, der kan give mig et godt råd, så tager jeg imod med kyshånd.

Jeg er milimeter fra at klippe lortet af, selvom jeg ser så betonagtig ud med kort hår.

Små dagligdagsoplevelser

Hørt i Blockbuster:
Samtale mellem meget dansk kvinde og hendes engelsktalende kæreste:
Ham: You think thats a good movie?
Hende: I dont know. I will look behind it and see what its about.

Så skulle jeg have en smøg ud af køkkenvinduet den anden aften. Vinduet binder en smule, så det larmede lidt, da jeg fik det åbnet. Denne larm tiltrak opmærksomheden hos nasty, småfed, midaldrende singleunderbo, som netop var ankommet i sin bil, og han kiggede op på mig. Da han var kommet rundt om bilen og var halvvejs henne ved døren, stopper han pludslig op, kigger op på mig igen, drejer 45 grader og lyner bukserne ned. Han pisser i busken, lyner op igen, glor op på mig og går de sidste fem skridt hen til døren. Hvad fanden?

Totalt klammo. Han er garanteret typen, der sidder i bar røv og netundertrøje og surfer porno.